hele ALTET er forbundet via bevissthet - alt LEVER- men hvert nivå eller
utviklingsspiral kan ikke fattes dagsbevisst av underliggende
vesener i lavere trinn, før enn man har nådd KOSMISK BEVISSTHET - et
stadium som ALLE når på et tidspunkt i hver spiral, når man lever i
ABSOLUTT HARMONI og samklang med alle andre, og der kjærligheten og
innsikten er nærmest fullkommen. |
|
Fra Kapitel 11
SKIBBRUD OG
KATASTROFER
Undertiden er det muligt for
medlemmer af hjælpernes skare at afværge overhængende katastrofer af en
mere omfattende art. Når en skibskaptajn uden at vide af det er kommet
langt ud af kurs på grund af en eller anden ukendt strøm eller fejlagtigt
bestik og derved er kommet i alvorlig fare, har det i mere end et tilfælde
været muligt at hindre et forlis ved gentagne gange at bibringe ham en
fornemmelse af, at der er noget galt, og selv om denne forestilling i
reglen kun trænger ind i kaptajnens hjerne 'som en uklart advarende
intuition, er det næsten sikkert, at han, når den dukker op atter og
atter, vil skænke den lidt opmærksomhed og tage de forholdsregler, han
måtte finde påkrævet.
I et tilfælde, hvor kaptajnen på en
bark var kommet meget nærmere ind til land, end han anede, følte han sig
drevet til at kaste loddet ud, og selv om han i nogen tid gjorde modstand
mod denne tilskyndelse, som han betragtede som unødvendig og tåbelig, gav
han dog til sidst noget tøvende ordre til det. Resultatet forbløffede ham,
og han lagde straks roret om og stod ud fra kysten; men først da det blev
morgen, gik det op for ham, hvor nær han havde været på en forfærdelig
ulykke.
En katastrofe er imidlertid ofte af
karmisk natur og kan ikke afværges; men derfor må man ikke tro, at der
ikke kan gives hjælp i sådanne tilfælde. De mennesker, det drejer sig om,
er muligvis bestemt til at dø og kan derfor ikke reddes fra døden; men i
mange tilfælde kan man til en vis grad forberede dem på den, og man kan
ganske afgjort hjælpe dem på den anden side, når det hele er forbi. Man
kan faktisk roligt sige at hvor som helst der indtræffer en stor
katastrofe af en eller anden art, bliver der også sendt spirituel hjælp.
Der har fornylig været to tilfælde,
hvor der blev ydet en sådan hjælp, nemlig da The Drummond Castle (se bilde
over) forliste ud for Cape Ushant, og da byen St. Louis i Amerika blev
hærget af en frygtelig cyklon. Ved begge disse lejligheder blev der givet
nogle få minutters varsel, og hjælperne gjorde deres bedste for at
berolige dem, der var blevet ramt af ulykken, og indgyde dem mod, så at
choket, når det kom, ville blive mindre alvorligt, end det ellers kunne
være blevet. I begge disse tilfælde blev
størstedelen af arbejdet med ofrene dog naturligvis udført på
astralplanet, efter at de havde forladt deres fysiske legemer; men det er
noget, vi senere skal komme ind på.
Når
en katastrofe er nær forestående, er det trist at se, hvor ofte hjælperne
bliver hindret i deres venlige bestræbelser af den vilde panik, der bryder
ud blandt dem, der er truet af faren, eller undertiden, hvad der er endnu
værre, af et vanvittigt drikkeri blandt dem, de prøver på at hjælpe. Mangt
et skib er gået ned, mens næsten alle ombordværende var fra vid og sans af
druk og derfor ganske ude af stand til at drage fordel af den hjælp, de
fik tilbudt, enten før døden eller i lang tid efter.
Hvis vi nogensinde skulle komme til
at befinde os i overhængende fare, som vi ikke kan gøre noget for at
afværge, skal vi prøve at huske på, at der i hvert fald er hjælp i
nærheden, og at det helt og holdent afhænger af os selv, om vi vil gøre
hjælperens arbejde let eller vanskeligt. Hvis vi møder faren roligt og
modigt i erkendelse af, at den aldrig på nogen måde kan skade vort
egentlige jeg, vil vort sind være åbent for den vejledning, hjælperne
prøver på at give, og det kan kun være til vort eget bedste, enten
hensigten så er at redde os fra døden, eller, hvis dette er umuligt, at
føre os sikkert igennem den.
