hele ALTET er forbundet via bevissthet - alt LEVER- men hvert nivå eller
utviklingsspiral kan ikke fattes dagsbevisst av underliggende
vesener i lavere trinn, før enn man har nådd KOSMISK BEVISSTHET - et
stadium som ALLE når på et tidspunkt i hver spiral, når man lever i
ABSOLUTT HARMONI og samklang med alle andre, og der kjærligheten og
innsikten er nærmest fullkommen.
klikk på bildet over- som er et ref.fra en materialisering i et gruppemøte
(eng.txt) |
|
Fra Kapitel 10
DE 2 Brødre
Denne historie er blevet fortalt i
The Theosophical Review , november 1897, p. 229, af en anden med langt
større dramatisk fremstillingsevne end jeg og med et væld af detaljer, som
der ikke er plads til her. Jeg vil henvise leseren til denne beretning, da
min egen skildring af tilfeldet ikke bliver andet og mere end et resyme,
der bliver så kortfattet, som det er muligt at gøre det, uden at det
kommer til at gå ud over tydeligheden. Navnene er selvfølgelig opdigtede;
men den beskrivelse, der er givet af begivenhederne, er i nøje
overensstemmelse med sandheden.
Personerne i dramaet er to brødre, der
var sønner af en godsejer - den fjortenårige Lancelot og den elleveårige
Walter - deilig drenge af den sedvanlige sunde, mandige type som hundreder
af andre i dette skønne land, uden iøjnefaldende psykiske kvalifikationer
af nogen art bortset fra en hel del keltisk blod i årerne. Den mest
bemerkelsesverdige egenskab ved dem var måske deres inderlige hengivenhed
for hinanden. De var nærmest uadskillelige; ingen af dem gik nogen steder
hen uden den anden, og den yngste tilbad den eldste, som kun en yngre
dreng kan gøre det.
En dag blev Lancelot ved en ulykkelig
hendelse kastet af sin pony og drebt, og verden blev tom for Walter.
Barnets sorg var så reel og frygtelig, at han hverken kunne spise eller
sove, og hans moder og barnepigen anede ikke, hvad de skulle stille op med
ham. Han var døv for både overtalelse og bebrejdelser; da de sagde til
ham, at det var syndigt af ham at sorge, og at hans broder var i himlen,
svarede han bare, at det kunne man ikke være sikker på, og selv om det var
rigtigt, vidste han, at Lancelot lige så lidt kunne vore lykkelig i himlen
uden ham, som han kunne være det på jorden uden Lancelot.
Så utroligt det end kan lyde, var det
arme barn faktisk ved at dø af sorg, og hvad der gjorde det hele endnu
mere medynkvækkende, var at hans broder, uden at han havde nogen anelse om
det, stod ved siden af ham hele tiden, fuldstendig klar over, hvor
ulykkelig han var, og selv halvt desperat over sine gjentagne mislykkede
forsøg på at røre ved ham eller tale til ham.
Denne meget sørgelige tilstand var
stadig uforandret den tredje aften efter ulykken, da Cyrils oppmerksomhet
blev henledt på de to brødre - han kan ikke sige hvordan. ’Han var bare
rent tilfeldig kommet forbi', siger han; men det har sikkert været
Barmhjertighedens Herrers vilje, der førte ham til stedet. Stakkels Walter
lå udmattet i sin seng, men kunne ikke sove, alene med sin fortvivlelse,
så vidt han vidste, skønt hans sørgende broder hele tiden stod ved siden
af ham. Lancelot, der var frigjort fra kødets lenker, kunne se og høre
Cyril, så det første, denne havde at gore, var naturligvis at mildne hans
sorg ved at love ham, at han ville være hans ven og hjelpe ham med at
komme i forbindelse med hans broder.
Da Cyril således havde trøstet den
døde dreng og givet ham haab, vendte han sig til den levende og provede af
al sin magt at påtrykke hans hjerne bevidstheden om, at hans broder stod
ved siden af ham, ikke død, men levende, og lige så opfyldt af kjærlighed
som for. Men alle hans anstrengelser var forgæves; den stakkels Walters
sind var så sløvet af sorg, at ingen forestilling udefra kunne trenge ind
i det, og Cyril vidste ikke, hvad han skulle gøre. Han var imidlertid så
dybt grebet af det sørgelige syn, og hans medfolelse var så stor, at han
var fast besluttet på at hjelpe ham på en eller anden måde, hvor megen
kraft det så end måtte komme til at koste ham, og pludselig opdagede han,
at han kunne røre ved og tale til det fortvivlede barn - han kan den dag i
dag ikke sige, hvordan det gik til.
