Paramahansa Yogananda til høyre og hans guru SriYukteswar

Utdrag fra side 74 - kap.6: "tiger swamien"

"På vor indtrængende anmodning indvilligede den imponerende swami i at fortælle os om sit tidligere liv. (swami: "den som er ett med sitt SELV - eller en medlem av en gammel indisk munkeorden)

"Min tidligste ærgerrighed var at besejre tigre. Min vilje var mægtig, men min krop var svag."

Et overraskelsens udbrud undslap mig. Det forekom utroligt, at denne mand, nu "med skuldre som Atlas, med kraft til at bære", nogensinde kunne have kendt til svaghed.

"Jeg overvandt mit handicap ved at fastholde tanken om helbred og styrke med utæmmelig viljestyrke. Jeg har al mulig grund til at prise den uimodståelige mentale kraft, jeg fandt, som kongetigrenes virkelige betvinger. "

"Tror De, ærede swami, at jeg nogensinde kunne kæmpe mod tigre?" Det var både første og sidste gang, at denne bizarre ærgerrighed nogensinde fik indpas i mit sind!

"Ja," smilede han, "men der er mange slags tigre; nogle strejfer om i de menneskelige begærs jungler. Der opnås ingen åndelig fordel ved at slå vilde dyr bevidstløse. Det er bedre at være sejrherre over de indre rovdyr. "

"Må vi høre, Sir, hvordan De skiftede fra betvinger af vilde tigre til betvinger af vilde lidenskaber?"

Tiger Swamien sank hen i tavshed. Hans blik blev fjernt, som dvælede det i forgangne tider. Jeg fornemmede hans lette indre kamp for at bestemme, om han skulle gå ind på min anmodning. Endelig smilede han indvilligende.

"Da min berømmelse nåede zenith, bragte den stolthedens beruselse. Jeg besluttede ikke blot at bekæmpe tigre, men at fremvise forskellige tricks med dem. Min ærgerrighed gik ud på at tvinge vilde rovdyr til at opføre sig som tamme. Jeg begyndte at udføre mine bedrifter offentligt, med opmuntrende succes.

"En aften kom min far ind til mig i tungsindig stemning. " "Min søn, jeg må advare dig. Jeg vil gerne frelse dig fra kommende onder fremkaldt af årsagslovens søndermalende hjul."

" "Er du fatalist, far? Skal overtro have lov til at misfarve min virksomheds magtfulde vande?"

" "Jeg er ikke fatalist, søn. Men jeg tror på gengældelsens retfærdige lov, sådan som den hellige skrift fremstiller den. Junglefamilien er vred på dig, og en dag går den måske til handling på din bekostning."

" "Far, du forbavser mig! Du ved godt, hvordan tigre er

smukke, men skånselsløse! Hvem ved? Måske kan mine slag banke lidt sund hensynsfølelse ind i deres tykke hoveder. Jeg er skolebestyrer i skovens skole, hvor de skal lære pæne manerer!"

" "Far, tænk dog på mig som tigertæmmer og aldrig som tigerdræber. Hvordan skulle mine gode handlinger kunne bringe ondt over mig? Jeg beder dig om ikke at forlange, at jeg skal ændre min livsbane." "

Chandi og jeg lyttede opmærksomt med fuld forståelse for hine dages dilemma. I Indien kan et barn ikke sådan uden videre være ulydig mod sine forældres ønsker. Tiger Swamien fortsatte:

"Far lyttede til min forklaring i stoisk tavshed. Derefter røbede han sin hemmelighed med alvorlig stemme:

"Min søn, du tvinger mig til at berette om en ildevarslende forudsigelse fra en hellig mands læber. Han kom hen til mig i går, da jeg sad på verandaen i min daglige meditation.

"Kære ven, jeg kommer med en meddelelse til din krigeriske søn. Lad ham holde op med sine vilde aktiviteter. Ellers vil hans næste møde med en tiger resultere i svære sår efterfulgt af et halvt års dødelig sygdom. Derefter vil han forlade sin tidligere livsførelse og blive munk. " "

"Denne beretning gjorde ikke indtryk på mig. Jeg mente, at far havde været det godtroende offer for en vildfaren fanatiker. "

Tiger Swamien gjorde denne tilståelse med en utålmodig håndbevægelse, som ad en dumhed. Længe sad han i barsk tavshed, tilsyneladende uden at skænke vor tilstedeværelse en tanke. Da han genoptog tråden i sin fortælling, skete det pludselig, og med dæmpet stemme.

