Dette er et forsøg at skabe lydbog af den norske oversættelsen af Gunner Frederiksen’s, oprindelig danske bog, Lykken og lidelsen. Har lidelserne nogen mening? Om lidelsernes åndelige betydning. Oversat til norsk af OLE S.LARSEN i 1998-99. merk at denne finnes også i pdf format på galactic.no/rune - søg. da dette er en norsk oversættelse, og lydsproget er dansk oplæsning, vil det efterfølgende da blive en kanske nogen mærkelig oplevelse. Måske særligt for danskerne. Men nok så vel for de norske, men det er som sagt et forsøg at lave en lydbog med denne danske tekst generator. Og det er bare til en grad korrigeret til enkelte danske ord fra den norske tekst. Læser videre den tekst som er på omslagssiden: Hvorfor er der ondskab i verden? Er det retfærdig at nogen lever i sult og fattigdom, mens andre velter sig i velstand og overdådig rigdom? Nogle lever som livsvarige invalider, andre med en sund og sterk organisme - hvorfor denne forskjell? Nogle fødes som åndssvake, andre som genier - hvorfor? Ud fra en selvstendig bearbeidelse af sentrale analyser i den danske tænker Martinus' verdensbilde, presenteres et overraskende logisk og optimistisk svar på disse evige spørgsmål. Lidelseserfaringene virker humant udviklende og giver løfte om en lys fremtid for menneskeheden. Det trekkes sammenligninger til aktuell viten indenfor teologi, filosofi, psygologi og fysikk. Et brennende aktuelt emne i alternativ belysning. Danske Gunner Frederiksen (født 1920), som er psygolog, har et mangeårig studium af den danske intuisjonsfilosof og forfatter, Martinus' kosmiske verdensbilde bag sig. Gjennom en omfattende virksomhed som foredragsholder og artikkelskribent, er han kendt som fortaler for det holistiske livssyn, og mener at mennesket ikke bare er et produkt af arv og miljø. bilde af Martinus, (1890-1981). Indledning. I dette arbeide tas spørgsmålet om lidelsenes misjon opp til behandling. Det er tænkt mange tanker og skrevet mange bøger og afhandlinger om dette viktige emne. Var der ikke noe nytt at anføre, ville der være overflødig at føye ennå en bog til de mange som allerede eksisterer. Det er imidlertid nye synspunkter - ja, et helt nytt paradigma, som gør spørgsmålet om lidelsenes misjon aktuelt på en helt ny måde. Spørgsmålet bringes simpelthen ind i en ny synsvinkel, som er meget lite kendt i vestlig religiøs, filosofisk og vitenskabelig tænkning. Det tænkes her på det verdensbilde som er resultat af den danske tænker Martinus' (1980-1981) kosmiske opplevelser. Som et hovedtrekk i Martinus' verdensbilde fremheves livets evighedsnatur. Og hvad som i særdeleshed er aktuelt i forbindelse med bogens hovedemne: livets evighed opprettholdes i kraft af reinkarnasjonskretsløpet (af re-in-kamo = tilbage til kjødet), samt loven for skjebnedannelse eller karma. Mens lidelser og smerter kan se fullkomment meningsløst ud når de anskueliggjøres ud fra den allment aksepterte ett-livs-tanke, og derfor ofte betraktes enten som resultat af direkte onde og livsfiendtlige krefter i verdensaltet eller tilsvarende krefter i det menneskelige sinn, så giver den åndelige dimensjon muligheder for et helt annet bilde af livets skyggeside, som antakeligvis må vekke interesse i vide kretser. Tankene om reinkarnasjon og karma er ikke nye. Det nye ligger i at disse tanker i Martinus' versjon er integrert i et logisk sammenhengende verdensbilde, således at de ikke bare fremtrer som løse postulater. Martinus hentet ikke sin viten fra vitenskabelig forskning i almindelig forstand. Den er heller ikke resultat af studier i andre forfatteres produksjoner. Hele hans verdensbilde er resultat af det han selv kaller "viten ovenfra" (i motsætning til viten nedenfra, som man kan lese sig til). Ifølge egne udtalelser var han i besittelse af en klar kosmisk bevissthed som gjorde at den viten som ligger til grund for hans verdensbilde, strømmet uhindret til hans bevissthed uden forberedelse eller særlige anstrengelser. Ud over at sætte fokus på et spørgsmål, som kanske er vor tids mest aktuelle, skal bogen ses som et forsøg på at trekke Martinus' kosmiske analyser ned på et plan som ligger nærmere vor daglige - mindre intuitive - men mer intelligensbetonte tænkning, som bl.a. søges oppnådd ved i passende omfang at trekke ind andre kilder. Det er (bortsætt fra Bibelen) ikke tilfellet i Martinus' egne verker. Bogen er dessuden et forsøg på - etter beste evne - at anskueliggjøre de kosmiske analyser udenfra, hvilket i så stor udstrekning som mulig søges oppnådd ved en positiv kritisk holdning til de ganske usedvanlige tanker som ligger til grund for Martinus' verker. Det siger sig selv at den kilde Martinus øste af, medfører at en slik positiv kritisk holdning kan gjennomføres i ganske begrensæt omfang. For hvorledes kontrollere produkter fra et menneske som betjener sig af evner som helt notorisk ligger milevidt over ens egne? En løsning ville da være helt at oppgive vurdering og kritisk stillingstagen, men det ville selvsagt være ude af kontakt med vor tids vitenskabelige innstilling og for øvrig langt fra forfatterens egne intensjoner med et årelangt studium af Martinus' filosofi. For øvrig kan bogen leses uden forudgående studier i kosmologi, selv om kjennskab til Martinus - eller lignende tanker - naturligvis ville være en fordel. Ud over individuell lesning kan bogen med udbytte anvendes til studiekretser, samtalegrupper og lignende. Kapittel 1, Anno 1986. (Som i høyeste grad også er aktuelt for året vi nå lever i.) Et brev dumper ind af brevsprekken - et nyhedsbrev fra Abbé Pierres Bamehjelp. Det indeholder bl.a. en beretning fra en sygepleierske, som arbeider i et af Mor Theresas sentre i Caleudta (i India). Vi leser: "En gudt på 4 år hadde et sår i baghodet, noe omlag en halv centimeter stort og ganske dypt. Ud af det kravlet små hvite ormer; 1-1,5 millimeter og tynne som sytråder, men særdeles levende. Vi plukket ud ormer, men måtte stoppe da det ble mørkt. De første 1000 var da plukket ud." Neste dag kom et annet brev. Denne gang fra Amnesty International. Også det indeholdt en beretning - en beretning om en ny torturmetode. Dagen etter kan det komme enda en beretning om lidelser. Eller man kan slå opp i avisen, høre på radio eller se TV. Man kan lytte til naboens beretning om sygdom i hans familie, eller høre beskrivelser fra hospitaler eller psygiatriske klinikker. Og dertil kommer de mange lidelser vi mennesker påfører dyrene. Vor hverdag er fylt med beretninger om smerter og lidelser af forskjellig art og grad. Det fortsætter hvis vi konsulterer verdenshistorien. Fra de eldste tider berettes om ufattelig lidelser: kriger, naturkatastrofer, sygdommer, forfølgelser af annerledes tænkende, sult, nød og elendighed. Et enkelt oppslag forteller således om den assyriske kong Assurnasipal den Andre, som døde omkring 860 f.Kr. I en innskrift skrøt han af sine "bedrifter". De bestod i at "han lot sine fiender brenne levende, flå levende, eller han lot deres hender bli skåret af, øyne bli stukket ud eller lignende. Til sludt lot han ofrenes hoder bli stablet i pyramider eller bli opphengt i trær som troféer." (Grimberg I s.328.) Eller hvad med oldtidens slaver? Og middelalderens inkvisisjon, audodafeer, heksebrenning, for ikke at snakke om de mange lidelser som rike gårdseiere påførte sine slaver. Eller hvad med vor egen tids historie? HVORFOR? Hvad med de to store verdenskrigene i vårt århundre, hvor millioner af mennesker ble drept, andre millioner lemlestet og gjort til invalider resten af livet, mens ytterligere nogen millioner ble hjemløse eller flyktninger. Hvad med de mange mødre og fedre som mistet sine sønner, for ikke at snakke om barn som ble gjort foreldreløse? Hvad med jødene som led de frykteligste kvaler i konsentrasjonsleirene for så at havne i gasskamrene? Hvad med de tusenvis af mennesker (hovedsakelig barn) som daglig dør af sult eller feilernæring? Eller de mange som lider af fysiske og psygiske sygdommer over hele verden? Hvad med de 17 millioner flyktninger? Og enda kommer de mange ofrene for naturkatastrofer, arbeidsulykker, drap og kvestelser på landeveiene - og - og - og Menneskehedens historie er en lang lidelseshistorie! Antakelig er det ingen som har satt det skarpere opp enn den latin-amerikanske dikter og munk Ernesto Cardenal, som ud fra sine opplevelser i Nicaragua har skrevet diktet "Lidelsen og Lykken", som her bringes i uddrag fra diktsamlingen "Sønderbrudt Piggtråd": LIDELSEN OG LYKKEN. "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forlatt meg? Jeg er blitt en karikatur, folket forakter meg. Man bespotter meg i alle aviser. Panservogner omgiver meg, maskingeværer sikter på meg, elektrisk piggtråd sperrer meg inde. Hver dag blir jeg ropt opp, man har brent et nummer i min hud og fotografert meg bag piggtrådsperringer. Mine knokler kan man telle som på et røntgenbilde, alle mine papirer er tatt fra meg. Naken brakte man meg til gasskammeret, og de delte mine klær og mine sko imellom sig. Jeg skriker på morfin, og ingen hører meg. I min tvangstrøyes lenker skriker jeg. På sinnssygehospitalet skriker jeg hele natten, blant de uhelbredelig syge, på den epidemiske avdeling og på alderdomshjemmet. På den psygiatriske klinikk kjemper jeg svettedryppende med døden. Jeg kveles midt i oksygen-teltet. Jeg gråter på politistasjonen, i tukthusæts gård, i torturkammeret og på barnehjemmet. Jeg er infisert med radioaktivitet, og man unngår meg af frykt for smitte." Ernesto Cardenal. HVORFOR? HVORFOR? HVORFOR? Kapittel 2. Teodice. At det ikke er lett at formulere et svar på lidelsenes misjon, fremgår af den historiske kjensgjerning at filosofer og teologer til alle tider har kjempet med spørgsmålet, uden til dags dato at kunne prestere et allment akseptert svar. Allerede i den greske oldtid beskjeftiget filosofene sig med problemet -endog på en måde som avspeiler en særdeles skarp og logisk tænkning. Som eksempel på dette skal anføres hvordan problemet ble formulert af den greske tænker Epikur fra Samos (341-270 f.Kr.): "Enten vil Gud avskaffe det onde og kan ikke; eller han kan, men vil ikke'. eller han både vil og kan. Hvis han vil, men ikke kan, er han svak, - og det kan man ikke regne med hos Gud. Hvis han kan, men ikke vil, er han ond, - hvilket er fremmed for Gud. Hvis han hverken kan eller vil, er han både svak og ond og derfor ikke Gud. Hvis han både vil og kan, som er det eneste som sømmer sig for Gud, hvor kommer det onde da fra, og hvorfor avskaffer han det ikke?" Epikur fikk ikke noe svar, og heller ikke ved kristendommens fødsel kom det noe. Tvert i mot vokste spørgsmålet i styrke. Med troen på en allmektig, allkærlig og allvis Gud, er lidelsene stilt i skarpt relief og man har funnet det nødvendig at oppstille et forsvar for Gud - en teodice. Ordet kommer af det greske theos = gud og dike = rettferdighed. Det er skabt a\' Leibniz "om forsøgene på at rettferdiggjøre Gud overfor angrep i anledning af det ondes og lidelsens eksistens". Solskindet, alt det behagelige, hellet og lykken har vi veldig lett for at forbinde med forestillingene om en kærlig makt, men det blir så meget mer vanskelig når det gør vondt - uhell, lidelser, sygdommer, sult osv. Her gælder det naturligvis i første rekke det ubehagelige, som rammer oss selv. Nekter "Vårherre" at fungere som vor personlige sosialrådgiver, så nekter vi til gjengjeld at ha noe som helst med ham at gjøre. Teodiceen har spilt en stor rolle indenfor teologien og den del af filosofien som beskjeftiger sig med religiøse problemer. Men i tillæg kommer naturligvis at også helt uskolerte mennesker har fået anfektelser i sitt gudsforhold, og derfor vrir hjernen om over teodiceproblematikken. De er ikke i stand til at anvende de fagudtrykk og de til dels ganske kunstige vendinger man benytter indenfor teologien, men i kraft af sund, naturlig tænkning og logisk sans har de ofte vært i stand til at belyse problemene på en klar og skarp måde som ikke står tilbage for teologenes. En af de mest kendte forklaringer på den kjensgjerning at det tross Guds karakter eksisterer lidelser i verden, er at det er djevelens ansvar. Kun det behagelige er skabt af Gud. Det ubehagelige af djevelen. Ganske visst er djevelen ifølge denne teologi skabt af Gud, og derfor opprindelig god, men ved et syndefall blant englene har "djevelen i trassig hovmod satt sin vilje opp mot Guds vilje, og dermed begået en uopprettelig synd". (Lorenz Bergmann: "Den kristelige lære" s.72.) En annen betraktningsmåte er den som ble gjort gældende af den tyske filosof Leibniz (1646-17 16): "Det hefter en mangel ved alt eksisterende, og lidelsene er en af dem. Verden kan ikke skabes uden mangler." - "Lidelser står ikke i motsætning til Gud, for skabelsen af verden uden "mangler" ville ikke være mulig. Det onde ses altså som en nødvendig begrensning. Verden er nettopp ikke fullkommen, men kun den best mulige." (Viggo Mortensen: "Lidelsenes Problem", Gyldendal 1976.) Flere af våre store religiøse skikkelser avviser at beskjeftige sig med lidelsenes problem. Man finder det resultatløst og rett og slett forkastelig (f. eks. Ludher). Det gis ifølge Ludher ikke noe svar på hvorfor synden - og dermed det onde – kom ind i verden. Man kan frelses ved nåden og troen alene - ikke ved menneskelig fortjeneste. Andre (f.eks. Kant) mener at lidelsene og det onde ikke er Guds ansvar, men skal tilskrives menneskets frie vilje. For Søren Kierkegaard ble lidelsene noe man skal oppsøge for på den måde at forholde sig riktig til Kristus. I et af sine mange angrep på statskirken udtaler han derfor "at være kristen vil sige at du på enhver måde skal martres". For den tyske teolog Dorothee Sølle er Gud under skabelse, "i sin vorden". Lidelsene skal skabe bevissthed om at vi lever i en verden som kan endres. Middelet er det sosialistiske samfunn. På baggrund af menneskenes lidelser er det i tidens løp reist en mengde voldsomme anklager mot Gud. Her skal siteres et dikt af Ivan Malinowski, som direkte avspeiler fiendskab mot Gud: Åpent dikt til Vårherre Fader vor Du som er i himmelen Her har du anrettet Mer enn nok Jeg bebreider deg ikke Korstogene inkvisisjonen Konsentrasjonsleirene Eller de helliges terror i Brande [Brande er en by på Jylland i Danmark. Oversætters anm.] Du har meg bekendt ikke direkte Gjort deg til talsmann for Impotens frigiditet Eller offentlig anbefalt "True Horrors" eller "Det Beste" Jeg tror ikke du vil vedkjenne deg Dine motoriserte feltkirker Eller de rullende gasskamre Men jeg anklager deg Som den egentlige årsak til all denne elendighed Jeg anklager deg for Dum som en giljotin som en kjempemessig slaktekniv AT ha flekket en samdrektig verden Satt godt opp mot ondt og ondt mot godt Skilt hodet fra kroppen Uddratt lysæt af mørket Som en gnier som vasker gull Forvist natten som af skrekk AT ha knesatt kampens prinsipp I staten, i sengen I krig og fred Du har brudt alle broer Du har satt fiendskab i verden Du har ikke skabt jorden Du har ødelagt den Jeg anklager deg for denne Den frykteligste af dine feiltakelser Denne ubarmhjertige skilsmisse Dette dype, blødende snittsår i universæt Ja fader vor Du som er i himmelen Bli der oppe Så blir vi her Og prøver at begynne forfra. Vi kan fortsætte med Dostojevskij: "Brødrene Karamasov", hvor han i Ivan Karamasovs skikkelse forkaster Guds verdensorden. I en lang enetale til sin bror Mjos'ja nevner Ivan eksempler på foreldre som mishandler sine egne barn på det mest grusomme, soldater som skyter barn foran øynene på deres mødre, eller spidder dem på sine bajonetter. I Einar Thomassens kommentarer til Dostojevskijs berømte verk, skriver han: "- Naturligvis er Ivan Karamasovs tvil, som er så dypt menneskelig, begrundet og fremført med hele den for Dostojevskij så særpregede dialektiske form, og så Dostojevskijs egen tvil" - og senere: "Hans diktning beviser at inderst inde i ham kjempet den mektige lengsel etter Gud mot en hær af demoner." (Dostojevskij: "Brødrene Karamasov". – på engelsk at lese denne via internet. Det er jo nettopp denne kamp som udallige mennesker udkjemper i sitt indre: Den ubestemmelige, instinktive fornemmelse af - og lengsel etter - et overordnet prinsipp, et forsyn, en Gud, som styrer alt i den retning som er best for oss alle. Og overfor dette: alt det som absoludt ikke peker i den retning, alt det negative, terror, vold, sult, nød, sygdommer, elendighed. Barn som fødes til verden med sikkerhed for snarest at avgå ved sultedøden, barn som fødes til livslang invaliditet, livsvarig åndssvake, psygotiske eller andre psygisk og fysisk lidende, konsentrasjonsleirfanger, jødeforfølgelsene, krigsofrene og deres familier - osv. Hvilken misjon har det? Kendt er den tyske kulturfilosof Friedrich Nietzsches (1844-1900) hat til kristendommen, som han betraktet som en drepende gift; August Strindbergs (1849-1912) udtalelser om at en Gud som har ansvar for lidelsene, måtte jo være pervers, samt Karl Marx' (1818-1883) sammenligning af kristendommen med "opium for folket". Viggo Mortensen skjelner i "Lidelsenes Problem" mellom en rasjonalistisk, positivistisk ateisme Voltaire, Laplace), en materialistisk eller naturalistisk ateisme, en ahumanistisk ateisme Nietzsche), og en psygologisk ateisme (Freud). Ud over dette nevner Viggo Mortensen en eksistensialistisk ateisme (Camus: "Menneskehedens lidelser er bevis på Guds ikke-eksistens"). At lidelsesproblemet har gjort mange til ateister eller kristendomshatere, er det neppe tvil om. Om det har hjulpet dem til at klare problemene i hverdagen, er en annen - og langt mer tvilsom sak. Hverken Nietzsches eller Strindbergs eksempel tyder på det. Den første avsludtet sitt liv med en uhelbredelig sinnslidelse, den andre led af periodevis sinnsygdom. Skal vi prøve at trekke en konklusjon af de mange forsøg som i tidens løp er gjort på at løse lidelsenes gåte - og de få som er nevnt her, udgjør kun et sparsomt udsniff - da må det nok være rimelig at overlate ordet til Viggo Mortensen, som i sin bog har gjort et prisverdig (og leseverdig) forsøg på at belyse dette vanskelige spørgsmål fra mange sider. Viggo Mortensen mener at vi ikke har nogen rett til forklaring. Han sludter sin bog med at konstatere at "lidelsenes problem blir stående som problem" , men tilføyer: "at bevare kompleksiteten i talen om lidelsene, var nettopp oppgaven." Findes det da ingen løsning? - Som nevnt, er problemet tatt ind under de evige spørgsmål. - Vil det sige at det aldri i all evighed skal gis noe svar? - Kan det være rimelig? - Kan det være kærlig? - Kan det være rettferdig? - Er det i overensstemmelse med ganske almindelig sund fornuft? - Og hvorledes harmonerer det med Jesu ord, hvor han siger: "Intet er skjult, uden at det skal åpenbares." - Det vil vi se på i de følgende kapitler. Kapittel 3, Sammenfatning af problemstillingen. Fra et folkekirkelig synspunkt må det være naturlig at regne med at det er mening med lidelsene, da det i motsatt fall vil være ulogisk i det hele tatt at regne med en Gud. Når denne mening ikke er åpenbar for menneskene, skyldes det ifølge Viggo Mortensen den omstendighed at det er tale om et problem af varig kompleksitet, som menneskene ikke har rett til at få en forklaring på. Overfor dette synspunkt står det ateistiske, som avviser en mening med lidelsene og livet i det hele tatt. Det eksisterer ingen Gud eller overordnet styrende prinsipp i det hele tatt, som det da ikke er tillatt at bygge ind en mening eller et formål i tilværelsen på. Som et tredje synspunkt er det bl.a. hensikten med dette arbeide at fremheve at det (som man må forvente hos folkekirken) er en mening med lidelsene - endog en særdeles god og kærlig mening, men at det - i motsætning til folkekirkens oppfatning - er i overensstemmelse med livslovene at denne hensikt åpenbares for menneskene. Ja, det er likeledes slik at kompleksiteten omkring lidelsesproblematikken i stor udstrekning er et spørgsmål om frigjøring fra tradisjonelle tankemønstre. Martinus fremhever med stor styrke at sann kærlighed og ekte logikk er sammenfallende begreper. "Noe som ikke er logisk kan heller ikke være kærlig." (Martinus: "Logikk" s.228.) Han har vektige argumenter for sin påstand. Men da disse argumenter bygger på en filosofisk begrepsramme som i ikke særlig udstrekning er fremmed for - især tradisjonell vestlig tænkning, vil det være mest hensiktsmessig at behandle og vurdere dem etter hvert som de på en naturlig måde faller ind i problembehandlingen. Med udgangspunkt i sammenfallet mellom kærlighed og logikk blir bogens oppgave ikke mindre, for hvad så med den tidligere nevnte uoverensstemmelse mellom Guds natur og de bevislig eksisterende mangelfulle tilstander på jorden? Hvad med den åpenlyse uoverensstemmelse mellom på den ene side det behov for fred og kærlighed som vel er menneskehedens største, og på den annen side den overdimensjonerte manifestasjon af nøyaktig det motsatte, som finder sted omkring oss? Hvad med uoverensstemmelsen mellom de guddommelige ord i skabelsesberetningen: "Gud så alt hvad han hadde gjort, og se, det var såre godt" (Bibelen, 1. Mosebok, kap. 1, vers 31) og alle de helt klare beviser for en skabelse som fremviser tilstander som intet fornuftig menneske ville våge at kalle såre godt"? Hvor er logikken og kærligheden - for ikke at sige sandheden (og man kan vel ikke tænke sig kærlighed uden sandhed?) i selve skaberens ord om sitt eget skaberverk, når det sættes i relasjon til menneskenes lidelsestilstander? Og hvad med rettferdigheden? Vi kan vel ikke forestille oss en altomfattende kærlighed, som ikke indebærer rettferdighed? Og det samme må vel gælde logikk - også logikk må indeholde rettferdighed, ellers har det ikke meget med logikk at gjøre. "Vi lever kun én gang," siger man. Det er ikke alene et kendt slagord, når man ønsker overfor sig selv eller andre at rettferdiggjøre at man gjerne vil ud at more sig. Men det er også den allment gældende opfatning at man kun har ett eneste fysisk liv - en opfatning som ikke alene deles af ateister, men også af kirkens tilhengere. Og forøvrig en opfatning som det til dato ikke eksisterer noe bevis for. Hvor er da rettferdigheden i den omstendighed at dette ene liv for nogen menneskers vedkommende henslepes i dyp invaliditet fra fødsel til død, mens andre er udstyrt med gode og sunde organismer? Hvorfor fødes nogen til den dypeste åndssvakhed, mens andre er velsignet med geniale evner, som virittioser på det musikalske, vitenskabelige eller praktiske område? Hvorfor er nogen fra fødselen bestemt til et liv i den dypeste fattigdom, og andre til et liv i palasser og overdimensjonert luksus? Ja, urettferdigheden mangedobles når vi holder oss indenfor våre vaneforestillinger om vårt ene liv. For hvor er rettferdigheden og kærligheden og den "såre gode" skabelse i den omstendighed at nogen kun oplever pygmétilstander eller et liv som buskmenn, mens andre lever høyt på sivilisasjonens goder, blir transportert med moderne fly eller oplever tilværelsen på luksushoteller eller private palasser med alskens komfort? Bindsterke verker på våre biblioteker og læreanstaler forteller oss at den udviklingsstandard (såkalt "kultur") vor tid oplever, er skabt af tidligere generasjoners virke. Hvor er da rettferdigheden i det? Hvorfor får de tidligere generasjoner ikke lov til at nyte resultatene af sitt eget skaberverk? Eller hvis man mener at det ikke er noe at nyte: Hvorfor skal de så ikke merke konsekvensene af sitt eget virke? Hvorfor er det kun oss som sitter på toppen af en millionårig udvikling som skal opleve resultatene, mens tidligere generasjoners millioner skulle slite sig til døde for at skabe kultur til oss uden selv at opleve bare en antydning af det de selv har skabt? Hvorfor skulle apemennesket, steinaldermannen, pygméen, vikingen, slaven, husmannen ikke opleve den kultur de selv har lagt grunden til? Og hvorfor skal vi som lever som kulturmennesker ikke gjennomleve de tidligere og derfor mer primitive og hårde livsbetingelser som var nødvendige stadier på vei til vor kultur? Skal vi bare uden at yte nogen som helst innsats motta fruktene af fortidens kulturskabelse? Dette er bare et lite udsnitt af de mange paradokser som sætter spørgsmålstegn ved skaberverket hvor det karakteriseres som "såre godt", og ikke minst viser en skærende kontrast til Guds egenskaber. Problemet kan i all korthed sættes op slik: 1. Gud er allvis, allkærlig og allmektig. 