dette er lydbog af,

BAIRD T. SPALDINGs,


ØSTENS VISES LIV OG LÆRE,

Bog 4.

udgivet på dansk 1980 af,

STRUBES FORLAG Viby, Sjælland.






Kapitel I,


UDGIVERENS BEMÆRKNINGER

Både Baird T. Spalding og Mr. de Vorss (som kendte 
Spalding personligt) døde i 1950'erne, og de personer, der 
var sammen med Spalding på ekspeditionen, er også døde. 
Vi er derfor uden mulighed for kontakt med noget 
menneske, der har haft førstehåndskendskab til arbejdet, 
således at bøgerne er vort eneste kildemateriale. Så vidt vi 
ved, eksisterer der ikke noget kort over ekspeditionens 
forløb og heller ingen fotografier. Vi har gentagne gange 
forsøgt at fremskaffe supplerende materiale tillige med 
fotodokumentation, men uden held. Vi beklager dybt, at vi 
ikke har yderligere oplysninger til rådighed.

De Vorss & Company

DET STORE HVIDE BRODERSKAB OG 
VERDENSFREDEN.
Før vi går videre i studiet af visse grundliggende love og 
kendsgerninger bag mestrenes lære, vil det være nyttigt at se 
på de perspektiver, der omfattes af deres vision. Man må 
udvide sit sind og sit syn på tilværelsen, til det er på linie 
med mestrenes for fuldt ud at forstå det centrale i deres lære. 
På dette tidspunkt vil vi hovedsagelig beskæftige os med det 
område, der skal behandles, og menneskehedens generelle 
udviklingslinier for helt at kunne sætte os ind i det studium, 
der ligger foran os. For at kunne udvælge de rette værktøjer 
og lægge en plan for det arbejdsområde, vi skal i gang med, 
er det nødvendigt at kende dets beskaffenhed og omfang. 
Var det en mark, vi skulle i gang med, måtte vi vide, hvad 
den var forberedt til, hvilke afgrøder, der skulle dyrkes, og 
hvilket formål dyrkningen skulle tjene. Der må være et 
formål bag ethvert arbejde, og det, vi skal beskæftige os 
med, ligger langt ud over de grænser, vi normalt kender til i 
vor menneskelige natur. Hvert menneskes natur er på den 
ene eller anden måde vitalt knyttet sammen med alle andre 
menneskers liv og trivsel, og det, der berører den ene, må i 
en vis grad påvirke resten af menneskeheden.
Jeg har en fornemmelse af, at denne diskussion om fred bør 
holdes på et meget generelt plan, da det er noget, der 
interesserer alle. Det er en kendsgerning, at verden er ved at 
blive mere indstillet på fredstilstande, og at folk synes, vi 
har fået nok af krig. Folk er ved at begynde at forstå, at krig 
ikke er nogen naturlig tilstand, og at alle de, der påtager sig 
rollen som forsyn ved at stille sig selv an som en 
personificering af retfærdigheden 


lykkeskabere - blot er bedragere. Fred og lykke, som er 
det, hele menneskeheden ønsker så brændende, er ikke en 
gave, der gives menneskene, men må erhverves ved en ærlig 
indsats. Der sker ikke politiske mirakler. Mennesket må 
indse, at det selv har magten og evnen til at afgøre sin 
skæbne ved hjælp af sin egen intelligens.
3. Det brusende tidevand, der er skabt af menneskets iver 
efter det, der kan fremme og garantere freden, er et 
uundgåeligt resultat af den universelle lov, der altid arbejder 
for at fremme det, der er til gavn for alle. Gud kender ikke 
til personanseelse, og denne vækkelse af menneskene i 
retning af fred er deres reaktion på den fredens ånd, der er 
fostret af mestrene. Kun i samme grad som den enkelte 
identificerer sig med den universelle lov, kan han eller hun 
forvente at finde det, der er til gavn for hver især, thi det er 
uløseligt forbundet med det, der gavner alle. Derfor sker det 
sande fremskridt så langsomt, og derfor er der så mange, der 
må have det ondt.
Der findes et storslået broderskab overalt i verden, som i 
årtusinder har arbejdet for fred. De står bag enhver 
bevægelse til sikring af verdensfreden og bliver stadig 
stærkere og stærkere. Der er nu omkring 216 grupper verden 
over. Der er altid en central enhed, der udgør en første eller 
samlende enhed omgivet af 12 enheder, som skal give den 
større styrke og kraft. De arbejder også for hele verdens 
oplysning.
Disse grupper er sammensat af mennesker, der sættes i gang 
af det hvide broderskabs ophøjede tankegang. Alle disse 
grupper arbejder sammen og udvirker en meget stærk 
påvirkning af hele verden hen imod fred og oplysning.
Der findes mange forkerte forestillinger om det hvide 
broderskab. Det må først slås fast, at de aldrig præsenterer 
sig selv som sådan, og de står aldrig alene bag nogen ydre 
organisation. De er universelle i deres funktion og formål, 
og de arbejder afgjort med den universelle lov for at opnå 
universelle mål, hvilket indebærer, at alle enkeltpersoner 
eller grupper, der arbejder for de samme mål uden selviske 
motiver, kan modtage deres fulde støtte. Denne støtte kan 
forekomme i skikkelse af et menneske, men det er mere 
sandsynligt, at den fremkommer som et incitament. Det vil 
sige, at det er lidet sandsynligt, at hjælpen vil komme fra et 
bestemt sted eller en person, hvorimod de, der modtager 
denne støtte, kun er sig hjælpen eller den positive 
påvirkning bevidste.
Folkeforbundet var oprindeligt et redskab for det hvide bro-
derskab, men det blev af visse nationer og enkeltpersoner 
misbrugt på mange måder. Det vil dog under broderskabets 
vejledning genopstå engang i fremtiden.
En ny verdensorden er ved at blive skabt, og vi er netop nu 
vidner til en gammel civilisations nedbrydelse. Det hvide 
broderskab vil, når tiden er gunstig, gøre sig positivt 
gældende i de vigtigste forhold.
Vi lever i en tid, hvor der ikke findes nogen mellemvej, når 
det gælder menneskehedens renselse, omend enkeltpersoner 
eller grupper af mennesker sætter sig op mod det fælles 
bedste. Guds kværn maler til tider hurtigt og også fint. Kun 
efter sigtningen skal de selviske og aggressivt grådige nå 
frem til en ny livsform. Det ville være langt bedre at alliere 
sig med rent kreative motiver, der bidrager til det fælles 
gode, for derved skal man opnå det, der er godt for den 
enkelte.

10.	Ofte skabes den virkning, der ligger i universel 
tænkning, i 
ubemærkethed. Det er, som om det spirer og bevæger sig 
fremad 
som en smitte, medens manges tanker er så optagne af andre 
ting, at de ikke bemærker forandringen. Dernæst synes det 
pludselig, som om alle opdager, at der er sket noget nyt, og at det 
egentlig svarer til den enkeltes inderste tanker. Og på denne 
måde kan man næsten uden at vide af det gå ind i en ny 
tankeverden. Det, det drejer sig om, er at være vågen over 
for 
disse kræfter, der umærkeligt udvikler sig i én og i 
menneskeheden, og heri vil man finde nøglen til at opnå den hurtigste


fremgang og til at kunne yde den højeste indsats i 
menneskehedens sag.
Indien har bevaret freden ved at anvende metoder, der svarer 
til dem, der benyttes af disse 216 grupper, jeg tidligere har 
omtalt. Den blev oprindeligt skabt af tolv grupper, men 
antallet er blevet forøget og vokser stadig. Disse gruppers 
indflydelse har været betydelig og indgår som en fast 
bestanddel i indisk tankegang. Set fra et håndgribeligt 
synspunkt har de især gjort sig gældende inden for 
undervisningen. De videregiver kun deres tanker mundtligt, 
og de praktiseres under deres ledelse. Resultaterne beviser 
denne metodes effektivitet.
Gandhi studerede begrebet ikke-vold i tyve år, før han begyndte sit arbejde og 
fik en indgående forståelse af tanken. 
Princippet har eksisteret i Indien i 600 år. På grund af de 
"kasteløse" blev det gennem Gandhi bragt i anvendelse i 
denne generation. Gandhi færdedes blandt de kasteløse og 
lærte dem om ikke-vold, således at det blev et effektivt og 
stærkt begreb. Den yngre generation tog det straks til sig. De 
anerkendte princippets virkning, og det bredte sig til hele 
Indien, og nu har den yngre generation på en stærkere måde 
end nogensinde bragt det til folkets bevidsthed. Dette vil i 
den sidste ende resultere i kastesystemets ophævelse. De 
kasteløse blev noget af et problem for landet, da de udgjorde 
65 millioner, og det var nødvendigt med en leder på grund af 
den store indflydelse, de kunne udøve. Gandhi har været 
næsten eneansvarlig for deres nuværende frigørelse.
Medlemmerne af de grupper, der arbejder for verdensfreden, 
er mennesker af meget dyb åndelig indsigt. I hver gruppe er 
der én, der har opnået særligt høje åndelige kvaliteter.
I De forenede Stater er der cirka 60 personer, der afgjort 
tilhører dette broderskab. De går meget stille med deres 
forbindelse til det, og de opgiver ikke, hvor de holder deres 
gruppemøder, eller hvad de foretager sig.
15. Dette er baggrunden for, at folk er mere eller mindre 
skeptiske over for det arbejde, der gøres af disse mennesker 
med den særlige åndelige indsigt. De er så vant til ydre 
foranstaltninger og demonstrationer, at de ikke kan forestille 
sig, at et stort og betydende arbejde kan gøres på så stille og 
enkel en måde. Men hvis man tænker nærmere over det, vil 
man indrømme, at alle universets igangsættende kræfter er 
lydløse, og de, der arbejder bevidst sammen med disse 
kræfter, går frem i overensstemmelse med disse motiver. 
Men der vil komme en tid, hvor de vil komme til at arbejde 
mere åbenlyst; det vil dog først være på et tidspunkt, hvor 
der er åndeligt oplyste mennesker i tilstrækkeligt stort tal, og 
som har forståelse for det, de foretager sig. Tænk på dine 
egne erfaringer. Er du dig ikke visse stille kræfter bevidst, 
som arbejder under overfladen i dit væsen, og som styrer din 
tilværelse i langt højere grad end det, du udadtil giver udtryk 
for i ord? På lignende vis vil du kun lade disse dine inderste 
tanker komme til udtryk, når du befinder dig blandt 
mennesker, der harmonerer med dem. Hvis du gransker dig 
selv, vil du opdage, at alt i dig fungerer på samme måde, som 
det er tilfældet for menneskeheden. "Det, som Faderen ser 
hos dig i løndom, vil han belønne dig for i det åbenlyse" er 
ikke blot en tom frase, men afslører den måde, hvorpå alt 
bliver til og kommer for en dag i den ydre verden. At forstå 
dette fører ikke blot til en bedre forståelse af én selv, men 
også til forståelse af den måde, hvorpå det universelle, 
åndelige arbejde til enhver tid foregår nede under overfladen. 
Kun ved at tilpasse sig denne bevidste procedure vil man 
blive i stand til klart at spore det hemmelige broderskabs 
arbejde. Deres aktiviteter er kun skjult for dem, der ikke 
skelner den måde, hvorpå de når deres resultater. Vi er vant 
til støj og skuespil, og de stille og dog stærkeste kræfter i os 
selv og i verden omkring os går ubemærket hen. Vi følger de 
højrøstede ind på sideveje og farer vild fra livets vej, der går 
fremad i stilhed gennem vort eget inderste væsen.
16. Dette broderskab er ikke nogen egentlig organisation, da 
alle, der arbejder konstruktivt for freden - enten åbent eller i 
det stille - kan være med. Det er snarere en sammenslutning 
af


åndsfrænder. I virkeligheden samarbejder de med enhver 
sammenslutning eller organisation, der arbejder til gavn for 
menneskeheden og dens videre udvikling.
Den indiske gruppe arbejder i stilhed, men det er gennem 
dens indflydelse, disse organisationer bringes sammen, så 
deres aktiviteter kan koordineres. Det var faktisk denne 
gruppes aktiviteter, der førte til, at Nobels fredspris blev 
indstiftet.
Tolstoi var en væsentlig faktor, når det gjaldt den praktiske 
virkeliggørelse af dette princip. Men det er altid blevet 
præsenteret gennem Indiens ni herskere. Tolstoi var en meget 
avanceret mand. Han arbejdede hele tiden sammen med den 
store centralgruppe.
Selv om der ikke er nogen, der ved, hvor nøjagtigt den er 
lokaliseret, har gruppe 13 altid spillet en dominerende rolle 
på verdensplan i uddannelsessektoren. Denne gruppe på tolv 
medlemmer arbejder i ethvert uddannelsescenter i verden.
Disse grupper udgør ikke her eller noget andet sted nogen 
organisation, der propaganderer for verdensfreden. Man 
indså, at det talte ord, eller det uudtalte ord, når det blev 
udsendt til verden, var langt mere virkningsfuldt end det 
skrevne ord. Det skrevne ord kan fordrejes. Det talte ord har 
en stedse voksende og udviklende indflydelse.
Her finder vi de kloges visdom, der altid har eksisteret. Så 
længe konstruktive kræfter arbejder i ubemærkethed, vokser 
de og opdages ikke af dem, der ellers ville ødelægge deres 
virkning. Verden opdager ikke de konstruktive kræfters 
fremmarch, før de allerede har undermineret det lave og 
smudsige, som de selviske og egoistiske opbygger, og da er 
det for sent. På det tidspunkt, hvor en sådan uhjælpelig 
opløsning finder sted, og kun da, er det sandsynligt, at 
broderskabets aktiviteter kommer frem i lyset for at styrke 
det sande i folks tankegang. Dette er ikke noget, der sker af 
frygt for angreb, men skyldes en viden om, at det er den mest 
kraftfulde måde, hvorpå man kan frembringe en stor, 
konstruktiv bevægelse frem imod en bedre verden. Men de 
selviske har ingen adgang hertil.
På en måde er alle de, der arbejder for Indiens frihed eller for 
fred og frihed i verden, avatara'er (legemliggørelser) i den 
forstand, den vestlige verden ser på avatara. Mange af de 
store sjæle har udbredt denne lære i tusinder af år. Jesus har 
altid arbejdet bevidst for at forbedre hele verden og gør det 
endnu.
Grunden til, at mange mennesker i den vestlige verden ikke 
anerkender avatara'ernes arbejde, er, at de kun kan opfatte 
det, der udvirkes på overfladen og de bemærkelsesværdige 
og mirakuløse ting, der sker i al offentlighed. De ved ikke, at 
de sande mirakler altid først udvirkes i stilhed.
Hvad angår voldgift som et middel til verdensfred blev denne 
bevægelse først startet i Punjab i Indien. Det er et stærkt 
middel til skabelsen af fred i verden. Det har helt overvundet 
aggressionen. Indien har aldrig indtaget en aggressiv 
holdning og aldrig opfordret til åben krig i området, og 
Punjab øvede den største indflydelse i hele denne bevægelse, 
der er blevet opretholdt i alle dele af Indien i omkring 
tretusind år. Ikke-vold og voldgift har vist deres styrke i 
praksis.
Det lykkedes W.J.Bryan, bevidst eller ubevidst påvirket af 
denne stille indflydelse, at fa fredstraktater i stand med alle 
nationer undtagen fire. Siden da har ingen national skikkelse 
vovet at tage arbejdet op, men det vil ske igen en skønne dag 
i fremtiden ved dannelse af en gruppe, ukendt for 
omverdenen, der vil få fuldmagt fra de fredsorganisationer 
og -grupper, der arbejder uselvisk for verdensfreden.
Hvis hele finansverdenen støttede denne enhedsbevægelse, 
ville det blive den, der bidrog mest til freden, og der ville 
følgelig ikke blive nogen penge til krig. Det ville blive 
umuligt at finansiere en krig, og derfor ville krige blive 
udelukket. Hvis samarbejdsprincippet blev antaget overalt, ville der ikke 
forekomme opblomstringstider og depressioner, og dette 
ville også have stor indflydelse på afskaffelsen af krig. 
Faktisk er samarbejdstanken ved at slå an, og de folk, der 
ikke samarbejder og slutter sig til den nye verdensorden, vil 
blive sat helt udenfor.
Som følge af denne voksende tendens til at bandlyse krigen 
vil folk fa øjnene op for årsagerne til krig, der ligger i 
enkelte gruppers eller nationers trang til at skaffe sig selv 
fordele. Praktiserer man et ikke-samarbejde, vil man blive 
bandlyst som medvirkende til krigsårsager. Dette bringer 
hele sagen ned på det individuelle plan, således at enhver må 
fornægte sin selviskhed og egoisme på andres bekostning. 
Ethvert menneske vil opdage, at den bedste måde at fremme 
sine egne interesser på er at fremme almenhedens interesser, 
og den eneste måde at bevare egne goder på er at bevare 
alles goder. Denne tendens til udvikling i det stille er nu ved 
at vågne over en bred front. Men hvert enkelt menneske må 
finde begyndelsen til det i sig selv, og den, der i alvor 
ransager sin egen sjæl, vil finde kimen til denne voksende 
bevægelse i sin egen natur dag for dag. Det vil spredes fra 
menneske til menneske og vokse til en vældig verdensbevægelse og blive til det 
endelige motiv i al menneskelig 
aktivitet. På samme måde, hvorpå det sker, at det menneske, 
der ikke adlyder den evige udviklingstendens i sin inderste 
natur, vil blive tilintetgjort, således vil også grupper, 
institutioner, religiøse organisationer, racer og nationer gå i 
opløsning og overlade verden til dem, der elsker Guds lov og 
lever efter den i forholdet til alle andre mennesker og 
nationer.
I alle moderne bevægelser afsløres det klart, at ændringerne 
først må ske i individet, thi medmindre menneskets egen 
natur bringes i overensstemmelse med den bevægelse, der 
ligger bag den ydre optræden, bliver mennesket en 
ødelæggende faktor i enhver bevægelse, der ellers kunne 
frembringe uanede resultater i det godes tjeneste. Et 
menneske kan næppe yde noget for verdensfreden, 
medmindre det først finder freden i sin egen natur, og man 
kan ikke finde fred i sin egen natur, før man i tilstrækkelig 
lang tid har været i sand forbindelse med de usete kræfter, 
der skaber bevægelsen fremad mod almenhedens vel.
Der er ingen tvivl om, at individet først må finde fred med 
sig selv, - og ikke nok med det. Man må gøre sig klart, hvad 
fred betyder for individet såvel som for nationen. Hvis 
mennesket centrerer om fredens idé, vil det også udstråle en 
sådan påvirkning og blive en af de motiverende kræfter i 
tidens åndelige udvikling. Fredsbevægelsen er tillige en af de 
mest afgørende faktorer til fremme af åndelig erkendelse.
Politik vil bryde fuldstændig sammen, når dette system skabes. Men så længe de 
nuværende politiske forhold råder, kan 
der ikke fremsættes noget virkelig effektivt program endsige 
nåes nogen tilfredsstillende resultater. Enhver, der holder sig 
i trit med tidens udviklingstendens, modtager al den hjælp, 
han er i stand til at tage imod, fra disse højere kræfter. 
Nogen modtager hjælpen bevidst, andre ubevidst, men 
hjælpen er ikke desto mindre til rådighed. Der er nogle, der 
er kommet så langt, at de kender og anerkender denne hjælp.
Politiske partier vil sandsynligvis, når de bearbejdes af de 
konstruktive kræfter, der arbejder under overfladen, smelte 
sammen til ét stort parti til fremme af en mere ukompliceret 
regeringsform. Disse ændringer må komme gennem vort 
partisystem, der arbejder hen imod en ét-kammer- og ikke en 
todelt lovgivning. "Det hus, der er i splid med sig selv, vil gå 
til grunde." Dette vil eliminere mange af vore politiske 
onder. Dette vil altsammen begynde i De forenede Stater 
takket være de ændringer, der dér vil finde sted, og det vil 
komme som en national bevægelse i USA.
Freden er hos os! Når vi sætter os selv i relation til dette 
store princip, gør det os til en virksom enhed.


TIL BRUG FOR UNDERVISEREN

Pkt. 1. I begyndelsen af studiet bør der klart gøres rede for, 
at folk i almindelighed har behov for et nyt perspektiv i 
deres åndelige udvikling. Vi har for størstedelen forfulgt 
hele emnet som havende indflydelse udelukkende på det 
fysiske og det, vi forestiller os som fysiske behov, men i 
virkeligheden er selve legemet afhængigt af noget, der går 
langt videre end de fysiske behov.
Pkt. 2. Om muligt bør det yderligere illustreres, hvorledes 
folks almene reaktion går i retning af fred, og at bag dette 
ligger selve universets formål eller Gud.

Pkt. 3. Vis de studerende, hvorledes denne fredsbevægelse, 
der er ved at bryde frem, er identisk med deres egne idealer 
og gør dem opmærksomme på, at de i deres eget indre 
aktiveres af de universelle strømninger, hvilket er alle de 
åndeligt oplystes formål. ¦

Pkt. 4-12. Vis, hvorledes broderskabet opstår ved lydighed 
mod de inderste impulser, der tjener til almenhedens 
fremme, og at forskellen mellem éns forhold til andre, når 
det gælder enighed, og det hvide broderskabs forhold til 
helheden kun er en forskel i den grad, hvori man aktiveres af 
disse dybere impulser.

Pkt. 13 og 14 vil uden tvivl blive stående nogenlunde som 
de er, medmindre man har en udvidet viden om nogle af de 
ting, der kun flygtigt er berørt i disse afsnit.

Pkt. 15 og 16. Disse afsnit skulle gøre det klart, hvorfor det 
er umuligt for gennemsnitsmennesket at forstå, hvorfor 
mestrene ikke giver sig åbenlyst til kende i deres arbejde. 
Der kunne med fordel skrives mange bøger om dette, men 
det er også grunden til, at man somme tider end ikke vover 
at udtale sin mening inden for sine egne fire vægge. Man 
ved, at så længe man tier, har man ingen opposition, men så 
snart man lukker munden op, er hele emnet åbent for 
modsigelse. Men da sker det igen, at det rette øjeblik til at 
udtale sig kommer, og da kan det, man siger, accepteres, og 
alle samarbejder. Det, der rører sig i universet, rører sig også 
i det enkelte menneske. Det at forstå sig selv i nogle af disse 
enkle forhold er menneskets nøgle til større forståelse og 
indflydelse.

Pkt. 17-26. Motivet er omtrent det samme her, blot er der 
lagt yderligere vægt på betydningen af det stille samarbejde 
til positiv realisering af den store skabende ånd, der i større 
eller mindre grad arbejder gennem alle mennesker. Det, der 
for vort vedkommende er vigtigt, er, at vi gør det til noget 
mere væsentligt i vort eget liv.

Pkt. 27-32 giver yderligere lejlighed til uddybning af de 
foregående emner og kan blive væsentlige faktorer til folks 
frigørelse, så de kan gøre fremskridt. Lær folk at forvente og 
forberede sig på ændringer. Vær lydhør og følsom over for 
de ændringer, der er på vej under overfladen inden for den 
politiske og økonomiske struktur. Den forandring, der frigør, 
findes ikke i nogen af disse ydre former, men i 
menneskehjerter.







Kapitel II, 
DEN STYRENDE TANKE.
Vi har vidnesbyrd om den styrende tankes magt. På ethvert 
område vil vi lægge mærke til den styrende tankes 
indflydelse. Selv i denne "båd" vil I opdage, at der er én 
chef. Derfor er der én, der har mange aktiviteter under sit 
lederskab, og alle disse sekundære aktiviteter udgår fra den 
centrale styrelse.
Det er kun gennem denne magtkoncentration og autoritet, at 
der skabes nogen form for harmoni i de handlinger, der udgår 
fra de organiserede sektorer i samfundet eller fra individer. 
Vi ved alle, hvad der sker, når magten deles, eller når der 
sker forsøg på at splitte autoriteten uden hensyn til det 
centrale, motiverende udgangspunkt. Når der udgår ordrer fra 
to steder til forskellige aktivitetscentre, kan det kun resultere 
i forvirring og kaos. Hvis magten udgår fra mere end én 
central styrelse, vil autoriteten ødelægges og hele den 
opbyggede struktur vil bryde sammen.
Hvor der er ét styrende element, der råder, regerer og leder 
enhver motiverende handling, bringes vi direkte i forbindelse 
med dette ene element og til at udføre entydige handlinger, 
som vi så ofte tidligere har talt om. Det er gennem den form 
for handling, vi når frem til resultater, og vi bringes herved i 
harmoni med den centrale ledelse, så vi ikke spreder vore 
kræfter, men arbejder som med én styrke eller kraft, som har 
det fulde herredømme.
Man vil altid bringe sig selv i overensstemmelse med det, 
man har uddelegeret magt til. Det vil sige, at hvis man tror på 
verden og omgivelsernes magt, bliver man tilsyneladende 
direkte styret tusind forskellige steder fra, og det er grunden 
til den forvirring, der griber én. Man ved ikke, om man skal 
adlyde et tilsyneladende krav fra den ene eller den anden 
side, og denne splittelse i bevidstheden nedbryder hele 
strukturen i menneskets natur. Mennesket må vide, "hvem 
det har sat sin lid til, og så tro på, at Han er i stand til at 
bevare det, mennesket har betroet Ham, indtil den selvsamme 
dag".
Den højere styrelse er til rådighed for hvert eneste menneske, 
hvis det blot vil gøre brug af den, men det må ske bevidst. 
Den højere styrelse må bevidst rettes imod eller benyttes til 
gavn for det mål, man har sat sig eller etableret. Når vi lader 
denne styrelse komme til, bliver vore tanker koncentreret i en 
fælles magtfuld handling eller et fælles tankeudtryk, og man 
kan ikke lade være at udtrykke de tanker, der strømmer frem. 
Med andre ord, så må det grundliggende princip, vi 
fastlægger, også blive til virkelighed. "Den, I adlyder, hans 
tjenere skal I også være", og de håndgribelige resultater vil 
uvægerligt blive bestemt af, hvorledes den motiverende kraft, 
hvorfra I modtager jeres styrelse, bringes i anvendelse. 
Resultaterne vil aldrig kunne blive større end den kraft, der 
ligger i den højere autoritet.
Denne universets centrale styrelse kaldes lige så ofte Det 
store Princip som Den højeste Tanke, men ordet Princip 
virker måske ikke så stramt afgrænsende som Den højeste 
Tanke. Dog er det klart, at princippet styrer og råder og ved, 
hvad det gør. Det styrer med intelligens og må derfor være et 
tænkende princip. Hinduerne betegner altid denne magt 
Princippet eller Den Almægtige, hvilket betyder, at 
mennesket bliver det almægtige, styrende element. 
Mennesket står i sin almægtighed i det øjeblik, det lader sine 
tanker være åbne for den centrale styrelse, den højeste og 
styrende autoritet.
Det er altsammen såre enkelt, hvis man betragter hele situationen med et åbent 
sind og et fornuftigt forhold til tingene. I 
kan sige til jer selv, at et bestemt menneske eller en bestemt 
situation kan gøre jer kede af det. Derved giver I en sådan 
bestemt


situation eller person magt over jer, og hvis I adlyder den 
autoritet, I således har givet fra jer, så skaber I i jer selv den 
mentale eller følelsesmæssige tilstand, som I anerkender som 
værende til stede i denne autoritets eller magts væsen. I 
kunne umuligt tænke jer, at glæde kunne komme til udtryk 
fra en kilde, I tror kun har evne til at gøre jer kede af det, og 
gennem lydighed mod den magt, I har givet tristheden til at 
gøre jer kede af det, siger I "jeg er ked af det". I bliver det, I 
giver udtryk for. Dette er selve den hemmelige magt, men for 
at manifestere den almægtige kraft, som er til vor rådighed, 
må vi kun udpege én styrende oprindelse, og vi må adlyde 
den alene og udtrykke de egenskaber, den besidder. Da 
skulle vi ikke tøve med at udråbe: "Jeg er det", som 
hinduerne siger, idet 'det' betegner den tilstand, vi har 
udtrykt. Dette vil komme til at stå fuldkommen klart for 
enhver, der vil beskæftige sig med dette forhold i nogen tid.
I denne tilstand tjener viljestyrken ikke noget formål som 
kontrollerende faktor. Viljen giver os incitament til at 
fremkalde denne magt, men det er ikke viljen, der er den 
motiverende faktor bag denne magt. Viljestyrke kan være 
noget vidt forskelligt fra magt og myndighed. Egenviljen er 
aldrig i stand til at styre tanker frem til et centralt punkt. 
Bevidst kontrol eller tankevirksomhed er i stand til at bringe 
tanker, følelser eller handlinger frem til en central styring, 
som er en bestemt egenskab eller et element, mennesket 
benytter til stadighed, og som det har magt til at arbejde med, 
ikke til at dirigere med, men til at arbejde sammen med. Det 
er den selvsamme kraft, mennesket kan aktivere i samme 
øjeblik, det bringer sine tanker til at være i fokus med 
Princippet, der aktiverer alle tilstande.
Lad os benytte en meget enkel illustration. Mennesket har 
magt til at lade sine tanker underkaste sig matematikkens 
grundsætninger eller dens love, men det har ikke viljen til at 
fa disse grundsætninger eller love til at fungere. Lovene 
fungerer af sig selv og er det eneste styringscenter inden for 
sin sfære. Mennesket kan bringe sin vilje til princippets 
aktivitetspunkt, men derfra er det princippet, der er den 
motiverende kraft, og ved at underkaste sin egen vilje - for at 
være mere nøjagtig - finder mennesket hemmeligheden bag 
sin matematiske evne. Princippet bag den menneskelige vilje 
er, at den skal underkastes en højere autoritet, hvorved 
mennesket kommer til at personificere denne højere autoritet 
og kommer til at besidde dennes evner. Menneskets svaghed 
fremkommer, når det underkaster sig noget, der ikke har 
nogen magt eller evne, og dette burde være menneskets bevis 
for den umådelige magt og formåen, der er inden for dets 
rækkevidde. Mennesket må nu lære at anvende dette princip 
af egen fri vilje og erkende, at styrke, kraft og formåen kun 
eksisterer i Det store Princip.
Vort daglige liv er en konkret anvendelse af dette faktum, 
idet vore udtalelser er i overensstemmelse med Det store 
Princip eller Den højeste Tanke. Vi ser et ideal for os - eller 
vi fremsætter det for os. Lad os sige, at dette ideal gælder 
fuldkommenhed. Vi kommer straks i direkte 
overensstemmelse med Den højeste Tankes styrelse eller 
Princippet, og vi fremkalder et ideal, som vi selv skal 
opfylde. Hvis det er et højt ideal, bliver denne kraft straks 
aktiv og gør idealet til virkelighed. I samme øjeblik idealet 
fremsættes, og kraften bag det aktiveres igennem det, er 
idealet fuldført. Det vil sige, at så snart idealet frigives fra 
vor vilje og gives videre til Princippets handling, er det en 
fuldført kendsgerning.
Så længe der eksisterer en dobbelt betydning er det vanske-
ligt at forstå, hvorledes dette kan lade sig gøre på det 
åbenbare plan, men mestrene beskæftiger sig ikke med noget 
andet plan end det åndelige - det åndelige gjort til 
virkelighed. Hvis vi ikke beskæftiger os med noget andet 
plan end det åndelige, må dette være en virkelighed til 
stadighed, når først det er udtalt, og endogså før det kommer 
til udtryk. Det er en åbenbar kendsgerning, at vi holder os 
selv tilbage fra opfyldelsen af vore idealer, fordi vi forventer, 
at opfyldelsen skal kunne ske på tre niveauer. Men i dag er 
man nået til den afgørende opfattelse, at det kun sker på ét 
plan, det åndelige. Det gør det altid, og det er altid noget 
håndgribeligt, en realitet.


Hvis vi nu holdt os til og forblev på det åndelige plan, ville 
vi se det i sit sande udtryk. Vi ville overhovedet ikke have 
behov for at se hen til det materielle, for gør vi det, er der 
tale om materialisationer, og de repræsenterer ikke på det 
åndelige plan nogen realitet. Selve det skabte er til enhver 
tid det reelle. Det er det åndelige gjort til virkelighed. To 
plus to er fire efter det matematiske princip, - det er det også 
i tanken og i virkeligheden. Dette er ikke tre forskellige 
planer, men alle tre udgør det matematiske faktum og kan på 
intet punkt adskilles eller differentieres fra hinanden.
Efter manifestationen siger man, at det ikke kan skade at 
kalde det "materielt" eller "fysisk", fordi man ikke kan 
skade det, der er et faktum. Men det løftes eller ophøjes altid 
til det åndelige. Det var det, Jesus mente, da han sagde: 
"Hvis I ophøjer alle ting og ser dem i ånden, så findes de 
allerede", og det var åbenbart det, han havde i tankerne, da 
han bad bønnen: "Fader, jeg takker dig, fordi Du har hørt 
mig, og fordi Du altid hører mig". Han var ganske klar over, 
at det, han så som et ideal for sig, allerede var blevet til 
virkelighed. For ham blev det straks opfyldt, og dernæst 
sagde han: "Gå ind i vingården og se, den er rede til 
høsten".
Hvis vi indtager denne bestemte holdning, er der ingen tvivl 
om, at vi straks vil være ude over vore vanskeligheder. Han 
hævede sig over enhver vanskelighed ved selve den 
holdning, han havde til tingene. For ham var det ikke en lang 
og trælsom proces, - det skete øjeblikkeligt. Han så helt klart 
tværs igennem vanskelighederne, der derved mistede deres 
eksistens. Det betyder ikke, at han fornægtede deres 
eksistens, - han fornægtede aldrig nogen tingenes tilstand, 
men han hævede sig altid over disse tilstande til den sande 
åndelige tilstand, og så var der ikke noget behov for at 
fornægte eller være opmærksom på noget andet end denne 
sande, åndelige tilstand, og han sagde: "Jeg lever altid i det 
åndelige".
Vor Bibel siger: "Jeg lever altid i ånden", hvilket er en helt 
forkert fortolkning, og den har forårsaget mange 
misforståelser.

Den kristne Bibel siger: "Gud er et åndeligt væsen". Det 
oprindelige var: "Gud er det åndelige", hvilket ikke 
begrænsede ham til én egenskab eller én tilstand. En 
forfatter sagde: "Det er som at presse Gud ned i vort 
intellekts litermål". "Ånd" og "tanke" er synonymer og 
udgør én og samme vibratoriske påvirkning. Det, der 
tilsyneladende gør en forskel, er, at vi tager vore tanker for 
værende et tegn på forstand. Forstand er bevidsthed, thi 
forstand og bevidsthed er uadskillelige. Bevidsthedens
element er tanken, og når den bliver sig et åndeligt faktum 
bevidst, er der for os ingen forskel på forstand og ånd. Vi er 
i en tilstand af åndelig bevidsthed.
I har ret, når I mener, at tanken er bevidstheden, der handler. 
De to er ligeledes synonymer, og hver af dem kan komme til 
at være passiv eller nedsænket eller skjult i individet, men de 
er ikke skjulte i den ydre tilstand. Hvis det ydre er som det 
indre, så er tanken aldrig skjult i individet, men kun uvirksom. Individet tror 
blot, tanken er skjult, og for et sådant 
menneske kan tanken ophøre at eksistere, fordi det ikke er 
sig den bevidst. Bevidstheden er altid til stede og springer 
øjeblikkelig i aktion, hvis man styrer den frem mod det, der 
altid eksisterer, nemlig det åndelige faktum.
Bevidsthedselementet er mere tankens styrende end dens 
motiverende kraft og er derfor uundværlig, når der skal 
fremsendes tankepåvirkninger eller - som vi siger - når 
tankens udstråling skal accellereres til sin sande status under 
forudsætning af, at bevidsthedselementet er i 
overensstemmelse med det åndelige faktum.
I dag er videnskabsmændene ved at nå frem til samme 
konklusion, når det gælder alle tings oprindelse. De opløser 
selve stoffets struktur og fører det tilbage til en 
strålingsenergi identisk med begrebet ånd. Ånd 
gennemstrømmer alt, manifesterer sig i alle ting. Man har 
fundet ud af, at alle grundstoffer, også radium, reduceres til 
det ene primære grundstof: strålingsenergi. Men, når alt 
kommer til alt, er denne energi ikke nogen blind kraft,


men en intelligent kraft. Den ved, hvad den foretager sig. 
Videnskabsmænd indrømmer, at der endog er en vis form 
for "elektricitet", der synes at vide, hvad den foretager sig. 
Denne altgennemtrængende og skabende energi bag alting 
er sig selv bevidst og er sig bevidst, hvad den gør, og 
hvorledes den gør det, og derfor kalder vi den Ånden eller 
Gud. Den er allestedsnærværende, almægtig og alvidende, 
således som den kristne Bibel udtrykker det.
Når mennesket i sin bevidsthed begynder at samle de aktiviteter, der svarer til 
et princip, så begynder det at sige: "Det 
er mig". Således centraliserer mennesket princippets 
autoritet i sig selv. Dette "Jeg er" gør sindet dynamisk i 
stedet for at lade det hvile i noget potentielt. Det bliver 
dynamisk i samme øjeblik, vi fokuserer tanken på jeg er. 
Dette fokus er altid i centrum, og fra det udgår de 
autoritative befalinger, der styrer og bestemmer menneskets 
hele status. Dette jeg er må anvendes til at angive 
menneskets sande tilstand, den, man virkelig er, og ikke den, 
man selv tror, man er. "Jeg er nøjagtig den, som jeg er", 
hvilket vil sige et legemligt udtryk for universets 
motiverende autoritet, -og uden for dette selvsamme jeg er 
findes der ikke nogen sand eksistens, kun vildfarelse.
Dette udtryk: "Jeg er" var Moses' Gud. Det er blevet overleveret ned gennem 
tiderne som "Jeg er". For hinduerne er det 
Aum, som betyder det samme, og også for arierne er det 
Aum. Kineserne anvender det som Tau.
De såkaldt "blinde pletter" i æteren, der er fælles for radioen 
og for videnskabelige områder, er på en måde symbolske for 
de blinde pletter i den menneskelige bevidsthed. 
Radiostrålen passerer lige gennem disse ikke-magnetiske 
felter, som om de ikke eksisterer. Vore atmosfæriske lag, de 
koncentriske bælter af atmosfæriske tilstande, er i 
bevægelse. På vor jord er de stationære. Når et ikke-
magnetisk felt bevæger sig hen over et magnetisk felt i vore 
koncentriske bælter, opstår der en vakuumagtig tilstand, og 
når et magnetisk felt passerer hen over et ikke-magnetisk felt 
på jordens overflade, går det lige igennem det og forsvinder. 
Dette fænomen er ofte af større styrke om natten end om 
dagen. Disse ikke-magnetiske felter er som de statiske 
tilstande i den menneskelige bevidsthed, de er mere intense, 
jo større uvidenhedens mørke er. Men de positive 
bestrålinger fra det åndelige jeg er såvel som påmindelserne 
om det, som mennesket egentlig er, trænger gennem disse 
statiske felter i bevidstheden, som om de slet ikke eksisterer. 
En vedvarende påmindelse om åndelige fakta om 
menneskets natur og dets placering i universet vil i den 
sidste ende eliminere alle disse statiske felter både i 
menneskets bevidsthed og i dets gøren og laden.
Den højeste Tanke skaber ikke konstant nye tanker. Den 
manifesterer tanker, der blev skabt fra begyndelsen, for Den 
højeste Tanke er og har altid været alvidende. Den har aldrig 
været og vil ej heller nogen sinde blive mindre end sig selv. 
Det er alt sammen en tilbagekastnings- eller genlydsproces. 
Det er som med vore radiobølger i dag. De strømmer frem 
og tilbage eller tilbagekastes fra et rum til et andet, fra punkt 
til punkt, om man så må sige.
Tanken er naturligvis den stærkeste af alle bestrålinger, fordi 
den har magt over både elektricitetens og radiobølgernes 
vibratoriske område, og i virkeligheden vil begge disse altid 
ramme og tilbagekastes fra tankens vibratoriske felt. 
Radiobølger følger et spor i atmosfæren uafhængigt af en 
leder, - de følger et reelt spor eller en reel bane og virker 
gennem æteren. Men tanken "bevæger" sig ikke i denne 
forstand, for tanken er allestedsnærværende, - den er der 
allerede, uanset hvilket punkt man refererer til. Det er 
tankens påvirkning af elektronerne, der får det til at se ud, 
som om tanken bevæger sig. Forstanden er det motiverende 
element, og tanken følger hele tiden med. Når derfor tanken 
rammer elektronerne, skabes al bevægelse på de 
håndgribelige tings plan.
Det, vi kalder rummet, er i virkeligheden Den højeste 
åndelige Tanke. Det er det princip, hvorved den 
menneskelige sjæl, som er en gengivelse af den åndelige 
tanke, kan vinde over tid og rum,

men en intelligent kraft. Den ved, hvad den foretager sig. 
Videnskabsmænd indrømmer, at der endog er en vis form 
for "elektricitet", der synes at vide, hvad den foretager sig. 
Denne altgennemtrængende og skabende energi bag alting 
er sig selv bevidst og er sig bevidst, hvad den gør, og 
hvorledes den gør det, og derfor kalder vi den Ånden eller 
Gud. Den er allestedsnærværende, almægtig og alvidende, 
således som den kristne Bibel udtrykker det.
Når mennesket i sin bevidsthed begynder at samle de aktiviteter, der svarer til 
et princip, så begynder det at sige: "Det 
er mig". Således centraliserer mennesket princippets 
autoritet i sig selv. Dette "Jeg er" gør sindet dynamisk i 
stedet for at lade det hvile i noget potentielt. Det bliver 
dynamisk i samme øjeblik, vi fokuserer tanken på jeg er. 
Dette fokus er altid i centrum, og fra det udgår de 
autoritative befalinger, der styrer og bestemmer menneskets 
hele status. Dette jeg er må anvendes til at angive 
menneskets sande tilstand, den, man virkelig er, og ikke den, 
man selv tror, man er. "Jeg er nøjagtig den, som jeg er", 
hvilket vil sige et legemligt udtryk for universets 
motiverende autoritet, -og uden for dette selvsamme jeg er 
findes der ikke nogen sand eksistens, kun vildfarelse.
Dette udtryk: "Jeg er" var Moses' Gud. Det er blevet overleveret ned gennem 
tiderne som "Jeg er". For hinduerne er det 
Aum, som betyder det samme, og også for arierne er det 
Aum. Kineserne anvender det som Tau.
De såkaldt "blinde pletter" i æteren, der er fælles for radioen 
og for videnskabelige områder, er på en måde symbolske for 
de blinde pletter i den menneskelige bevidsthed. 
Radiostrålen passerer lige gennem disse ikke-magnetiske 
felter, som om de ikke eksisterer. Vore atmosfæriske lag, de 
koncentriske bælter af atmosfæriske tilstande, er i 
bevægelse. På vor jord er de stationære. Når et ikke-
magnetisk felt bevæger sig hen over et magnetisk felt i vore 
koncentriske bælter, opstår der en vakuumagtig tilstand, og når et magnetisk 
felt passerer hen over et ikke-magnetisk felt 
på jordens overflade, går det lige igennem det og forsvinder. 
Dette fænomen er ofte af større styrke om natten end om 
dagen. Disse ikke-magnetiske felter er som de statiske 
tilstande i den menneskelige bevidsthed, de er mere intense, 
jo større uvidenhedens mørke er. Men de positive 
bestrålinger fra det åndelige jeg er såvel som påmindelserne 
om det, som mennesket egentlig er, trænger gennem disse 
statiske felter i bevidstheden, som om de slet ikke eksisterer. 
En vedvarende påmindelse om åndelige fakta om 
menneskets natur og dets placering i universet vil i den 
sidste ende eliminere alle disse statiske felter både i 
menneskets bevidsthed og i dets gøren og laden.
Den højeste Tanke skaber ikke konstant nye tanker. Den 
manifesterer tanker, der blev skabt fra begyndelsen, for Den 
højeste Tanke er og har altid været alvidende. Den har aldrig 
været og vil ej heller nogen sinde blive mindre end sig selv. 
Det er alt sammen en tilbagekastnings- eller genlydsproces. 
Det er som med vore radiobølger i dag. De strømmer frem 
og tilbage eller tilbagekastes fra et rum til et andet, fra punkt 
til punkt, om man så må sige.
Tanken er naturligvis den stærkeste af alle bestrålinger, fordi 
den har magt over både elektricitetens og radiobølgernes 
vibratoriske område, og i virkeligheden vil begge disse altid 
ramme og tilbagekastes fra tankens vibratoriske felt. 
Radiobølger følger et spor i atmosfæren uafhængigt af en 
leder, - de følger et reelt spor eller en reel bane og virker 
gennem æteren. Men tanken "bevæger" sig ikke i denne 
forstand, for tanken er allestedsnærværende, - den er der 
allerede, uanset hvilket punkt man refererer til. Det er 
tankens påvirkning af elektronerne, der får det til at se ud, 
som om tanken bevæger sig. Forstanden er det motiverende 
element, og tanken følger hele tiden med. Når derfor tanken 
rammer elektronerne, skabes al bevægelse på de 
håndgribelige tings plan.
Det, vi kalder rummet, er i virkeligheden Den højeste 
åndelige Tanke. Det er det princip, hvorved den 
menneskelige sjæl, som er en gengivelse af den åndelige 
tanke, kan vinde over tid og rum,


tid eller rum. Det er det, der menes med ordene: "Lad det 
samme sind være i dig, som var i Kristus". Det er i 
virkeligheden en tilstand af fuldkommen enhed mellem 
individet og universets sjæl, og dette må blive en bevidst 
kendsgerning for individet. Det er den fuldendte og 
komplette tanke; den styrende tanke, der bevidst virker 
gennem individet.

26. Det fysiske menneske, eller mennesket, der kun er sig 
selv bevidst som et fysisk væsen, der tror, det er adskilt fra 
Gud, fra Den højeste Tanke, og tænker på sig selv som 
værende i bevægelse fra sted til sted, bevæger sig kun i 
illusionens baner og er derfor ulykkelig. I realiteten lever 
mennesket i og ved Den højeste Tanke og bevæger sig og 
har hele sit væsen i Den. Af alle Jesu udtalelser var den 
største denne: "Vær stille". Det bliver aldrig sagt med høj 
stemme eller projiceret ved menneskets vilje, men i overensstemmelse med den 
rolige, indforståede styrke, der kommer 
med følelsen af enhed og fællesskab. Dér ligger den største 
tryghed og den største styrke. Vi har set nogle af de største 
storme lægge sig ved denne simple ytring, og ligeledes 
"stilles" menneskets tilsyneladende "sindsstorme", til det 
kan føle Den højeste Tankes styrende magt.







TIL BRUG FOR UNDERVISEREN

Pkt. 1 og 2 giver rig lejlighed til endegyldigt at pointere, at 
individet, så længe det har et splittet sind, og ved selve 
splittelsen, har mistet sin fornemmelse af styrke og retning. 
Uanset hvad man vil opbygge, kræves der et vist grundlag, 
visse forudsætninger, og før disse er til stede, kan man ikke 
komme nogen vegne. Det må være det, Jesus mente, da han 
sagde: "Du skal dyrke Herren din Gud og tjene Ham alene".
Pkt. 3. Dette ene grundliggende livsprincip, Gud, er 
universets styrende og herskende magt, og mennesket kan 
kun finde sin identitet i relation til dette princip. Den eneste 
måde, hvorpå mennesket kan bringes i harmoni, er ved at 
bringe dets hele natur i overensstemmelse med de 
kendsgerninger, hvorpå hele dets eksistens beror.

Pkt. 4. Det er mennesket selv, der har tildelt sine omgivelser 
den magt, de udøver, for oprindeligt har de ingen magt, og 
det har de heller ikke, selv om mennesket tilsyneladende har 
tildelt dem en sådan. Magten forbliver stadig hos mennesket 
selv, og det, der synes at være en magt udøvet af 
omgivelserne eller af noget som helst andet uden for 
menneskets eget væsen eller centrale identitet, er en 
perversion af menneskets egen magt. Magten forbliver altid 
menneskets egen, og den handler efter de ordrer, den mod-
tager. Men bag det hele ligger universets styrende kraft, og 
det, 'jeg er' som individ, må være ét med det universelle 'jeg 
er'. Der må være fuld overensstemmelse mellem årsag og 
virkning, thi det, der rører sig i årsagen, er det, der lever i 
dens virkning.

Pkt. 5, 6 og 7 kan udvides efter samme retningslinier, og 
lektionen kan blive til uendelig gavn for den enkelte. Der er 
ikke noget, der som dette falder så fuldkomment i tråd med 
det sande budskab, Kristus forsøgte at give til verden. "I skal 
gøre større ting end disse", var hans vurdering af 
menneskets potentielle evner.

Pkt. 8 og 9. En højst nyttig lære og befriende praksis kan 
uddrages af disse to afsnit. Et forsøg på ad viljens vej at 
tvinge tanken ind i et materielt plan er en håbløs opgave, og 
det er ødelæggende for den, der forsøger på det. Vejen til 
frigørelse går gennem en accept af Den universelle Kraft 
som en central og styrende udstråling, der skabte himlen og 
jorden som den allerede fuldførte manifestation af sig selv 
og det faktum, der ligger bag enhver konstruktiv 
mennesketanke.

Pkt. 10 viser proceduren i en såkaldt demonstration, som i 
den


for i det åndeliges verden findes ikke tid eller rum. I det 
åndelige er alt komplet og fuldendt, og derfor kan der ikke 
blive tale om sidste ende er ensbetydende med at gå bort fra 
vor følelse af ufuldstændighed og ufuldkommenhed og 
acceptere kendsgerningerne, som de er.

Pkt. 11 viser mere udførligt, hvad det er, der sker med hensyn 
til manifesterede resultater. En frigørelse afsindet fra enhver 
dualitet er løsningen på hele spørgsmålet.

Pkt. 12 er en videre udbygning af den samme idé.

Pkt. 13, 14 og 15 kan benyttes til at understøtte det 
foregående.
Pkt. 16. Kan vi ikke én gang for alle slå fast, at de forskellige 
udtryk for "sind", "forstand" og "tanke" egentlig dækker det 
samme begreb. Når "sindet", "forstanden" eller "tanken" 
fungerer, så er det den samme åndelige evne, som mennesket 
besidder, men den fungerer på sit laveste niveau, idet den 
ledes på afveje for at opfylde lavere formål. Når mennesket 
tænker i samme baner som "Guds tanker", da beåndes dets 
tanker, og de bevæger sig i overensstemmelse med Guds 
tanker, eller rettere, da ved mennesket, hvad Gud ved. Den 
menneskelige forstand tænker. For Gud er det at tænke det 
samme som at vide og erkende.