"Ikke længe efter faders advarsel besøgte jeg hovedstaden i Cooch Behar. Det maleriske landskab var nyt for mig, og jeg ventede en forfriskende forandring. Som overalt fulgte også her en nysgerrig menneskeskare efter mig på gaderne. Jeg opfangede bidder af hviskende kommentarer:

" " Det er manden, som kæmper med vilde tigre."

" "Er det ben eller træstammer han har?"

" "Se på hans ansigt! Han må være en inkarnation af tigerkongen selv!"

"I ved, hvordan gadedrenge fungerer som sidste udgave af en avis! Og med hvilken fart cirkulerer ikke kvindernes snakke-bulletin fra hus til hus! I løbet af få timer var hele byen i en tilstand af ophidselse over min tilstedeværelse.

"Jeg sad fredeligt og slappede af om aftenen, da jeg hørte hovslag fra galoperende heste. De standsede foran min bopæl. Ind kom en flok høje, turbanklædte politimænd.

"Jeg blev usikker. "Alt er muligt for disse den menneskelige lovs skabninger," tænkte jeg. "Jeg gad vide, om de skal til at gå i rette med mig over ting, som jeg intet aner om." Men politimændene bukkede med uvant høflighed.

" "Ærede Sir, vi er sendt af fyrsten af Cooch Behar for at byde Dem velkommen. Det er ham en glæde at invitere Dem til sit palads i morgen tidlig."

"Jeg spekulerede lidt over indbydelsen. Af uvisse årsager følte jeg stærk modvilje mod denne afbrydelse i min fredelige rejse. Men politimændenes underdanige manerer bevægede mig; jeg indvilligede i at komme.

"Næste dag blev jeg forvirret over at blive underdanigt eskorteret fra min dør til en prægtig karet trukket af fire heste. En tjener holdt en overdådigt udsmykket parasol for at beskytte mig mod det svidende solskin. Jeg nød den behagelige køretur gennem byen og dens skovklædte omgivelser. Den kongelige ætling var selv ved paladsets dør for at byde mig velkommen. Han bød mig sin egen guldbrokades stol og satte sig selv smilende i en simplere stol.

" "Al denne høflighed kommer givet til at koste mig noget!" tænkte jeg med stigende forundring. Fyrstens motiv kom frem efter et par henkastede bemærkninger.

" "Min by er fuld af rygter om, at De kan bekæmpe vilde tigre med intet andet end de bare hænder. Er det rigtigt?"

" "Det er gauske rigtigt."

" "Jeg kan næsten ikke tro det! De er en Calcutta bengaler, ernæret af byfolkenes hvide ris. Vær ærlig, har De ikke kæmpet mod opiumsfodrede dyr uden rygrad?" Hans stemme var høj og sarkastisk, farvet af provins-accent.

"Jeg værdigede ikke hans fornærmende spørgsmål svar.

" "Jeg udfordrer Dem til at kæmpe mod min nyligt fangede tiger, Raja Begum. 2) 2) "Fyrste fyrstinde" - således blev dyret kaldt for at angive, at den besad tigerens og tigerindens forenede vildskab.

Hvis De kan modstå ham med held, lænke ham og forlade buret ved fuld bevidsthed, skal De få denne bengalske kongetiger, samt flere tusind rupees og mange andre gaver. Hvis De nægter at møde ham i kamp, skal jeg udbasunere Dem som bedrager i hele staten!"

"Hans uforskammede ord ramte mig som en geværsalve. Jeg udslyngede vredt min accept. I sin ophidselse havde fyrsten halvvejs rejst sig fra stolen, nu sank han tilbage med et sadistisk smil. Han mindede mig om de romerske kejsere, som frydede sig ved at anbringe kristne i arenaer med vilde dyr.

" "Kampen vil blive fastsat til om en uge. Jeg kan desværre ikke give Dem lov til at se tigeren i forvejen. "

"Hvorvidt fyrsten var bange for, at jeg skulle forsøge at hypnotisere dyret eller i hemmelighed fodre det med opium, ved jeg ikke.