2. Skaberverket fremviser tilsynelatende betydelige mangler. Kan 1 og 2 forenes? Hvis "ja", skimtes en mulighed for en forening af begrepene kærlighed og logikk. Hvis "nei, må en slik mulighed udelukkes, slik at Guds eksistens må trekkes i tvivel. Kapittel 4, Synd eller manglende erfaring? Vi er nå fremme ved den fase i problembehandlingen af et af de såkalt "evige" -og kanske aller vanskeligste spørgsmål, hvor problemet er satt på spissen. Vi skal se hvorledes det besvares af en nåtidig tænker, som i kraft af sine intuitive evner legger helt nye løsningsforslag på bordet på baggrund af et verdensbilde som er et klart alternativ til de eksisterende - såvel det dogmatisk kirkelige som det materielt vitenskabelige. Ifølge Martinus er lidelser, smerter, det vi kaller det onde, ikke ondt i absoludt forstand, men nærmere at karakterisere som det han kaller "det ubehagelig gode", i motsætning til "det behagelig gode". Han påstår at det onde ikke har eksistens i den betydning vi pleier at tillegge det. Guddommens natur er kærlighed i den absoludt høyeste og mest sublime betydning af begrepet kærlighed, nemlig hvad som i sin sludtfasit er til størst gavn og glede for det levende vesen. Når vi ikke desto mindre oplever en mengde tilstander som tilsynelatende ikke kan være resultat af en kærlig Guds skabelse, henger det sammen med den omstendighed at vi ennå ikke er ferdigskabte mennesker. Kort sagt: vi er ennå ikke riktige mennesker i betydningen mennesker med ekte menneskelige egenskaber. Skabelsesmessig befinder vi oss ennå midt i "den sjette dag". Vi er altså midt i skabelsesprosessen, og de omtalte mangeltilstander (lidelsene og det såkalt onde) er resultater af et uunngåelig stadium hos uferdige mennesker som er på vei fra en umoden og uferdig tilstand til en moden og ferdig tilstand. Martinus beskriver denne udvikling som en kretsløpsprosess hvor et levende vesen skiftevis oplever livet på et åndelig og et fysisk tilværelsesplan. Når dette medfører en udvikling mot stadig større åndelig modenhed, skyldes det den omstendighed at det levende individ til en viss grad er i stand til at overføre sine erfaringer fra det ene liv på det fysiske plan til det neste. Det jordiske menneske har altså en fortid som egentlige dyr, dvs. en fortid hvor kampen for tilværelsen var hård og ubarmhjertig, og hvor drap og destruksjon var instinktive og dermed audomatiske funksjoner. Men disse dyriske atferdsmønstre er nødvendige for den rent fysiske overlevelse på dette trinn af det levende vesens udvikling, og de er ikke forbundet med samvittighedskvaler eller andre former for psygiske problemer; dette fortsætter ganske langt op i den del af dyreriket vi ifølge Martinus tilhører, som det han kaller jordmennesker. Gradvis gør lidelsene imidlertid sin virkning. Bevisstheden våkner mer og mer og det levende vesen vokser ud af det paradis som var sikret i kraft af instinktet og den refleksjonsløse livsudfoldelse, som ikke ga plass for de samvittighedskvaler og den skyldfølelse som har martret vesenene på et senere udviklingstrinn. Med denne bevissthedsvekst begynner det jordmenneske at komme til syne som skaber begrepet "det onde". Hos de egentlige dyr eksisterer dette ikke. For eksempel er drap ikke ondt i dyrenes verden - det er livsbetingende og dermed nyttig. Hos jordmenneskene vokser det gradvis nye idealer frem samtidig med at vi er ude af stand til at se dybden i lidelsene og dermed den guddommelige hensikt som skjuler sig bag dem. Vi vil derfor være tilbøyelige til at kalle det ondt som i et større kosmisk perspektiv heller bør kalles uvitenhed eller manglende modenhed. På dette stadium af det levende vesens udvikling er det ikke lenger et riktig dyr, men til gjengjeld ennå heller ikke et riktig menneske - derfor betegnelsen jordmenneske. Martinus karakteriserer jordmennesket som "en såret flyktning mellom to riker" - et dyrerike og et riktig menneskerike. Mentalt sætt er vi sårede (eller nakne), da vi ikke lenger har den beskyttende "pels"' som den instinktledede atferd udgjorde, og ennå har vi ikke i tilstrekkelig grad tilegnet oss de menneskelige og modne kvaliteter som skal lede oss udenom livets mange skær. Vi er ennå på et trinn som svarer til den fortapte sønn, der hvor han "åt sammen med svinene". Den egentlige bagenforliggende, guddommelige hensikt med lidelsene er intet mindre enn at give oss reelle sjanser for at høste det fond af erfaringer som er en betingelse for at kunne fullende skabelsen af "mennesket i Guds bilde etter hans lignelse". Kommentarer: I dette sterkt konsentrerte referat af Martinus' udviklingsteori, finder man nok elementer som leder tankene hen på såvel Bibelens skabelsesmyte som Darwinisme eller Nydarwinisme; men det er dype forskjeller til dem begge. Hvorledes skal vi vurdere dette tilsynelatende paradoks? Det er en kjensgjerning at Martinus var komplett ubelest og altså ikke har lest eller studert sig til det han har skrevet. Han oplyser at han var i besittelse af en klar kosmisk bevissthed.)3 Og etter den oplevelse han kalte sin "kosmiske fødsel" strømmet viten om kosmiske lover og prinsipper til ham i ubegrensæt mengde. Vi er uvant med at vurdere begrepet kosmisk bevissthed og den erkjennelseskilde: intuisjon, som denne bevissthed giver adgang til, dels fordi den forekommer ganske sjelden i ren skikkelse, og dels fordi vi simpelthen ifølge sakens natur må ha en del vanskeligheder med at vurdere et bevissthedsnivå som notorisk ligger betydelig over menneskenes almindelige intellektuelle nivå. I vårt forsøg på at vurdere Martinus' ganske usedvanlige tanker, har vi derfor ikke andre muligheder enn at vurdere ud fra hvad vi finder mest logisk og sannsynlig. At vi her vil være tilbøyelige til at skjele til om det er likhedspunkter til eksisterende teorier - naturvitenskabelige eller religiøse - er naturlig. Det er dog viktig at være klar over at man ikke derved finder nogen form for sannhedsbevis, fordi som Gregory Bateson skriver i "Ånd og natur": "Vitenskaben beviser ikke noe - kan kun forbedre (eller gjendrive) hypoteser". I tillegg kommer den kjensgjerning at ingen af de nevnte teorier til dato har prestert noe allment akseptert svar på lidelsenes misjon. Da Charles Darwin i 1859 udgav sitt berømte verk: norsk: "Om artenes oprindelse ved kvalitetsvalg" 1872, bygget han på en mengde empirisk forskning, og hans teorier er senere bekreftet af en lang rekke undersøgelser. Samtlige empiri dreier sig imidlertid om de fysiske organismers udvikling; hvorfor hypotesen - og mer er det tross alt ikke - må betegnes som en materialistisk udviklingshypotese. Martinus' analyser ligger på et annet plan - et plan af ånd og bevissthed, og da han hevder at ånd og bevissthed er primære realiteter i forhold til de fysiske organismer - ja, i relasjon til hele den fysiske verden, i tillegg til at verdensaltet styres og oprettholdes etter enkelte kosmiske prinsipper og lover, er det snakk om en prinsipp definert filosofi hvorved her skal forstås en filosofi som betrakter prinsippenes verden som årsaksverden og den fysiske verden som virkninger avfødt af denne. Til tross for denne vesentlige forskjell ligger det en viss parallellitet i det forhold at begge hypoteser fremviser en udvikling fra en mer primitiv til en gradvis mer udviklet tilstand i dyrenes verden. Men mens Darwins udviklingsteori går ud fra den antakelse at udviklingen er rent fylogenetisk, dvs. slektenes udvikling, er det dessuden ifølge Martinus snakk om en ontogenetisk udvikling, dvs. det er det enkelte levende vesen som udvikles til stadig større kompleksitet. Det vil i dyrenes verden sige bedre og bedre tilpasning til de tilstedeværende livsbetingelser, mens det for menneskets vedkommende også, men ikke minst, dreier sig om menneskelig modenhed. Denne udvikling er mulig i kraft af reinkarnasjonsprinsippet som fungerer i nær tilknytning til skjebneloven: som du sår, skal du høste. Det enkelte, levende individ fødes igjen og igjen til en fysisk tilværelse, og i kraft af mulighedene for i stor udstrekning at overføre sine erfaringer fra det ene liv til det neste skjer det en fortsatt udvikling af bevisstheden - en udvikling som også gradvis sætter sine spor i organismeudviklingen. Det siger sig selv at det her ligger en mengde uavklarte problemer som fremtidig forskning må ta stilling til. Men meget tyder på at Martinus' udviklingsteori ved at innføre den åndelige dimensjon, vil kunne kaste lys over en hel del uavklarte spørgsmål i det levende vesens udvikling. Men det er ikke stedet her at komme nærmere ind på det. Det henvises først og fremst til Martinus' egne verker i tillegg til den etter hvert mer og mer omfattende litteratur som eksisterer omkring reinkarnasjonsspørgsmålet I mindre udstrekning vil vi dog også i dette arbeidet beskjeftige oss med det, etter hvert som sammenhengen krever det. Med hensyn til de omtalte elementer fra Bibelens skabelsesberetning og beretningen om uddrivelsen fra paradisæt, skal de forstås som myter med et dypere symbolsk innhold. En guddoms skabelse af verdensaltet som en engangsforeteelse, må avvises. Skabelsestanken i folkekirkens versjon bygger som bekendt på tanken om en personlig Gud - eller Vårherre - i menneskeskikkelse, jfr. Lorentz Bergmann "Den kristelige lære" s.45: "Da Gud har skabt mennesket i sitt bilde, må mennesket også forestille sig Gud i sitt bilde." Det vil sige at verdensaltet med hele dets mylder af liv, ifølge samme lære er noe udenfor Guds eksistens, som Gud har skabt ferdig som en engangsforeteelse. Det er imidlertid en vitenskabelig sterkt underbygget kjensgjerning at liv, energi, materie ikke kan bli til af intet (bl.a. den første termodynamiske grundlov), og derfor må konsekvensen af det folkekirkelige antropomorfe (dvs. menneskelignende) Vårherre-begrep bli at Gud ikke ved sin engangsskabelse hadde annet materiale at skabe af enn summen af den energi hans egen organisme representerte. Den skabende Vårherre måtte altså destruere sin egen organisme for at få materiale til at skabe verdensaltet af. På tre vesentlige punkter støter folkekirkens opfatning an mot kosmologien og også den naturvitenskabelige forskning og almindelige sunde fornuft: 1. Den opererer med et "evighedsbegrep" som begynner på et eller annet tidspunkt og kan derfor ikke være evighed. 2. Den går ud fra at energi kan opstå af intet. 3. Den opererer med en antropomorf eller menneskelignende Vårherre-figur som befinder sig et eller annet sted udenfor verdensaltet. Om det siste punktet har Albert Einstein, som absoludt ikke var kendt som ateist, udtalt: "Hovedårsaken til nåtidens konflikt mellom religionens sfærer og vitenskabens, ligger i opfatningen af en personlig Gud." Når samme Einstein som alternativ nevner den kosmiske religiøsitet, er han på linje med kosmologien (læren om det ordnede verdensalt). Ifølge denne opfattelse er Gud et med verdensaltet identisk levende vesen, hvis sanse- og oplevelsesredskaber udgjøres af de levende vesener på deres vidt forskjellige udviklings nivåer. Fra et kosmologisk synspunkt skal verdensaltet altså opfattes som et altomfattende, evig og høy intellektuelt kosmos, hvori alle levende vesener eksisterer som integrerende livsenheder, hvorved de udgjør verdensaltets medskabere. Herved fremtreder verdensaltet som et levende vesen, som er evig og uendelig i sin grundnatur, og som er forlenet med den samlede sum af de absoludt høyeste egenskaber, hvilket vi vil komme mer ind på senere. Om man foretrekker at benevne det levende verdensalt som Kosmos, det høyintellektuelle verdensalt eller Gud er for så vidt underordnet, men når vi i denne fremstilling også anvender udtrykket Gud, er det med en kraftig poengtering af, at dette begrep her skal forstås som identisk med det ordnede verdensalt - eller kosmos. Verdensaltets eller Guddommens skabelse er en vedvarende omskabelse af og gjennom de levende vesener, og i denne skabelses- prosses befinder det jordiske menneske sig som nevnt midt i »den sjette dag«. Vi oplever denne skabelse som en gradvis udvikling fra primitiv til mere moden tilstand, hvor det foreløpige mål er: »Mennesket i sitt billede; i Guds billede«. Her kommer lidelsene - og for øvrig alle erfaringer md som udviklingsfremmende faktorer. Det er »slangen«, der inspirerer til at søge kunnskaber eller erfaringer for at fremme det levende vesens udvikling. »Slangen« er således ikke en frafallen engel, der ved at representere det onde udgjør en motpol til selve Guddommen - og slet ikke et vesen, som ved at være ophav til det onde i verden endog blir sterkere end Gud. »Slangen« har i kosmologien en absoludt livsfremmende misjon, nemlig som symbol på inspirasjonskilden til at søge kunnskaber og erfaringer, uden hvilket all udvikling uhjelpelig ville gå i stå. I denne forbindelse er det dessuden verd at erindre, at i Østens symbolikk representerer »slangen« den guddommelige visdom og skaber - makt. Uddrivelsen af paradisæt er en naturlig følge af denne søgen etter kunnskaber, erfaringer, viten. I de egentlige dyrs verden er tilværelsen for så vidt sorgløs og paradisisk, som den er instinktbundet og refleksjonssløs. Selv om kampen for tilværelsen her er hård og brudal, kan man ikke snakke om ondskab i samme forstand som man kjenner det blant jordiske mennesker. Det er således ingen samvittighedskvaler her. Det er et menneskelig fenomen som nettop er frukten af den udvikling som uddrivelsen af paradisæt symboliserer. Drap er som tidligere nevnt livsbetingende, og dermed nyttig i de egentlige dyrs verden. Hos det jordiske menneske vokser det i kraft af erfaringsdannelsen nye idealer frem. Lidelsene gør deres virkninger, bevisstheden våkner og det levende vesen vokser ud af den paradisiske tilstand som nettop var sikret af den refleksjonsløse, instinktbundne tilstand, hvor det ikke opstår valgsituasjoner som nettop er årsaker til de mange kvaler hos mennesket. Uddrivelsen af paradisæt skal altså i Martinus' udlegning forstås som en enormt lang, mental forvandlingsprosess fra de egentlige dyrs verden frem mot det ferdigskabte menneske, hvor det først er etter denne ferdigskabelse at Gud karakteriserer sitt skaberverk med ordene "såre godt". Formålet med disse kommentarer er først og fremst at fremheve sannsynligheden af det levende vesens skabelse som en udviklingsprosess. Det vil derved skabes grobunn for et mer tolerant syn på mennesket enn iallfall den folkekirkelige opfatningen medfører, hvor syndsbegrepet inngår som en meget vektig - og tyngende - faktor. Aksepterer man nemlig det synspunkt at det levende vesen er under stadig udvikling, tvinges man til samtidig at godta den anskuelse at synd ikke har nogen eksistens. Feilhandlinger skyldes uvitenhed og manglende modenhed, og det har ikke noe med synd at gjøre. På den baggrund kan det heller ikke være snakk om at rettferdiggjøre begrepet straff som et krav fra en allkærlig Guddom. Synspunktet om uvitenhed i stedet for synd får sin dype understrekning ved Jesu ord på korsæt, hvor han ber for sine bødler: "Fader, tilgive dem; for de vet ikke hvad de gør". Med disse ordene åpner Jesu for en type toleranse som endog er fundamentert i stringent logikk: Når Jesu bødler tror de gør det riktige fordi de ikke vet bedre, er det ikke bare menneskekærlig, men også naturlig og logisk at be om tilgivelse for dem. Et synspunkt som ytterligere understrekes af skjebneloven, som vi skal komme ind på senere. Med de kosmiske analyser om det levende individs udvikling blir det realistisk at sludte fra Jesu bønn for sine bødler til menneskeheden i sin almindelighed. Ingen af oss kan handle ud fra erfaringer vi ennå ikke har gjort. Våre feilhandlinger kan altså ikke være udtrykk for synd, men uvitenhed. Uvitenhed rettferdiggjør ikke straff, men belæring. Og det er nettop denne belæring vi alle mottar i livets skole - først og fremst på baggrund af konsekvensene af våre feilhandlinger. Som Martinus siger: "Hvor uvitenhed fjernes, ophører det såkalt onde at eksistere". Ikke noe har som begrepet synd givet anledning til psygiske og fysiske lidelser. Uante mengder af samvittighedskvaler har martret menneskeheden til døde - og gør det stadig, hvilket psygologer og psygiatere verden over kan understreke. Argumenter for at fjerne dette livsfiendtlige begrep må derfor vinde gehør i vide kretser. Fra Martinus' hånd foreligger mange vektige argumenter. Vi vil i kommende kapitler komme mer ind på dem. Det må da være op til den enkelte læser om han eller hun er på bølgelengde med dem. Det findes kun ett eneste gode: - visdom, og kun ett onde: - uvitenhed. Sokrates. Kapittel 5, Om at "spise af kunnskabens tre". Af det foregående begynner vi så smått at få øye på en ny innfallsvinkel at angripe lidelsesproblematikken ud fra. Vi er alle under udvikling, og kan kun handle ud fra vårt rent aktuelle erfaringsgrundlag. Ingen kan handle ud fra erfaringer man først høster i fremtiden - kanske først i et kommende liv. Når vi påfører andre - og dermed oss selv - lidelser, er det først og fremst konsekvenser af manglende erfaringer. Det blir derved baggrund for at rokke ved begrepet synd. Men når situasjonen er den at vi af uvitenhed påfører hverandre lidelser, hvorledes kommer vi da ud af den tilstand af uvitenhed slik at vi får realistiske sjanser for at komme de lidelsestilstander til livs? Martinus peker på skjebneloven som nøkkelbegrep til forståelse af dette viktige spørgsmål. Hvad siger skjebneloven da - eller karmaloven, som den også kalles? Skjebneloven er en dyp kosmisk lov - eller et universelt prinsipp, som i all korthed siger: "Som du sår, skal du høste". Skjebneloven er avledet af loven for bevegelse, ifølge hvilken alle former for bevegelse foregår i kretsløp, fordi den absoludt like linje ikke har reell eksistens (hvilket for øvrig indenfor fysikken er bekreftet af Einsteins generelle relativitetsteori, 1916). På den baggrund vil all bevegelse - så vel i avstand (fysisk) som i tilstand (psygisk) på et eller annet tidspunkt vende tilbage til sitt udgangspunkt. Da en bevegelse selvsagt ikke kan starte eller skabe sig selv, må den ha et ophav eller en igangsætter. Her peker Martinus på det levende vesens Jeg eller vesenskjerne, som det eneste som ikke er i bevegelse. Alle bevegelser udgår på en eller annen måde og på et eller annet tidspunkt fra et Jeg, som er det helt sentrale aspekt - eller faste punkt - i ethvert levende vesen. Og da den like linje som nevnt ikke eksisterer, må bevegelsen - fysisk eller psygisk - vende tilbage til dette ophav på et eller annet tidspunkt. Den rent praktiske konsekvens er at uansætt hvordan man behandler sine omgivelser, så vil man i prinsippet møte tilsvarende behandling. Har man tilbøyelighed til at sladre eller bagtale, til at bli aggressiv eller voldelig, til at håne eller nedvurdere sine omgivelser, vil man i prinsippet på et eller annet tidspunkt møte det samme som man har forvoldt overfor andre. Det samme gælder naturligvis også når man har hell eller evner til at påvirke sine omgivelser med lys og varme, med vennlighed og opmuntrende bemerkninger, med kærlighed og omsorg. Martinus kaller hele denne lovmessighed "Skjebnevitenskab", fordi "den bygger på de sjelelige eller kosmiske stoffers reaksjonsevne" . Af fargeillustrasjonen kan man se hvorledes Martinus har symbolisert skjebneloven. Trekanten symboliserer vårt Jeg eller vesenskjerne -det element som er årsak til at vi alle føler oss som sentrum i hele verden. Flammekorsæt symboliserer den fullkommenhed som et levende vesens skabelse til syvende og sist er udtrykk for, mens buene symboliserer de energier eller bevegelsesarter som har sitt udspring i Jeg'et. Som vi ser, vender de i overensstemmelse med skjebneloven tilbage til udgangspunktet: Jeg'et. Vi er altså selv ophav eller årsak til alt som møter oss: ubehagelig som behagelig, smertelig som kærtegnende, deprimerende og tankevekkende som opmuntrende og lystbetont. Men skjebneloven er jo ikke ferdig med det. Vi kan nøytralisere et skjebneforløp. Men det krever en innsats - en innsats som har noe med selvransakelse at gjøre. Skjebneloven er jo ikke et mekanisk hjul som bare kjører etter samme mekaniske mønster i all evighed. Vi giver ordet til Martinus: "Når mennesket har begået en "synd", altså en feilmanifestasjon, f.eks. et mord, det være sig på dyr eller menneske, vil virkningene af dette mord inngå i morderens fremtidige skjebne. Og dette vesen er dermed predestinert til selv at bli myrdet når skjebnebuen fra dette mord når tilbage til morderen. Men hvis morderen inden denne skjebnebues tilbagekomst totalt har forandret sig på dette morderiske felt, og absoludt ikke mer vil eller kan myrde noe vesen, da blir han ved dette forandrede sindelag immun overfor mordets skjebnebue eller virkninger. Disse blir umerkelig for vesenet nøytralisert eller opløst i vesenets forandrede aura eller udstråling. Og