Hva er arvet fra egne tidligere liv og hva er fra foreldrene?

symbol 34 – Parringsakten eller Guds ånd i mørket

 


Dette berøres bl a i denne artikkel om: Reinkarnationsprocessen, Fra Kosmos nr.4, 2014, Den primære besættelse 1, stk. 6-8.

 

(bildene- man arver "seg selv" og sine egne oppøvde talenter og ferdigheter fra tidligere liv, selv om det kan se ut som vi "får noe" fra foreldrene, så skyldes det at "likt tiltrekker seg likt" prinsippet.)

Det diskarnerede væsens besættelse af forældrenes sædkim.

Hver organisme, der bliver til, skabes altså på initiativet af et diskarneret væsen, hvilket vil sige et jeg eller væsen, der ikke har fysisk organisme og derfor begærer en sådan. Hvad rolle spiller da forældrene? - De spiller den store rolle, at de i kraft af deres seksuelle struktur og parringslyst udvikler den tilpasning af materien eller bringer den op på den bølgelængde, som er nødvendig for, at et diskarneret væsen kan få den ind under sin automatisme eller talentkernefunktion. Et diskarneret væsen kan ikke uden videre bringe stene eller klippeblokke eller andre fysiske mineralmaterier eller vegetabilmaterier ind under sin vilje og forme en animalsk organisme, som den mennesket eller dyret åbenbarer sig igennem, uden igennem en millionårig påvirkning. Og en så lang tid har hverken dyret eller mennesket til rådighed for sin inkarnation. Derfor er det så viseligt indrettet, at det diskarnerede væsen i sin salighedstilstand er på bølgelængde med den bølgelængde eller åndskraft, der er inkarneret i de fysiske væseners sædstof, og som jo kun er en fortættet salighedsenergi. Hvor denne sæd kraft kommer til udfoldelse eller får mulighed for udfoldelse, (som skjer via befrugtningen af ægcellen hos kvinden.rø-anm. ) kan det diskarnerede væsen med sin særlige bølgelængde besætte denne udvikling, hvilket igen bevirker, at dets fra en tidligere fysisk tilværelse nedarvede talentkerner straks begynder at få indflydelse på det besatte fysiske område, altså forældrenes sædkim, og en ny organisme begynder at danne sig. At denne det diskarnerede væsens besættelse af de fysiske væseners sædprodukter også sker automatisk og uden særlig vågen, dagsbevidst medvirken, forandrer ikke princippet eller kendsgerningen. Forældrene udfører i kraft af deres seksuelle tilfredsstillelse og forplantningsstruktur det grove forarbejde for åndens inkarnering i fysisk materie.

 

De primære og sekundære nedarvede anlæg.

Når først det diskarnerede jeg har fået forbindelse med den fysiske materie, sker fosterdannelsen som nævnt ganske automatisk. Og forløbet af denne proces er så kendt, at den ligger helt uden for min mission at fortolke. Det til kommer den materielle videnskab. Med forståelsen af denne form for jegets besættelse af den fysiske materie bliver det forståeligt, hvorfor et barn kan fødes med tilbøjeligheder og anlæg som forældrene er totalt blottet for. Når et jeg har besat forplantningsmaterien, som er afleveret af  faderen og moderen, rummer den i sig en vis eftervirkning af disse væseners talenter og anlæg, som i nogen grad kan afspejle sig i det nye væsens organisme og den igennem samme organisme manifesterede fremtræden. Og vi kalder disse afspejlinger af faderens og moderens anlæg i afkommets organisme for nedarvede anlæg og tendenser. Men disse er kun sekundære anlæg i afkommet. De primære anlæg kan derimod udelukkende kun udgøres af de anlæg, der udgør afkommets absolut egne fra en tidligere tilværelse nedarvede anlæg. Men det sker meget ofte, at disse anlæg er så lig faderens eller moderens, at de ikke er til at skelne fra disse. Et væsen kan således arve sin drikfældighed fra en tidligere tilværelse, det kan arve sin begavelse, sin intellektualitet, der jo kan stå himmelhøjt over forældrenes, ligesom den naturligvis også kan stå under den. Hvis det levende væsen var et hundrede procents produkt af sin fader og moder, måtte det jo i tilsvarende grad udgøre en hundrede procents kopi af sine forældre, hvilket aldrig i noget som helst tilfælde kan ske. Der vil altid være tre sæt arvelighed til stede i de fremskredne dyrs og det jordiske menneskes fremtræden, nemlig faderens og moderens som de sekundære og individets eget, fra en tidligere tilværelse, nedarvede sæt som det primære.