"Da jeg forlod paladset, bemærkede jeg til min morskab, at den kongelige parasol og udsmykkede karet manglede.

"Den følgende uge forberedte jeg metodisk mit sind og legeme til den kommende prøvelse. Gennem min tjener hørte jeg fantastiske fortællinger. Den hellige mands frygtelige forudsigelse til min fader var på en eller anden måde blevet kendt vidt omkring og vokset undervejs. Mange enfoldige landsbyboere troede, at en ond ånd, som var forbandet af guderne, havde reinkarneret sig som tiger, der antog forskellige dæmoniske skikkelser om natten, men forblev et stribet dyr om dagen. Denne dæmon-tiger, mente man, var den, som var sendt for at ydmyge mig.

"En anden fantasirig version gik ud på, at dyrenes bønner til tigerhimlen havde fået svar i form af Raja Begum. Han skulle være det redskab som straffede mig frække toben, der fornærmede hele tigerslægten! En mand, uden pelsbeklædning eller rovtænder, der vovede at udfordre en klo-udstyret, sværlemmet tiger! Alle de ydmygede tigres koncentrerede galde - erklærede landsbyboerne - havde samlet tilstrækkelig kraft til at sætte skjulte love i virksomhed og fremkalde den stolte tigertæmmers fald.

"Min tjener fortalte mig endvidere, at fyrsten var i sit element som arrangør af styrkeprøven mellem mand og dyr. Han havde forestået opførelsen af en stormsikker pavillon, som kunne rumme tusinder. I dennes centrum holdtes Raja Begum i et enormt jembur omgivet af et ydre sikkerheds-rum. Fangen udstødte en endeløs række brøl, som fik ens blod til at isne. For at skærpe hans appetit og hans vrede blev han kun sparsomt fodret. Måske regnede fyrsten med, at jeg skulle være belønnings-måltidet!

"Da trommerne annoncerede den enestående kappestrid, kom folk i flokkevis fra byen og forstæderne ivrigt strømmende for at købe billetter, og da dagen for kampen oprandt, måtte hundreder vende om på grund af mangel på plads. Mange brød igennem teltåbningerne, eller fyldte enhver plads under gallerierne . "

Min ophidselse steg efterhånden som Tiger Swamiens

historie nærmede sig sin klimaks. Også Chandi var stumt henrevet.

"Under Raja Begums gennemtrængende lyd -eksplosioner og den rædselslagne forsamlings mumlen gjorde jeg roligt min entré. Bortset fra et lændeklæde var jeg ubeskyttet af tøj. Jeg åbnede slåen til sikkerhedsrummets dør og lukkede den igen roligt efter mig. Tigeren vejrede blod. Den kastede sig med et tordnende brag mod sine tremmer, idet den udstødte et vildt velkomstbrøl. Tilskuerne var tavse af medfølelsesblandet frygt; jeg syntes et værgeløst lam foran det rasende rovdyr.

"I et nu var jeg inde i buret; men i samme øjeblik jeg smækkede døren i, var Raja Begum over mig, og min højre hånd håbløst flået. Menneskeblod, en tigers bedste livret, flød i forfærdende strømme. Det så ud til, at den hellige mands profeti var ved at gå i opfyldelse.

"Jeg samlede mig øjeblikkeligt efter chok'et fra den første alvorlige kvæstelse, jeg nogensinde havde fået. Idet jeg gemte mine læderede fingre under lændeklædet for ikke at se dem, svang jeg min venstre arm i et knogleknusende slag. Dyret vaklede tilbage, hvirvlede rundt i baggrunden af buret, og sprang derefter krampagtigt fremad. Mine berømte næveslag regnede over dets hoved.

"Men færten af blod havde virket på Raja Begum som den første slurk vin på en tørstende alkoholiker. Dyrets angreb, som understregedes af øredøvende brøl, voksede i heftighed. Med min ene hånds utilstrækkelige forsvar var jeg sårbar over for kløer og tænder. Men jeg gav igen med lammende slag. Vi var begge oversmurt med blod i denne kamp til døden. Buret var vild forvirring, med blodet sprøjtende til alle sider og eksplosioner af smerte og dødbringende begær fra dyrets strube.