vesenet blir ganske umerkelig for den karma, virkningene af mordet det ellers ville blitt et offer for, hvis ikke dets bevissthed var blitt endret inden den pågældende skjebnebues tilbagekomst. Her forekommer virkelig på en ganske logisk og naturlig måde et virkelig kosmisk syndenes forlatelsesprinsipp i form af frigjørelse fra feilmanifestasjonenes virkninger." (Martinus: "Det evige Verdensbilde" II, s.145.) Kommentarer: Akkurat som vi med kosmologien ser begrepet "synd" i et helt nytt lys, nemlig som udtrykk for manglende erfaring, belyser skjebneloven begrepet "syndenes forlatelse" fra en ny synsvinkel. Det blir ikke lenger noe vi får tildelt uden at ha fortjent det. Har man f.eks. som resultat af sin egen tilbøyelighed til at sladre, vært gjenstand for sladder 100 eller 1000 ganger, opdager man sikkert at det faktisk er ganske ubehagelig. Kanske kan man endog trekke den logiske sludning at ens egen sladder virker akkurat like så ubehagelig på dens ofre. Ved at se forbindelsen mellom årsak og virkning, kan det derfor hende at man finder anledning til at dempe sin tilbøyelighed til sladder. Og det er nettop hensikten med skjebneloven. Man vil da opdage at omgivelsene også gradvis vil dempe sine sladrende aktiviteter. Ubalansen bringes i balanse. Skjebnebølgene opløses i samme grad som de har gjort sine virkninger. Skjebneloven er loven om konsekvens. Den mest pedagogiske lov som overhodet eksisterer. Den mest udviklingsfremmende og den mest praktiske - og så er den energibesparende. For man kan uden risiko spare de energiressurser man normalt bruker i forsøg på at forandre andre. Skjebneloven skal nok klare de paragrafene. Uden risiko for at slå skår af sin egen stolthed, kan man tilgi dem det ubehagelige de forvolder en. For dels er det en selv som er årsaken til det, og dels vil skjebneloven helt gratis udføre den belæring som vi ofte har det så travelt med at ta oss af selv. Uden at verden går under kan man bruke den opsparte energi til en udrenskning af sine egne små og store skavanker; og det giver bonus. Vender man således alt det skadevoldende og triste til gledesbringende og lykkeskabende, vil det mørke man sådde i fortiden bli nøytralisert og erstattet med lys og varme. Nettop det vi alle sukker etter. Men hvad med forholdet mellom rettferdighed og kærlighed? Uante mengder med grå hår har i tidens løp sætt dagens lys på hoder som tænker over disse to begreper, som tilsynelatende ikke kan eksistere i et akseptabelt parforhold med hverandre. Da den universelle Gud eller allmakt nødvendigvis må være udstyrt med så vel rettferdighed som allkærlighed, blir det et problem at få disse to egenskaber til at vandre hånd i hånd. Indenfor kristelig teologi er dette tilsynelatende motsætningsforhold søgt "løst" ved dogmet om Jesu stedfortredende lidelse eller forsoningslæren. Det er imidlertid snakk om en teologisk konstruksjon som er i ferd med at udspille sin rolle, idet den ikke er i stand til at tilfredsstille et stigende krav om logikk. Her er i bogen indsat SYMBOL 6; Evighedslegemet. Vesentlig annerledes er det med den løsning vor kendte landsmann, Niels Bohr, har presentert menneskene for. Løsningen på problemet udspringer endog af forskning indenfor fysikken, som vel må betraktes som en af naturvitenskabens mest eksakte grener. Det tænkes her på begrepet komplementaritet, som er et foster af naturvitenskabelig forskning på det subatomare nivå. Som det i hundreåret for Niels Bohrs fødsel (1885-1962) ble kendt af mange mennesker, har en rekke forsøg vist at en bestemt måleopstilling medfører at et elektron opfører sig som en partikkel, som altså kan lokaliseres eller posisjonsbestemmes, mens en annen opstilling giver som resultat at elektronet opfører sig som en bølge - og altså har en viss udbredelse. Resultatene udelukker gjensidig hverandre, men som Niels Bohr kraftig poengterte, fullstendiggjør eller kompletterer de også hverandre, således at de to motstridende målinger til sammen giver en udtømmende beskrivelse af det undersøgte objekt - i dette tilfelle et elektron. her er et billede af Niels Bohr (1885-1962). Dette forhold, som altså fikk navnet komplementaritet (af komplettere = fullstendiggjøre), har også vist sig at ha gyldighed for lysæts vedkommende, og Niels Bohr gikk så langt at han (f. eks. på Nordisk Psygologkongress i København i 1956) udtalte at det er et begrep som også har gyldighed på psygologiske og filosofiske felter. Som eksempel nevner han nettop rettferdighed og kærlighed. Man kan således i en rettssal forestille sig en fullt rettferdig dom, som er alt annet enn barmhjertig eller kærlig, og omvendt - en barmhjertig avgjørelse (f eks. udenfor en rettssal), som er alt annet enn rettferdig. Men de nevnte to tilsynelatende motsætninger kompletterer hverandre, idet de til sammen er udtrykk for det fullkomne. Niels Bohrs filosofi ga nok anledning til meget diskusjon, men har allikevel vunnet hevd over store deler af verden. Fra en kosmisk synsvinkel er problemet: rettferdighed - kærlighed imidlertid ikke løst med komplementaritetsprinsippet. For når rettferdighed og kærlighed optrer som motstridende begreper er det i virkeligheden kun tilsynelatende, nemlig når de betraktes fra et lokalt - eller kosmisk sætt snevert - perspektiv, hvilket i denne forbindelse vil sige et ett-livs-perspektiv. Fra denne synsvinkel er det tale om rettferdighed, når han eller hun får "det han eller hun har fortjent" -altså stort sætt ud fra "øye for øye og tann for tann" -prinsippet, mens kærlighed samtidig i stor udstrekning identifiseres med behagelighed. Kun kærtegnene og det behagelige opfattes som kærlighed, mens det ubehagelige er ukærlig - selv om det også erkjennes som rettferdig. Fra en kosmologisk synsvinkel er kærlighed imidlertid et langt mer omfattende begrep, men ikke desto mindre et begrep som lar sig definere ganske kort og klart, nemlig som alt som på lang sikt er til størst mulig gavn og glede for den enkelte. Herunder optrer våre ubehagelige og smertefulle oplevelser med stor vekt, idet det nettop er dem som har den største evne til at prente sig i vor personlighed og dermed fremme den humane vekst, hvilket dypest sætt er den høyeste form for kærlighed. Som det ytterligere vil fremgå af det følgende, er rettferdighedsbegrepet sikret i kraft af skjebneloven, som viser at alt det man møter af behagelig og ubehagelig, har man selv vært den første udløsende årsak til, og da det nettop er denne gjennomførte konsekvens som i størst mulig omfang fremmer den humane vekst, vil man kunne se at urettferdighed i det kosmiske perspektiv ikke er et reelt eksisterende fenomen, men dypest sætt en illusjon som er resultat af et lokalt -eller snevert - ett- livs-perspektiv. I det kosmiske perspektiv er alt rettferdig - og dermed kærlig. Skal vi trekke sammenligninger til Niels Bohrs komplementaritetsprinsipp, må svaret i all korthed bli at nok udelukker rettferdighed og kærlighed hverandre, men kun ud fra ett- livs-tanken, som må forventes kun at ha begrensæt gyldighed. Dypest sætt - altså i et kosmisk perspektiv - er begrepene sammenfallende hvilket også må være det som i størst mulig omfang er i overensstemmelse med de egenskaber man tvinges til at tillegge en Guddom eller overordnet allkærlig makt. Nøkkelen til forståelse af dette er skjebneloven. Skjebneloven er omtalt flere steder i Bibelen. Best kendt er nok Jesu' ord til Peter i Getsemane have: "Stikk ditt sverd igjen på plass, fordi alle de som tar til sverd, skal omkomme ved sverd." (Matt. 26/52.) Men det forekommer tilsvarende sitater flere steder, så vel i det gamle testamente som i det nye. Skjebneloven er imidlertid komplett umulig uden sammenheng med reinkarnasjonsprinsippet. Disse to kosmiske prinsipper hører sammen som de to sider af samme mynt. Det vil sige at sitater om reinkarnasjonsprinsippet samtidig bekrefter skjebneloven, og dem er det også et par stykker af - bl.a. den nattlige samtale mellom Jesus og Nikodemus som vil bli nærmere omtalt senere, og Jesu omtale af Johannes Døperen som "Elias, som skal komme". Dertil kommer Jesu omtale af at Abraham, Isak og Jacob etter den fysiske død stadig lever videre på det åndelige plan. Folkekirkens teologer fremhever at Gud kan opheve skjebneloven. Men at Gud generelt skulle opheve sine egne lover og prinsipper, må forekomme helt usannsynlig, så meget mer som skjebneloven er Guds viktigste redskab til fullendelse af sin egen skabelse, som er "Mennesket i sitt bilde". I Martinus' udviklingsteori ville all udvikling (og dermed skabelse) uhjelpelig gå i stå uden skjebneloven. Vi ville alle fortsatt stå på et steinaldertrinn. Humane idealer ville ikke ha nogen som helst sjanse. Jungelloven ville herske overalt. Noe annet er at vi alle, som tidligere nevnt, har muligheder for at opløse vor mørke skjebne ved tilgivelse og gradvis uddrivelse af de små og store demoner som huserer i vor egen bevissthed. Det er bare ikke en ophevelse af skjebneloven, men tvert imot en opfyllelse af samme. Men det er riktig at det skjer i samarbeide med Gud - endog meget nært samarbeide - for så vidt som vi alle er Guddommens sanse- og manifestasjonsredskaber - den Guddom, i hvem vi alle "lever, røres og er". Vi er endog så nært forbundet med Gud at han/hun udgjør kjernen i vårt inderste vesen. Men generelt at opheve skjebneloven ville for Gud være det samme som at opgi sitt eget skaberverk. Martinus fremhevet at hans misjon relaterer til selve kjernen i kristendommen - altså Jesu primære kærlighedsbudskab som han gjennom sine kosmiske analyser fremlegger logiske dokumentasjoner for. Når det ikke på alle punkter findes overensstemmelse til den folkekirkelige teologi (og det er dype forskjeller på vesentlige punkter), kan det ses på baggrund af den kjensgjerning at kirken gradvis har opbygget nogen dogmer og kirkelige læresætninger som ikke uden videre kan forventes at være i overensstemmelse med kristendommens inderste vesen. En annen mulighed er at Martinus' analyser er et falsum - at fantasien eventuelt har spilt ham et puss. Denne mulighed harmonerer imidlertid dårlig med den logiske og humane linje som går som en rød tråd gjennom hans analyser. Dypest sætt blir det et spørgsmål om hvad den enkelte finder mest sannsynlig, mest naturlig, mest logisk og mest i overensstemmelse med sine egne forestillinger; kort sagt, hvad som giver det mest tilfredsstillende svar på hans/hennes søgen etter mening. Syndsforlatelse har spilt - og spiller stadig - en fremtredende rolle i kirkens liv. Det har forlenet kirken med en meget stor makt, og gør det stadig mange steder i verden. Indenfor vor folkekirke er syndsforlatelsebegrepet knyttet til nadverdenen og forsoningslæren. I korte glimt omtales forsoningslæren i de fleste prekener med ord som: "...han ga sitt liv for oss , ... han ble givet til denne verden for at vi skulle leve", "... menneskene er frelst ved Jesus Kristus", "- ved Jesu blod" og lignende. En detaljert redegjørelse for dette hyppig anvendte dogme - eller denne lære - får man imidlertid ikke fra prekestolen. Resultatet er da også at selv flittige kirkegjengere ikke forstår forsoningslæren slik at de overfor sig selv eller andre kan gjøre rede for hvad som menes med den. Forsoningslæren er i tidens løp blitt udformet på forskjellig måde, men under alle omstendigheder er udgangspunktet menneskenes synd. Som grundlag for forsoningslæren ligger udvilsomt den gammeltestamentlige tradisjon for ofringer til en straffende Guddom, som derved skulle formidles. Kirkens ritualer og forsoningslæren har udvilsomt givet trøst til mange som har følt lettelse for sin samvittighed. Men kun så lenge de har vært i stand til at tro, for hvorledes skal man med sin fornuft forstå at det skulle være kærlig eller rettferdig at et enkelt menneske (Jesus) skulle lide for alle andres synder. At vi ikke forstår dette, viser sig ved at vårt rettssystem er innrettet etter nøyaktig det motsatte prinsipp, nemlig at vi selv skal påta oss ansvaret for våre handlinger. Var forsoningslæren forbilledlig (hvilken den jo ifølge tilhengerne må være, da den angis at være Guds vilje), burde vi altså innrette vårt rettssystem etter prinsippet "rette bager for smed". Om forsoningslæren siger Martinus: "En Guddom som selv "straffer og hevner" og af hvem man kan kjøpe eller be om "Syndenes forlatelse" ved at la et annet vesen overta lidelsene for ens egne udskeielser, er så meget imot all logikk og dermed mot livets kærlighedslover at troen på denne må forkastes af enhver som virkelig vil opleve livsmysteriets sanne eller absoludt avsløring." Enhver kan se at forsoningslæren kun kan gjøres til gjenstand for blind tro, og da frafallet i kirken blir større og større, har vi samtidig et klart udtrykk for at menneskenes trosevne er dalende, samtidig med at kravet til forståelse er voksende. Men kan kristendommen i det hele tatt gjøres til gjenstand for annet enn tro (i betydningen ta for sant)? Kan den gjøres til gjenstand for forståelse, analyse, logikk? Der hvor det snakkes om den ekte kjerne i kristendommen vil Martinus' svar være et klart ja. Han opererer således også med et "syndsforlatelsesbegrep", men på et annet nivå enn det ovenfor omtalte kirkelige syndsforlatelsesbegrep. Han har fremstilt en illustrasjon som skal symbolisere det kosmiske - og dermed universelle - prinsipp som ligger bag udtrykket "syndenes forlatelse". Symbolet skal her gjennomgås i nær tilknytning til Martinus' egen symbolforklaring - om enn litt forkortet (Det evige Verdensbilde 5. 146-147): Det oransje felt mellom de to optrukne linjer er symbol på et menneskes nåværende liv, mens det tilsvarende feltet til venstre for dette er udtrykk for et tidligere liv, og til høyre de fremtidige liv. De hvite feltene symboliserer den rent åndelige tilværelse mellom de fysiske liv. Den oransjefarvede trappen som følger de enkelte jordliv er symbol på en fremadskridende udvikling. Det er altså en misforståelse (som for øvrig ikke er særlig ualmindelig), hvis man tror at udviklingen kan gå baglengs, og man eventuelt i et fremtidig liv kan rykke helt tilbage til de egentlige dyrs verden. Man lærer af sine erfaringer og verdensaltets lover er hverken ulogiske eller uhensiktsmessige, for ikke at sige sataniske. Vi ser dessuden skjebneloven representert i form af nogen hvite og oransje skjebnebuer. Mens de hvite er udtrykk for lys skjebne og derfor resulterer i behagsoplevelser, er de oransje symbol på mørk skjebne, hvilket altså medfører en eller annen form for ubehag - det være sig fysisk eller psygisk - avhengig af dens årsak. Når symbolet kun indeholder ganske få skjebnebuer er det udelukkende af plasshensyn. I realiteten forekommer det naturligvis langt flere såvel lyse som mørke skjebnebuer, idet alt vi møter på en eller annen måde har med skjebneloven at gjøre. Her er det imidlertid kun prinsippet som vises, og det skal straks nevnes at mens de lyse skjebnebuer kan komme til udtrykk såvel på det fysiske som på det åndelige plan, kan de mørke kun gjøre sig gældende på det fysiske plan. Lidelsene opleves gjennom den fysiske organismen og derfor er det også her innlæring af medlidenhedsevne, medfølelse og toleranse finder sted. her er i bogen indsat SYMBOL 20, Syndenes forlatelsesprinsipp. I overensstemmelse med bogens emne - lidelsene - vil vi imidlertid kun beskjeftige oss med de mørke skjebnebuer - de oransjefarvede. På symbolet ser vi fire som udgår fra det pågældende menneskes nåværende liv. Det betyr at en eller annen udløsende skjebneårsak - f.eks. et mord - ikke nødvendigvis giver dets ophav karma- konsekvenser i samme liv, men eventuelt først i kommende liv. Det avhenger af mange faktorer, som har med de omstendigheder at gjøre som individet befinder sig i, ikke minst dets sosiale miljø. Forudsætter vi f.eks. at en familiefar har begået et mord, forøvet vold eller annet af livsfiendtlig natur, ser vi af den første oransjefarvede skjebnebue at han allerede i samme liv kan møte konsekvensen af denne handling - altså i verste fall selv bli drept. Hvis omstendighedene imidlertid ikke taler for dette - hvis det f.eks. ikke passer ind i hans kones eller barns skjebnemønster at miste ham, så vil skjebnebølgen eventuelt først ramme ham i et af de følgende liv - som nevnt når de rette betingelsene for dette er tilstede både i hans egen og hans omgivelsers rent fysiske situasjon. Hvordan det da vil gå, fremgår af det som er symbolisert i de oransjefarvede feltene. Her er den oransje farven i sig selv udtrykk for alle de negative eller primitive tendenser i individets bevissthed, mens den gule farven symboliserer det humane (i Martinus' terminologi henholdsvis "det drepende prinsipp" og "det livgivende prinsipp"). Som vi ser, er det inhumane i absoludt overvekt i hans nåværende liv, men det er jo også her han udførte den primitive handling som er skjebnens årsak. Det humane gør sig imidlertid kun gældende i ganske sparsom målestokk; men vi legger merke til at det er ennå mindre i det foregående liv, mens det humane vokser i det kommende. Hvad er årsaken til det? Jo, som allerede omtalt, møter man mange flere skjebnebølger enn de få som er avsatt her - også af smertevoldende karakter - eller kort sagt: "ubehagelige goder". Det medfører en vekst i den humane evne, som har en avgjørende innflytelse på den styrke skjebnebølgen slår igjennom med - eller om den i det hele tatt vender tilbage. De humane evner kan i større eller mindre grad opløse den tilbagevendende skjebnebølge, slik at den blir mildere enn årsaken til den. Var det f.eks. et mord som startet skjebnebølgen, vil den være opløst i samme grad som dens ophav ikke lenger klarer at drepe. I det valgte eksempel ser vi derfor af symbolet at den tidligere morders humanitet er udviklet i en slik grad at kun en mindre del af skjebnebuen slår igjennom - og derfor blir han "kun" gjenstand for en tilsvarende mindre skade på sin fysiske organisme. I fjerde inkarnasjon (eller liv) inntar de menneskelige følelser, medfølelsesevne og humanitet i det valgte eksempel, en så fremtredende plass i hans bevissthed at de er i stand til fullstendig at opløse skjebnebuen. De "ubehagelige goder" han har møtt i livets skole har gjort sin virkning, og som elever i denne skolen skal vi kun opleve vor selvskabte mørke skjebne for at bli vennet af med at skabe mørke handlinger. Lidelsene eksisterer altså ikke for lidelsenes egen skyld. En Guddom som ville påføre menneskene lidelser etter at de har trukket lærdom af dem, måtte i sandhed karakteriseres som pervers, og kunne altså ikke være Guddom. Men slik er det heller ikke. Det er intet overflødig i universæt - alt har en hensikt - en hensikt som i siste rekke er til størst mulig gavn og glede for de levende vesener. Det levende individ som er representert ved et eksisterende elektromagnetisk kraftfelt bag den fysisk e organisme (se senere!), har nå nogen erfaringer på dette spesielle område som gør at det er beskyttet mot en form for lidelse som svarer til den det selv på et tidligere tidspunkt var i stand til at påføre andre. I dette ligger det en beskyttelse som ifølge Martinus udgjør det egentlige kosmiske prinsipp bag udtrykket "syndenes forlatelse". Vi er her i korthed blitt presentert for et af kristendommens viktigste begreper, nemlig syndsforlatelsesbegrepet, slik det tegner sig ud fra to vidt forskjellige synsvinkler: 1. En ufortjent tilgivelse formidlet af en nådig Guddom. 