1; Henry Ytting sitt juleforedrag fra december 1978 - mp3 nedlastbart via høyreklikk og lagre som

2: mange flere med ham på KIM PEDERSEN sin side( her)  men disse spiller ikke lenger pr aug.2017 da de ligger i flashformat. Dog er det mye med "henry" kan leses via http://hathor.dk/  - se der menyen på venstre side, eller topp-meny øverst.

og her er annet -  rundt temaet julen/juleforedrag

*    *    *

      "Nævner man efterkrigstidens store, brede okkulte, alternative, åndelige personer, kommer Henry Ytting snart på tale, - naturligvis allerede dengang fandtes der mange; flere blandt følgende.... skrev i Poul Strubes blad Psykisk Forum redigeret af Anni Olsen og med Carl V. Hansen, Per Thorell, Henry Ytting i redaktionskomitéen: rosenkorsmesteren doktor Eli Wamberg, Redaktør William Haste, Irene Christensen, Martinus, Poul Kastrup, Otto Viking, Inger Schiøtt, dr.phil. Poul Goos, Rhadini, Hans Kruse, ... mange  ... men  noget synderligt, særligt fandtes i Henrys drengede charme, hans umiskendelige - om end omstridte talent med violinen, og hans utrættelige virke, som en bred, ikke-fanatisk, ikke-sekterisk formidler af de store sandheder om reinkarnation & karma, om den rette handlen, om de åndelige hierarkier, mestrene ... som mange - især kvinder men også mænd - regnede Henry Ytting med til....

mer om Henry, fra NYT ASPEKT 4/84.

Henry Ytting er kendt som foredragsholder af mange foreninger, loger og studiekredse over hele landet. Gennem el spændende liv har han formået at formidle sit budskab til tusinder af mennesker. Her fortæller han om de åndelige oplevelser der har betydet mest for ham.

Bilde af 

Henry Ytting

- utrættelig foredragsholder

af Lilly Hansen.

NYT ASPEKT har besøgt Henry Ytting i hans beskedne, men smag­fuldt indrettede lejlighed på Ves­terbro i København. Henry Ytting, som er 77 år gammel, (artiklen var fra1984) har været igennem en streng sygdomsperio­de, men er atter i fuld vigør, og har tildels genoptaget sin gerning som foredragsholder. Han udstråler livsglæde og kærlighed til alle le­vende væsener.

Henry Ytting beretter: Jeg er op­vokset i et dejligt hjem med prægti­ge forældre og en herlig lillesøster. Far var musiker og medlem af en dobbeltkvartet. De øvede skiftevis hos hinanden om aftenen, og min søster og jeg var med. Jeg var me­get betaget, især af violinisten. Se­nere fik jeg selv en violin af min bedstefar, og jeg ernærede mig i mange år ved at spille. Så i dag er jeg faktisk forhenværende kapel­mester og violinist. Musik har væ­ret mit liv.

Som barn blev jeg betragtet som lidt til en side. Jeg var sådan en lil­le fyr i plysfrakke, som blev tævet og drillet af de andre børn. Men det ophørte, og til sidst tog jeg børn, som blev drillet, under min beskyt­telse.

Konfirmationen

Min konfirmation var en meget stor oplevelse for mig. Grundtvigs salme »Hil dig, frelser og forsoner« var min yndlingssalme, og organis­ten præluderede over denne, mens vi blev konfirmerede. Jeg var me­get grebet af situationen. Da turen kom til mig, og præsten spurgte:

»Forsager du djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen?, spillede organisten så højt, at præsten forbavset op på ham. Samtidig gik skyerne fra solen, og jeg oplevede præsten i en stråleglans. Da han gik videre til næste konfirmand, gik skyerne igen for solen, og organisten dæmpede sit spil.

Da jeg kom hjem fra kirken, og blev sendt ind i soveværelset for at hvile mig inden festen, stod jeg og kiggede ned i gården. Igen for­svandt skyerne, og nu blev de væk resten af dagen. Jeg havde en time med solen, som jeg ikke kan forkla­re nogen, men aldrig skal glemme.

Da jeg senere traf en af de ældre brødre i Finland og fortalte ham om denne oplevelse, sagde han:

»Det var Mesteren, der hilste sin søn. Det var fordi du fra nu af og al­tid skal arbejde for os.«

Efter konfirmationen kom jeg ud af skolen og blev »klinikdreng«, det vil sige nærmest cykelbud, hos en tandlæge om formiddagen, og der havde jeg tre dejlige år.

Tusinder af mennesker

Jeg havde en stor oplevelse som 15-årig, da jeg en dag stod sammen med mine forældre og min søster og betragtede ænderne i dammen ved Frederiksberg Have. >

En meget høj, tynd mand kom hen imod os. Han bar blå briller og et gult arm-bind, han var blind. Han gik med en hvid stok; den lagde han på min skulder, idet han sagde: »Tusinder af mennesker venter på dit vidnes­byrd«, hvorefter han drejede om­kring og gik.

Det kom jo sådan set til at passe, for jeg har holdt tusindvis af fore­drag, og der har da altid været me­re end én person til stede. Der var fornylig en, der bad mig regne ud, hvor mange foredrag jeg har holdt gennem mit langt liv, og jeg fandt frem til, at det er ca. ni tusinde.

Som 16-årig havde jeg mange ubesvarede spørgsmål, og jeg hen­vendte mig først til en præst med dem. Han havde ikke tid til at tale med mig, men kiggede over briller­ne og sagde til mig, da jeg gik: »Un­ge mand, gå ikke fortabelsens vej!« Så gik jeg med et smil om munden og med tanken om at holde mig fra fortabelsens vej.