Pkt. 17, 18 og 19 giver udmærkede muligheder for at 
videreudbygge denne idé og understrege den opfattelse, at 
mennesket først lever fuldtud, når det fungerer i bevidst 
harmoni med sin oprindelse.

Pkt. 20 og 21. Den sande brug af "jeg er" ligger i bevarelse 
af menneskets oprindelige identitet og overensstemmelse 
med sit ophav, dvs. ved ikke at tillade sig selv at synke ned 
til en position, hvor man lader sin natur omfatte egenskaber, 
som ikke er en del af menneskets sande jeg. Mennesket er 
ikke lig sine erfaringer; det er sig selv lig som det, det er. 
Erfaringer med noget, der synes at være mindre end 
menneskets egentlige væsen, bør aldrig få lov til at indgå i 
menneskets vurdering afsig selv. Jeg er altid lig det, jeg er i 
ånden, og ikke det, jeg synes at være ifølge erfaringen, eller 
det, jeg har oplevet i verden. Uanset hvad jeg har gennemgået 
eller synes at gennemgå, så vil jeg stadig forblive mig selv i 
den oprindelige betydning, dvs. mig selv i lighed med Guds 
billede.
Pkt. 22 viser den vidtrækkende indflydelse, det åndelige 
faktum har, når det bevæger sig ud over enhver fornemmelse 
af begrænsning. Ånd lader sig ikke standse af ondskab, af 
berøvelse, af savn, fattigdom eller sygdom, idet disse ting 
kun repræsenterer blinde pletter i den menneskelige 
bevidsthed. For den, der ved og erkender, findes disse ting 
slet ikke, og et sådant menneske fortsætter uanfægtet med 
det, det ved, erkender og er.
Pkt. 23. Den tanke, som er Gud, er den samme i går, som den 
vil være i al fremtid. Det, der for os synes at være en ny 
tanke, er blot vor opdagelse af noget, der altid har eksisteret. 
Helbredelser og såkaldte "demonstrationer" er ikke 
nyskabelser, men en opvågnen til den tilstand, der altid har 
været den dominerende i den sande virkelighed.
Pkt. 24. Den såkaldte "tankens kraft" er ikke nogen 
tankekraft, for tanken er kun en formidler af kraften. Kraften 
ligger i ånden, og tanken overfører eller bærer kun kraften i 
den udstrækning, hvori det stemmer overens med de normer 
og formål, der er åndens. "Mine ord er ånd", siger Jesus, 
hvilket vil sige, at hans ord er i fuldkommen 
overensstemmelse med den universelle holdning, som han 
kaldte "Guds vilje".
Pkt. 25 og 26 præsenterer mennesket som en integreret del af 
det uendelige rum og ikke som et isoleret væsen blandt 
isolerede former. "Ved én ånd er vi døbt til at være ét 
legeme". Det at finde ro i denne evige alle tings enhed er vor 
magtposition, hvor enhver modstridende illusion opløses i 
illuminationens fred og stilhed.


Kapitel III,
DEN DUALISTISKE TANKE.
Mange i den vestlige verden betragter dualiteten i stedet for 
at se hen til Den entydige tanke eller Det ene princip. 
Derved spredes kræfterne, og man er ikke i stand til at 
fastholde sin tanke, som man er det, når man kun ser en 
eneste kraft eller det ene princip og ser sig selv og alle ting 
som integrerede dele af dette ene.
"Se, vi har kun én Gud"., siger skriften, og det er kun i bevarelsen af denne 
fundamentale sandhed, at mennesket lever i 
harmoni med sin egen natur. Mennesket er ikke en skabning 
for sig, eller som er slynget bort fra sin oprindelse. 
Mennesket er tværtimod skabt i Guds billede og i hans 
lighed. Det er kun i menneskets egen følelse af isolation, 
som er roden til al uretfærdighed, at det mister det skabende 
princips velgørende indflydelse, der ellers er til rådighed for 
mennesket som en naturlig tingenes orden. I denne følelse af 
ensomhed har mennesket forestillet sig, at alt muligt går det 
imod, og det er ofte tilbøjeligt til at give det universelle 
system skylden for denne modgang. Men i virkeligheden er 
det mennesket selv, der skaber denne modgang, thi universet 
isolerer ikke nogen eller kan gøres ansvarlig for de 
vanskeligheder, der opstår på grund af menneskets 
selvskabte isolation. "Hold jer til mig, og jeg vil være med 
jer", siger Herren. Sådan lyder tilbudet fra den eneste Gud til 
den, der vil acceptere sin retmæssige plads i skabelsens hele 
guddommelige orden.
Dualiteten fremkommer gennem tanker og handlinger, der 
ikke tager hensyn til helheden. Men vender man den 
dualistiske tanke i modsat retning eller bringer tankerne frem 
til en enhedshandling, så elimineres dualiteten fuldstændigt. 
Det er et velkendt faktum, at vi ikke kan nå frem til nogen 
resultater, hvis vort mål er dualistisk, eller hvis vort væsen er 
tvedelt.
Der findes faktisk ikke nogen dobbelthed i naturen. Der er 
negativt og positivt, godt og ondt, varmt og koldt, som alle 
repræsenterer modsætninger, men når disse modsætninger 
bringes sammen med deres modpoler, bringer de tanken 
frem til ét mål, én handling, ét princip. I forbindelse med 
sådanne modsætninger behøver man ikke at anerkende dem 
som modsætninger eller modpoler. Det, der er væsentligt, er 
at erkende det entydige mål. Jesus sagde altid, at hans største 
gerninger blev udrettet med en urokkelig trofasthed eller, 
som han sagde, med det ene mål for øje. Denne trofasthed 
mod målet bringer os til enhed med det altid tilstedeværende 
princip. Det er det punkt, hvor man føler princippets nærhed. 
Og da finder man i stedet for dualitet "det eneste ene" eller 
det entydige jeg er.
Der er mange hinduer, der benytter betegnelsen "jeg", men 
også mange, der benytter betegnelsen "jeg er". Nogle mener, 
at dette var begyndelsen til dualiteten - tvetydigheden 
mellem "jeg" og "jeg er" - idet mange tror, denne 
forskellige praksis var ensbetydende med to forskellige 
holdninger eller mål, men i virkeligheden er det blot en 
sammenhæng eller underkastelse af alle ting for det "ene 
mål". Der er ingen dualitet i princippet. Princippets enhed 
findes i alle ting. Ordene "jeger" udtrykker endog det 
eksakte princip eller sandheden. Som de udtrykker det, 
tillader ophøjelsen af det entydige princip, at det virker 
fuldgyldigt i samme princip. Vi ser heller ikke nogen 
dualitet i naturen og anerkender den derfor ikke, og da 
dualiteten således ikke anerkendes, bliver den harmoniseret.
Sommer og vinter er ikke to ting, men faser i naturens gang. 
Vinteren er lige så væsentlig for vegetationens vækst som 
sommeren, og de beskriver blot to faser i én og samme 
proces. Det, vi kalder det onde, indeholder kimen til det 
gode, og når man gennemskuer det onde og ser det gode 
igennem det, forsvinder


det onde, og man har tilbage kun følelsen af, at alle ting 
arbejder sammen for det gode. Tilsyneladende onde forhold 
som fattigdom og smerte, som skyes af menneskene, ville 
forsvinde, hvis man gjorde front imod dem for at finde det 
gode bag dem. Jesus lærte, at blindhed ikke var et onde eller 
resultatet af det ondes magt, men en mulighed for at 
demonstrere "Guds herlighed". En opgave er ikke noget 
fremmed for matematikken eller en hindring for den, der 
ønsker at blive matematiker. Opgaven er blot fremstillingen 
af visse betingelser, på hvilke matematikkens principper kan 
anvendes til fremskaffelsen af den ønskede løsning, og det præsenterer en 
mulighed for udvikling hos det individ, der 
går i lag med opgaven. De livsforhold, der synes at gå imod 
vort livs højeste opfyldelse, tjener blot som 
træningsopgaver, indtil vi når karakterstyrke nok til at se og 
manifestere det fuldkomne, som er livets eneste formål. Når 
man betragter tilværelsen på denne måde, forsvinder alle 
ubehageligheder, og alt bliver en slags øvelsesleg, i hvilken 
vi ser, oplever, bevæger os og lever, for at det godes 
eksistens skal vise sig i vor egen karakter og i vor verden. 
Da er naturen harmonisk. Alt er harmoni. Alt virker under 
det ene formåls indflydelse.

7. Akkurat som selv en novice på området kan høre forskel 
på en fuldendt akkord og en disharmoni, således er det 
enkelte menneske i stand til at vide med sig selv, hvad der er 
i harmoni med det universelle princip, og hvad der afviger 
fra det. Enhver uharmonisk tilstand i menneskets natur er et 
vidnesbyrd om, at dette menneske er ude af harmoni med 
tingenes naturlige orden, og hemmeligheden ved en fuldendt 
udvikling ligger i altid at tage fat på ethvert forhold på en 
måde, der bevarer fornemmelsen af en indre ro. Denne ro er 
umulig at opnå, så længe der eksisterer en følelse af 
adskillelse fra det gode, der gennemstrømmer alle ting. 
Menneskets natur er evigt indstillet på det gode, fordi det har 
sin oprindelse hos Gud, og Gud er god. Når man er sig 
bevidst, at det gode altid og til stadighed søger at 
manifestere sig i alle ting og i menneskets egen natur, er det 
i harmoni med sig selv og med hele sit væsens princip. Når 
man arbejder på at finde frem til det gode, der er indeholdt i 
enhver erfaring, er man straks på et plan, hvor det, der for 
andre synes at være noget ondt, for én selv bliver 
begyndelsen til noget godt.
Naturligvis finder vi frem til, at vi med modpolernes relation 
til hinanden kommer til den samme holdning. Det siges, at 
der kan forekomme mange modsatte manifestationer, men 
de vil kun være i modsætning til hinanden, hvis individet 
tillader en sådan opposition. Individet må harmonisere 
modsætningerne i sin egen holdning til dem, for i 
virkeligheden er de på intet tidspunkt ude af harmoni. Når vi 
kommer til det punkt, hvor vi erkender, at alt er harmoni, så 
ser vi de harmoniske relationer i alle ting og i os selv. Vor 
holdning bliver den enkle, at alt er i fuldkommen harmoni, 
og da kan disharmoni ikke forekomme hverken i vor 
tilværelse eller i vor måde at leve på. Der kan ikke 
forekomme nogen disharmoni mellem modsætninger, for de 
har alle deres fuldendte relationer til hinanden i princippet.
Mange videnskabsmænd er i dag kommet til det samme 
resultat i deres forskning, når de siger: Den eneste 
disharmoni, der eksisterer, findes i mennesket eller 
individet, og denne disharmoni skabes gennem 
disharmoniske tanker. Man siger i dag, at det amerikanske 
folk er det mest disharmoniske i sin tankegang, og det er 
ganske åbenbart, at dette skyldes de mange forskelligartede 
holdninger i tankesæt, der hidrører fra de talrige 
nationaliteter, der her er bragt sammen. Disse nationaliteter 
er endnu ikke blevet fuldt assimileret, men man mener dog, 
at denne assimilering nu skrider meget hurtigt frem.

10.	Det matematiske aksiom, at kun størrelser, der er lig 
med 
samme størrelse, er lig med hinanden, er, når alt kommer til 
alt, 
nøglen til al harmoni. Kun når Amerikas forskellige 
folkeslag 
aktiveres af en fælles impuls, vil noget, der ligner harmoni, 
kunne 
etableres. Dette gælder også for den øvrige verden og for 
hvert 
individ. Kun når alle de kræfter, der er involveret i en enkelt 
eller mange organismer, animeres af én og samme impuls og 
bevæger sig i enhed mod et givet mål, er der fuldkommen harmoni til 
stede.

Der er ingen tvivl om, at Jung i sit arbejde ramte noget meget 
centralt med hensyn til alle tings harmoni, da han fortalte om 
sine erfaringer med at trække sig tilbage til en hule. I mange 
egne af Indien trækker folk sig tilbage til huler for at være i 
fuldkommen stilhed til udarbejdelsen af en bestemt 
konklusion om visse afgørende faktorer. I alle de tilfælde, 
hvor rapporter herom har været tilgængelige, har man fundet, 
at man, når man er i fuldkommen ro i forhold til 
omgivelserne, træder ind i sit livs største aktivitet. Man ser 
længere frem, jo længere ens visioner strækker sig fremad. 
Man ser tværs igennem det materielle eller fysiske til det, der 
betegnes som en fuldendt tilstand, hvori enhver aktivitet er 
harmonisk. Det, man da ser som noget sandt universelt, er 
blot forbundet med tingenes verden. Det vil ikke sige, at 
verden er underkastet det spirituelle eller åndelige, men blot 
beslægtet med dets oprindelige tilstand, og den åndelige 
verdens fuldkommenhed bliver da straks manifesteret. Denne 
aktivitet, der er i fuldendt harmoni, arbejder under disse 
menneskers vejledning til fuldkommenhed.
I realiteten er det den samme procedure, alle mennesker 
følger, når de anvender et princip. Det er nødvendigt først at 
forlade den ydre form, hvorigennem princippet udtrykkes, 
indtil man klart skelner tendensen i det princip, der er tale 
om. Princippets tendens forbindes dernæst med den ydre 
form, hvorefter vi får harmoni og rytme i musik, de rette 
opgaveløsninger, fuldendt arkitektur, fuldendte malerier og 
perfekte statuer. Alle disse manifestationer skabes ud fra 
individets evne til at identificere sig selv med den 
tilgrundliggende realitet, og denne realitet eller virkelighed 
frembringes dernæst i sin form med den samme skønhed og 
harmoni, der ligger i selve princippet.
Dog vil disse mennesker sige, at det ikke er nødvendigt, at 
alle mennesker bliver ligesom de for at komme til at leve i 
dette harmoniske forhold til omgivelserne, men at denne 
tilstand kan etableres i almindelige menneskers liv. For deres 
eget vedkommende bringer de sig med fuldt overlæg i denne 
situation for at finde ud af, hvad der sker, og for at nå frem til 
en endelig konklusion. Når de har nået en sådan konklusion, 
er de i stand til at belære andre, men de lærer dem ikke at 
gøre det samme, som de selv har gjort. De lærer andre, at det 
samme kan ske i praksis, at det ikke er nødvendigt at 
tilbringe mange år i meditation for at nå frem til den ønskede 
holdning, fordi de har fundet en kortere metode eller en 
lettere måde, dvs., at i samme øjeblik man bliver stille, da er 
man i harmoni eller i overensstemmelse med princippet. Og 
fra samme øjeblik vil der ske en stadig fremgang. Den 
tankemæssige indstilling ændrer sig fra forvirring til 
harmoni, og uoverensstemmelser ses ikke. Følgelig har man 
hævet sin krops vibrationer til en vibrationsfrekvens, hvor 
uoverensstemmelser ikke længere eksisterer.

14. Hvis ét menneske er i stand til at opnå denne tilstand, så 
kan alle, men ikke alle behøver at gå den lange og 
møjsommelige vej. Når først et faktum er afdækket, behøver 
man blot at acceptere dette faktum. Mestrenes tanke er: Vi 
har gennemgået den proces, der førte til opdagelsen af et nyt 
faktum, og vi ved, hvad de afgørende faktorer er, men resten 
af menneskeheden behøver ikke selv at gøre samme 
opdagelse. De kan nøjes med at acceptere det, der er blevet 
erkendt. Derfor er det ikke nødvendigt, at masserne sidder i 
samadhi, og de udtrykker dette ved at sige, at ét menneske, 
der sidder i samadhi, er i stand til at lære andre, hvad han er 
fundet frem til. Alle kan godt praktisere samadhi, hvis de har 
lyst til det, skønt det ikke er nødvendigt af følgende grund: 
Hvis man accepterer de forhold, der er blevet afdækket, 
finder en vis udjævning sted, - der skabes en vital tilstand, 
hvori man ser tingene mere klart. Ved at begynde med den 
allerede erkendte viden bliver det lettere at indstille sig på 
stilheden eller på de harmoniske omgivelser og 
kendsgerninger. Ved således at følge de konklusioner, der er 
nået af andre, der har taget de indledende skridt, bevæger 
man sig direkte frem til den samadhiske tilstand. De, der har 
fulgt hele vejen frem til denne tilstand, optræder som 
vejvisere eller lærere. Som de selv siger, er det ikke 
nødvendigt at følge læreren skridt for skridt, for de har banet 
vejen. De har realiseret den tilstand, som dernæst er blevet 
almindelig, således at vejen står åben for alle.


Dette er sandheden bag Jesu soning på andres vegne. Han 
forklarede som banebryderen, at vi er ét med Faderen, 
ligesom han var ét med Faderen. Vi behøver ikke at kæmpe 
os tilbage til denne tilstand, for han afslørede det som et 
etableret faktum. Vor del består blot i at antage det, han 
beviste som værende sandt. Vi behøver ikke at bevise, at 
summen af alle vinklerne i en trekant er lig to rette vinkler, 
fordi det én gang er blevet bevist. Når det er et faktum, man 
er fundet frem til, behøver vi blot at acceptere det. Hvis dette 
ikke var tilfældet, ville hver især være nødt til for sig selv at 
bevise alt inden for matematikken, mekanikken, kunsten etc. 
Men når andre én gang har bevist disse ting, træder vi ind i 
deres arbejde og begynder, hvor de slap, og går fremad til 
næste stadium inden for det pågældende princip.
Jo større en gruppe er, eller jo større et antal personer, der 
deltager i en gruppe, jo større bliver dens indflydelse. Og jo 
større indflydelse, des større kraft. Man siger således, at hvis 
en gruppe på et hundrede sad i samadhi eller fuldkommen 
stilhed, så ville den påvirkning, der skabtes, være 
tilstrækkelig for tusinder. Derfor ville tusinder blive opløftet 
til en højere erkendelse gennem de et hundrede.
Det er på dette punkt, yogierne spiller en væsentlig rolle. De 
giver med fuldt overlæg en vis del af deres liv til at udsende 
denne påvirkning, især når det gælder legemlig 
fuldkommenhed. Man siger ofte, at det ikke er nødvendigt, 
at alle gennemgår yogasystemet for at nå legemlig 
fuldkommenhed, fordi nogle er gået hele vejen og har gjort 
fuldkommenheden mulig for alle. Det var det samme, der 
kom til udtryk, da Jesus gav sit liv på korset. De vidste, 
ligesom Jesus, at de ikke opgav livet. De gav en vis del af 
det til et højere formål, således at alle kunne få mulighed for 
at erkende og følge det. De blev banebrydere eller lærere, og 
de, der dernæst kunne føre udviklingen videre, ville komme 
endnu længere og i større skridt ad gangen.
Dette er baggrunden for udtalelser om, at det ikke er nødvendigt at gennemgå 
alle de mange stadier i yogaen. Mange 
når igennem disse stadier på blot nogle få timer, fordi de får 
øget kraft via dem, der har ofret længere tid og flere kræfter 
på denne tjeneste. Der er visse udvalgte grupper, der arbejder 
med dette hele tiden. Denne påvirkning kan opfanges, idet 
den udsendes fra forskellige grupper og centre hele tiden.
Denne påvirkning opfanges på det åndelige plan akkurat som 
radiomusik opfanges på det elektriske plan. Men medens 
radiomusik, der opfanges fra det elektriske plan, høres og 
føles på det materielle og mentale plan, så manifesterer disse 
åndelige påvirkninger sig på alle lavere planer, fordi det er 
noget altomfattende. Det foregår alt på et åndeligt plan, et 
universelt plan, der fungerer i fuldendt harmoni med sig selv, 
når det enkelte individ vågner op og ser, hvad det egentlig er. 
Kontakten skabes ikke ved at søge mestrene eller deres 
påvirkning, men ved at søge det plan eller niveau, hvor den 
harmoniske tænkning og åndelige påvirkning foregår, der 
gennemtrænger tid og rum.
En linie har tilsyneladende to modsatte ender, men bringer 
man disse ender sammen, har man en cirkel, hvorved de 
modsatte ender forsvinder. Udvider man cirklen, har man en 
fuldendt sfære, der har et komplet, synkroniseret forhold 
mellem alle grundstoffer. Som Millikan siger: "Det 
kosmiske bliver til vor globus." Man har da fuldendt cirklen 
på alle måder og skabt fuldendt harmoni. Et punkt bliver til 
en linie, linien bliver til en cirkel, og cirklen bliver til en 
globus. Dette gælder enhver tankerække, og gennem den 
fortsatte proces, der sætter alle ting i relation til enheden i 
stedet for at adskille alting, etableres harmoni og enhed eller 
"målrettethed".Når den enkelte opnår tankekoncentration, går man ind i den 
samadhiske tilstand, og da begynder man for alvor at præstere noget, - man får 
en entydig "målretning".
Man bør dog huske på, at denne koncentration eller "målrettethed" er en udvidet 
og ikke en sammentrængt tilstand. Den 
skabes ud fra princippet om at sætte alle ting i relation til


hinanden snarere end ved den misforståelse, det ville være at 
udelukke noget. Samadhi giver individet mulighed for at se 
direkte igennem alting til helheden, sandheden eller 
princippet.
Dette eliminerer det begreb, man opererer med i Vesten, om 
bevidsthed og underbevidsthed I virkeligheden er der kun én 
bevidsthed, som vi kunne kalde superbevidstheden. Det er 
det niveau, hvorpå bevidsthed og underbevidsthed er i 
harmoni med hinanden. Da er man sig alle ting bevidst. Da 
findes der ikke nogen adskillelse, og hvis der ikke er nogen 
splittelse, er vi i fuldkommen og bevidst harmoni.
Bevidsthedens opdeling i det bevidste, det underbevidste 
osv. blev i begyndelsen fremsat som en hjælp i 
undervisning. Men nu er det det modsatte, der er tilfældet. 
Vi kan bedst forstå sindet og bevidst gøre fremskridt i 
åndelig udfoldelse ved at tænke og arbejde ud fra ideen om 
én bevidsthedstilstand. Opdelingerne indgik i 
undervisningen af symbolismen, som nu hører fortiden til. 
Det har måske nok været en nødvendig klassifikation i den 
pågældende periode, men menneskeheden har nu fuldstændig arbejdet sig ud af 
symbolismen. Vi accepterer alle symbolers harmoni med hinanden. Når vi bliver ét 
med 
denne entydige tankeholdning, begynder vi at se resultater.
Jeg har talt med mænd, der har ydet en betydelig indsats, og 
fundet ud af, at de for størstedelen arbejder ud fra den 
entydige tankegang og i bevidstheden om, at alle ting er til 
stede og til rådighed hele tiden. Det har været deres 
indstilling, og det er selve den holdning, der for tiden er ved 
at blive så dominerende, at vi vil komme til at opleve, at den 
ændrer hele vort økonomiske system. Hvis vi kunne blive 
helt og holdent ét med den tanke, ville der ikke blive nogen 
modstridende hensigter. Energiforbruget ville blive 90 
procent mindre. Denne energi vil hurtigere og i stadig større 
målestok blive brugt til højere og større formål i stedet for at 
blive spredt på forskellige forsøg på at tage fra andre, hvad 
man selv har brug for. De virkelig store personligheder 
behøver aldrig at gå ud og tage fra andre for selv at kunne 
frembringe noget. For dem er alt det, der eksisterer, deres 
ejendom, og det, der tilhører dem, kan de frit bruge.







TIL BRUG FOR UNDERVISEREN

Pkt. 1 og 2. Ethvert princip, vi beskæftiger os med, tager udgangspunkt i en 
bestemt forudsætning, og kun hvis man 
holder sig til denne grundliggende forudsætning, er det 
muligt at opbygge noget. Årsagen til, at menneskelivet 
tilsyneladende er gået i opløsning, er, at mennesket har 
fornægtet livets grundliggende faktum, som går ud på, at 
hele det universelle system består af én enhed, og at 
mennesket er en integreret del af dette system. Mennesket er 
på ingen måde adskilt fra universet, - det er udelukkende 
menneskets egen opfattelse af, at det skulle være et isoleret 
væsen, der har forårsaget, at det har mistet sin retmæssige 
plads og autoritet.

Pkt. 3 og 4. I disse afsnit kan det klart pointeres, hvorledes 
dualiteten udviklede sig, og på samme tid hvorledes den kan 
overvindes.

Pkt. 5 og 6. Individets "jeg" er det centrale i menneskets 
natur, den egentlige identitet. "Er" betyder det, der omgiver 
dette "jeg" - den individuelle identitet med alt, hvad den 
omfatter. "Jeg'et er en positiv hævdelse, og betegnelsen 
"er" dækker det kvalificerende element. "Jeg" er maskulint, 
og "er" er det feminine princip. "Er" bringer det til verden, 
som det favner eller undfanger. "Er" -elementet må være 
ubesmittet i sin favnelse, hvis mennesket skal frembringe 
åndens frugter. Den sande brug af ordene


er: "Jeg", som er min identitet i ånden, og "er", som er det, 
der favner og omfatter alt det, der findes i Gud. "Jeg er den, 
som jeg er" er ensbetydende med Gud. Jeg kan i realiteten 
aldrig blive noget andet end den, som jeg er i ånden. "Jeg er 
den, som jeg er, og der kan ikke være noget andet jeg for 
mig."

Pkt. 7 og 8 giver rig lejlighed til at demonstrere 
nødvendigheden af og fordelen ved at bringe alle ting i 
harmoni med hinanden. Det er naturligvis umuligt at 
harmonisere alting i vor egen tanke og opfattelse, men vi 
kan i det mindste anerkende det faktum, at om en ting 
eksisterer overhovedet, da må den til en vis grad indeholde 
elementer af helheden. Ved at se det i forhold til helheden og 
at harmonisere det med altet undgår vi i det mindste den 
disharmoni, der opstår i vor egen natur, hvorved vi bevarer 
vort eget forhold til helheden. "Guds veje er uransagelige", 
og skønt vi ikke helt kan se, hvorledes alle ting arbejder i 
fuldendt harmoni med det universelle mål, så kræver det dog 
ikke så megen fantasi at indrømme, at det må være sådan i 
betragtning af Guds sande væsen.

Pkt. 9. Der findes ingen disharmoni i universets naturlige 
orden. Enhver disharmoni ligger i vor reaktion mod det, vi 
forestiller os er forkert eller ikke på sin rette plads. Det er 
kun i samme grad, som vi er ude af trit med tingenes 
faktiske tilstand, at der opstår disharmoni i vor egen natur. 
Disharmonien eksisterer ikke udenfor, men inden i vor egen 
natur. For at undgå denne disharmoni må vi bringe os selv i 
harmoni med den åndelige virkelighed, der ligger bag det 
ydre. Amerikas forskelligartede tanker er blot et symbol på 
den forskel, der findes i de enkelte amerikaneres tankegang, 
og der vil finde en harmonisering sted, efterhånden som vi 
bevæger os fremad mod det fælles mål.

Pkt. 10 er en illustration af pkt. 9.

Pkt. 11 og 12 viser klart, hvorledes harmoni kan skabes. De, 
der når de store resultater, lader sig ikke påvirke af verdens 
gøren og laden, men beskæftiger sig alene med det, der bør 
gøres.
Pkt. 13, 14 og 15 demonstrerer klart den genvej, der er skabt 
til åndelige resultater, og skulle gøre det klart, at man for 
stedse kan befri den enkelte fra den opfattelse, at man må 
gøre sig en mængde anstrengelser, før man kan nå frem til 
en åndelig afklaring. Den enkelte må acceptere sin åndelige 
tilstand som et resultat af det, som alle vore afklarede lærere 
lige fra tidens begyndelse har erkendt, og selve denne 
afklarede indstilling er i sig selv en præstation.
Pkt. 16 og 17 giver på udmærket måde lejlighed til at 
understrege den værdi, der ligger i individuel eller gruppevis 
meditation om åndelige ting. Dette udgør det egentlige og 
grundlæggende arbejde i enhver gruppe eller klasse, og 
negligerer man dette, mister man af syne den mest 
betydelige styrke i opbygningen af et åndeligt herredømme i 
styreform eller individuel kraft til at opfylde hverdagens 
krav.
Pkt. 18 og 19 illustrerer samme emner som omtalt i pkt. 13, 
14 og 15.
Pkt. 20 og 21 illustrerer princippet i harmoniseringen og kan 
med fordel belyses med eksempler.

Pkt. 22. Dette afsnit bør for stedse eliminere elevens 
forestilling om, at koncentration er en tilstand, hvori man 
mentalt fikserer eller indstiller bevidstheden på tanker, ideer, 
billeder eller objekter. Koncentration er en udvidet 
sindstilstand, hvori man fornemmer alle tings entydighed og 
enhed i modsætning til forsøg på at udelukke noget fra 
tanken. Det er en proces, hvori man sætter alle ting i relation 
til den egentlige oprindelse.

Pkt. 23 og 24. Den såkaldte underbevidsthed er blot en 
reaktionær forestilling i intellektuel tankegang, som har 
afskåret en person fra den naturlige aktivitet, der udgår fra 
en universel tankegang. Der findes ingen hvirvler i en 
vandstrøm, medmindre dens direkte forløb på en eller anden 
måde forhindres, og således bliver der ikke tale om nogen 
underbevidst tanke, når strømmen af


afklarede tanker forløber uden hindringer. Når man bevæger 
sig i selve livets strøm, har man kun fornemmelsen af en 
vidunderlig bevidsthed om virkeligheden.

Pkt. 25 er illustrerende og kan udvides alt efter 
underviserens egen viden.


Kapitel IV,
GRUNDLAGET FOR EN FREMTIDIG ÆNDRING I SAMFUNDSSTRUKTUREN.
Når vi tager fat på dette emne om en ændring i samfundets struktur, vil vi 
begynde med Hawaii og situationen der. Der er en stor lighed 
mellem tankegangen hos det hawaiianske folk og vort eget amerikanske, især når 
det drejer sig om tanker baseret på erfaringer. Man 
kan anbringe en hawaiianer hvor som helst på havet, og han vil altid kunne 
orientere sig. Aldrig er de taget ud i deres kanoer, uden at 
der har været mindst én i hver kano, der kunne orientere sig så godt, som havde 
de haft verdens bedste kompas om bord. Det var de 
øvriges opgave at håndtere båden og denne enes opgave til enhver tid at 
navigere. De har bevaret denne evne ned igennem tiderne.
Engang bragte vi en hawaiianer med ud i Atlanten, hvor han aldrig havde været 
før, og vi konstaterede, at han var født med denne 
orienteringsevne. Vi satte ham i en båd sammen med søfolk, der intet kendte til 
navigation, og han styrede dem frem til Kap-Verde-øerne hundreder af kilometer 
derfra. Hawaiianerne sidder lige så stille og finder uden videre en løsning. De 
benytter denne evne ganske 
bevidst.
Den store opfinder-evne, som amerikanerne besidder, er en funktion af den samme 
evne. Forskellen ligger hovedsagelig i de områder, 
evnen rettes imod, og vi benytter denne evne i langt højere grad, end vi selv 
gør os det klart. Når vi ved, hvordan vi fungerer ifølge vor 
natur og dernæst bevidst begynder at arbejde i harmoni med os selv, vil vi gøre 
langt større fremskridt i alle retninger. Har du aldrig 
observeret, hvorledes du på visse måder


ofte handler efter en indre fornemmelse eller tilskyndelse og 
så bagefter finder frem til argumenterne derfor? Mange 
mennesker prøver på at argumentere på forhånd, men så 
kommer de aldrig videre end til at gruble, for der er ikke 
nogen åbenbar løsning på noget, før man har gjort det. 
Fornemmelsen af, at noget kan gøres eller bør gøres, eller at 
det var bedre på den og den måde, er den første form, 
hvorunder denne evne gør sig gældende, og hvis man så 
stopper op i stilhed, kommer resten af sig selv og 
kompletterer hele aktionsplanen. Og på det tidspunkt kan 
den intellektuelle forklaring eller de tanker, der definerer 
processen, let formuleres. Den ræsonnerende tanke, som vi i 
almindelighed kender den, bevæger sig kun inden for de 
områder, den kender på forhånd, men tanken er aldrig 
komplet, før denne anden evne er taget med i betragtning. 
Den nye samfundsorden vil komme på samme måde som 
opfinderens ideer. Den vil så at sige komme som en 
tankeåbenbaring, hvorefter den vil blive formuleret og ført 
ud i livet. Menneskets beskrivelse af denne nye orden vil 
først blive fuldført, efterhånden som systemet kommer til at 
fungere. Fornuften er beskrivende, men denne anden evne 
ser ud over og fører videre end fornuften og åbner vejen for 
en højere form for fornuft.

4. Dette er ikke en fase, der kan betegnes som noget 
superbevidst, som nogen kalder det, eller som noget 
underbevidst. Det er evnen til at trænge igennem til begge. 
For hawaiianerne er det noget helt bevidst. Det bringes frem 
ved involution - en tilbagevenden til det oprindelige. Det er 
en gave til dem, og den udvirkes igennem dem. Dengang, de 
bevægede sig til fods rundt på øerne, dvs. før de havde 
nogen former for transport, droges de til steder, hvor der var 
behov for dem. Jeg har set fyrre eller halvtreds hawaiianere 
vandre tværs over øen, hvor de fandt nogle af deres folk i 
vanskeligheder. Og somme tider kom deres venner fra den 
anden side af øen over til dem. De svigtede aldrig. De var i 
stadig kontakt med hinanden hele tiden. Jeg har spurgt dem ud om dette forhold, 
men de tænker ikke på det som noget 
særligt. De fungerer simpelt hen på denne måde, fordi de 
aldrig har tænkt på det som andet end en naturlig ting.
Hvis de mennesker, der boede på den ene side af øen, kun 
tænkte på sig selv, ville de ikke bekymre sig om, hvad deres 
venner på den anden side kunne trænge til. De er forenede i 
fælles interesser og bekymrer sig om, hvorledes mennesker 
omkring dem har det, og det er denne interesse for andre, der 
gør dem følsomme over for de behov, der opstår hos 
mennesker uden for deres egen kreds eller lokale område. 
Opstår der et behov eller nød blandt deres fæller, så drager 
de denne følelse af behov til sig ved hjælp af den sympati, 
der forbinder dem og gør dem til ét, og således kommer den 
ene gruppes behov øjeblikkelig til en anden gruppes 
kendskab. Selviskhed og egoisme adskiller os og isolerer os 
fra den øvrige del af menneskeheden, og denne følelse af 
isolation gør mennesker immune over for andres behov, 
hvorved den sociale balance forstyrres. Det er på denne 
måde, det går til, at der udvikler sig stadig større behov hos 
én gruppe, mens en anden udvikler stadig større overflod, 
således at balancen i hele samfundsstrukturen forskydes, og 
der skabes krige og modsætningsforhold. Kan I forestille jer 
to grupper, der går i krig, hvis hver især bestræber sig på at 
møde den anden gruppes behov? "Naturen har en rædsel for 
det tomme rum," og ligesom voldsomme storme og uvejr 
opstår på grund af ekstreme forskelle i lufttryk, således 
opstår krige primært på grund af ekstremer i de 
menneskelige vilkår.
Den evne, som hawaiianerne besidder, består hovedsagelig i 
en erindring, der går tilbage til tidligere generationer. De har 
aldrig været den foruden. Der findes ikke nogen barriere 
mellem dem og deres forgængeres liv. De siger selv: "Vi har 
ikke levet på dette sted altid, men vi ser altid alle disse 
steder som fra ét udgangspunkt. Vi har aldrig været adskilt 
fra det. Vi behøver blot at være stille, så ved vi, hvor vi vil 
hen."
Det er på en måde det samme instinkt, som dyrene bruger, 
men ligesom mennesket er en langt højere stående skabning 
end dyret, således er også alle dets evner langt mere 
udviklede. Hos dyret er der tale om et instinkt, men hos 
mennesket er det en langt finere evne, som kan betegnes 
intuition eller en form for


åndelig skelnen eller klarsyn, om man vil. Dyret besidder 
kun denne evne i en vis grad, men for menneskets 
vedkommende er den helt suveræn. Mennesket kan se klart 
for sig nøjagtigt det, han vil opnå eller skabe. Dyret bevæger 
sig på det område, som det kender, men mennesket kan 
bevæge sig, hvorhen det vil, uden at være bundet af det 
kendte.
Man kan ikke med bestemthed fastslå, i hvor høj grad denne 
evne kan føre dyret ad nye veje, men vi er helt klare over, at 
det er denne evnes primære funktion, der har banet vejen for 
de fremskridt, der er sket inden for alle områder af 
menneskets udvikling. Den eneste forskel, der er mellem de 
mennesker, der har skabt de store fremskridt, og de, der 
forbliver i middelmådigheden, er den, at de "store ånder" 
beskæftiger sig meget lidt med det, der tidligere er gjort, 
eller med det, der kan stå i vejen af hindringer eller 
tilsyneladende fornuftgrunde, men koncentrerer sig 
udelukkende om det, der kan eller bør gøres. De, der i deres 
tanker og følelser retter blikket bagud og nægter at lade 
denne evne række frem og nå ud i det uopdagede, ødelægger 
denne evne i sig selv og lukker sig derved inde i 
begrænsningernes fængsel. Men man bør notere sig, at dette 
fængsel blot er et udtryk for deres egen naturs tilbageslag 
eller refleks. Geniet er den, der går fremad trods ydre 
betingelser og konditioner, og som til enhver tid udvikler og 
udvider den nyskabende kraft.
Muligheden for at benytte denne evne til ubegrænset frem-
skridt er til rådighed for enhver. Alle kan benytte den. 
Hawaiianerne er sig den langt mere bevidst end andre folk, 
vi kender til, med undtagelse af polyneserne. De kan komme 
til Hawaii på besøg over en afstand af et par tusind 
kilometer. De ægte polynesere og hawaiianere er ægte 
kaukasere. Det ser ud til, at denne evne gør sig afgjort 
gældende hos den ægte kaukasiske race. Hvis de ikke 
undertrykker den ved at tvivle på dens eksistens eller lade 
den standse af tilsyneladende begrænsninger, synes den at 
blive stadig stærkere.

10.	Det var det samme, Theodore Roosevelt mødte i 
Afrika, og 
det forekommer også i Alaska og Sibirien. Da jeg i 1905 
rejste ud for at bringe hjælp til Amundsen, var der ikke tegn 
på noget spor overhovedet, men da vi var ca. 15 kilometer 
fra den pågældende landsby, kom beboerne os i møde og 
kunne fortælle os, hvor mange hunde og slæder vi havde og i 
store træk alt om vort selskab og dets udstyr.
Grunden til, at amerikanerne ikke ejer denne evne, er den, at 
de har alt for mange bekvemmeligheder. Vi har blot ladet 
den slippe fra os og ikke bevidst gjort noget for at bevare 
denne evne. Underbevidst eller ubevidst har amerikanerne i 
høj grad denne evne, og de fleste amerikanere har haft 
erfaringer med den, men de viger tilbage fra at bruge den i 
almindelighed eller at sige noget om den.
Gennemsnitsamerikaneren mener, at det er et tegn på, at man 
er lidt til en side, hvis man foreslår noget, der ikke synes at 
være en åbenbar grund til. En sådan indstilling er et resultat 
af uvidenhed om menneskets sande evner og det mest 
væsentlige middel, mennesket besidder, til at opnå resultater. 
Det er menneskets manglende tro på sig selv og på denne 
evne, der holder det tilbage. "Hvis I blot tror og ikke tvivler, 
er intet jer umuligt," sagde Jesus. Denne evne er den 
primære forudsætning for sund tænkning, medens de øvrige 
tankeprocesser, man normalt forlader sig på som den eneste 
basis for intelligent tænkning, er sekundær. Store resultater 
er blevet hentet hjem fra områder, der lå uden for fornuftens 
grænser, og ræsonnementerne derfor viste sig først bagefter. 
Sund fornuft etableres ved først at skue klart frem gennem 
begrænsningerne og fange et glimt af det, der ligger hinsides 
det åbenbare, og som dog er fuldt muligt, og ved dernæst at 
opbygge de ydre ræsonnementer efterhånden som disse 
kendsgerninger udarbejdes. "Læg viden til troen," siger 
skriften, men de fleste af os forsøger at finde frem til troen 
ved først at vide alt om en ting på objektiv måde.
På samme måde lader vi andre tænke for os. Vi slår vor lid 
til andre, når det kommer til at udtænke alle ting og til at 
give dem


form, og vi forlader os dernæst på det færdige produkt. Den, 
der frembringer og skaber bliver dygtigere og dygtigere, og 
den afhængige bliver mere og mere afhængig. Det var det, 
Emerson mente, når han refererede til den kendsgerning, at 
det, vi vinder på ét område, tabes på et andet. Vi har 
urværker, men vi har mistet evnen til selv at finde frem til, 
hvad tid på dagen det er. Det at forsømme sin egen udvikling 
ved at være afhængig af noget uden for sig selv er 
ensbetydende med at svække sin egen natur.
De kaldæiske astronomer fandt frem til deres oplysninger om 
astronomi ved brugen af intuition - eller evnen til ad tankens 
vej at trænge igennem til kendsgerningerne. De forlod sig 
fuldstændigt på denne evne og udarbejdede dernæst alle deres teorier. De gamle 
kaldæere medtog det, de fandt frem 
til ved hjælp af denne evne, i deres historie, og den har altid 
været åbenbar. Dens påvirkning eksisterer stadig, og hvis vi 
ønsker at gøre brug af den, behøver vi blot at gøre os til ét 
med den.
Dette er "sjælens øje", som mystikerne skrev om. Med dette 
"øje" har menneskene læst og vil vedblive med at læse de 
"aka-shiske" optegnelser. På samme måde kunne vi måske 
opfatte ting, der sker et stykke borte fra os eller med lysets 
hastighed ( 300.000 km i sekundet) forudse fremtidige 
hændelser. Det hænder for os fra tid til anden i forbindelse 
med et jordskælv eller anden ekstrem begivenhed. 
"Fremtidige hændelser kaster deres skygge foran sig." Alt 
sker først på et højere plan, dernæst kommer reflektionen 
her. Det finder sted i den "devashanske" periode mellem 
bevidsthed og form. Det er de to hoveder på gargoylen ved 
tempelporten. Ser den til den ene side, må den lade vildfarelsens begrænsning få 
adgang til templet, det menneskelige 
væsen, - ser den ind i åndens rige, giver den adgang for 
illuminationens frihed og kraft.
Hawaiianerne ejer en betydelig naturlig indsigt, og de kan 
forudsige ting og anstille prognoser. Der er en bestemt 
gruppe hawaiianere, der samles for at lytte sig til de 
påvirkninger, der er til stede. Hvis de opfanger en 
påvirkning, der ikke er til gavn, overlader de den til en anden 
gruppe for at den skal modarbejde den, og således kommer 
den aldrig til at manifestere sig. Hinduerne siger, at ét 
menneske kan profetere, og et andet kan afværge opfyldelsen 
af profetien.
I vor erfaring med hawaiianerne kunne vi ikke finde ét 
eksempel på, at det ikke var lykkedes dem at afværge de 
negative begivenheder, der var blevet forudsagt. Man påstår, 
at de har afværget mange invasioner. De, der udførte denne 
mission, trak en bestemt linie, som fjenden ikke kunne 
overskride. Ofte udgør noget sådant en del af deres legender. 
Til tider var det end ikke muligt for deres fjender at gå i land 
på deres kyster.
Carnegie Instituttet eksperimenterede for nogen tid siden 
med en gruppe indianere i Arizona. Denne gruppe trak en 
bestemt linie, som ingen kunne overskride undtagen i 
kærlighed. To mænd forsøgte at tvinge sig vej med magt, og 
de mistede begge livet.
De, der ikke ejer illuminationen, gør sig skyldige i den 
fejlagtige tro, at en profeti er uundgåelig, og at noget, der er 
ved at ske, absolut må ske. "Omend der findes profetier, så 
skal de ikke gå i opfyldelse," siger skriften. Profetier 
kommer for det meste fra den etablerede mentalstruktur, der 
umiddelbart omgiver jorden, idet den er en projektion af 
menneskets egen, begrænsede tankegang. Hvis man styrer 
sin opfattelsesevne mod dette felt, kan man fornemme den 
retning, i hvilken denne mentale påvirkning går, og hvad det 
sandsynlige resultat vil være på det materielle plan. Dette 
tilhører de falske profetiers gebet og kan altsammen lægges 
til side. Skriften advarer mod falske profeter, der drager 
menneskenes opmærksomhed bort fra Gud. Den sande 
profeti er resultatet, når man vedholdende styrer denne sans 
imod det åndelige plan, indtil individet opfanger tendensen i 
den universelle lov. Universets lov tilsidesætter uden 
vanskelighed hvad end, der har ophobet sig af modsat art i 
enkelte menneskers eller folkeslags tankegang. Dette opnås 
med samme lethed, som skygger bortjages af lyset. Solen fordriver natten, og et 
enkelt lys vil bortjage mørket fra et værelse, thi uanset hvor stort eller lille 
et lys er, har det ubegrænset magt over omgivende mørke. 
Selv en ubetydelig illumination i det enkelte individ kan 
bortvejre det negative, begrænsningerne eller de falske 
profetier, der omgiver det, for disse er blot vage skygger 
uden nogen kraft i sig. I skal ikke acceptere profetier om 
ødelæggelse eller ulykker. Se frem mod åndens sfære, så 
forsvinder de.
På Hawaii var der en gruppe mennesker, der kom fra Japan, 
og som bragte sort magi med sig. De påstod, de kunne bede 
en person ihjel, men denne gruppe eksisterer ikke længere. 
Før et menneske kan praktisere sort magi eller optræde som 
antikrist, må det først være øvet i kristus-bevidsthedens 
kræfter, dvs. dette menneske opnår en kristus-magt og 
bruger den forkert. Resultatet af en sådan praksis er 
selvødelæggelse, og samtidig med tilintetgørelsen af de 
mennesker, der hengiver sig til at praktisere sort magi, 
forsvinder også deres kunst.
Det mest smertelige om end ikke den hurtigste vej til 
selvødelæggelse er misbrug af åndelig indsigt. Det 
menneske, der fristes til at bruge denne åndelig indsigt til at 
påvirke og kontrollere andre eller vinde sig fordele på andres 
bekostning, bør erindre sig, at alt, hvad han udsender fra sin 
egen tanke eller gennem sin tale, passerer hans eget væsen 
og bliver til en magtbefaling i hans egen natur, som påvirker 
ham selv på samme måde, som han havde til hensigt at 
påvirke andre. Det var det, Kristus mente, når han sagde, at 
himmeriges rige fandtes i os selv. Jeres væsen er et rige, der 
kan styres af den eller det, I selv bestemmer jer til. Om hans 
befaling accepteres af en anden, gør ikke nogen større 
forskel for den, der udsender befalingen. Den modtages og 
adlydes i hans eget rige, og han er sikker på det mest 
fuldstændige resultat i sit eget væsen. Det rige, der findes i 
den enkelte, vil kun blive et himmelsk rige, hvis han 
udsender befalinger, der kommer fra himmelske sfærer eller 
fra den ånd, hvori alle ting bevæger sig i harmoni for at 
fremme trivsel og fremgang for alle mennesker på jorden. 
"Gaven er giverens og vender tilbage til ham," hvad enten 
den er god eller ond. "Som I giver, således skal der gives 
jer."
En retning inden for rishi'erne i Indien er i stand til at 
forudane en begivenhed, der forestår. Hvis det er en skadelig 
begivenhed, bliver den straks overtaget af en anden gruppe, 
der sørger for, at den slet ikke finder sted. Dette gjorde sig 
også tidligere gældende inden for den jødiske race, og de 
forhindrede mange stridigheder blandt deres folk på denne 
måde.
Der er mange, der benytter den samme metode i dag til at 
afværge ulykker. Mange mennesker udsættes aldrig for 
ulykker. Vi arbejdede sammen med en gruppe på over 
syvhundrede mennesker i USA, der ganske konkret 
arbejdede for at afværge ulykker, og i de treethalvt år, vi var 
sammen med dem, skete der ikke nogen ulykke for nogen i 
gruppen. Denne gruppe er nu blevet forøget til i dag at 
omfatte cirka 4000 medlemmer. De arbejder i det stille og er 
ikke kendt af offentligheden.
Hvorfor skulle mennesket ikke bruge alle sine kræfter på at 
arbejde for et godt formål? Ved at bevare sin evne til 
forudanelse, eller hvad man nu vil kalde den, i virksomhed 
inden for det åndelige felt, hvor alt bevæger sig i harmoni 
henimod det fuldendte liv for enhver, udvikles der en 
tilsvarende virksomhed i alle folkeslagenes tankegang. Hvis 
de alle arbejdede i lydighed mod den magt, der virker for 
alles vel, ville de umuligt kunne sige eller gøre noget, der 
ikke var til gavn for hinanden. Med andre ord: ved lydighed 
mod den højeste lov ville der ikke kunne opstå konflikter 
mellem mennesker. Krige ville ikke forekomme - eller 
ulykker, og ej heller noget af alt det andet, der skaber 
elendighed for menneskene.
Denne evne kan bruges på forskellige måder. Der er 
eksemplet med verdenskrigsveteranen, Dejong, der blev 
behandlet på Letterman-hospitalet i San Francisco, og som, 
skønt han var blind, demonstrerede, at han havde modtaget 
denne højere illumination ved at gøre bil gennem San 
Franciscos og Los Angeles'


gader. Denne unge mand havde tidligere udviklet denne 
evne, men dette var blot hans pludselige opvågnen til brug af 
den, - og dette sker ofte.
Dette indebærer, at hvis evnen kan vækkes, som det i så 
mange tilfælde er blevet bevist, så er det, fordi den er til 
stede. Hvis den er til stede, så kan man også komme til at 
forstå den, og ved at styre den i den rigtige retning kan den 
vækkes til sin rette brug. Vi må beskæftige os med disse ting 
og gå intelligent til værks for at afdække de latente 
muligheder, der ligger i vor egen natur, hvis vi vil nå op på 
et plan, der svarer til mestrenes. Og der er ingen andre end 
os selv, der kan gøre dette for os.
Dette kræver fuldkommen følelsesmæssig kontrol mere end 
psykisk kontrol. Vi må bringes frem til en entydig 
målrettethed. Når vore kræfter centreres, fungerer denne 
positivt. Som Jesus sagde: "Det ene mål er Gud."
Hele spørgsmålet om vor sociale reorganisering centrerer 
omkring en dybere forståelse og indsigt. Mennesker må lære 
at udvikle denne evne. Dette vil blive den sociale 
reorganisation: At have indsigt nok til at gøre de rette ting på 
de rette tidspunkter. Det vil hjælpe os nu at fastholde tanken 
om altid at foretage de rette handlinger. Vi vil nå til et punkt, 
hvor vi vil være sikre på, at det, vi gør, er det rette, og at 
tidspunktet er det rette. Dette er det væsentlige i fremtidens 
sociale funktion.
TIL BRUG FOR UNDERVISEREN

Denne lektion beskæftiger sig med det motiv, ud fra hvilket 
den nye sociale orden vil udvikle sig og opstå af disse 
skiftende tider, og som vil vende tilbage til menneskets 
primære evne til at skelne tingenes åndelige tendens fremfor 
at forlade sig på fortidens intellektuelle normer og materielle 
værdier. Vore tidligere erfaringer har på en måde sløvet 
denne åndsevne, og den må nu genopvækkes, hvis vi skal 
kunne indstille os på den retning, hvori de universelle love 
bevæger sig.