2. En fortjent opløsning eller nøytralisering af skjebnelovens konsekvenser. Mens den første anskuelse bygger på menneskenes evne til at tro, bygger nummer to på en forståelse som er basert på logikk. Men begge har tilknytning til kristendommen. Kanske er det blant annet derfor at selve kjernen i kristendommen viser sin sannhedsverdi: Den er tilgjengelig på forskjellige nivåer. Det er derfor nødvendig at tale til menneskenes trosevne så lenge det nettop er den som giver menneskene fred i sindet - en følelse af lettelse over at deres synder er tilgivet. At trosobjektet er af paradoksal natur betyr i denne sammenheng ikke noe, ja, betraktes endog som en fordel, idet det nettop derved kreves en sterk tro. Og det er ved hjelp af troen at man frelses, hvilket bl.a. er fremhevet af Paulus i sitatet side 00, samt af Ludher. Forståelse, logikk, sannsynlighed er i den forbindelse begreper som må vurderes på et lavere nivå enn tro, idet de refererer til fornuft, intelligens, refleksjonsevne, som ikke giver adgang til frelse. Den annen opfattelse (Martinus) refererer også til kristendommen, men på et forståelsesnivå som gælder hele Martinus' verdensbilde. Dets berettigelse ligger i den menneskelige tænknings udvikling bort fra trosevne, til gradvis voksende evne til forståelse og logisk tænkning. Denne udvikling er forudsagt af Jesus, når han siger til sine disipler: "Jeg har ennå meget at sige dere; men dere kan ikke bære det nå. Men når han, Sannhedens Ånd, kommer, skal han veilede dere til hele Sandheden; fordi han skal ikke tale af sig selv, men hvad som helst han hører skal han tale, og de kommende ting skal han forkynne dere." "Sannhedens Ånd" må betraktes som Jesu benevnelse på den kosmiske bevissthed som vi alle vil opnå i fremtiden, etter hvert som erfaringene - ikke minst de smertelige - vil medføre en humanisering af bevisstheden i retning af en harmonisk balanse mellom intelligens og følelser. Med hensyn til eksempler på større eller mindre grad af kosmisk bevissthed i tænkningens historie, kan bl.a. henvises til John Engelbrecht: "Den intuitive tanke", Borgen 1982. Hvis livet har en mening må lidelsene også ha det. Victor Frankl. Kapittel 6, Lidelser som udviklingsfremmende faktor. Ser vi lidelsene og smertene ud fra deres rent øyeblikkelige virkninger, vil de oftest forekomme uforståelige og meningsløse, og det er da ikke så underlig at man finder dem helt ud af kontakt med forestillingene om en allkærlig, allmektig og allvis Gud. Det gælder særlig når det er snakk om store, livslange lidelser, mens det går betydelig lettere at forstå mindre lidelser, spesielt når vi umiddelbart kan se at de har en pedagogisk eller humant udviklende effekt. Barnets smerte når det brenner fingrene på den varme ovnen får mening når vi ser at det deretter passer bedre på. Tilsvarende eksempler kjenner vi alle fra hverdagen, og det er da heller ikke de som giver problemer, men derimot de alvorlige og tilsynelatende uforskyldte smerter og lidelser som det er nevnt en del af i de foregående kapitler. Lidelsesproblematikken kommer imidlertid ind i et helt annet perspektiv når den ses i lysæt af reinkarnasjonsprinsippet. Martinus gør således gældende at lidelsene skal ses ikke i én, men to, faser, idet det først er i annen fase at den udviklingsfremmende virkning viser sig. I den første fasen som vi alle i større eller mindre grad er fortrolige med, har vi smerten ganske nær ind på livet. Vi har en klar forestilling om detaljene, vi husker ganske tydelig den fysiske eller psygiske smerten, akkurat som vi har et ganske klart bilde af omstendighedene ved den aktuelle lidelsen, enten det dreier sig om sygdom, sult, fattigdom, psygisk lidelse, skilsmisse, voldtekt eller andre af de mangfoldige former for smerte menneskene udsættes for. Slike tanker og forestillinger øker smerten i kolossal grad. Da vor hukommelse omfatter de personer som påførte oss lidelsen, stedet hvor det foregikk, og alle de tid- og romdetaljer som er ledd i de omstendigheder som knytter sig til de lidelser man har oplevd, vil en rekke mer eller mindre audomatiske prosesser som har rot i vor mer primitive fortid, medføre at det opstår bitterhed, vrede, sjalusi, selvmedlidenhed og mange andre følelser som virker forsterkende på lidelsen. Etter hvert som alle disse detaljene kommer på avstand endres oplevelsen af de aktuelle lidelser. Man får et større overblikk - ser tingene i større sammenheng, og undertiden kan man - eventuelt i alderdommen - opleve nytten af lidelsene, idet man kan se at de har givet nogen erfaringer som man nødig ville være foruden. Denne nyttige og udviklende erfaringsdannelsesprosess forsterkes ytterligere når det aktuelle fysiske liv er ophørt, og individet etter en hvileperiode atter fødes til en ny fysisk tilværelse. Nå er alle rom-tidsdetaljene fullkomment borte. Det er ikke bevisste erfaringer om personer, tid, sted eller alle de detaljer som kaller på det negative i oss. Tilbage er imidlertid selve lidelsens kjerne eller prinsipp, som viser sig som ubevisste følelser for hvordan andre mennesker har det når de lider af den aktuelle sygdom eller psygiske lidelse. Det er på det eller de spesielle områder som individet selv har oplevd i et tidligere liv, skabt muligheder for en ubevisst gjenkjennelse som giver en udpreget forståelse for andre menneskers eller dyrs lidelser. Det er skabt innfølingsevne på disse felter. Ubevisst kan man nå forbinde andre lidelser med de lidelser man selv tidligere har oplevd. Martinus udtrykker det så direkte: "Medlidenhed er i virkeligheden intet mindre enn ubevisst erindringsgjenkallelse af oplevde lidelser", og senere i samme stk.: "Men idet denne erindring således er ubevisst, idet jeg'et ikke husker den som sin egen personlige oplevelse og ikke husker tid eller sted for dens tilblivelse, fornemmes den slett ikke af sitt ophav som en erindring. Lidelsesdetaljene i denne, som er de eneste som går over i den nye dagsbevissthed, blir derfor kun oplevd af vesenet som "fantasibilder". Disse fremkalles audomatisk når vesenet blir vitne til et annet vesens ulykke eller lidelser. Det opstår da en konfrontasjon mellom vesenets "fantasibilder" og den begivenheden som overgår det annet vesen som en ulykke eller lidelsestilstand. Ved hjelp af denne audomatiske konfrontasjon med begivenheden udenfor og vesenets "fantasibilde", som jo, om enn ubevisst, er en opbygging af mobiliserende erindringsbilder fra vesenets egen selvoplevelse, får det evnen til at bedømme begivenheden udenfor. Hvor riktig denne bedømmelse vil være vil altså være avhengig af hvor nær beslektet det opbygde "fantasibilde" er med den ytre begivenhed." Man kan - uden at ha nogen klar erindring om sin egen sygdom eller smerte - gjøre sig forestillinger om andres sygdom eller smerte. Man har fået økt evnen til medfølelse eller medlidenhed. Og således vil lidelsenes annen fase gradvis - det ene liv etter det annet - øke vor evne til at sætte oss ind i andre menneskers lidelser, problemer og smerter. Medlidenhedsevnen - eller den evne som ligger til grund for hvad vi ikke kan klare at gjøre overfor andre - vokser, og dermed er en vesentlig bestanddel af begrepet kærlighedsevne i ferd med at gjøre sig gældende i personlighedsstrukturen. Kommentarer: Når lidelsene og smerten opleves som meningsløse og uforståelige, er det altså ifølge den anførte tankerekke stort sætt fordi virkningene af dem ennå befinder sig i første fase. I annen fase opleves de som ubevisste erindringer, på samme måde som følelseskvaliteter er integrert i ens personlighed og har gjort det aktuelle individ til et større menneske. Slike ubevisste og diffuse erindringer af tidligere lidelsesoplevelser er ganske almindelige. De udgjør kjernen i begrepet medlidenhed og viser sig hyppig som udpreget forståelse for spesielle sygdommer, forskjellige handikap, eller særlige problemstillinger i relasjon til andre mennesker. Ofte medfører det en udpreget trang til at komme spesielle pasienter eller menneskegrupper til hjelp. Nogen føler - uden bevisste erfaringer fra det aktuelle liv - trang til at ta sig af åndssvake mennesker og viser en ganske spesiell evne til at kontakte dem. For andres vedkommende dreier det sig kanske om psygotiske barn, sultende barn i u-land, alkoholikere, narkomane eller andre. Alt dette peker i retning af selvoplevde lidelser eller problemer i tidligere tilværelser som nå ligger som nyttige, men ubevisste erfaringer, hvorav den følelsesmessige kjernen audomatisk fremkalles når det aktuelle individet konfronteres med tilsvarende eller nært beslektede lidelser hos andre mennesker. Det forekommer eksempler på at de omtalte ubevisste erindringsfremkallelsene af tidligere lidelser kan være så sterke at de kan give sig til kjenne som direkte fysiske sygdomssymptomer. Den amerikanske psygiater Shafica Karagulla forteller i sin bog: "Det kreative sinn" om leger som direkte var i stand til at føle pasienters symptomer på sin egen organisme og endog stille diagnose på denne baggrund. Fra beretninger om Martinus' liv forlyder det også at han etter sin kosmiske oplevelse i en årrekke var så sensitiv at han når han var i nærheden af syge mennesker, direkte følte deres sygdomssymptomer på sin egen krop. Et fenomen han af hensyn til sitt eget fysiske velbefinnde samt mulighedene for i det hele tatt at omgås andre mennesker, var nødt til at bekjempe. Slike tilfeller af sterk følsomhed ville aldri kunne eksistere hvis man ikke selv hadde oplevd de samme lidelser. Man kan af det foregående se at lidelser har en særdeles viktig og verdifull misjon, nemlig at skabe medlidenhedsevne, menneskelig forståelse og dermed humane evner hos menneskene. Når vi ganske visst tænker oss at vi alle er kommet fra en primitiv tilværelse hvor dyriske instinkter helt dominerte vor adferd, så må det forekomme forståelig at medlidenhedsevne på alle de mange felter hvor menneskene kan opleve lidelser, ikke kan skabes på ett eneste liv. Det findes beretninger om visse naturmennesker (og sikkert også såkalte kulturmennesker) som vrir sig i latter over sine medmenneskers lidelser, akkurat som vi vet om mennesker som frivillig melder sig til at udøve de verste og mest smertevoldende former for tortur. Hvordan skulle de kunne lære medlidenhed på et enkelt liv? Selv blant de menneskegrupper som regnes for de mest fremskredne i human henseende, mangler det jo stadig meget med hensyn til at forstå andres lidelser - f.eks. dyrenes. Humane følelser innlæres ikke ved oplysning, ved foredrag, prekener, studier eller gjennom TV. Fra tusener af prekestoler verden over har kærlighedsbudskabet i årtusener vært prediket for menneskene, så hvis denne belæring hadde vært tilstrekkelig, ville verden i dag fremstått som et paradis af humanisme; men det er det vel ingen som vil påstå er tilfellet? Menneskenes natur endres ikke ved preken. Det skal langt mer til. Men Guds mølle maler. Og gradvis vil vi alle i kraft af selvoplevde erfaringer øke våre evner. Skabelsen af "Mennesket i Guds bilde etter hans lignelse" finder sted hver dag, og jo mer vi prøver at lære af de guddommelige skabelsespåvirkninger, jo mer vil det komme oss selv til gode i form af økte humane evner, og dermed større og rikere oplevelsesevne. Menneskelig erfaringsdannelse er et enormt stort område. Man kan føle sig sikker og erfaren på nogen områder, og være fullkomment blank på andre. Og her er det i prinsippet ikke nogen forskjell på leg og lærd. Dypest sætt er det ikke studier som er avgjørende, men rent praktiske erfaringer på godt og ondt og med de nye perspektiver reinkarnasjonstanken åpner for oss, må vi se i øynene at vor personlighed er resultatet af erfaringer fra mange tidligere liv, og at det her er de lidelsesvoldende som har størst evne til at prente sig i personligheden. Kanske har vi ikke alle møtt mennesker hvis karaktertrekk har endret sig på baggrund af deres erfaringer. Det kan f.eks. være en særdeles krevende opgave at skulle opdra et åndssvakt eller psygotisk barn, men veldig ofte hører man at slike foreldre, når erfaringene har bunnfelt sig, udtaler at de har lært meget om livet og tilværelsen på baggrund af de vanskeligheder deres opdragergjerning har medført. De har eventuelt ervervet nogen verdifulle ressurser af tålmodighed, toleranse og lignende som mange andre kunne misunde dem, fordi de ennå har disse erfaringer til gode. I disse tilfeller faller lidelsenes eller erfaringsdannelsens to faser indenfor samme liv, men i andre tilfeller høstes fruktene først i et kommende liv, og det er her man kan stå uforstående overfor slike personligheder. Det kan således være snakk om mennesker som af tilsynelatende uforklarlig grunder føler en sterk tilskyndelse til at påta sig svære opgaver på det humanitære område som de ikke har erfaring ifra i dette liv. Deres - sannsynligvis smertelige - erfaringer er da ervervet i et tidligere liv, men virkningene viser sig i det etterfølgende liv som en udpreget innfølingsevne på et spesielt felt. Mor Theresas innsats blant sultende og døende mennesker i India har således ifølge tanken om reinkarnasjon sannsynligvis sin baggrund i selvoplevde lidelseserfaringer af tilsvarende eller nært beslektet art i et tidligere liv. Noe lignende må forventes at være tilfellet hvor det er snakk om mennesker som på en uselvisk måde ofrer sine liv i det humanitæres tjeneste. Vi er ikke bare produkt af det øyeblikkelige miljø. Det vi tænker, føler og foretar oss er resultat af de omstendigheder og de livsbetingelser vi har vært plantet i gjennom våre tidligere liv. Har man spesiell forståelse og medfølelse med sultende mennesker, kan dette karaktertrekk kun være opstått og prentet i ens personlighed ved at man selv har vært udsatt for de erfaringer som er en følge af sult. På annen måde ville de aldri bli årsak til dypt følelsesmessige engasjement. Man kan nok ha lest om sultende mennesker, men denne orientering ville aldri bli annet enn en overfladisk teoretisk viten, såfremt den ikke ga gjenklang i personlige erfaringer. Vi begynner her at nærme oss forståelse af Martinus' baggrund for udtrykket "ubehagelige goder". Det er naturligvis enormt ubehagelig - ja, pinefullt at lide af sult, sygdom, arbeidsløshed eller lignende. Men uansætt hvilken lidelse det er snakk om, så vil den på et eller annet tidspunkt - evt. først i et senere liv - vise sig som forståelse og innfølingsevne på det felt hvor man har følt smerten på sin krop. Sultende mennesker i India eller andre u-land, vil derfor høste erfaringer som vil få en dypt humaniserende virkning på deres personlighed fremover. De vokser i menneskelighed og innføling. Og spør vi hvorfor de i det hele tatt blir udsatt for sult, da må svaret være at de tidligere nettop har savnet denne innfølingsevne. Kanske har de oversætt nøden hos sine medborgere eller henført dem til en lavere kaste, og derfor er det i et kosmisk perspektiv kun til gavn for dem selv i det lange løp at overvinde denne erfaringsbrist. Midlet er selverfaring. Tankegangen medfører selvsagt en del filosofiske problemer som krever nærmere belysning. Det er tilsynelatende et gap mellom den anførte lidelseshypotese og de historiske kjensgjerninger. Ifølge Martinus vil den dypeste årsak til et lands eller folk sult og nød ligge hos dem selv, men historien viser på den annen side at slike ulykkelige tilstander ofte er påført dem af andre stater ved krigshandlinger, besættelse eller imperialistiske overgrep. Inkonsekvensen er imidlertid kun tilsynelatende. Følger man logikken i skjebneloven er de pågældende imperialister nemlig ikke den dypeste årsak, men fungerer som redskaber for en skjebneudløsning som den overfalte befolkning selv er den egentlige kosmiske årsak til. Denne tankegang kan igjen give anledning til problemer, så lenge man betrakter stater som enheder, som stort sætt består af de samme innbyggere hele historien igjennom. Men dette er ifølge kosmologien ikke tilfellet. Man fødes i det land, klima og miljø, hvor man til enhver tid kan opnå de for hvert enkelt individ best mulige udviklingsbetingelser, og det vil sige: hvor man har de største sjanser for at få opfylt sine hittil uopfylte ønsker, og dels at møte den udviklingsfremmende skjebne, som man ved sitt tidligere adferdsmønster har vært den første udløsende årsak til. Når man behandler lidelsesproblematikken er det ganske vanlig at skjelne mellom uforskyldte og selvforskyldte lidelser. For K.E. Løgstrup, som var professor i systematisk teologi ved Århus Universitet (1943-76), var denne forskjellen således et fremtredende trekk i hans behandling af teodiceen. Mens man umiddelbart kan forstå de selvforskyldte lidelser, vil det i almindelighed være de såkalt "uforskyldte" som giver problemer. Ud fra kosmologien er det imidlertid ikke baggrund for denne forskjellen. Alle lidelser er dypest sætt selvforskyldte. Når det tross likheden allikevel er baggrund for at skjelne mellom de to former for lidelse, ligger det i den omstendighed at for de såkalt "uforskyldte" lidelsers vedkommende er årsaken skjult for den lidende. Han eller hun kan ikke huske årsaken - eventuelt fordi den går tilbage til et tidligere liv, og kanske har han eller hun ikke evne til at forbinde lidelsen med den brist i hans eller hennes personlighed som den aktuelle lidelse nettop har til formål at udbedre. For de selvforskyldte lidelsers vedkommende, er bildet derimot langt mer klart. Kanske kan man direkte huske årsaken fordi den eventuelt var at finde umiddelbart før virkningen, men en lidelse kan også erkjennes som selvforskyldt på baggrund af at man ved selverkjennelse forbinder den med en eller annen mangel i ens eget personlighedsudstyr. De primære årsaker til menneskehedens lidelsestilstander ligger altså hos menneskene selv. De er representert i nogen mangeltilstander som er en naturlig følge af den omstendighed at vi alle er på vei fra primitive til mer menneskeverdige karaktertrekk. Vi er ennå uferdige mennesker, som på grund af manglende erfaringer eller uvitenhed selv skaber de årsaker hvis virkninger vi oplever som lidelser. Som Sokrates sa: "Det findes kun et eneste gode: visdom -og kun et eneste onde: uvitenhed". I forhold til reinkarnasjon og karma, virker alle andre opfattelser smålige og sneversynte. Richard Wagner. Kapittel 7, Reinkarnasjon - en diskusjon. Med baggrund i Martinus' verdensbilde er det i de foregående kapitler fremlagt et nytt forslag til en løsning på lidelsenes gåte. Det er imidlertid klart at aksept af dette løsningsforslaget stiller krav til forståelse og godkjennelse af tanken om reinkarnasjon. Uansætt om man støtter sig til det dogmatisk- kirkelige verdensbilde eller det positivistiske-materialistisk-vitenskabelige er tankegangen om et evig liv som oprettholdes i kraft af reinkarnasjonsprinsippet, fjern og uakseptabel. Det understrekes her at evighedsbegrepet naturligvis må omfatte såvel en evig fortid som en evig fremtid, idet en hvilken som helst annen opfattelse af evighedsbegrepet er ude af kontakt med sund logikk. Det er imidlertid et spørgsmål om denne avstandtagen bygger på sund logikk og studier af livets egen tale, eller om vi sleper rundt med nogen vaneforestillinger som sperrer for det nødvendige udsyn. Det man ikke har klart kjennskab til, danner man sig alltid mer eller mindre fantasifulle forestillinger om. På norsk er det kosmiske reinkarnasjonsprinsipp således forbundet med det ytterst misvisende ord: sjelevandring, som refererer til tro på en magisk forvandling fra en livsform til en annen som tænkes tilveiebrakt ved overnaturlige makters spill. At slike forestillinger ikke virker særlig overbevisende, er naturlig. Det samme kosmiske prinsipp har fået mange andre mer eller mindre velegnede navn: transmigrasjon (latin), metempsygose, palingenesia (gresk), samsara (sanskrit); men det ser ud til at den latinske betegnelse reinkarnasjon er i ferd med at vinde hevd i vor kulturkrets. Tanken om liv udenfor den fysiske organisme har eksistert siden mennesket overhodet begynte at bli sig selv bevisst. Det var - og er - således en viktig bestanddel af naturmenneskenes religion. Det findes vektige argumenter for den anskuelse at religiøsitet er en indebygget naturfunksjon i et levende vesen. Hos naturmenneskene viser denne naturfunksjon sig som et religiøst instinkt, hvor liv etter den fysiske død simpelthen er en selvfølge, men et forhold som det af gode grunder ikke knyttes nogen form for etiske eller filosofiske spekulasjoner til. Antropologen Branislaw Malinowski har i denne sammenheng foretatt nogen studier på Ny Guinea som han beskriver i "The Spirits of the Dead in The Trobriand Island". Han forteller f.eks. at de innfødtes opfattelse af svangerskab er den at en "Baloma" er blitt gammel i den åndelige verden, og forvandles i vannet til en "WaiWaia", et åndebam, som etter inntreden i morens organisme og ophold der blir et fysisk barn. Det meste spesielle ved disse naturmenneskenes opfattelse er at de ikke forbinder noe farskab med unnfangelsen. Det er de dødes sjeler som gjenfødes når de er blitt "gamle" og trenger til fornyelse. Det er noe man "vet", og så er det ingen grund til ytterligere at diskudere det. Skulle en mann etter at ha vært bortreist i mer enn de ni måneder svangerskabet varer, vende hjem og bli presentert for en nyfødt baby, ville han kun bli stolt og glad. Han ville ikke finde anledning til mistanke om konens udenomekteskabelige forbindelser. Hun hadde jo bare vært ude og badet. Hvordan skal vi med vor intelligens forholde oss til den slags primitive beretninger? Det er tilsynelatende to muligheder: 1. Man kan le af det, og stemple det som resultat af underudviklede individers manglende intelligens, og derved komme til den konklusjon at reinkarnasjon, liv etter døden og den slags, er primitivt, verdensfjernt, ude af kontakt med realitetene og lignende. Man vil styrke sine kanske i forveien veletablerte vaneforestillinger og dermed føle sig enda mer overbevist om at de er riktige. Man kan imidlertid også tænke annerledes: 2. Man kan iaktta hvorledes instinktive prosesser fungerer. Man vil da finde ud af at de på en overraskende måde er forbundet med sikkerhed. Dyrenes fødeinstinkt er et klart eksempel, deres kampinstinkt osv., ja, hele dyrets tilværelse er jo i stor udstrekning båret af sikre, instinktive prosesser som er hensiktsmessige i kampen for tilværelsen. Hos naturmenneskene er instinktet ganske fremtredende - ikke minst det religiøse instinkt. Naturmennesket har en sikker fornemmelse af liv udenfor den fysiske organisme - noe de ikke er i stand til at gjøre rede for, og noe de ikke har behov for eller evne til at sætte ind i logiske sammenhenger - og forbinde med årsak og virkning. Det er imidlertid et spørgsmål om vi derfor kan avvise deres fornemmelser som det rene sludder. Kanske er deres instinktive fornemmelser nettop udtrykk for nogen bagenforliggende realiteter som de bare danner sig nogen primitive forestillinger om, fordi de ikke er udstyrt med tilstrekkelig intelligens til annet. Ja, det er et spørgsmål om den instinktive, men vage og ubestemmelige fornemmelse af liv udenfor den fysiske organisme i det hele tatt hadde eksistens, hvis det slett ikke hadde vært realiteter bag dem. Hvordan skulle noe kunne bli til af intet? Det ser man jo ikke på andre felter, tvert imot. Men la oss se på reinkarnasjonstankens videre skjebne. I fortidskulturer som vi ikke kan kalle primitive, er reinkarnasjonstanken ganske naturlig blitt forbundet med etiske og filosofiske tanker, men har dog stadig vært knyttet til religiøs mytedannelse. For de gamle egyptere var himmelen "den guddommelige mor", som menneskene ble gjenfødt af, og i det gamle Grekenland møter vi gjenfødelsestanken; først hos orfikerne, senere udvikler Pythagoras den og optar den i sitt system, og den ble baggrunden for Sokrates' livssyn og pedagogikk som vi kjenner den fra Platons dialoger. Et felles udtrykk som "fødslenes hjul" kunne tyde på at grekerne har hentet reinkarnasjonstanken fra India, hvor den jo har vært og stadig er en selvfølgelig del af kulturen. Så vel i jainismen som buddhismen, hinduismen og taoismen er reinkarnasjon et grundlag for den religiøse tro. Hos jødene findes den i kabbalistisk mystikk, og hos muhammedanerne i visse kretser hos shiitene og sufiene. Mange mennesker i vesten er ganske naturlig blitt skremt f.eks. ved en spesiell hinduistisk udforming af reinkarnasjon og kanna. Ifølge denne opfattelse er gjenfødelse således på en meget firkantet måde knyttet til ens bevissthed. Minder et menneskes karaktertrekk f.eks.. om de egenskaber man tillegger en rotte, vil det aktuelle menneske i et kommende liv fødes som rotte -eller tilsvarende med andre dyrearter. Det er imidlertid ikke vanskelig at få øye på det usannsynlige og urealistiske i en slik tankegang, for hvordan skulle man dels kunne omforme den menneskelige organisme som er bygget op gjennom mange inkarnasjoner til en organisme som avviker så drastisk fra den menneskelige som rottens, og hvorledes skulle man kunne gå så voldsomt tilbage i udvikling? Alle de evner og talenter man møysommelig har bygget op gjennom mange liv skulle da pludselig være "borte med vinden". En ulogisk og urealistisk tanke som har rot i en primitiv form for tænkning, men som på den annen side ikke motbeviser realitetene i reinkarnasjonsprinsippet. Men hvordan er kristendommens forhold til reinkarnasjon? I urkristendommen fantes reinkarnasjonstanken, men af forskjellige grunder ble den forkjetret. Jesus talte flere ganger om reinkarnasjon. Hvor meget og hvor inngående er vanskelig at vite, dels fordi Jesus jo ikke etterlot sig noe skriftlig, og dels fordi en del af de gamle skrifter er fjernet og henvist til de såkalte apokryfer, dvs. skjulte eller hemmelige skrifter. Ikke desto mindre er reinkarnasjonstanken omtalt flere ganger i vor