Jeg søgte alle vegne og hørte om et medie på Vesterbro. Hun var en elskelig gammel dame, og vi blev vældig gode venner. Her fik jeg som 17-årig min første studiekreds, som bestod af hendes venner. Så blev jeg inviteret til andre kredse, og andre igen, og sådan er det ble­vet ved siden.

Da jeg begyndte at virke som mu­siker, var jeg optaget så mange af­tener, at jeg ikke kunne holde faste studiekredse på den tid af døgnet. Så holdt jeg dem om dagen og om natten. En af dem, der besøgte mig om natten, var Stefan Vøldan, og vi blev meget gode venner.

Syn og oplevelser

Som ung musiker blev jeg en dag opsøgt af en mand, som under pseu­donymet Kristian Pontifix (»bro­byggeren«) underviste i åndsviden­skab. Han ledte også logen »På Bjerget«. Han havde hørt om mine studiekredse og min åndsviden­skabelige forskning. Vi blev meget hurtigt nære venner, og jeg var lyk­kelig over at kende et udviklet menneske, som jeg kunne betro mig til, for jeg havde følt mig meget alene i mit arbejde. Pontifix var elev af Walther Hulfers i Våsterås i Sverige og af Frantz Hartmann i Tyskland.

En aften i 1938 lå jeg i min seng, da jeg pludselig så et stort stykke gulnet papir, hvorpå der med en slags vandfarve var skrevet: Loui­sen; de to sidste bogstaver var dog utydelige. Jeg undrede mig meget over ordet, men jeg fik ikke løsnin­gen på gåden i første omgang.

Kort efter, da jeg en dag gik ude i skoven, kom jeg ud for en vidunder­lig oplevelse. Jeg mærkede nærvæ­relsen af en mester. Dengang vid­ste jeg ikke, hvem det var, men jeg har senere fundet ud af, at det var greven af Saint Germain - den nu­værende Rakoczy. Det er vanske­ligt at beskrive den åndelige opløf­telse, jeg følte.

Jeg havde nogle gange været ude for at træde ud af kroppen om nat­ten. En aften lige efter oplevelsen med mesteren ude i skoven befandt jeg mig pludselig i et fremmed land. Der voksede lyng, birk og nå­letræer, og jeg stod på stenet grund. Foran mig lå et gråmalet træhus med sort tagpap. Bagfra huset kom en lille mand gående. Han havde dybtliggende øjne og fremstående kindben. Jeg spurgte mig selv: mon det er en ældre bro­der? Han så mig lige ind i øjnene, og jeg mærkede en strøm gennem he­le min krop. Han nikkede. Så vend­te han om og gik.

Mesteren i Finland

Dagen efter snakkede jeg med min ven Pontifix om mit store ønske om at møde et menneske, jeg tumlede med. Han fortalte da, at hans lærer Walther Hulfers havde en mester, som var kommet meget langt i sin udvikling. Denne mand hed Aksel Ringstrøm, altid kaldet A.R., og boede i Lovisa i Finland. Via Wal­ther Hulfers fik vi kontakt med A.R., som svarede, at han ventede

os.

Jeg skulle starte på mit vinteren­gagement på d'Angleterre et par dage senere, men fik besked om, at min medspiller var forsinket 14 da­ge på en turné, så jeg fik pludselig 14 dages ekstra ferie. Pontifix fik fri i 8 dage, så vi kunne omgående tage afsted.

Først gjorde vi ophold i Stock­holm, hvor Pontifix havde en stu­diekreds, som meget gerne ville hilse på ham; de havde aldrig set ham før, kun korresponderet med ham. Et par i denne kreds fortalte, at de havde været hos A.R., og viste os et billede af ham. Jeg genkendte ham straks som den mand, jeg hav­de set i min ud-af-kroppen-oplevel­se.

Dagen efter rejste vi videre til Lovisa. A.R.s hjem lå på en vej med flere gråmalede huse med sorte ta­ge. Vi hørte en mand kalde: »Hallo, hallo, velkommen venner fra Dan­mark«, og vi vendte os og så A.R. stå ved sin havelåge, som vi var gå­et forbi. Han var på det tidspunkt 82 år gammel, men rask og rørig.

Jeg takkede A.R. for, at vi måtte komme, og sagde, at vi kom, fordi jeg havde haft en mærkelig ople­velse. »Det ved jeg,« sagde han, »jeg har kaldt på dig. I er kommet her­op, fordi I har en opgave, I skal løse. Jeg arbejder for begrebet »det fore­nede kristne Norden«, som skal komme. Engang var jeg Jesus afLi­banons broder, og du har også vandret ved hans side. Overfør kraften til Danmarks jord. I får det meget svært, men lad være med at bekymre jer om menneskeslæg­tens historie, for den ligger i de al­lerbedste hænder.

Edwin Bolt

En dag blev jeg ringet op af en da­me fra Teosofisk Samfund. Hun fortalte, at professor Edwin Bolt fra Cambridge var i København og gerne ville tale med mig. Hun førte mig til ham, og han knugede mig ind til sig og gav mig et kys på kin­den. Så plukkede han en rosen-knop af en busk og sagde: »Jeg hil­ser dig, broder af Rosenkorset.«

Edwin Bolt fortalte ligesom A.R. om det fremtidige arbejde, og han bad mig overtage nogle af sine ele­ver i Danmark. Han sluttede med at sige: »Jeg sender dig et billede af Rakoczy.«

Under den tyske besættelse af Danmark modtog jeg en dag et brev. Hvordan det var kommet uåb­net gennem censuren er mig den dag i dag en gåde. Det var det love­de billede fra Edwin Bolt, og han havde skrevet I.N.R.I. (i os regerer Jesus) på det.

***

Henry Ytting:

Fødselsdato:28. Mai 1902?

Død:?

*

fra NYT ASPEKT nr.4-1984