Pkt. 1 og 2 viser, hvorledes de mere primitive racer, som vi 
kalder dem, har en sans, der på visse måder er højerestående 
end vore, og viser, hvorledes de på nogle områder er bedre 
farende end vi.

Pkt. 3 viser, på hvilket felt denne evne mest klart fungerer 
hos os, men den må udvides i åndelig retning, hvis vi skal få 
det bedst mulige ud af vore muligheder.

Pkt. 4 og 5. Denne evne kan betegnes forskelligt, men i den 
mystiske videnskab kaldes den "den penetrative sans" eller 
evnen til at presse eller lede tanken ud på nye områder. Når 
den styres mod sit højeste formål, vil den lede os frem til 
åndelige værdier på samme nøjagtige måde, som den har ført 
os frem til geniale opfindelser.

Pkt. 6, 7 og 8 forklarer sig selv, men kan udbygges alt efter 
omfanget af underviserens viden.

Pkt. 9, 10 og 11 giver lejlighed til klart at vise, hvorledes 
menneskets tankegang forplumres ved alt for megen 
bekymring om tingenes virkning, og viser hvorledes den kan 
klares op ved at rette tanken tilbage mod årsagerne.
Pkt. 12 skulle give sig selv, men giver rig lejlighed til 
uddybning. Pkt. 13 kan behandles på samme måde.


Pkt. 14 vender tilbage til samme kategori som pkt. 1 og 2.

Pkt. 15 og 16 trækker i nogen udstrækning de muligheder 
frem, der er forbundet med denne evne, og ligeledes de 
områder, hvori den normalt gør sig gældende. Man kan sige 
mere om, hvad denne evne egentlig består i. I sin enkleste 
form er det den tankefase, der ser bagud for at fastslå, hvad 
vi gjorde i går, eller hvad vi håber på at kunne i morgen ... 
den simpleste form for opmærksomhed. Hvis vi retter tanken 
mod formen, opdager vi kun dens komplikationer, men 
retter vi den mod det åndelige, udvider den sig til det, der 
omfatter den åndelige virkelighed.

Pkt. 17 bringer nogle af de muligheder frem, der åbner sig 
ved denne evnes brug. Dette kan i høj grad uddybes og kan 
blive til stor gavn for eleven, hvis han vil rette sig efter de 
råd, der ligger heri. Pkt. 18 behandles i samme forbindelse.

Pkt. 19. Det, der bør gøres klart opmærksom på i dette 
afsnit, er, at en profeti ikke er nøjagtig, når den er baseret på 
det psykiske eller fysiske plan. Noget, der er helt organiseret 
på det psykiske plan, kan vise sig på det fysiske plan, 
medmindre det tilsidesættes ved en direkte anvendelse af 
åndelig autoritet. En sand profeti proklamerer de 
konstruktive resultater, der følger af den autoritative 
anvendelse af klarlagte åndelige bevægelser.

Pkt. 20. Det tåbelige i at misbruge åndelige kræfter skulle 
stå klart for enhver, men det bør bringes til at gøre et tydeligt 
indtryk på hvert individ som en 
selvopholdelsesforanstaltning. Den vane, der udvikler sig i 
mange metafysiske kredse, og som går ud på at påvirke folk 
til at gøre andres vilje, er sort magi i sit allerførste stadium 
og kan kun føre til kaos.

Pkt. 21 bør behandles i forbindelse med pkt. 20.

Pkt. 22 og 23 kan behandles som pkt. 19 og kan udbygges 
yderligere under instruktørens ledelse.
Pkt. 24 taler for sig selv, men giver praktisk mulighed for at 
vise grundlaget for det reelle samarbejde, der skal til ved 
indførelsen af tingenes nye orden. Den åndelige aspirants 
sande motiv er i harmoni med det universelle motiv, der 
arbejder lige godt for helgen som for synder, rig og fattig, 
trællen og den fri, og i et fælles motiv kan der ikke opstå 
uenighed eller strid, og derfor heller ikke krig. "Hvis flere 
faktorer er lig den samme størrelse, er de også lig med 
hinanden," og dette er grundlaget for universel enhed.

Pkt. 25 og 26 giver lejlighed til at indprente hver enkelt elev 
det faktum, at der ikke er nogen, der nogensinde har udviklet 
eller udtrykt såkaldt usædvanlige kræfter eller evner, men at 
den samme potentielle kraft eller evne er til stede i enhver, 
og det er den enkeltes sag at udvikle sine egne evner, hvis 
han skal kende omfanget af sin egen sjæl.

Pkt. 27. Man kunne skrive en hel bog om nødvendigheden af 
selvkontrol. Den er lige så væsentlig for individets kraft og 
fremgang, som det at organisere og anvende energi er 
væsentligt for mekanisk kraft. Uden den er der ikke nogen 
praktisk kraft til rådighed til konstruktive formål på nogen af 
disse områder.

Pkt. 28 kan suppleres ud fra den enkelte undervisers 
kapacitet.


Kapitel V,
DET TALTE ORDS MAGT.
Det talte ord har stor magt, men én ting er sikker: Vi må 
udvælge ordene og dernæst give dem magt. Der er ikke 
nogen magt i et negativt ord, medmindre vi udvælger ordet 
og giver det magt. Det har ingen magt i sig selv. Ordet far sin 
magt tildelt af den, der udtaler det. Men naturligvis er den 
tanke, der går forud for ordet - efter Østens filosofi - 
vigtigere. Følgelig kan tanken være den motiverende kraft 
bag det talte ord, og på denne måde tilsættes der magt, så 
ordet - som mestrene udtrykker det - må træde frem og være 
skabende.
Hvis et ord på den anden side udtales tilfældigt eller uden 
tankekraft, skaber det intet. Ved udvælgelse af det samme 
ord kan den magt, der gives det gennem tanken, ikke undgå 
at skabe netop det, den blev udsendt til. Det er baggrunden 
for, at de fordrer en sådan udvælgelse af det talte ord og for 
deres udtalelse om, at det talte ord altid er selektivt.
Den magt, vi sætter bag ordet for at opnå en virkning, må 
være den energi, vi selv opfatter. De siger det på denne 
måde, at ikke den energi, vi giver ordet, men den energi, der 
skal til for at opfylde ordets hensigt, er det, vi opfatter og 
modtager.
Jesus sagde: "Mit ord er ånd og liv, og det opfylder det, 
hvortil det blev udsendt." Ånden er den skabende kraft i 
universet, og vore ord er kun magtfulde i samme grad, som 
denne ånd er den skabende kraft bag dem. Det er den 
aktivitet, der ligger i naturens kraft, der far frøet til at spire, 
for intet frø har nogen magt i sig selv. Det er et 
opbevaringssted eller et redskab for denne kraft. Det samme 
gør sig gældende med hensyn til ord. Skriften siger: "Ordet 
er som et sædekorn," og åndens kraft virker på ordet, 
ligesom naturen gør det på sædekornet. Vor bevidsthed eller 
fornemmelse af ånden er det centrale i dette spørgsmål om 
ordets magt. Intetsigende og tomme ord er uden kraft og 
skaber ikke noget, selv om de på en vis måde kan være 
medvirkende til den hypnotiske tilstand. Frygter man 
negative ord, øger man blot deres hypnotiske energi og øger 
derved den påvirkning, der udgår fra negative ord. Den magt, 
der ligger i uvidende eller intetsigende ord, består blot i, at 
de kan intensivere menneskesindets hypnotiske tilstand, men 
de ændrer overhovedet ikke noget ved den oprindelige, 
skabende kraft. Den magt, der tillægges negative ord, er blot 
en modernisering af den gamle opfattelse af djævelen og er 
et direkte brud på den kendsgerning, at der ikke findes nogen 
anden magt end Gud. I den universelle udvikling findes der 
ikke nogen magt, der står i modsætning til det absolut gode. 
Det, der synes at stå i modsætning hertil, eksisterer i vore 
egne tanker, som ofte arbejder i modsat retning af den 
guddommelige hensigt. Universets skabende udvikling, eller 
Guds vilje og hensigt, går i retning af en ophævelse af 
uvidenheden på samme måde, som lyset ophæver mørket;
5. Vi har set dem - "dem" brugt i denne forbindelse refererer 
altid til mestrene - fremsætte et ord, hvorefter det, som ordet repræsenterede, 
straks blev til virkelighed. Der var slet ikke 
tale om noget tidselement. I virkeligheden er der ingen måde, 
hvorpå noget tidselement kan sættes i forbindelse med det 
talte ord, hvis energien - ånden - er med i det. Som de siger, 
må et ord, der udtales direkte og med sand tankekraft bag 
sig, instantant skabe den selvsamme kondition. Det er helt 
åbenbart, at den vestlige verden betragter ordet som mindre 
kraftfuldt. Det vil sige, at et ord kan udtrykkes, men er der 
ingen energi bag det, mister det fuldstændigt sin virkning. 
Det siges ofte, at dette er grunden til, at den vestlige verden 
fortaber sig i barnlig snak. Man forsømmer at tillægge 
ordene den rette værdi.


Men ordet bør altid gives den tanke, der ejer den rette 
selektivitet, eller som har den tilhørende styrke - ikke for at 
gennemtvinge ordet med viljens kraft, men for at give ordet 
den magt, der tilkommer det. Det drejer sig naturligvis om 
åndens kraft, og den indeholdes kun i vore ord ved hjælp af særligt udvalgte 
tanker, der svarer til universets kreative 
hensigt. På denne måde er det viljen med sin styrende evne, 
der udsender ordet, men det er ikke viljen, der giver det talte 
ord magt. Viljen udvælger eller indgår i tankeudvælgelsen 
og i udtalelsen af ordet, men magten gives det eller 
indrømmes det ved en udvidet bevidsthed om åndens tilstedeværelse og kraft. Men 
når et ord udvælges for sin mening 
eller sin brug, udvælges det altid i den frekvens, hvor det 
hører hjemme, og hvor det også placeres.
Dette skulle eliminere den frygt, som mange mennesker har, 
for negative ord, og burde på samme tid inspirere individet 
til en mere intelligent udvælgelse af sine ord og en bedre 
anvendelse af dem. "At tænke Guds tanker efter" er 
essensen af åndelig magt, for bag sådanne ord ville ligge 
selve den kraft, der skabte himlen og jorden. Menneskenes 
ord burde altid være et udtryk for deres medfødte åndelige 
natur og et middel til skabelsen af denne åndelige natur i 
menneskers ydre liv. Udelukkende at udtrykke sig i harmoni 
med de højeste og mest konstruktive idealer ville være 
ensbetydende med at udtrykke sig med den største kraft, og 
på denne måde ville det, der synes højst usandsynligt, blive 
det mest sandsynlige, fordi sådanne ord har den største magt. 
Med andre ord: Jo mere guddommelig tanken, realisationen 
og bevidstheden er, jo større er den kraft, der involveres i 
processen.
Som Østens filosoffer udtrykker det, så kan man ikke fjerne 
sig en tøddel fra princippet, hvis blot man bruger selektive 
ord. Hvert ord, der udtales, kan derfor gøres selektivt, og 
man giver ikke energi til noget negativt. Man giver kun 
energi til den eneste mulige konklusion.
Hinduen - eller det ariske menneske - siger det således: 
"Mennesket er skaberen af ord, og derfor er mennesket den, 
der udvælger eller har herredømme over ordene. Han 
udvælger eller anbringer de ord i sammenhæng, der skal 
virke eller have tillagt magt." Og i det omfang mennesket 
bruger dette på den rette måde, er der ingen grund til at 
forbinde denne magt med negative ord, som de udtrykker 
det. Følgelig indgår negative ord ikke og får heller ikke 
nogen opmærksomhed fra den, der ønsker at frembringe 
former eller manifestationer. Denne beskæftigen sig med 
manifesteret form går altid ud på at etablere den tilstand, 
hvori mennesket er i stand til at skabe. Det er her, mennesket 
har magt over hvert udtalt ord. Sproget sanskrit giver i en af 
sine sætninger mulighed for denne tilstand. Heri ligger 
evnen til at manifestere. Hermed mener vi, at én position i 
sanskrit kun giver mulighed for fire positive ord eller udtryk, 
dvs. ord, der kan blive til positive udtryk, hvorfra man ikke 
kan afvige.
Naturligvis spørger alle, hvad det er for fire positive ord. Det 
er altid ord, der indebærer den positive ytring af et faktum. 
Enhver kan udvælge dem. Naturligvis er det første ord det 
mest positive, nemlig Gud, og idet man går tilbage til dette 
princip, formulerer man sin ytring med dette som basis. Man 
formulerer altså med dette ord den positive sætning, man har 
tænkt sig. Hertil kommer så den magt, der ligger i det talte 
ord. Nøgleordet er altid den højeste eller Gud. Dernæst 
udvælges de ord, der skal ledsage det, så de udgør den 
positive ytring.
Akkurat som al matematik udspringer fra den enhed, der er 
symboliseret ved tallet 1, således må alle ord udgå fra en 
enkelt afledning eller et enkelt princip. Gud er - og 
eftersom Gud er til, gælder det, at jeg er. Gud er liv, altså: jeg 
er liv. Gud er intelligens - jeg er intelligens. Gud er magt - 
jeg er magt. Gud er alt stof- jeg er alt stof osv. "Fader" på 
sanskrit betyder: 'den, der først bevæger sig', og tankens 
første bevægelse i det enkelte menneske må altid udgå fra den egentlige 
oprindelse og styrkes og opretholdes gennem 
bevidstheden. Giver man noget som helst, der ikke har sin 
oprindelse i Gud, adgang til sin bevidsthed, forfalsker man 
den livsproces, der foregår i én, og i samme grad mister man 
bevidstheden om sin egen guddommelighed. Mennesket må


hengive sig til hele tilværelsens grundliggende 
kendsgerninger, -det må vente i Jerusalem - dets kontakt 
med altet - indtil Helligånden - eller hele Guds ånd - er 
blevet den motiverende drivkraft i hver tanke, hvert ord og 
hver handling.
Mennesket kan ikke udtrykke et ord eller en tanke uden for 
sit eget kompetenceområde med nogen skabende kraft. 
Mennesket kan ikke gå uden for dette område, fordi selve 
det ord, der udtales, afgrænser det område, hvori mennesket 
kan handle.
Gennemsnitsmennesket ved faktisk ikke, hvad et ord repræsenterer. Det er blot et 
middel, der anvendes i hjernens 
processer til at formidle eller præsentere visse 
tankeprocesser. Ordet kan ikke formidle noget, der ikke er til 
stede i tanken. Webster siger, at ordet "navn" betegner en 
tings "inderste natur". Et ord er kun navnet på visse 
bevidsthedstilstande, og det er noget, der kommer an på 
hvert individ. En person kan sige: "Jeg er lykkelig," og det 
vil måske ikke formidle noget som helst til den, der hører 
ordet. Hvis personens bevidsthed ikke er særlig glad, 
formidler ordene ikke megen autoritet. Men hvis samme 
person stråler af glæde, vil hans ord formidle fuld 
overbevisning. Intetsigende ord er tomme ord, ord, der ikke 
indeholder bevidstheden om virkeliggørelsen af et åndeligt 
faktum. I vil indse, at de ord, vi bruger, har værdi efter det 
indhold, vi giver dem, og bestemmes af vor bevidsthed, som 
igen bestemmes af den grad af intelligent udvælgelse, vi 
foretager.
Det er ikke gentagelser, der gør et ord effektfuldt. Den første 
ytring er tilstrækkelig, hvis den er sand. Der er ikke andet at 
gøre end at stå ved sin udtalelse, at stå fast på sine ord. 
Gentagelsen er dog ofte en effektiv måde, hvorpå man kan 
bringe sig selv i overensstemmelse med de muligheder, der 
er indeholdt i en ytring. Man kan ofte gentage en sætning 
eller en forskrift om og om igen, før meningen klart går op 
for ens bevidsthed. Uden denne udvidelse af tanken frem 
imod de inderste kendsgerninger er gentagelsen kun af 
hypnotisk virkning.

Hvis man gentager ord, og de ikke virker hypnotisk på en 
selv, så bringer denne gentagelse én i nærmere 
overensstemmelse med de kendsgerninger, der ligger bag 
ordene, og det bevirker en højere grad af realisation. Det er 
umagen værd at fortsætte med gentagelser, indtil et vist 
punkt er nået, men derefter gavner de ikke, for så har ordet 
fæstnet sig. Når man bliver klar over, at ordet klart er 
etableret, er gentagelser ikke til nogen som helst nytte. I 
virkeligheden forstår vi, at vore ord altid etablerer sig, og så 
gentager vi dem aldrig.
Hvis den manifestation, vi har ønsket med vore ord, udebliver, er det ikke noget 
bevis for, at de har været uvirksomme. 
Den bedste fremgangsmåde i sådanne tilfælde er at takke for, 
at manifestationen er sket. På den måde forsvinder tvivlen 
fuldstændigt, men hvis man fortsætter med at gentage sine 
ord, kan man meget hurtigt komme i tvivl. Hvis man 
derimod udtaler taknemmelighed, kommer man i bedre 
harmoni med sine ord og bliver lettere overbevist om, at ens 
ord har gjort sig gældende.
En blot og bar gentagelse af et ord gør ikke noget til, at det 
realiserer sig. Gentagelsen bringer blot én selv i harmoni 
med det, der ligger i ordet, - det, der er. Det er ofte muligt at 
bringe sig selv i et mere harmonisk forhold ved at takke for, 
at det nu eksisterer og er blevet realiseret.
Når man gør sig klart, at hele spørgsmålet om resultaterne af 
manifestationer mere er et spørgsmål om at åbne 
bevidstheden og at se eller omfatte noget, der allerede 
eksisterer i virkeligheden, end om at prøve på at bringe 
noget, der ikke eksisterer, til at manifestere sig i form, er 
sagen meget mere ligetil. Hele mysteriet ligger i dette: "Det 
land, som I skuer, det vil jeg give jer til arv." Det er en 
realitet i ånden, det er en realitet hvor som helst og på 
ethvert såkaldt plan, for der findes kun ét plan, og det er det 
åndelige. Når tanken udvider sig for at se eller fatte den 
åndelige kendsgerning, så kan der ikke være tale om nogen 
tvivl med hensyn til denne kendsgernings manifestation. 
Hvis det er således hos Gud, så er det således alle vegne, for 
Gud er i alt. Det er


ene og alene et spørgsmål om erkendelse fra vor side, og vor 
erkendelse må udvides, så den omfatter bevidstheden om det 
åndelige faktums realitet og eksistens.
Det var den måde, Jesus arbejdede på. Hvert ord blev til 
virkelighed for ham. Han opløftede hvert ord gennem sin 
bevidstheds opløftelse, idet han vidste, at alt allerede var 
blevet til virkelighed. Hinduen befinder sig i samme 
position. Han fremsætter sin ytring og siger måske, at det er 
fuldendt. Han indtager den holdning, at det allerede er 
fuldført, det eksisterer allerede, det er hans, og så går han 
videre. Man opnår langt mere på denne måde end ved at ty 
til gentagelser, og tilsyneladende gør det én stærkere for hver 
gang.
Når talen er om behandling af såkaldt sygdom, gør de fleste 
metafysikere den fejl, at de beskæftiger sig med sygdom og 
sundhed som to modsætninger, og den ene tilstand skal 
afløse den anden. I Østen arbejder man ikke på denne måde, 
og det gjorde Jesus heller ikke. Når man søger 
fuldkommenheden, så må man vide, at den allerede er blevet 
til virkelighed for én. Opløft fuldkommenheden, - den 
eksisterer uafhængigt af begge modpolerne sundhed og 
sygdom. Fuldkommenheden er i al evighed et etableret 
faktum ifølge "princippet" og er komplet i sig selv på hvert 
såkaldt plan. Ifølge Østens filosofi er både sundhed og 
sygdom vildfarelser, for de udgør begge en del af den 
menneskelige opfattelse. For eksempel er jeres opfattelse af 
sundhed og godt helbred i dag en anden, end den vil være 
om fem år, for sundhed er noget relativt i jeres egen 
bevidsthed. Der er ikke noget i det skabte, der er relativt, alt 
er komplet, alt er fuldendt, og den sande læge identificerer 
sig selv med virkeligheden og beskæftiger sig ikke med 
vildfarelser. Giv helt slip på alle modsætninger og lad 
fuldkommenheden tage deres plads. Vi ved, at Jesus ikke på 
noget tidspunkt behandlede modsætninger. Han satte den 
sande fuldkommenhed i stedet for begge modpoler. Han 
udtalte altid ønsket om det fuldkomne, og det var denne 
fuldkommenhed, der altid blev til virkelighed for ham.

Hvis jeg skrev på tavlen: To plus to er tre og dernæst: To 
plus to er fem, ville I så begynde at beskæftige jer med tre og 
fem for at finde frem til den rigtige løsning? Nej, I ville 
ignorere disse to tal, beskæftige jer med det faktiske forhold, 
at to plus to er fire, og disse to yderligheder ville forsvinde. 
Alt, hvad der er større eller mindre end det rigtige svar, har 
intet at gøre med det faktum, der eksisterer ifølge 
"princippet", og det er kun ved at anvende dette på 
situationen, at det rette svar er muligt. Vor opfattelse af 
sundhed og sygdom er ikke på højde med det fuldkomne, der 
er at finde i universets grundprincipper, og det, der er mindre 
end fuldkommenheden, kan aldrig bringes i overensstemmelse med den. I 
beskæftiger jer med noget, der ikke 
har relation til nogen af disse ekstremer. "Vær da I 
fuldkomne, ligesom jeres Fader i himlen er fuldkommen," er 
den rette fremgangsmåde.
En såkaldt demonstration mislykkes for de fleste mennesker, 
idet de udtaler ønsket om virkeliggørelsen af noget 
fuldkomment, men dernæst straks begynder at vende blikket 
tilbage mod de ekstreme modpoler. Kun "når dit blik er 
rettet mod dette ene, skal du fyldes med lyset". Lots hustru 
vendte sig om og så de to alternativer, og hun blev til en 
sten- eller saltstøtte. "Derfor skal I herefter kun fæstne jeres 
blik på det fuldkomne," sagde Jesus. I samme øjeblik vi 
etablerer fuldkommenheden, fremstår Jesus som den 
sejrende. Hver af disse ting virker til skabelsen af den anden, 
for det faktum, der eksisterer i ånden, er selve det, der skabes 
ved virkeliggørelsen.
Resultatet af en sand, åndelig behandlingsmåde er ikke af-
hængigt af den "behandlede" persons grad af åndelig 
udvikling. Vi behøver ikke beskæftige os med denne persons 
bevidsthed, for den er baseret på troen på modsætningerne, 
ellers ville han ikke være syg. Det åndelige faktum er en 
realitet, og i samme øjeblik vi fremtræder i fuldkommenhed, 
er vor bevidsthed også fuldkommengjort.


Selve det "at tale ordet" er aldrig af hypnotisk virkning, for 
det er essensen af selve skabelsens sande natur. 
Sygdomsbehandling eller det "at tale ordet" er ikke et 
spørgsmål om at fremsætte vore tanker om sundhed for at 
modvirke sygdom; det ville være hypnotisk. "At tale ordet" 
er kun et spørgsmål om at tale sandhed og at erklære det for 
sandt, der ifølge "princippet" altid har været og altid vil 
være sandt for det enkelte menneske, dets omgivelser eller 
vilkår. Hypnose er et resultat af en talen ud fra den 
menneskelige tankegang med dens ufuldkomne opfattelser.
Det er ikke en forudsætning, at den person, der er syg eller 
har andre behov, beder jer om hjælp, og heller ikke at han er 
sig bevidst, at I udsender "ordet" til ham. Hvis I udsender 
det til ham ad den "direkte Kristus-bølge", så er der blot tale 
om, at han modtager sin egen iboende fuldkommenhed, og 
på denne måde frigør I både jer selv og ham, for I har blot at 
gøre med noget, der er et faktum. I arbejder ikke mod noget 
menneskes vilje, når I arbejder med fuldkommenheden, for 
ethvert menneske er født med viljen til fuldkommenhed. 
Dette frigør snarere menneskets vilje fra de forvirringer, der 
er blevet til ved beskæftigelsen med falske vaner og 
opfattelser. Der er ikke tale om nogen form for såkaldt 
"påvirkning" i denne måde at se situationen i øjnene på. Der 
er blot tale om at vække noget til live, der hele tiden har 
været der, således at det tiltrækker opmærksomhed fra alle 
involverede parter, så de ser, hvorledes det hænger sammen.
Der er altid magt i det talte ord, hvis vi ser det som ånden, 
for så kan det ikke være andet end ånd. Det er os, der afgør 
det. Vi er på samme tid magten og den, der giver udtryk for magt, og det er os 
alene, der afgør, hvad ordet skal bringe 
med sig, og der er magt i medicinen på nøjagtigt samme 
grundlag. Den er blot overbringeren eller formidleren, 
hvorved patientens sind udvides til at acceptere universets 
kreative autoritet. Gud er til stede i lægen, i patienten eller i 
tabletten. Ethvert individ uanset profession eller status 
behøver blot fremkalde fuldkommenheden. Naturligvis ville 
vi, hvis vi altid arbejdede med denne fuldkommenhed og 
manifestation af det fuldkomne, snart komme til det punkt, 
hvor vi kunne undvære medicinen helt og holdent, idet vor 
verden ville være helbredt.
Der er ikke noget forkert i at bruge hjælpemidler af en eller 
anden art i et forsøg på at afhjælpe menneskehedens lidelser. 
Der findes mange trin på vejen og mange metoder, men kun 
én kraft. Hvis vort ideal er fuldkommenheden, vil vi nå til et 
punkt, hvor der ikke er brug for hjælpemidler. De 
hjælpemidler, den enkelte benytter sig af, indikerer blot den 
udvikling, han er nået til i sin egen tankegang med hensyn til 
de mest velegnede og mest effektive midler til at opnå 
fuldkommenhed. Nogen mener, fuldkommenheden opnås 
ved hjælp af en pille, en anden tror, den vil komme gennem 
højtidelige erklæringer, men uanset hvorigennem den 
kommer, er det princippets fuldkommenhed, der manifeste-
rer sig. Kun de højeste idealer er store nok til at rumme det 
fulde mål af kraft, der udgår fra det guddommelige princip, 
for jo større et kar, jo mere kan det indeholde. Når karret og 
dets indhold er ét -fuldkommenhed - så er det 
fuldstændigheden opnået på ethvert plan.
Skal man give behandling på afstand eller det, metafysikerne 
kalder fjernbehandling, er tanken både hurtigere og mere 
kraftfuld end ord. Tanken kender ikke til tid eller rum, 
medens et ord eller en lyd tilhører det materielle plan og må 
passere gennem rum og vedvare i tid for at nå sit 
bestemmelsessted. Bemærk, hvordan din tanke øjeblikkeligt 
er hos solen, jordens centrum eller et hvilket som helst andet 
sted. Tanken bevæger sig ikke, den er der med det samme. 
Ethvert åndeligt faktum er allerede til stede, og desuden er 
det allerede åbenbart. Ser man dette faktum, løfter man sig 
selv ind i det, og ser man det for en anden, løfter man ham 
ind i det. Hvis jeg blev løftet op, dvs. hvis den perceptive 
eller modtagelige evne løftes op på virkelighedens plan, så 
ville den drage alle ting ind i denne sfære. Dette er den sande 
fremgangsmåde frem for at prøve at løfte noget eller nogen 
op i den perfekte tilstand. Hvis det var tilfældet, så kunne vi 
lige så godt forsøge at udvikle energi af jord ved at bruge 
hakke og skovl.


Vi kender en mand i Indien, der vandrer gennem et uvejr blot 
ved at forestille sig uvejrets fuldkommenhed. Han kan gå 
lige igennem en regnstorm uden at blive våd. Vi har set ham 
standse ildebrande og uvejr. Mennesket selv er Guds ord, 
hvis han bliver i dette ord. "Hvis I forbliver i mit ord, og mit 
ord forbliver i jer, så er I i mig og jeg i jer," er hele 
sandheden i denne sag. Da Jesus udsendte sit ord og 
helbredte høvedsmandens datter, sendte han ikke noget, vi 
kan måle i vor tredimensionale verden. Jesus, eller Kristus, 
var selve ordet, og der blev ikke skabt noget andet end det, 
som det selvsamme ord skabte. Derfor var der ikke tale om, 
at det ord, han "udsendte", bevægede sig gennem rummet, 
for ordet var allerede til stede som sandheden i 
høvedsmandens datter, ligesom den var det i Jesus. Det, der 
ganske enkelt skete, var, at Jesus udtrykte et universelt, sandt 
og åndeligt faktum, og at de omkringværendes tanker 
vågnede op til dette faktum.
"Den hjælp skal ofte søges i os selv, som vi tilskriver 
himlen" - Shakespeare.







TIL BRUG FOR UNDERVISEREN

Pkt. 1. Er det ikke sandt, at herredømmet over alle ting i 
begyndelsen blev givet til mennesket? Hvis dette er tilfældet, 
så er den magt stadig menneskets, og den tilsyneladende 
magt, som noget som helst kan have over mennesket, 
udvirkes af den magt, som mennesket selv har givet sådanne 
ting. Men selv om magten synes at komme fra en bestemt 
ting eller person, så tilhører den i virkeligheden det enkelte 
menneske, for det er i mennesket, magten lever og føles. Det 
bør derfor være en af menneskets primære hemmeligheder, 
når det drejer sig om magt, at kunne styre sin egen naturs 
handlinger og reaktioner. Det altid at bevare sin natur i 
fuldendt overensstemmelse med fuldkommenhedens 
guddommelige ideal, vil derfor være ensbetydende med at 
have al magten i himlen og på jorden.

Pkt. 2, 3 og 4. Det bør stå klart for enhver, skønt det ikke 
synes at være tilfældet, at de ord, vi taler, ikke har nogen 
som helst magt, lige så lidt som det er tilfældet med 
cylindrene i en bilmotor. De formidler blot energien, og 
alene arten og kraften i den energi, der forplanter sig gennem 
dem, afgør deres styrke. Da Jesus sagde: "Mine ord er ånd," 
mente han, at han var sig bevidst, at Guds kraft virkede 
gennem det, han sagde eller tænkte, og det var denne 
motiverende energi, der udvirkede den synlige helbredelse. 
Forfægtelsen af fakta er uendelig i sin kraft over for det, der 
ikke udgør et faktum. Forfølg denne tanke med eksempler 
på, hvad der er sandt og falsk, lys og mørke.

Pkt. 5. Det, der er vigtigt i dette afsnit, er at gøre eleven 
opmærksom på, hvilke uendelige muligheder hver især går 
glip af ved at tale med tomme ord. Hvis blot man går frem 
med omtanke, vil ens ord i stedet kunne formidle en endeløs 
energi, som ville befri én fra middelmådigheden.

Pkt. 6 bør behandles omhyggeligt, og vi bør skelne mellem 
den naturlige kraft, der ligger i et anerkendt faktum, og vore 
viljers forsøg på at fremtvinge en tilstand, som vi tror er 
bedre end den, der allerede eksisterer. Det at acceptere en 
given ting kræver aldrig nogen viljestyrke. Det at tage imod 
en gave, der gives én, er uendeligt mere effektivt end at 
forsøge at tvinge nogen til at give sig noget, som den 
pågældende ikke har i sinde at give fra sig. Det at acceptere 
et faktum, der har universel gyldighed, kræver ikke nogen 
hævdelse af den enkeltes vilje. Fuldkommenheden skabes 
ikke ved, at vi udkaster vore tanker, men ved at vi vågner op 
til erkendelse af, at den allerede eksisterer som en del af 
tingenes orden.

Pkt. 7. Sørg for definitivt at befri eleven fra den opfattelse, at


negative ord har nogen som helst magt. De repræsenterer 
kun et spild af tid og bidrager til en hypnotisk tilstand. Jo 
højere idealet, jo klarere er tanken, og jo mere kraftfuld 
bliver den. Dit letteste ord er det ord, der indeholder den 
største illumination.

Pkt. 8. Brug jeres dømmekraft rigtigt ved udvælgelsen af 
ord, så kun det, der svarer til jeres højeste idealer, 
videregives eller bringes til at manifestere sig.

Pkt. 9. Menneskets herredømme er det, det har over sig selv. 
Menneskets væsen burde være "himmeriges rige". Kun den 
lov, der råder i det uendelige rum, bør styre menneskets 
tanker og følelser, dets fysiske og reelle tilstand. Det rige, 
mennesket regerer over, ligger i dets eget væsen, og det er 
kun et himmelsk rige i den grad, hvori det styres i 
overensstemmelse med de fakta eller kendsgerninger, der 
udgår fra princippet.

Pkt. 10 og 11 viser klart, hvorfra alle konstruktive tanker og 
ord udgår, og at hele den sfære, der omfattes af tanke og 
handling, bør udvikles efter denne procedure.

Pkt. 12 og 13 viser, hvad det er, der giver et ord magt: 
Gentagelse kontra realisation.

Pkt. 14, 15 og 16. Ordenes funktion eller selve ordet er ikke 
det at frembringe noget nyt, men det er ensbetydende med at 
udvide menneskers sind og tankegang, så de ser det, der altid 
lige fra verdens begyndelse har været til stede. "Jeg har 
været til før Abraham" gælder lige så vel for ethvert faktum i 
ånden som for Kristus.

Pkt. 17, 18 og 19 er en videreudvikling af den samme 
sandhed - at træne sindet og tanken til at se igennem 
hypnosens slør, igennem tempelforhænget og ud på den 
anden side, hvor alt allerede er fuldkomment og åbenbart. 
Det er altsammen et spørgsmål om at træne tanken til at se.
Pkt. 20 og 21 indeholder praktiske råd ikke blot til 
metafysikeren, men også til den, der ønsker at hjælpe en ven 
i nød. Der er så megen mental praksis, der udelukkende er af 
hypnotisk art og kun erstatter én tilstand med en anden, der 
er lidt bedre end den hidtidige. Men hvorfor erstatte den ene 
menneskelige tilstand eller opfattelse med den anden, når 
Guds egen fuldkommenhed er til stede og blot venter på at 
blive erkendt?

Pkt. 22. Proceduren består i at stå fast ved det faktum uanset 
konsekvenserne. Det eneste, man kan miste, er sine 
illusioner, og det, man vinder, er selve livets sandhed, så 
hvorfor skulle vi tøve.

Pkt. 23, 24, 25 og 26 er tilstrækkeligt klart definerede og 
skulle give enhver den højeste grad af illumination, men de 
kan godt uddybes yderligere alt efter, hvor rigt underviseren 
selv er begavet.

Pkt. 27. Forskellen mellem formidleren og det, der skal 
formidles gør hele forskellen på, om man har held til at 
gennemføre nogen form for helbredelse. "Det er ånden, der 
befordrer sagen," og behandlingens resultat afhænger af, i 
hvor høj grad ånden har været med i udøvelsen.

Pkt. 28 og 29 eliminerer den opfattelse, at der kan være tale 
om helbredelse af sygdom over en afstand, for i ånden findes 
der ikke nogen "afstand". Ånden er til stede til enhver tid og 
er den samme hvor som helst, - den skal blot erkendes.


Kapitel VI
BEVIDSTHEDEN.
Bevidstheden er menneskets tilstand, når det er vågent og 
åbent for indtryk. Det er evnen til at erkende og vide, og 
erkendelse og viden er afgørende for menneskets evner og 
muligheder på alle felter. Mennesket kan være sig sandheden 
bevidst, men det kan også udvikle en bevidsthed om noget, 
der ligner sandheden, men som er fuldkommen falsk. Hvad 
der for et menneske er sandt eller falsk afhænger derfor af 
dette menneskes bevidsthedstilstand.
Bevidstheden må være det, der repræsenterer de højeste 
egenskaber, og den må sættes i relation til alle ædle 
egenskaber. Vi bringer vor bevidsthed i overensstemmelse 
med en Guds-bevidsthed, der indebærer, at vi er os alle ting 
bevidste, inklusive os selv som værende på det højest mulige 
niveau. Det er den tilstand, hvori vi gennemskuer alle 
konditioner og alle vilkår. Som mestrene udtrykker det, vil 
det sige, at sløret er fuldstændig væk -det slør, som hidtil 
syntes at adskille det dødelige eller fysiske fra ånden. Her er 
der ingen begrænsninger. De dødelige og fysiske opfattelser 
forlades fuldkommen til fordel for det rent åndelige.
Den åndelige bevidsthed udelukker ikke sanseaktiviteter. 
Den højeste bevidsthedstilstand omfatter altid en sand 
sanseaktivitet. I sin retmæssige funktion er sanseaktivitet en 
ægte åndelig aktivitet. Kun når de såkaldte sanser ikke styres 
af den rette påvirkning, fungerer de på begrænset vis. Når de 
aktiveres uf åndelige fakta, fungerer sanserne fuldtud, og 
man kan da sige, at der er
blevet åbnet op for dem.
Man stilles ofte over for det spørgsmål, i hvilken 
bevidsthedstilstand man befinder sig, når man er i trance. 
Trance er kun et delvist udtryk for sanseaktivitet. Vi kan lige 
så godt bringe vor bevidsthed til sand aktivitet eller 
fuldstændighed hele tiden, og i så fald bliver dette delvise 
udtryk en ægte aktivitet, så vi aldrig vil være i trance eller i 
en destruktiv hypnotisk tilstand.
Det samme gør sig gældende for det, vi sædvanligvis 
klassificerer som bevidsthedens underafdelinger. Man burde 
ikke forsøge på at klassificere bevidstheden, for den kan ikke 
underopdeles. Der er en bevidsthed, og i den tilstand kan vi 
ikke begynde at tænke i afdelinger og adskillelser. 
Underafdelingerne er udtryk for illusioner, ligesom trance er 
det. De er så underfundige, at de kan være meget vildledende 
for den, der ikke benytter sig af en udviklet form for skelnen. 
Det er meget lettere at betragte det hele som en enhed. Det 
var mennesket, der fandt på underafdelingerne, og som 
betragtede dem som attributter, hvilket de i hvert fald slet 
ikke er.
Det, de fleste undervisere koncentrerer sig om, er muligvis at 
formidle budskabet med størst mulig klarhed, men det er 
bedre, hvis de altid koncentrerer sig om én ting. Enkelhed er, 
når alt kommer til alt, det, der giver størst klarhed. Det, der er 
det kedelige ved underopdelinger, er, at de næsten altid 
betragtes som attributter. Det er bedre at holde blikket 
fæstnet på én enhed. Vi geråder i en negativ tilstand, når vi 
benytter underopdelinger. De er næsten altid symbolske, og 
de fleste af vore symboler repræsenterer bevidsthedens 
underafdelinger. Det er endnu en grund til, at symboler ikke 
længere er sagen. Det er velkendt, at vi i dag har arbejdet os 
igennem symbolismen. Som mestrene siger, er vi i 
bevidsthedens klare dagslys. Det bliver langt enklere at have 
den bevidsthed, det fuldkomne lys, som vort mål - uden 
nogen som helst underafdelinger.
Tænk på en ting som det at spise, fordøje, assimilere og 
genopbygge kroppen ved at konvertere føde til energi, 
muskler, knogler, blod, tænder, hår osv. Forestil jer, at I 
udarbejdede en


teori om, at hver af disse forskellige funktioner skulle 
behandles særskilt, og at I ved hvert måltid skulle tage 
stilling til, hvilken del af føden, der skulle behandles under 
hver af disse særskilte funktioner, og hvornår hver af dem 
skulle træde i funktion. Hvordan ville I undgå den store 
forvirring? I virkeligheden anerkender I det hele som én 
proces, der består af mange faser, og hver af disse faser er en 
selvstændig proces inden for ét system. Under en normal 
fysisk tilstand er der ikke en enkelt fase i det samlede 
system, der fungerer uafhængigt, men hver af de forskellige 
faser udgør selve systemets funktion.
Kroppen er kun et symbol på sjælen eller det menneske, der 
lever i kroppen. Dvs. at kroppen er et symbol på 
bevidsthedens funktion. For at beskytte bevidstheden og 
bestemme det, der trænger ind i bevidstheden, hvilket sker 
gennem opmærksomhedens kontrol, opererer hele 
bevidsthedssystemet som en enhed. Der er ikke noget, der er 
bevidst, underbevidst eller superbevidst, men kun én 
strålende og levende bevidsthed om det, der er 
virkeligheden. Dette er en tilstand, der betyder fuldstændig 
frigørelse fra symboler og derfor også fra hypnose.
Nogle mennesker bliver så interesserede i den psykiske sans 
eller bevidsthedens laveste faser, at hele deres jordiske liv 
overgives til dette i en sådan grad, at den ægte bevidsthed 
ikke kan manifestere sig. Den bedste løsning på dette er 
simpelt hen at give slip på det og blive ét med helheden. Det 
var det, Paulus konkluderede, da han sagde: "Betragt jer selv 
som døde for synden, men levende for Gud." Forskellen 
ligger i en klar erkendelse og en viden, der er blevet givet 
gennem påvirkning. Klarsyn er det, som clairvoyance har til 
hensigt at formidle, men den almindeligt anerkendte 
betydning af dette begreb er kun et delvist og tåget syn - 
man ser kun en del af helheden.

10.	Det kan forekomme, at visse relative fænomener 
virkeliggøres ved clairvoyance og clairaudience, (det at høre noget, der 
ellers ikke er hørligt), således som det praktiseres, eller ved 
en 
hvilken som helst af de fem af bevidsthedens afdelinger, 
men de 
kan aldrig udgøre eller føre til helheden. De kan nemlig 
blive falske, og under en manifestation af disse tilstande vil 
vi kunne få en fuldkommen forkert opfattelse, hvilket jeg 
som regel refererer til som en negativ opfattelse. Når vi gør 
os til ét med helheden, kan vi hverken blive negative eller 
falske. Det skulle være en klar erkendelse af selve 
sandheden. Vi kan ikke opnå denne erkendelse eller 
entydige bevidsthed gennem medier eller nogen anden form 
for hypnose. De er alle afgjort ødelæggende for åndelig 
udfoldelse.I denne ophøjede sans bliver alle sanser forenet. De bliver 
alle til en enhed i fuldendt harmoni. Vore sanser er 
fuldstændigt koordinerede, og hver del og celle i vore 
legemer er koordinerede og vibrerer i forening. En stor gene 
ved disse øvrige tilstande er, at vi kan risikere, at et lem i vor 
krop vibrerer inden for det forkerte område, og da føjer de 
nye celler sig ikke rigtigt til det organ, de tilhører. Enhver 
celle, der skabes, repræsenterer det organ, den skal tilsluttes. 
Hvis en af cellerne kommer ud af det vibrationsfelt, den 
tilhører, vil den måske slutte sig til det forkerte organ, 
hvorved der opstår en uharmonisk tilstand.
Denne disharmoni intensiveres ofte stærkt ved de forskellige 
okkulte metoder til koncentration om de fysiske centre eller 
organer. Denne praksis påfører blot den manifesterede 
skabelse en hypnotisk tilstand på mere afgørende vis, og 
resultatet er større forvirring. For det første er hypnose kun 
funktionen af en partiel bevidsthed eller en specialiseret 
bevidsthed under en eller anden særlig form eller i en særlig 
retning. Derfor gælder det, at jo mere spredt et område, det 
drejer sig om, og jo mere sektions-inddelt bevidstheden er, 
jo mere hypnotisk bliver den, og arbejder man bevidst med underafdelinger og 
faser af bevidstheden, bliver resultatet 
den størst tænkelige hypnotiske påvirkning. 
Opmærksomheden bør altid rettes mod helheden, mod den 
fuldstændige enhed, så virker fordelingen af 
vibrationsenergien gennem bevidsthedens mekanisme, 
akkurat som det er tilfældet for kroppens vedkommende. Og 
da er der en fuldendt synkronisering eller harmoni hele 
organismen igennem.