kanoniserte bibel, både i det gamle testamente og i det nye. Fra det gamle testamente kjenner vi det f.eks. fra 1. Mos. 3/19, hvor begravelsesritualet er hentet fra. Dessuden f.eks. Jeremias 1/5, Predikerens bog 3/19-20, samt Malakias 4/5, og den siste skal vi komme tilbage til senere. Skal man drøfte omtalen af reinkarnasjonstankens forekomst i Bibelen, bør man i rettferdighedens navn også ta med de sitater som omhandler skjebneloven, idet skjebnelov og reinkarnasjon er uløselig knyttet sammen, hvilket bl.a. skulle fremgå af det foregående. I det gamle testamente forekommer det da også flere sitater som klart omtaler skjebneloven, f.eks. 1. Mos. 9/6, hvor det står: "Om nogen udløser menneskers blod, ved mennesker skal hans blod udløses, fordi Gud gjorde menneskene i sitt bilde". Dette sitatet er dobbelt interessant fordi det nettop antyder at skjebneloven er Guds middel til at skabe "mennesker i sitt bilde", hvilket i et nøtteskall er udtrykk for den guddommelige hensikt med lidelsene. Fra det nye testamente skal bl.a. omtales Jesu nattlige samtale med Nikodemus. Jesus siger her: "Sannelig, sannelig, siger jeg deg, uden at nogen blir født på ny, kan han ikke se Guds rike". Fra den audoriserte kirkes side anføres som regel at Jesus her taler om dåpen. Det er imidlertid vanskelig at se hvad man bygger denne antagelse på. Dels siger Jesus jo ikke "døpt", men "født" på ny, og dels viser Nikodemus' reaksjon klart at Jesus har talt om gjenfødelse eller reinkarnasjon, idet Nikodemus spør: "Hvorledes kan et menneske fødes når det er gammelt? Kanske han kan annen gang komme ind i sin mors liv og fødes?" En slik reaksjon ville selvsagt være malplassert, så fremt Jesus hadde talt om at bli døpt. For øvrig blir samtalens emne - reinkarnasjon -ytterligere understreket, idet Jesus svarer: "Sannelig, sannelig, siger jeg, uden nogen blir født af vann og ånd, kan han ikke komme ind i Guds rike". Det er høyst sannsynlig at Jesus med "vann" mener materie. Såfremt han hadde tænkt på vanndåpen, måtte man forvente at han selv hadde foretatt dåp, hvilket han som bekendt ikke gjorde. Dertil kommer at det forekommer udenkelig at nettop Jesus som gang på gang fremhevet nestekærlighed fremfor ytre ritualer, skulle stille dåp som betingelse for at komme ind i Guds rike. Endelig tilføyer Jesus en sammenligning med vinden, som ytterligere viser at samtaleemnet er reinkarnasjon, idet han siger: "Forundre deg ikke over at jeg sa til deg: Dere må fødes på ny. Vinder blåser hvor den vil, og du hører den suse, men du vet ikke hvor den kommer fra og hvor den farer hen; således er det med hver den som er født af ånden." Med denne sammenligning søger Jesus at mildne Nikodemus' forundring ved at påpeke at den samme usikkerhed som gjenfødelsen er omgivet af, også gælder et så velkendt fenomen som vinden: Vi hører dens sus - altså når den er her og nå - akkurat som vi registrerer det nåværende fysiske liv; men akkurat som vi ikke vet hvor vinden kommer fra, kjenner vi heller ikke noe til vor fortid før den fysiske inkarnasjon, og like lite som vi vet hvor vinden blåser, vet vi noe om hvor vi farer hen etter døden. Hvorfor skulle Jesus komme men den tilføyelsen hvis formålet ikke var at vise at manglende kjennskab til liv før og etter det fysiske her-og-nå-liv ikke er ensbetydende med at det ikke eksisterer? Men samtalen blir ytterligere interessant ved Jesu påpekning af at gjenfødelse er betingelse for at "komme ind i Guds rike", for dermed gør han gældende at menneskene aldri vil ha nogen sjanse til at opnå en så høy bevissthedstilstand, som "Guds rike" må være udtrykk for, på et kort, enkelt liv. AT leve op til Jesu eksempel som "Veien, sandheden og livet" (Johs. 11/25), blir kun en realistisk mulighed gjennom flere liv, som historien vel også taler sitt tydelige språk om. Nikodemus viser sig her som et fremtidssymbol. Han var et selvstendig tænkende menneske, og ønsket en fornuftsmessig begrundelse for Jesu tanker - et krav som sikkert var vesentlig mindre udbredt på den tiden da skolering og forskning ennå ikke som hos nåtidens kulturmennesker har skabt krav om fornuftsmessige og logiske forklaringer på livets gåter. Flere andre steder taler Jesus om reinkarnasjon. Som bekendt kan vi i det gamle testamente lese en spådom som gikk ud på at Elias skulle fødes igjen: "Se, jeg sender dere Elias, profeten, før Herrens dag kommer". Jesus omtaler minst to steder at Elias er gjenfødt i Johannes Døperens skikkelse: 1. Til disiplene: "Og dersom dere ville ta imot dette: han er Elias, som skulle komme." samt: 2. "Men jeg siger dere at Elias er allerede kommet ---". "Da forstod disiplene at han hadde talt til dem om Johannes Døperen." Mange steder taler Jesus om sin egen gjenfødelse, f.eks.: "Og Fader! Herliggjør du meg nå hos deg selv med den herlighed som jeg hadde hos deg før verden var." I "Bisættelse" omtaler Martinus dette sitat, og påpeker at "Jesus således hadde eksistert før den nåværende fysiske jordklode ble til." (Bisættelse kap. 152.) Martinus fortsætter: "Jesu fysisk e legeme, hvis alder i forhold hertil ikke engang var en døgnfluetilværelses, men kun udgjorde et rent mikroperspektiv, kan således ikke ha vært hans sanne vesenkjerne. Denne må ha eksistert i en helt annen materie af ikke-fysisk natur. Hvor eller i hvad skulle den ellers ha eksistert i de udalte millioner af år, før den inkarnerte i det fysiske legeme verden kaller "Jesus af Nazaret"." Bibelen udtrykker derfor klart at både Jesus og Johannes hadde levd før de fremtrådte i de inkarnasjoner som vi kjenner dem fra, og at de fra denne tilstand har vært i stand til at inkarnere i fysisk materie. Og som Martinus gør gældende: "Når to individualiteter således erkjennes at ha en overfysisk eksistens, hvorfra de har kunnet inkarnere i kjøtt og blod, hvorfor så benekte at alle andre vesener i kjøtt og blod har hatt en overfysisk eksistens før deres nåværende tilværelse? Hvorfor skulle kun to individualiteters vesenkjerne være af overfysisk natur, og millioners ikke være det?" Evig liv er omtalt mange steder i Bibelen, men da evighed selvsagt hverken kan ha begynnelse eller alder findes det ikke andre plausible forklaringer på dets oprettholdelse enn nettop reinkarnasjonsprinsippet. Det var imidlertid ikke bare Jesus som talte om reinkarnasjon, hvilket f.eks. fremgår af Matt. 16 og 13 og Johs. 9, 7. Skal man avdekke i hvor stor udstrekning reinkarnasjonsprinsippet og skjebneloven inngikk i Jesu forkynnelse, og hvilken betydning disse viktige begreper har hatt i urkristendommen, er vor kanoniserte bibel imidlertid helt udilstrekkelig som kildemateriale. Før kanoniseringen af de nytestamentlige skrifter i sludten af det annet århundre eksisterte det flere andre evangelier og skrifter, akkurat som det var forskjellige trosretninger. Omkring år 200 var kristendommen imidlertid blitt en institusjon som vernet om hvad den antok for den "rette tro", og andre opfattelser ble erklært for kjetteri. Skrifter som ikke passæt til den ortodokse opfattelse ble erklært for falsk viten. Det er ikke tvil om at reinkarnasjonsprinsippet og skjebneloven har vært representert i de "kjetterske" skrifter og har hatt en plass i de ikke aksepterte kristnes opfattelse. Elaine Pagels nevner således i "Taperenes evangelier" (oversatt fra amerikansk) etter. Meget tyder på at vor audoriserte kristendom er endog meget langt fra urkristendommen og udvilsomt også fra Jesu budskab. Det vi i dag identifiserer med den kristne tradisjon bygger på nogen få udvalgte skrifter (nogen fra Paulus), som passæt ind i de - i stor udstrekning sammenfallende - kirkelige og politiske makthaveres interesser. Skrifter som ga udtrykk for andre opfattelser ble udelatt og bannlyst som "kjetterske". Det gælder således Origenes' skrifter om sjelens preeksistens. Origenes var en berømt gresk teolog (ca. 185-254 e.Kr.), som vakte livlig diskusjon i oldkirken ved at fremheve tankene om reinkarnasjon. På et kirkemøte i Konstantinopel som i året 543 var sammenkalt af den østromerske keiser Justinian, ble hans lære imidlertid fordømt, hvilket 10 år senere, i 553, ble bekreftet, idet Justinian udstedte et såkalt "anathema" mot Origenes og hans lære om sjelens preeksistens. Uansætt gyldigheden eller ikke- gyldigheden af denne fordømmelsen )*, er det en kjensgjerning at tankene om reinkarnasjon forsvant ud af den katolske kirke og ikke siden er blitt optatt - ei heller af dens ludherske udløper. Det findes usikre oplysninger om at det ble ansatt nogen "correktores", som skulle fjerne alle hentydninger til reinkarnasjon fra Bibelen (det har ikke vært mulig at finde bekreftelse på disse oplysninger). Man kan imidlertid med god rette gjette på at det ikke har passæt særlig godt til hverken kirkens eller statens maktstruktur at menneskene i kraft af reinkarnasjon og karma vil være i stand til at frelse sig selv. )** I nyere tid ser vi reinkarnasjonstanken dukke op indenfor teosofi og antroposofi og i forskjellige nyreligiøse bevegelser. Den er dessuden blitt gjenstand for forskning på forskjellige nivåer. ) Denne forskning støter bl.a. på den alvorlige vanskelighed at reinkarnasjonsbegrepet i sig selv udgjør en kraftig udfordring til den eksisterende naturvitenskabelige tradisjon. Det er imidlertid også et spørgsmål om et fullstendig uigjennomtrengelig fysisk bevis på reinkarnasjon - hvis noe sligt i det hele tatt er opnåelig - har avgjørende verdi. Som vi presenteres for reinkarnasjonsprinsippet i Martinus' kosmologi, hvor det inngår i et fullstendig altomfattende og logisk verdensbilde, blir det klart at stillingtagen til reinkarnasjon og skjebnelov er et spørgsmål af langt større rekkevidde og med langt fler etiske og menneskelige aspekter, enn man kan forvente at et rent overfladisk ytre materialistisk bevis vil kunne avklare. Det er derfor ikke tanken her at foreta en dyptgående vitenskabelig udredning af reinkarnasjonsprinsippet. Dels ville det sprenge alle rammer for dette arbeide, og dels kan det henvises til en del litteratur om emnet, idet spørgsmålet er under behandling på flere plan. Aksepterer man imidlertid tanken om individets bevissthedsudvikling fra inkarnasjon til inkarnasjon, tvinges man samtidig til at akseptere at de tanker og meninger vi mennesker har er resultater af erfaringer på lang sikt. Et menneske er således ikke tilhenger af Indremisjonen, Katolisismen eller Rettsforbundet udelukkende fordi han eller hun har hørt om disse ideologier. Det er et spørgsmål om hvad han eller hun på baggrund af sine erfaringer på godt og ondt i mange tidligere liv er på bølgelengde med. Det vil selvsagt være mennesker som vil finde reinkarnasjonstanken fullkomment håpløs, uansætt om de ble presentert for et bevis, akkurat som det vil være mennesker som finder tanken naturlig og logisk fra første øyeblikk de hører om den. Nogen vil sannsynligvis finde reinkarnasjonstanken primitiv, og mene at det er udtrykk for et kulturelt tilbageskritt at akseptere denne tanke. Det er dog sannsynlig at det vil være snakk om mennesker som hefter sig ved slike primitive udforminger af reinkarnasjon som det bl.a. er nevnt eksempler på i det foregående. Er reinkarnasjon imidlertid en universell sandhed, vil den optre på flere forskjellige nivåer som avspeilinger af den menneskelige bevissthedsudvikling. Af den korte historiske omtale vi her har vært inde på, ser vi da også reinkarnasjon optre på flere nivåer - like fra den aller mest primitive overtro til de klare analyser, som f.eks. Martinus behandler begrepet med. Er reinkarnasjon derfor en universell sandhed må man forvente at den gradvis vil bli akseptert af menneskeheden. Som Jesus sa til sine disipler: "Intet er skjult, uden at det skal åpenbares." På vitenskabelig nivå ser man da også at det flere steder er tilløp til at ta reinkarnasjon i betraktning som forklaringsmulighed. Det gælder således i nogen grad indenfor parapsygologien og (om enn i ganske sporadisk omfang) psygiatrien. Det står imidlertid klart at hvis (eller når) tanken om reinkarnasjon slår igjennom, vil det få en markant innflytelse på vitenskaben og tænkningen i det hele tatt. Det mekanistiske verdensbilde må forventes fullkomment at skifte ansikt og gradvis bli erstattet af et holistisk syn på verdensaltet og det levende vesen. Perspektivene vil vokse, idet det vil lukkes op for den åndelige dimensjon som stort sætt er lukket land for de fleste i øyeblikket. Og menneskeheden vil dermed få øye på en helt ny innfallsvinkel til skabelse af en ny og langt mer menneskelig kultur. Mennesket er "produkt af arv og miljø". Denne antagelse danner grundlag for høyt udviklede vitenskaber som biologi, medisin, sosiologi, psygologi m.fl. Det er nok i vitenskabelige kretser enighed om at menneskets fremtreden er resultat af et samvirke mellom disse to faktorer, men det har til alle tider vært et kontroversielt spørgsmål hvor hovedvekten skal legges. I en periode - og i visse kretser - har man derfor lagt hovedvekten på den arvelige faktor, og i andre perioder er miljøfaktoren blitt tildelt den dominerende innflytelse. Denne diskusjon står stadig på dagsordenen. Men den tanke at det kan være tale om en tredje faktor er ennå ikke modnet hos debattdeltakerne, til tross for den kjensgjerning at det ikke eksisterer noe bevis for den teori at mennesket kun er produkt af arv og miljø. Hertil kommer at arv og miljø- teorien, tross meget nyttig forskning, ikke tilnærmelsesvis har givet nogen akseptabel forklaring på spørgsmålet om den menneskelige fremtreden - og slett ikke hvor det er tale om bevissthedsfaktorer. Det er på denne baggrund naturlig om man sætter spørgsmålstegn ved disse vitenskabers høye standard. Svaret må være at de sætt fra en rent materialistisk synsvinkel må anerkjennes som endog særdeles høyt udviklede, men at de med hensyn til udforskning af den åndelige dimensjon må formodes i heldigste fall ennå at befinde sig på et fosterstadium. Det er denne dimensjon reinkarnasjonsprinsippet kan forventes at danne inngangsporten til. Ud fra tanken om reinkarnasjon er mennesket derfor ikke kun produkt af samvirke mellom to, men tre faktorer, hvor den tredje faktor endog spiller langt den største rolle - iallfall hvor det er tale om bevissthedsfaktorer. Den tredje faktor udgjøres nemlig af intet mindre enn det levende vesens personlighedsstruktur, som det fremtrer i form af et høyt organisert elektromagnetisk kraftfelt som danner baggrund for dets fremtreden i en fysisk organisme. Vi er hermed inde på tilværelsens aller mest sentrale spørgsmål: Hvad forstår man ved et levende individ? Det vil vi se på i neste kapittel. her er i bogen indsat, SYMBOL 6. Det levende vesen I. Symbolforklaring online ved at klikke på symbolet. Livet er ikke et problem som skal loses, men et mysterium som skal erfares. Carl Gustav Jung. Kapittel 8, Hvad er et levende vesen? Såfremt leseren nå spør om vi ved at beskjeftige oss med hvad et levende vesen er, fjerner oss fra selve bogens emne: lidelsenes problem, er svaret nei. Tvert imot, ved at beskjeftige oss med det levende vesens identitet nærmer vi oss det mest sentrale aspekt i lidelsesproblematikken. Lidelser - såvel som gleder - er en del af livet, og livet er selvsagt knyttet til levende vesener. Det vil sige, at man ikke vil komme til en forståelse af lidelsesproblematikken uden en forståelse af hvad et levende vesen er. Når det også er slik at det er bogens postulat at reinkarnasjon og skjebne er nøkkelbegreper til en forståelse af lidelsenes misjon, følger derav at det i logikkens og sannsynlighedens navn er påkrevet at undersøge om det levende vesen i det hele tatt er således konstituert at reinkarnasjon og skjebne ligger indenfor rammene af det levende vesens faktiske muligheder. Livets mysterium har beskjeftiget tænkere og vitenskabsmenn til alle tider, uden at man derved er kommet til et allment akseptert svar. Martinus har et bud på livets gåte som udmerker sig ved en klar og enkel logikk. Han har illustrert det levende vesen med et symbol som skal bringes her med Martinus' egen forklaring: "Det øverste hvite feltet symboliserer det levende vesens Jeg, også udtrykt som "Xl". Det neste hovedavsnitt på symbolet symboliserer den evige del af Jeg'ets skaberevne, hvilket vil sige: dets oplevelses- og manifestasjonsevne. Den er udtrykt som "X2”. Det nederste hovedavsnitt udtrykker en timelig eller "skabt" forlengelse af Jeg'ets "evige" skaberevne i form af organiske manifestasjons- og oplevelsesredskaber eller -legemer. Dette avsniff har vi udtrykt som "X3". - Da disse tre foreteelser betegnet med "X" danner en uatskillelig enhed som udgjør "det levende vesen", blir dette vesen her synlig som et evig eksisterende treenig prinsipp, som i all evighed har garantert og i all evighed vil vedbli at garantere sig selv evig, udødelig eller levende eksistens. Den fiolette farve udtrykker her livets aller høyeste energifelt. Dette har vi udtrykt som "moderenergien", eller den syvende grundenergi. I dette energifelt er alle livets hovedfunksjoner rotfestet. Da "X2" således er hovedpunktet for Jeg'ets høyeste og evige livsorganer, har vi udtrykt dette område som Jeg'ets "overbevissthed". Det nærmere betegnede område for disse høyeste livsfunksjoners rotfestelse i overbevisstheden, har vi udtrykt som "skjebneelementet". Det nederste hovedavsnitt på symbolet med Jeg'ets timelige eller skabte forlengelse af sin skaberevne, udgjør Jeg'ets "underbevissthed"." (Martinus: Det evige Verdensbilde 1, s.31.) For at unngå misforståelse, skal det her poengteres at Martinus' anvendelse af terminologiene "overbevissthed" og "underbevissthed" er helt spesielt knyttet til kosmologien og kan ikke på nogen måde sammenlignes med anvendelse af de samme terminologier andre steder - feks. indenfor psygologien. Overbevisstheden omfatter således Jeg'et og skaber- eller oplevelsesevnen (Xl og X2), mens underbevisstheden udgjør det skabte eller timelige område af det levende vesens samlede struktur (X3). Herunder hører den fysiske organisme som på symbolet er vist med den oransjefarvede ringen. Når den er omgivet af en sort ring skal det angi vårt almindelig syn på oss selv. Vi lukker oss ude fra vor egen åndelige struktur og identifiserer oss normalt med den fysiske organisme som vi betrakter som ophav til tanke- og bevissthedsfunksjonene (epifenomenalisme). Som det kan forstås af ovennevnte, fremfører Martinus nøyaktig det motsatte. Vårt Jeg, som vi oplever som en dominerende sentrumsfornemmelse, og den åndelige struktur er det primære, mens den fysisk e organisme er sekundær i forhold til den åndelige struktur. Af samme grund overlever det levende vesen den fysiske dels destruksjon - enten det foregår ved slitasje på grund af alderdom eller nedbrytning på annet vis. Og - hvad som er vesentlig i forbindelse med hovedformålet med dette arbeidet: I det levende vesens overbevissthed eksisterer det åndelige mikrostukturer som er bærere af de evner og talenter det levende vesen ved hyppige gjentakelser og flittig øvelse i flere tidligere liv har skabt sig. Disse mikrostrukturer som hver for sig udgjør essensen af en opøvet evne eller et talent, benevner Martinus med udtrykket: talentkjerner. Det samlede forråd af et levende vesens talentkjerner udgjør dets skjebneelement. Det har tilholdssted i det levende vesens overbevissthed, som overlever det fysisk e legemes opløsning ved den prosess man normalt kaller døden og som i henhold til Martinus' analyser ikke har reell eksistens, men nærmere kan betegnes som en organismeudskiftningsprosess. Af denne meget konsentrerte redegjørelse vil det kunne forstås at vi alle vil kunne bygge videre på de evner vi tidligere har tilegnet oss, såfremt vi finder det formålstjenlig. Og dermed har vi nøkkelen til forståelsen af begrepet "evolusjon" - også når det dreier sig om den humane udvikling. Analysen over talentkjerners overlevelse indebærer i sig selv en vektig tilskyndelse til at arbeide med udvikling af humane evner. Man vil selv høste fruktene af dette -ikke bare ved den skjebnemessige beskyttelse som vi har sætt at medlidenhedsevne, toleranse og kærlighedsevne i sig selv udgjør, men også i form af det rikere og langt mer kreative bevissthedsliv man vil bli i stand til at udfolde både på det fysiske plan som - og ikke minst - i den diskarnerte tilværelse på det åndelige plan. Den personlige innsats bør altså ikke underkjennes, men som historien klart dokumenterer, har den ikke til dato vært gjennomført med tilstrekkelig styrke til at overflødiggjøre lidelses- og smerteerfaringene. Kommentarer: Et kendt krav til en vitenskabelig teori er at den kan reduseres til nogen få elementer. Dette krav har indenfor naturvitenskaben ført til den tendens som er kendt under betegnelsen "reduksjonisme". Kompliserte fenomener som liv og bevissthed er f.eks. i den psygologiske teoridannelse redusert til audomatiske reflekser og via biologien til kjemisk-elektriske prosesser i en fysisk hjerne - altså til noe rent fysisk. Martinus opfyller kravet om enkelhed, men på et helt annet plan enn ovennevnte materialistiske reduksjonisme søger at opfylle. Han gør gældende at et levende vesens sentrale analyse er konsentrert til begrepet: et treenig prinsipp', en skaber, en skaberevne og noe skabt. Men Martinus' logiske reduksjonisme går enda videre. Han fremhever således at disse tre enheder (eller X-er) ikke er atskilte realiteter i sin grund-natur, men tre analyser af ett og samme begrep, som han kaller "det guddommelige Noe". Ved hjelp af sin spesielle logiske analysemetode kommer Martinus til dette resultat ad flere veier. For eksempel tar han sitt udgangspunkt i årsak-virkningsverdenen, hvor han peker på den kjensgjerning at all livsoplevelse består i oplevelse af evige årsak-virknings- kjeder, men at vi aldri i tiden og rommets verden kommer frem til den første årsak. En hvilken som helst virkning vil alltid kunne føres tilbage til en årsak som er virkning af en forudgående årsak, osv. osv. Den første årsak kommer vi ikke til. Men hvad er da den første - årsaksløse -årsak? Det er det levende vesens Jeg. Det eneste som ikke er i bevegelse, og dermed det eneste som ikke er virkning af en forudgående årsak - altså nettop den første - eller den årsaksløse - årsak. De levende veseners Jeg'er fra makrokosmos, mikrokosmos og mellomkosmos )* - udgjør til sammen det NOE som er en absoludt første årsak til hele verdens mangfoldige manifestasjoner - uansætt om de fremtrer i mineralmaterie, plantematerie, dyrematerie eller de fremtrer som mennesker eller på enda høyere plan. fodnode. Mens makrokosmos udgjør hele det energihav som er representert i