Natbevidstheden, døden og ’skærsilden’. Fra Det Evige Verdensbillede, bog 1, stk. 6.10

(snarvei til interssant tema under om det indre, åndelige, ’neste legmes’ klarhet til å bære bevisstheten – altså ved ”for tidlig død”).

6.10. Til underbevidstheden hører altså det fysiske legeme, igennem hvilket alle åndelige organer mere eller mindre fungerer. Denne organfunktion er således i virkeligheden en forlængelse af overbevidsthedsfunktionen. Og det er denne del af det levende væsen, der er tilgængelig for sansning. Denne forlængelse udgør ikke blot væsenets fysiske legeme, men også dets psyke eller mentalitet, igennem hvilken livsoplevelsen eller manifestationerne sanses og erkendes. Denne erkendelsesfunktion har vi udtrykt som det levende væsens "dagsbevidsthed". Men det ufærdige væsen har også en oplevelsestilstand, som det ikke er bevidst i, nemlig dets tilstand under søvnen. Denne tilstand har vi udtrykt som det levende væsens "natbevidsthed".

Natbevidstheden er altså en oplevelsestilstand, som væsenet befinder sig i, når dets fysiske legeme er sat ud af funktion, er i hvile. Da foregår væsenets oplevelse på det såkaldte "åndelige plan", som eksisterer hinsides det fysiske oplevelsesplan. Men da væsenets hukommelsestilstand på det tilværelsesplan ikke er beregnet på overføre erindringerne fra natbevid til dagsbevidstheden, har væsenet på nævnte plan ingen erindring om deres oplevelser under natbevidstheden. De ufærdig eller endnu kosmisk bevidstløse mennesker tror derfor fejlagtigt, at de under under natbevidstheden er bevidstløse.

Det er derfor, tvivlen på det levende væsens udødelighed opstår, når de ser medvæsens fysiske legeme er blevet til et "lig". De forstår ikke, at det levende kan leve uden fysisk organisme. De kender jo ikke deres eget udødelige jeg og den lige så udødelige overbevidsthed, som dette jeg er identisk med. Vi skal, som før nævnt komme tilbage til disse primære emner i senere symbolforklaringer.

* * *

Fra Småbog 1, Menneskehedens skæbne, kapitel 25-30:

Frygten for døden skyldes uvidenhed

25. Da det almindelige jordiske menneskes sanser endnu ikke er stærke nok til, at det ved selvoplevelse kan tilegne sig sit jegs analyse og som følge heraf er afskåret fra at blive bevidst i sin udødelighed, er al åndelig tilværelse for samme væsen endnu kun en trossag eller teori. Det er derfor givet, at dets begreber og forestillinger om livet og tilværelsen står og falder med dets fysiske legeme. Da der kommer en dag, hvor det fysiske legeme er slidt op, og dets sammenspil med de øvrige legemer (de åndelige kropper som finnes ”inne i” det fysiske på andre frekvenser/bølgelenger. Rø-anm.) - derfor ikke mere kan holdes ved lige, udskilles det som tidligere jeget og bliver synligt som et "lig".

Da individet tror sig et med det nævnte legeme, imødeser det ikke denne begivenhed med særlig glæde, men derimod i langt større grad med frygt.

Ja, denne frygt kan endog undertiden udarte til vild rædsel. Det begriber jo ikke situationen og tror, at dødsprocessen er dets egen uomstødelige undergang eller tilintetgørelse. Da det jordiske menneske således tror, at nævnte proces eller ”døden” er en tilintetgørelse af individet, eller et fuldstændigt ophør af dets tilværelse, er det ikke alene dets eget møde med denne proces, det imødeser med rædsel, men naturligvis også sine kæres berøring med den samme proces.

Når denne derfor rammer en af disse, sørger den overlevende, klæder sig i sorg. Ja, det er ligefrem stridende imod den gældende moralske opfattelse, hvis han eller hun ikke sørger.