Tanken om en indre og en ydre bevidsthed er også en 
hypnotisk fase, for denne teori nødvendiggør en adskillelse 
eller sektionering. I virkeligheden findes der ikke nogen 
indre og ydre bevidsthed, en personlig og en universel. Når 
selvet bliver bevidst i det ydre, er det blot én 
bevidsthedsholdning, og den er på alle måder komplet, - den 
er ét med og i overensstemmelse med den universelle 
bevidsthed. Jeg og Faderen, vi er et.
Vi har derfor ikke nogen fornemmelse af indre bevidsthed, 
for den indre og den ydre er samfaldende. Helheden er altid 
åbenbar. Hvis vi ser og projicerer vor vision eller vort ideal, 
er det for den fuldendte helheds skyld. Mestrene kalder det at 
have et "sundt sind" eller at være sund i sin bevidsthed. Det 
er noget fuldendt og noget sundt. Kroppen er ligeledes sund 
og fuldendt. Den, der erkender, og det, der erkendes, bliver 
til en enhed. Paulus havde dette med i sine skrifter, men det 
kom aldrig med i oversættelserne. Vi kan blive det erkendte 
lige så vel som erken-deren, hvis vi blot vil bruge de to ting 
til fuldkommenhed og forene dem. Problemet består i, at vi 
foretager en adskillelse, hvor der i virkeligheden ikke 
eksisterer nogen.
I lyset af dette bør man med skønsomhed overveje anvendelsen af fornægtelser som 
et effektivt middel til en frigørelse, 
der kan føre til denne fuldendte tilstand. Fornægtelsen skulle 
udviske fra sindet eller fjerne fra bevidstheden og dernæst 
fra menneskets væsen en erfaring eller proces, der ikke er 
sand, eller som tilsyneladende er i modstrid med menneskets 
fuldkommenheds- eller enhedstilstand. Men er den sædvanlige brug af 
fornægtelsen, som den praktiseres i vor 
metafysik, et effektivt middel til at frembringe den 
frigørelse? Hvis fornægtelsen, sådan som den i 
almindelighed benyttes, frembringer det ønskede resultat, da 
er alt vel, men hvis ikke, lad os da finde frem til det, der 
ligger bag, og til den effektive praksis, der er nødvendig.
Lad os tage et specifikt eksempel på fornægtelse i forholdet 
til det, vi i almindelighed betragter som arvelighedsloven. 
Der er ikke behov for nogen fornægtelse. Den har en tendens 
til altid at kaste én dybere ind i illusionen, fordi fornægtelsen 
holder tanken fikseret på den pågældende tilstand, således at 
der er større sandsynlighed for, at denne tilstand forstærkes. 
Det er naturligt, at tanken forstærker den tilstand, den 
koncentreres om. Formålet er, at tilstanden helt skal 
elimineres, og for at dette kan ske, må den fjernes helt og 
holdent fra éns tankegang. Man bør slet ikke tolerere den.
I realiteten findes der ikke nogen arvelighedslov. Det er blot 
en manifestation, og man behøver ikke at fornægte noget, 
der slet ikke eksisterer. I vil erfare, at det er langt bedre at 
sætte fuldkommenheden i stedet for fornægtelsen, så når I 
hurtigere til resultater. Som regel knytter fornægtelsen 
tilstanden tættere til individet, hvorimod man ved at erstatte 
den med fuldkommenheden langt hurtigere erkender 
tilstanden. Det har vist sig ved gentagne eksperimenter, at 
det er langt bedre blot at frigive tilstanden. Frigøre den ved 
ikke at beskæftige sig med den. Skub den fra jer. Det var helt 
åbenbart det, Jesus mente, da han sagde: "Løs ham og lad 
ham gå."
Der findes hverken race- eller familiearvelighed, for den ene 
er en forudsætning for den anden. Folk ser måske ens ud, 
men dette skyldes altid et eller andet tidligere, tæt 
tilknytningsforhold eller lighed i tidligere erfaringer og 
miljø. Der er en tilsyneladende kromosom-tilstand, der viser 
evolutionsprocesser, der løber parallelt, men disse processer 
er i realiteten ikke parallelle processer eller parallelle 
evolutionstilstande. De løber naturligvis parallelt med den 
menneskelige race og også med dyreriget, men slet ikke med 
den samme frekvens. Det er i dag et velkendt, faktum, at 
enhver frekvens i det menneskelige legeme er højere end 
dyrets. Videreførelsen af de tilegnede karakteristika kan 
påvirkes af tanken, men den kan også sættes til side ved 
modgående tankevirksomhed.
Det er den mentale indstilling, der forårsager de karakteristika, der optræder i 
den ydre form, og lighed heri skyldes en 
lighed i de mentale og følelsesmæssige erfaringer, der opstår


blandt en gruppe individer. To mennesker, der i begyndelsen 
ikke ligner hinanden ret meget, vil ved længere tids 
tilknytning til hinanden og ved generelt at være underlagt de 
samme mentale og følelsesmæssige reaktioner i den sidste 
ende udvikle ensartede karakteristika. Når en mand og en 
kvinde lever sammen i en årrække, og hvis de har 
samstemmende interesser og gensidige følelsesmæssige 
reaktioner, vil de også begynde at ligne hinanden af 
udseende. Dette virker som en gengivelse af mentale 
tilstande, der ligner hinanden.
I dag går man inden for den medicinske videnskab i modsat 
retning af tidligere meninger, hvad angår arvelige 
sygdomme. Da Jesus helbredte den epileptiske mand, ville 
disciplene vide, om det var manden selv eller hans forældre, 
der havde syndet. Dette var hans direkte svar: "Hverken 
denne mand eller hans forældre har syndet, medmindre I ser 
synden." Det var kun synd på grund af det, der foregik i 
forældrenes eller hans omgivelsers tankegang. I 
virkeligheden var den eneste synd, der forekom i forbindelse 
med hans tilstand, den synd, der bestod i en fejlagtig 
tankegang.
Den såkaldte lov om Karma kommer ind under den samme 
kategori. Det kan i dag bevises, at der ikke findes nogen 
skyld i Karma, at sjælen ikke bringer noget af dette igennem. 
Åndelig forståelse tager ikke hensyn til Karmas tilstand eller 
til nogen fuldkommen tilstand. Det er lige så tåbeligt som at 
sige, at man må korrigere sine fejl i matematik, før man kan 
studere reglerne. Faktum er jo, at fejlene korrigeres afsig 
selv, når reglerne anvendes. Ens adgang til reglerne er altid 
direkte uanset ens fejl, og når først reglerne kendes og 
følges, forekommer der ingen forkerte resultater.
De førende og bedre universiteter i Indien, fra Calcuttas universitet især dr. 
Bose, hævder i dag, at det, vi kalder 
arvelighed, ikke ville forekomme, hvis folk gik fuldkommen 
bort fra det i deres tankegang. Også med planter kan man 
påvise arvelighed, men den kan korrigeres gennem den 
tankegang, der foregår i de personer, der omgiver planten.
Det, der i almindelighed opfattes som arvelig sindssygdom, 
er blot en tilstand, der hæftes på ofrene af andre mennesker. 
De befinder sig i parallelle grupper. Der er tale om noget, 
man får udefra, ikke om arvelighed. I stedet for at acceptere 
denne arvelighedsteori skulle vi hellere sætte Paulus' tanke, 
at vi har vor arv fra Gud, og at den er uforanderlig og ikke 
kan ændres, i stedet. Dette er den effektive måde at fornægte 
racearvelighed på, dvs. at sætte det sande i stedet for det 
falske og lade det falske helt ude af vore betragtninger. Gud 
har intet at gøre med de tanker, der besætter menneskets 
sind, og som Guds sønner behøver vi det heller ikke.
Jesus sagde, at vi ikke skulle kalde nogen mand på jorden 
vores far, for vi har kun en Fader, som er i himlen. Dette er 
da menneskets sande arvelinie, og skal han skaffe disse 
forstyrrende mentale processer ud af sin tankegang, behøver 
han blot at vende tilbage til sit væsens grundliggende 
faktum. I begyndelsen skabte Gud ... dvs. begyndelsen af alt, 
hvad der er skabt, er i Gud. Dette refererer ikke til tid, men 
til faktum. Når mennesket ikke indlader noget i sin tanke, 
der adskiller ham fra denne begyndelse - eller oprindelse - 
kan der heller ikke forekomme nogen anden 
arvelighedsfølge, for der vil ikke være noget fra nogen 
anden oprindelse, der vil få adgang. Tanken er altid den 
afgørende faktor, og ved altid at vende tilbage til sin 
oprindelse, til Gud, arver mennesket til enhver tid og 
gennem sin egen tanke det, der stammer fra hans oprindelse.
I andet kapitel af skabelsesberetningen har vi en forkert 
oversættelse, der i høj grad har medvirket til vore forkerte 
forestillinger om synd og arvelighed. Det skal ikke forstås 
sådan, at mennesket syndede og derfor blev dødeligt, og at 
denne dødelighed blev givet videre til resten af 
menneskeheden. Det var ikke meningen, at man skulle tro, at 
synden ændrede menneskets


natur, men at synden selv kunne være blevet ændret, at den 
kunne være blevet korrigeret. Jesus lærte, at synd kan 
tilgives, og at den ikke behøver at blive videreført med de 
resultater, dette vil medføre. Læren er, at fejltagelser og 
vildfarelser kan ændres og styres i modsat retning.
Alle de såkaldte love for menneskelivet eller mentale love 
hører hjemme i denne kategori. De udgør alle en fejltagelse, 
idet de ikke definerer den sande lov, der styrer universet og 
alt, hvad dette indeholder. Men de kan når som helst sættes 
ud afspillet. De kan fornægtes ved simpelt hen at afvise dem 
til fordel for den sande lov. Bose har endeligt bevist dette. 
Han hævder, at alle såkaldte arvelighedslove blot er 
manifesteringer, der fremkommer som et resultat af 
menneskers tankegang, og at de når som helst kan blive sat 
helt ud af funktion.
Men først må vi dog blive ét med Kristus selv. Det kræver 
en kristusbevidsthed at tilsidesætte disse love, ligesom det 
kræver sand viden at tilsidesætte falske opfattelser. Denne 
kristustilstand må først opnås eller udfoldes, og når først 
dette er sket, eksisterer der naturligvis intet andet.
Hypnose kan have sin oprindelse i to forhold: Dels en partiel 
bevidsthedstilstand og dels en falsk bevidsthedstilstand. En 
partiel bevidsthedstilstand tillader visse evner, og man føler 
sig begrænset og ude af stand til at bevæge sig ud over det, 
bevidstheden indikerer. Enhver begrænsning eller følelse af 
manglende evner er blot en tilstand af partiel hypnose. Den 
falske bevidsthedstilstand består i en fornemmelse af, at 
visse ting er sande, når de i virkeligheden slet ikke er det. 
Denne tilstand repræsenterer en komplet mangel på 
realitetssans. Det er en mental tilstand, der er opbygget af 
indtryk, der er helt falske, og en bevidsthedsholdning 
opbygget omkring noget - hvis man kan kalde det det - 
som slet ikke eksisterer, eller, på den anden side, 
opbygningen af indtryk, der er helt forkerte, omkring noget, 
der i sig selv er sandt.

Dette kan illustreres med den opfattelse, menneskene engang 
havde om, at jorden var flad. Det hypnotiske resultat heraf 
var, at mennesket blev holdt inden for visse begrænsede 
aktivitetsområder, idet de frygtede at gå uden for disse 
rammer for ikke at styre ud over jordens kant. Denne 
opfattelse forekommer os fuldkommen latterlig nu, hvor vi 
ved, at jorden er rund. Jorden var hele tiden rund, men 
menneskene var akkurat lige så begrænsede i deres 
udfoldelsesmuligheder, som hvis jorden faktisk havde været 
flad med en stor afgrund uden for dens kanter. Eventyrere, 
som havde en anden opfattelse af jorden, vovede sig ud over 
disse begrænsninger, andre levede under, og de sejlede ud 
over afgrunden uden nogen vanskeligheder. For dem eksisterede denne afgrund 
ikke, og det gjorde den heller ikke i 
virkeligheden. Men de andre var ikke i tvivl om, at de ville 
falde i. Den måde, vilkårene blev mødt på, var ikke et spørgsmål om at komme 
tværs over afgrunden, for den 
eksisterede ikke. Det var simpelt hen et spørgsmål om at 
sejle ud over de meningsbegrænsninger, der eksisterede, og 
derved opdagede man, at der slet ikke var nogen 
begrænsninger. Det er på nøjagtig samme måde, mestrene 
møder enhver situation. De siger: "Det er slet ikke det, der 
ser sådan ud, der eksisterer." De bliver ikke hypnotiserede af 
de opfattelser, menneskeheden sidder inde med, eller af de 
ydre vilkår, sådan som menneskeheden ser dem, for de 
kender det, der er virkeligheden. De bevæger sig i en verden 
af fakta - eller kendsgerninger - og de bevæger sig gennem 
tid og rum, ligesom Columbus sejlede ud overjordens kanter. 
Der var ingen yderste kant på jorden, og der findes ikke tid 
og rum for mestrene. Alt dette er kun illusioner, ligesom det 
var en illusion, at jorden var flad.
Det var dette, Jesus mente, da han sagde: "Vig bag mig, 
Satan," som det er oversat. I virkeligheden sagde han: "Vig 
bag mig, alle begrænsninger." For de eksisterer ikke. Han 
forviste begrænsningen fra sin tanke- og handlingssfære, for 
i hans illuminerede tilstand kunne den ikke eksistere. Han så 
tværs igennem den hypnotiske fortryllelse, igennem 
tempelforhænget og levede fuldt og helt i virkeligheden.


I søvnen bliver bevidstheden helt universel. Den erkender 
med alle evner vågne. Det er derfor, vi ofte kan gøre ting i 
drømme, vi ikke kan i vågen tilstand. I dagens løb fortrænger 
vi det på grund af vore ydre aktiviteter. Vi lever i stor 
travlhed hele dagen, så vi er fuldkommen udmattede, når vi 
kommer til natten, og så flyder vor bevidsthed straks tilbage 
til den alvidende og alt-erkendende tilstand, skønt vi ikke 
ved af det. Vi burde være lige så bevidste som i vor såkaldt 
vågne tilstand. Søvnen giver den fuldkomne bevidsthed 
mulighed for at træde i funktion.
Det er grunden til, at psykoanalysen lægger så stor vægt på 
drømmetilstanden som værende den vågne tilstand 
overlegen, når den bruges rationelt og i sin rette 
sammenhæng. Men de to tilstande - den sovende og den 
vågne - burde være akkurat det samme. Hvis vi rettede vore 
tanker mod denne højere form for bevidsthed, ville vi altid 
være i denne tilstand. Vi ville vide og erkende. Medmindre 
vi retter vore tanker mod en højere eller en 
erkendelsestilstand, bliver drømmen snarere en meget lav 
fremfor en clairvoyant tilstand. Men hvis vi gør det, vil vore 
drømme altid blive sande og ikke være noget, der slet ikke er 
hændt os. Normalt er drømme en blanding af de jordiske og 
højere erfaringer. Hvis vore tanker altid befandt sig i denne 
højere tilstand, ville vore drømme svare dertil, og vore dage 
ville blive ført tilende i det øjeblik, vi faldt i søvn.
Somme tider, når mennesker på grund af alvorlige proble-
mer, som de ikke kan løse, ligesom kommer til en mur, så er 
der noget, der tyder på, at éns udmattede tilstand beroliger 
én, så løsningen kan komme igennem. Man har blot fortsat 
en forkert levevis, indtil man når til bunden af sine kræfter. 
Det er akkurat det samme, som var man faldet i søvn. Den 
standsning af aktiviteter, der følger udmattelsen, far éns 
tanke til at slippe denne tilstand, og løsningen bryder 
igennem.
Den afslapningsmetode, mestrene benytter, går ud på helt at 
slippe alle ydre forhold og altid projicere tankerne frem mod 
en fuldendt aktivitet. Det fysiske, følelsesmæssige og 
mentale må bringes i ro ved at styre opmærksomheden mod 
noget højere.
Forskellen på en almindelig drøm og et mareridt består i, at 
det psykiske fænomen i mareridtet er åbenbart og forbundet 
med en ydre aktivitet, således at det tillader hvad som helst 
at komme ind på samme måde som i psykisme eller 
suggestiv påvirkning. Jeg har set mennesker blive 
hypnotiseret, så de slet ikke var sig selv. De teede sig som 
aber eller gik omkring og gøede som hunde. Dette svarer 
ganske til mareridtet.
Når man befinder sig i et mareridt, er det muligt at komme 
ud af det ved at tænke på det, man i vågen tilstand ville 
tænke på. En patient har vist sig at kunne helbrede sig selv 
helt for ekstreme tilfælde af mareridt ved at tænke, mens han 
havde disse mareridt. "Hvad ville jeg gøre, hvis jeg var 
vågen?" Han ville være nået til det samme resultat, hvis han 
havde tænkt på, hvad han ville gøre, hvis han havde befundet 
sig i en fuldendt, åndelig bevidsthedstilstand og løftet sig 
selv nærmere op mod denne tilstand. Hvis han havde spurgt 
sig selv, hvad han ville have opnået, hvis han kunne se 
direkte frem til det åndelige faktum, ville det have været 
langt mere enkelt og nyttigt, fordi tilstanden da havde været 
permanent. Man ville automatisk kunne bryde et mareridt, 
hvis man, lige før man lægger sig til at sove, erklærer, at man 
føler sig ét med fuldkommenheden. Når man befinder sig i 
denne tilstand, har det ingen chance for at slippe ind.
Samme praksis kan anvendes lige så vel på den såkaldt 
vågne tilstand. Alle negative forhold og vanskelige 
problemer kan hver gang løses ved hjælp af denne metode. I 
vil opdage, at det er meget praktisk hver gang, man står over 
for problemer eller tilsyneladende negative forhold, at spørge 
sig selv, hvad man ville gøre, hvis man befandt sig i en 
åndelig bevidsthedstilstand. Befri jer på denne måde for de 
vanskeligheder, der opstår med den jordiske livsform. Så 
enkelt er det virkelig.
At være "stille og vid, at jeg er Gud" dækker fuldtud dette 
emne, for det er fuldendelsen af det hele. Og den anden 
sætning:


"Gud er i sit hellige tempel, lad hele jorden være stille for 
Gud og fryde sig," er lige så anvendelig tillige med dette: 
"Alle ting skabes i evig glæde."
Glæde er den allerhøjeste tilstand. Det er sjælens opløftelse, 
ligesom den fysiske lystfølelse er kroppens opløftelse. Men 
det er menneskets sande følelsesmæssige tilstand, som 
skabes ud fra den indre frigørelse hen imod menneskets 
sande væsen. Det er kun, når vi kommer bort fra den tilstand 
af glæde og harmoni, at vi begynder at fjerne os fra det 
højeste. I kommer til at høre en hel del til dette i de 
kommende år inden for alle teologiske retninger. Det er 
ganske bemærkelsesværdigt, hvorledes dette nu er ved at 
ske, og hvorledes denne ændring manifesterer sig endog i 
oplæringen af børn til at være harmoniske og til at lade 
forvirringen omkring dem gå sin egen gang uden at lade sig 
påvirke af den.
I samme øjeblik man øver børn i at reagere på konstruktive 
idealer og slutte sig sammen om at fremme harmonien og 
derved udvikle masseinstinktet, angriber man selve roden til 
fortvivlelse, elendighed, nød og krig i verden. Den hidtil 
benyttede metode gik ud på at udvikle og fremme 
modsætningerne. I samme øjeblik en eller anden optrådte på 
en måde, der vækkede forargelse, vrede og modstand, 
begyndte alle at indtage samme holdning, og på denne måde 
er vi blevet øvede i at udvikle en følelse af 
modsætningsforhold over for andre. Kun ved at vende denne 
proces i modsat retning og vende tilbage til den sande 
tilstand vil vi opleve tilblivelsen af en fuldendt 
samfundsstruktur.
TIL BRUG FOR UNDERVISEREN

Pkt. 1 og 2. Den fulde sandhed bag menneskets udvikling 
ligger i ændringen fra menneskets nuværende bevidsthed om 
sig selv som en materiel skabning til bevidstheden om at 
være en åndelig skabning. Det er en strukturel ændring i 
bevidstheden, der må overvejes, for alle de øvrige 
ændringer, mennesket har bestræbt sig på at gennemføre, er 
afhængige af denne ene. Det er ganske enkelt et spørgsmål 
om at være i stand til at skelne forskellen mellem det, der er 
sandt, og det, der er falsk, imellem den rette viden og 
uvidenheden. At være sig selv bevidst som et åndeligt væsen 
udsprunget fra et uendeligt åndeligt system og ét med alle de 
kræfter og evner, der hører hjemme i det åndelige system, er 
selve udviklingens kerne.

Pkt. 3. En vækket tilstand eliminerer ikke det ydre menneske 
eller dets såkaldte sanseaktiviteter. De løftes op i et højere 
niveau og bliver formidlere af menneskets illumination i 
stedet for at være modtagestation for begrænsede og falske 
informationer.

Pkt. 4. Selvkontrol og selvudtrykkelse er livets lov i 
modsætning til en underkastelse af ydre kræfters kontrol 
eller den kontrol, der kan udøves af partiel viden.

Pkt. 5, 6 og 7. Bevidstheden sløres altid, når der er tale om 
en partiel aktion i bevidsthedsmekanismen. Er man kun 
delvist bevidst i en af de såkaldte bevidsthedsfaser, er den 
centrale bevidsthed ikke komplet. Inden for den nyere 
psykologi anerkender man, at sindet er og fungerer som en 
enhed, - at der er tale om én proces og ikke om mange 
funktioner eller processer. Bevidstheden er det åndelige 
menneskes funktion, ligesom det at spise, fordøje og 
assimilere er kroppens funktioner, og det fysiske er blot en 
ydre gengivelse af det åndelige. Det er derfor, det ydre altid 
kaldes symbolet.

Pkt. 8, 9 og 10. Ren viden og en ren livsform er resultaterne 
af clairvoyance eller klarsyn, et syn, der ser igennem til det 
åndelige


faktum, sådan som det eksisterer i det guddommelige 
princip. "Og han løftede sine øjne mod himlen" er den 
øvelse, der vækker til rene visioner og til klarsyn. Det, der 
sædvanligvis kaldes clairvoyance, er blot en forlængelse af 
den fysiske evne til at se, hvorledes de menneskelige tanker 
bevæger sig inden for de mentale eller psykiske sfærer. Kun 
selve sandhedens udstråling kan gøres til genstand for dette 
klarsyn.
Pkt. 11 og 12. Den mest intense form for hypnose består i at 
påtvinge kroppen en eller anden tanke i stedet for en tidligere 
eller at forsøge med tanken at vække visse fysiske centre, for 
det er en bevidst tankepåvirkning, der bliver stærkt bindende. 
Har I nogensinde lagt mærke til, hvorledes en levende følelse 
af glæde fungerer lige stærkt og helt automatisk ud i hele éns 
væsen. I behøvede ikke at stimulere nogen del af jeres væsen 
for at opnå denne tilstand af glæde. Forestil jer, hvor lang tid 
det ville tage jer at blive glade, hvis I skulle til at koncentrere 
jer om at vække alle delene i jeres krop til at føle glæden og 
dernæst på samme måde beskæftige jer med hvert center i 
jeres krop, indtil I endelig følte jer lykkelige. Mentale 
processer fremkalder ikke åndelighed, og de kan heller ikke 
vække de fysiske centre. En åndelig opvågnen 
gennemstrømmer øjeblikkelig hele menneskets væsen, og når 
det centrale jeg opløftes, opløftes hele personen med det.
Pkt. 13 og 14 kan behandles som ovenfor med yderligere 
uddybning, hvis man ønsker det.
Pkt. 15 og 16. Fornægtelsen er ikke ensbetydende med, at 
man behandler negationen direkte, men anvender den praksis 
at ignorere den. Tankens første funktion er opmærksomhed, 
og alt det, der optager opmærksomheden, udvikler sig 
gennem den mentale proces. Fornægtelsen består derfor i, at 
man sætter den pågældende ting uden for bevidsthedens 
rækkevidde. "Vig bag mig, Satan" er det samme som at 
sætte enhver fornægtelse uden for sit betragtningsområde. 
Man behøver ikke engang at beskæftige sig dermed, for det 
er kun en skygge. Lyset bortjager skyggen, og viden 
eliminerer uvidenheden.
Pkt. 17, 18, 19 og 20. Alle den materielle verdens såkaldte 
love er blot forsøg på at definere adfærdsreglerne i det 
materielle system. Stoffet er ikke bundet i lydighed mod 
sådanne love, men undslipper altid og bevæger sig ud over 
disse loves såkaldte grænser, idet de adlyder en højere lov. 
Stoffets højeste styrende princip er ånden, for hele universet 
er et åndeligt system. Såkaldt arvelighed er slet ikke 
resultatet af nogen lov, men af falske tankeforestillinger, som 
har tiltvunget sig adgang til livsprocessen. Den såkaldte 
arvelighed er ikke nogen lov, men resultatet af en mod-
handling imod den egentlige lov. Livets ånds lov er det 
sande, styrende princip.

Pkt. 21. Karma er ligeledes resultatet af en modhandling mod 
livets ånds lov. Denne lovs frugter er befrielse, illumination, 
fuldkommenhed. Kun så længe denne lov holdes ude fra den 
enkeltes bevidsthed, er der noget, der blot ligner Karma eller 
resultatet af en anden påvirkning. At besejre Karma er ikke et 
spørgsmål om at beherske eller komme over resultaterne af 
vore fejltagelser, men om at korrigere fejltagelserne. Dette 
sker ved en forståelse af og lydighed mod den sande lov.

Pkt. 22, 23 og 24 etablerer menneskets arv som noget, der 
udspringer fra én oprindelse og ikke fra de kanaler, 
mennesket har passeret undervejs. Strømmen er vandet, der 
flyder ud fra sin kilde, og ikke de bredder, den flyder 
imellem. Den far sit vand fra kilden, fra bredderne far den 
kun mudder.

Pkt. 25, 26 og 27. Åndens lov straffer ikke synd, men frigør 
mennesket fra resultatet af dets fejltagelser. Den forkerte 
fremgangsmåde må korrigeres, og der er ikke tale om, at 
mennesket må døje resultaterne af sine vildfarelser. 
Menneskets natur kan ikke ændres, for det vil altid vedblive 
med at være et åndeligt væsen. Mennesket kan kun ændre sin 
opfattelse af sig selv. Mennesket burde ændre sin fejlagtige 
opfattelse af sig selv som en materiel skabning og holde fast 
ved sandheden om, at det er et åndeligt væsen skabt i Guds 
billede.


Pkt. 28 og 29. Den bevidsthed, der sætter begrænsninger, er i 
samme grad hypnotisk. Mennesket er frit og almægtigt og 
har fra begyndelsen fået magt og herredømme over alle ting. 
Den eneste begrænsning, der kan gøre sig gældende, er den, 
der opstår i menneskets egen bevidsthed. Frigør man 
bevidstheden, frigør man også mennesket.

Pkt. 30 er en fortsættelse af den samme tankegang.

Vægten i denne lektion bør lægges på en understregning af, 
at det vigtigste er at lære - både i vågen og sovende tilstand - 
at bygge bro over den kløft i bevidstheden, hvor enhver 
følelse af menneskets begrænsning holder til huse. Så længe 
vi på noget punkt holder døren åben for noget, der er mindre 
end det højeste, begrænses vor natur i samme grad. Man kan 
akkurat lige så godt modtage den rene bevidsthed direkte fra 
sin oprindelse, som man kan modtage partiel viden og 
erkendelse fra lavere planer. Hvorfor søge det næstbedste, 
når det bedste uden begrænsning er til rådighed. Hvorfor 
ikke træne os selv og vore børn i erkendelsen af det, der er 
realiteter, og lade alverdens begrænsninger og uvidenhed 
ude af betragtning?








Kapitel VII,
GUD.
Folk er som regel interesserede i mestrenes forestillinger om Gud og Guds 
placering, og vi skal derfor tage emnet op i 
dette kapitel. Det vil dog være umuligt at behandle dette 
spørgsmål uden også at medtage mennesket, for efter 
mestrenes opfattelse kan Gud og mennesket ikke adskilles 
fra hinanden.
Mestrene taler meget om Gud, men de betragter begrebet 
som en væsensevne - idet væsenet udgør evnen - eller 
som én enhed, der omfatter hele universet, det synlige og det 
usynlige. Mennesket fik sin opfattelse af Gud ved overtroen 
om Gud, og så da ikke andet end billedet af Gud. Det blev 
derfor nødvendigt at bringe mennesket tilbage til opfattelsen 
afsig selv som Gud og af, at der ikke er nogen adskillelse 
mellem det individuelle og det universelle, men at 
mennesket er en integreret del af helheden og i sin natur 
identisk med helheden.
De lærer, at Gud altid er til stede i mennesket, akkurat som 
Jesus lærte. Det har altid været opfattelsen og holdningen 
hos dem, der ejer illuminationen. Mennesket er lig Gud. Den 
erklæring, at "jeg er Gud", er en af de mest afgørende 
erklæringer, mennesket kan fremsætte. Vi har aldrig erfaret, 
at mestrene har afgivet skriftlige instruktioner, men de giver 
dem mundtligt, ligesom de holder taler. De kalder dog ikke 
selv deres taler for instruktioner, - de fastslår jo blot fakta, 
der er åbenbare, og de mener, at det åbenbare bør gøres 
kendt for alle overalt. Derfor underviser de ikke, men 
bekræfter blot det, alle mennesker instinktivt ved, og det, 
som er den universelle sandhed.


Som vejledning i individuel udvikling foreslår de læsning af 
Mahabharata'en, Vedaerne, Upanishaderne og Gita'en. Man 
foreslår denne læsning som en forberedelse for den, der 
ønsker at beskæftige sig med virkeligt, åndeligt arbejde og 
koncentration. Det er bedst at læse nogle få vers ad gangen. 
De foreslår aldrig, at man læser en hel bog på én gang. De 
læser ofte kun én sætning på en hel dag. De forskrifter, der 
gives i Gita'en, er skridt henimod opnåelse af individets 
forståelse af, hvad Gud egentlig er, og at bringe det til at 
fæstne sig i bevidstheden, hvad dette indebærer.
Man vil i det hele taget først kende Gud, når man selv har 
erfaret ham som en realitet i sit eget væsen. "Intet menneske 
kender det, der hører Gud til, før Guds egen hånd, som er i 
mennesket, har afsløret det for ham." Det forberedende 
arbejde, der går forud for opdagelsen af den åndelige eller 
hemmelige læresætning eller doktrin, som den somme tider 
kaldes, er resultatet af en træning af tanken til at fatte det, 
der ligger i udtalelserne, for det er det, der er det åndelige 
arbejde eller den åndelige doktrin. Det er som at læse for at 
forstå betydningen af en matematisk læresætning. Tanken er 
den, at når man har trænet sig op til at forstå det, der ligger i 
den indre mening med læren i Gita'en eller Bibelen eller 
andre hellige bøger, da er man i stand til at ransage sit eget 
indre for at finde meningen med én selv. Mennesket er ikke 
en fysisk organisme, men det indre og åndelige jeg, der lever 
gennem den fysiske organisme. Det indre, åndelige arbejde 
består i at finde det indre væsen i sig selv, der er lig Guds 
væsen.
Der er så mange ortodokse opfattelser i dag, som hælder 
mod den teori, at Gud er skabt i menneskets billede i stedet 
for det, der er sandheden, at mennesket er skabt i Guds 
billede. Men de tænker på mennesket som noget fysisk 
snarere end det, der ligger bag det fysiske, det indre væsen. 
Mennesket er virkelig Guds billede og udtryk.
Hvis Gud er summen af alle synlige og usynlige ting, den 
uendelige, da omfatter Guds billede al tid og alt rum, for der 
er intet, som ikke er en del af Gud. Mennesket kunne kun 
blive skabt i hans billede, for der findes ikke nogen uden for 
Gud, hvoraf mennesket ellers kunne skabes. Mennesket 
eksisterer i selve Guds billede, ligesom jeres tanker 
eksisterer i og lever som en integreret del af jeres sind og 
tankegang. Mennesket er ikke blot skabt i dette Guds billede 
eller indeholdt i Gudsaltet, men det er skabt af det inderste 
væsen i Guds natur og i lighed med det. Hvis årsagen er 
Gud, så er virkningen Gud i manifesteret form. Årsag og 
virkning må være en enhed. Kan man forestille sig tanker 
uden et sind eller en personlighed, og kan man forestille sig 
en personlighed eller et sind uden tanker?
Foreningen af alle konditioner og vilkår bringer mennesket 
direkte tilbage til Gud. Mennesket behøver ikke at præstere 
noget, for det er selv Gud. Dette betyder, at princippet er helt 
og komplet. Det er illusionens materielle karakter, der får os 
ud i alle slags vanskeligheder og modsætningsforhold. Med 
denne fuldstændige princippets harmoni i mennesket løfter 
vi os helt ud af objektiveringen, således som vi kender den. 
En ren manifestering af Gud finder sted, men det er ikke 
nogen materiel eller begrænset objektivering. Det er en 
tilstand, der er betegnet ved et bevidst udtryk for alt det, 
princippet står for og indebærer. Men der er ikke tale om 
selv den ringeste grad af adskillelse eller begrænsning. Det 
er som en lysstråle blandt utallige lysstråler, som tilsammen 
udgør det lys, der er universelt, men hver stråle er lys.
Udtalelsen "jeg er Gud" ledsaget af realisationen af det, som 
dette i sandhed indebærer, vil helbrede enhver tilstand 
øjeblikkeligt. Hvis I forstår dette og ikke ser andet end denne 
sandhed, så vil kun sandheden kunne manifestere sig. Når I 
skal behandle jer selv eller andre, skal I kun se og påberåbe 
jer den evige enhed med Gud. Dette lys frembryder 
øjeblikkelig, for det er det sande lys, og vi ved da, at denne 
enhed eksisterer i os selv og i alle andre. Det er altsammen 
fuldendt. Det er Kristuslyset eller Kristusprincippet.


Dette eliminerer den teori, at det er nødvendigt specifikt at 
bearbejde kirtlerne, de fysiske centre, selve kroppen eller 
sygdomme, som man kalder det. Det fysiske vil falde på 
plads, så snart vi erfarer denne fundamentale enhed. Når 
denne tilstand opnås, bliver kirtler og alle fysiske funktioner 
stimuleret, indtil de finder en fælles harmoni. Hvert atom i 
kroppen stimuleres og vækkes til aktion i fuldendt 
koordination med ånden. Det er ånden, der fremmer 
processen. Man kan ikke ved en tankeproces hæve kroppens 
aktioner til at stemme overens med ånden, for ånden er 
hævet over tanken, akkurat som himlene er højt hævet over 
jorden.
De ti bud er slet ikke Guds anskueliggjorte lov. Moses for-
søgte i dem at nedlægge en lov for mental og moralsk 
opførsel eller levevis, men en sådan måde at leve på kan ikke 
lade sig gøre uden for åndens lov, og bevidstheden om 
åndens aktivitet må derfor udskilles som den eneste 
suveræne lov. Udtrykket: "Når du står forenet med loven, så 
vil du ikke" gøre disse ting, var den oprindelige hensigt med 
ordene, men de blev senere oversat som "må du ikke" eller 
"du må ikke -". Hvis man lever i pagt med fordragelighedens 
og harmoniens lov, da vil der ikke opstå ufred og 
disharmoni, men blot det at afholde sig fra disse ting er ikke 
ensbetydende med, at man lever i overensstemmelse med 
harmoniens lov. At holde sig fra ufred og disharmoni kræver 
jo blot, at man slet ikke foretager sig noget, og det ville i 
hvert fald aldrig kunne frembringe en musiker, og det ville 
heller ikke være et udtryk for harmoni. Selve det at udøve 
loven frembringer virkninger, der er i overensstemmelse med 
loven. Livet er aktivt, dynamisk og ikke statisk. Det er 
spørgsmål om at udøve sandheden og ikke blot om at afholde 
sig fra det, der ikke er sandheden.
Hvis man lever i lydighed mod selve loven, vil man automatisk afholde sig fra at 
gøre visse ting, som ikke hører hjemme 
i lovens naturlige funktionsområde. Man gør ikke disse ting, 
hvis man følger loven, men selve det at undlade at gøre disse 
ting bevirker ikke, at man derfor opfylder loven, - man 
adlyder blot sine egne ønsker. "Du må ikke" var den 
mosaiske lov, som Moses gav den fra sig. Det var noget, der 
blev udsendt af "Sephiroth" eller livets træ. Han tilslørede 
dette faktum og anskueliggjorde det for folket, men gav 
præsterne den egentlige mening i Talmud.
Da Gud talte til Moses med "høj stemme" eller "høj røst", 
som det gengives, var det ikke meningen, at det skulle 
forstås således, at han talte højlydt. Gud er en "Stærk røst", 
der giver udtryk for lys. Det var det, Moses sagde. En "stærk 
røst" ikke en "højrøstet stemme". Der er en betydelig 
forskel. Hvis vi har en "stærk røst", så er stemmen en enhed 
og vil frembringe lys. Den giver os den evne. Den er måske 
helt uden lyd, eller hvad vi ville kalde lydløs. Og det er det, 
vi kommer til i dag: lydens lydløshed. Så er vi helt ud over 
begrebet støj, og I lægger ikke mærke til støjen eller lyden 
omkring jer, fordi I forbliver i den stærke røst eller det 
afgjorte princip.
Sundhed er styrke, og da Gud talte med en sund eller stærk 
stemme, talte han med hele sin styrke eller hele sin 
personlighed. Det er det samme, når vi siger om en person: 
"Han lagde hele sin styrke eller personlighed i det, han 
sagde." Det er kun, når hele vor personlighed er vågen og i 
aktion, at vores stemme er stærk, eller vi taler med styrke 
eller overbevisning. Da taler vi ikke stykkevis eller delt, men 
som en komplet helhed. Da Gud sagde til Moses: "Jeg er 
den, jeg er, og der er ikke andre ved siden af mig," talte han 
med en "stærk røst", for han udelod intet fra sin ytring, men 
talte som en helstøbt enhed. Dette virker særligt oplysende 
og illustrerende, når man tænker på den forkastede 
psykologiske tanke, at bevidstheden er noget, der er inddelt i 
sektioner eller afdelinger, der hver består af mange 
funktioner. Det er den hypnotiske påvirkning, der er 
resultatet af manglende sundhed eller styrke. Jo mere man 
opdeler tanken eller sindet, jo mere usundt bliver det. Prøv at 
studere nogle af de mennesker, der tror på og praktiserer 
denne sektionsdeling af sindet, og se, hvordan de 
koncentrerer sig snart her, snart der og flytter deres 
tankegang rundt fra den ene til den anden del. De er utroligt 
usunde og er aldrig trygge på sig selv, og det er heller ikke 
forsvarligt at følge dem, for de fører kun mod forvirring. Det 
kan


måske være en god måde at opbygge en stor tilhængerskare 
på, for en gruppe mennesker, der er mentalt usunde, er lette 
at samle i en organisation, men i den sidste ende bliver det til 
et trældoms-forhold, især for den, der således forråder folk. 
Sundhed er det samme som at være hel - at være en helhed. 
Siger I "Jeg er Gud" i bevidstheden om, at I er ét med altet, 
og at altet er inden i jer selv, og at I bevæger jer i og deltager 
i helhedens aktiviteter, er det den eneste virkelig sunde 
erklæring, for den er komplet og altomfattende. En bygning 
eller anden form for konstruktion er ikke stabil, medmindre 
den er en enhed, og et menneske er ikke stabilt, før det bliver 
en fuldendt helhed i og med princippet.
Vi kan ikke standse i vor udvikling med organisationer og 
systemer, hvad enten de er ortodokse eller metafysiske, for 
de repræsenterer noget sektionspræget, sekterisk, og lærer en 
doktrin, der er mere eller mindre påvirket af tanken om 
sektionsind-deling. De er blot skridt på vejen i menneskets 
forsøg på at finde sig selv. Vi kan ikke standse på noget som 
helst punkt uden at blive ortodokse, - det ville hindre al 
videre fremgang, indtil vi løsriver os.
Det er her, at så mange mennesker bliver involverede i 
bekræftelser og fornægtelser. Naturligvis bliver mange af vor 
tids organisationer med bestemte tankeretninger involverede 
i samme problematik, når de begynder at fornægte noget. De 
hæfter en tilstand på sig, som ikke eksisterer, og når de 
dernæst føler den falske påvirkning fra deres egen mentale 
reaktion, kalder de den ondskabsfuld, dyrisk magnetisme. De 
begynder igen at blive psykisk eller spiritistisk påvirker, idet 
de fastholdes i denne tilstand af deres gentagelser.
Man arbejder faktisk ikke godt, når man fornægter noget. 
Fornægtelser adskiller os fra ånden, for vi standser op for at 
tage hensyn til noget, vi betegner som værende "ikke 
åndeligt". I ånden findes der ingen adskillelse, og derfor er 
det kun ved adskillelsen herfra, at mennesket involveres i det 
psykisk/spiritistiske eller fænomenprægede. Moses 
klassificerede alt, hvad der havde med fænomener at gøre, 
som en adskillelse fra ånden. Det er åbenbart, at de 
ortodokse kirker kommer i vanskeligheder, fordi de giver 
plads for adskillelsen. De har opbygget et mægtigt himmelsk 
billede, som de kalder Gud. Der ligger en psykisk tendens i 
det, som de ser, og de tror, at det billede taler til dem, 
medens det i virkeligheden er deres egne stemmer, der taler 
til dem gennem psykiske påvirkninger. Guds stemme taler til 
mennesket indefra, sådan som Jesus lærte det. Det er 
Faderen, der er i os selv.
Kristi fornægtelse af begrænsningen - af Satan - var ikke en erklæring, der gik 
ud på, at Satan ikke eksisterede. Han 
frigjorde sig simpelt hen for tanken om ham som værende 
falsk. Han så helt bort fra tanken om ham.
Når Moses talte om en sondring mellem himlen og jorden, 
mente han åbenbart, at jorden var den ydre del. På sanskrit er 
der et ord, der definerer jorden som den ydre tilstand eller 
sfære. Den skal beherskes, og dette herredømme skal ske i 
tanken alene. Det, Moses mente, var, at himlen og jorden 
skulle være et komplet hele, en enhed til alle tider. Han slap 
jorden fuldstændigt i tanken og derved opstod den entydige 
tanke om princippet. Han vidste helt klart, at formen var 
åndens fuldendte legemliggørelse som liv.
Det var det samme, Job forsøgte at anskueliggøre, da han 
sagde: "End i mit kød skal jeg se Gud." Det udtrykkes endog 
på samme måde i Upanishaderne. Frembring i alle forhold 
Kristus-personen i jer selv og se virkeligheden i stedet for en 
afsondret fysisk skabning. Kroppen er af et udstrålende og 
rent, åndeligt stof, og den vil fremvise denne tilstand, når 
tanken om dens materielle eksistens trækkes tilbage og giver 
plads for sandheden om, at kødet i sin sande tilstand er Guds 
strålende lys, hvori og hvorigennem Gud manifesterer sig i 
sin åndelige fuldkommenhed.
Kødet behøver ikke at åndeliggøres, for det er allerede manifesteret ånd, 
ligesom vand er ilt og brint i manifesteret form. 
Vandet er ét med sin oprindelse og i sin natur identisk med 
sin oprindelse. At adskille ilten og brinten fra vandet ville 
være det samme som at ophæve vandets eksistens. På akkurat 
samme måde gælder det, at "jeres legeme er den levende 
Guds tempel", og når kroppen genforenes med sin 
oprindelse, bliver den ren og fuldkommen som strålende lys, 
det lys, der var i begyndelsen og hvorudfra alle ting blev 
skabt. Det, der får kroppen til at synes noget andet, er den 
forplumrede mentalitet, der har trængt sig ind mellem kødet 
og dets sande oprindelse. Kroppen - den levende Guds tempel 
- er blevet til et tilholdssted for tyve, der berøver kroppen 
dens sande, livgivende princip.
I Fadervor var det ikke tanken med "du, som er i himlen", at 
himlen var et andet sted. Jesus mente det, som var 
betydningen på sanskrit, nemlig: Den altid tilstedeværende 
indre fred og harmoni. Det er himlen i dens sande betydning. 
Himmeriges rige er iblandt jer. Der er en indre mening i 
Fadervor, der ikke kan forklares undtagen rent personligt og 
mundtligt. Hvis mennesket forstod denne indre betydning, 
ville det være i himmeriges rige. Dette indebærer en 
fuldstændig overgivelse af det, vi hidtil har kaldt selvet og 
accepterer det jeg, der er den eneste virkelighed, nemlig det 
åndelige jeg, for der findes ikke noget andet. De, der er nået 
frem ad vejen, har fulgt dette spor og indgår i den tilstand, 
der opløfter alt til ånden. Et sådant menneske erkender sig 
selv som Gud.
Dette er vanskeligt for mange at forstå, fordi de kun opfatter 
sig selv som det, deres bevidsthed dikterer. Alle sådanne 
tanker må fraviges. Virkeliggørelsen omfatter også den 
menneskelige bevidsthed, når Kristusbevidstheden er blevet 
individets fulde bevidsthed, for den menneskelige bevidsthed 
indgår da i den totale og fuldkomne bevidsthed. Alle de 
tanker, der omsluttes af vor bevidsthed, og som ikke stemmer 
overens med sandheden, må opgives. Det var det, Jesus 
mente, da han sagde: "Fornægt jer selv." Opgiv jeres egen 
opfattelse af jer selv, accepter, at I står i fuldendt relation til 
helheden. Det er ensbetydende med at tage afstand fra alle 
ydre forhold til fordel for den arkitektoniske tegning, der er 
baggrunden for det hele. Kristusbevidstheden er altid den 
samme som Gudsbevidstheden.
Når et menneske når til fuld erkendelse af Gud, vil hans 
gerninger straks blive fuldendte. Hvis dette menneske er fuld-
kommen ét med Gud, vil hans arbejde øjeblikkelig blive fuld-
endt. Jesus sagde: "Det er fuldbragt," og gik dernæst videre 
til andre opgaver. Hvis vi erkender fuldkommenheden, bliver 
vi selv en del af den. Vi har ikke behov for nogen anden 
erkendelse. Alt er Gud, hvis vi vil udtrykke det på den måde.
Det var det eneste, menneskene for totusind år siden havde 
imod Kristus. De anså det for "blasfemi", at han betragtede 
sig selv som Gud, for i deres hypnotiske tilstand kunne de 
ikke forstå mysteriet i den position, han hermed tiltog sig, 
men som er ethvert menneskes sande position. Det var det 
eneste, de holdt imod ham. Når vi påstår det samme over for 
mennesker, der ikke har fået denne erkendelse, og som er 
dybt forankret i uvidenhed hvad angår al skabningens sande 
tilstand, anklager de os for blasfemi i dag, ligesom de 
anklagede Kristus for totusind år siden. Men hvorfor skulle vi 
tage os af det? Så længe vi tager os af, hvad folk tænker, lige 
så længe holder vi os selv fangen i jordens hypnotiske net. 
Men et menneske, der er vågnet op til sandheden, går aldrig 
omkring og spreder sådanne ydre påstande over for den 
profane verden. En af betydningerne i udtalelsen: Jeg er Gud 
- er "jeg er tavs".
Forsøget på at gøre Gud til en treenighed kom med tanken 
om at differentiere fra den ene. Forenklingen af alle 
elementerne til ét element - eller strålingsenergi - fører til 
begrebet om tre i én enhed og direkte til den sande treenighed 
eller treklang som en eneste væsenskvalitet. Dette er 
Helligånden - hele ånden - den skabende ånd som en 
fuldkommen handling. I samme øjeblik vi projicerer vore 
tanker til Helligånden, projicerer vi os selv til den fuldkomne 
skabende ånd i aktion. Det er helheden, der bevæger sig. Når Helligånden kommer 
over jer, er I jer bevidste, at


alle handlinger i og uden for jer er fuldendte handlinger 
udgående fra princippet i sin helhed uden den ringeste form 
for adskillelse eller afvigelse. Det er én eneste handling.
Der kan faktisk ikke syndes mod Helligånden. I den originale tekst finder vi 
intet om soningen af synd. Mennesket 
alene begår det man kalder synd, og det er mennesket alene, 
der tilgiver synd. Menneskesønnen på jorden har magt til at 
tilgive synd. Der kan ikke forekomme nogen synd mod 
Helligånden, for det er umuligt for mennesket at adskille det 
uadskillelige eller at separere enhedens enehandling. Det 
synes kun, som om mennesket gør dette. Det er herfra 
kongers guddommelige ret stammer. Hvis en konge har en 
guddommelig ret, kan han ikke fejle, og er mennesket 
konge, da kan det heller ikke fejle. Dette gjaldt ikke blot en 
bestemt konge eller en bestemt slægt, der herskede over et 
land, men det gjaldt også mennesket, som hersker over sig 
selv. Når mennesket hersker over sig selv, bliver det konge. 
Hvert menneske er konge, når det erkender sig selv som Gud 
og udøver sin guddommelige magt til fuldstændigt at 
underkaste enhver del af sig selv den enerådende tanke.
Fortolkningen af Gud som talende til individer eller grupper 
af mennesker som særligt udvalgte er falsk. Det, Gud siger 
til ét menneske eller én nation, siger han til alle mennesker 
og alle nationer, for han skabte alle mennesker og alle 
nationer som værende af samme blod, og hos ham er der 
ingen personanseelse. Men ud fra denne falske fortolkning 
har mennesket opbygget opfattelsen af Gud som værende 
Gud for én race eller én nation. Dette har resulteret i 
religionskrige og skabt særgrupper inden for nationerne. 
Ifølge Dr. Lyman Abbot har de ortodokse kirker på grund af 
dette had mere end noget andet bidraget til civilisationens 
tilbageskridt. Den vigtigste hensigt med præsentationen af 
Gud var at få jer til at rette blikket direkte mod det lys, der 
udgår fra hvert individs eget væsen som værende ét og 
samme lys, og at Gud på samme måde manifesterer sig for 
og igennem alle mennesker uden partiskhed eller 
personanseelse. I samme øjeblik I kan projicere jeres vision 
til dette lys, er I straks helt bevidste, dvs. i den 
guddommelige bevidsthed, og deri kan der ikke eksistere 
nogen adskillelse. Når der ikke findes nogen adskillelse, kan 
den heller ikke gøre sig gældende mellem trosretninger eller 
nationer, og følgelig er der ingen grunde til stridigheder eller 
krig.
Her vil jeg gerne referere til "Østens vises liv og lære", hvor 
Emil skilte nogle sjakaler ad, der sloges om et ådsel, 
hvorefter han sagde: "Det er ikke den person, som I ser, men 
udelukkende Guds-jeg'et, der gør dette." Han mente hermed, 
at når man slipper frygten for dyret og projicerer Guds-
jeg'et, er der fred og harmoni. Og dyrene fandt sammen og 
åd deres måltid i fuldendt harmoni i stedet for at slås.
Dette er teorien bag vort eksperiment med at gå gennem ild. 
Mestrene fortalte os bagefter, at vi havde hævet vore 
vibrationer til et niveau, hvor der ikke var nogen konflikt 
mellem os og ilden. Der var fuldendt harmoni og enhed. Vi 
så klart, hvorledes ilden rasede omkring os, men vi følte 
ikke nogen hede eller noget ubehag. Vort tøj blev end ikke 
svedent. Dette eksperiment blev gentaget for ganske nyligt i 
London af en ung hindu-yogi under den strengeste 
videnskabelige kontrol. Billeder heraf blev vist i Amerika i 
en af nyhedsrevyerne, og den berømte nyhedskommentator, 
Edwin C. Hill, skrev ret udførligt om emnet. Kopi af denne 
kommentar blev sendt til 100 lærere, der holder forelæsninger om disse 
lektioner.
Mestrenes liv er simpelt hen Gudslivet. De siger altid: 
"Livet er lyset." "I samme øjeblik vi giver udtryk for lyset, 
fremstår livet." Hvis I lever dette liv, vil I nå til vished og 
erkendelse, og denne erkendelse er komplet og fuldkommen. 
Det er ikke et liv i askese eller afsondrethed. Det er livet og 
lyset i en højere enhed, i fuldkommenhed og helstøbthed.
Hvem som helst kan bryde sin tilsyneladende bundethed til 
en tilstand, der ikke er af Gud, ved blot helt at slippe denne 
bundethed. Det er vi blevet trænede i fra barndommen. Hvis 
der


sneg sig en disharmonisk tilstand ind i vore omgivelser, slap 
vi den helt og holdent. Der kan somme tider gå hundrede 
dage, uden at mestrene spiser noget, - de er ikke bundet på 
nogen som helst måde. Men selv om de ikke spiser i det 
ydre, så ernærer de sig ved Prana, det åndelige stof, som 
omgiver dem overalt. De indtager pranisk stof, og det 
assimileres til direkte og fuldstændig opretholdelse af 
kroppen. Planterne ernærer sig også ved Prana, og når 
mennesker anvender grøntsager i ernæringen, indtager de 
også Prana. Mennesker kan endog, hvis de vil, indtage det 
direkte og på en lettere måde, end det er tilfældet for planter 
og grøntsager.
Det ville ikke være klogt af den vestlige verden at kassere 
Bibelen til fordel for Bhagavadgita'en. Vor Bibel er af større 
betydning for den vestlige verden, for vi forstår ikke 
Bhagavadgita'en. Men den er nummer ét for Østen. Vesten 
kan med udbytte læse Bhagavadgita'en, idet det ville spare 
den ulejligheden med at kæmpe sig igennem Bibelens 
folklore og forkerte oversættelser. Bhagavadgita'en har 
fjernet alt dette. Den vediske filosofi er i de fleste tilfælde 
det bedste udtryk for mestrenes lære. Mange mennesker får 
en mere forenklet tankegang og kan assimilere disse tanker 
gennem veda'erne. Dernæst kan de gå videre til den vediske 
lære.
Grunden til, at Vestens folk har svært ved at forstå det 
spirituelle, er den, at den vestlige bevidsthed altid har været 
en undvigelse fra princippet, fordi man ikke vidste, hvad 
princippet betød. De vildledte endog sig selv, hovedsagelig 
ved at acceptere deres filosoffers lære om, at princippet er en 
ukendt størrelse. De, der har en tankegang som mestrene, 
ved, hvad princippet er, men vi kan på samme måde 
acceptere princippet og erkende, hvad det betyder. Vi må 
acceptere det mål, vi arbejder henimod, ellers lykkes vort 
arbejde slet ikke.
Man kan ikke tage til Indien med en indstilling baseret på 
egoisme, selviskhed og onde hensigter og da få noget som 
helst ud af Indien, lige så lidt som man med en lignende 
indstilling kan få noget ud af disse lektioner, af Bibelen eller 
af en hvilken som helst kilde til sandhed. Der er intet i 
sandheden, der er foreneligt med disse holdninger. Man får 
det ud af Indien, som man tager med dertil. Det er slet ikke 
et spørgsmål om at tage til Indien. Det er en tilstand, der 
findes overalt, hvis man er modtagelig for den.

36. Det drejer sig ikke om at tage til Indien, at studere 
Bibelen eller Bhagavadgita'en. Det drejer sig om at slippe 
alle de forvirrende begreber, der inficerer sindet, og de 
forstyrrede tilstande, der resulterer heraf. Man kan dernæst 
finde stor åndelig støtte i Bibelen eller ethvert andet skrift. 
Vi begynder nu at se, at vi får det ud af Bibelen, som vi selv 
tillægger den. Selve beslutningen om at finde meningen med 
bogen vil åbne dens hemmeligheder for os i nogen 
udstrækning. Hvis vi læser Bhagavadgita'en eller enhver 
anden bog, må vi indtage samme holdning til den. Der er 
naturligvis ikke noget i Bibelen, der ikke er fortolket i 
Bhagavadgita'en, Mahabharata'en eller Veda'erne, for det er 
herfra den viden kommer, der findes i Bibelen.