 

Det levende væsen fortsætter livet efter døden.

Vi har her set den ordinære besættelse og den ordinære mediumitet mellem ånd og materie. Det er denne besættelse, der danner grundlaget for reinkarnation. Det fysiske legeme er således i virkeligheden kun en materiekombination, der er besat eller overskygget af en ånd. Så længe denne ånd er i stand til at besætte legemet, repræsenterer dette legeme ånden - som et levende væsen på det fysiske plan. Det, vi ser af levende væsener, er således i realiteten kun materier, der er besat eller overskygget af åndelige eller psykiske væsener. Den fysiske verden er således ikke åndens verden. Derfor kan ånd også kun indirekte manifestere sig over for ånd på det fysiske plan. Når man forstår dette, vil dødsmysteriet ikke mere virke så drastisk som en slags udslettelse af det levende væsen. Det eksisterede altså før det besatte den materie, som i øjeblikket udgør dets fysiske legeme, og det vil stadig eksistere, selv om det ikke mere har dette fysiske legeme. Dets tanke og bevidsthed har det stadig i behold, ja endog i vågen, dagsbevidst tilstand. Den normale død er således kun jegets befrielse fra en organisme, der ikke mere kan være redskab for dets ånd, således som tilfældet netop er ved alderdom, og ligeledes når udskillelsen finder sted på grund af organismens lemlæstelse eller ødelæggelse ved læsioner. Og da det således har sin bevidsthed i behold og stadig er en ånd, kan det atter besætte de fysiske væseners forplantningsmaterie og skabe en fysisk organisme, ligesom det har gjort tusinder af gange før.

 

 *   *   *

 

intr. Ellers:

(fra kosmos 3/2014)

…og i de højeste lag af denne sfære (visdomsriget) er Verdensgenløseren, såvel som alle andre indviede eller kosmisk bevidste væsener, vågent dagsbevidst. Derfor kunne han også sige: "hvor to eller tre taler sammen i mit navn, er jeg til stede". Og dette er rigtigt. Han er til stede i kraft af sin bevidstheds lysglorie. Men hans lysglorie er jo hans ånds materie. Og igennem hans ånds materie foregår jo hans tilkendegivelse. Det er således ikke umuligt at få set Kristus, Buddha, Krishna eller andre af de store verdensfrelsere, hvis man kan komme i tilstrækkelig kontakt med de uforfalskede lag af deres bevidsthed, hvilket vil sige igennem den virkelige næstekærlighed.

 

Indviede væsener inkarnerer normalt ikke i de lavere verdeners zoner

Men Kristus eller andre indviede væsener er alle væsener, der har udlevet deres inkarnationer på jorden og vil normalt ikke mere inkarnere der, fordi de simpelthen er vokset fra denne klode. De har fuldkommen overstået det fysiske løb, den kan give. De inkarnerer derfor på højere fysiske verdener eller kloder, der i særlig grad er for indviede væsener. Altså kloder, der allerede i dag repræsenterer de fuldkomne fysiske tilstande, som jorden endnu ikke har nået, og hvor menneskene derfor må leve i krig og lidelse. De kosmiske eller indviede væsener kan jo allerede fra det åndelige plan eller i diskarneret tilstand besøge disse verdener, idet de jo har en så høj åndelig atmosfære, at den kommer på bølgelængde med de kosmiske planer.

 

Når et indviet væsen fødes på jorden, er det kun for at forplante de højere åndelige verdeners sfærer i jordmenneskebevidstheden. De kommer som missionærer til sådanne lavere verdeners zoner for igennem næstekærligheden at føre menneskene frem igennem deres mørke skæbner, frem til fuldkommenheden i væremåde og den hermed forbundne udødelighedsoplevelse og oplevelsen af Guddommen og deres identitet som sønner af eller værende ét med dette livets højeste ophav.

 

Ingen kan gøre uret, og ingen kan lide uret

vidunderligt er altså livet, at alle får deres paradis. Det evige helvede såvel som evig fortabelse er kun fysiske væseners mørke fantasier. Det samme gælder troen på en virkelig død og tilintetgørelse. Ingen kan dræbe, ingen kan gøre uret, og ingen kan lide uret. Al oplevelse står i vor egen hånd. Med denne vor identitet som gudesøn er der altså knyttet det privilegium, at al vor oplevelse, dens form og rækkevidde, dens farve og lys, står fuldstændig i vor egen hånd. Tilværelsen bliver lige akkurat det onde eller gode, det lys eller mørke, vi selv evner at forme den om til at være. Vi er ét med Guddommen og evigheden bag livets funklende strålevæld.

 

 hovedsiden min om kosmologi