himmellegemer, solystemer, galakser osv. over oss, og mikrokosmos det liv som i form af organer, celler, molekyler, atomer m.m. udfolder sig i vårt eget indre, er mellomkosmos betegnelse for det liv som giver sig til kjenne mellom makrokosmos og mikrokosmos. Det er således i mellomkosmos at de medvesener vi best er i stand til at korrespondere med, befinder sig - feks. våre medmennesker og dyrene. Det levende vesens Jeg - eller vesenskjerne - er altså ikke virkning af noe. Det er ikke skabt eller blitt til på et eller annet tidspunkt - det må således være evig. Og da det ikke er skabt, kan det ikke karakteriseres ved hjelp af nogen af de terminologier vi almindeligvis anvender indenfor tiden og rommets verden. Af samme grund benevner Martinus dette, det absoludt høyeste og mest sentrale aspekt ved et levende vesen, som et "NOE, som er"; idet han fremhever at den hvilken som helst annen benevnelse, ville være udtrykk for noe skabt - altså noe, som på en eller annen måde er virkning af noe annet, og derfor ikke årsaksløs. I sin grundanalyse er vor vesenskjerne dermed at karakterisere som et "NOE, som er" - hverken mer eller mindre. Dette element: vor vesenskjerne - eller "NOE, som er", som vi oplever som vor sentrumsfornemmeise, er følgelig den første årsak til alt annet, ergo skaberen af livsoplevelse. Men som Martinus klart påviser: en skaber må nødvendigvis være udstyrt med en skaberevne; i motsatt fall ville det være ulogisk at tale om en skaber. Men også skaberevnen - eller oplevelsesevnen - må nødvendigvis være evig, for i motsatt fall måtte den være blitt til på et eller annet tidspunkt, og det vil sige at vor sentrale vesenskjerne, vårt Jeg eller skaberen, forud for dette tidspunkt skulle ha eksistert uden skaberevne, hvilket umuliggjør dens identitet som skaber. Skaberevnen er altså også en evig realitet, og kan dermed også kun karakteriseres som et "NOE, som er. Skaberen og skaberevnen (af Martinus også benevnt som Xl og X2) er altså evige realiteter. Men det samme må nødvendigvis også være tilfellet med den tredje realitet: "det skabte" (eller X3). Om dette siger Martinus bl.a.: "Da Jeg'et således evig har hatt en skaberevne, har det evig manifestert sig. Det har evig vært et resultat af denne skaberevne. Men når dette resultat er evig, kan det heller ikke udtrykkes ved nogen som helst mål- eller vektfasit." Det vil altså sige at også den skabte verden - hele vor oplevelsesverden inklusive våre egne organismer er inkludert i evighedsbegrepet. Når vi oplever det annerledes, som jo er tilfellet ved fødsel og død, så er det ifølge Martinus bare fordi vi ikke er klar over at det kun er snakk om - ikke egentlig skabelse og destruksjon, men omskabelse fra en livsoplevelsesform til en annen. Hele den skabte verden - tiden og rommets verden - hele vor oplevelsesverden - er "flyktige lokaliteter i Jeg'ets evige produksjon" (ibid). I sin helt sentrale grundanalyse kan derfor også "det skabte" (X3) bare karakteriseres som "NOE, som er”. Det levende vesens tre enheder: "Skaberen" (eller Jeg'et), "skaberevnen" og "det skabte" har som det ses alle tre samme grundanalyse, nemlig "NOE, som er", og det vil sige at alt levende, og det vil i realiteten sige hele det evige og uendelige univers, som udgjøres af intet mindre enn selve den Guddom vi alle "lever, røres og er i", gjennom en logisk analyse sammenfattes i begrepet "NOE, som er", eller "Det guddommelige NOE". Hvor talen er om enkelhed (eller reduksjonisme), vil det nok bli vanskelig at påvise noe mer enkelt enn dette resultat af en kosmisk bevisst tænkers analyser. Den materialistiske vitenskabs reduksjoner er ikke reduksjoner i egentlig forstand, men bare beskrivelser af enklere prosesser. Når bevissthedsfenomener reduseres til atomare prosesser, befinder vi oss jo stadig indenfor virkningsverdenen, dvs. indenfor tiden og rommets verden, hvor det vi kaller årsaker unektelig stadig er virkninger af forudgående årsaker. Man finder ikke frem til de egentlig bagenforliggende årsaker, men forklarer nogen virkninger ved andre virkninger. Det vil sige at reduksjonismen ikke er ført til bunns. Og dermed avslører naturvitenskaben sin udilstrekkelighed med hensyn til at give tilbunnsgående forklaringer på selve livets grund-natur - som altså også og ikke minst gælder den vitenskab som kalles biologien - læren om livet. Af de tankerekker som er anført i dette kapittel, fremgår det derfor at det ikke er den fysisk e organisme og heller ikke det levende individs bevissthed som er livets sentrale aspekt, men et element som eksisterer over såvel kropen som bevisstheden, nemlig Jeg'et (også benevnt Skaberen eller "NOE, som er"). Jeg'et, som vi oplever som vårt sentrum, er udenfor skabelse og dermed tilblivelse, men tvert imot årsak til skabelse. Bevisstheden derimot, er akkurat som den fysiske krop gjenstand for skabelse, hvilket vi vil se nærmere på i et følgende kapittel, idet meget tyder på at lidelsene spiller en sentral rolle i prosessen omkring bevissthedsskabelse. Ingen bevissthed fødes uden smerte. Carl Gustav Jung. Kapittel 9, Lidelsene som bevissthedsskabere. Hvad skabes vor bevissthed af, og hvorledes finder denne skabelsen sted? Det er udvilsomt et af erkjennelsesteoretikemes vanskeligste og aller mest sentrale spørgsmål, og et spørgsmål som det til dags dato ikke foreligger noe allment akseptert svar på. En udbredt opfattelse blant psygologer går ud på at bevissthedslivet skal ses som en komplisert senso-motorisk livsytring på biologisk grundlag, hvor språket spiller en vesentlig rolle som aksellerator for bevissthedsudviklingen. Men emnet er tross meget forskning stadig beheftet med en høy grad af usikkerhed, ikke minst hvor talen er om selve bevissthedslivets genese eller oprindelse. Martinus hevder med stor vekt at lidelsene er helt sentralt plassert i den prosess som her er på dagsordenen. Følger vi hans tankegang blir det endog fullkomment absurd i det hele tatt at spørre hvad lidelsene skal være godt for - for vi ville aldri noensinde bli i stand til bare at formulere spørgsmålet, hvis lidelsene ikke fantes; ja, vi ville endog ikke være i stand til at tænke så meget som en eneste liten tanke. Uden lidelser ville det levende individs bevissthed være latent - eller sovende -som den aller spedeste form for plantebevissthed. Martinus gør gældende at vi tretter det første sporadiske tilløp til fysisk sansning hos plantene. Når blomstene åpner sig for lys og varme og lukker sig for mørke og kulde, er det reaksjoner på plantenes svake og diffuse fornemmelser af behag og ubehag - fornemmelser som ennå kun forekommer på et uklart anelsesplan, men som ikke desto mindre i den integrerte onto-ylogenetiske udvikling må betraktes som den første spede form for dagsbevissthed. I den fortsatte udvikling gjennom planteriket og dyreriket frem til mennesket, skjer det en videreudvikling af denne anelsesevne til stadig høyere, mer klare og differensierte bevissthedsgrader. Denne prosess befordres (stadig ifølge Martinus) ikke minst af lidelsene. Som bekendt er planten gjenstand for lemlestelse og destruksjon i kolossal målestokk. Gjennom en millionårig epoke påvirkes planten af all slags vær: kulde, tørke, regn og rusk, foruden at dens organisme er gjenstand for nedbrytning i gigantisk målestokk - ikke minst fordi plantene jo er føde for dyr og mennesker, samt anvendes som materiale for klær og bruksgjenstander. Når disse oseaner af lemlestelser ikke er et overdimensjonert helvete for planten, er det nettop fordi den kun har anelsesevne og derfor kun oplever lidelser og smerter som et vagt og diffust ubehag, som atter er udtrykk for naturens hensiktsmessighed. Gjennom disse millioner af år lange oplevelser af "behag" og "ubehag" opstår gradvis evnen til at tiltrekkes behag og frastøte ubehag, som bl.a. viser sig ved at planten åpner sig for den behagelige solvarmen og lukker sig for den ubehagelige nattekulden. Denne udviklingen fortsætter. Martinus skriver bl.a. om dette: "- det begynner at opstå noe i retning af beskyttelses- eller forsvarstendenser, som fører vesenet mer og mer frem til dyrets stadium, som er basert på at vesenet må drepe for at leve. Vi ser hvorledes dette prinsipp begynner at komme til udfoldelse i den kjøttspisende plante. I dette vesenet ser vi også den begynnende udvikling af de foreteelser som i dyret er blitt til helt udviklede fordøyelsesorganer. Og med dette stadium er vesenet ikke lenger nogen plante, men er blitt til et langt høyere vesen, er blitt til et dyr." (Martinus: "Bevissthedens Skabelse" s.20-21.) Selv om dyrets bevissthed i overveiende grad ledes af instinktet, ser vi at det udvikler sanseorganer og i stadig stigende grad dagsbevissthed. I denne udviklingssone, som Martinus meget betegnende kaller "det drepende prinsipps sone", er kampen for tilværelsen hård og ubarmhjertig. Dyret må drepe eller forsvare sig for at overleve; det innvikles i voldsomme territorial- og brunstkamper, eller må anspenne sine sanser til det ytterste for at unnslippe andre dyrs etterstrebelser. Dyrets selvopholdelsesdrift er basert på denne hårde kamp for tilværelsen; hvis det ikke klarer sig, går det til grunde. I kampen for at overleve udvikles sansene mer og mer, og dermed grundlaget for bevissthedsudvikling. Dyret udvikler gradvis et nervesystem og dermed en helt annerledes nyansert smerteoplevelse enn planten. Det blir i stand til at gjenfremkalle tidligere oplevde lidelser, og dermed skabes grundlaget for fryktoplevelsen som atter stimulerer bevissthedsudviklingen. Om denne udvikling gjennom dyrenes verden og frem til den del af dyreriket vi som jordmennesker tilhører, skriver Martinus: "Hvis ikke vesenet kom ind i et stadium hvor det måtte opleve angst eller frykt, hvad skulle da animere det til at udvikle sig eller dyktiggjøre sig i fysisk tilværelse? Hvis det ikke fikk lidelse, kunne det jo ikke få følelsen udviklet. Hvordan skulle det fornemme velvære? Hvordan skulle det få lyst til at opnå velvære? Og hvordan skulle det da få de talenter eller anlegg eller den begavelsen som anstrengelsen for at opnå velvære udvikler? Hvordan skulle det få intelligens hvis ikke det stadig ble animert af frykten for overfall og nødvendigheden af at bli sine fiender overlegen? Vi ser at de hårde og vanskelige betingelser dyret må leve under så absoludt er nødvendige. Uden disse ville det hverken få følelse eller intelligens." (ibid 5. 24-25.) Uden ubehag, ingen evne til at opleve behag, og dermed ingen kontrastoplevelse. Og uden kontrastoplevelse, ingen sanseudvikling. Uden sansing, ingen bevissthedsudvikling. Uden bevissthed, ingen tanker, ingen intelligens, intet språk, ingen kultur. Af de tidligere kapitler har vi sætt at lidelsene befordrer følelsesudvikling, men af analysene i dette kapittel har vi også sætt at lidelsene i samme grad er en betingelse for udvikling af tanker, bevissthed, språk, intelligens. Og vi nærmer oss dermed baggrunden for udviklingen af de to meget vesentlige kvaliteter som er befordrende for udviklingen af det høyintellektuelle menneske, hvor vi med større rett kan begynne at snakke om et riktig menneske. La oss prøve at føle udviklingen fra steinaldermennesket til det nåværende kulturmenneske: for steinaldermennesket var det en ytterst barsk tilværelse at være underlagt naturens luner, selv om han eller hun var betydelig mer hårdfør enn vi er. Døgn- og årstidsrytmene med skiftende lys-mørke og varme-kulde ga ham eller henne betydelige mengder af ubehagsoplevelser (lidelsesoplevelser). Det siger sig selv at ubehaget var knyttet til mørket og kulden (natt og vinter), mens lysæt og varmen (dag og sommer) ga behagsoplevelse. I dette har det ligget en helt naturlig stimulering som har satt en mengde i gang - en stimulering som var udenkelig uden muligheden for at sammenligne ubehagsoplevelsen - altså mørket og kulden, med behagsoplevelsen - lysæt og varmen. Behagsoplevelsen øver selvsagt tiltrekning på steinaldermennesket, og nettop derved stimuleres han eller hun til at endre ubehaget til behag, som i dette tilfelle vil sige i passende grad at omdanne kulde til varme og mørke til lys. Resultatet er iherdige bestrebelser på at bygge huler, hytter og bedre og bedre hus, samt tenne bål og gradvis finde på bedre og bedre lys- og varmekilder. Alt dette har naturligvis virket kolossalt fremmende på intelligensudviklingen. En udvikling som var udenkelig, såfremt det kun hadde eksistert lys og varme. I samme forbindelse er det naturlig at de områder på jorden - den tempererte sone - hvor klimaforholdene udtrykker de største kontraster, nettop også har vist sig at yte optimale betingelser for intellektuell udvikling. Kommentarer: Den allment aksepterte opfattelse af begrepet bevissthed er at det er en tilstand som er forbeholdt dyrearter, især mennesket. All tale om bevissthed hos planter vil for langt de fleste forekomme absurd. Her bør det imidlertid bemerkes at det jo ikke i foranstående teoridannelse er snakk om klar dagsbevissthed, men en svak og diffus form for anelse som bl.a. er formidlet af plantens instinkter og som også må forventes f.eks. at være medvirkende til udsendelse af røtter, klatretråder m.m., og i det hele tatt den grad af teleonomi eller hensiktsstyring som er øyensynlig i planteverdenen. Overfor dette vil man naturligvis kunne innvende at det er snakk om nogen slags inngivete reaksjoner på ytre stimuli som er foretatt én gang for alle i forbindelse med plantelivets fødsel af en agent som eksisterer udenfor planten. Men dermed er vi tilbage i et verdensbilde som forudsætter at en Guddom som eksisterer udenfor verdensaltet har satt verdensaltet i gang, hvilket som en konsekvens af de siste århundrers udvikling af logisk tænkning må sies at ligge milevidt udenfor sannsynlighedens grenser. Fodnode til dette. Som det sikkert er kendt for mange lesere, foregår det i USA og også i Danmark en diskusjon mellom evolusjonister (tilhengere af Darwins udviklingsteori) og kreasjonister (tilhengere af skabelsestanken, hvoretter man forsøger at fremstille Bibelens skabelsesberetning som en alternativ vitenskabelig hypotese). Fra et kosmologisk synspunkt kan man til en viss grad give begge parter medhold, idet all udvikling finder sted som en skabelsesprosess, hvorved forstås omdannelse fra mer primitive til stadig mer sammensatte og modne tilstander. Med hele den mekanistiske vitenskabstradisjon som baggrund vil man på den annen side fremføre at plantereaksjonene er mekaniske reaksjoner som ikke har noe med bevissthedsliv at gjøre, men er resultater af naturens seleksjon. Tilbage blir en fullgyldig forklaring på hvordan et valg kan finde sted udenom selv den svakeste grad af bevissthedsliv. Når det i tilværelsen eksisterer såvel livsfremmende som livsdestruerende tendenser, og selvopholdelsesdriften tvinger individene til at velge de livsfremmende, må det selvsagt eksistere en velgende agent eller et velgende Noe. I "Livstidevannet" nevner Lyall Watson et eksempel med bønnespirer som er filmet i en mørk kasse. Han skriver at det "ser ud som om de konkurrerer aggressivt, slår ud etter naboene, strekker og vrir sig og slås innbyrdes som slanger i en grav for at nå op i lyset". Naturligvis er det som Lyall Watson skriver snakk om "irreversibel vekst, som ikke kan sidestilles med dyrs bevegelser, som er reversible og kan gjentas et uendelig antall ganger". Ikke desto mindre synes alt at tale for at en aldri så svak og diffus anelsesbevissthed registrerer at lys er behagelig og livsfremmende, hvorfor det "velgende Noe" som eksisterer i forhold til planten foretrekker lyset fremfor mørket, som er ubehagelig og i dette tilfelle livsdestruerende. Skepsis er sunt. Ja, som Krishnamurti siger: "Radikal skepsis er begynnelsen til vished", og i alle den slags forsøg - også ikke minst med planter - bør man stadig ha for øye at den menneskelige betrakter kan gripe forstyrrende ind i eksperimentene, men det foreligger etter hvert så meget vitenskabelig forskning og så mange naturiakttagelser (se bl.a. P. Tompkins og C. Bird "Plantenes hemmelige liv" - oversatt fra "The Secret Life of Plants", Harper and Row, N. Y. 1973), som bekrefter tanken om et - om enn svakt og uklart - bevissthedsliv hos planter, at det forekommer urealistisk at avvise tanken. Med aksept af tanken om den våknende bevissthed hos planteorganismene, - hvad som er vesentlig i forbindelse med bogens tema: det blir mer og mer sannsynlig at lidelsene, som hos plantene naturligvis høyst kan opleves som en svak fornemmelse af ubehag, spiller en fremtredende rolle i denne udviklingen. Mens sansefysiologer på fremragende vis har klarlagt de fysiologiske prosesser omkring sansningens funksjoner, synes det at være et område omkring vor stimulusverden som man kun har vist liten interesse - eller iallfall ennå ikke har formådd at dra den fulle konsekvens af. Det tænkes her på den omstendighed at sansning overhodet er betinget af at de stimuli som sætter sanseprosesen i gang, nødvendigvis må være organisei4 etter et prinsipp som medfører at forandringer, avvik, kontraster kan optre. Uden kontraster, ingen sansning. Hadde skyene himmelens blå farve, ville det være umulig at se dem; bølgenes skum ble usynlig, hadde det havets farve; en ru flate lå totalt udenfor vårt erfaringsfelt hvis en glatt ditto ikke hadde eksistens; glede var umulig uden sorg, lykke uden ulykke, harmoni uden disharmoni. På samme måde ville det heller ikke eksistere oplevelse af velvære, hvis lidelser ikke fantes. De kontraster som skal sette hele sanseprosessen i gang ville ikke være tilstede, sansning ville være umulig - livet ville gradvis tone ud og gå totalt i stå. Når Martinus snakker om et "kontrastprinsipp" er det derfor snakk om en universell lovmessighed som er en betingelse for livsoplevelse i det hele tatt, ja, en integrerende del af selve begrepet liv som vi oplever det. Det er plantenes, dyrenes og menneskenes oplevelse af kontraster, motsætninger, forandringer som er årsak til at det gjennom en millionåring udviklingsprosess bygges op høyt organiserte sanseorganer som vi kjenner dem hos høyerestående dyr, inklusive mennesket. Når planten feks. reagerer på lys, skal det ses som den første spede begynnelse til det geniale sanseorgan vi kjenner som øyet, og på samme måde er de øvrige sanseorganer udviklet som organismenes svar på naturens mangfoldige og forskjelligartede påvirkninger. Gradvis er det gjennom dyrenes udvikling bygget op et stadig finere og finere nervesystem som inntil videre kulminerer hos mennesket, og dermed er betingelsene til stede for et stadig høyere og mer differensiert bevisshedsliv. Fra naturens hånd er de egentlige dyr udstyrt med et sett veludbygde instinkter som dirigerer deres formering, redebygging, fødevalg, angreps- og forsvarsmetoder og hele deres adferd. Mennesket har ikke tilsvarende instinkter, men har i stedet begynt at udvikle intellektuelle evner. Nok har vi opnådd en del i kraft af vor intelligens, men den er tross alt ikke i stand til at lede oss udenom livets mange skær. Så vel fysisk som - og ikke minst - psygisk kommer vi galt af sted den ene gangen etter den andre. Men her trer lidelsene og smertene ind som korrigerende faktorer. Var vårt legeme følelsesløst overfor lesjoner, knokkelbrudd eller lignende, ville vi jo aldri ta oss i akt for ødeleggelse af det redskab som vi oplever livet gjennom. Mindre forstandige individer ville endog kunne finde på at skade sine egne legemer og dermed nedsette sin livsoplevelsesevne, såfremt de ikke ble advart gjennom smerten. På den måten er smerter og lidelser i virkeligheden et slags faresignal som advarer det mot unaturlige og farlige handlinger til gavn for det enkelte individ. Men lidelsenes korrigerende funksjoner er ikke begrenset til det fysiske området. De virker i minst like så høy grad på de psygiske og sosiale felter. Beskjeftiger vi oss med negative og hatefulle tankearter, får det følger - ofte smertelige. Det samme gælder når vi ved klossete eller destruktiv adferd overfor våre omgivelser virker nedbrytende på deres livsglede eller allmenne velbefindende. I kraft af følgene blir det lest korrektur på alle våre feilhandlinger, og vi ledes gradvis ind på baner hvor vi i stigende grad blir i stand til at være til gavn og glede for våre omgivelser, og dermed for oss selv. Ud fra denne synsvinkel blir lidelsene og smertene et redskab i hånden på verdensaltets ledende og styrende makt. Og kanske en hel del svartsyn omkring lidelsesproblematikken da ville falle bort hvis man betrakter den ud fra slike synspunkter? Smerten betyr hin at din skål udhules for at den kan romme desto mer. Kahlil Gibran Kapittel 10 Det ondes genese Som vi har sett af det foregående, inntar lidelsene en absoludt sentral plassering i det forslag til løsning af livets mysterium som Martinus legger på bordet. Uden lidelser ville tilværelsen mangle den kontrast som er betingelse for sansning og dermed liv, og uden lidelser ville enhver form for bevissthedsudvikling derfor umuliggjøres. Dertil kommer at udvikling af evne til medlidenhed, menneskelig forståelse og innlevelse i andres problemer ikke ville ha nogen sjanse, hvilket igjen ville indebære at skabelse af det humant følelsesmessig og intellektuelt veludrustede menneske for alltid måtte slettes af Guds skaberprogram. Viggo Mortensen søger i "Lidelsenes Problem" (s. 123) at slå fast at "lidelsene og det onde er at opfatte som Guds motstandere". Det kan imidlertid være vanskelig at forstå hvorledes man i fullt alvor kan tale om at Gud har motstandere. Fra samme kilde hevdes det at Gud har allmakt, hvilket vi sikkert alle kan bli enige om er en selvfølgelig egenskab hos en Guddom. Men dermed ville han/hun jo med letthed kunne udrydde sine motstandere, hvis slike fantes. Men da lidelsene og det onde rent faktisk eksisterer, kan de selvsagt ikke være Guds motstandere. En slik opfattelse har udvilsomt rot i en antikvert djevlemytologi, som jeg ud fra denne bogens hovedtanker naturligvis ikke kan give ham medhold i. Lidelsene inntar en så sentral posisjon i livets skabelsesprosesser at kunne man tænke sig at Gud ville opfylle menneskenes inntrengende bønner om fritak for lidelser, da ville livet simpelthen ga i sta, og Gud dermed ikke være kærlig -og altså ikke Gud. Med hensyn til det onde er det snakk om et begrep som er så nært knyttet til lidelsene at disse to begreper vanskelig lar sig atskille i praksis, hvilket vi vil se mer på i dette kapitlet. I behandlingen af lidelsesproblemet har vi hittil først og fremst beskjeftiget oss med det som gør ondt, og i mindre grad med baggrunden for hvorfor vi skaber lidelser for andre, altså