TIL BRUG FOR UNDERVISEREN

Pkt. 1 og 2. Det, der nok er det vanskeligste for 
gennemsnitsmennesket, er at gøre sig det klart, at Gud er den 
store, universelle skabelsesplan, og dette punkt bør 
understreges af underviseren og indøves af eleven, indtil 
dette helt fundamentale faktum er blevet til en personlig 
erkendelse. Personligheden er en individuel identitet, 
medens Gud er den universelle identitet, hele universet som 
en enkelt, bevidst identitet, summen af al bevidsthed, magt, 
kærlighed, liv og stof.


Pkt. 3. Mennesket kan ikke undslippe den højeste form for 
enhed, der består mellem det og universet, for mennesket er 
en del af det universelle system. Som et produkt af det 
universelle system må mennesket rumme alle universets 
muligheder, og uanset hvilket navn, mennesket giver 
universet, så er det også dets eget navn og dets egen natur. 
En lysstråle er lige så ægte et lys som et dusin lysstråler, 
eller en million, en milliard, eller alle dem, der findes.

Pkt. 4 og 5. Det er ikke det, man studerer, men måden, man 
studerer det på, der er hemmeligheden bag illuminationen. 
Det er ikke det, vi ved om en ting, men det vi har erfaret 
med den, der gør forskellen. Man kunne lige så godt give sig 
til at klassificere og beskrive størrelsen, formen, farven og 
tyngden af frø som et forsøg på at lære naturen at kende, 
som man kunne gøre sig håb om at lære Gud at kende ved 
blot at læse beskrivelser om ham. At kende naturen er at 
kende den i sin helhed, at se dens vækst omkring sig og i en 
vis grad føle den kraft, der frembringer den. Mennesket må 
være stille og erkende Gud på samme måde. Vi må ophøre 
med beskrivelserne og komme til at "føle og mærke ham", 
hvis vi skal opleve hans nærhed, hans kraft, visdom og 
substans som en bevægende kraft i vor egen natur. Dette er 
den åndelige eller hemmelige doktrin.

Pkt. 6 og 7. Her gælder det samme som for pkt. 4 og 5.

Pkt. 8, 9 og 10. Hvis Gud er alt, og mennesket er skabt i 
hans billede, hvorledes kan mennesket da udvikle sig på 
anden måde end ved at udvide sin bevidsthed til at forstå 
storheden i sin skabelsesstatus. Han opnår egentlig ikke 
andet end at opdage det, der allerede findes. Spørgsmålet er, 
om han vil opdage sig selv lidt efter lidt, eller om han vil 
afsløre det endelige faktum fra begyndelsen. Alle vise ned 
igennem tiden har erklæret, at dette er den sande måde at 
gøre det på. Udtalelsen: "Ved I ikke, at vi er Gud og sønner 
af Den Højeste," kalder mennesket tilbage til sin 
begyndelse, som er fuldkommenheden i og med Gud.

Pkt. 11 og 12. Hvis man befinder sig i en bestemt 
bevidsthedstilstand, udtrykker man ikke automatisk det, der 
svarer til den modsatte tilstand. På den anden side 
fremkalder eliminationen af visse adfærdsmønstre heller 
ikke en modsat bevidsthedstilstand. Det er handling - og 
ikke manglende handling - der fremkalder resultater. Det 
kan måske nok være en god ting, når man ikke kender 
sandheden, at afholde sig fra forkerte tilstande i proceduren, 
men det er ikke en sådan fremgangsmåde, der fører til 
illuminationen. Hvis man ikke er lykkelig, så bliver man det 
heller ikke ved blot at nægte at opføre sig, som om man var 
ulykkelig. Og hvis man derimod er lykkelig, så optræder 
man ikke som værende ulykkelig eller ser ulykkelig ud. 
Dette kan illustreres på mange måder.

Pkt. 13 og 14. Sundhed er det samme som at være hel og 
stærk, at være en komplet helhed. I sundhed forekommer der 
ikke nogen separation. En sund og stærk bygning eller en 
sund og stærk bro er et bygningsværk, der er sammensat af 
mange enheder, der er bundet sammen til én enkelt enhed. 
Man vil ikke betragte en bygning, der er adskilt i enkeltdele, 
som en sund bygning. Sundhed, helhed og styrke er 
synonymer. Den sunde eller stærke stemme i denne 
sammenhæng refererer som det "sunde" sind i en tidligere 
lektion til den entydige bevidsthed i aktion. Et menneske er 
ikke sundt, hvis det opfatter sig selv som et sammensat 
væsen, og det er det heller ikke, hvis det fungerer delvist, og 
på samme måde gælder det, at man ikke taler sund tale, hvis 
man kun udtrykker den halve sandhed. Sandheden er det, der 
er sandt om Gud, for Gud er alt, og Gud er kun én.

Pkt. 15. Når som helst en gruppe mennesker, en race eller en 
nation udskiller sig selv som et udvalgt folk, et særligt folk, 
som skulle være mere direkte forbundet med eller 
foretrukket af Gud, da er det ikke et sundt folk, og dets 
doktriner kan aldrig være sunde. For Gud er der ingen 
personanseelse, og hans skabninger er alle en manifestation 
af ham selv og udgør uden forskelsbehandling en del af ham 
selv. Det kan slet ikke lade sig gøre, at nogle folk er 
udvalgte af Gud og andre ikke. Han skabte alle mennesker, 
og derfor er alle Guds udvalgte. Alle folkeslag er en


manifestation af Gud selv, ligesom alle former for planteliv 
er naturens manifestationer. Ligheden for alle er en del af 
livets faktum, og den ydre lighed afhænger af den grad, 
hvori vi har realiseret det universelle faktum i os selv.

Pkt. 16, 17, 18 og 19. Fremskridt skabes ikke ved 
fornægtelser, men ved at praktisere en stadig forening af alle 
ting med den egentlige oprindelse. Når alle ting er forenede 
med oprindelsen, begynder de at manifestere deres lighed 
med den, og alt det, der ikke svarer hertil, forsvinder, 
ligesom uvidenhed forsvinder, når viden træder i stedet, eller 
skygger, der viger for lyset. At have at gøre med det faktiske 
er ensbetydende med at bortjage det opdigtede. Arbejder 
man med tankespind, arbejder man med ingenting, og man 
når ingen resultater. Skal man skabe noget, må man arbejde 
med noget, der eksisterer. Man kan aldrig skabe noget ud af 
ingenting.

Pkt. 20 og 21. Om dit ansigt stråler af glæde eller er hærget 
af sorg, så er det dog det samme ansigt, men det ser 
forskelligt ud under forskellige påvirkninger. Kroppen er i 
lige grad manifesteret, åndeligt stof, hvad enten den er syg 
eller rask. Det er kun den bagvedliggende påvirkning, der 
trænger til at ændres. Når bevidstheden udvides til sin sande 
erkendelse af altet og enheden med Gud, så manifesterer 
kroppen automatisk denne tilstand. Det vil sige, at kroppen 
vender tilbage til sin sande tilstand som et stof, der udstråler 
Guds ord.

Pkt. 22 og 23. Virkelighedens rige omgiver os allerede, og 
det eneste, vi behøver at gøre, er at ændre vor opfattelse af, 
at det er noget, der ligger langt borte. Alt det, der er Gud, er 
noget, der findes indeni, ved og omkring alle mennesker, og 
mennesket er selv omfattet af denne altomfattende helhed i 
Gud. Det eneste, mennesket kan gøre, er at acceptere denne 
kendsgerning, og ved at gøre dette og ved at leve i harmoni 
med den bliver den til virkelighed for én.

Pkt. 24 og 25. Årsag og virkning er én og samme ting, og at 
erkende sandheden er at blive fri i samme øjeblik. At 
erkende Gud som sundhed er at blive rask i samme stund. At 
erkende, at Gud forsyner os med alt, er straks at blive 
forsynet, for det ene er en forudsætning for det andet eller 
omfatter samtidig det andet. Der kan ikke forekomme nogen 
adskillelse.

Pkt. 26. Vi må gøre os det klart, at vi er på vej tilbage til vor 
Faders hus og ikke på vej bort fra det. Vi går fremad mod 
enhed og ikke mod adskillelse. "Se Gud er én Gud" er den 
sang, der lyder i den hjemadvendende sjæl.

Pkt. 27. Afslutningen på lektionen forklarer sådan set sig 
selv, men kan illustreres og udvides alt efter som 
underviseren har lyst eller føler sig inspireret. Hele 
lektionens formål er at komme bort fra menneskers 
forudfattede meninger, som har ledt dem til en følelse af 
adskillelse og splittelse, og lede dem tilbage til bevidstheden 
om enheden med verdensaltet, menneskets lighed med 
helheden og dets adgang til alt det, der eksisterer i det 
uendelige rum.





Kapitel VIII,
MENNESKET.
Ligesom det i foregående lektion var umuligt at studere 
Guds væsen uden at medtage menneskets, således vil det i 
denne lektion være umuligt at studere mennesket, uden at 
det indebærer et yderligere studium af Gud. Den ene 
forudsætter den anden, og de er uadskillelige. Det er ikke 
muligt at have en konge uden et kongerige, og det er umuligt 
at tale om et kongedømme uden at have en konge. Man kan 
ikke forestille sig en skaber uden det, han har skabt, og man 
kan såvist heller ikke tænke sig en skabning uden skaber. 
Det er blot to sider af samme sag, og uden den ene kan den 
anden ikke eksistere. Mennesket er derfor en uundværlig del 
af den universelle helhed.
Mestrenes opfattelse af mennesket er, at det befinder sig i 
sin sande tilstand, når det altid er aktivt og lader princippet 
arbejde igennem sig og komme til udtryk. Som de ofte 
udtrykker det: "Mennesket, der projicerer Gud, - 
mennesket, der bliver Gud, - idealet af al fuldkommenhed, 
- en selektiv Gud, men helt universel". Udvælgelsen 
foregik åbenbart udelukkende ved menneskets 
foranstaltning. Mestrenes opfattelse går altid ud på, at 
mennesket må foretage udvælgelsen, men heri kan 
mennesket aldrig føre udvælgelsen ud over helheden eller ud 
over det, der er i overensstemmelse med princippet eller 
ånden. Og det betyder naturligvis, at mennesket aldrig 
kommer bort fra sit sande væsen eller sin sande oprindelse. 
Hvert menneske er sin egen bestemmende faktor, og denne 
faktor er altid ét med princippet, aldrig adskilt og aldrig 
afhængig af andet end princippet.
Mennesket kan som menneske aldrig blive en helt 
uafhængig organisme, for det er uløseligt forbundet med 
helheden. Hvorledes skulle mennesket kunne fjerne sig fra 
det uendelige? Isolationen er blot noget, mennesket 
forestiller sig, og denne forestilling er den eneste årsag til 
menneskets begrænsning. Det er ene og alene indbildning. 
Grænserne for menneskets frie vilje - eller ret til udvælgelse 
- kan ikke strækkes længere end dertil, hvor dets 
forestillinger rækker, men i virkeligheden er mennesket altid 
forenet med sin oprindelse. Det behøver blot at frigøre sig 
fra sine tomme forestillinger og acceptere det uundgåelige, 
og mennesket befinder sig da straks på sin retmæssige plads 
i det universelle system. Mennesket er konge alene i den 
forstand, at det har det privilegium at udøve kongerigets 
love, og enhver konge, der ser bort fra sit riges love, vil ikke 
forblive konge ret længe. Kongemagten er underkastet rigets 
love, ligesom undersåtterne er det, og de udgør alle en enhed 
i et enkelt system, hvori loven til enhver tid er den rådende. 
Kun ved lovens bindende magt forbliver kongeriget en 
harmonisk enhed.
Mennesket er en treenighed, men denne treenighed deles 
aldrig, den er altid en enhed. I forstår alle menneskets evner, 
hvis I forstår, hvad mennesket er. Grækerne vidste dette og 
udtrykte det således: "Menneske, kend dig selv". Det er 
åbenbart, at vi ikke er begyndt at kende os selv, vor 
betydning, vor guddommelighed. Med guddommelighed 
menes her: at være en del af helheden og som sådan at vide 
alt og at være manifestationen af altet.
Der er ikke nogen triangel, medmindre de tre linier, der 
udgør siderne, samles. Hvis ikke siderne forenes, er det kun 
tre linier og slet ikke nogen trekant. Treenigheden er 
afhængig af enhed, og enheden udgør treenigheden. 
Mennesket skal ikke analysere sig selv, indtil det forstår sin 
treenighed, - det ville kun skabe splittelse. Menneskets 
fremgang er en tilbagevenden til sin "Faders hus", og dets 
fremgang i denne retning er ensbetydende med, om det 
opdager sig selv som en enhed, - den stilling, mennesket 
indtager som ikke-adskilt fra den universelle plan.


Det er altid muligt for mennesket at forbedre sin bevidsthed 
indtil det punkt, hvor det bliver lig Gud. Det var den første 
tanke med kongers guddommelige rettigheder. Det var ikke 
en konges sag at opslå sig som guddommelig hersker. Hele 
menneskeheden skulle være guddommelige herskere og 
herske som konger, men altid i kærlighedens udtryksform, 
som er tjeneste. Mennesket er ét med sin egen 
guddommelighed og dermed altid til tjeneste. Han opkaster 
sig aldrig til herre over et andet menneske. Hvis han er 
egoist, vil han ødelægge sig selv. Han kan ikke forblive 
egoist ret længe. Menneskets herredømme udspringer fra 
dets følelse af at være en del af helheden, og egoisme 
kommer af en følelse af, at mennesket er et separat ego i sig 
selv og af egen kraft. Derfor er egoisme den største 
forsyndelse mod hans væsens naturlige lov, og den 
forårsager katastrofale følger.
Oversættelsen af Bibelen er forkert der, hvor den siger, at 
mennesket blev skabt i Guds billede. I stedet skulle det have 
været "mennesket er Guds billede". Sådan lyder den 
oprindelige tekst, og netop her ser vi det illustreret, der er 
den største fejl ved den ortodokse opfattelse. Her forsøger 
alle at skabe Gud i menneskets billede og har herved skabt 
noget, mennesker ikke kan forstå. Mennesket kan forstå sig 
selv, og hvis det tænker på Gud som en personlighed 
ligesom sig selv, men i større proportioner, kan det aldrig 
komme til at forstå det sande forhold, der består mellem 
mennesket selv og dets oprindelse. Men hvis mennesket 
forstår, at det er en individualiseret udgave af det 
universelle, eller at det repræsenterer som individ det, som 
Gud er universelt, da har mennesket noget, det kan forstå. 
Hvis vi udelader "skabt i", da er mennesket Guds billede. 
"Jeg er Gud" er den store erklæring, og den er helt og 
holdent menneskets. På sanskrit betyder billede eller lighed: 
nøjagtighed. Årsag og virkning kan i betegnelse og væsen 
altid erstatte hinanden, for den ene er i sit væsen den andens 
modstykke. Årsagens aktivitet er virkningens liv og form.
Nogle vil ganske naturligt sige, at hvis dette er sandt, hvorfor 
sagde Jesus så : "Jeg er Guds søn", og aldrig: "Jeg er Gud". 
Men dette er kun én af hans udtalelser. Han sagde: "Jeg og 
Faderen, vi er ét". Og da oversætterne ikke forstod den 
følgende sætning: "Man er Gud i samme grad, som man 
præsenterer Gud, derfor præsenterer jeg Gud for jer", udelod 
de den helt. Og dog sagde han: "Den, der har set mig, har 
også set Faderen - Gud".

9.	Man må også erindre, at udtrykket: "Jeg er Gud" var 
uudsigeligt for oldtidens mennesker. Teorien gik ud på, at man 
aldrig 
skulle udtale ordene hørligt. Ordene skulle udtrykkes i deres 
egne sjæles stilhed, og den eneste måde, de nogensinde 
måtte 
udtrykkes på, var i den naturlige udstråling af autoritet, fuldkommenhed og 
kraft, der kom fra denne indre og hemmelige 
erkendelse. "Faderen, som ser i løndom, skal belønne jer 
åbenlyst", er tanken. Det er det stille Gudsvæsens stille udtryk, - 
al 
skabnings åndelige og universelle faktum. I et tidligere 
foredrag 
bemærkede vi os, at en anden betydning af udtrykket: "Jeg 
er 
Gud" er: "Jeg er stille". "Jeg er Gud" er det stille 
vidnesbyrd i 
menneskets natur om et universelt faktum. Det er det 
hemmelige 
udtryk, der er gemt i Jesus Kristus, og det hemmelige navn 
på et- 
hvert menneske, der lever og ånder, og selve navnet er dets 
åndedrag.
10.	Det blev betragtet som blasfemi at udtale dette 
hørligt, og 
folk på Kristi tid udlagde hans udtalelser sådan, at de mente, 
dette uudsigelige udtryk blev anvendt på ham selv. De 
fordømte 
ham på basis af deres egne fortolkninger af hans udtalelser. 
Men 
han var tro imod mystikkens love, og skønt dette faktum i 
mange 
af hans udtalelser var underforstået, så udtalte han det ikke. 
Alle 
hans udtalelser såsom "I har sagt", "Jeg er" og "den, der har 
set 
mig, har set Faderen" refererer til dette faktum, men hvad 
end 
han har sagt indirekte, så har han aldrig udadtil udtalt 
ordene: 
"Jeg er Gud". Teorien er, at mennesket selv er ordet, og at 
menneskets egen tilstedeværelse i universet er det udtalte 
vidnes- 
byrd, og det behøver ikke nogen yderligere ytring. I 
begyndelsen 
var ordet, og ordet blev kød, og da mennesket skabtes, blev 
mennesket det ord, der ikke kan udtales i lyd eller stavelser, for 
mennesket er det fuldkommengjorte ord i sin egen person. Hvis jeg 
er, omfatter alle ting, - er en levendegørelse af alting, da er det 
åbenbart og behøver ikke nogen videre projicering. Alt, 
hvad der bliver talt ud fra denne bevidsthed, er universets 
autoritet, der taler med al magt i himlen og på jorden.
Det indgik i hans udtalelse om, at "jeg var før Abraham", 
for mennesket som det formgivne aspekt af den universelle 
Gud har altid været og vil altid være den åbenbarede Gud. 
Han refererede helt tilbage til den gamle sanskrit-lov om 
Abraham: A-Brahm - lys-Gud. Dernæst kom David, 
lysbæreren, den, der bar lyset til hele menneskeheden, og 
Maria, der anskueliggjorde det skabende princip. I kan føre 
det hele tilbage til Ah Brahm", der betyder: kristusbarn, 
foreningen af alle kræfter til at præsentere verden for 
kristusidealet: At mennesket er Gud.
Der bør ikke skelnes mellem det universelle og det individuelle menneske. Man 
kan lige så lidt skelne mellem disse to 
som mellem omkredsen og centrum af en kugle. Det er her, 
problemet er opstået. Man kan ikke splitte mennesket op. 
Mennesket er en enhed, og ét med Gud. "Jeg og Faderen, vi 
er ét" var Jesu sande vidnesbyrd, og han gik endda videre, 
da han sagde: "Når i beder, da skal I bede til Gud, Kristus, 
og tag jer selv med som Kristus".
Mestrene taler ikke om Gud og mennesket. I deres opfattelse 
er der altid kun én, - der er ikke tale om nogen adskillelse 
overhovedet. Der er ikke tale om en præst for sig og en 
menighed for sig. Menighed og præst er en enhed.
Huxley og Darwin og deres lige frembragte mange kendsgerninger om det dødelige 
menneske og prøvede på at 
bestemme det menneskeliges eller dyriskes oprindelse, idet 
de dermed håbede på at kunne forkaste skabelsesteorien. 
Mestrenes opfattelse bygger på teorien om menneskets 
guddommelighed, at mennesket har en guddommelig 
oprindelse og aldrig på nogen måde er adskilt fra sin 
guddommelighed. Darwin, Huxley og alle de andre 
opbyggede deres bevismateriale på den forudsætning, at der 
ikke fandtes nogen Gud overhovedet, og det er grunden til 
deres fiasko. Det mislykkedes dem totalt at føre deres 
undersøgelser tilbage til princippet. Darwins allersidste 
udtalelse var: "Ud over det, vi har opbygget, forbliver 
princippet bag det hele stadig en gåde for os". Der findes 
ingen virkning uden årsag, og det er umuligt at fatte 
virkningen uden at have forstået årsagen.
Det er derfor, Emil med sand barnlig enfoldighed siger: "I 
kan gøre alt dette ligeså let, som jeg kan". Det var 
baggrunden for Jesu store gerninger, at han udelukkede 
enhver form for selviskhed. "I skal gøre større ting end 
disse".
Mennesket som en separat enhed formår ikke noget som 
helst. "Af mig selv formår jeg intet", siger Jesus. Når 
mennesket står isoleret, er det som en sporvogn uden 
forbindelse til luftledningen. Det har mistet kontakten med 
den motiverende kraft, der er den store grundliggende årsag 
til enhver manifestation. Den aktivitet, der er årsag, er ikke 
blot den motiverende kraft, der frembringer virkningen, men 
er også selve virkningen, og den eneste måde, hvorpå 
mennesket kan fortsætte, er ved at bevare kontakten med 
det, der i første omgang projicerede det. "Det er Faderen, 
der gør sin gerning i mig". Årsagen må altid være den 
motiverende kraft i virkningen, for virkningen kan ikke 
frembringe sig selv.
På denne rejse har vi indtil dato set mange racer, der er 
meget forskellige fra hinanden i udseende og skikke. 
Mestrene ser alt i lyset af én bevidsthed. Hvis vi tænker på 
dem som forskellige bevidsthedsfaser, er vi tilbøjelige til at 
etablere en adskillelse fra den rette ene. Forskellene består 
kun i det ydre, for alle motiveres af det samme indre - eller 
åndelige - ideal, som er Kristus, eller for hver isærs 
vedkommende den kerne, der kan betegnes: "Jeg er Gud". 
Vi må bedømme alle mennesker ud fra dette, hvis vi skal 
kunne se bort fra de ydre forskelle. Når det, der er det indre, 
bliver det ydre, da vil der ikke være nogen ydre forskel og 
derfor ingen uoverensstemmelser, ingen begærlighed og 
ingen krig. Der


er mange frø og knopper, men når hver af dem har opfyldt 
sin bestemmelse i den ydre form, udgør alle tilsammen 
naturen som én harmonisk helhed.
Det er ud fra dette synspunkt, mestrene betragter reinkarnationen. De siger, at 
den ikke er nødvendig, at den kun er en 
menneskelig hypotese. De siger, at hvis et lys er placeret 
midt i et værelse, så er den bedste måde at nå frem til det på, 
at gå direkte frem til det. Hvorfor kredse omkring det i 
cirkler? Hvis man går direkte frem mod lyset og løfter det op 
og inkorporerer det, da er man helt og holdent ude over 
spørgsmålet om reinkarnation og karma. Det er kun 
menneskets vægring ved at gå direkte til livets centrale 
punkt eller livets faktum, der fastholder det i "livets 
ubønhørlige trummerum". Hvis vi vil acceptere det centrale 
faktum, som er det lys, der oplyser hvert menneske, der 
kommer til verden, vil vi være nået til målet, og al denne 
gåen rundt i ring vil ophøre og være tilendebragt.
Alle disse store problemer, der hjemsøger menneskers 
tankegang, bliver løst helt og holdent, når man lever 
mestrenes liv, eller det liv, hvor man selv er mesteren og er 
sit sande åndelige "jeg". Jesus sagde med myndighed, at 
sandheden skulle frigøre os. Mennesket befrier sig fra 
forestillingen om, at det ikke er Gud, ved at afvise de 
negative erklæringer. Hvis mennesket til stadighed 
fastholder erklæringen: "Jeg er Gud" som et hemmeligt 
faktum i sin egen natur, vil det være frigjort fra den negative 
erklæring om, at det ikke er det. Det er altid bedre at erklære 
det, der er sandt, end det, der er usandt.
Endog evnen til at analysere begrebet "jeg er" er et direkte 
åndeligt vidnesbyrd om guddommeligheden. Hvis det ikke 
eksisterede, så ville det jo slet ikke kunne analyseres, og det 
ville heller ikke falde én ind at forsøge at foretage en sådan 
analyse. For at blive ét med denne guddommelighed behøver 
man blot at acceptere den og afvise alle negative tanker og 
erklæringer om dens eksistens. Al analyseren og alle forsøg 
på at indskrænke den til formaliteter holder én borte fra den. 
Selv inden for mekanikken producerer vi en ting først og 
redegør for den bagefter. Alle forsøg på at analysere den på 
forhånd ville blot indikere, at den ikke var mulig. Dette 
gælder ethvert skridt fremad i udviklingen, også inden for 
det materielle område. Hvor meget desto mere skulle det da 
ikke være tilfældet med ting, der så fuldstændigt ligger uden 
for vor nuværende tankesfære. Flyvemaskinen blev aldrig 
anerkendt som værende mulig, før den faktisk fløj. En første 
analyse viste, at den ikke kunne flyve. Men nu har vi en 
uendelig række forklaringer på, hvorledes og hvorfor den 
kan. Kendsgerninger må altid komme først og forklaringerne 
og ræsonnementerne bagefter.
Hvis man er overforsigtig og ikke sig selv helt bevidst, kan 
det synes, som om man fastholder sin guddommelighed ved 
hjælp af en blind tro, men det er ikke nødvendigt. Hvis man 
derimod opfatter den helt og holdent ved blind tro, har man 
igen foretaget en separation og vil aldrig nå målet. Det er 
langt bedre at sige "jeg kan" og dernæst gå direkte videre til 
"jeg er". "Jeg kan" er det potentielle faktum, men "jeg er" 
er dets fuldbyrdelse i bevidstheden. Jesus sagde: "Jeg er 
vejen, sandheden og livet". Vi kan aldrig blive noget, vi ikke 
er, og vi kan heller ikke være andet end det, vi er. Hvis vi 
kan blive hvad som helst, som man siger, så er vi det. Det er 
i virkeligheden ikke et spørgsmål om at blive, men om at 
være. Fordi I har accepteret denne "jeg kan ikke" -holdning 
under en eller anden omstændighed eller ydre vilkår, har I 
accepteret en splittelse. Jesus sagde, at man ikke kan gå på 
kompromis med synden, med andre ord, at man ikke kan 
afvige fra et faktum og samtidig udtrykke det.
Da Jesus overvejede forslaget om at forvandle stene til brød, 
gik det op for ham, at stenene jo allerede eksisterede, og han 
behøvede ikke at forvandle stenene til brød, da han blot 
kunne række sin hånd ud, så ville brødet være der. "Det, der 
bør være til stede, er til stede", er mestrenes lære. Hvis Jesus 
havde brug for brød, behøvede han ikke at spekulere på 
stenene. Han vidste, at var der brug for brød, så var det også 
til rådighed, og han behøvede blot at takke for det.


Det ville være umuligt for mennesket at have behov for 
noget, hvis det ikke allerede eksisterede. Kunne I have behov 
for luft, hvis luften ikke eksisterede? Behovet indikerer det 
eksisterende faktum, og det eneste, man behøver, er at give 
slip på følelsen af behov og acceptere det faktum, der ligger i 
behovet, og som allerede eksisterer. Det, der bør være til 
stede, er til stede. Dette gælder det, vi refererer til som 
kroppens fysiske begrænsning. Det er udelukkende en 
hypnotisk påvirkning af tanken og har ikke nogen som helst 
baggrund i virkeligheden. Mennesket frembragte sansen for 
det materielle og ikke kroppen. Den "dødelige" krop er den 
hypnotiske krop, og når mennesket vågner op fra denne 
hypnotiske tilstand, vil alt dette stå for ham som et mareridt. 
Han vågner op for ikke at drømme mere. Hvis han føler 
behovet for et åndeligt legeme med udstråling, og som er fri 
for begrænsning og som udtrykker det vidunderlige legeme 
aflys, som er hans stadige drøm, da er det et forvarsel i hans 
bevidsthed om den totalt vågne tilstand. Tanken, behovet og 
ønsket er vidnesbyrd om det faktum, at en sådan tilstand 
allerede eksisterer for dette menneske, og det eneste, han 
behøver, er at acceptere dens tilstedeværelse. Denne ideelle 
tilstand er menneskets sande tilstand.
Dette legeme behøver ikke at blive åndeliggjort; det er det 
allerede, men menneskets falske forestillinger om det, har 
lukket dets tankegang af for dets udstråling og ubegrænsede 
muligheder. Ånd er altid ånd. Det var mennesket, der skabte 
den materielle opfattelse. Der er kun ét legeme, og dette 
legeme er åndeligt. Det er den levende Guds tempel, og Gud 
er i sit tempel; lad alverden fryde sig for Gud. Hvis I kalder 
legemet materielt, er det det samme som at fornægte Gud og 
profanere templet. Hvis I kalder legemet eller enhver sand 
tilstand for materiel, fornægter I Gud. I dyrker da en materiel 
tilstand mere, end I dyrker Gud. Det er på den måde, I 
kommer under hypnose. I samme øjeblik I fornægter Gud, 
kommer I under hypnotisk indflydelse, og i samme øjeblik I 
ser kroppen som noget materielt, er I under en hypnotisk 
påvirkning, hvorunder I fornægter Gud.

Kroppen er et middel, hvorigennem I kan bringe Gud til 
udtryk, og det er det bedste instrument, der kendes, til at ud-
trykke ånd. Det er så afgjort skabt, for at I hvert øjeblik kan 
præsentere Gud, ikke materialisme, hypnose eller psykisme, 
- og ikke for at fremvise fænomener, men for at udtrykke 
ånd. Vi er Gud, og vi kan ikke foretage nogen adskillelse. 
Hvis vi fuldkommen afviser enhver form for adskillelse eller 
splittelse, ville vi være ude over enhver materiel tilstand og 
ethvert psykisk fænomen. Det er på denne måde, mennesket 
kommer til at erfare og forstå den eneste rette kraft. Alt er en 
enhed: én kraft, én virkelighed. Og alt virker og fungerer 
under den ene kraft og den ene nærværelse i 
overensstemmelse med dens egen lov. Den forfalskes ikke af 
nogen anden opfattelse, men skrider frem som sig selv inden 
for sit eget fuldkomne område.
Man kan ikke differentiere mellem den individuelle sjæl og 
den universelle sjæl eller over-sjælen. Dvs. man kan ikke 
skille noget fra helheden. Som Jesus sagde: "Det er som at 
slå Guds princip i stykker". Der findes en generalisation, 
hvorunder alle mennesker virker, men det er en samling af 
universelle enheder. Der findes en individuel identitet, men I 
er én ud af en helhed af universelle enheder, og det er alle 
mennesker. Alle udgør tilsammen en enhed, der fungerer 
under de samme harmoniske vilkår. Altid i harmoni. Der er 
ikke tale om at differentiere fra harmonien, men om at 
samles i harmoni.
Et Gudsmenneske er et geni; Kristus, der fremstår; et 
menneske, der udtrykker Gud uden forbehold eller 
begrænsninger. Grunden til, at børn ofte udtrykker det, vi 
kalder usædvanligt geni, er den simple, at børn endnu ikke er 
blevet hypnotiseret med den begrænsningens opfattelse, der 
dominerer deres omgivelser. Hvis de har held til fortsat at 
undslippe denne hypnotiske påvirkning, vil de vedblive med 
at være genier, eller deres eget guddommelige jeg, gennem 
hele deres jordiske liv. De opfatter ikke sig selv som 
jordiske, men som universelle og som Kristus i sig selv til 
hver en tid.


Selv at være mestre, at være det, vi er, er det, vi til enhver tid 
skal arbejde for. Østens vise - eller mestre - siger aldrig 
noget, der ikke understreger, at Amerika har 130 millioner 
mestre. Det vil sige, at alle og enhver er mestre. Og det 
gælder naturligvis hele verden. For dem er det noget 
verdensomfattende. Hvert menneske er mester. Selve 
menneskets begrænsning er for dem et bevis på dets 
egenskab af mester, idet kun en mester - eller herre - ville 
være i stand til at fa sig selv til at synes noget, han ikke er.
Den højeste form for præsentation af princippet er det, som i 
almindelighed af verden kaldes fremkomsten af en Avatara 
eller frelser. Hyldestråbet: "Se kongen" betyder, at 
mennesket lever i nær kontakt med princippet - ikke, at en 
stor personlighed kommer, men en, der lever i nær kontakt 
med princippet. Andre hylder ham som Avatara eller geni. 
Men han er blot et menneske, der står frem i den 
personlighed, som potentielt er hvert eneste menneskes 
kongeværdighed. Han havde blot modet og overbevisningen 
til at opfatte sig selv som det, har<?r. "Kongen kan ikke gøre 
uret", for i samme øjeblik han gør det, accepterer han sig 
selv som noget, der er lavere end det at være konge, lavere 
end hans guddommelighed, og derved er han blevet noget, 
der er lavere end hans egen kongeværdighed. Kongen er 
herren, mesteren, geniet, der udtrykker sig i sin sande natur, 
og deri består hans kongeværdighed. Han er herre over sig 
selv, for han udgør sit eget kongedømme. Himmeriges rige 
består i det indre. Denne kongeværdighed, som han udøver, 
er også hans budskab til alle mennesker. Ikke, at han er 
konge, men at alle mennesker er konger i deres eget 
kongedømme, herre over sig selv og deres omgivelser, fordi 
de lever i virkeligheden, - de lever i det væsen, der er dem 
selv, og i tingenes virkelighed, som den reelt er. Dette er den 
vej, han viser andre, - eller det liv, han lever, bliver til hele 
menneskehedens livsvej.
Hans tilsynekomst eller genkomst på jorden er ikke afhængig 
af nogen åndelig åbenbaringstilstand, for han er selv dette i 
sin fulde udfoldelse. Han går direkte gennem denne tilstand 
og lever i enhed med ånden hele tiden. Åbenbarelsestanken 
stammer fra mennesket og dets egne teorier. Mesteren har 
blot accepteret den tilstand, hvori han fra begyndelsen blev 
skabt - som Guds lighed - evighedens eller 
guddommelighedens personificerede væsen.

31. Disse illuminerede sjæle, mestre eller Avatara'er skriver 
ikke bøger, fordi deres lære er så yderst enkel. Der kan ikke 
siges eller skrives noget om "jeg er", for det er i sig selv 
fyldestgørende. Det liv, de lever, er i sig selv en åbenbaring, 
det er livets bog gjort til virkelighed, åbnet op som en 
skriftrulle, der ikke behøver andet bevis end sin blotte 
tilstedeværelse. Når man når toppen, er der ingen trin, der 
fører derop. Trinene er blot den lære, der førte dertil, og når 
man når toppen, trækker man trinene med sig op. Derfor er 
der ingen lære at give videre. Der er blot livets faktum, livets 
sandhed afsløret som det, den er, som den altid har været og 
altid vil være. Trin på vejen, som mennesker ville undervise i 
og skrive om, er ikke andet end afspejlinger af den grad, 
hvori mennesket giver slip på falske opfattelser. Det kan lige 
så godt give slip på dem alle på én gang, for - som mestrene 
siger - "det at tænke sig selv et sted hen er det samme som at 
være der".







TIL BRUG FOR UNDERVISEREN

Pkt. 1 og 2 bringer os tilbage til alle tings evige enhed og til 
det uopløselige forhold, der består mellem Gud og 
mennesket. Dette punkt kan ikke understreges for stærkt, for 
de vise har altid lært os, at der ikke er noget, der hedder Gud 
og mennesket, men kun Gud. Mennesket er en enhed i og 
med "det uendelige" og rummer således i sig selv 
uendelighedens muligheder, og alt står til rådighed for ham. 
Mennesket er et i og med universet.

Pkt. 3, 4 og 5. Mennesket kan ikke være en uafhængig 
organisme


i universet, for hele hans væsen er afhængigt af den 
oprindelse, hvorfra han er udgået, og hans herredømme - 
eller funktion som mester - er helt og holdent afhængigt af, 
om han indtager sin rette plads i universet. Dette er historien 
om den fortabte søn, der vender tilbage til sin faders hus, det 
sted, hvor han bor og lever i det rette forhold til sin 
oprindelse. Han er intet i sig selv.
Pkt. 6. Kongers guddommelige ret, eller menneskets 
guddommelighed, ligger i dets udøvelse af den magt, der 
ligger i menneskets position i universet, - ikke i at herske 
over andre, men i sit eget kongedømme - sig selv - under de 
love, der styrer alle ting. "Det menneske er større, der kan 
styre sit sind, end den, der kan indtage en stad". Det er 
herredømmet indadtil, der er mestrenes styrke. Mesteren taler 
ikke om, hvad det vil sige at være mester. Kristus forsøgte 
ikke at afsløre sin guddommelighed, men at gøre alle 
mennesker bekendte med deres egen guddommelighed.
Pkt. 7. Mennesket er en personificering af det guddommelige 
princip eller universet udtrykt gennem individet. Mennesket 
er Gud udtrykt som en person eller personificeringen af det 
universelle og upersonlige.
Pkt. 8, 9 og 10. Erklæringen: "Jeg er Gud" hører ikke til i 
den opfattelse, mennesket har afsig selv, men er 
"oversjælens" projicerede og ideelle menneske. Af denne 
grund har de vise aldrig over for verden erklæret: "Jeg er 
Gud". De vidste det med sig selv, erkendte det over for Gud, 
men over for verden blev de et udtryk for dette faktum, men 
lod det stå for sig selv. Dette er pagtens ark, den stille accept 
af det hemmelige forhold, der består mellem skaberen og 
hans skabning.


Pkt. 11, 12 og 13. Brahm var et navn for Gud, og en Brahm 
betyder en Gud. Før jeg var en individuel Gud, var jeg en 
universel Gud, for den ene er afhængig af den anden. De er 
en og samme ting, har altid og vil altid være det. "Jeg er med 
jer alle dage"
Pkt. 14. Der kan ikke etableres nogen materiel forklaring på 
mennesket, for det materielle kan ikke frembringe intelligens, 
og intelligens kan ej heller blive til ånd. Ånden er årsagen 
eller oprindelsen, og som oprindelse udstyrer det sin 
skabning med tankens evne og en legemliggørelse eller 
menneskeligt udtryk. Der er ikke nogen bestemmelse for 
noget andet end det at være et udtryk for ånden eller 
oprindelsen.

Pkt. 15 og 16. Vanen med at tillægge andre visse evner, som 
man ikke tror mulige for én selv, er en praksis, der for stedse 
afholder et menneske fra at nå til at erkende sig selv som 
mester. Man burde altid tænke: "Hvis andre kan gøre det, så 
kan jeg også, for det, der er muligt for ét menneske, er det 
også for alle andre. Menneskets opnåelse af de højeste 
resultater er blot en åbenbaring af mit eget jeg". Mennesket 
har opnået og manifesteret det, som jeg er, og det bør altid 
være vor opfattelse.

Pkt. 17. At opfatte alle mennesker som legemliggørelsen af 
den samme potentielle karakter eller at opfatte alle 
mennesker som Kristus er det samme som straks at bortvejre 
alle forskelle; for alle størrelser, der er lig med en bestemt 
størrelse, er også lig med hinanden. Dette er hemmeligheden 
bag den nye tingenes orden, hvor fred og god vilje vil blive 
skabt på jorden. Kun i en atmosfære af forskelle kan 
begærlighed og stridigheder udvikle sig.

Pkt. 18 og 19. Kan vi ikke én gang for alle erkende, at denne 
løben til og fra på jorden er fuldstændig omsonst, og at det 
hele skyldes den kendsgerning, at vi undgår det, der er 
sagens kerne. Accepterer vi livets centrale faktum, bliver vi 
fuldkommen frigjort fra alle disse opfattelser og processer, 
der ligger på et lavere plan end dette faktum. Hvis man når 
sit mål, er man frigjort fra den proces, det er at nå frem, og 
mennesket må lære at begynde sit liv ved begyndelsen, som 
er Gud.

Pkt. 20. "Man kan, hvad man vil" er et gammelt mundheld, 
men det har en betydning, der rækker endnu længere, nemlig 
til:


"Man er, det man vil". Det er lige så umuligt at ville eller 
ønske en ting, der ikke allerede er et faktum, som det ville 
være at ånde, hvis der ikke fandtes nogen atmosfære. Det, 
der fungerer i menneskets natur, er en indikation af det 
faktum, inden for hvilket funktionen sker. Det ville være 
umuligt for et behov at opstå i menneskets natur, hvis der 
ikke allerede var sørget for muligheden for det som et 
fuldendt faktum i Guds natur. Og dette faktum går forud for 
menneskets ønske, for ønsket er en erkendelse af, at dette 
faktum allerede eksisterer.

Pkt. 21. Forsigtighed er den forsinkende faktor, - når det 
gælder fakta, er dristigheden ikke formastelig. Det vil blot 
sige at acceptere, at det, der allerede er blevet bevist gennem 
andres liv, i lige grad gælder for én selv.

Pkt. 22. Det er ikke nødvendigt at forvandle én form til en 
anden, for denne anden er lige fuldt til rådighed. Man må 
træne tanken til at erkende dette, at arbejde inden for 
realiteternes domæne og ikke altid forsøge at gøre en realitet 
til en anden form for realitet. To og to er fire, og tre og tre er 
seks, og der er ingen grund til at gøre det ene udsagn til det 
andet, for de er begge to vel etablerede kendsgerninger.

Pkt. 23. En fortsættelse om den samme sandhed.

Pkt. 24. Der er ikke tale om, at man skal lave om på sin krop 
eller forandre sin tilværelse, - man skal blot erkende 
virkeligheden og tage afstand fra alle falske opfattelser om 
det hele.

Pkt. 25. Legemet er altid den levende Guds tempel. Det 
trænger til at få bortjaget vekselererne, de handlende i 
relative værdier og tankerne om egen profit. Hærskarers 
herre og kongernes konge må gives adgang til bevidstheden, 
så den gennem kroppen kan udtrykke det, den er.

Pkt. 26 taler for sig selv.
Pkt. 27. Mesteren, geniet, det guddommelige menneske er en 
og samme, og det er blot mennesket, som det er, uden 
meninger om racens erfaringer.

Pkt. 28. Mennesket behøver ikke at arbejde på at være andet 
end sig selv, for når dette "jeg" træder frem, indgår det i 
fuldkommenhedens rige. Men det får for stedse travlt, for 
det er først lige begyndt på sit værk.

Pkt. 29. Hvert individs guddommelige "jeg" er sin egen 
Avatara eller frelser, men han må acceptere sin frelser, være 
dette jeg.

Pkt. 30 er en fortsættelse af pkt. 29.

Pkt. 31. Når mennesket når frem til sin guddommelige 
tilstand, er livets bog blevet åbnet for alle mennesker som en 
dokumentrulle, bogens segl er brudt, og mennesket fremstår 
som det, det er.

Kapitel IX,
LIVET.