" "Skyd den! Dræb tigeren!" lød skrigene fra publikum. Så hurtigt bevægede mand og dyr sig, at en vogters kugle gik forbi. Jeg mønstrede al min viljekraft, brølede grumt og uddelte et afgørende knusende slag. Tigeren faldt sammen og lå roligt."

"Som en missekat," indskød jeg.

Swamien lo bifaldende og fortsatte så sin spændende fortælling.

"Endelig var Raja Begum overvundet. Hans kongelige stolthed blev yderligere ydmyget: med mine mishandlede hænder tvang jeg hans kæber op, og holdt i et dramatisk øjeblik mit hoved i den gabende dødsfælde. Jeg så mig om efter en lænke, trak en ud fra en bunke på gulvet og bandt tigeren til burets tremmer ved halsen. I triumf gik jeg hen imod døren.

"Men denne inkarnerede djævel Raja Begum havde en styrke, der var hans formodede dæmoniske oprindelse værdig. Med et utroligt udfald rev han lænken over og sprang løs på min ryg. Med hans kæber om min skulder faldt jeg voldsomt. Men i et nu havde jeg ham fastnaglet under mig. Under skånselsløse slag faldt det lumske dyr hen i halvbevidstløshed. Denne gang sikrede jeg ham mere omhyggeligt. Langsomt forlod jeg buret.

"Jeg var nu midtpunktet for en ny tumult, men denne gang af henrykkelse. Mængdens bifald brød løs som fra én gigantisk strube. Skønt mishandlet på det frygteligste havde jeg dog opfyldt kampens tre betingelser - at bedøve tigeren, binde ham med en lænke og forlade ham uden at behøve hjælp til mig selv. I tilgift havde jeg såret og skræmt det aggressive dyr så drastisk, at han havde ladet lejligheden gå fra sig, da mit hoved lå som præmie i hans mund!

"Efter at mine sår var behandlet, blev jeg hyldet og behængt med guirlander, og guldstykker regnede for mine fødder. Hele byen holdt fri i flere dage. Fra alle sider hørtes endeløse diskussioner om min sejr over en af de største og vildeste tigre, der nogensinde var set. Som lovet blev Raja Begum skænket mig som gave, men jeg følte intet overmod. Mit hjerte havde oplevet en åndelig forandring. Det lod til, at jeg med min endelige exit fra buret også havde lukket døren i for mine verdslige ambitioner.

"En lidelsesfuld periode fulgte. I seks måneder lå jeg døden nær af blodforgiftning. Så snart jeg var rask nok til at forlade Cooch Behar, vendte jeg tilbage til min fødeby.

" "Jeg ved nu, at min lærer er den hellige mand, som gav den vise advarsel," tilstod jeg ydmygt for min fader. "Åh, hvis jeg bare kunne finde ham!" Min længsel var oprigtig, for en dag ankom den hellige mand uanmeldt.

"Nu er det nok med at tæmme tigre." Han talte med rolig sikkerhed. "Kom med mig; jeg vil lære dig at betvinge uvidenhedens vilde dyr, som strejfer om i menneskesindets jungle. Du er vant til et publikum: lad det være en hær-skare af engle, som underholdes af dit betagende herredømme over yoga!"

"Jeg blev indført i den åndelige vej af min fromme guru. Han åbnede min sjæls døre, som var rustne og modstræbende af for lang tids passivitet. Hånd i hånd drog vi ud til min træning i Himalaya."

Chandi og jeg bøjede os ned for swamiens fødder, taknemmelige for hans skitse af et cyklonisk liv. Både min ven og jeg følte os rigeligt belønnet for den prøvelse det var at måtte vente så længe i den kolde forstue!

 

 

KAPITEL 7

Den leviterende helgen

"Jeg så en yogi hænge flere fod over jorden ved et gruppemøde i aftes." Min ven Upendra Mohun Chowdhury var imponeret.

Jeg sendte ham et begejstret smil. "Måske kan jeg gætte

hans navn. Var det Bhaduri Mahasaya, Upper Circular Road?"

Upendra nikkede, lidt nedslået over ikke at være nyhedsbringer. Min nysgerrighed angående yogier var velkendt blandt mine venner; de elskede at sætte mig på et frisk spor.