Der er ikke så sjældent blevet ydet
hjælp af denne art såvel ved ulykker, der har ramt enkeltpersoner, som ved
mere omfattende katastrofer. Som eksempel på det, vi har i tankerne, er
det tilstrækkeligt at omtale et enkelt tilfælde. Under en af de
orkanagtige storme, der anrettede store ødelæggelser ved vore kyster for
nogle få år siden, kæntrede der en fiskerbåd langt ude på havet. De eneste
ombordværende var en gammel fisker og en dreng, og det lykkedes den
førstnævnte at klamre sig til den kæntrede båd i nogle få minutter. Der
var ingen fysisk hjælp ved hånden, og selv om det havde været tilfældet,
ville det have været umuligt at gøre noget i den voldsomme storm, og
fiskeren var derfor godt klar over, at der ikke var noget håb om redning,
og at det kun var et spørgsmål om minutter, før døden kom. Han var
rædselsslagen ved udsigten til den, og det der især gjorde indtryk på ham,
var den frygtelige ensomhed derude på det vældige hav. Desuden var han
meget ulykkelig ved tanken om sin hustru og øvrige familie og de
vanskeligheder, de ville komme i på grund af hans pludselige død.
En hjælper, der kom forbi og så alt
dette, prøvede på at trøste ham; men da hans sind var i alt for stærkt
oprør til at være modtageligt for indtryk, fandt hun det tilrådeligt at
vise sig for ham for bedre at kunne hjælpe ham. Da hun senere fortalte om
hændelsen, sagde hun, at det havde været vidunderligt og smukt at se den
forandring, der kom over fiskerens ansigt ved synet af hende. Da han så
den strålende skikkelse, der stod på båden ved siden af ham, kunne han
ikke tro andet, end at det var en engel, der var blevet sendt ned for at
trøste ham i hans nød, og han fik derfor en følelse af, at han ikke blot
selv ville blive ført i god behold gennem dødens port, men at der også
ville blive sørget for hans familie. Da døden
nogle få minutter efter kom, var han derfor i en sindsstemning, der var
vidt forskellig fra den rædsel og rådvildhed, der havde overvældet ham et
øjeblik i forvejen, og da han kom til bevidsthed på astralplanet og stadig
så "engelen" ved siden af sig, følte han sig ganske naturligt tryg ved
hende og var indstillet på at følge de råd, hun gav ham med hensyn til den
nye tilværelse, han var trådt ind i.
Nogen tid
efter udførte den samme hjælper et andet stykke arbejde af lignende art,
og hun har siden givet følgende skildring af det:
"Man vil huske den damper, der
forliste under cyklonen i slutningen af november sidste år. Jeg gik ned i
kahytten, hvor en halv snes kvinder var blevet spærret inde, og fandt dem
jamrende på den mest ynkværdige måde, hulkende og stønnende af skræk.
Skibet ville gå under - ingen hjælp var mulig - og at forlade verden
i en sådan tilstand af panisk rædsel er den værst tænkelige måde, hvorpå
man kan træde ind i den næste. Jeg materialiserede mig derfor for
at berolige dem, og de arme mennesker troede naturligvis, at jeg var en
engel. De faldt allesammen på knæ og bønfaldt mig om at frelse dem, og en
stakkels moder lagde sit lille barn i armene på mig og tryglede mig om i
hvert fald at redde det. Mens vi talte sammen, blev de hurtigt rolige og
fattede, og det lille barn faldt smilende i søvn, og snart sov de alle
trygt. Jeg fyldte deres sind med tanker om himmelverdenen, så at de ikke
vågnede, da skibet omsider gik ned. Jeg fulgte med for at sikre mig, at de
alle sov i de sidste øjeblikke, og de rørte sig ikke, da deres søvn gled
over i døden."
I dette tilfælde havde de, der
således blev hjulpet, altså ikke blot den enorme fordel, at det blev gjort
muligt for dem at møde døden på en rolig og fornuftig måde, men også den
endnu større at blive modtaget på den anden side af en, som de allerede
var indstillet på at elske og have tillid til - en, der havde et grundigt
kendskab til den nye verden, hvori de nu befandt sig, og som ikke blot
kunne forsikre dem om, at de nu var i sikkerhed, men også give dem gode
råd om, hvordan de skulle tilrettelægge deres liv under disse helt
forandrede forhold. Hermed kommer vi ind på et af de største og vigtigste
aspekter af de usynlige hjælperes arbejde, nemlig den vejledning og hjælp,
som de kan give de døde.
Neste | forrige
Utg side
|