"Mestrenes liv" er livet selv på den måde, de lever det. De 
lever livet sådan, som det er. Deres holdning til livet er den, 
at det er princippets måde at handle på, aldrig delt eller 
adskilt fra sin oprindelse. De lever livet i overensstemmelse 
med dette princip, og således viser de, hvordan alle kan leve 
i pagt med livets princip. For dem er livet ikke en 
eksistensteori, men et virkeligt faktum, et faktum uden 
begyndelse og uden afslutning. Individet må nå til denne 
entydige livsholdning, der udspringer af den entydige 
tankeholdning over for livet. De siger, at det er Gud, der 
kommer til udtryk gennem det menneskelige individ, den 
mest ophøjede og udsøgte kanal, hvorigennem livet 
manifesterer sig. Livet kan således manifestere sig i en mere 
udsøgt og komplet form gennem det menneskelige individ.
De ser denne eneste ægte livsform udstråle gennem alle ting. 
I realiteten er alt det, der eksisterer, selve essensen af dette 
liv. Menneskene postulerer, at livet blev til, da denne 
skabning blev til, hvorigennem livet kunne manifestere sig, 
men livet eksisterede faktisk før denne skabning og 
frembragte den endog. Det var blot skabningens begyndelse, 
men ikke livets begyndelse. Livet har altid eksisteret og vil 
altid være til. Hvis vi udvælger en livsform eller måler livet 
på en specifik måde, kan vi måske manifestere det i denne 
udvalgte form. Det flyder af sig selv frit og universelt uden 
afbrydelse eller begrænsning. Som følge heraf kunne vi 
udvælge og bruge denne livskraft, om man så må sige, på en 
degenereret måde, hvorved vi ikke tillader det at manifestere 
sig i sin højeste grad eller potens. Menneskene kan bruge det 
på den måde, men det er den enkeltes eller gruppens fejl og 
ikke på nogen måde selve livets fejl. Livet er, hvis vi lader 
det få lov til det, princippets alvidende, altseende og 
alteksisterende aktivitet. Hvis vi giver livet lov til at flyde 
igennem os i dets højeste udfoldelse, kan vi ikke undgå at 
leve som et udtryk for selve disse tilstande, der er en del af 
livets natur.
Når vi accepterer livet, som det er, bliver kroppen en levende 
enhed, der udtrykker livet i sin højeste potens. Når det ikke 
udtrykker sig i sin højeste potens, er grunden den 
begrænsning, som den menneskelige enhed sætter for livet. 
Vi styrer det i mange retninger, men i realiteten er der kun én 
retning, og det er livet i sit fulde udtryk.
Hinduernes opfattelse af de halvfjerds år som menneskets 
tilmålte tid er den, at dette er det punkt, hvor mennesket når 
sit højdepunkt. Ved halvfjerds skulle mennesket nå sin 
myndighedsalder - sit maksimum - eller sin højeste 
livsrealisation. Dernæst siger de, at mennesket skal leve fem 
gange så længe, som det tager ham at nå sit højdepunkt. Den 
vestlige verden har fuldstændig taget fejl af denne mening.
Mennesket behøver ikke engang at være begrænset til det 
spand af år. De begrænser slet ikke mennesket. Hvis man 
opnår de halvfjerds år, burde man fuldende hele livet og 
opfylde alle livets betingelser. Det er ikke det samme som at 
begrænse livet. Fem gange er ikke en grænse, for I kan gøre 
det til fem tusind gange, hvis I vil. Sædvanligvis begynder 
mennesket, når det har nået de halvfjerds år, at tænke mere 
ad åndelige baner. Denne tendens begynder at udvikle sig 
efter de fyrre år.
Når Jesus sagde: "Midt i livet er I i døden," advarede han 
ikke mennesker om, at de altid står ansigt til ansigt med 
døden. Han udtrykte sin forbavselse over, at døden fandt sted 
blandt menneskene, når de levede midt i livets uendelighed. 
Mennesket bør blot leve livet, som det er, acceptere det, som 
det er, og ikke måle det i år og med materielle normer. I er 
en del af det evige liv her og nu, hvis I blot erkender det. 
Livet er ikke noget, der


kommer senere, det er her netop i dette øjeblik, I oplever nu. 
Folk skiller sig selv ud fra det liv, der er, ved at forsøge at 
leve i fortiden eller i fremtiden. Men fortiden er død, og 
fremtiden fødes kun i det evige nu. Hele livet i det uendelige 
rum bevæger sig i dette øjeblik, og hvem der end vil, kan 
drikke frit af dette liv. I behøver ikke engang at forsøge på at 
leve evigt, for hvis I overhovedet lever, så lever I i det evige 
liv, og det eneste, I behøver, er at leve det sådan. Glem 
fortiden og prøv ikke på at kaste jer selv ud i fremtiden, for 
det er nu'et der er det eneste acceptable tidspunkt. Det er nu, 
I er i evigheden.
Der er en teori om, at mestrene ofte modtager deres erkendelse i deres 
syvogtredivte års forår. Men der er ingen 
begrænsning for dette undtagen den, der lægges af det 
enkelte individ. Syvogtredive betyder på sanskrit "evighed", 
fordi man kan gentage syvogtredive eller syvtallet lige så 
mange gange, man vil, fordi det fuldender oktaven. Det 
refererer ikke engang nødvendigvis til år, men til den 
individuelle bevidstheds forlængelse ind i det universelle liv 
eller til dets sande, åndelige udtryk.
I stedet for, at den opvågnen, der kommer til menneskene, er 
et spørgsmål om år, betyder det simpelt hen, at mennesket 
bliver personligt modent, og mange af de opfattelser, som 
menneskeslægten giver den enkelte, annulleres ved denne 
sjælens modning. Falske opfattelser fortrænges fra 
bevidstheden, ligesom den svulmende knop trænger de blade 
til side, der har omsluttet den, og den indre karakter træder 
frem. Det er ikke hensigten at den gamle mand skal have sin 
anden barndom, når han bliver som barn igen, men han 
bliver barn for at kunne indgå i det himmelske rige. Han 
mister sansen for den materielle verdens betydning og for 
dens mange problemer og begynder at leve i livets realisation, således som det 
udfolder sig i ham.
Vore videnskabsmænd fortæller os, at der ikke eksisterer noget menneskeligt 
legeme, der er over syv år gammelt. Det 
vil sige, at cellerne hvert syvende år bliver fuldstændigt 
fornyet. Dette er ikke en begrænsning aflivet, for livet 
bevæger sig i cykler og ikke i år, og man kan ikke begrænse 
en cyklus. Den har ikke nogen egentlig begyndelse og 
afsluttes ikke. Det er den evige proces, der opfylder sig selv, 
og den evige fornyelsesproces, der foregår inden i det 
instrument, hvorigennem livet kommer til udtryk. Livet 
ophører ikke med de syv år, eller for den sags skyld 
nogensinde. Livet er evigt. Der findes ikke noget, der ikke 
har liv. Alle planeterne lever. Alt har liv. Selv stenen lever.
Når vi udtrykker livet i dets sande og ubegrænsede naturlige 
udtryk, kan og vil vi blive vore egne bøger og lærere. Hvis I 
også kan anerkende det faktum, at alle kroppens celler 
fornyes hvert syvende år, vil I begynde at erkende livets 
muligheder. Hvis I holder jeres tankegang fornyet hele tiden, 
efter som livsprocesserne udfolder sig, vil I begynde at se, at 
livet lige så godt kan fortsætte cyklus efter cyklus, er 
kontinuerligt. Knopperne på et træ er lige unge, hvad enten 
træet er gammelt eller ungt. Og knoppen har hele træet i sig. 
Det træ ældes kun med den begrænsning i år, som 
menneskene sætter for det. Der er intet, der bliver gammelt 
undtagen ved den opfattelse, menneskene påtvinger det. 
Skriften siger, at Han har givet os herredømme over alle 
ting. Livet kan ikke måles i år, og vi burde ophøre med at 
forsøge på det. Livet kan kun måles med sig selv, og livet er 
evigt, altid nærværende og uden grænser. Det er den vitale 
handling, der udgår fra hele det system, der kaldes universet 
eller Gud. Mennesket sætter begrænsning på tiden ved at 
skildre tiden efter, hvad der passer det selv, og denne 
skildring sætter ikke på nogen måde grænser for livet eller 
tiden, undtagen hvad angår menneskets egne muligheder.
Dette er efter al sandsynlighed det eneste plan og den eneste 
tilstand, hvor døden anerkendes. Kristus sagde: "Lad de 
døde begrave de døde." Det sande menneske sætter ikke 
nogen grænse for tiden, - det gør kun det dødelige 
menneske. Vi kommer kun ind på det dødelige eller det 
fysiske ved at placere tiden eller at betegne tiden efter, hvad 
der passer menneskene. Vi er fortsat med at opbygge en hel 
verden af antagelser, en stor barriere af antagelser mellem os 
selv og den sande tilstand. Vi er blevet


påvirket til at betragte denne barriere som uoverstigelig, og 
som følge heraf har mange af vore filosofier fortalt os, at 
livet er uerkendeligt og ikke kan løses. Naturligvis kan det 
ikke løses, når man sætter barrierer op imod det.
Mestrenes liv tilbringes ikke med det, verden ville kalde 
lukrative beskæftigelser. De er ude over dette stadium. 
Deres liv er altid et liv i tjeneste, og mange af dem går 
omkring fra sted til sted og hjælper til i praksis med ting, 
som vi ville kalde materielle. Vi har aldrig set dem tage 
imod noget til sig selv. Vi har set dem uddele mad og tøj og 
forsyninger af enhver art. En mester er en tjener. Hvis han er 
mester, er han hævet over denne verden, og den kan ikke 
give ham noget. Han må vende processen omkring og til 
gengæld selv give verden noget.
I denne tjeneste synes det ikke, som om de udsøger nogen, 
og folk søger heller ikke nødvendigvis dem. Mestrene 
møder folk i nød og med behov for hjælp i deres daglige 
tilværelse, når de færdes blandt mennesker. De hjælper også 
til med at opnå en universel holdning både ved 
tankevirksomhed og ved tankeprojicering. De projicerer 
også fuldkommenhedens forhold og vilkår overalt i verden. 
Men naturligvis er de altid parate til at hjælpe, når et 
menneske beder dem om det. Vi har set dem hjælpe ikke 
blot enkeltpersoner, men store grupper af mennesker. Men 
selv medens de arbejder med sådanne opgaver, sender de 
åbenbart påvirkninger ud til resten af verden, som i tidens 
fylde vil helbrede de tilstande, de arbejder med lokalt. De 
siger, det er nødvendigt at arbejde lokalt for at hjælpe folk til 
en bedre forståelse, og i mange tilfælde skabes den bedre 
forståelse ved at forsyne dem med mad og tøj eller bedre 
levevilkår.
Mestrene går faktisk ud blandt folk, og folk beder dem ofte 
om hjælp, og de vilkår, de er underkastet, bliver forbedret 
næsten øjeblikkeligt. Hjælpen gives kun for at demonstrere 
en bedre måde at nå frem til resultaterne på end den, man 
hidtil har anvendt. De går slet ikke ud for at prædike eller 
samle proselytter. De færdes blandt folk, og de, der 
genkender dem, kan bede dem om hjælp til hvad som helst, 
de ønsker - helbredelse, mad, tøj, husly - hvorefter de 
modtager det. Men de gør folk opmærksom på, at det er dem 
selv, der gør det, og ikke mestrene. Det, de modtager, er 
ikke noget, mestrene har, men de pågældende mennesker har 
selv opbygget det, der bringes dem, ved deres egen 
tankeholdning, - det er ikke noget, andre har, men noget, de 
selv har, og som tilhører dem. I øvrigt er der heller ikke 
nødvendigvis tale om, at man må bede om hjælp for at 
modtage den.
Udtalelsen om, at tjeneren er sin løn værd, betyder ikke, at 
man må gøre helbredelse til noget kommercielt. Det betyder, 
at den, der tjener på denne måde, er værdig til et højere liv, 
værdig til at være mester - eller herre - og ikke tjener. 
Naturligvis er mesteren den største tjener, for hele hans liv 
tilbringes i tjeneste, - det er det felt, han arbejder på, og hvor 
han udtrykker sig som mester.
Hvad angår føde, indtager mestrene langt mindre, end vi 
gør. Vi har oplevet, at de ikke spiste mere end nogle få gram 
ris om dagen, men de optager tilstrækkeligt med pranisk stof 
til at ernære sig fysisk i lange perioder, hvis det er påkrævet. 
De tygger deres føde grundigt. De kan tygge disse få gram 
ris en hel dag, og når de er færdige med det, har de optaget 
tilstrækkeligt prana til mindst fireogtyve timer. De har ikke 
nogen faste spisetider, for de arbejder ikke med samme 
tidsbegreber, som vi måler tiden i. De spiser, når som helst 
de føler trang til det. Vi har aldrig oplevet, at de har 
respekteret nogen spisetider, sådan som vi gør det. De kan 
klare sig helt uden føde i månedsvis.
Så vidt vi ved, sover de meget lidt, ikke over to timer i 
døgnet, og de er sig bevidst i disse to timer. Det er et 
velkendt faktum, at man kan klare sig uden søvn, hvis man 
forstår at leve uden at spilde sin energi eller indsnævre sin 
bevidsthed ved at holde sig selv adskilt fra de universelle 
kræfter. Den vestlige


verden og den måde, den lever på, gør mere eller mindre 
søvnen til en betingelse forårsaget af en såkaldt toksisk 
tilstand i kroppen. Denne toksiske tilstand modarbejder i stor 
udstrækning kroppens genopbygningsproces, og tusinder af 
mennesker er i denne toksiske tilstand i stedet for at være i 
en ægte søvn tilstand. Da Jesus sagde: "Vågn op, I som 
sove," mente han, at man skulle rejse sig fra denne 
comatilstand, hvorved man ville komme fri af den 
påvirkning, man er kommet til at ligge under for.
Mennesker i den vestlige verden indtager mindst ti gange så 
megen føde, som kroppen behøver, og bruger dernæst energi 
til at fordøje denne føde. Den energi, som bruges til at 
fordøje disse ni tiendedele overskudsføde, som vi ikke 
behøver, kunne bruges langt mere effektivt til at opbygge 
kroppen med. Det er et velkendt faktum, at den vestlige 
verden i dag spiser mindst ti gange så meget, som det er 
sundt at spise. Hvis vi tog livet eller energien direkte fra 
æteren, ville vi hele tiden tilføre vores krop energi i stedet 
for at forbruge den til at assimilere føde. Den ville gå direkte 
til hvert organ i kroppen og genopbygge og forny den.
Det er ikke påkrævet at være sammen med en mester eller at 
opnå kontakt med en mester for at forstå livet og dets 
muligheder. Livet er fuldtud forståeligt overalt på jorden. 
Det er allestedsnærværende, og hvem som helst kan komme 
i kontakt med det, hvis blot han retter sin opmærksomhed 
imod det og koncentrerer om det og vender sig bort fra de 
udvendige former, som livet antager, og hvorigennem livet 
udtrykker sig.
Hvis blot I indtager den enkle holdning, at hele det liv, I kan 
leve, er selve livet og begynder at ophøje livet, da vil I 
opleve det samme, som hvis I levede sammen med mestrene. 
Der er overhovedet ikke noget enestående ved deres liv. Som 
regel er de mennesker, der opsøger dem, kun på udkig efter 
noget særligt. Men hvis vi lever livet, kan vi ikke undgå at 
forstå det. Livet er en proces, hvorved den indre kraft 
arbejder sig frem til at tage form i det ydre. Det er universets 
vitale princip, der animerer alt i rummet og i alle former for 
liv.

Der er mange, der har den opfattelse, at mestrene foreskriver 
visse regler for daglige øvelser, et vist dagligt program af 
mentale og fysiske øvelser, men det er ikke tilfældet. Der er 
naturligvis mange, der begiver sig ud i denne form for lære 
til et punkt, hvor eleven erkender sig selv som mester. Og da 
står vejen åben for at møde den egentlige mester. I det 
øjeblik, mennesker tror, at der er nogen anden form for liv 
end det eneste sande liv, da er de fuldkommen ude af 
harmoni. Vanskeligheden ligger altid i personens mentale 
opfattelse. Der er ikke tale om menneskets fald og død i 
åndelig forstand, det kom blot ud af harmoni med livet, og 
det er det, der har resulteret i alle menneskenes 
vanskeligheder. I samme øjeblik livet bliver svært at leve, er 
det ikke noget liv. Et sådant menneske er kommet uden for 
livet i samme grad, som uharmoniske tilstande opstår, og 
disse tilstande burde være ham en advarsel om at vende 
tilbage til livet, som det virkelig er.
Børn er lykkelige, fordi de lever livet fuldtud. De begrænser 
ikke tilværelsen på nogen måde. I samme øjeblik vi sætter 
grænser for livets udfoldelse, ophører vi med at leve helt og 
fuldt. Der findes ingen vilkår, der kan begrænse livet. Livet 
ville ikke kunne begrænse sig selv. Livet kan ikke holdes på 
afstand undtagen ved ens egen holdning til det. Der er ikke 
to individer, der har den samme opfattelse aflivet. Dette 
illustreres ofte på følgende måde: Det siges, at kun børn og 
visse mennesker er lykkelige; børnene, fordi de ikke har 
udviklet sansen for materielle værdier; de vise, fordi de ved, 
at det materielle ikke har nogen værdi. For dem har den ydre 
form ingen betydning, - det har kun det at leve livet.
Man kan betragte livet gennem et meget snævert hul i en 
mur og sige: "Jeg ser hele livet." Og synsfeltet kan omfatte 
en bakke, hvor der ikke er andet end klipper. Den næste 
person ser måske træer, og den følgende ser levende 
skabninger bevæge sig omkring. Hvis vi kun betragter livet 
gennem en lille åbning, hypnotiserer vi snart os selv til at tro, 
at der ikke er noget andet liv inden for hele det store univers 
af liv. Hvis vi blot ville acceptere den holdning at se 
universet som en legemliggørelse og et udtryk for det ene og 
uendelige liv, da ville vi udvide vort syn til


at omfatte hele livet, og da ville der slet ikke være nogen 
som helst begrænsning for os.
Mestrene tager aldrig noget liv, der er bevidst. Det er ikke 
nødvendigt at dræbe bevidst liv, for mennesket kan 
assimilere alle livselementerne i sin bevidsthed, bringe dem 
til live i sig selv, leve dem og altid være ét med dem. 
Følgelig er det slet ikke nødvendigt at dræbe bevidst liv.
Mange spørger, hvorfor folk i Indien er bange for de lavere 
livsformer. Ikke alle i Indien er mestre, selv om de har lært, 
at der kun er én form for liv. De erkender ikke alt det, de har 
lært, lige så lidt som amerikanerne indser eller lever efter 
det, de har lært. Der er kun nogle få af de lavere klasser, der 
er bundet på denne måde, fordi de har lært at dyrke den 
tilstand. Det er derfor, de frygter dem.
Men hvorfor prøver mestrene ikke på at løfte folk ud af 
denne tilstand? Hvorledes skulle de kunne løfte folk ud af en 
tilstand, hvis de ikke bryder sig om at blive løftet? De kan 
ikke indgive folk deres egen tankegang. De kan kun vise den 
vej, de selv har fulgt. Hvis ikke man vil acceptere den vej, 
må man følge sin egen, indtil man er parat til at følge en 
bedre. Alle de højere kaster, selv de mægtige maharaja'er, 
arbejder for bedre tilstande i Indien, men de kan ikke på 
massernes vegne komme over denne indstilling eller 
forvandle dem til højere tænkende mennesker. Det arbejde 
må altid overlades til den enkelte.
Det er en forkert opfattelse at tro, at mestrene lever et 
asketisk liv. Vi har aldrig oplevet, at det har været tilfældet. 
Man kan finde dem iført lændeklæde eller i de højeste 
kredse. Og man vil slet ikke se dem isolere sig fra andre. Der 
er nogle få sammenlignet med deres samlede antal, der lever 
afsondret for i højere grad at kunne give hele verden visse 
forbedringer i vilkårene. Men der er blot tale om nogle 
grupper, der samles med dette særlige formål. De lever slet 
ikke noget asketisk liv.

Man kan se en yogi, der lever et asketisk liv en vis tid og kun 
med et bestemt formål, men de tillader aldrig at blive 
hypnotiseret af tanken om askese. Yogi betyder at leve for et 
stort eksperiment. Mange af de såkaldte "hellige mænd" i 
Indien lever en fuldstændig asketisk tilværelse, men som 
regel er de tiggere og ikke mestre. Mange af dem er så 
snavsede og så uhumske, at man ikke kan forestille sig det. 
De er som igler på menneskeheden og intet andet. Men det er 
ikke dem, der er mestre. Blot fordi et menneske vandrer 
omkring og fremsiger matra'er eller sidder i Samadhi, er det 
ikke derfor nogen mester.
Vi har aldrig erfaret, at nogen af mestrene, der har nået 
betydelige resultater, har bedt nogen om noget, men de giver 
hele deres tid til fremme af menneskehedens vilkår. De beder 
ikke engang om noget med det formål at give det til andre. 
De har, som de selv siger, alt hvad de behøver og mere til. 
De går ikke omkring og beder andre om at give. De 
organiserer ikke velgørende institutioner. De drager hele 
tiden ud for at hjælpe, men afholder sig fra at knytte sig selv 
til resultaterne, de fremkalder. Der er tusinder af mennesker i 
Indien, der ustandseligt giver til andre, og dog har vi aldrig 
erfaret, at nogen af dem har modtaget en penny af nogen. De 
tiggere, der kalder sig selv "hellige mænd", er det kun, fordi 
de selv kalder sig det. De har intet at gøre med mestrene.
Livet er altid et spørgsmål om at give. Det at trække på det 
universelle liv, der flyder frit gennem hele det uendelige 
rum, er alles privilegium, og måden at leve livet på burde 
være at modtage fra denne kilde og dernæst at give det 
videre til alle omkring sig og inspirere dem til at søge livet 
der, hvor man selv har fundet det. Dette er ikke blot 
mestrenes arbejde, men det arbejde, alle mennesker burde 
udføre. Dette er at leve livet, som det bør leves, og det er rent 
faktisk det eneste liv, der findes. Det blot at tage imod fra 
andre er slet ikke noget liv, men en eksistens, der konstant 
bliver mere begrænset. At søge livet i den materielle verden 
er ensbetydende med at miste det.


TIL BRUG FOR UNDERVISEREN

Pkt. 1. Det burde gøres klart for menneskehedens store 
masser, at livet, således som det afdækkes af de åndeligt 
oplyste, altid er blevet beskrevet i sit universelle og evige 
aspekt. Det liv, der manifesterer sig i de levende former, er 
kun et ydre udtryk for det vitale indhold, der fylder det 
uendelige rum. Livet er ikke begrænset til et periodisk udtryk 
i formen, men er og forbliver stedse den skabende krafts 
handling, som i første instans fremkaldte formen eller 
skabningen, og denne skabning blev frembragt med det ene 
formål at give dets eget væsen udtryk. Der er ikke nogen, der 
lever fuldtud, før man erkender, at livet bevæger sig i og 
igennem én og til evig tid altid søger et fuldere, friere og 
rigere udtryk.
Pkt. 2 og 3. Da livet er universelt, udtrykkes det universelt i 
enhver form, og når følelsen af noget delvist eller adskilt 
forsvinder fra menneskets tankegang, kan det i højere grad 
indgå i livets aktivitet og i mere fuldkommen grad bringe sig 
selv i pagt med dets formål. Det lader til, at det kun er i den 
menneskelige bevidsthed, der opstår komplikationer, og livet 
og bevidstheden er så uløseligt forbundet, at før mennesket 
kan realisere livet i dets største fylde, må det udvide sin 
bevidsthed til at erkende og leve livet, som det er. Det ser ud, 
som om kun menneskets mentale reaktioner hindrer det i at 
opnå dette mere tilfredsstillende liv.
Pkt. 4, 5, 6, 7 og 8. Teksten i disse afsnit viser klart, at det er 
den livsperiode, hvor menneskets udadvendte tankegang, den, 
der er udviklet via dets materielle kontakter, i så høj grad 
griber ind, ikke blot i menneskets liv, men i dets evner helt 
generelt. Det er denne periode med falske vurderinger af 
livet, af menneskets verden og afsig selv, der hæmmer hele 
menneskets tilværelse, og det er kun i tiden før denne tilstand 
og lejlighedsvis efter den, at mennesket synes at have den 
ægte glæde ved livet. Geniet er et menneske, der synes i en 
vis grad at undslippe denne periode med tankeundertrykkelse, 
- et menneske, der har mod og styrke til at følge sin egen 
afstukne kurs og ikke lade den øvrige verdens begrænsende 
tankegang hindre sig. Grunden til, at mennesket i sine senere 
år synes at leve et mere åndeligt betonet liv, er den, at det 
falske løber sig selv ud - som et 8-dages urværk - og da 
kommer den sande natur igen til kræfter. Hvis denne 
bevidsthed var blevet bevaret gennem undertrykkelsens år, 
ville menneskets krop heller ikke være blevet tappet for sine 
vitale kræfter, og dets bedste og virksomme år ville være 
blevet udvidet uden begrænsning.

Pkt. 9. Kroppens alder bestemmes ikke af det spand af år, vi 
kalder livet. Kroppen fornyer bestandig sig selv, og de celler 
og væv, der danner kroppen, erstattes konstant ved en 
fuldkommen naturlig proces. Det er det mønster, disse 
opbygningsprocesser tvinges til at fungere under, der giver 
kroppen sin alderskondition. Vi burde konstant forny vore 
tanker i overensstemmelse med livets sandhed, da ville 
mønsteret for kroppens fornyelsesprocesser blive af en sådan 
art, at resultatet ville blive en mere fuldendt og vital krop.

Pkt. 10. Mennesket er livets bog, Guds lov. Livets styrende 
princip er skrevet i menneskets indre, og den periode, vi lever 
i, burde være en selvopdagelses- og en 
selvudtrykkelsesproces. I udfoldelsen af menneskets egen 
natur lærer det hemmelighederne i sit eget væsen at kende. 
Studér jer selv på nært hold, undersøg de dybeste længsler i 
jeres egen inderste natur, se, hvorledes de folder sig ud, så vil 
I nå til forståelse.

Pkt. 11. Ifølge skriften er synden årsag til døden. Synden er 
hver tanke og følelse, der er ude af harmoni med livets 
hensigter. Disse tanker og følelser udgør en modsætning til 
livet, således som det burde komme til udtryk gennem 
mennesket. At fjerne denne forhindring ville naturligvis være 
løsningen. I stedet for at fare frem i en bevidsthed, der 
berøver kroppen sin livgivende kraft, burde man vende sig 
bort fra denne falske bevidsthed og derved frigøre kroppen 
fra sin bevidsthed om døden. "Lad os glemme alt det, der 
ligger bag, og kæmpe os fremad."


Pkt. 12, 13, 14 og 15. Livet drejer sig om fremgang og ikke 
om økonomisk udbytte, sådan som vi forstår det. Udbyttet er 
afhængigt af vor fremgang og vor fremgang bestemmes af 
arten og kvaliteten i vort udtryk. Det menneskelige udtryk 
bør ikke være den konstante projicering af vore egne 
begrænsede meninger, men udtryk for et liv i 
overensstemmelse med vor egen natur, og disse dybere 
impulser er altid sande og ægte. Det er kun, når vi synker 
ned til det plan, hvor vi har at gøre med det, vi kalder det 
nødvendige eller hensigtsmæssige, at vi begynder at gøre 
vold på vor indre fornemmelse for, hvad der er ret.

Pkt. 16, 17 og 18. "Mennesket lever ikke afbrød alene." Man 
behøver blot tilstrækkelig føde til at skaffe materiale til 
kroppens naturlige genopbygning. Det, der er derudover, 
giver blot kroppens funktioner en ekstra belastning. Man 
burde i langt højere grad tære på det stof, der er til rådighed i 
menneskets skabende princip, da ville man finde virkelig næring. Ligesom føde er 
det råmateriale, der er nødvendigt 
til kroppens opbygning, således bruger søvnen den energi, 
der er blevet spildt ved, at vi i perioder har levet et uægte liv.

Pkt. 19, 20 og 21. Vi må lære at komme i kontakt med det, 
der er til gavn for os, og dets kilde. Det, vi søger, kommer 
ikke fra andre, og det vil ikke gavne os at kontakte en mester 
eller en lærer, medmindre vi derved inspireres til at søge det 
i os selv, som mesteren eller læreren repræsenterer for os. 
"Enhver, som siger 'herre, herre' til mig, skal ikke komme 
ind, men kun den, der gør min Faders vilje."

Pkt. 22. Livets værdier skal søges i sjælen, i det egentlige 
'jeg', den indre mester, og ikke i verden. Verden ejer kun den 
værdi, der gives den ved en opvågnen til den sande 
bevidsthed.

Pkt. 23, 24 og 25. Prøv på at finde frem til livet, som det 
virkelig er i sin store universelle sammenhæng, som afsløres 
i jeres egen natur gennem jeres højeste idealer og dybeste 
længsler. Kun når vi udmåler livet efter vore egne 
begrænsede opfattelser, bliver det begrænset i sin måde at 
manifestere sig på gennem os. Forlad jer på det universelle 
liv som jeres forsyningskilde.
Pkt. 26. Menneskets individuelle ret til at komme til udtryk 
kan ikke tilsidesættes i livets sande processer. Det er ved 
egen kraft, vi rejser os og ikke ved andres indsats. Det at 
leve på andres vegne og uden egen indsats er destruktivt for 
vor egen karakter og vort eget vel.

Pkt. 27 til 30. Liv er handling, at ytre sig, at give. Det er lige 
så nødvendigt at give for at leve, som det at ånde ud i 
åndedræts-processen. Man skal modtage fra sin kilde og 
dernæst give ud fra denne kilde i de højeste udtryksformer, 
der er mulige. Man optager noget fra et princip ved først at 
tage det ind i sin bevidsthed, og dernæst udtrykker man det i 
en ydre præstation. Dette gælder lige så vel i 
livsprocesserne. At modtage uden at give eller at give uden 
at have modtaget er det samme som at gøre livet statisk ved 
overmættelse eller total udtømning. At modtage fra jeres 
kilde og udtrykke det, I har modtaget, ved at manifestere 
jeres større evner og muligheder er den måde, livet skal 
leves på.
















Kapitel X,
UNIVERSET.
Universet er summen af alle ting, synlige og usynlige, som 
fylder det uendelige rum. Universet er den store helhed 
sammensat af alle sine dele. Man kunne sige, at universet er 
et andet navn for Gud, for Han sagde om sig selv: "Jeg er 
den, som jeg er, og der findes ikke nogen ved siden af mig". 
Det er summen af alt liv, alt stof, al intelligens, al magt. I det 
er indeholdt al viden, for det er alviden. Det er summen af al 
magt, for det er almagten. Det er summen af alt stof, for af 
det er alle synlige ting dannet. Det er summen af al 
kærlighed, for det er knyttet sammen i ét enkelt system og 
fungerer som en enkelt enhed. Kærligheden er integritetsprincippet, - det 
princip, der binder og holder universet 
sammen som en enhed og holder alle dets funktioner igang i 
fuldendt harmoni og regelbundethed.
Mestrene tænker på universet som alle tings universelle ud-
tryk, hvori ethvert forhold og enhver omstændighed er en del 
af dette univers eller dette universelle udtryk. Et menneske 
kan blive adskilt fra eller selv i sin tankegang skille sig ud fra 
dette univers. Derved bliver dette menneske en enhed, som 
alene i tanken er skilt ud eller adskilt fra helheden. Men han 
er dog ikke i realiteten adskilt derfra, - han er stadig en del af 
det store univers. Man kan i sin tankegang blive skilt så langt 
fra dette universelle udtryk, at man omgiver sig med en 
afstand til andre eller en følelse af begrænsning. Det kan ske, 
at man trækker sig så langt bort fra det universelle i sin 
tankegang, at man falder nedad eller går tilbage i evner og 
formåen og således i et vist mål bliver skilt fra det 
universelle, hvor man ellers i virkeligheden hører hjemme.

Det er naturligvis umuligt at adskille sig selv fra det 
universelle, for det ville være ensbetydende med at reducere 
sig selv til en ikke-eksisterende tilstand. Men når man vender 
tilbage til dette universelle princip i sin bevidsthed, bliver 
man ét med det og løftes op i en tilstand af større formåen. 
Dette illustreres af historien om den fortabte søn. Han 
vandrede gennem mange egne og satte alt til, men der 
ventede ham en velkomst i hans faders hus, da han vendte 
hjem, så selv broderen, der var blevet hjemme, blev 
misundelig over den modtagelse, han fik. Men faderen 
vidste, at denne modtagelse altid var parat. Det er et 
allegorisk billede af, hvorledes man i sin tankegang kan 
fjerne sig meget langt fra det universelle og erkende, at man 
lever af det, man fodrer svinene med, og dog er alt til 
rådighed, når man beslutter at vende tilbage til sin faders hus. 
I virkeligheden var faderen sig ikke engang adskillelsen 
bevidst. Det gjorde ikke nogen forskel, hvor langt bort 
sønnen var rejst.
Enhver følelse af adskillelse, isolation eller begrænsning er 
kun noget, man forestiller sig, for en egentlig adskillelse er 
en faktisk umulighed. Hvis det var muligt, ville universet 
ikke være en helhed. David illustrerede dette faktum i sin 
erkendelse af, at det var umuligt at udskille sig fra det 
universelle system, ved at sige: "Hvorhen skal jeg flygte fra 
din ånd", og om end han drog til jordens yderste grænser, 
steg op til himlen eller ned til helvede, så ventede det samme 
universelle princip ham. Man kan ikke adskille det 
uadskillelige.
Det er det samme, når døden indtræffer. Mange føler, at der 
her er en adskillelse, men det er der i virkeligheden ikke. Vi 
kan være akkurat lige så nært knyttet til dem, som vi føler har 
forladt os, som vi var i det, som vi opfatter som livet. Den 
eneste adskillelse finder sted i vor bevidste tankegang. I det, 
vi kalder superbevidstheden, er der slet ikke nogen 
adskillelse. Hvis vi slap denne tanke om adskillelsen, ville 
der ikke være noget tegn på adskillelse, for adskillelsen 
eksisterer kun i bevidstheden. Man kunne måske med større 
sandhed sige, at adskillelsen kun eksisterer i "u-bevidstheden", nemlig når man 
ikke er sig den sande tilstand bevidst.
Adskillelsen er kun noget tilsyneladende, for i realiteten kan 
den ikke forekomme. Hvis universet er én enhed, og alt det, 
der indeholdes deri, er evigt forbundet i ét enkelt system, 
hvorledes og hvor ville der da kunne forekomme nogen 
adskillelse? Ergo kan det kun være en tilstand, man 
forestiller sig. Uvidenheden om de virkelige kendsgerninger 
er den eneste form for adskillelse, der kan forekomme, men 
trænger oplysningen ind, vil den blive helt elimineret. Se, 
der er kun én Gud, og alle ting og alle folkeslag lever i Ham, 
og ved at leve i Ham er de ét i og med Ham.
Vi er som mennesker et fuldendt univers i os selv, og det 
fungerer i fuldendt harmoni, hvis vi giver slip på enhver 
tanke om disharmoni eller adskillelse. Tanken om harmoni 
bringer os tilbage til enheden {princippet. Vi kan tænke os 
selv så langt bort fra det harmoniske, at dårligt helbred og 
sygdom samt uharmoniske vilkår bliver resultatet, men disse 
ting repræsenterer kun en manglende harmoni. Hvis vi 
holder os i fuldendt harmoni med det universelle i vore 
tanker, kan der ikke forekomme uharmoniske tilstande i vort 
liv overhovedet, for når vi vibrerer i harmonisk relation til 
det universelle princip, kan intet uharmonisk manifestere sig. 
Og dette er noget, der helt og holdent er muligt.
Den eneste måde, hvorpå vi kan gøre det muligt for det 
uharmoniske at manifestere sig, er ved at reducere 
vibrationerne i vores krop og ikke ved noget andet. Vi 
tillader det at ske, der burde være umuligt. Når vi betragter 
fuldkommen harmoni som en umulighed, så tilbeder vi 
disharmonien i stedet for at tilbede harmonien. Det var det, Jesus lærte, da han 
sagde, at mennesker i sig selv altid er 
fuldendte. Han refererede direkte til denne harmoni eller 
fuldendthed i princippet, som vi i virkeligheden altid 
manifesterer, og som vi ikke kunne undgå at manifestere, 
hvis blot vi ville slippe det personlige, egoistiske ønske om 
at blive betjent af vore medmennesker i stedet for altid selv 
at tjene.
Vore forventninger skulle komme ovenfra, og vor holdning 
over for den øvrige verden burde være den at give.

9.	En af de sikreste måder at isolere sig selv fra det 
harmoniske 
eller fuldkomne på, er at kræve andres tjenester i stedet for 
selv at 
yde tjeneste hele tiden. Og det gør ikke nogen forskel, om vi 
retter vor tjeneste mod ét individ eller mod en million 
mennesker. Når vi kræver andres tjenester, befinder vi os altid i 
adskillelse fra helheden, men når vi tjener alle andre, er vi i 
fuldendt harmoni med det universelle. Når vi giver noget af os selv til 
andre, kommer vi nærmere og nærmere til det universelle 
fællesskab, hvor vi hører hjemme.

Det tærer ikke på vor energi at give os selv i tjeneste, at vise 
andre kærlighed eller at sprede forsoning, men det kræver 
energi at sprede disharmoni eller at fremkalde uharmoniske 
vilkår eller at sprede negative tanker og tale. Alle positive 
eller forsonende ord tilfører os energi, så længe vi udtaler 
dem. Og ikke nok med det, - vi skaber en påvirkning, der 
vender tilbage til os selv og omgiver os med udstrålende 
energi.
Man behøver ikke at blive undervist af en mester eller at 
læse sig til i bøger, hvad der er i pagt med de universelle 
livsprocesser i én. Man er helt klar over, hvornår man er i 
modstrid med livets lov på samme måde, som man er det, 
når musikkens love brydes. En falsk tone opfattes straks af 
enhver, hvad enten man har studeret musik eller ej. I samme 
øjeblik, der opstår en ufredelig eller ubehagelig tilstand i 
menneskets natur, ved det godt selv, at det er kommet i strid 
med sin egen naturs lov. Det er ikke blot et brud på dette 
menneskes egen naturs love, men det frembringer også 
ufuldkomne tilstande i det legemlige. Alle forkerte eller 
ufuldkomne følelsesmæssige eller mentale tilstande er 
forsyndelser mod menneskets sande natur. Alt det, der 
fremkalder en harmonisk effekt i menneskets natur, som 
giver det en følelse af fred, frihed, kraft og harmoni, er i 
direkte harmoni med livet, og der kommer kun harmoniske 
tilstande ud af det.


Mennesket er nøjagtig som et reagensglas i et kemi-laboratorium. Hvis vi 
tilsætter harmoniske opløsninger, far vi 
harmoniske resultater. I modsat fald skaber vi en uharmonisk 
tilstand, i hvilken vi enten får uharmoniske resultater eller 
slet ingen resultater overhovedet. Vi kan måske konstatere 
stærk turbulens i et reagensglas, men det er ikke 
ensbetydende med manglende harmoni, hvis ellers det er de 
rette kemikalier, der er anbragt i glasset. Og det samme gør 
sig gældende i vores krop. Vi skaber aldrig disharmoni, hvis 
vi kun indgiver eller udsender harmoniske tanker og følelser. 
Det er os fuldkommen umuligt at skabe disharmoni, hvis det, 
vi udsender, er harmoni, og det skyldes den omstændighed, 
at vi omgiver os selv med en påvirkning, der er fuldstændig 
harmonisk. Og hvis det udelukkende er harmoni, der 
omgiver os, kan disharmoni under nogen form ikke manifestere sig på tværs af 
denne påvirkning. Det kontrolleres 
altsammen af bevidstheden, og vi bliver os det harmoniske i 
den grad bevidst - langt mere end vi kan blive det af det 
uharmoniske, for harmonien er jo vor naturlige tilstand. 
Dette opnås ved at nægte at kaste vort indre blik på det 
disharmoniske.
Hvis nogen synes, at de ikke klart kan skelne i spørgsmålet 
om bevidsthed, så kan de udøse kærlighed så godt, de 
formår, og nægte at udsende andet end kærlighed. Dette vil 
bringe dem lige frem til harmoniske konklusioner. Jesus 
satte kærligheden over alt andet. Der findes en lille bog af 
Henry Drummond med titlen: "Love, the Greatest Thing in 
the World" (Kærligheden, det største i verden), som viser 
vejen til en harmonisk løsning af enhver situation, der kan 
opstå. Det er den enkleste lille bog, der nogensinde er 
skrevet, og den har vundet stor udbredelse. Det tager kun 
cirka ti minutter at læse den, men det tager et helt liv at 
efterleve det, der står i den. Når man lever efter den, er der 
fuldendt harmoni og fuldkommen fred.
Hvis man indtager en negativ holdning og fornægter det 
åndeliges eksistens, ændres det åndelige ikke derved. Det 
kunne ikke ændre ånden, for ånden er i al evighed 
uforanderlig, men har man falske forestillinger, vil det 
derimod sinke éns egen udvikling. Vi bør ikke bekymre os 
om, hvad andre mennesker gør eller om, hvad vi synes, de 
bør gøre, for vi kan ikke vide, hvornår deres handlinger eller 
præstationer bringer dem i direkte harmoni igen. Jesus 
sagde: "Løs ham og lad ham gå". På den måde gav han 
manden det privilegium at kunne antage kristus-
bevidstheden. Han så alle som en kristus. Selve denne 
udtalelse: "Jeg ser Kristus i alle ansigter og i alle 
skikkelser", er betegnende for hans holdning.
Lad ikke verden fortælle jer, hvordan den er, for det kan den 
ikke. Den er ikke sådan, som den ser ud til at være. Den ser 
ud til at være begrænset, men det er den ikke, for den er 
skabt ud af universet, og videnskaben fortæller os, at hver 
celle er en gengivelse af universet. I må lære at finde ud af, 
hvordan verden er, ved at erfare, hvordan universet er, og I 
vil da være i stand til at fortælle verden, hvad den er. Kun på 
denne måde kan I blive frie, for I udtrykker kun det, der er 
jeres egen bevidsthed. Se ind gennem overfladen, indtil I ser 
den indre realitet, og I vil da opdage, at "intet i denne verden 
er særskilt, men at alle ting ved en guddommelig lov er 
indbyrdes forbundne", og der findes en fuldendt harmoni og 
frihed for jer selv og for verden.
Dette er det sande kristne budskab: "Da det første menneske 
fødtes, fødtes Kristus". "Jeg var til før Abraham", - "den 
herlighed, som jeg havde hos Dig, før verdens begyndelse". 
Føj kærligheden til alle disse ord, så er de i harmoni med 
Kristus og hans lære. Vi kan omslutte et menneske med 
kærlighed i en sådan grad, at påvirkningen af den overvælder 
mennesket og på et øjeblik kan ændre hele dets liv og 
tankegang. Vi dominerer ikke mennesker ved at omgive dem 
med kærlighed, for det er deres naturlige miljø. Vi skaber 
blot en påvirkning, mennesker kan acceptere, og ændrer på 
denne måde hele deres livsløb, og vi kan også ændre hele 
vort eget livsløb og vore tankebaner. Vi ser blot det andet 
menneske, som det virkeligt er; ser det, sådan som Gud ser 
det. Dette er ikke nogen hindring for eller påvirkning af dette 
menneske, tværtimod frigør det den pågældende fra 
forhindringer og påvirkninger, fordi vi har omgivet ham med 
den samme


påvirkning, hvori han blev skabt, den tilstand, der er 
naturlig, når alle mennesker lever i virkeligheden, som den 
er.
Det er langt bedre at elske sine fjender og at bede for dem, 
der forfølger én, fordi man derved blot ophøjer sig selv og 
på samme tid hjælper dem til at blive frigjort fra de 
karaktertræk, der får dem til at optræde som éns fjender. 
Man gør både sig selv og dem en dobbelt tjeneste. Det er 
giveren, der modtager noget, idet gaven kommer tilbage til 
ham selv. Dertil kommer, at såkaldte fjender ofte i højere 
grad end vore venner bringer vore tanker frem i lyset.
Hvis vi har en formodet fjende, som gør os stor uret eller 
skade, da kan bevidstheden opfyldt af fuldendt kærlighed 
fuldstændigt ændre hele situationen. Dette er menneskets 
privilegium og ikke dets pligt. Og et privilegium motiverer 
os stærkest til at tjene andre. Det er et virkeligt privilegium 
at kunne elske sine fjender og ophøje dem, fordi vi derved 
ophøjer os selv. Det er den største opløftelse, der findes, at 
ophøje sine fjender og se dem stå endog højere end én selv.
At udøve dette er den højeste form for ægthed, for det at 
være ægte vil sige at være uden fejl. Det er at være helstøbt. 
I samme øjeblik I lukker et menneske ude fra jeres 
bevidsthed, giver I dette menneske et større privilegium, end 
I giver jer selv. I må ophøje ham, så har I afsluttet sagen. 
Hvis I mister ham og lader ham gå, før han ophøjes, er sagen 
ikke afsluttet, for I har stadigvæk jeres egen bevidsthed, der 
skal heles. Det foregår således: I har aldrig kendt dette 
menneske, før han kom ind i jeres bevidsthed. Nu er I jer 
ham fuldtud bevidst, fordi der opstod en eller anden 
situation, i hvilken I eller han trængte til hjælp. I samme 
øjeblik I har fundet frem til det, der var behov for, og har 
afsluttet forholdet til denne person ved ophøjelsen, kan I 
slippe ham og lade ham vende tilbage til det, han kom fra, 
før han kom ind i jeres tilværelse. Når så jeres pligt er 
opfyldt og ophøjelsen fuldført, er begge parter frie. Begge 
kan gå sine egne veje, akkurat som I gjorde før. Hvis dette 
ikke sker, forbliver der et ar i jeres bevidsthed.
I må forstå, at al ufuldkommenhed kun eksisterer i vor egen 
bevidsthed. For jer forekommer der ingen 
ufuldkommenheder hos andre mennesker, som I ikke har 
været i kontakt med. Men i det øjeblik, I erkender en 
ufuldkommen tilstand ved kontakt med disse mennesker, 
bliver ufuldkommenheden bragt ind i jeres bevidsthed. 
Førend fuldendt harmoni kan blive genskabt i jeres natur, 
må denne uharmoniske tilstand udviskes, og kærligheden er 
den eneste holdning, der kan gøre dette, for kærligheden er 
det universelle opløsningsmiddel, - den bringer alt tilbage 
til sin oprindelige tilstand i universets store plan. Kun på 
denne måde kan I være frie, og kun på denne måde kan I 
frigøre den anden person.
Det er umuligt at "løse dem og lade dem gå" uden det 
element, der hedder kærligheden. Medlidenhed med den 
anden person eller med jer selv er ikke vejen til frigørelse. 
Medlidenheden binder jer altid fastere til det ufuldkomne. I 
kan have medlidenhed med jer selv til en sådan grad, at I 
binder jer fastere og fastere. I kan også have så stor 
medlidenhed med andre, at I ender med at gøre nøjagtigt, 
som de gør. Medlidenhed reducerer alting til den laveste 
tilstand i den pågældende situation, medens kærligheden 
ophøjer de samme elementer til deres retmæssige plan i det 
universelle system. Kærligheden er udtryk for den ædleste 
tanke, I kan have. Jesus ophøjede sig selv og alle omkring 
sig gennem kærligheden. Kærligheden er selve universets 
kerne, og i fuldendt kærlighed er alle ting forenede i den 
universelle helhed.
For den enkelte vil universet forekomme stort eller småt alt 
efter, hvad den enkeltes bevidsthed dikterer. Det kan være et 
enkelt atom, det kan være et fuldendt legeme, eller det kan 
være det fuldkomne og komplette univers i Guds universelle 
helhed. Når vi siger "universelt", og vi ikke begrænser vore 
tanker til


nogen særskilt del, taler vi sandt. Da er vor tanke altfavnende 
ligesom lyset, der omgiver og fylder hele rummet. Der findes 
en sætning i Mahabharata'en, der udtrykker dette på en god 
måde: "Når jeg ser lyset, ser jeg det universelle". Det er, 
fordi lyset er det, der befordrer og bringer det universelle til 
sin fuldendte realisation. I samme øjeblik, vi ophøjer et ord, 
bliver det til lys. Universet er uden grænser. Der findes ingen 
grænser uden for dem, der sættes af den menneskelige 
opfattelsesevne. Dyret begrænser aldrig sig selv. Det er kun 
mennesket, der sætter grænser for sig selv.
Teorien om universet, der udvider sig, er ikke korrekt bortset 
fra, at det udvider sig i vor tanke, eller rettere: vi udvider vor 
opfattelse af universet. Vi opdager altid, at det er større, end 
vi troede. Universet udvider sig og indsnævres konstant efter 
vor egen opfattelse, men ikke i sig selv, for universet er 
summen af det uendelige. Mange mennesker betragter 
universet som et enkelt solsystem, men et solsystem er kun 
én celle eller ét atom i et univers af utallige solsystemer.
Der er kun én lov, der styrer universet, fordi universet er én 
enhed. Vi behøver ikke at adlyse en eneste lov, som er lavere 
end denne ene lov. Der er kun én lov, og det er den eneste, vi 
bør adlyde. Et menneske behøver end ikke at adlyde den lovs 
manifestation, som hedder tyngdeloven. I behøver end ikke 
at adlyde en lovs bevidste manifestation, - I behøver kun at 
adlyde den lov, der styrer disse manifestationer. I det øjeblik, 
I bliver u-bevidste over for manifestationer af love, bliver I 
fuldt bevidste om den lov, der er alt, altet, eller Princippets 
universelle udtryk. Og da adlyder enhver lovs manifestation 
os. Vi har fuld autoritet, fuldt herredømme over enhver lovs 
manifestation.
Tanken om, at der er lavere love såsom materiens lov, bragte 
opfattelsen af det materielle eller dødeligheden frem. Det var 
ikke Adam, - det var den, der kom efter Adam. Materien er 
blot en bevidsthedsholdning, ligesom tanken blot er en 
bevidstheds-holdning. Med andre ord: materien er blot en 
fastlagt mental vane. Tanken og materien er i virkeligheden 
blot udtryksmåder, og ingen af dem burde begrænses i 
menneskenes betragtninger. Adam gav naturligvis udtryk for 
en bevidsthed, men ikke for en dødelig bevidsthed eller for 
bevidsthedens dødelighed. Dette blev knyttet til Adams navn 
længe efter hans fremkomst.
For en mester eksisterer der ikke noget materielt univers. Det 
synlige univers er for ham åndens manifestation og er derfor 
åndeligt i sit væsen og styret af åndens lov. Det er denne 
viden, der giver ham magten, og deri ligger hemmeligheden 
ved al menneskelig magt. At kende åndens lov og leve i 
harmoni med denne lov er altid ensbetydende med magt i 
ubegrænset omfang. Og denne åndens lov er kærlighedens 
lov. Det er kærligheden, der styrer det uendelige rum og alle 
de former, der projiceres i rummet. Det er derfor skriften 
siger, at hvis I bliver i kærligheden, da bliver I i Gud og Gud 
i jer. Kærligheden er harmoni og bevarer derfor alle ting i 
harmoni ikke blot med sig selv, men med hinanden. Når 
mennesket er i en kærlighedens bevidsthed eller i en tilstand 
af fuldendt fællesskab med alle ting, da er det i en tilstand af 
fuldendt harmoni med alle ting og alle mennesker. 
Kærligheden kunne man også kalde samhørigheden eller en 
bindende kraft, der bevarer alle ting i forbindelse med deres 
oprindelse. Når de arbejder i harmoni med deres oprindelse, 
arbejder de i harmoni med alle udtryk af den samme 
oprindelse. Men kærligheden vil opløse det, der ikke er i 
harmoni med den universelle orden, for den forlanger af alle 
ting, at de holder sig til deres egen naturs princip, hvilket er 
ånden. Derfor udsletter kærligheden had, begær, selviskhed 
og egoisme samt det ego, der er resultatet af disse 
bevidsthedstilstande.
Mennesket er en gengivelse af det fuldendte univers og er et 
fuldendt univers i sig selv, når det regner sig selv som en del 
af helheden. Hvis mennesket gav slip på enhver tanke om 
trosretninger og dogmer, ville det være fuldstændig ude over 
spørgsmålet om overtro. Det ville være helt uden 
begrænsninger. I samme øjeblik, vi befrier os selv for 
begrænsninger, kan det ved fotografiets hjælp i dag bevises, 
at lys udstråler fra hver celle i kroppen.


På samme måde udgår der lys fra hver celle i universet. Den 
kilde af lys og energi, der fylder universet og giver det sin 
kraft, og som gør det samme i vore legemer, er den store 
centrale sol. Kosmisk betyder stor, og det er dette hele, 
mennesket er en del af.




TIL BRUG FOR UNDERVISEREN

Pkt. 1 og 2. Denne lektion behandler ligesom de umiddelbart 
foregående, det universelle i alle ting og viser, at alle 
håndgribelige former er indeholdt i en helhed og er 
uadskillelige dele af helheden. Den behandler også det 
faktum, at hver enkelt organisme er en miniatureudgave af 
det, som universet er, i hele sin uendelighed. Formålet med 
disse første to afsnit er at hjælpe eleven til en erkendelse af, 
at hele den umådelige magt og kraft, der rører sig i det 
uendelige rum, også findes i det enkelte menneske, og at det, 
mennesket opnår i livet, bliver bestemt af det omfang, hvori 
det bliver sig disse kræfter bevidst og arbejder i harmoni 
med dem.
Pkt. 3 og 4. Mennesket isolerer kun sig selv ved uvidenhed 
og ved at fastholde sin egen forestilling om en isolation. Der 
er intet i Guds holdning, der isolerer mennesket eller sender 
det ud i mørke og magtesløshed. Gud har altid til hensigt at 
manifestere sig og komme til udtryk gennem mennesket. 
Mennesket behøver blot at eliminere sine egne obstruktioner 
mod det guddommelige formål.
Pkt. 5. Der er ikke noget, der hedder døden! Det, der synes at 
være døden, er blot en tilstand, i hvilken mennesket har for-
trængt sit væsens guddommelige faktum så fuldstændigt, at 
det ikke længere kan holde kroppen i funktion. Kroppens liv 
er den ånd, der skabte den, og når kroppen ved uvidenhed 
fuldstændigt domineres af falske opfattelser om livet, har 
kroppen mistet al sin livgivende kraft og kan derfor ikke 
længere fungere. Det er det, der kaldes døden. Det åndelige 
menneske, det menneske, Gud har skabt, og det eneste 
menneske, Gud kender til, lever lige så evigt, som Gud er 
evig. Jeres tanker lever videre, når de legemer, hvorigennem 
I har udtrykt dem, bliver tilintetgjort, og Guds opfattelse af 
mennesket lever videre, når den fortrænges fra det, der var 
tænkt som et redskab for dets udtryk. De forbliver ét i og 
med faderprincippet, og hvad enten de lever i kød og blod 
eller ikke, kan alle mennesker være sig det evige fællesskab 
bevidst, der består, såfremt den uvidenhed, der forårsager 
følelsen af adskillelse, trænges ud af bevidstheden.

Pkt. 6 og 7. Uvidenhed er menneskets eneste fjende. Viden 
om kendsgerningerne bringer mennesket i harmoni med det 
uendelige rums kræfter, som alle er venligtsindede og virker 
konstruktivt til gavn for mennesket. I princippet kan der ikke 
forekomme nogen form for modstand, og derfor fungerer alt, 
hvad der er i universet, i overensstemmelse med menneskets 
natur; og menneskets position er det direkte formål eller 
redskab, i og igennem hvilket uendelighedens kraft og 
muligheder manifesterer sig.

Pkt. 8, 9 og 10. Det er umuligt for nogen at finde fred og 
harmoni, så længe de forventer, at alt og alle skal gøre det 
for dem, som kun de selv kan gøre. Der er ingen, der kan 
give os det, som vi allerede ejer, eller vække det til live i os, 
som vi selv nægter at komme til udtryk. Det er ikke verden 
eller dens mennesker, der kan give os det, vi har behov for, 
eller som kan betjene os med det, vi har fornødent. Enhver 
god og fuldendt gave kommer ovenfra. Universets lov 
bevæger sig fra princippet, Gud, gennem den individuelle 
manifestation og giver dernæst af sig selv og af sin egen 
sande natur til verden i tjeneste. Hvis vi vender processen 
om, dvs. forventer, at verden og dens mennesker skal give os 
noget, så vi kan blive lykkelige og harmoniske og på den 
måde nå frem til vor guddommelighed, kan vi ikke møde 
andet end skuffelser. Gud er begyndelsen og 
menneskehedens store tjener. At modtage Hans ånd er at 
blive Guds børn, og vor holdning over for verden er da at 
give vore egne store gaver videre til alle omkring os og 
derved at yde en god og gavmild tjeneste.