hvorfor vi gør det onde. Enhver kan se at det er tale om to sider af samme sak, idet det selvsagt ikke kan eksistere lidelser såfremt det ikke var nogen eller noe til at påføre oss disse lidelser. Ud fra skjebneloven vil det sige at nogen eller noe vil returnere de lidelser vi har påført andre, tilbage til oss selv, for at vi på den måten ganske visst kan komme til forståelse af hvorledes de virker. For fullstendighedens skyld vil vi derfor i dette kapittel beskjeftige oss med hvorfor vi gør det onde - altså det ondes genese, eller dypeste rot. Som det fremgår af de foregående kapitler, er det denne bogens opfattelse at det onde fremfor at betraktes som et absoludt begrep, skal ses som resultat af en begrenset lokal orientering som dypest sett bunner i manglende erfaring. Det indebærer ikke benektelse af at menneskene foretar destruksjon og livsnedbrytende handlinger - altså det onde - men derimot at konsekvensene af disse umodne atferdsformer i den store kosmiske sammenheng inngår i en samlet mening, hvor de må betegnes som et uferdig stadium på vei mot en tilstand som i siste instans har positiv valør - nettop ved at omskabe uvitenhed til viten - ja, endog visdom. Umodne handlinger må nødvendigvis gå forud for modne. Våre erfaringsbrister medfører feilhandlinger som atter i kraft af skjebneloven resulterer i smerte- og lidelsesoplevelser, som gradvis eliminerer våre erfaringsbrister, hvilket betyr innhøstning af verdifull viten, noe alle må betrakte som et absoludt gode. På denne baggrund betegner Martinus lidelsene med udtrykket "et ubehagelig gode". Den grad af dyrebevissthed vi som jordiske mennesker ennå ikke har vært i stand til at legge bag oss, vil i forbindelse med en ensidig selvisk anvendelse af våre intellektuelle ressurser, gjøre oss til velegnede redskaber for at påføre hverandre lidelser. Som det med all ønskelig tydelighed har fremgået - ikke minst af vårt århundres historiske kjensgjerninger - har disse destruktive og dermed lidelsesbefordrende egenskaber til og med øket ganske betydelig - stort sett i takt med en stadig voksende intelligens. Ikke desto mindre snakker Martinus om uvitenhed i forbindelse med det onde vi påfører hverandre. Forklaringen på denne tilsynelatende uoverensstemmelse ligger i de begrensninger man med all sund fornuft må legge i begrepet intelligens. For nok er intelligens en evne som i ikke særlig målestokk setter oss i stand til at analysere, trekke sludninger fra årsak til virkning, og i det hele tatt at trekke erfaringer frem fra hukommelsen for på den mest hensiktsmessige måten at udnytte dem, men - og det er i vor forbindelse det viktigste: intelligens er en nøytral evne. Det vil sige at vi kan bruke vor intelligens til såvel destruktive, som humane og livsfremmende formål. Når Martinus derfor snakker om uvitenhed, er det ikke begrenset til den blotte intelligensudvikling. Selv den mest skarpsindige hjerne er offer for uvitenhed, såfremt han eller hun benytter sin intelligens til destruksjon og lidelser - altså feks. det vi kaller raffinert ondskab. Og det gælder uansett om destruksjonen finder sted ved ødeleggelse af millionbyer eller som små, syrlige bemerkninger og udspekulerte hentydninger, som jo også - om enn i mindre målestokk - er udtrykk for destruksjon, nemlig af andres livsglede. Uvitenhed består først og fremst i manglende viten om hvorledes andre mennesker oplever de handlinger af livs- og gledesdestruerende art man udsetter dem for. Det var jo nettop denne opfattelse som på skjellsettende vis under verdenshistoriens største drama ble understreket af Jesu ord på korset, da han ba for sine bødler: "--- fordi de vet ikke hvad de gør". Men ud fra et kosmisk livssyn viser uvitenhed sig også ved manglende viten om at det man gør overfor andre - på godt og ondt - vil ramme tilbage på en selv, inntil man har udviklet et tilstrekkelig fond af humane følelser til at nøytralisere de skjebnemessige virkninger. Og denne mangel på viten om kosmiske prinsipper ikke behøver alene at ha noe med intelligens (eller mangel på samme) at gjøre, men kan i like så høy grad skyldes følelsesmessige brist. I en videre bearbeidelse af årsakene til det onde vi øver mot andre - og dermed oss selv - vil vi ganske kort se på nogen af de mest kendte behandlinger af dette viktige emne. Store bokverk beskjeftiger sig som bekendt med hvorfor menneskene udløser store mengder hat, intoleranse, sjalusi, terrorisme og vold overfor hverandre. Menneskene avskyr det, og allikevel finder det sted. Det er som om man betrakter ondskaben som en nødvendig bestanddel af tilværelsen, noe som ikke kan fjernes. Samfunnet er ondt, vil man sige, og så må man nødvendigvis være ond for at klare sig. Intet sted er det stilt skarpere i relieff enn i Bertolt Brechts (1898-1956) skuespill: "Det gode menneske fra Sezuan". Tre guder skulle dale ned på jorden med det formål at finde i det minste ett godt menneske, for ellers måtte verden gå under. I den kinesiske provins Sezuan fant de en kvinde som var god. Hun ble belønnet slik at hun kunne leve et godt liv. Men gudene ville ikke blande sig i det økonomiske, med det resultat at kvinden fant det meget vanskelig både at leve og være god. Hun forkledde sig som mann og fremtrådte som sitt eget brudale og hensynsløse motstykke. Skulle man hjelpe et fattig menneske, måtte man tråkke på 12 andre. Bare dette at sikre sig et måltid mat, krevde hensynsløshed overfor andre - bl.a. dyrene. Stilt til regnskab overfor gudene lar hun masken falle og tilstår at den dobbelte personlighed var henne selv - hun hadde både det gode og det onde i sig selv. "Jeg kunne ikke være både god mot andre og samtidig være god mot meg selv. Det er noe galt med verden - hvorfor blir det onde belønnet og det gode straffet?" Den opfattelse at samfunnet er ondt og at individet derfor nødvendigvis må være ondt for i det hele tatt at klare sig, er meget almindelig. Den er bl.a. udtalt af den engelske nasjonaløkonom, John Maynard Keynes (1883-1946) i 30-årene, da han sa: "Det onde er nyttig, men det gode er det ikke". Og den følger i kjølvannet af den menneskeopfattelse som postulerer at individets livsopfattelse udelukkende er et produkt af samfunnet. En opfattelse som vi naturligvis i overensstemmelse med nærværende arbeides grundsynspunkter kun kan tildele en sterkt begrenset rekkevidde. En annen opfattelse af det onde bygger på Sigmund Freud (1856-1939), som grundla psygoanalysen. Ifølge Freud er mennesket fra naturen ustyrt med en dødsdrift og en livsdrift. Mens livsdriften fremmer alt det som sikrer artens beståen og videre udvikling, er målet for dødsdriften i siste ende en tilbagevending til det uorganiske stoff, som vi oprindelig er kommet fra. Dødsdriften indebærer noe selvdestruktivt som mennesket dog for at beskytte sig mot, retter udad mot omgivelsene. Derved opstår ødeleggelsestrang og aggresjon om det nå er Jeg'ets' (Egoets)opgave at bearbeide slik at det kommer til at tjene vet i stedet for døden. Aggresjonen blir det middel som skal tjene til at fjerne hindringer for våre elementære behovs (Ids) tilfredsstillelse. For at unngå eller begrense følgene af våre aggressive handlinger, lærer vi at identifisere oss med de straffende audoriteter - feks. foreldre, lærere eller andre. Vi blir altså i større eller mindre grad fordømmende overfor våre egne aggressive tendenser. Det dannes det psygologiske begrep Freud kaller et "Over- jeg" (eller Super-ego), som altså i realiteten er udtrykk for den samvittighed og de idealforestillinger som indebærer kontrollerende og kritiserende funksjoner overfor Jeg'et. fodnode til dette om ego-et nævnt over. Den del af personligheden som integrerer omverdenens inntrykk, superegos, og driftenes impulser til forestillinger og handlinger, ved hjelp af intelligens, hukommelse og forsvarsmekanismer. – Må ikke forveksles med JEG’ET i Martinus terminologi. Mens psygoanalytikerne forestiller sig aggresjon som noe driftsbetont som har karakter af en disposisjon, legger behavioristene (adferdspsygologene) vekt på innlæring og vanedannelse. Innlæring af aggresjon finder sted for at opnå et eller annet mål (penger, anseelse, fysisk føde osv.), og den personlige tilfredsstillelse som opleves ved at nærme sig målet eller behovets tilfredsstillelse, animerer til gjentakelse som kan bli vanedannende. Den østerriske dyrepsygolog, Konrad Lorenz (f. 1903), har i sin bog "Det såkalte Onde" udviklet en teori om at mennesket er født med et aggresjonsinstinkt som går tilbage til dyrene og som er udviklet gjennom det levende vesens fylogenetiske udvikling på baggrund af naturens udvelgelse af den best egnede. Det findes indenfor psygologien en del undersøgelser som viser sammenfall mellom udøvelse af aggresjon og mangel på trygghedsfølelse. Tanken er at det bag all ondskab eksisterer en større eller mindre grad af udilfredsstilt eller avvist kærlighed, hvilket ikke minst har betydning i de første leveår. Dette resulterer i oplevelse af udilstrekkelighed og mangel på tro på ens egen verdi som sosialt vesen. Selvfølelsen og selvaktelsen nedbrytes og dermed mister individet også aktelsen for andre. Resultatene kan bli destruksjon, aggresjon, vold. I Stanley Milgrams bog "Lydighedens dilemma" (Munksgaard 1977, refereres nogen forsøg over årsaker til at mennesker påtar sig at skade og torturere andre. Denne ytterst leseverdige bog, som giver stoff til meget ettertanke, bygger på en lang rekke forsøg med frivillige forsøgspersoner som for størstepartens vedkommende er foretatt på Yaleuniversitetet i New Haven, Connecticud. Forsøgspersonene ble beordret til at give andre mennesker elektriske støt, som de trodde var smertefulle. Milgram ønsket med forsøgene at påvise at ganske almindelige mennesker af alle samfunnsklasser som ikke på nogen måde måtte anses for særlig fiendtlig innstilt, under innflytelse af en audoritet kan medvirke til endog ganske alvorlig, smertevoldende aktiviteter overfor deres medmennesker, til tross for at de eventuelt før forsøget ville hevde at de ikke på nogen måde kunne få sig selv til at ta del i den slags. At Milgrams forsøg lyktes, viser resultatene med all ønskelig tydelighed. Det viste sig nemlig at kun ganske få af forsøgspersonene hadde menneskelige ressurser til at motsette sig audoriteten, som her var personifisert i forsøgslederens person. Forsøgspersonene får beskjed om at give sine ofre, som skal lære en eller annen aktivitet, elektriske støt af stigende styrke, hver gang de foretar en feilreaksjon. Og hvad som her er kjernen i selve forsøgene: de skal give støtene uansett hvor meget ofrene klager og protesterer. Forsøgpersonene får vite at det bare dreier sig om en vitenskabelig undersøgelse som skal fastslå om straff etter feilreaksjoner (her de elektriske støtene) har en positiv innflytelse på innlæringsprosessen. Kun ganske få trosset audoriteten og nektet at give de elektriske støt da de hørte sine "ofres" smertereaksjoner. Langt de fleste var lydige til det siste, også når samvittigheden begynte at melde sig, og de eventuelt oplevde et sug i mellomgulvet ved at høre ofrenes klageskrik. Flere tok det kaldt og rolig. Ansvaret var jo ikke deres. Forsøgslederne hadde informert dem om at vel kunne støtene være smertefulle, men ofrene var gået frivillig med på det og "permanente vevskader kunne ikke forekomme". Det bør imidlertid nevnes at forsøgene var et stort skuespill overfor forsøgspersonene. Apparaturet var uden strøm, og ofrene skulle bare simulere smerteoplevelser for at man kunne undersøge reaksjonene hos de egentlige forsøgspersonene, som trodde de ga ofrene smertevoldende elektriske støt. Udover den tortur som foregår i våre dager, vil ovennevnte forsøgsresultater lede tankene hen på konsentrasjonsleirene under annen verdenskrig. Selv om vor menneskeopfattelse ble rystet i sin grundvoll ved at høre om hvilke smerter og lidelser mennesket var i stand til at påføre sine medskabninger under påberopelse af lydighed mot audoriteten, viser Milgrams forsøg med all ønskelig tydelighed at det nok ikke er så ijernt for mange af oss som vi helst vil tro. Som Milgram påpeker, er det imidlertid stor forskjell på udføre en kommanderende offisers ordrer i krigstid og udføre en forsøgsleders ordrer. Men likhedspunktene er tross alt slående- først og fremst den omstendighed at man føler at man med rette kan skyve ansvaret fra sig og at man kan unnskylde sig med at man vil gjøre sin "plikt" - udføre den opgaven man har påtatt sig. Det vil i krigstid være mange "begrundelser" for at påføre andre smerte - f.eks. det at det tjener et overordnet formål, som audoritetene tror i siste ende er til gavn for menneskeheden. Som bekendt begrundet Hitler drapet på seks millioner jøder med sine bestrebelser på åforedle den ariske rasen, for derved at skabe en høyere sivilisasjon. Vi lever i en tid og i en verden hvor det onde synes at bli et allestedsnærværende fenomen som antar stadig stigende proporsjoner, fordi vi hører og ser mer og mer om det. Våre nyhedsmedier bringer enorme mengder vold, terror, krig og ødeleggelse ind i stuene, hvor det serveres på en måde som kan give oss begrundet frykt for at det bare blir ekstra krydderi til kaffen og Napoleonskaken. Og avslapningen etter arbeidsdagens stress kan for en stor del bli gradvis tilvenning til og fremmedgjøring overfor volds- og maktudøvelse. Men blir den det? Kan det ikke også tænkes at den økte oplysning om hvor meget primitivitet som stadig forekommer rundt om i verden og like udenfor vor egen dør, får oss til at tænke mer - kanske også over den primitivitet som kan forekomme indenfor døren, ja, inde i vor egen bevissthed? Det siste vil mange kanske svare benektende på. Vi er vant til at betrakte alt det negative, det primitive, det onde for at bli i dette kapittels terminologi, som de andres sak - noe andre har ansvaret for og som andre må ta sig af. Her må vi imidlertid nok være varsomme med at generalisere. Den omstendighed avhenger af øynene - eller rettere sagt bevissthedene - som ser -eller rettere sagt: bevissthedene som opfatter. Og hvad er det for bevisstheder annet enn bevisstheder som er like forskjellige som ansiktene som avspeiler dem. Uansett om man tar sitt udgangspunkt i et kosmisk livssyn eller man bekjenner sig til teorien om arv og miljø, er menneskenes individualitet en kjensgjerning som alle kan sludte sig til. Den kan tilsløres af audornære styre- og/eller opdragelsesformer af frykt eller angst for at føle sig udenfor gruppen, men dypest sett er vi alle forskjellige, og kosmisk sett har individualiteten rot i menneskenes forskjelligartede fortid med individuelle erfaringer. Milgrams forsøgsresultater er nok et alvorlig memento til oss som klart understreker den advarsel som også ligger i ordene: "Pass på det som står, se til at du ikke faller". Men på den baggrund at fremmane en art kollektivt mindreverdighedskompleks på menneskehedens vegne, er ikke alene ufruktbart, men i direkte motstrid med mange kjennetegn på en faktisk udvikling fra flokkbevissthed i dyrenes verden til stadig øket individualitet - en udvikling som på baggrund af massive erfaringsdannelser også tar øket fart. Det var da heller ikke alle Milgrams forsøgspersoner som fulgte audoritetene, og hvor mange hadde i det hele tatt gjort det såfremt de ikke var blitt beroliget med at "ofrene" var frivillige og at det ikke forekom vevsskader? Det var heller ikke alle tyskere som gikk ind under nazismens faner, det var ikke alle fangevoktere som deltok i tortur i nazismens konsentrasjonsleire, og det er heller ikke alle de unge menn som deltar i militærtjeneste - heller ikke hvor det er tvungen verneplikt. Individuelle holdninger og synspunker er en kjensgjerning som dog midlertidig kan tilsløres på baggrund af ytre forhold som frykt, indoktrinering, ensartet opdragelse, audoritære styreformer og annet. Men menneskenes individualitet er et voksende fenomen. Og selv om det kanske ikke direkte ser slik ud, gælder dette også menneskenes humane evner som vi vil komme mer ind på i det følgende, samt i kommende kapitler. Det ville selvsagt sprenge alle rammer hvis vi skulle komme ind på alle de teorier som eksisterer om ondskab, aggresjon og vold. Dem findes det som bekendt biblioteker af. At de fleste hver for sig kan yte et bidrag til forståelse af det ondes vesen, er det ingen tvil om, men hvor talen er om det ondes genese eller primære årsak, lider hoveddelen af en grundleggende svakhed: de bygger på den usikre antakelse at mennesket bare er produkt af arv og miljø. Det er i det hele tatt en tese som gjentas igjen og igjen i tusenvis af vitenskabelige og populærvitenskabelige verker indenfor biologi, medisin, psygologi, sosiologi og andre vitenskabsgrener, og på samme tese er tusenvis af studenter verden over blitt belært om det viktigste af alle emner: selve livet. Men beviset som skulle rettferdiggjøre påstanden, hvor er det? - Det eksisterer simpelthen ikke. Arv og miljø-teorien bør imidlertid i anstendighedens navn ytes flill rettferdighed. Den er et resultat af og har givet anledning til en mengde verdifull forskning omkring fenomenet mennesket som har vist sig aller mest udilgjengelig for vitenskabelig udforskning. Men resultatene foreligger praktisk talt udelukkende på det fysisk e område. Bevisstheden kan ikke gis en fullgyldig forklaring ud fra arv- miljø-teorien, og derfor må det være naturlig at redusere den til hypoteseplanet hvor dens endelige dom må avhenge af ytterligere forskning. I samme forbindelse er det sikkert også nyttig at lytte til Gregory Bateson, hvor han i "Ånd og Natur" (etter: "Mind and Natur", Rosinante 1984) skriver: "Vitenskab beviser ikke noe - kan kun forbedre (eller gjendrive) hypoteser". Så lenge arv-miljø-teorien bare er en hypotese - det vil sige en mer eller mindre usikker antakelse - bør den fordomsfrie (og den egenskaben burde regnes for en selvfølge i all vitenskab) forsker være åpen overfor andre hypoteser - feks. at det eksisterer en tredje faktor, en tanke som kanske slett ikke er så fjern ennå. Det skjer ikke så lite i vor tid i grenselandet mellom materialistisk og åndelig vitenskab - mellom eksoterisk og esoterisk vitenskab. I den vitenskabelige avantgarde findes det forskere som vender blikket mot den åndelige verden. I forbindelse med spørgsmålet om en eventuelt tredje faktor, skal her nevnes et åndsprodukt af Rupert Sheldrake: "A New Science of Life" (1981) (en ny vitenskabsteori om livet). Sheldrake søger her en forklaring på hvorledes levende organismers former og instinkter bestemmes og opstiller sin hypotese om formdannende felter (morphogenetic fields). Sheldrake mener at levende veseners organismer og deres atferd giver anledning til dannelse af formdannende felter, som forbinder sig med kimen til etterfølgende organismer via en prosess han kaller "morphic resonance". Tusenvis og atter tusenvis af mennesker har undret sig over hvordan den befruktede eggcelle i morens liv ved celledeling med en forbausende sikkerhed antar en ganske bestemt form, som endog er helt fantastisk hensiktsmessig -nemlig som organisme til den art den tilhører. Vi blir her presentert for et af livets store undere: feks. at den menneskelige koblingscelle via celledeling tar form som en liten menneskeorganisme. Sheldrake har ikke løst gåten, men han tar hull på den. Han innrømmer at spørgsmålet kun kan løses af teorier, som rekker langt udover naturvitenskabens rammer (s. 199). Vi møter her et eksempel på at naturvitenskaben har bruk for en åndelig vitenskab, og da samme vitenskab nettop er i full ferd med at overskride grensen for det fysisk verifiserbare, vil vi udvilsomt komme til at opleve enda flere tilsvarende eksempler i den nærmeste fremtid. La oss derfor se på hvad Martinus, som representant for den åndelige vitenskab, siger til spørgsmålet om hvordan organismer dannes i en ganske bestemt form. Svaret er ifølge kosmologien at det levende vesen i dets diskarnerte (dvs. ikke-fysisk e) tilstand er organisert som et aktivt elektromagnetisk kraftfelt af høyfrekvent, audonom vibrasjonsgrad. Ved inkarnasjonsprosessen forbinder det sig med koblingscellen og denne prosessen finder nettop sted under innflytelse af resonans (medsvingning). Det vil altså sige at det elektromagnetiske kraftfelt som representerer selve det levende vesens personlighedsstruktur, forbinder sig med den koblingscelle som det er på bølgelengde med - altså hvor det opstår resonans. Begge de to systemer: den inkarnerte personlighed og koblingscellen representerer hver for sig individuelle energikonsentrasjoner, og kommer derfor til udtrykk i helt spesifikke frekvenser og dertil svarende bølgelengder. For den inkarnerende personligheds vedkommende er det snakk om at hans/hennes evnestruktur (i Martinus' terminologi: talentkjernebeholdning og skjebnemønster), på baggrund af mange tidligere livs erfaringer, giver sig udtrykk i et helt spesifikt elektromagnetisk kraftfelt af helt spesifikke vibrasjonsgrader eller frekvenser. For koblingscellens vedkommende gælder at dens beholdning af kromosomer og gener, som jo er udtrykk for den arvemasse foreldrene har avgivet, også giver sig udtrykk i spesifikke vibrasjonsgrader. Hvor det opstår resonans mellom disse to systemers vibrasjonsgrader, integreres de, dvs. der inkarnerer den inkarnasjonsmodne individualitet. Hvordan individet fremtrer som inkarnert personlighed - altså som det nyfødte barn med en fysisk organisme og nogen medfødte egenskaber og anlegg -må man altså tænke sig er et resultat af et samarbeide mellom på den ene siden den fysisk e arvemasse, som er innkodet i gener og kromosomer, og på den annen side de egenskaber som det inkarnerte individ har tilegnet sig gjennom mange tidligere tilværelser med hele dets skjebnemønster. Og når arvemassen varierer for søsken - og selv for tveeggede tvillinger - må det ud fra en åndsvitenskabelig betraktning tilskrives at de på basis af hvert sitt skjebnemønster tiltrekker hver sine kombinasjoner af de arveegenskaber som er avgivet af faren og moren. Løsningen findes ikke indenfor naturvitenskabens teori om at mennesket bare er produkt af arv og miUø. Det findes udvilsomt en tredje faktor. Som det fremgår af det foregående, skal hermed antydes at denne tredje faktor udgjøres af intet mindre enn det levende vesens personlighedsstruktur med hele dets evnebeholdning og skjebnemønster. Den endelige og fullkomne løsning på det ondes genese forudsetter en løsning på spørgsmålet om den tredje faktor, og her vil en fortsettelse ad Sheldrakes spor, i kombinasjon med tanker om reinkarnasjon og prosessene deromkring sannsynligvis kunne medføre øket