Han svarede ikke på Walters spørgsmål
om, hvem han var, og hvordan han var kommet ind, men gik lige til sagen og
sagde til ham, at hans broder stod ved siden af ham og anstrengte sig for
at få ham til at høre hans stadigt gentagne forsikringer om, at han ikke
var død, men levende, og lengtes efter at hjelpe og trøste ham. Den lille
Walter ville gerne tro det, men vovede noppe at hæbe. omsider blev hans
tvivl dog overvundet af Cyrus vedholdende forsikringer, og han sagde:
"Ja, jeg tror virkelig på dig, fordi
du er så rar; men hvis jeg blot kunne få ham at se, ville jeg vide det og
så kunne jeg være helt sikker på det. Hvis jeg bare kunne høre hans stemme
sige til mig, at han var lykkelig, ville jeg ikke have spor imod, at han
gik sin vej igen bagefter."
Hvor ny i tjenesten Cyril end var,
vidste han dog tilstrekkeligt til at være klar over, at Walters ønske var
af en art, der i reglen ikke bliver opfyldt, og han skulle netop til med
beklagelse at lade ham det vide, da han pludselig følte en Nærværelse, som
alle hjelperne kender, og skønt der ikke blev sagt et ord, blev det
indgivet ham, at han i stedet for det, han havde tenkt sig at sige, skulle
love Walter den gunstbevisning, han så inderligt enskede. "Vent, til jeg
kommer tilbage, så skal du få ham at se", sagde han, og derpå forsvandt
han.
Denne ene kontakt med Mesteren havde
vist ham, hvad han skulle gøre, og hvordan, og han skyndte sig at hente
sin eldre ven, der så ofte før havde hjulpet ham. Denne eldre ven var
endnu ikke gået til ro; men da han hørte Cyril kalde på ham og bede ham om
at skynde sig, spildte han ikke tiden og fulgte med, og I løbet af få
minutter stod de ved Walters seng. Det arme barn var lige ved at begynde
at tro, at det alt-sammen blot havde været en dejlig drøm, og det var
smukt at se hans glæde og lettelse, da Cyril kom tilbage; men det var
endnu smukkere, da den eldre mand et øjeblik efter på et ord fra Mesteren
materialiserede den ivrige Lancelot, og den levende og den døde igen stod
hånd i hånd.'
Nu var sorgen virkelig blevet til
usigelig glede for begge brødrene, og de forsikrede atter og atter, at nu
ville de aldrig sørge mere, for nu vidste de, at døden ikke kunne skille
dem. Deres glede blev ikke engang mindre, da Cyril, tilskyndet af sin
eldre ven, udførligt forklarede dem, at denne ejendommelige fysiske
genforening ikke ville blive gentaget, men at Lancelot hele dagen igennem
ville være I nærheden af Walter, selv om denne ikke kunne se ham, og at
Walter hver nat ville smutte ud af sin krop og igen være bevidst sammen
med sin broder.
Da den stakkels trætte Walter hørte
dette, faldt han straks i søvn og fik bevis for, at det havde sin
rigtighed, og han blev forbavset over at opdage, med hvilken hidtil ukendt
hurtighed han og hans broder kunne flyve sammen fra det ene til det andet
af deres gamle tilholdssteder. Cyril var så betenksom at gøre ham
oppmerksom på, at han sandsynligvis ville glemme det meste af sin friere
tilværelse, når han vågnede neste dag; men rent undtagelsesvis var han så
heldig, at han ikke glemte det, som så mange af os gør. Måske havde det
chok, som den store glede havde givet ham, på en eller anden måde
aktiveret den latente psykiske evne, der hører det keltiske blod til. Han
glemte i hvert fald ikke en eneste detaije af alt det, der var sket, og
neste morgen kom han brasende md til den sørgende husstand og fortalte dem
en vidunderlig historie, som ikke faldt i god jord.
Hans foreldre troede, at sorgen havde
skadet hans forstand, og da det nu er ham, der er arvingen, har de lenge
ængsteligt været på udkig efter andre symptomer på sindssyge, dog
heldigvis uden at finde nogen. De er stadig af den mening, at han er
monoman på det punkt, selv om de fuldt ud erkender, at hans
"vrangforestilling" har reddet hans liv; men hans gamle barnepige, der er
katolik, tror fuldt og fast, at alt, hvad han siger, er sandt, og at den
Herre Jesus, der selv engang havde været barn, havde fået medlidenhed med
dette andet barn, da han lå og var ved at dø af sorg, og havde sendt en af
sine engle ud for at føre hans broder tilbage til ham fra de døde som
belønning for en kjærlighed, der var sterkere end døden. Det hender
undertiden, at den folkelige overtro kommer sandheden en hel del nærmere
end den dannede skepticisme.