Pkt. 11. Menneskets egen natur er livets bog, og hvis 
mennesket studerer sin egen inderste naturs evige tendenser 
og tillader sin naturs største dybder at udvide sig og vokse, da 
vil det forstå sig selv, universet og universets lov. Og der vil 
ikke være behov for at modtage undervisning fra anden side.
Pkt. 12. Dette burde være åbenbart for enhver, der har kendt 
til oprør og fred i sin egen natur. Kun når falske elementer 
påføres menneskets natur, kommer disse urolige tilstande, og 
kun når man tager imod det, der er harmonisk, lever man i 
harmoni. Mennesket er kemikeren, der i sit eget indre blander 
det, der frembringer smerte og glæde.
Pkt. 13, 14 og 15. Det er akkurat lige så let at skelne, hvad 
der er i harmoni med ens natur og med Guds hensigt med éns 
liv, som det er at skelne mellem harmoni og disharmoni i 
musikken, og dette er lige åbenbart for den, der aldrig har 
studeret musik, som for den øvede musiker. Det er akkurat 
lige så let for den mest uvidende at afsløre ufred og 
disharmoni, som det er for en mester. Vi må lære at skelne og 
nægte at hengive os til mentale eller følelsesmæssige 
reaktioner, der sløver vor sans for det fuldkomne.
Pkt. 16. Det var ikke Adam, men uvidenheden, der fik 
mennesket til at glemme sin guddommelighed, og det er 
uvidenhed, der lægger bånd på os, når der i virkeligheden 
ikke er noget, der binder os. Uendeligheden fylder tid og rum, 
og det er vor mission at vågne op til det faktum, at hele 
uendeligheden virker gennem os, og at vore evner kun måles 
ved dette faktum.
Pkt. 17 til 21. Det største, Kristus lærte, var kærligheden, for 
kærligheden er ikke blot enhver lovs opfyldelse, den er også 
løsningen på ethvert problem, der opstår i tilværelsen. 
Kærlighed er universets lov, og når den bliver det enkelte 
menneskes ledende motiv, bringes mennesket i harmoni med 
alle kræfter i det uendelige rum. Den, der bliver i 
kærligheden, bliver i Gud. Kærligheden må først udvikles i 
individet som noget, der er uadskilleligt fra det uendelige. 
Når man er ét med det uendelige, er man ét med alt det, der 
manifesterer sig ud af det uendelige. Dette betyder ikke, at I 
skal elske ufuldkommenhederne i verden, i jeres 
medmennesker eller i jer selv. Lad disse ufuldkommenheder 
falde ud af jeres bevidsthed og foren jer med det guddomme-
lige, der ligger bag denne ydre maske, hvorigennem I ikke kan se eller erkende 
Gud.

Pkt. 22 og 23. Jeres univers er det, I ser. "Det land, som I 
skuer, det vil jeg give jer som jeres arv". Bag alle ting er 
lyset, for i begyndelsen var lyset. Lyset blev til liv for 
mennesket. Selv vore videnskabsmænd i materien siger, at 
lyset er grundlaget for alt, hvad der er skabt. Menneskets 
egentlige skikkelse er derfor ikke en krop af kød og blod, 
men et legeme af lys, der omfatter det fysiske legeme, for 
lyset udgør det fysiske på akkurat samme måde, som ilt og 
brint udgør vand. Når uvidenheden forlader vor bevidsthed, 
vil vi se og manifestere lyset.

Pkt. 24 og 25. Hvis man adlyder De forenede Staters 
forfatning og giver enhver ret til "liv, frihed og lykkens 
forfølgelse", adlyder man da ikke automatisk enhver af 
landets love? Lydighed mod den højeste lov indebærer 
automatisk opfyldelsen af enhver forpligtelse over for alle 
andre love. Universets lov er kærlighed, og hvis man lever i 
kærlighed, i bevidst enighed og fællesskab med Gud og 
mennesker, da vil man ikke gøre noget som helst, der strider 
imod andre og lavere love. Til gengæld ville man leve 
uendelig frigjort og ubundet, og man ville ikke føle nogen 
form for begrænsning forårsaget af disse mindre 
betydningsfulde love.

Pkt. 26 og 27. Universet og alt, hvad det indeholder, er ét 
enkelt system, og det er vor opgave at indse dette. Det er 
ikke, fordi det betyder så meget for universets skyld, men det 
gør en stor forskel for det enkelte menneske, for dets 
frigørelse afhænger af, om det erkender tingene sådan, som 
de er.





















Kapitel XI,
JERES EGET 'JEG'.
Da Jesus lærte: "Medmindre I bliver som små børn, kan I 
ikke komme ind i himmeriges rige," gav Han os en af de 
dybeste sandheder. Et barn er endnu ikke blevet hypnotiseret 
af verdens forestillinger om begrænsning og lever naturligt i 
harmoni med sin oprindelse. Det er derfor, de fleste voksne 
godt kan lide at være sammen med børn. De udstråler 
universets naturlige harmoni, og det er menneskets naturlige 
miljø. Hvis blot vi kunne slippe alle de tanker, der har bundet 
os til verden, ville vi finde frem til den beslutsomhed, der 
stemmer overens med universets liv, hvorpå vi ville udføre de 
gerninger, der altid søger at komme til udtryk gennem vor 
natur. "Hvor end I møder selvet, lad det ligge," skrev de 
gamle hinduer, og det er stadig det centrale i mestrenes lære. 
Kun når modstridende vaner udelukkes fra menneskets 
oprindelige natur, kan det gøre sig håb om at leve det liv, der 
er det eneste sande. De fleste af vore forsøg på at leve er så 
fuldkommen modsat livets formål og naturlige tendens, at det 
kun fører til legemets opløsning. "Der er en vej, som fore-
kommer menneskene at være den rette, men den fører til 
døden," sagde Jesus.
Vid dette: Der er ikke noget, der virkelig begrænser mennesket og fastholder det 
i en tilstand af usikkerhed og ineffektivitet, andet end menneskets egne tanker. 
Når disse tanker renses ud, kan mennesket med lethed indgå til det 
universelle liv, og da begynder der at komme vidnesbyrd om 
dette livs naturlige muligheder. "Den dag, I mindst venter 
det, kommer menneskesønnen", - det var den store mesters 
vise råd. Enhver tanke, der fra verden kommer ind i 
menneskets bevidsthed, er blot en refleks af de indtryk, der 
således modtages, og mennesket er ikke nogen reflektor. 
Mennesket er det guddommeliges udtryk, og kun når 
mennesket lader sin naturs dybeste impulser komme til 
udtryk, lever det livet, som det virkelig er.
Det guddommelige formål med livets lov er at fuldkommen-
gøre og forædle menneskets natur, til den er et fuldendt og 
helstøbt udtryk for livets lov. Når livet leves på denne måde, 
uden reservationer og hæmninger forårsaget af den 
hypnotiske påvirkning fra indpodede tanker, bliver 
menneskets natur konstant forædlet. Dette kræver den 
enkeltes uophørlige styrelse af sig selv, indtil éns natur er en 
enhed, der kun udtrykker det ene formål. Denne kraft er da 
fuldkommen i det ydre, lige som den allerede er et faktum i 
det universelle. Kun på denne måde kan mennesket opfylde 
sin bestemmelse og modtage de universelle kræfters fulde 
støtte. Mange mennesker kan ikke forstå, hvorfor Gud ikke 
manifesterer sig gennem deres egne tanker og giver dem det, 
de tror, de ønsker sig. Gud virker lige så lidt gennem 
menneskers tanker, som naturens lov handler gennem 
ufrugtbare frø på anden måde end ved at nedbryde dem. Gud 
eller ånden virker for sin egen sag, der går ud på at opfylde 
sin egen tanke og sit eget formål, og mennesket må bringe sig 
i harmoni med dette universelle formål. Da, og kun da, vil 
mennesket nå frem til den tilstand, der svarer til en 
fuldkommen barnelighed, hvor livet leves naturligt. Et 
naturligt liv er fuldendt og frembringer fuldendte resultater. 
Vore tanker er enten helt ufuldkomne eller ufuldstændige. De 
har ikke den natur og den hensigt, der ligger i den universelle 
tendens, og derfor bør de blot kasseres eller tilsidesættes, så 
at de højere påvirkninger kan blive hele vort væsens 
bestemmende faktorer.

I siger, at I har lært, at naturens første lov er loven om 
selvopholdelsen, og det er det også, men det betyder ikke, at 
man skal opretholde sit eget liv på bekostning af andre. Livets 
lov går ud på at bevare og fremme livet. En mesters liv 
fremmer og bevarer liv, fordi han lever i harmoni med det 
eneste liv, der findes. Hos ham findes hævnen ikke, og hele 
hans motiv er at


beskytte livet mod ethvert angreb. Det er hemmeligheden 
ved et liv som mester, og det er det, der skal beherskes. Før 
man har herredømmet i sin egen natur over det, der vil 
ødelægge livet, er man uden for livet. Men når man er 
frigjort fra det, der kan ødelægge livet, har man helt og 
holdent del i livet. Jesus selv fordømte ikke dem, der 
korsfæstede ham, men frigjorde dem fra deres egen 
uvidenheds karma gennem tilgivelsens lov.
Forholdet er det, at drager man et andet menneske til ansvar 
eller forsøger man at give en anden skylden for noget, da 
lukker man blot sig selv inde i den samme uvidenhed. Beskyt 
livet, hvor det end manifesterer sig. Bevogt jeres eget og 
andres liv, når uvidenheden trænger sig på. Beskyt jer selv 
og andre mod enhver tanke eller handling, som kunne føre til 
andet end livets fulde og mest harmoniske udtryk. At gøre 
noget som helst andet er selvmorderisk. Sørg til stadighed 
for at højne jeres eget liv ved at beskytte alt andet liv 
omkring jer. Men at beskytte andre er ikke blot at beskytte 
dem mod fysisk overlast, men mod deres egen og andres 
uvidenhed. Frigør jer selv og andre fra den menneskelige 
tankes hypnotiske magt og betragt jer selv og andre som den 
Højestes frie sønner. Kun på denne måde kan I indgå til livet, 
og det at indgå til livet vil sige at blive herre over jer selv. 
Hvis nogen gør jer skade eller fortræd, frigør ham da 
øjeblikkelig i jeres sind og frigør ham fra muligheden af 
andres kritik eller fordømmelse. Bevar ham altid fri i det 
universelle liv.
Mange mennesker tænker aldrig over, hvorfor kunstnere maler en glorie aflys 
omkring helgener og mestre. Det er, fordi 
de er illuminerede, og der finder altid en illumination sted, 
når uvidenhedens slør eller hypnosens tåger fjernes. Man ser 
endog i en vis udstrækning dette samme lys omkring børn, og det er udstrålingen 
af dette lys, der får os til at føle os 
fredfyldte og rolige, når vi er sammen med meget små børn. 
De er fuldkommen frigjorte redskaber for det universelle liv. 
Det er den påvirkning, man føler, og det lys, man ser 
omkring en mester. Han er blevet som et lille barn, - han er 
frigjort fra de verdslige tanker, der slører lyset. Lys er liv, og 
når man er helt og holdent i livet, er man også i lyset - man 
er dette lys. Et menneske, der lever helt i lyset, løfter alle 
andre op i dette samme lys, således at de er villige til at lade 
sig påvirke af det. Der er ikke noget overnaturligt ved, at folk 
ser lys udstråle fra en mester. Det er helt naturligt, for det er 
livet i dets naturlige form. I har alle muligheder i jer selv, og 
I er i stand til at erkende livet, som det er, i de mennesker, 
der omgiver jer, hvis blot I vil åbne øjnene for det. Det 
eneste, der kan være en hindring, er jeres uvillighed til at 
give slip på det, I er kommet til at tro på som værende jeres 
tilstand eller forfatning. Fjern sløret og se, dér er lyset.
Hvis I skal komme videre, må I forestille jer selv som 
værende mester. I må optræde som mestre. Der er ikke 
nogen, der kan lære jer at være mestre, eller nogen der kan 
give jer denne tilstand, for det er allerede i forvejen givet jer. 
Men det er øvelse, der behøves. I må leve sådan, som en 
mester lever, tænke, som en mester tænker, og handle som en 
mester, før I ved, hvad en mester er, og kan genkende én, når 
I møder ham.
Hvordan tror I egentlig, en mester ville reagere på de situationer, I står 
overfor hver dag? Prøv på at klarejeres problemer 
på samme måde. Hvordan ville en mester tale til sine 
omgivelser? Prøv på at tale på samme måde. Hvordan ville 
en mesters holdning være til sine medmennesker? Prøv på at 
udtrykke den samme holdning. Kunne I forestille jer en 
mester, der bekymrede sig om forretninger? Ville en mester 
deltage i sladder, i had eller blive jaloux eller vred? Ville han 
vige tilbage for en særlig opgave? Kort sagt, her er der et 
mønster for, hvordan I selv tror, en mester ville reagere, og 
det er på samme måde, I bør forholde jer til tingene. Hvis I 
indtager den samme holdning til livet i bevidstheden om, at 
dette er den bestemmelse, der er fastlagt i universet, og som I 
er ét med, da vil I opdage, at kimen til jeres eget liv som 
mestre begynder at spire og gro, til det når sit fulde format.
Kan I nu ikke tydeligt se, at det, mestrene altid har lært, er 
sandt, nemlig at det ikke er nødvendigt, at I sidder i Samadhi 
i


timevis eller gennemgår mystiske ritualer eller religiøse 
ceremonier for at nå frem til illuminationen? De har 
forberedt vejen. De har bevist, at når man arbejder uden for 
forstandens område med de tanker, der hører hjemme der, og 
blot træder ud i livet, som det virkelig er, da befinder man 
sig i det område, der er en mesters tilstand, og ved at 
fortsætte med dette, indtil det er éns egen holdning til livet, 
bliver man selv mester. Slip det 'jeg', som I synes at være, og 
begynd med at leve livet, sådan som I inderst inde føler, I 
skulle, så vil I også opdage, at det virkelig er jeres liv.
Det er heller ikke nødvendigt, at I rejser til Indien for at 
finde jeres mester eller lærer, sådan som mange elever tror. 
Jeres lærer og mester er jeres eget inderste jeg. Mestrene og 
Jesus rejser ikke verden rundt for at finde deres viden og 
deres kraft. De ser ind i sig selv - på det, der er Gud i deres 
eget væsen, og det er derfor, de er mestre. Så længe, I uden 
for jer selv søger det, der skal findes inden i jer selv, vil I 
ikke finde det. Det er på den måde, I altid vil være i stand til 
at genkende en virkelig mesters lære. De, der lever uden 
illuminationen, vil fortælle jer, at I må finde en lærer uden 
for jer selv, men en mester fortæller jer, at I må finde 
læreren i jer selv. Dette er det grundliggende punkt, som 
Kristus forsøgte at gøre klart for verden. "Se her og se 
hisset" er anti-krists lære. "Faderen, som bor i jer", er Jesu 
sande lære.
Nu er det, I må gøre det i det ydre, som I finder i jer selv, og 
som er det dybeste i jeres natur. Øvelse gør mester, og det er 
ved at øve jer i at leve som mestre, eller ved at leve sådan, 
som live. skal leves, og som I instinktivt føler, en mester 
ville leve, at I vil opdage, at alt det, I har søgt efter, allerede 
er til stede som en realitet. Det eneste, der er nødvendigt, er, 
at I træder ud af den rolle, som I har levet, og ind i en ny 
tilværelse, hvor I lever livet, som det skal leves.
Når man lærer at leve med sjælen, det egentlige "jeg", og 
ikke med forstanden, bliver alt i livet klart og forståeligt. I 
ved, hvad I skal gøre og hvad retning, I skal tage, og livet 
bliver enkelt og harmonisk. Det er livet, sådan som det var 
meningen med det, og sådan som det virkelig er, - livet 
sådan, som vi i den yderste konsekvens må leve det. Børn 
lever kun i tankens verden, når vi har lært dem det. I 
begyndelsen lever de naturligt, og vi skulle hellere blive som 
de, fremfor at gøre dem lig os. Det betyder ikke, at vi skal 
leve livet uden intelligens og uden tanker. Men det betyder, 
at vi lever i sand intelligens, og at vore tanker bliver 
resultatet af et oprigtigt udtryk for vort indre væsen.

13. Det er klart, at det vil kræve nogen beslutsomhed at 
foretage denne fuldstændige omvæltning fra det, vi lader til 
at være, til det, vi virkelig er, og til at træde ind i livet, som 
det er. Hvad end en hindu tror på, giver han alt for det. Han 
er parat til at vandre hundreder af kilometer for at opfylde 
det, som han tror er hans åndelige pligt. Når vi bliver lige så 
fast besluttede på at være det, som vi instinktivt føler, vi 
burde være, vil vi nå målet uden vanskelighed. Vi må holde 
op med at håbe og ønske og i stedet give os til at gøre og 
være.

EN KORRESPONDENT SKRIVER

NB: I betragtning af den interesse, det vil have, og de nyttige 
forslag til eleverne, der findes i det følgende brev fra Mrs. 
Grace G. Hahn, lader vi det indgå i lektionen på dette sted. 
Mrs. Hahn var medlem af den samme ekspedition til Indien 
som Mr. Spalding.

"Jeg vil forsøge at fortælle om noget af det, vi har oplevet 
siden mit sidste brev.

Mr. M. M. Ghose, som er en ven af Mr. Spalding, inviterede 
os som sine gæster på en tur med en flodbåd til Dacca, 
Swami Paramanandas "ashram" (Swami = religiøs lærer). 
Det ville være svært at beskrive den jungle, vi sejlede 
igennem. På sine steder var floden så smal, at to både næppe 
kunne passere hinanden. På andre steder var den derimod 7-
800 meter bred. Alt gik vel, efterhånden som rejsen skred 
frem, men den tredje


dag om aftenen ved otte-halvnitiden, da de fleste af os sov i 
vore køjer, følte vi et frygteligt bump og hørte høje skrig. Vi 
blev hurtigt klar over, at vi var stødt sammen med en anden 
båd. Der var naturligvis nogle minutters forvirring og skræk, 
og vi fik at vide, at den anden dampers lægter sank på nogle 
få minutter. Vi havde fået skader, men der var ikke gået 
menneskeliv tabt. Vi kunne ikke sejle videre, så vi ankrede 
op for natten. Lysene var ødelagte, og bådene lækkede svært. 
Vor værts lille søn trådte roligt ind midt i kredsen af 
opskræmte mennesker på dækket og sagde: "Gud har frelst 
os alle, Baba (far), kan jeg så ikke godt gå i seng?" Der blev 
stille i nogle sekunder, og vi blev alle klare over, at den lille 
hindudreng havde givet os noget at tænke over. Vi gik roligt 
hver til sit med en fornemmelse af, at alt var, som det skulle 
være. Her var spiren til en mester, der kunne berolige en hel 
bådfuld af mennesker ved sin rolige tillid og enkle barnetro.

Næste morgen fortsatte vi langsomt til den næste by og tog 
toget tilbage til Calcutta. Vi skal møde nogle betydelige 
hinduer. En Mr. Sircar overrakte Mr. Spalding sin bog, og 
jeg vil gerne citere et enkelt afsnit af bogen, da det greb mig 
stærkt: "Hele sandheden og livet i sin fagreste blomstring 
kan ikke opleves, medmindre alle kræfter både naturlige og 
åndelige kan styres og bruges til livets udfoldelse i voksende 
skønhed". Vi har tilbragt mange, mange timer sammen med 
ham og føler os meget beriget af det.

På Calcuttas universitet hørte vi en eftermiddag en historie, 
som jeg finder det vel værd at fortælle, da der er noget at 
lære af den. Historien foregik år 600 f. Kristus. Selv dengang 
var der uoverensstemmelser om læren, så en del af 
tilhængerne skilte sig ud fra hovedgruppen og forsøgte at 
overtale læreren til at skifte synspunkt. Efter nogen tid indså 
lederen af den udskilte fraktion, at det var nytteløst, og 
besluttede at tage sagen i sin egen hånd. Han lagde sig i 
baghold, og da læreren kom forbi, trak han sit sværd. Da den 
overfaldne lærer segnede om, kaldte han angriberen hen til 
sig og bad ham sætte sig hos ham et øjeblik, da han ønskede 
at tale til ham med sine sidste ord. Venligt og kærligt sagde 
han da til ham, at han skulle fortsætte sin vej lige frem, da 
der da ikke ville være nogen, der ville få at vide, hvad der 
var sket, hvorved mange mennesker ville blive skånet for at 
skulle hævne hans død, for i virkeligheden gik han videre til 
en større forståelse, men hvis han vendte tilbage samme vej, 
som han var kommet, ville han blive årsag til, at mange 
andre måtte lide på grund af det, han havde gjort. Den store 
mester gav sin lektion til den mand, der troede, han kunne 
gøre ham fortræd.

Vi forlod Calcutta sidste mandag og ankom til Swami 
Omkars "ashram". Det var sådan et dejligt, fredeligt sted på 
landet tyve kilometer fra jernbanen. Efter et par dages hvile 
blev hver af os enkeltvis kaldt ind til samtale med swami'en. 
Som jeg sad der og lyttede til det, han sagde med sin stille og 
rolige stemme, så jeg det skær af lys, der var omkring ham 
og bag ham. Jeg var tryllebundet i nogle sekunder og bange 
for, at det ville forsvinde, men det holdt sig, så længe jeg var 
der. Værelset havde et særligt lysskær, som Mr. Spalding så 
ofte har beskrevet det for os. Det var første gang, jeg 
oplevede det, og det er en oplevelse, jeg altid vil huske og 
glæde mig over.

I aftes blev jeg igen begunstiget med to timers samvær med 
swami'en. Han forklarede i detaljer betydningen af det at 
være mester og af at leve en mesters liv. Mestre bliver først 
og fremmest deres egne mestre eller herrer. Herredømmet 
over vrede, jalousi, begær, egoisme, besiddertrang - 
hustruen, der ejer manden, og manden, der ejer hustruen - 
selviskhed og tusind andre ting, som vi har belemret os selv 
med.

Vi kom tusinder af kilometer for at møde en mester, - en, 
som er nået frem til det, som vi både kan og må gøre 
hjemme hos os selv og i vore egne omgivelser. Akkurat som 
koen, der synes, at græsset er grønnere på den anden side af 
hegnet, selv om der er rigeligt, hvor den står. Swami'en 
regner to ord som det grundlag, hvorpå vi kan starte på 
vejen, og det er ordene øv jer. Øv jer hver dag ved at 
praktisere det, I allerede ved. Øv jer i at beherske jeres 
vrede. Øv jer i at elske alt i universet. Det er et højt krav, jeg 
sætter til jer, men ved stadig øvelse, time for time og dag for 
dag


vil vi snart se resultaterne og således være rede til nye 
lektioner i livets skole. Disse stille mænd kender værdien af 
loven om herredømmet over sig selv, og derfor blander de 
sig ikke med dem, der endnu ikke har lært at være stille i det 
mindste i nogen tid hver dag. Hvorledes kan vi nogen sinde 
gøre os håb om at få kontakt med dem i vor vestlige 
sindstilstand, der er præget af kaos? Argumenter smækker 
kun døren i. Kun et åbent sind og intuitionen åbner dørene 
på vid gab. Dette har jeg indtil nu lært i Indien. Jeg troede, 
jeg vidste det før, men når man kommer i berøring med en af 
disse hellige mænd, bliver man hurtigt klar over, at det kun 
var teori. Det kræver øvelse i virkelig forstand og sjælens 
oprigtige trang dertil at beherske sit eget "jeg" og virkelig 
blive sådan, som de er.

Der er en prægtig hindudreng her på 12 år. Han er en lille 
mester i sin vorden. Han forudser ethvert ønske eller behov, 
før vi er i stand til at udtrykke det. Øjnene er sjælens spejl, 
og derfor må man se den udstråling, der er i den drengs smil, 
for at kunne tro det, når han står stille foran én og ønsker at 
betjene én. Han stod ved min dør i aftes og syntes at vægre 
sig ved at gå. Da jeg endnu ikke er vant til hinduernes skik 
og brug, ventede jeg på, at han skulle give udtryk for, hvad 
han ville, og da han gik frem imod mig med sit vidunderlige 
smil, så han mig lige ind i øjnene og sagde: "Jeg holder så 
meget af Dem". Så vendte han sig og var borte på et øjeblik. 
Under vore meditationslektioner sidder han ubevægelig og 
stille i en time. Nogle af de ældre falder i søvn, men det gør 
han ikke.

Vi tilbragte en lykkelig uge sammen med swami'en og begav 
os så sydpå til Madras. Mr. Spalding rejste i forvejen til 
Tiruvan-namalai, hvor han traf Paul Brunton, forfatteren til 
"The Secret Search of India" (dansk udgave: Bag Indiens 
lukkede døre. Strubes Forlag). Mr. Spalding telegraferede til 
os om at komme, og efter en nats rejse skulle vi møde Mr. 
Spalding og Mr. Brunton. Vi blev ført til en af de største 
nulevende indiske helgener, Sri Ramana Maharishi's 
"ashram". En hel del mennesker sidder på gulvet i mange 
timer med korslagte ben blot for at være sammen med dette 
fantastiske menneske. Han er en af de hellige mænd, der 
ofrer sin tid på sine elever. Han taler aldrig, medmindre der 
er blevet stillet ham et spørgsmål, og før han svarer, sidder 
han stille, indtil svaret kommer indefra. Dette møde alene er 
hele rejsen værd.
Fra Tiruvannamali tog vi til Pondicherry. Her lever der en 
betydelig mand, men han viser sig kun offentligt tre gange 
om året. Næste gang er den fireogtyvende februar. Denne 
"ashram" er en af dem, man vil huske længe. Her lever der 
et betydeligt antal mandlige elever, og man føler sig stærkt 
tiltrukket af dem. Deres ansigter stråler af det liv, de lever, 
og man lades overhovedet ikke i tvivl. Her erfarede vi, at der 
ville finde en "mela" - et pilgrimsmøde - sted i Allahabad 
den trettende januar. Vi tog til Calcutta og derfra videre til 
Allahabad. Aldrig vil jeg glemme det syn, vi så ved denne 
"mela". Der var pilgrimme fra alle egne af Indien, der kom 
for at bade i Gangesflodens hellige vand. Det er her, de to 
floder Ganges og Jumna løber sammen. Vandet er iskoldt, 
og alligevel kaster de sig ud i det. De er kommet langvejs fra 
under frygtelige strabadser for at deltage i dette religiøse 
ritual. En million mennesker med den ene tanke: at bade i 
Ganges på denne specielle dag. Der var så mange forskellige 
måder, hvorpå de gennemførte dette. Nogle var nøgne, andre 
opførte sig på en måde, der grænsede til vildskab, nogle sad 
på elefanter og kameler, andre på oksekærrer, men alles mål 
var Gangesfloden. Jeg var meget imponeret over den 
religiøse begejstring, der uden for enhver tvivl blev lagt for 
dagen. Hvad var det, der kunne få en million mennesker til 
at komme til Ganges-floden? Det var ud over min forstand, 
og et spørgsmål syntes at køre rundt og rundt i hovedet på 
mig: Hvad er det, jeg søger efter på dette sted? Da jeg var 
kommet tilbage til hotellet, syntes svaret at komme, og det 
gik ud på følgende: Du søger efter det egentlige grundlag for 
et broderskab. Hvordan kan man være ét med hele 
menneskeheden, hvis man kun ser på de ydre former; hvis 
du tror, dette er en flok psykopater; hvis du fastholder, at 
sort er sort, og hvidt er hvidt? Ser du ikke den samme 
kærlighed banke i hjertet hos den moder, der kærtegner sit 
snavsede, syge


og forkrøblede barn, som vælter sig i snavs, plages af 
fattigdom, hjemløshed og sult, og som vandrer milevidt 
under forfærdelige strabadser blot for at bade i 
Gangesflodens hellige vand? Hvad andet end den medfødte 
gnist af guddommelighed ville kunne få dem til at fortsætte 
for at lægge det hele for fødderne af det, de opfatter som 
Gud? Vi dyrker Gud i luksus, - de har intet. Deres fødder er 
trætte og ømme, deres energi er alt, hvad de ejer, og dog 
giver de den for at komme en gang om året, og hvert sjette, 
tolvte og fireogtyvende år for at mødes i fællesskab og bade 
og tilbede på deres måde. Tænk engang, en million 
mennesker på et lille område, fredelige, lykkelige, syngende 
og glade. Der ses ikke tegn på forvirring eller stridigheder, 
enhver respekterer de andres ret til at tilbede på den måde, 
de nu synes bedst om.

For mig at se udtrykkes det ægte broderskab her under 
ufattelige vilkår, tusinder af vilkår, som vi aldrig havde 
tænkt kunne forekomme, og dog udtrykker disse pilgrimme 
en kærlighed, og deres øjne afslører uudgrundelige dybder, 
som vi vel kunne misunde dem. Og alle dyrker de Gud, Gud, 
Gud. Der er mange forskellige sprog, der er rige og fattige, 
halte, forkrøblede og blinde. Men et smil vil altid fremkalde 
et smil. Faktisk synes de at være forbavsede over, at vi vil 
nedlade os til at hilse dem efter deres egen skik. Jeg gad 
oprigtigt vide, om vi ville smile under de samme 
omstændigheder. Kunne eller ville vi på hænder og fødder 
kravle til Gangesfloden for at tilbede Gud med hele vort 
væsen, når vi næppe var i stand til at holde sammen på sjæl 
og krop? Jeg spørger bare: Kunne vi det?

Vi så sadhu'er med filtret hår og kroppen dækket med aske, 
nøgne med undtagelse af et lændeklæde. Jeg spurgte, 
hvorfor nogen skulle behandle deres krop på denne måde, og 
svaret var, at de havde opgivet al stolthed og ikke længere 
beskæftigede sig med denne verden. Det er nu deres 
opfattelse af tingene, og når alt kommer til alt, handler og 
tænker vi alle, som vor samvittighed dikterer os og alt efter 
vor personlige udvikling.

Vi vil gerne tage os godt ud og pynter os, medens de går til 
den anden yderlighed og tilbringer hele deres liv i huler og 
rundt omkring i Himalaya-bjergene i deres meditationer om 
Gud. De må først realisere disse ting i sig selv, før de kan gå 
ud i verden og lære andre om deres åndelige erfaringer. Vi 
har mange ismer, trosretninger og dogmer, der meget ofte 
blot er teoretiske og intellektuelle. Tusinder af disse 
pilgrimme, der strømmer til fra alle egne af Indien for at 
deltage i denne store "mela", lever faktisk en guds-
tilværelse, sådan som de forstår det. Der er naturligvis 
mange professionelle tiggere iblandt, men man lærer hurtigt 
at kende forskel. Intuitionen er den bedste ledetråd. Tiggere 
er og bliver tiggere, hvad enten de befinder sig i Indien eller 
i Amerika. Her ser vi dem i renkultur, medens vi andetsteds 
ofte møder dem i de bedste samfundslag.

Vi var vidner til, at en mand vendte tilbage fra Ganges 
støttende sig til en stok, medens hans tjener kom lige bag 
ham bærende på hans krykker. I kan drage jeres egne 
konklusioner.

Vi står foran endnu en stor dag. På fredag, den 
fireogtyvende, indtræffer det sjette års "mela" - eller 
pilgrimsmøde, så vi bliver og overværer det. Jeg fortsætter 
dette brev, når begivenheden er ovre. Mr. Spalding har taget 
to fra ekspeditionen med sig til Ganges i dag. Jeg er blevet 
hjemme for at få sendt dette brev af sted til jer".

Grace G. Hahn




TIL BRUG FOR UNDERVISEREN

Når dette kapitel skal gennemgås, bør Mrs. Hahns brev 
læses for klassen, da det er en fuldendt illustration til 
lektionen. Begivenhed for begivenhed, således som 
ekspeditionen oplevede dem, forklares i lektionen, og 
underviseren kan nemt drage parallellerne mellem lektionen 
og eksemplerne i brevet.


Pkt. 1. Det ældgamle eksempel med barnet er ikke 
ensbetydende med, at vi bliver uvidende eller uintelligente. 
Det betyder, at vi lever livet, således som det strømmer frem 
fra vor inderste natur. Det er derfor, børn har svært ved at 
forstå voksne. De har ikke fået deres sind fyldt med tanker, 
og de lever kun efter det, de føler inderst inde. Når disse 
indre følelser er blevet fuldkommen sløvet af alle de tanker, 
der er blevet proppet ind i børnene, bliver de sløve og 
ineffektive ligesom de ældre. Tanken er ikke den vigtigste 
faktor i et liv rigtigt levet, men den er resultatet af at leve 
rigtigt. Hvert skridt i den menneskelige udvikling kom som 
et resultat af en eller andens inderste overbevisning, og 
tanken blev udviklet for at beskrive det, man var nået frem 
til.

Pkt. 2. Mennesket er i virkeligheden slet ikke begrænset på 
nogen måde, for det er en gengivelse af det uendelige. Det 
begrænser blot sig selv via sin egen tanke. Lev livet således, 
som det udfolder sig indefra, så vil I finde frem til livet, 
sådan som det er, og finde nøglen til jeres eget liv som 
mestre. Tanker, ord og handlinger er de måder eller 
redskaber, hvorigennem livet udtrykkes, men de udgør ikke 
den norm, hvorefter livet leves.

Pkt. 3 og 4. Universets formål er at fortsætte og 
fuldkommengøre livet i hele sin udstrækning. Det 
opretholder kun det i mennesket, der er i harmoni med livet. 
Det tilintetgør det i menneskets natur, der modarbejder livet. 
Man siger, at det onde bærer kimen til sin egen undergang, 
og det er sandt, men kimen til det ondes undergang er det 
iboende gode, og når det gode manifesterer sig, tilintetgør 
det det onde og lader intet tilbage andet end det gode. Og 
livet er det gode, der altid er til stede, og som altid virker for 
at fuldbyrde sig selv.

Pkt. 5. Det er ikke intelligent at give sig selv eller andre 
skylden for noget. Det eneste, der er intelligent, er at 
beskytte jer selv og andre mod alt det, der er mindre end det 
universelt guddommelige. Når vi bliver lige så opsatte på at 
bevare vor egen og andres potentielle natur, som vi er på at 
bevare vor jordiske ejendom, vil verden være fyldt med 
virkelige mestre.
Pkt. 6. Sejer selv i spejlet. Er der noget lys i jeres ansigt, når 
I er kede af det? Når I stråler af glæde, er der så lys i jeres 
ansigt? Forestil jer det lys, der ville udstråle fra jer, hvis I 
levede et liv, som svarer til jeres idealer, og som er jeres liv i 
samme grad, som I er i stand til at leve det, og som I burde 
leve det.

Pkt. 7, 8 og 9. "Hvis I ønsker at komme til at kende Gud, så 
lad som om Han er der".
Hvis I ønsker at vide, hvordan en mesters liv er, så lev selv 
et sådant liv. Det er den eneste måde, hvorpå vi kan lære det 
at kende. Intet menneske kommer til at kende det, der hører 
Gud til, medmindre Guds ånd, der er i ham, afslører det for 
ham.

Pkt. 10 og 11. Den afgørende forskel mellem den lære, der 
udbredes af de illuminerede og dem, der ikke er det, er den, 
at de illuminerede lærer jer at gå ind i jer selv for at lære 
tingene at kende. Alle andre søger uden for sig selv og lærer 
andre at gøre det samme. Der er ingen sandsynlighed for, at I 
finder det uden for jer selv, som I ikke har kunnet finde i 
jeres eget indre. Verden giver jer blot det tilbage, som I selv 
giver den.

Pkt. 12. Man burde studere forskellen mellem sin forstands 
og sin sjæls tilstand. Forstanden siger sådan og sådan, og at 
kun dette eller hint er muligt. Sjælen ved, at den er udødelig, 
at den er mesteren, og den ændrer sig aldrig i det, den gør. 
Jeres dybeste ønsker er identiske med den måde, hvorpå en 
mester ville reagere.

Pkt. 13. En fuldstændig forpligtelse over for et ideal er 
hemmeligheden ved dets virkeliggørelse. Det er ikke det at 
ønske og håbe på, at noget skal lykkes, men støt og 
vedvarende at arbejde hen imod målet, der er 
fuldkommenheden.






Kapitel XII,
PRANA.
Det er i dag et velkendt faktum, at den kosmiske livskraft 
omgiver og gennemtrænger enhver tilstand og ethvert atom, 
og at denne livskraft kan trækkes ind i os selv med den luft, 
vi indånder. Enhver handling kan ske i overensstemmelse 
med denne livskraft, og hver tanke, vi tænker, kan komme til 
at være i harmoni med den.
Læg mærke til, at det siges, at livskraften kan trækkes ind 
"med den luft, vi indånder". Det er ikke selve det at trække 
vejret, der trækker denne livskraft ind i mennesket. 
Medmindre man udtrykkelig er opmærksom på dette 
samtidig med vor fysiske vejrtrækning, tilegner vi os det 
ikke. Det er en livskraft, der er så meget finere end den 
fysiske luft, at den ikke påvirkes blot af fysiske processer, 
lige så lidt som man ville kunne tiltrække elektricitet blot 
ved den fysiske vejrtrækning. Naturligvis bliver en vis 
mængde elektricitet - eller det, vi kalder elektricitet - 
tiltrukket vort system ved hver handling, og det samme 
gælder den kosmiske livskraft, som sommetider kaldes 
Prana. Hvis I lægger mærke til det, så gør alt det, I retter 
opmærksomheden imod, et indtryk på sindet. Dette indtryk 
udvikles til en tanke, og tanken udtrykkes i ord. Dette er en 
slags åndelig vejrtrækning, ikke sandt? Nu er der en indre 
opmærksomhed - I kalder det en dyb længsel - efter at 
blive fuldkommen ud i alle hjørner af ens væsen. Når den 
ydre opmærksomhed forbindes med denne indre 
opmærksomhed, eller når den til stadighed har universets 
fuldkommenhed for øje, således som det er tilfældet for det, 
som Seneca kaldte "sjælens øje", da drages de kosmiske 
kræfter, der findes omkring os, ind i vort væsen. Mystikerne 
har altid lært, at opmærksomheden er hemmeligheden bag et 
heldigt udfald, når man har at gøre med de kosmiske kræfter. 
En dyb, oprigtig og stadig opmærksomhed rettet mod de 
omgivende sfærer, en fuldkommen afslappet fysik, en 
altabsorberende interesse og åbenhed i sindet udgør 
nødvendige forudsætninger, når det gælder om at realisere 
dette "indre åndedræt", som det kaldes. Dette er "sjælens 
åndedræt", hvilket vil sige, at man lader sit indre væsen 
trænge ind i sine medfødte sfærer, den altgennemtrængende 
livskraft, eller de åndelige sfærer, som Steinmetz kaldte 
dem, indtil den ved denne aktive opmærksomhed drages ind 
i hele menneskets væsen.
Da denne livskraft er kosmisk, må den gennemtrænge alle 
elementerne. Dette er i virkeligheden den kraft, der 
stimulerer al cellevækst og tillige omfatter kroppens vækst 
såvel som planternes. Den indgår faktisk i enhver form for 
vækst og er selve det, der opretholder livet. Den bliver også 
det, som absorberer livet, for ligesom enhver anden kraft er 
den både positiv og negativ og reagerer i sig selv, akkurat 
som hvirvlende luftstrømme agerer og reagerer indbyrdes. 
Man kunne sige, at luften ånder eller bevæger sig og på 
samme tid handler i sig selv og påvirker sig selv.
Metoden, der anvendes ved bevidst tilegnelse af den universelle, kosmiske 
livskraft, eller prana, kaldes normalt 
pranayama. Man kunne også kalde det prana-indånding eller 
udøvelsen af bevidst indånding af den kosmiske livskraft. 
Det er vanskeligt at definere den nøjagtige procedure, og det 
ville tage for lang tid og for megen plads at angive hele 
teknikken ved det praniske åndedræt. Til at begynde med 
omfatter teknikken almindelig vejrtrækning, dernæst kan 
enhver med omhu og i oprigtighed finde frem til sin egen 
metode, når processen skal afbalanceres. Som nævnt 
ovenfor, er opmærksomhed det mest fundamentale, når 
processen skal praktiseres, dvs. opmærksomhed over for den 
højeste energikilde, der findes, - den altomgivende 
tilstedeværelse, vi kalder Gud. Tanken og sindet må være 
helt fri for anspændelse, og den metode, der er bedst til at 
frigøre sindet for anspændelse, er næste skridt i den rette 
procedure. I virkeligheden


er prana - eller det åndelige stof - så fint og følsomt, at det 
tilbagekastes af den mindste modstand. Har I nogensinde 
forsøgt at fange et fnug eller et dun, der svævede i luften? 
Enhver anspændt eller hastig bevægelse for at gribe det 
viftede det blot længere bort, men tog man det roligt og 
ligesom lod det selv bevæge sig ind i ens hånd, viste det sig 
at være den rette teknik. Det er det eksempel, der kommer 
nærmest. Det er også ligesom at prøve på at huske noget, 
man ikke kan komme på. Hvis man anstrenger sig voldsomt, 
kan man ikke huske noget, men hvis man lader tanken hvile 
og roligt bevæge sig omkring emnet, så kommer det, man 
gerne ville huske, hurtigt frem i erindringen. Således er det 
med prana, det drages ind i ens natur ved ro og 
tillidsfuldhed. Enhver fase i sindet må frigøres, og kroppen 
må være fuldkommen afslappet. Man må have en 
fornemmelse af fuldkommen frihed og ubegrænsethed, som 
om kroppens celler bevægede sig bort fra hinanden, indtil de 
næsten stod adskilt fra hinanden. Denne øvelse fortsættes, 
indtil man helt og holdent mister fornemmelsen af fysisk 
begrænsning, og da har man mentalt og fysisk den rette 
modtagelighed over for dette universelle stof. Det kan da 
trænge ind i hver celle i kroppen, - det bliver det nærende og 
styrkende element for alt liv og især for det menneskelige 
legeme. Denne metode til styring af kroppen holder den ung 
og livfuld.

5. Det er en øvelse, der giver styrke og kraft og giver 
kroppens celler mulighed for at udvide sig, hvorved kroppen 
får en større iltning. Det er en fuldendt åndelig luftning af 
hver celle i kroppen ved de oprindelige sfærer, hvoraf den 
skabtes. Ligesom man i en lysstråle finder de forskellige 
farver, således finder man i prana alle livselementerne, som 
udgør den egentlige kerne i alle de mindre kræfter. Prana er 
ikke ilt, men det, der giver ilten sit liv, og som er selve 
essensen i ilten. Det er det, der giver elektriciteten sin kraft 
og sindet sin bevidsthed. Med andre ord: Prana er den 
virkelighed, der lever i, og som er baggrunden for og 
opretholder alle de mindre kræfter. I skriften kaldes det Guds 
ånd. Prana-yama - den åndelige vejrtrækning - muliggør den 
rette ekspansion af alle de stoffer, der optages i kroppen til 
gavn for dens vækst, og på grund af denne ekspansion iltes 
eller "luftes" alle stofferne, som vi kalder det, når vi 
udsætter noget for luftens eller solens påvirkning, så det kan 
blive friskt. Materialer, der pakkes for tæt sammen, bliver 
"indeklemte", men hcldes de adskilte, så luften og især lyset 
kan trænge ind, bliver de friske. Det samme sker, når 
kroppen slappes af, når sindet og ånden frigøres, når hele 
naturen udvides for bevidst at lade prana trænge gennem alt, 
- da bliver hele naturen forfrisket, genoplivet, vederkvæget 
og får næring. Dette er pranayama eller det åndelige 
åndedræts kunst. Men det er opmærksomheden, der er den 
fundamentale hemmelighed ved øvelsen. I må jo også være 
opmærksomme på solen for at kunne få det største udbytte af 
et solbad.
Det er ved denne øvelse, visse yogier er i stand til at ophæve 
deres fysiske eksistens i en vis tid. Dette sætter hele systemet 
i hvile og fornyer det ved kontakten med dets oprindelse. Det 
bringes tilbage, og de oprindelige livselementer kontaktes 
igen af selve kroppen. På samme måde og med samme 
resultat kan de ophæve åndedrættet. Det er ligesom at 
komme op til overfladen og trække vejret, efter at man har 
været neddykket i nogen tid. At forsøge på at ophæve jeres 
eksistens og åndedræt ville være det samme som at drukne jer 
selv bogstaveligt. Men at udvide sig og slappe så meget af, at 
man begynder bevidst at føle de livgivende sfærer, gør én så 
levende og vital, så forfrisket og mæt, at man ikke føler 
behov for det ydre åndedræt eller kroppens ydre aktiviteter. 
Man bliver levende indefra.
På samme måde, som denne øvelse giver kroppen vitalitet, 
giver den også sindet fornyelse. Grunden til, at mennesker 
ikke tænker klart, er den, at sindet er for anspændt, for 
sammentrængt, om man så må sige, så at det ikke fungerer 
frit. Når man praktiserer pranayama, udvider hele ens natur 
sig og fungerer mere frit og fuldstændigt. Det er som at løsne 
lejerne på en maskine, når de er for stramme, og give olien 
mulighed for at trænge ind. Så bevæger den sig med større 
lethed. På samme måde kommer erindringen strømmende fra 
tusind forskellige kilder, og man kommer til at huske det, 
man var fra begyndelsen.


Det kommer uden nogen som helst anstrengelse, og alt, hvad 
man gerne vil vide, kommer man straks og uden 
vanskeligheder i tanke om. Da prana gennemtrænger alt, må 
der være et nært forhold mellem prana og denne 
tankefunktion. Prana tillader ikke, at der forekommer nogen 
splittelse i funktionen, thi det forener alle de menneskelige 
funktioner med det universelle. Prana er naturligvis 
universelt og åbner mulighed for alle aktiviteter, tusinder og 
tusinder af aktiviteter på samme tid. Prana er en 
strålingsenergi, der er basis for alt stof. Stoffet er naturligvis 
i sin oprindelige tilstand energi, og energi er stof. Det, vi 
forstår ved energi og stof, er kun to aspekter af én og samme 
primærenergi, og denne primære energi er prana - eller 
ånden.
Vi kan med større sandfærdighed sige, at prana er et af de 
elementer, der indgår i ånden, for ånden er ikke blot energi, 
men også intelligens og stof. Den er mere kompliceret end 
æter. Den vestlige verden definerer æter som prana, skønt 
der er en forskel på, hvor fintfølende de fungerer og opfører 
sig. Æter er noget, der udvikler sig, medens prana altid er 
aktivt. Æter er prana, der er ved at blive til, eller på vej mod 
manifestation. Alle naturens bedste kræfter såsom 
elektricitet og ydre drivkræfter er sektioner og medier, hvori 
og hvorigennem prana virker.
Når det menneskelige legeme eller nogen anden skabning 
går i opløsning, vender de tilbage til prana, først til de 
forskellige former for energi og dernæst tilbage til den 
universelle og primære kraft. Hvis prana konstant blev 
modtaget i hele menneskets væsen, ville det fysiske i al 
evighed blive styrket, eller det ville blive mere og mere 
vitalt, mere og mere levende, og den sidste fjende ville være 
overvundet. Der er nogle, der overvinder alderdom og død 
ved hjælp af en forståelse af prana under hele livsløbet. De 
genopbygger kroppen ved pranas påvirkning. Dette sker i 
lille målestok, hver gang man sover eller hviler sig, men når 
man dertil lægger en bevidst opmærksomhed over for pranas 
tilstedeværelse og slapper sind og krop fuldkommen af, da 
indånder opmærksomheden det altid tilstedeværende prana, 
så det gennemtrænger hele ens skikkelse og væsen, og 
således opnås den højeste grad af fornyelse i sind og krop.
I vil forstå, at intelligensen er skabningens primære attribut, 
og bevidsthedens aktivitet er prana, eller skabningens vitale 
kraft, og stoffet er den form, hvorigennem begge handler. 
Intelligens, liv og stof er elementernes treenighed, deres 
første oprindelse, således som det defineres i den vestlige 
verden. Intelligensen er det vidende aspekt. Livet er det 
levendegørende eller vitale aspekt. Stoffet er det aspekt, der 
har formens eller skabningens egenskab. Prana anvendes 
normalt som omfattende både stof- og livselementerne, og 
disse er de redskaber eller medier, hvorigennem 
intelligensen direkte handler og bestemmer de skabte former.
Denne primære intelligens, livet og stoffet, er blot den al-
mægtige Gud i aktion, men det må blive et bevidst faktum 
for hvert enkelt menneske. Det bliver noget selektivt for den 
enkelte og er noget, der er til bevidst nytte for den enkelte alt 
efter, om man udvælger det.
Den kosmiske stråle, som Millikan omtaler, er en pranisk 
bølge. Man vil opdage ni sektioner i den kosmiske stråle, 
som alle ni afgjort er af pranisk oprindelse. De kan være til 
stor gavn, hvis de bruges rigtigt. Disse ni stråler udgår fra 
den praniske energi på samme måde, som de syv farver 
udgår fra én stråle af rent, hvidt lys. Skabningen er blot en 
opdeling og kombination af påvirkninger - eller energi, som 
vi kalder det - der udgår fra de praniske ætre.
Når vi søger tilbage til alle tings centrum, er det rent lys, og 
dette er det indre lys, Jesus talte om. Det er forklaringens 
eller illuminationens lys. Jo større menneskets åndelige 
opvågnen er, desto stærkere er lyset. Har I ikke lagt mærke 
til, at et menneske, der vækkes til glæden, har noget 
strålende ved sit ansigt? Når man er åndeligt vågen, er lyset 
tilsvarende klart. Det er grunden til, at kunstnere maler Jesus 
med en glorie af lys. Lyset er liv.


Dette er "det lys, der oplyser ethvert menneske, der kommer 
til verden", og det er den ild, hvorigennem de indviede i de 
okkulte lærer måtte vandre for at kunne udvælges til 
illumination eller forklaring. Dette lys omgiver os 
fuldstændigt og udgår fra de praniske ætre. Det er det lys, 
der er skabelsens begyndelse og dens afslutning. Når I 
kommer til at leve i lyset, ligesom I nu lever i det kødelige, 
vil I blive udødelige, for lyset dør aldrig. Jeg lagde mærke til 
en rapport om et mærkeligt lys, der skinnede i Transjordan, 
skønt arkæologerne var fuldkommen overbeviste om, at der 
ikke var spor af en ældre civilisation. De, der fulgte lyset, 
fandt frem til og afdækkede meget hurtigt nogle arkæologi-
ske fund. Det er også sket i Persien. Vi har endnu ikke set 
det i Gobiområdet. Men der går historier om, at lyset altid 
viste sig i det område. Vi har faktisk en komplet beretning 
om, at lyset viste sig over det første Babelstårn, et tårn, der 
blev bygget af sten i form som en trinpyramide. Dog kan 
dette lys kun ses med det "énrettede øje", dvs. med en så 
koncentreret opmærksomhed, at alle menneskets sanser og 
evner styres i én retning, og den retning må være den, som 
skriften kalder "Hans åsyns lys".
Dette er lyset fra Det ny Jerusalem, som er omtalt i Johannes' 
Åbenbaring. Johannes vidste, hvordan han skulle bruge det 
praniske lys. Han udvidede sit syn, så han kunne se det hele. 
Det er naturligvis langt ud over det, vi forstår ved 
clairvoyance, selv om clairvoyance er en fase af det og 
faktisk er et skridt tilbage i udviklingen. Det er som at leve i 
genskinnet fra det virkelige lys, det lys, der oplyser ethvert 
menneske, og som er inden i det selv.
Vi må gå fremad mod dette lys, så vil de lavere sanser, der 
holder os tilbage eller borte fra vor fødselsret, slippe deres 
tag. De begrænsede aktiviteter leder os bort fra udfoldelsen, 
og brugen af det praniske lys, der sker ved de højere sanser. 
De psykiske evner vil falde på plads og blive værdifulde 
værktøjer, når det praniske lys udfolder sig. Det praniske lys 
vibrerer ved langt højere frekvenser end de psykiske kræfter. 
I øvrigt er medievirksomhed og såkaldt psykisk udvikling 
ikke skridt på vejen mod udfoldelsen af det direkte praniske 
lys.