"Yogien bor så tæt ved mit hjem, at jeg ofte besøger ham." Upendras ansigt udtrykte dyb interesse ved mine ord, og jeg viste ham endnu en fortrolighed.

"Jeg har set ham udføre bemærkelsesværdige bedrifter. Han har til fuldkommenhed mestret de forskellige pranayamas 1) Metoder til at beherske livs-energien (prana) ved åndedræts-regulering. Bhastrika (blæsebælg) pranayama'et gør sindet roligt i den gamle ottefoldige yoga, som de er opridset af Patanjali. 2) 2) Den mest fremstående gamle yoga-fortolker.Engang udførte Bhaduri Mahasaya Bhastrika Pranayama 'et for mig med så fantastisk kraft, at det var, som om en storm havde rejst sig i værelset! Så udslukkede han det tordnende åndedræt og forblev ubevægelig i en høj tilstand af overbevidsthed. Auraen af fred efter stormen var uforglemmelig levende."

"Jeg har hørt, at den hellige mand aldrig forlader sit hjem." Der var en anelse af tvivl i Upendras tonefald.

"Det er sandt nok! Han har levet inden døre i de sidste tyve år. Han slapper kun sin selv-pålagte disciplin lidt ved vore hellige fester, hvor han går så langt som til fortovet foran sit hus! Tiggerne samler sig dér, fordi den hellige Bhaduri er kendt for sit kærlige hjerte."

"Hvordan bærer han sig ad med at trodse tyngdeloven og forblive i luften?"

"En yogis legeme mister sin grove konsistens efter anvendelse af visse pranayamas. Det vil da levitere eller hoppe omkring som en frø. Selv hellige mænd, som ikke dyrkede formel yoga, skal have leviteret i en tilstand af intens hengivelse til Gud."

"Jeg kunne lide at vide mere om denne vismand. Går du til hans aftenmøder?" Upendras øjne tindrede af nysgerrighed.

"Ja, jeg går ofte. Jeg morer mig vældigt over hans visdoms vid. Af og til spolerer mine langvarige latteranfald den højtidelige stemning ved hans møder. Den hellige mand er ikke ked af det, men hans disciples øjne er som daggerter!"

På min vej hjem fra skole den dag passerede jeg Bhaduri Mahasayas ensomme bolig og besluttede at besøge ham. Yogien var utilgængelig for det almindelige publikum. En enlig discipel, som beboede stueetagen, vogtede over sin herres ensomhed. Eleven var noget af en pedant; han spurgte formelt, om jeg havde en aftale. Hans guru kom til stede lige i rette tid til at frelse mig fra bortvisning.

" Lad Mukunda komme, når han vil." Yogien blinkede med øjnene. " Min regel om ensomhed er ikke for min egen komfort, men for andres. Verdslige folk holder ikke af at få knust deres illusioner af åbenhjertighed. Yogier er ikke blot sjældne, men også foruroligende. Selv i skrift virker de ofte forvirrende!"

Jeg fulgte Bhaduri Mahasaya til hans spartanske kvarter på øverste etage, som han sjældent forlod. Mestre ignorerer ofte verdens ståhej, undtagen som en del af det panorama, der rækker til fjerne tider. En vismands samtidige er ikke bare de, som horer hjemme i den snævre nutid.

Maharishi, 4) 4) "Stor vismand" - De er den første yogi, jeg har kendt, som altid bliver inden døre."

Gud planter undertiden sine hellige mænd i uventet jord, at vi ikke skal tro, vi kan reducere Ham til en regel!"

Vismanden anbragte sit dynamiske legeme i lotus-stillingen. Skønt op i halvfjerdserne, viste han ingen utiltalende tegn på alderdom eller stillesiddende liv. Han var stålsat og rank, ideel i enhver henseende. Hans ansigt var en rishi's, som beskrevet i de gamle tekster, ædelt med en rigdom af skægvækst. Han sad altid rank med de rolige øjne fæstet på det Allestedsnærværende.

Yogien og jeg gik ind i den meditative tilstand. Efter en times forløb vækkede hans blide stemme mig.

Du går ofte ind i stilheden, men har du udviklet anubhava? 5) Virkelig opfattelse af Gud.