Den naturlige død som en lysets begivenhed

26. Med hensyn til døden er den, når den indtræder på naturlig måde, i virkeligheden en lysets begivenhed, over for hvilken der kun er al mulig grund til at juble. Der er jo kun sket dette, at den såkaldte "døde" er blevet udfriet fra et forældet eller opslidt legeme, der kun var en skygge af, hvad det engang havde været, og gennem hvilket dets oplevelse af det pågældende tilværelsesplan naturligvis ligeledes kun kunne blive en afglans af dens oprindelige bestemmelse, ja undertiden endog kun en tyve til femogtyve procent oplevelse i stedet for en hundrede procent.

At sørge over en sådan begivenhed, at ønske at noget væsen ved blivende skal opleve en sådan tilværelse er jo i virkeligheden at ønske ondt over samme væsen, men det må naturligvis undskyldes, fordi de pågældende væsener er uvidende om, hvad det er, der i virkeligheden er foregået.

At det "døde" væsen har fem andre legemer til sin rådighed, og at et af disse ved den naturlige død altid vil være så langt fremme, at det efter denne kan befordre eller bære bevidstheden, har de jo ingen selvoplevet eller realistisk viden om.

Den unaturlige død

27. Med hensyn til en unaturlig død stiller sagen sig noget anderledes. Ved en unaturlig død må her forstås alle former for dødsfald, der ikke er fremkaldt af alderdom. Og det kan ikke nægtes, at et overordentligt stort procenttal af den jordiske menneskeheds individer i udvikling endnu er så langt fra at kende og dermed fra at opfylde de evige love, på hvilke livets oplevelse er baseret, at en forkortet fysisk levetid uundgåeligt må blive resultatet. Da en forkortet levetid jo er en abnormitet, vil den ligesom alle andre unaturlige eller abnorme foreteelser være forbundet med et vist ubehag. Men dette ubehag vil være desto mindre, alt eftersom det pågældende væsen er åndeligt udviklet, og desto større, jo mindre fremtrædende det nævnte væsen er i samme retning.

bilde- selvmord og tilhørende/påfølgende tanke-kaos at man fortsatt OPPLEVER - men hjelpere prøver raskt å hjelpe, men ofte skaper man seg et eget tankefengsel som "ingen" først kan komme inn i.

(her et interessant tema om 'det neste legmes' klarhet til å bære bevisstheten - ved for tidlig død):

Grundårsagen til dette ubehag er nemlig den, at ved en for tidlig død har det åndelige legeme, som skal bære individets bevidsthed efter døden, ikke fået tid til at få udviklet den til dette formål nødvendige stabilitet og styrke. Ved en for tidlig død eller udskillelse af det fysiske legeme overgår dagsbevidstheden jo pludseligt på det nævnte åndelige legeme. Da dette endnu ikke er fuldt modent til denne sin mission, bliver det på en måde overbelastet, hvilket så igen i værste tilfælde kan resultere i abnorme sjælelige tilstande på det åndelige tilværelsesplans første sfære. I tilfælde, hvor døden skyldes en langvarig, forudgående sygdom, er det nævnte åndslegemes modning fremskyndet en del, og ubehaget ved den for tidlige død bliver således her tilsvarende mindre.

Selvmordere og døden

28.For selvmorderes vedkommende bliver ubehaget yderligere suppleret med den for individet overordentlig rædselsfulde skuffelse, at døden ikke, som det havde tænkt sig, blev en udfrielse fra besværlighederne, men at det derimod foruden stadigt at være fuldt bevidst om disse nu også har påført sig selv den lidelse, at det til en vis grad får en abnorm åndelig tilværelse med udsigt til besværlighedernes gentagelse i det næste fysiske jordliv. Det bliver således vidne til, at det ikke kan flygte fra sin skæbne. Var det blevet i besværlighederne, til døden af sig selv indtrådte, ville dets åndelige tilværelse i alt fald være blevet mere normal og styrkegivende for det næste kommende jordliv. (mer - et eksempel på hva en selvmorder opplever i overgangen - her)

Skærsilden

29.Men da væsenerne for at kunne fødes i et nyt fysisk legeme må passere alle spiralens højeste riger, om end naturligvis i ret elementære eller latente former, vil ubehagelighederne kun strække sig til det første rige efter døden og endda kun til dettes allerlaveste sfære. Denne sfære er på det fysiske plan kendt under begrebet "skærsilden" og er yderligere gennem overtroen blevet udtrykt som "helvede".