Historien ender ikke engang her, for
det gode arbejde, der blev påbegyndt den nat, skrider stadig frem, og
ingen kan sige, hvor vidt forgrenet virkningen af denne ene hendelse kan
blive. Efter at Walters astrale bevidsthed først var blevet så grundigt
vækket, er den fortsat aktiv, og hver morgen bringer han erindringen om
det, han om natten har oplevet sammen med sin broder, tilbage til sin
fysiske hjerne. Hver nat møder de deres kære Cyril, af hvem de har lort en
masse om den forunderlige nye verden, der har åbnet sig for dem, og om
andre endnu højere verdener.
Under Cyrus vejledning er såvel den
levende som den døde blevet ivrige og interesserede medlemmer af
hjelpernes skare, og I adskillige år frem i tiden, indtil Lancelots
kraftige unge astrallegeme opløses, vil sikkert mangt et døende barn have
grund til at vore taknemlig mod disse tre, som prøver på at give noget af
den glæde, de selv har modtaget, videre til andre.
Disse nyligt omvendte er ikke blot til
gavn for de døde, men har også opsøgt og fundet nogle andre levende børn,
der har bevidsthed på astralplanet, mens de sover, og i hvert fald en af
dem, de bar til Cyril, har allerede vist sig at være et verdifuldt medlem
af børnenes skare og en meget sød og rar ven her nede på det fysiske plan.
De, for hvem alle disse tanker er
nye, har undertiden meget svært ved at forstå, hvordan børn kan være til
nytte i astralverdenen. De hævder, at da et barns astrallegeme må være
uudviklet og egoet derfor lige så hæmmet på det astrale plan som på det
fysiske, hvordan skulle et sådant ego da kunne være til nytte eller
bidrage til menneskehedens Andelige, mentale og moralske evolution,
hvilket siges at være hjelpernes vigtigste opgave?
Da der for første gang blev stillet
et sådant spørgsmål kort tid efter, at en af disse historier var blevet
offentliggjort i vort medlemsblad, sendte jeg det til Cyril selv for at
se, hvad han ville sige til det, og han gav følgende svar:
’Det er ganske rigtigt, som
brevskriveren siger, at jeg bare er en dreng og endnu kun ved meget lidt,
og at jeg vil kunne gøre langt mere nytte, når jeg har lært noget mere;
men selv nu kan jeg godt udrette lidt, for der er så mange, der endnu
aldrig har heørt noget om teosofien, selv om de ved meget mere end jeg om
alt andet. I kan nok forstå, at hvis man skal et bestemt sted hen, kan en
lille dreng, der kender vejen, vore til langt mere gavn end hundrede vise
mænd, som ikke kender den."
Det kan tilføjes, at selv når det er
et barn, der er blevet vækket på astralplanet, vil astralegemet udvikle
sig så hurtigt, at barnet på det plan meget snart kun vil stå ganske lidt
tilbage for en voksen, der ligeledes er blevet vækket, mens det
naturligvis, hvad brugbarhed angår, vil være langt forud for selv det
viseste menneske, der endnu ikke er blevet vækket der; men hvis det ego,
der kommer til udtryk gennem dette barnelegeme, ikke har den nødvendige
kvalifikation, en energisk og målbevidst og dog kærlig natur, og har lagt
det klart for dagen i foregående inkarnationer, vil ingen okkultist påtage
sig det meget alvorlige ansvar at vække ham på astralplanet. Når deres
karma er af en sådan art, at det er muligt for dem at blive vækket, viser
børn sig imidlertid ofte at vore særledes effektive hjelpere, og de går op
i arbejdet med en helhjertet iver, som er meget smuk at se, og således går
den gamle profeti, "et lille barn skal lede dem", endnu engang i
opfyldelse.
Der er et andet spørgsmæl, som falder
en ind, når man læser denne beretning om de to brødre: Når Cyril på en
eller anden måde kunne materialisere sig alene I kraft af sin kjærlighed,
medfølelse og viljestyrke, er det så ikke merkeligt, at det ikke var
lykkedcs for Lancelot, der i meget lengere tid havde prøvet energisk på at
komme i kontakt med sin broder?
Det er selvfølgelig ikke svært at
forstå, hvorfor den stakkels Lancelot ikke kunne komme i forbindelse med
broderen, for det er ganske simpelt den almindelige normale tingenes
tilstand. Det morkelige består ikke i, at Lancelot ikke kunne
materialisere sig, men at Cyril virkelig kunne. Det skyldes ikke blot, at
følelsen sandsynligvis var sterkere for Cyrus vedkommende, men også, at
han nøjagtigt vidste hvad det var han ville, og var klar over, at
materialisation var en mulighed, og havde en generel forestilling om,
hvordan man bar sig ad - noget, som Lancelot på det tidspunkt selvfølgelig
ikke kendte noget som helst til, som om det er tilfeldet nu.
Neste
Utg side
|