Hans hensigt var at minde mig om at elske Gud mere end meditation. " Du må ikke forveksle teknikken med Målet ."

Han bød mig nogle mangoer. Med det godmodige vid, som jeg fandt så vederkvægende i hans alvorlige natur, bemærkede han: "Folk i almindelighed holder mere af fala Yoga (forening med mad) end af Dhyana Yoga (forening med Gud)."

Jeg brølede af latter over hans yogiske ordspil.

Hvilken latter du har!" Der kom et kærligt glimt i hans øjne. Hans ansigt var altid alvorligt, dog med en anelse af et ekstatisk smil. Hans store lotus øjne indeholdt en skjult guddommelig latter.

Disse breve kommer fra det fjerne Amerika." Vismanden pegede på flere tykke kuverter på et bord. "Jeg korresponderer med nogle selskaber dér, hvis medlemmer er interesserede i yoga. De er ved at opdage Indien påny, med en bedre retningssans end Columbus! Jeg er glad ved at hjælpe dem. Kendskabet til yoga er til rådighed for alle, som vil modtage det, på samme måde som dagslyset.

Hvad rishi'erne opfattede som væsentligt for menneskelig frelse behøver ikke at blive fortyndet før Vesten. Skønt forskellige i ydre erfaring er Vesten og Osten ens i sjælen, og ingen af dem vil blomstre, uden at der praktiseres en eller anden form for disciplinær yoga."

Den hellige mand fastholdt mig med sine rolige øjne. Jeg var ikke klar over, at hans tale var en tilsløret profetisk vej-ledning. Det er først nu, mens jeg skriver disse ord, at jeg forstår den fulde mening med de tilfældige vink, han ofte gav mig om, at jeg en dag skulle føre Indiens lære til Amerika.

Maharishi, jeg ville ønske, De ville skrive en bog om yoga til gavn for verden."

"Jeg træner disciple. De og deres elever vil tjene som levende bøger, imprægnerede mod tidens naturlige opløsning og kritikernes unaturlige fortolkninger."

Jeg blev siddende alene sammen med yogien, indtil hans disciple ankom om aftenen. Bhaduri Mahasaya begyndte en af sine uforlignelige taler. Som en fredelig stormflod skyllede han sine tilhøreres mentale affald bort og førte dem mod Gud. Hans slående lignelser blev udtrykt på fejlfrit bengali.

Denne aften fremsatte Bhaduri forskellige filosofiske tanker i forbindelse med Mirabai's liv, en middelalderlig Rajputani fyrstinde, som havde forsaget hoflivet for at søge yogiernes selskab. En stor sannyasi, Sanatana Goswami, nægtede at tage imod hende, fordi hun var kvinde; men hendes svar bragte ham ydmygt ned for hendes fødder.

"Sig til mesteren," havde hun sagt, "at jeg ikke vidste af, at der var andre maskuline væsener i universet end Gud; er vi ikke alle kvinder for Ham?" (Den hellige skrift opfatter Herren som det eneste Positive Skabende Princip, og Hans skaberværk som intet andet end passiv maya).

Mirabai forfattede mange ekstatiske sange, som stadig skattes højt i Indien. En af dem lyder i oversættelse:

Hvis jeg ved at bade daglig kunne erkende Gud,

Ville jeg hellere være en hval i dybet;

Hvis Han kunne kendes ved at spise rødder og frugter,

så valgte jeg gladelig gedens skikkelse;

Hvis det kunne afsløre Ham at tæller perler på rosenkransen,

Ville jeg fremsige mine bønner til gigantiske perler;

Hvis man fandt Ham ved at knæle for stenbilleder,

Ville jeg ydmygt tilbede et flinte-bjerg;

Hvis Herren kunne drikkes ind med mælk,

Ville mange kalve og børn kende ham;

Hvis man kunne forene sig med Gud ved at forlade

sin kone,

Ville ikke tusinder være eunukker?

Mirabai véd, at det eneste fornødne for at finde Den

Ene Guddommelige er Kærlighed."

Flere elever lagde rupees i Bhaduris slippers, som lå ved siden af ham, mens han sad i yoga stillingen. Denne ærbødige offergave, som anvendes i Indien, tilkendegiver at disciplen lægger sine materielle ejendele for guruens fødder. Taknemmelige venner er kun Herren i forklædning, som tager sig af sine egne.