Der bliver således en vis ubehagelig zone for alle væsener med fejltrin at passere efter den fysiske død. Men den "evige ild" og "uendelig fortabelse", som den primitive fantasi har udstyret den med, eksisterer naturligvis absolut ikke. Den kan nok være endog meget ubehagelig, men da ubehaget jo kun kan eksistere som virkninger af individets egne fejltrin, og ubehaget igen som et supplement til den fysiske tilværelse har til mission at stimulere individet til ikke at gøre fejltrin, til ikke mere at begå selvmord, til ikke at leve unaturligt, med andre ord, det er vejviseren til et fuldkomment liv eller til retningen mod Gud, og da det ydermere som ubehag kun strækker sig til en meget lille sfære i forhold til hele den åndelige zone, der ellers udgør et ocean af lys og salighed, bliver det i sin dybeste analyse at udtrykke som en guddommelig velsignelse.

Der vil derfor i virkeligheden heller ikke være noget som helst retmæssigt grundlag for at sørge over venners eller pårørendes unaturlige død eller bortgang til den åndelige verden.

Hvis den bortgangne har børn eller andre pårørende, der ved denne bortgang kommer til at lide nød, tilkommer det de overlevendes pårørende og venner i forbindelse med samfundet at træde i den bortgangnes sted og afhjælpe nøden. Herved befordres den "døde" lettere gennem ubehagszonen, idet han eller hun netop i denne zone indtil en vis grad kan stå i rapport med det fysiske plan og derved blive lettet for den tyngde, som synet af de efterladtes nød og elendighed, synet af deres tårer, savn og fortvivlelse ville være for det.

Dette at sørge over væseners død eller overføring til den åndelige verden er en primitiv bevidsthedsudfoldelse og opretholdes altså af uvidenhed eller ukendskab til de virkelige fakta. Man glæder og støtter altså de "døde" ved ikke at sørge. Gode og venlige tanker rettet mod de "døde", en sand kærlighed mod deres efterladte er det absolut højeste og mest guddommelige "gravmæle", der overhovedet kan gives noget individ.

(film video om en lege som dør og kommer i sonen med overgangsproblemer først = oppgjør med sine egne selviske, lavere sider- 4deler: NOSSA LAR on afterlife / om etterlivet- (Brasilian film with engl.subtitles) video (+ for ipad-link) | mirror )

Døden som "opstandelse"

30.Som tidligere nævnt er sorg og rædsel for døden eller dødsfald ganske ubegrundet. Foruden det fysiske legeme, som individet ved døden mister, har det jo fem andre legemer. Herfra går livet sin gang videre mod endnu fuldkomnere planer for tilværelse i de åndelige regioner, alt mens den åndelige forberedelse til opbygningen af et nyt fysisk legeme er under udløsning.

Når fosterdannelsen af det nye fysiske legeme er til ende, og dette derved er blevet modnet til at kunne begynde at bære bevidstheden, indtræder fødslen, og individet begynder da atter at vågne til bevidsthed på det fysiske plan. Og det i det nye fysiske legeme inkarnerede jeg befinder sig atter korrespondancedygtigt i den fysiske verden. Men i stedet for det gamle og udslidte legeme, som det forlod ved sin fysiske død, befinder det sig nu, for så vidt dets død og åndelige tilværelse har været normal, i et til ungdom og skønhed, til elskov og kærlighed, til liv og arbejde indviet nyt forherliget legeme.

Da døden ligesom fødslen således ikke kan eksistere uden at betyde indgangen til nyt liv, vil denne under alle forhold være identisk med "opstandelse" eller den realistiske manifestation, der udtrykker jegets altoverstrålende magt over materien, dets herredømme over livet og synliggørelsen af dets evige, ophøjede eller guddommelige uforgængelighed.

* * *

Hva er arvet fra egne tidligere liv og hva er fra foreldrene? | Ole Th. om 'søvn og drømmer' i lys av MK-mp3 lyd

hovedsiden min om kosmologi | "hva er drømmer" - ppt