Pranisk lys kan altid påkaldes til at besejre nedbrydende 
kræfter, der mod-står det, akkurat som lys kan anvendes til at 
bortvejre mørke. Det kan blive centrum for jeg er. 
Erklæringen: "Jeg er styrken i det praniske lys, og jeg 
projicerer det og fremkaster det som værende almægtigt", 
vil hver gang bryde denne tilstand af modstridende kræfter 
eller stemmer. Men det må fremsiges med den stemme, der 
tilhører Kristus-personen, som er det virkelige jeg er i hvert 
individ. Dette jeg er er ikke over dig eller uden for dig, men 
midt i centrum af dit væsen. Det var det, der var Jesu tanke, 
da han sagde: "Jeg har intet undtagen det, der kommer i 
Kristi navn og gennem Kristi kraft". Dette er den højeste 
legemliggørelse af prana.
Kristi forklarelse fandt sted, da Jesu bevidsthed blev forenet 
med det faktum, at intelligensen, livet og stoffet, når alt kom 
til alt, var en enhed, og det var denne enhed, han kaldte 
Faderen, eller oprindelsen, som alle spektrets forskellige 
farver, der vender tilbage til ét rent, hvidt lys.
Der er kun én bevidsthed, ét princip og én sans. Dette bliver 
kun kompliceret, når vi i for høj grad beskæftiger os med 
differentieringer eller tilsyneladende forskelligartede 
funktioner og evner. Opfatter man forstanden som noget, der 
fungerer med mange forskellige evner, splitter man blot sig 
selv yderligere og drages længere og længere bort fra sin 
oprindelse. Se, vi har kun én Gud. Med denne ene tanke, 
eller holdning, at de praniske kræfter altid fungerer i os og 
omkring os, bliver vi forenet eller ét med helheden. Johannes 
sagde, at det, der er uden for, i virkeligheden er i det indre. 
Han bragte det ret frem til den store praniske kraft, der altid 
er til stede og altid er aktiv, og denne aktivitet er den eneste, 
der forekommer i alt, hvad der er skabt, og i hele rummet.


TIL BRUG FOR UNDERVISEREN

Den foregående lektion, der af Mr. Spalding blev holdt for 
Indien-ekspeditionen, behandler et emne, der er af væsentlig 
betydning for enhver elev. Lektionen afdækker det nære 
forhold, der består mellem de hinduistiske videnskabsmænd 
ved Calcuttas Universitet samt andre af Østens 
videnskabsmænd og Orientens religion. Vi nærmer os hastigt 
den tid, hvor de store forskelles mure helt vil falde, og hvor 
den endelige forening af religion og videnskab vil finde sted, 
idet de vil blive almindeligt anerkendt som værende én og 
samme ting, endskønt de ofte kan nærme sig et enkelt 
spørgsmål fra modsatte sider.

Pkt. 1. I spørgsmålet om at leve livet fuldtud bør det gøres 
ganske klart, at mennesket ikke opretholder livet ved det, 
man sædvanligvis har betragtet som væsentligt. Menneskets 
egentlige næring må nødvendigvis søges i de kræfter, der 
medvirkede i begyndelsen, da mennesket blev skabt. I disse 
kræfter findes alle de elementer eller grundstoffer, hvoraf 
alle synlige former er skabt, og kun ved en bevidst kontakt 
med disse oprindelige kræfter kan mennesket gøre sig håb 
om at leve livet fuldtud med alle de muligheder, livet 
rummer.

Pkt. 2. Det "kosmiske åndedræt" er ikke noget fysisk 
åndedræt, men er en bevidst kontakt med de livskræfter, der 
rører sig i de åndelige ætre, der omgiver os. At trække vejret 
er at modtage luftens grundstoffer i sig og dernæst udånde 
det, som kroppen ikke optager. Den åndelige vejrtrækning 
består i, at mennesket i sin bevidsthed optager det, der findes 
i de åndelige ætre, og det foregår ved hjælp af sindets rolige 
og intense opmærksomhed. Man sætter det ofte i forbindelse 
med det fysiske åndedræt, men det bør ikke forveksles med 
denne proces. Hvad man end betragter, så modtager man 
indtryk af det i bevidstheden, og alt, hvad man gør, er et 
udtryk for det, der således har efterladt indtryk hos én. Ved 
at rette opmærksomheden mod de åndelige sfærer drager 
man disses grundelementer ind i sit væsen, og hele ens livs 
udtryk styrkes og forøges på grund af det, der optager éns 
opmærksomhed.
Pkt. 3. Man burde tænke over denne gennemtrængende 
tilstedeværelse af alle de kræfter, der ligger i det at være, 
indtil man bliver sig disse kræfter lige så bevidst, som man 
nu er det, hvad de ydre former angår. Dette er 
hemmeligheden bag udviklingen af ubegrænset magt eller 
det at være mester.
Pkt. 4. Det praniske åndedræt er ikke noget, der er mystisk 
eller vanskeligt, og det kræver ikke omfattende instruktioner. 
Man lader sig uden vanskelighed bage af solskinnet, for det 
er nu engang solens natur at påvirke alt, hvad den skinner på. 
Men de vitale kræfter, der findes i de åndelige sfærer har en 
endnu større kraft. Og en afslappet og rolig opmærksomhed 
er hemmeligheden bag dette.
Pkt. 5. Fysiske spændinger opstår ved muskelkontraktioner, 
der skyldes mentale kontraktioner, og disse forårsages ved, 
at man koncentrerer sig om de tilsyneladende 
begrænsninger, der er i egne og omgivelsernes muligheder. 
Et videre perspektiv i opfattelsen aflivet frigør sindet, som 
igen frigør kroppen. Giv hele dit væsen en god pranisk 
udluftning hver dag, så skal du bare se, hvordan alle evner 
og muligheder forøges.
Pkt. 6. At ophæve livsfunktionen i en vis tid er ikke blot et 
spørgsmål om at standse kroppens fysiske processer. Det er 
det samme som at identificere sig med en højere funktion, 
som tilgodeser alle det fysiske legemes behov, og da er de 
såkaldt normale funktioner ikke nødvendige. Det højeste 
overgår altid det, der er lavere, og opfylder de behov, der 
findes på det lavere niveau. Forsøg ikke på at holde op med 
at spise eller trække vejret eller at få hjertet til at gå i stå. 
Koncentrér jer om den guddommelige tilstedeværelse, indtil 
I opdager, hvorledes det styrker hele jeres væsen.

Pkt. 7. Vitalitet eller livsenergi er ikke et resultat af føde 
eller


vejrtrækning. Det er den aktivitet, der følger, når universets 
livskraft igen lever i det menneskelige væsen.

Pkt. 8. Ånd er det, der virker i hele universets 
skabelsesmaskineri, det er Gud, når han handler. Denne 
virksomhed involverer alle de elementer, der indgår i Guds 
væsen, og indeholder derfor alle skabelsens elementer.

Pkt. 9. Død og forfald er blot et udtryk for manglende kraft 
fra den oprindelige livskilde og fra éns indre "jeg", og det 
samme gælder fiasko og fattigdom.

Pkt. 10 og 11. Det universelle princip ved, hvad det gør, og 
det ved, hvad vi bør gøre for at opfylde dets formål og 
hensigter. Retter vi konstant opmærksomheden mod åndens 
virke, ved vi det og får samtidig kraft til at gøre det.

Pkt. 12 og 13. Lys er liv, men der findes højere former for 
lys, ligesom der findes højere former for ætre og energi. Kun 
det menneske, der praktiserer Guds tilstedeværelse, kan vide 
nøjagtigt, hvordan dette lys er, men den, der hengiver sig til 
dyb meditation, fanger ofte et glimt af det.

Pkt. 14. Sand clairvoyance - klarsyn - er ikke det at se 
former og skikkelser, men det er den sindets årvågenhed, 
som ser og erkender de rene åndens handlinger.

Pkt. 15. Vent ikke på at nå til et vist præstationsniveau, før I 
føler jer værdige til at slå ind på den vej, der fører til 
forklaring eller illumination. Træd ind i lyset og lad det 
brænde alt det falske bort. Giv slip på jeres fejl, jeres 
sygdomme og de vilkår, I ikke ønsker. Se frem mod lyset, så 
eksisterer disse ting ikke længere.

Pkt 16 og 17. Pranisk lys, eller åndeligt lys, er ikke noget, 
der er vanskeligere at opnå end det fysiske lys. Det er altid 
på vej hen imod jer og strømmer lige hurtigt gennem jeres 
højeste idealer og jeres mindste behov, og det med en 
uendelig hastighed, akkurat som det fysiske lys, der 
øjeblikkeligt skærer igennem en stor eller lille sprække.
Pkt. 18. Når alt reduceres til én enhed, forenkles hele vort liv 
og åndelige udvikling.






Kapitel XIII,
KVANTETEORIEN.
Der er fysiske principper involveret i et studium af kvanteteorien. Det er 
teorien om energiens fordeling i naturen. Den 
blev udviklet ved Berlins Universitet som et resultat af en 
undersøgelse af strålingen fra sorte objekter. Denne 
undersøgelse førte til den konklusion, at alle former 
udstråler en bestemt energi, og at der ikke findes nogen form 
i hele verden, der er en død masse. Enhver tilstandsform 
indeholder en grad af energi, og denne energi er en distinkt 
del af den energi, der fylder det uendelige rum. Den mængde 
energi, der udstråler fra hver enkelt tilstandsform, er direkte 
proportionel med formens forhold til den universelle energi.
På samme måde som et pendul svinger i en kortere eller 
længere bue alt efter den kraft, hvormed dets svingninger 
blev startet, således bevarer alle tilstandsformer den mængde 
aktiv energi, der var påkrævet, da de blev udsendt. Denne 
energi bevares af den pågældende form i samme grad, som 
den bevarer sit forhold til den energi, der udsendte den. Hvis 
pendulet standser, er det, fordi dets drivkraft er ophørt med 
at udøve sin indflydelse på det. Stoffet bliver mindre og 
mindre aktivt, efterhånden som det mister noget af sin 
kontakt med den oprindelige drivkraft, der satte det i 
bevægelse. Når denne energi ophører med at virke i formen, 
går den til grunde.
Hvad angår det metafysiske, har dette stor betydning for 
mennesker i den vestlige verden. Bevægelsen i De forenede 
Stater kom under depressionen, og alt, hvad det betyder, er, 
at den ikke var baseret på noget faktum. Det vil igen sige, at 
den var baseret på en halv sandhed. Der findes et faktum bag 
vor metafysik, men dette faktum blev overset og misforstået 
af de fleste og af dens eksponenter i De forenede Stater. 
Dette vil altsammen blive diskuteret, når vi behandler 
kvanteteorien.
Østens verden, som består affolk med en højere tankeverden, 
har kendt de fakta, der er fremsat i kvanteteorien tidligere. 
De beskæftiger sig kort sagt kun med ét faktum: Alle tings 
universelle natur, og som en følge heraf har de et fast 
grundlag for både videnskab og metafysik. Den vestlige 
verdens psykologi er kun at betragte som børns leg. Den er i 
høj grad baseret på teorier. Når som helst man beskæftiger 
sig med inddelinger af det mentale, det materielle og det 
fysiske, må man nødvendigvis basere mindst 75% af sine 
beregninger på teorier. Opdeling og adskillelse fra helheden 
er ikke enhed, og enhed er ikke forenelig med opdelinger, og 
grundlaget for det skabte er, at det er en enhed. "Jeg er den, 
jeg er, og der findes ingen ved siden af mig", er den evige 
erklæring af den kendsgerning, at alle ting repræsenterer én 
enhed. Det direkte brud på denne fundamentale enhed består 
i at betragte sindet som bestående af faser eller forskellige 
egenskaber, når sindet i virkeligheden er én enkelt enhed, 
ikke blot i det enkelte individ, men også som en del i og af 
universet. Materielle former er ikke noget, der er isoleret fra 
eller uafhængigt af universet, men er ét med det universelle 
stof. Det fysiske menneske er ikke en isoleret fase i et 
skaberprogram, men er indeholdt i og ét med universets 
energi. Bryder man denne universelle enhed, isolerer man 
sig selv i en hypnotisk tilstand, hvor man synes at være et 
separat væsen, og man afskærer derfor sig selv, mister sin 
vitalitet og ødelægger til sidst sin evne til vedblivende at 
manifestere sig på dette plan. Fornægter man det forhold, der 
er mellem det synlige og det usynlige, skubber man sig selv 
ud af sin egen fysiske krop ud i usynligheden.
Østens filosofi er slet ikke baseret på teorier. Den er baseret 
på et klart, videnskabeligt faktum eller princip. Dette er den 
samme tanke, som Einstein fremsætter i kvanteteorien. Han 
har fremlagt det med større tydelighed end nogen anden 
videnskabsmand i


den vestlige verden. Der er mange, der siger, det er dette, der 
er springet mellem videnskaben eller fysikken og den sande 
religiøse opfattelse.
I Østen betragter man ikke religionen som noget teoretisk. 
Man beviser i virkeligheden, at det ikke er teori, og herved 
realiserer man selve dette faktum og de muligheder, der 
ligger i det. Man ser aldrig Østens filosoffer fremsætte 
teorier om noget. Deres udgangspunkt er altid 
kendsgerninger. Det er naturligvis ikke kendsgerninger, blot 
fordi de hævder det, men fordi der ligger et videnskabeligt 
faktum bag. Dette faktum blev klart afsløret af Jesus, da han 
sagde : "Jeg og Faderen, vi er ét", hvormed han fastholdt sit 
eget fællesskab med helheden. Dette er grundlaget for at leve 
livet fuldtud, og det er kun i samme grad, som denne enhed 
bevares, at det lykkes mennesket at udsende den energi, der 
var medvirkende til dets tilblivelse. Det er grundlaget for 
kvanteteorien, således som den anvendes set ud fra et rent 
religiøst eller metafysisk synspunkt, og det er grunden til, at 
Østens filosoffer ofrer så megen opmærksomhed på 
kvanteteorien. De oplever, at verdens videnskabsmænd 
vender tilbage til det, der i tusinder af år har været 
grundlaget for deres egen religiøse tankegang.
Einstein sagde ikke direkte, at alt er ånd. Følgelig gjorde 
man gældende, at det fysiske eller materielle ikke var noget 
faktum, man han viste, at det er baseret på én fælles 
bestemmelse. Han definerede det som ét alment princip, der 
- som han sagde -samlede al fysik under én hat. Dette er 
nøjagtigt det, som Østens ypperste tænkere længe inden var 
nået frem til: At der er kun ét princip, ét videnskabeligt 
grundlag, og at dette grundlag er noget personligt.
Men den vestlige verden går ikke tilbage og drager sine 
slutninger ud fra dette princip. Den arbejder sig igennem til 
princippet udefra, og det er derfor ikke nødvendigvis nogen 
sand ræsonneren, dvs. denne form for ræsonneren er ikke 
sand videnskabelig. Al sand ræsonneren arbejder ud fra 
princippet frem til dets manifestation og ikke fra 
manifestationen baglæns til princippet. Forestil jer, hvordan 
det ville være, om man forsøgte at regne en opgave baglæns 
fra resultatet, eller forsøgte at arbejde sig bagud til princippet 
ved at studere størrelsen, formen og den almindelige 
opbygning af en samling figurer. Det er lige netop det, man i 
den vestlige verden gør i dens forsøg på at løse livets gåde. 
Ved denne proces bliver man stærkt engageret mentalt, eller 
som vi siger: intellektuelt. Og som vi allerede ved, bliver 
deres intellektuelle viden altid revideret, fordi den ikke 
bekræfter sig selv. Dette er baggrunden for en af vore 
moderne videnskabsmænds udtalelse om, at alle 
videnskabelige værker, der er skrevet for mere end ti år 
siden, burde brændes. I Østen bevæger man sig ud over det 
intellektuelle - eller det alment intellektuelle. Den højeste 
form for intellektuel virksomhed er naturligvis: at ræsonnere 
sig frem ud fra et sandt princip, der er baseret på det 
grundliggende faktum. Den hypotese, man i Østen 
fremsætter, placerer dem på et sandt intellektuelt grundlag, 
idet de bringer hypotesen frem til en klar tanke.

9.	Intellektet i den vestlige verden dækker et stort 
område, men 
når ikke til nogen absolut konklusion i sine hypoteser eller 
teorier. Al videnskab i den vestlige verden er baseret på denne 
eller hin hypotese eller teori, og man er nået til et punkt, hvor man 
ved, at der eksisterer visse bestemmende fakta, men man går 
aldrig direkte til den enkle fællesnævner: det grundliggende 
princip, når man behandler disse fakta. Østens filosoffer har altid 
baseret 
deres præmisser på ét naturligt faktum, - og dér er også 
grundlaget 
for kvanteteorien. Et universelt faktum, hvorfra alle former 
udgår og 
fungerer, og som er den livgivende kraft i hele skabelsen - 
den 
universelle fordeling af energi.

10.	Forskellen mellem den hinduiske opfattelse og 
monismens 
teori er den, at sidstnævnte eliminerer alt andet end naturens 
eller skabelsens blinde kraft. Hinduerne har altid opfattet den 
som en aktiv, intelligent kraft, der vidste, hvad den gjorde, - 
en 
energisk kraft og en kraft, der frembragte et intelligent 
skaber- 
værk, der bevægede sig hen imod et intelligent formål, samt 
at


enhver, der ville arbejde sammen med den intelligens, der 
ligger i denne kraft, kunne opnå alt igennem den.
Kernen i hele sagen er derfor at besidde den rette viden. Det, 
vi har kaldt viden, er passé. Den sande viden ligger uden for 
sanserne. Det sande grundlag for viden er at kende den 
motiverende kraft og de mål, den bevæger sig henimod, idet 
det er denne motivation, eller den indre retning af denne 
motiverende og universelle kraft, der i begyndelsen 
fremkaldte alle tings tilblivelse, og som vil skabe alle ting 
gennem ethvert menneske, der opfatter og arbejder i harmoni 
med dens hensigt.
Sand viden eller erkendelse kommer gennem samadhi eller 
stilhed. Den kommer ved en indre følelse eller intuitiv viden, 
og det er det, vi med rette kalder forståelse. Med alt, hvad I 
formår, skaf jer forståelse. Når vi adlyder det, vi føler inderst 
inde, så når vi vort mål, og da har vi den rette viden, thi den 
er da baseret på princippets virke i os. Dette er den måde, 
hvorpå al sand viden fremkommer, ikke blot hvad åndelige 
ting angår, men også i forbindelse med de principper, vi 
anvender hver dag. Vi opdager visse principper og anvender 
dem. Dernæst ser vi resultater, og ud fra disse resultater 
formulerer vi vor viden.
Når man tager den viden helt uden for hypnosens område, 
kommer man ind til det fundamentale faktum eller den 
fundamentale sandhed. Der eksisterer ikke nødvendigvis 
nogen viden i det fundamentale faktum. Dette faktum fandtes 
før og er større end al viden. Viden eller erkendelse kommer, 
som hinduerne udtrykker det, direkte fra det fundamentale 
faktums udtryk.
Når Bibelen siger: "Kødet gavner intet", så betyder det ikke, 
at kødet ikke er noget værd, - men det har ingen eksistens 
uden ved ånden, som skabte det. Kødet skaber intet, for det 
er ikke nogen skaber, men er selv det skabte. Det er ånden, 
der skaber. Kødet er åndens fysiske udtryk, som mestrene 
siger. De skelner ikke mellem kød og ånd, mellem det 
materielle og det åndelige. Derfor er det det samme for dem, 
og det er baggrunden for de resultater, de opnår. Ordet, der 
blev kød, er den sande åndelige skikkelse.
Når ånden arbejder i manifesteret form, adlyder den manifesteringen af en lov, 
og hvis man kan erkende denne lov, kan man faktisk komme til at erkende ånden. 
Som Paulus sagde: 
"Troen er åndens virkeliggørelse". Det betyder, at troen, når 
den fører til erkendelsen, er virkeliggørelsen af alt. Så 
erkender man i stedet for at tro. Det er på dette punkt, 
sanskrit aldrig afviger. Dette åndens vidnesbyrd, som først er 
tro og dernæst erkendelse, har skaberkraft. Gennem dette 
vidnesbyrd er det, mennesker altid er skabende, ikke gennem 
deres sanser eller deres sans for det materielle eller fysiske, 
men ved hjælp af alt stof, som er ånd.
Troen er sindets aktive princip. Når sindet handler efter sin 
indre viden eller erkendelse, modnes det til viden eller bliver 
selv den absolutte viden. Åndelig intuition er direkte viden, - 
det er som at tappe den uendelige bevidsthed direkte fra 
kilden. Den evne til at opnå direkte viden er medfødt hos 
hvert individ. Nogle realiserer det tidligere end andre, 
hovedsagelig fordi de er hypnotiseret i mindre grad end 
andre. Det vil sige, at jo mindre man er underkastet racens 
accepterede viden, som i virkeligheden er uvidenhed, jo 
lettere er det at følge det, man ved per instinkt, og det, man 
føler er sandt. Det foregår til enhver tid i den enkeltes indre 
og må bringes frem i lyset.
Jesus sagde: "Jeg har intet undtagen det, der kommer i Kristi 
navn og ved Hans kraft", og han gjorde derved sig selv 
direkte modtagelig for den åndelige intuition til enhver tid. 
Det, Jesus gjorde, var faktisk at lære menneskene, hvorledes 
de skulle bære sig ad i hver af livets faser, for at de kunne 
blive ét med Faderen, ligesom Han var ét med Faderen, og 
Hans kontakt foregik altid gennem Kristus, Guds ord, som er 
det indre faktum i alle mennesker. "Kristus er alt og er til 
stede i alle", og Kristus er den indre realitet i hvert individ.
Der findes kun én form for intuition, ligesom der kun findes


en form for fysisk syn. I kan med jeres øjne se og opdage alt, 
hvad I vil. I kan lede efter skønhed og hæslighed og bruge 
det samme syn til at betragte det med. Det ene kan være 
ønsket og det andet uønsket. I kan træne jeres intuition til at 
udsøge det styrende princip og dets virksomhed, - I kan 
træne den til at søge de psykiske planer og finde ud af, hvad 
der foregår dér, - eller I kan træne den til at søge mod jeres 
næste og finde ud af, hvad der er hans inderste tanker og 
motiver. Men vendes intuitionen i retninger, hvor det ikke 
drejer sig om at finde frem til selve princippets virksomhed, 
da er det en perversion af denne sansen bag alle sanser, og 
resultatet bliver hypnose, for det slører individets klare 
opfattelse. Den eneste måde, hvorpå man kan undgå enhver 
antydning af hypnose, er ved at træne intuitionen i at følge 
den direkte erkendelses kanaler. Dette er lysets vej, og 
enhver perversion af den intuitive sans fører ud i mørket.
Okkultismens gamle teori om, at sanserne må dræbes eller 
ledes i modsat retning, er ikke i overensstemmelse med 
læren i den rene hindufilosofi. De siger, at alt er ånd, at 
sanserne er ånd, men må bruges på denne måde, og at deres 
sande åndelige betydning må bevares. De bliver 
udtrykskanaler for det, som intuitionen lærer dem, og som 
kommer fra ånden. Denne direkte erkendelse er også en 
direkte manifestation. Hvis vi blot ville acceptere det 
faktum, der afsløres {princippet, så ville dette faktum straks 
blive en realitet for os. Så enkelt er det. Men vi i Vesten har 
simpelt hen druknet det i forviklinger.
Når I ret forstår, at det, I kalder stof, er rent åndsstof, så kan 
I også se, hvorfor dette er sandt. Hinduerne siger: "Sammen-
trænger man en terning, da har man en anden beskaffenhed. 
Udvider man den, har man også en anden beskaffenhed". I 
definerer ikke dette som en materiel eller fysisk 
beskaffenhed, for sammenpresningen eller udvidelsen 
ændrer ikke terningens natur, men kun atomernes indbyrdes 
placering. Vand eller is er i lige høj grad H2O uanset dets 
form, og denne evne til at udvide sig eller at trække sig 
sammen er stoffets fjerde dimension. På samme måde er 
evnen til at udvide noget fra en størrelse til en anden ved en 
ukompliceret omplacering af atomerne stoffets fjerde 
dimension og ændrer ikke dets iboende karakter. Når alle 
ting er sammensat af åndeligt stof, da er der ikke nogen 
skillelinie mellem det, vi har kaldt ånden, og dens 
manifestation. Kun når mennesket er i en hypnotisk tilstand, 
forestiller det sig, at der er noget ved siden af alle tings 
enhed og alle tings fælles oprindelse. Ved denne hypnotiske 
tilstand påtvinger mennesket det skabte nogle falske 
egenskaber, og disse fordrejninger er produkterne af 
menneskets egen uvidenhed.







TIL BRUG FOR UNDERVISEREN

Pkt. 1 og 2. Den lære, der kan drages af denne udredning om 
kvanteteorien, giver en særlig lejlighed til at indprente den 
enkelte det faktum, at det, han savner, skyldes at han selv 
har fjernet sig fra sin første og egentlige oprindelse. På 
samme måde som en motor standser, når strømmen til den 
afbrydes, eller lyset går ud, når man slukker på kontakten, 
således ophører mennesket med at fungere i samme grad, 
som det adskiller sig selv fra Guds ånd.

Pkt. 3. Når det blot drejer sig om at manipulere verden med 
sin tankevirksomhed og forsøge at demonstrere ved brugen 
af affirmationer, udtømmer mennesket før eller siden sin 
evne til at opnå resultater. Kun ved dyb meditation over alle 
tings enhed og menneskets enhed med Gud, bringes 
menneskets formåen til live igen, så det vender tilbage til 
den magtposition, der retmæssigt tilhører det. Mennesket i 
sig selv kan intet udrette, - det er ånden, der levendegør, og 
når menneskets sind og væsen igen får liv gennem ånden, 
bliver dets ord og handlinger levende, og først da har 
mennesket genvundet sit herredømme.


Pkt. 4, 5, 6 og 7. Det gør en kæmpeforskel for mennesket, 
om det går ud fra en sand eller fra en antaget eller falsk 
hypotese. De konklusioner, man når frem til i sine 
beregninger, afhænger af det grundlag eller det princip, man 
går ud fra. Hvis grundlaget er falsk, må konklusionen også 
blive det. Eftersom skabelsen begyndte i den store 
universelle helhed, kan mennesket ikke finde noget 
væsentligt udgangspunkt for sine aktiviteter, med mindre det 
vender tilbage til dette udgangspunkt. Man kan ikke tilpasse 
et princip til sin egen tankegang, - man må tilpasse sig til det, 
der ligger i princippet, og éns tanker må udvikle sig ud fra 
dette princip. På samme måde må éns handlinger være i 
overensstemmelse med det samme princip, og kun da kan 
man gøre sig håb om at se resultater, som svarer til éns 
fundamentale natur.

Pkt. 8 og 9. Disse afsnit omfatter forskellen mellem sand og 
falsk ræsonneren, mellem intelligent og falsk logik. Vi får 
vore tanker vendt helt forkert, når vi arbejder udefra og 
indefter, eller når vi arbejder blot for ydre resultater, som vi 
forestiller os vil passe ind i vore egne forestillinger om 
tingene. Der findes en etableret orden i universet, og kun ved 
at tilpasse os denne naturlige tingenes orden kan vi gøre os 
håb om tilfredsstillende resultater.
Pkt. 10. Den kraft, der udtænkte og skabte universet, kan 
ikke betragtes som en uintelligent eller blind kraft, der 
handler uden en bevidst hensigt. Elektriciteten må i vort 
daglige liv styres af intelligensen, ellers ville vi ikke få lys, 
varme og kraft ud af den. Elektriciteten er i sig selv en blind 
kraft, men når den underkastes intelligensens kontrol, 
frembringer den konstruktive resultater. Således må alle 
universets kræfter underkastes intelligensens styrelse, ellers 
var der aldrig blevet tale om en skabelsesorden.

Pkt. 11, 12 og 13. Den rette viden kommer, når man bliver så 
stille, at man føler de universelle kræfter - eller Guds ånd - 
røre sig i én. Åndens aktivitet bliver ikke blot en livgivende 
påvirkning, men den vækker også en forståelse i menneskets 
sind. "Den Almægtiges inspiration udvirker erkendelse". 
Akkurat som man først må forstå, hvordan et matematisk 
princip fungerer ved stille og roligt at rette sig efter den 
pågældende regel, således må man betragte det 
guddommelige princips handlinger, indtil man forstår, 
hvordan det fungerer. Viden er en samling af tanker og 
erfaringer, og sand viden er en følge af at se Guds ånd 
manifestere sig. Viden kommer ved afslutningen af en 
proces. Forståelsen skelner den vej, der fører mod 
resultaterne.

Pkt. 14. Hverken tanken eller materien har magt til at skabe 
eller frembringe noget. Magten til at frembringe noget ligger 
i ånden. Det er ånden, der levendegør. At fastholde tanker 
eller at drive kroppen frem vil kun udmatte mennesket. Livet 
fornyes, og evner vækkes ved fællesskab med ånden.

Pkt. 15 og 16. Det er gennem troen, at princippet afdækkes 
og anvendes. I første instans bringer troen sindet hvile fra 
dets egne aktiviteter, så det kan vinde ny kraft. Dernæst 
sætter den sin lid til denne kraft, indtil den frembringer 
resultater. Troen er en slags psykisk transformator, hvorved 
ikke-realiserede præstationer eller ikke-manifesterede evner 
bringes til at virkeliggøres.

Pkt. 17. Hemmeligheden ved Jesu magt lå i hans fuldkomne 
tillid til det, han følte var til stede i hans inderste væsen, og 
som han kaldte: Faderen, som er i mig. Guds lov er skrevet i 
jeres indre, og ved i det ydre at adlyde det, der lever i jeres 
indre, bringer I den indre formåen til at manifestere sig i det 
ydre. Det, der rører sig dybest i menneskets natur, er det 
universelle princip, der handler i os.

Pkt. 18. Intuitionen er blot en anden kanal, hvorigennem 
bevidstheden kan forstærkes. Gennem intuitionen fornemmer 
man livets dybeste hemmeligheder. Øver vi os i at opfatte 
Guds alviden - eller altomfattende intelligens - da kan vi 
forstå hvad som helst eller enhver situation ud fra den 
absolutte erkendelse.

Pkt. 19. De ydre sanser er de åbninger eller kanaler, 
hvorigennem vi kan udtrykke vor indre viden for den 
omgivende verden. De ydre sanser burde ikke fordømmes 
eller ødelægges. Gjorde vi


dette, ødelagde vi vore muligheder for at nå ud til verden 
omkring os. Sørg for, at I med hele jeres væsen fungerer i 
overensstemmelse med de inderste ønsker i jeres natur, 
indtil I giver udtryk for det, som I er, set med Guds øjne.

Pkt. 20. At erkende alle tings sande natur - ikke som noget 
adskilt og isoleret, men som én og samme ting i forskellige 
udviklingstrin, er ensbetydende med at eje magten og herre-
dømmet, som tilhører jer som produkter af den første 
oprindelse.



















Kapitel XIV.

RESUMÉ.

Hvad angår denne ekspedition har vi forsøgt at give eleven 
et indblik i mestrenes lære og den praksis, de anvender, 
snarere end at berette om de fænomener, de udfører. Vi har 
ikke lagt særlig vægt på vore egentlige kontakter i Indien, 
men vi har dog fortalt så meget om vore rejser og kontakter, 
at vi mener, vi har tilfredsstillet dem, der har haft lyst til at 
vide noget om selve turen. Hvis vi skulle berette om alle de 
oplevelser og erfaringer, vi hidtil har haft, ville der hverken 
være tid eller plads nok til at formidle denne nødvendige 
vejledning, som kan hjælpe eleven til i sit eget liv at opleve 
det, som mestrene lever, og som de med deres liv er et bevis 
for. De fleste elever interesserer sig mest for den filosofi og 
den videnskab, som mestrene bringer i anvendelse. Kun med 
en viden af denne art kan den enkelte gå igang med at 
arbejde på sin egen udvikling hen imod et liv som mester. I 
øvrigt er de mirakuløse bedrifter og den måde, mestrene 
lever på, uden tvivl blevet beskrevet i tilstrækkeligt omfang 
i de tre foregående bind af Østens Vises Liv og Lære.

Denne ekspedition har givet os megen praktisk viden, og det 
er vor hensigt på dette tidspunkt at rekapitulere 
hovedpunkterne, så de kan stå klart for eleven. På den måde 
vil han have mulighed for at opnå et klart arbejdsgrundlag, 
hvorfra han kan gå videre i arbejdet med at omforme sit liv 
efter de motiver, hvorigennem de "illuminerede" er nået 
frem til et liv som mestre. Dette liv kan leves af alle, men 
denne tilstand opnås ikke ved læsning, studier eller 
fremsætten af teorier, - kun ved at leve det liv, som mestrene 
lever.


Det er klart blevet fastslået, at det liv, 
gennemsnitsmennesket lever, er hypnotisk, dvs. at flertallet 
af mænd og kvinder slet ikke lever livet sådan, som det var 
meningen. Der er ikke én i en million, der følger sig fri til at 
leve sådan, som han/hun inderst inde føler, livet burde leves. 
Man er blevet offer for verdens opfattelse af én, og det er 
denne opfattelse, man adlyder snarere end den lov, der råder 
i éns eget indre. I denne retning og i samme grad lever man 
under en hypnotisk påvirkning. Man lever i den vildfarelse, 
at man kun er et menneskeligt væsen, der lever i en verden, 
der kun er materiel, og som man blot håber på at undslippe, 
når man dør og kommer i det, man kalder himlen. Det er 
ikke det, der efter den oprindelige plan var livets bestemmelse eller livets 
hensigt. Lydighed mod éns inderste natur 
og det at give livet udtryk, sådan som man instinktivt føler, 
det bør have, er selve grundlaget for det liv, mestrene 
afslører som den sande måde at leve på.

Forskellen mellem den lære og den praksis, mestrene 
anvender, og den, fakirerne står for, er den, at fakirerne blot 
forstærker sindets hypnotiske tilstand. Flere og flere falske 
og materielle billeder indprentes i menneskers følsomme 
sind, så de kastes ud i en stadigt voksende hypnotisk 
tilstand. Mestrene siger: "Det, der synes at være noget 
udvendigt, eksisterer slet ikke", hvormed de mener, at det 
slet ikke er det, der ser sådan ud, der er livets virkelighed. 
Livets virkelighed er det, der vokser ud fra det centrale i éns 
væsen. De søger på enhver måde at rense deres sind for 
verdens påvirkninger, og de sidder i lange perioder i 
samadhi - stilhed - for at nå frem til klart at se det, der er det 
inderste i deres natur. Og dernæst forsøger de i tanke, ord og 
handling at leve efter det, de har set i deres eget indre. Det 
sande liv som mester består i at leve efter de instrukser, man 
modtager fra læreren i sit eget indre, éns inderste "jeg", og 
ikke i at søge det, der er verdens opfattelser.

Fakirernes metode er heller ikke særlig forskellig fra meget 
af det, man lærer og praktiserer inden for metafysiske kredse 
i den vestlige verden. Det at indsamle tanker fra lærere og 
bøger og inkorporere dem i sit væsens bevidsthed er en falsk 
bestemmelse, som i høj grad er hypnotisk. Selve det at 
ændre sin bevidsthed efter tanker, som andre har udviklet, er 
at påtvinge individet en falsk tilstand. At manipulere med 
kroppen og éns gøremål eller at koncentrere sig fysisk for at 
vække kroppens centre eller funktioner er blot at støde 
individet længere bort fra livets sande bestemmelse, og 
"denne sidste tilstand er for dette menneske værre end den 
første". Instruktioner, der modtages udefra, må lukkes ind i 
sindet og assimileres, analyseres og kontrolleres for, om de 
er i overensstemmelse med det dybeste i éns natur, så man 
kan afgøre, om de er sande for ens eget "jeg". Man gør bedst 
i først at rådføre sig med sit eget "jeg" og således erhverve 
sin ydre viden på første hånd. Den førstnævnte metode er 
langsom og hæmmer ens udvikling, medens den sidstnævnte 
er hurtig og befriende. Læg mærke til forskellen, når I 
handler efter en andens instruks, og når I adlyder det, I 
instinktivt føler, er det rette at gøre. Dette burde være nok til 
at lære os, at den rette måde at leve på er at leve indefra og 
udefter.

Livets kræfter er lydløse, og det er hovedårsagen til 
mestrenes stilfærdige natur. Det er den måde, hvorpå de 
bevarer harmonien med selve livet. Selv de hellige skrifter 
formaner i ret stor udstrækning om, at mange ord ikke er 
uden synd. Kun når vi taler i harmoni med det, vi føler 
inderst inde, frigør vi os selv, så vi kan finde den fuldkomne 
harmoni med livets sande bestemmelse. Har I ikke lagt 
mærke til, at I føler jer frigjorte, når I siger det, I føler, og 
gør det, I føler er rigtigt? Og på samme måde føler I, at I har 
begrænset jer selv, når I siger noget, der ikke stemmer 
overens med jeres inderste følelser.

Dette er den ikke-modstands - eller ikke-voldsfilosofi, 
Gandhi fremsatte, og som er fremherskende i Hindu-læren. 
Kristus understregede også denne lære. Når man taler eller 
handler på en måde, der ikke er i harmoni med éns inderste 
væsen, skaber man modstand, og denne modstand er den 
indflydelse, der udgår fra hypnotisk praksis. Den indsnævrer 
menneskets natur og hindrer det i at udtrykke sig som det, 
det virkelig er. Denne modstand


opstår ikke blot i menneskets egen natur, men når den 
opdages af andre, bidrager de yderligere til den, og herved 
fastholdes hele verden i mørket. "Faderen, som ser til dig i 
løndom, skal belønne dig åbenlyst". Der er ikke nogen, der 
har noget imod, at andre udstråler den rene glæde, om end de 
selv er nok så bedrøvede, men hvis man prøver på at overtale 
dem til at blive glade, så gør de modstand. Hvis man siger til 
en fattig mand, at han ikke behøver at være fattig, vil han 
højst sandsynligt blive vred og komme med et væld af 
undskyldninger som forsvar for sin fattigdom, men hvis man 
bringer ham i kontakt med rigelighedens rolige indflydelse, 
vil hans sjæl åbne sig. Prøver man på at skille to mænd, der 
slås, går de højst sandsynligt til angreb på én selv, men 
udstråler man en fredfyldt atmosfære, der har rod i éns egen 
natur, er der større sandsynlighed for, at den fredfyldte 
atmosfære smitter dem, så de indstiller kampen. Doktrinen 
om ikke-modstand - eller ikke-vold - er ikke noget passivt, 
men en dynamisk udstråling fra menneskers inderste væsen.

En ny social orden og økonomisk reform må komme som et 
resultat af en vækkelse af menneskets bevidsthed. Man kan 
ikke lovgive eller lave regulativer for mennesker, der er 
under hypnotisk påvirkning. Man kan ikke organisere 
menneskers tanker og motiver, så de indordner sig under 
hinanden. Det er på dette område, alle forskelle opstår. Den 
ene er måske egoistisk, den anden uselvisk. Den ene har 
heldet med sig, den anden har kun fiasko. Den ene er i 
besiddelse af usædvanlig styrke og begavelse, medens den 
anden er svag og ubegavet. Den ene tænker kun på sit eget 
materielle velfærd, den anden tænker kun på sin åndelige 
habitus som noget, der er fuldkommen adskilt fra hans ydre 
væsen. Hvorledes kan så divergerende tanker og følelser 
samordnes til en harmonisk masse? Kun i menneskets 
inderste natur ligner det sin næste i tanker og motiver, og kun 
ved at bringe det frem, der lever i det indre, kan der blive 
fred og harmoni på jorden.

Det er det, der findes i menneskets inderste væsen, der er 
identisk med den store, universelle tanke - eller Gud. "Guds 
lov står skrevet i jeres indre". Det at være mester vil sige, at 
man lader det, der ellers er begravet i menneskers indre, komme op til 
overfladen, og dette sker kun ved dyb 
meditation og rådslagning med sit inderste væsen, der 
repræsenterer den eneste mester, man nogen sinde vil finde, 
og som leder én til det, der er målet med livet.
Sejren består i at lære at give slip på alle sindets, kroppens og 
dagligdagens tilsyneladende vilkår og begynde livet forfra 
ved dets begyndelse. Begynd med den indstilling, at I er 
sådan, som I inderst inde længes efter at være, og bestræb jer 
i den grad på at være dette egentlige "jeg", at I glemmer alt 
andet. Når først I har fundet jer selv og er blevet ét med dette 
"jeg", da er I mestre og med til at forbedre verden. Når der er 
mange, der således arbejder sammen i al stilhed, spreder det 
en påvirkning ud over jorden, der er stærkere end de 
bevægelser, der kan fremstå som et resultat af det 
organiserede industrimaskineri, af krig eller af sociale 
reformer. Effektiviteten af vort liv beror ikke så meget på, 
hvad vi gør, men hvordan vi gør det, og denne måde afgøres 
af, i hvor høj grad vi har opdaget os selv.

Det at fremsige ord og sætte sin lid til ordenes magt eller 
deres vibratoriske effekt vil aldrig hjælpe nogen til at blive 
mester. Ordene vil altid være begrænset til at rumme den 
kraft, der svarer til den, der er til stede i det menneskes 
bevidsthed, der udtaler ordene. Kraften svarer til dybden af 
den virkeliggørelse eller den bevidsthedsgrad, der ligger bag 
ordene. Det er ikke ord i sig selv, der fremkalder en højere 
bevidsthedsgrad, og det er heller ikke ord, der helbreder 
legemet eller ændrer de ydre vilkår. Det er en vågen 
erkendelse af den sande virkelighed, der frembringer ordene 
og iværksætter den ydre handling, og ordene og handlingen 
har en virkning og en kraft, der svarer til graden af denne 
indre opvågnen.

Når man taler eller handler ud fra ydre motiver, fremkalder 
man ikke blot en hypnotisk tilstand i sindet, man giver også 
indtryk af, at der er to tankesæt i sindet, der står i 
modsætning til


hinanden, og fører man dette videre, synes det, som om man 
deler sindet op i mange uafhængige handlingsbaner. Men 
sindet er en enhed og fungerer som en enhed. Det, der er en 
tilsyneladende to-deling, er blot to tankesæt, - det ene er 
resultatet af ydre indtryk, det andet udgår fra sindets 
naturlige tilstand, som det er i sin oprindelse. Sindet gøres til 
en fuldkommen og harmonisk enhed ved fornægtelse og 
tilbagevisning af enhver tanke og impuls, der ikke har sit 
udspring i éns inderste væsen. Dette afklarer hele 
bevidsthedsstrømmen og frigør individet, så det kan tænke 
og handle, som det bør, i fuldendt harmoni med den 
universelle tanke. Dette er selve essensen af, hvad det vil 
sige at leve som mester.

Det er menneskets største gave at kunne leve i denne 
entydighed uden nogen følelse af splittelse, for ifølge 
skriften blev vi givet "et sundt sind". Med andre ord, vi var 
fra begyndelsen skabt til at leve i total enhed med vor 
oprindelse. Mennesket blev skabt som et sundt og helt 
væsen, og Jesus sagde, at vi måtte vende tilbage til denne 
sundhed i sindet. "Bi i Jerusalem, indtil den hellige -hele - 
ånd kommer over jer", eller indtil I vender tilbage til denne 
følelse af enhed med den universelle tanke.

Ånd er oprindelse, og når mennesket vender tilbage til 
oprindelsen - sit udspring - bliver det helt og sundt. Det 
bliver ikke blot sundt i sindet, men sundt i legemet, og dets 
forhold og gøremål bliver sunde, fordi hele dets væsen er ét 
med denne store enhed, der er alle tings egentlige natur. Det 
er alle tings sundhed og enhed i og med oprindelsen. 
Sundhed eller enhed kan ikke betyde noget, der er mindre 
end helheden. Det kan ikke referere til noget individuelt eller 
nogen del af helheden. Det må referere til enheden i det, der 
er helheden. Alt fungerer som et enhedscentrum eller et 
centrum, hvor alle tings enhed må bevares og manifestere 
sig. At gøre et faktum til noget lokalt eller noget særskilt er 
det samme som helt at fjerne det fra dets natur, så det mister 
sin mening i det hele taget. Når Kristus sagde: "I skal gøre 
større ting end disse", eller når Emil sagde: "I kan gøre disse 
ting lige så let, som jeg", talte de ud fra denne bevidsthed 
om den eneste sande enhed, det sunde i individets forhold til 
helheden.

Dette liv i entydighed og enhed er mestrenes liv, og alle kan 
leve dette liv, hvis de vil slippe bundetheden til institutioner 
og religioner, racer og nationer og acceptere fællesskabet 
med universet. Dette er den "pagtens ark", der bragte Israels 
børn frelst igennem, men da de havde mistet den, lykkedes 
det dem ikke at frigøre sig fra deres modstandere.

Enhver splittelse er et spørgsmål om individuelle hypoteser. 
Man kan i realiteten ikke adskille sig fra helheden, fordi man 
er skabt i helheden som en del af den og i dens billede. 
Kærligheden er den største af de kræfter, der forener tingene 
i menneskets bevidsthed, og bevarer man til stadighed en 
kærlig holdning, gør man fremskridt i retning af enheden. 
Det er den eneste kraft, der bevarer liv, helbred og evner. 
Man behøver ikke at forsøge på at elske alle og enhver, men 
man må til evig tid forsøge at bevare sin natur hel ved en 
styrkelse af kærligheden. Når menneskets natur vokser i 
kærlighed, vil det før eller siden opdage, at det har erhvervet 
en kærlig indstilling til alle mennesker, og ved denne 
holdning løfter man ikke blot sig selv, men alle dem, man 
kommer i berøring med, op i den samme enhed. Der findes 
ikke nogen form for adskillelse i et sind, der er vågent over 
for kærlighedens magt.

Man lærer ikke at leve som mester eller når til 
illuminationen ved at tage til Indien og sidde ved en mesters 
fødder. Man finder frem til et liv som mester ved at lytte til 
det dybeste i éns egen natur og ved at adlyde det, man lærer 
dér. Det sker aldrig, at man trænger til hjælp, uden at den 
straks er til rådighed, hvis man blot vender tanken indad og 
herfra går videre. Hele universets kraft står bag ethvert 
ophøjet motiv og enhver sand tilskyndelse, der kommer fra 
menneskets inderste væsen. Det er som det livskim, der 
findes i sæden, og alle naturens kræfter arbejder sammen for 
at bringe det frem til det fulde udtryk for alle de muligheder, 
der ligger i det. Dette er mestrenes - Østens vises -


måde at leve på, og deres lære går altid ud på, at man må 
forblive tro mod sit inderste væsen. Lev livet, som det er 
bestemt af dit inderste væsen, og bring det til udtryk, der er 
sandt i dit indre, indtil du udadtil er sådan, som du inderst 
inde længes efter at være.

Når mennesket vender tilbage til dette livsmotiv, begynder 
alt, hvad der er i universet at trænge sig på for at manifestere 
sig gennem ham eller hende. Mennesket må ikke blot have 
den fornødne intelligens til at styre dette og magten til at 
gøre det, der må gøres, men det må også have det stof, der 
nærer og styrker det under udførelsen. Der mangler ikke 
noget, undtagen når man bevæger sig inden for hypnotiske 
tanker, som har sløret virkeligheden for mennesket. Hvis 
mennesket vender tilbage til sit oprindelige, medfødte 
fællesskab, hvor det bevidst modtager alt, hvad universet 
udøser for det, kan der ikke forekomme noget savn i nogen 
fase af menneskets væsen eller vilkår.

Kvanteteorien er videnskabens udtryk for det fundamentale 
livs-faktum, og der kan ikke eksistere nogen sand 
videnskab, religion, samfundsstruktur eller noget sandt liv 
uden for alle tings ubetvingelige og uopløselige enhed.

Dette er vejen til et liv som mester, sådan som det leves af 
Østens vise, og som er det eneste sande liv, der findes. Det 
kan findes lige der, hvor vi er, og i de skjulte dybder af 
vores egen inderste natur. Mestrene lærer os, at frigørelsen 
skal findes på denne og ingen anden måde. Kristus, der talte 
gennem mennesket Jesus, sagde det samme, da han udtalte: 
"Ingen kommer til Faderen uden ved mig". Den samme 
Kristus, der findes i os, taler dette samme budskab. Vi kan 
kun komme i kontakt med det guddommelige gennem det 
guddommelige i os selv, og vores eneste mulighed for at 
komme i kontakt med mestrene er selv at leve som mestre.


ANDESBJERGENES HEMMELIGHED.

Denne bemærkelsesværdige bog berører okkulte og esoteriske 
sandheder, som vil være nye og fantastiske for mange 
mennesker. For andre vil de være en bekræftelse.
Dybt inde i Andesbjergene - på den nordlige side af Titicaca-
søen i Peru - lever et helligt broderskab, det store hvide broder-
skab, i klostret for DE SYV STRÅLER.
Klostret i Andesbjergene er oprettet af de mestre, som opbevarer 
guddommelige sandheder, der er gået i arv fra tiderne helt tilbage 
til Lemuriens og Atlantis' dage.
Her i denne mysterieskole kendes den okkulte viden, som har 
været skjult i tusinder af år og som vil blive åbenbaret, når 
menneskeheden er nået så langt frem i åndelig udvikling, at 
denne viden vil blive brugt på rette måde.
For enhver okkult indstillet vil bogen være et gribende 
dokument, også på grund af de profetier om kommende 
begivenheder og katastrofer på Jorden og de epokegørende 
budskaber fra det store hvide broderskab.

Uddrag af bogen findes online.