" Mester, De er vidunderlig!" En elev, som var ved at tage afsked, så med brændende øjne på den patriarkalske vis-mand. " De har forsaget rigdomme og komfort for at søge Gud og lære os visdom!" Det var velkendt, at Bhaduri Mahasaya havde forsaget stor familie-rigdom i sin tidlige barndom, da han uden andet i tankerne havde betrådt yogaens vej.

" Du vender tingene på hovedet!" Den hellige mands ansigt udtrykte mild irettesættelse. "Jeg har forladt nogle få usle rupees, et par indholdsløse fornøjelser, for et kosmisk imperium af endeløs lyksalighed. Hvordan kan jeg da have nægtet mig selv noget? Jeg kender glæden ved at dele skatten med andre. Er det et offer? De kortsynede verdslige folk er de virkelige forsagere! De opgiver en guddommelig besiddelse uden sidestykke for en håndfuld jordisk legetøj!"

Jeg kluklo over dette paradoksale syn på forsagelse - som sætter krøsus-huen på enhver hellig tigger, medens alle stolte millionærer forvandles til ubevidste martyrer.

Den guddommelige orden arrangerer vor fremtid mere viseligt end noget forsikrings- selskab . " Mesterens afsluttende ord indeholder hans overbeviste livsanskuelse. "Verden er fuld af usikre tilhængere af ydre sikkerhed. Deres bitre tanker er som ar på deres pander. Han, som gav os luft og mælk fra vort første åndedrag, Han vil også dag for dag sørge for dem, der elsker Ham."

Jeg fortsatte mine pilgrimsture til den hellige mands dør efter skoletid. Med stille nidkærhed hjalp han mig til at opnå anubhava. En dag flyttede han til Ram Mohan Roy Road, som lå langt fra mit hjem på Gurpar Road. Hans hengivne disciple havde bygget ham en ny bolig, kendt som "Nagendra Math." 6)

6) Hans fulde navn var Nagendranath Bhaduri. En maih er strengt taget et kloster, men udtrykket anvendes ofte på en ashram eller eremitbolig.

Blandt den kristne verdens "leviterende helgener" var St. Joseph af Cupertino i det 17. århundrede. Hans bedrifter blev rigeligt bekræftet af øjenvidner. St. Joseph udviste en verdslig åndsfraværelse, som i virkeligheden var guddommelig nærværelse. Hans klosterbrødre kunne ikke lade ham servere ved det fælles bord uden risiko for, at han ville gå til vejrs med lertøjet. Denne hellige mand var sandelig på enestående vis uegnet til jordiske pligter på grund af sin manglende evne til at forblive på jorden i længere tid ad gangen! Ofte var synet af en hellig statue nok til at løfte St. Joseph op i vertikal flugt; de to helgener, den ene af sten, den anden af kød, kunne da ses cirklende sammen i de øvre luftlag.

St. Theresa af Avila, hvis sjæl var løftet til store højder, fandt fysisk løftelse meget forstyrrende. Tynget af store organisatoriske pligter, som hun var, søgte hun forgæves at forhindre sine "opløftende" oplevelser. "Men mine små forholdsregler er til ingen nytte," skrev hun, "når Herren vil have det anderledes." St. Theresas lig, som ligger i en kirke i Alba i Spanien, har i fire århundreder vist sig uforgængeligt, og det udsender til stadighed en duft af blomster. Stedet har opvist utallige mirakler.

Skønt det bringer mig en årrække forud for min historie, vil jeg her gengive de sidste ord, som Bhaduri Mahasaya sagde til mig. Kort før jeg tog afsted til Vesten, opsøgte jeg ham og knælede ydmygt for at modtage hans afskeds-velsignelse:

Min søn, rejs til Amerika. Tag det gamle Indiens værdighed med dig som dit skjold. Sejren er indskrevet på din pande; det fjerne ædle folk vil modtage dig vel."

 

Andre utdrag fra samme bok og mer her

de danskspråkelige utdrag samlet og nedlastbart i word (for utskrift)

oversatt fra boken:

Metafysiske Meditasjoner av  Paramahansa Yogananda

hovedsiden

Rampasiden - tibetansk visdom