avklaring. Menneskenes medfødte nysgjerrighed og tendens til at forske må gradvis føre til en integrasjon af åndelig og materialistisk vitenskab. Sheldrake, Capra, Bateson, Bolirn med flere er sannynligvis kun de første frontkjempere. At menneskene har tendenser til i ord og handling at skade hverandre og andre medvesener, er en uomstøtelig kjensgjerning. Det er også en - om enn ganske nedslående - kjensgjerning at mennesket er den eneste dyreart som dreper artsfeller (enkelte gnagere unntatt). De egentlige dyr kjemper nok for at opnå dannelse af hierarki og fastslå hverandres plass i dette hierarki, men de dreper ikke indenfor sin egen art. På forskjellige måter - ved hjelp af pasifiseringsbevegelser eller signaler til underkastelse (f.eks. fremvisning af en svak legemsdel eller bortvending af tenner eller klør), viser det overvunne dyr at det avfinder sig med en lavere plass i hierarkiet, hvilket den seierende part aksepterer. Er vi egentlig overhodet i stand til at forestille oss hvilke oseaner af blod som ville vært spart hvis vi mennesker hadde hatt mot til at ta lærdom af disse våre yngre brødre i udviklingen? Dyret er nok aggressivt, da det er dets naturlige middel til overlevelse, men det er ikke destruktivt for destruksjonens skyld. Tvertimot har territorialritualer til formål at begrense destruksjon. Dyr som våger sig ind på det område en artsfelle har gjort til sitt territorium, blir jaget bort - ikke drept, hvilket historien viser at menesket hyppig har gjort ved grenseoverskridelser. Territorialritualer og -kamper er derfor naturens hensiktsmessige måde at dele ressursene på. Ikke noe egentlig dyr finder nytelse i grusomhed. Dyret forlenger ikke det overvunnede dyrs dødsprosess, som det er mange eksempler på at det dyriske menneske har gjort. Nogen vil her hevde at kattens lek med musen svarer til sadisme hos mennesket, men sammenligningen holder ikke, idet denne leken nærmest er en slags arbeidstrening. Katten øver sig i at springe frem og stanse musen når den forsøger at komme unna - et mønster man kan se maken til når katten feks. leker med et garnnøste. Disse sammenligningene faller altså ikke ud til menneskets fordel. De reiser et spørgsmål af paradoksal natur: hvad er baggrunden for at vor klodes høyest udviklede dyr (det såkalte menneske) udfolder de mest primitive og bestialske handlinger overfor hverandre? (Dette er sagt i håp om at de egentlige dyr kan tilgi udtrykket bestialsk, som betyr dyrisk!) Fra psygologisk hold kan man bl.a. henvise til frustrasjons-aggresjons- hypotesen (fremsatt i "Frustration and Aggression" af Dollard, Doob, Miller, Mowrer og Sears, 1939). I all korthed går hypotesen ud på at frustrasjon, som skal forstås som en situasjon som midlertidig eller varig blokkerer et individs målrettede atferd, vil ha tendens til at skabe aggresjon. Er vi veldig optatt af en målrettet aktivitet og mer eller mindre pludselig bremses, vil impulser af større eller mindre styrke til aggressiv udfoldelse veldig hyppig melde sig, hvad langt de fleste etter all sannsynlighed har erfaringer for. Hypotesen skal ses i sammenheng med frustrasjons-regresjons-hypotesen som er fremsaff af Barker, Dembo og Lewin i "Frustration and Regression an Experiment with Young Children" (1941). Ifølge denne hypotese som minder om (og supplerer) den ovennevnte, vil frustrasjon ha tendens til at fremkalle regresjon, dvs. tilbagevending, til mer primitive og tidligere innlærte reaksjonsmønstre som jo også kan være aggresjon. Hypotesen bygger på undersøgelser hos barn, men kan også - om enn i mindre udstrekning - overføres til voksenatferd. Naturligvis kan man ikke generalisere ud fra de nevnte hypoteser - bl.a. kan de nevnte reaksjonsmønstre (aggresjon og regresjon) være hemmet af frykt eller hemmende opdragelse, men de beskriver udvilsomt nogen mønstre som er almindelige i de flestes hverdag. Det er imidlertid kun snakk om beskrivelser -ikke forklaringer. Det samme gælder stort sett de tidligere nevnte psygologiske teorier og de mange andre om vold, terror, aggresjon og tortur som fyller hyllene i bibliotekene. Har menneskets adferd røtter i tidligere tilværelser, siger det sig selv at en fullgyldig forklaring på deres årsaker ikke kan opnås ved nokså grundige iakttagelser bare af dets nåværende atferd. Ifølge kosmologien skal all adferd ses på baggrund af tidligere tilværelsers erfaringer - såvel de negative som de positive. Hver enkelt af oss kan stort sett ikke handle meget annerledes enn vi rent faktisk gør her og nå, ettersom vi ikke har tilstrekkelig rotfestede erfaringer til mer. Sant nok har vi nok alle erfart at vi gang på gang foretar negative handlinger, som vi i ettertid mindes at vi tidligere har udfoldet - sannsynligvis med samme negative resultater som det aktuelle. Men det viser kun at konsekvensene af den pågældende feilhandling ikke var tilstrekkelig grundig rotfestet i bevisstheden. Det er på slike handlinger at udtrykket "dåren vandrer trygt, der hvor englene ikke tør gå", har sin fulle berettigelse. Det siger sig selv at intet menneske kan handle ud fra erfaringer det først vil høste i fremtiden - enten denne fremtid er morgendagens eller et fremtidig fysisk livs. Med hensyn til de tidligere nevnte atferdsformer af sadistisk natur, som gør at mennesket på sørgelig vis atskiller sig fra de egentlige dyr, nevner Martinus at de er resultater af "djevelbevissthed” - et fryktelig skremmende udtrykk som krever nærmere forklaring. Hvad forstår Martinus da ved djevelbevissthed? Djevelbevissthed er udtrykk for den spesielle bevissthedskombinasjon som skaber muligheder for at selve det onde kan komme til kulminasjon, hvilket igjen er et uunngåelig stadium i det levende vesens udvikling fra primitivitet til større modenhed. Dette stadium opstår der hvor jordmennesket stadig har en hel del af den dyriske egoisme i behold, men samtidig har udviklet en ganske høy grad af intelligens som bare ennå ikke er fulgt op af en tilsvarende grad af human udvikling. Dyrets indebyggede våpen som tenner, klør og lignende er blitt avløst af intelligens, som gør det mulig for det på dets nåværende stadium at øke drapskabasiteten til gigantiske høyder og foreta mange raffinerte former for livsnedbrytende aktiviteter. Virkningene af de enorme mengder af drapsudfoldelse - og her først og fremst de skjebnemessige virkninger - vil imidlertid gradvis humanisere menneskeheden, hvorved fruktene af "det ubehagelige gode" kommer til syne. Det findes altså ikke nogen eksisterende kraft eller makt af satanisk karakter udenfor Gud - en djevel som kjemper mot den allkærlige Gud. Det "djevelske" eksisterer i individets bevissthed på et stadium i dets udvikling mot større modenhed. Og spør man her om ikke Gud på den måten har ansvar for det onde som hans medskabere (og det er oss alle) udfolder, blir svaret bekreftende. Gud har også ansvaret for den siden af livets mangfoldige udtrykksformer som er omtalt her. Uden denne kontrast til kærlighed, humanitet og velvære ville heller ikke kærlighed, humanitet og velvære ha reell eksistens. Livet ville gå i stå. Liv er udtrykt ved bevegelse - bevegelse i avstand, og bevegelse i tilstand. Ingen bevegelse kan etableres såfremt det ikke eksisterer kontraster, hvorimellom bevegelsene kan finde sted. Ingen bevegelse kan finde sted fra et sted til det samme sted - fra en tilstand til den samme tilstand. Ikke-bevegelse er lik død. Kunne man derfor tænke sig at den allkærlige Gud avskaffet alt det som gør ondt i verden, ville han/hun samtidig avskaffe alt det som gør godt - alt det behagelige, og Gud var derfor ikke lenger allkærlig og dermed ikke Gud. En evig tilstand af sol, velvære, behag ville i lengden bli et uudholdelig helvete - bortsett fra det umulige i denne fantastiske tanke. Livet ville være uden dets inderste kjerneelement - selve kontrastprinsippet, uden hvilket enhver form for liv er uden mening - ja, uden eksistensmuligheder. Hvad er det da for et stadium som nødvendiggjør så blodige tilstander som den djevelske bevissthed resulterer i? Det er selve dommedagsepoken, hvor fårene skulle skilles fra bukkene - eller det gode fra det onde. Denne atskillelsen er vi midt i. Vi ser klart at kontrastene trekkes skarpere og skarpere op - polariseringen mellom det onde og det gode økes dag for dag. Det udfoldes stadig mer og mer af det onde, men samtidig også mer af det gode i form af sosial omsorg, hjelp til u- land, osv. Ifølge Martinus er alt dette opfyllelse af Bibelens dommedagsspådom, hvor fårementaliteten og bukkementaliteten skulle skilles med det guddommelige formål at menneskene skulle lære at skjelne godt og ondt. Og hvorledes skulle det være mulig at komme frem fil denne skjelneevne med mindre det gode og det onde presenteres for oss? Resultatene vil bli en ny mennesketype - nemlig selve mennesket med menneskelige kvalifikasjoner og medmenneskelige følelses- og atferdsformer. En åndelig mudasjon. Men hvad med makttendensene, sjalusien, konkurransementaliteten, tilbøyeligheden til at albue sig frem i samfunnet - er det ikke nærliggende at udpeke dem som årsaker til ondskab, destruksjon, ja, kriger, mellom organisasjoner og mennesker, samt de mange kriger på det storpolitiske plan? - Jo, det er riktig at disse tilstander giver anledning til lemlestelse, blodsudgytelse og alt det vi normalt betegner som det onde. Men ud fra en kosmisk livsanskuelse er det ikke tale om de primære eller egentlige årsaker. De ligger langt dypere i den menneskelige personlighed, hvor de skal søges i nogen hittil upåaktede strukturer som spiller en avgjørende rolle for våre atferdsmønstre og hele fremtreden som sosiale personligheder. Det tænkes her på Martinus' omfattende analyser over de seksuelle poler )* og den gradvise forskyvning som finder sted i deres innbyrdes styrkeforhold. Som komplementære krefter eksisterer det i ethvert levende vesen både en aktiv eller avgivende drift som indenfor kosmologien benevnes "det maskuline prinsipp", og en mottagende under navnet "det feminine prinsipp". Tilstedeværelsen af begge poler i hver enkelt organisk struktur er livsbetingende, idet all livsoplevelse som bekendt består i avgivelse og mottakelse af energi. Styrkeforholdet mellom de to poler er imidlertid vidt forskjellige fra organisme til organisme. Hvor det feminine er i overvekt, fremtrer individet som hunvesen, mens det ved den motsatte konstellasjon er snakk om et hanvesen. For de rene hanveseners vedkommende som vil sige hanvesener hvor den feminine pol er latent, resulterer de maskuline krefters overveldende dominans i en lykkebetingende hunger etter en sammensmelting med hunvesenet og omvendt. Og samtidig er deres organismer så viselig innrettet at denne dragning giver de levende vesener inkarnasjonsmuligheder, hvorved reinkarnasjonskretsløpet oprettholdes og fortsatt udvikling muliggjøres. Det enpolede vesen - dvs. det rene handyr og det rene hundyr - er hver for sig kun et halvt vesen når det' betraktes ud fra et kosmisk perspektiv, og derfor dras det mot helhedsoplevelse. Dette opnås ved sammensmeltning med et vesen af den motsatte polkonstellasjon, hvilket indebærer den høyeste grad af velvære. Men da sikringen af denne lykkeoplevelse er en livsbetingende motvekt mot hverdagens barske realiteter, blir dette at eie objektet for denne lykkeoplevelse et altdominerende behov for det rent enpolede vesen. Og her har vi roten til eiendomsbegjæret, og dermed de makttendenser som følger i dets kjølvann -herunder ikke minst nasjonalisme og andre former for gruppeegoisme. Men mens det motsatte kjønn derfor er gjenstand for det enpolede vesens sterkeste sympati, må dets eget kjønn selvsagt bli gjenstand for motsatt rettede følelser. Kjønnsfellene må naturligvis også føle tiltrekning til det motsatte kjønn, og derved blir de konkurrenter, medbeilere - og dermed gjenstand for sjalusi og fiendskab. I den enpolede personlighedsstruktur ligger derfor ifølge Martinus spiren til den ondskab i verden som vi daglig møter, ikke alene i form af sjalusi og fiendskab, men også i dets videre konsekvenser som maktbegjær, lemlestelse, konkurranse, krig, mentalt mørke. Overordnede krefter i det levende vesens personlighed bevirker imidlertid at en forvandling gradvis finder sted fra den udpregede enpolede struktur på det rene han- og hundyrs stadium, og frem mot det dobbeltpolede og dermed høyintellektuelle menneske på nivå med Buddha, Jesus og andre verdensgjenløsere (= Messiasvesener). Denne polforvandlingsprosess som foregår over millioner af år, er vor tids mennesker midt i. Den finder sted ved at den feminine pol, som hos det rene handyr oprindelig var latent, vekkes og begynner at vokse, mens det tilsvarende finder sted med den maskuline pol for det rene hundyrs vedkommende. Gradvis endres personligheden i retning af det fullendte menneske. Og dermed avløses den enpolede eller egoistiske, eiendomsbegjærende "kærlighed" etter hvert af den dobbeltpolede kærlighed som er uselvisk, frigivende og betingelsessløs. Det er på dette trinn snakk om ekte altruisme eller nestekærlighed, som ikke er betinget af et tilhørsforhold til en enkelt person af det motsatte kjønn, men som gælder alle. For det et individ er som menneske, er han/hun i kraft af innflytelsen fra den motsatte seksuelle pol i dets personlighedsstruktur. Parallelt med denne udvikling øver skjebne- eller karmaloven sin innflytelse. De mange lidelser som den enpolede struktur i kraft af en udpreget egoistisk og maktbetont innstilling nødvendigvis vil påføre dets omgivelser, vender tilbage til dets ophav og dermed udvides hans/hennes erfaringsmateriale til fordel for øket humanitet og menneskelig modenhed, og dermed evnen til at anvende intelligensen i livsfremmende øyemed. Og hermed er viten erstattet af visdom. Af denne ytterst summariske gjengivelse af nogen særdeles viktige analyser i Martinus' kosmologi, vil det forhåpentlig fremgå at roten til det onde ligger i den enpolede struktur, men at denne gradvis udvikler sig i retning af stigende dobbeltpolethed. Og dermed blir dyret menneske. Egoismen avløses af nestekærlighed som er en like så integrerende del af den dobbeltpolede personlighedsstruktur som egoismen er af den enpolede. Det riktige menneskerike grundlegges på den jord som ennå vrir sig i smerte over virkningene af den enpolede tilstand. Sammenfattende om det ondes genese må man ud fra en kosmologisk livsanskuelse fremheve at nok giver de forskjellige psygologiske teorier et verdifullt bidrag til løsning af de ytterst vanskelige problemer omkring det onde, men de fleste af de anførte "årsaker" må i det kosmiske perspektiv reduseres til mellomårsaker, eller udløsere af virkninger hvis inderste årsak ligger dypere. Det er riktig at fremtredende forskere som f.eks. Sigmund Freud og Konrad Lorenz fremhever det medfødte potensiale, og for Freuds vedkommende er det likhedspunkter mellom hans teori om livs- og dødsdriften på den ene siden, og Martinus' analyser over menneskets to sinn: et menneskelig og et dyrisk på den annen side. Men det er dype forskjeller ved roten, idet begge de førstnevnte teorier hviler på Darwins seleksjonsteori, som er af rent materialistisk observans, mens Martinus derimot tar sitt udgangspunkt i det levende vesen som en evig realitet hvor det åndelige aspekt som noe avgjørende tildeles en primær rolle. Med hensyn til menneskenes maktbegjær kan det føres tilbage til dets eiendomsbehov, som igjen har røtter i det levende individs enpolede personlighedsstruktur. Som virkninger af dette opstår maktkamper, sjalusi, konkurranser og kriger. Alt dette skal likeledes ses under den synsvinkel at mennesket på dets nåværende udviklingstrinn stadig har en ganske god del af dets arv fra dets egne tidligere tilstander som egentlig dyr i behold. Det medfører at en mengde aggressive tendenser som raseri, hissighed og angrepslyst hyppig optrer som rene audomatfunksjoner når betingelsene er tilstede, hvor den omtanke som skulle ha ledet aggresjonstendensene ad mer fruktbare kanaler, først optrer etter at ulykken er skjedd. Forklaringen er naturlig: for dyret er aggresjon og eventuelt raseri livsbetingende egenskaber, og uden disse ville det simpelthen gå til grunde. Gjennom millioner af ål. har disse aggresjons- og forsvarsaktiviteter fungert audomatisk. Vi har her den egentlige baggrund for at de til en viss grad stadig sitter "i ryggmargen på oss, selv om vi eventuelt avskyr dem og af beste evne prøver at frigjøre oss fra dem. Men at det ikke uden videre kan gjennomføres med hell på et enkelt stakket liv, taler hverdagens mange eksempler sitt dystre språk om. Den første betingelsen for at nå et resultat er ønsket om at slippe dyret i mennesket, og dette ønske er selvsagt tilstede i en hurtig voksende del af menneskeheden, noe som ikke minst de mange udviklingsfremmende tiltak bærer vitnesbyrd om. Problemet er at evnene ikke skabes med samme hastighed som ønsket om evnenes udvikling. På treffende måde er det som bekendt udtalt af Paulus, som sa: "... fordi det gode som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde som jeg ikke vil, det gør jeg" (Paulus' brev til Romerne kap. 7, vers 19). - Det er menneskehedens mentale situasjon i et nøtteskall, og en hovedårsak til de mange psygiske lidelser vi sleper rundt med. Paulus' problem - Paulus- komplekset - er et problem for oss alle, så lenge våre evner ennå ikke har innhentet våre inderligste ønsker om human udvikling. Uansett hvad vi ønsker at lære, er ønsket - eller behovet - kun den igangsettende fase. Deretter kommer en mer eller mindre lang og besværlig trenings- eller øvefase. Når det ferdige stadium er nådd, når evnen er innøvet til fullkommenhed og ønsket dermed opfylt, er naturligvis et spørgsmål om hvilken evne det dreier sig om og hvor stor innsats som investeres. Men hvor talen er om at vri halsen om på vårt Paulus-kompleks, siger det sig selv at det ikke bare er et spørgsmål om nokså mange år, men selvsagt mange fysiske liv. Operasjonen er dobbelt: en dyp, rotfestet draps- og aggresjonstendens som nettop har dype røtter fordi den gjennom millioner af år har vært livsbetingende, skal nedbrytes eller slettes af vårt vanemønster, og en ny - nemlig den humane evne - skal innlæres. Kærlighed er et spørgsmål om evne - en evne som selvsagt kan innlæres af alle, men det krever tid og - åh, så meget tålmodighed. Det må imidlertid være en trøst for de af oss som føler sig i Paulus' situasjon - og hvem gør ikke det? - at selv om det her er snakk om en evne, som vel er menneskehedens største behov, så er den like vanskelig for alle. Den læres ikke uden nederlag og skrammer - fysisk som - og ikke minst: mentalt; men lidelsene, som det korrigerende aspekt, er våre forbundsfeller. Selv om alle aspekter af spørgsmålet om hvorfor vi udfolder det onde naturligvis ikke kan tas med i en kort fremstilling som denne, bør dog kort nevnes de mange skadevoldende handlinger som er resultater af vor begrensede sansehorisont. I vor bedømmelse af hverandre er vi udvilsomt hildet i en af tilværelsens farlige illusjoner. Det tænkes her på den illusjon som er resultatet af vor perspektiviske opfattelse af omverdenen, og som resulterer i at vi tror at vi ved hjelp af våre sanser presenteres for absoludte realiteter, hvor sandheden jo er en ganske annen, nemlig at vi sanser forhold. I prinsippet er vi alle i samme situasjon som gudten i første klasse som ser noe stort og ophøyet i kameratene i 2., 3. og 4. og høyere klasser, fordi disse kan mer enn han selv, mens det motsatte er tilfellet med barna i barnehaveklassen – og disse vurderinger endres etter hvert som hans vurderingsgrundlag endres. Våre vurderinger af hverandre hviler på noe som usikkert som forholdet mellom relative størrelser. Vor opfattelse af vor neste er avhengig af vor egen innstilling til livet, og derfor er vor bedømmelse samtidig en bedømmelse af oss selv, nemlig vårt eget relative vurderingsgrundlag. Da vi ikke som det kosmisk bevisste menneske er i stand til at vurdere ud fra et absoludt grundlag, vil våre vurderinger af andre inntil videre være udtrykk for hvordan vor egen personlighed reagerer overfor disse andres personligheder, og kan derfor ikke være udtrykk for objektive sannheder. At det i tidens løp er ofret spannevis af blod, svette og tårer på den relative opfattelses alter, er det neppe tvil om. Og det gælder såvel på individplan som i sosiale og nasjonale sammenhenger. Religiøse og politiske stridigheder på alle nivåer bærer vitnesbyrd om dette. Ud fra en kosmologisk livsanskuelse kommer man imidlertid naturlig til den antakelse at tilværelsens korrigerende aspekt vil medføre de riktige virkninger. Konsekvensene af våre feilhandlinger i det store som i det små vil gradvis lære oss at være mer varsomme med våre vurderinger af hverandre. - Guds mølle maler langsomt, men den maler. Kapittel 11. Den åndelige situasjon for det moderne menneske. Den vestlige verden har i løpet af de seneste århundrer vært vitne til en forsert intellektuell udvikling som først og fremst har avspeilet sig i en voldsom ekspansjon indenfor materiell forskning, teknologi og kommunikasjon. På baggrund af et stadig stigende behov for informasjon er det bygget op en mengde forskningssentre, læreanstalter og skoler. Menneskenes inspirasjonskilder er i vor tid først og fremst af intellektuell art. Det er imidlertid et tankekors for nevnte periode at tross et stigende behov for viten, er det ikke gjennom kirken dette behov er søgt tilfredsstilt. Snarere tvert imot. Parallelt med den intellektuelle og materielle kunnskabsvekst er behovet for at hente inspirasjon i f.eks. den danske folkekirke klart dalende. Det ga f.eks. en markant religiøs skikkelse som den tidligere formann for Indremisjonen, Christian Bartholdy (1889-1976), anledning til kort før sin død at udtale at "folkekirken synger på sitt siste vers". Tross en trofast og iherdig innsats fra folkekirkens prester, er mange - ikke minst unge - mennesker i den situasjon at det dogmatisk-kristne verdensbilde samt kirkens formelle og audoritære gudstjenester ikke siger dem noe særlig. Folkekirken er kort sagt ved at miste inspirasjonsverdi i store kretser af befolkningen. Dogmene virker usannsynlige, ulogiske og ude af stand til at tilfredsstille et voksende behov for logikk. Kanske er folkekirken virkelig ved at smuldre. Men hvad blir da resultatet, hvis en tidligere sterkt rotfestet og kulturskabende institusjon som folkekirken helt mister sitt tak i befolkningen? Ja, hvad er det vi ser omkring oss? Er det ikke en menneskehed som er rotløs, en menneskehed uden åndelig ståsted, en menneskehed som er et lett bytte for nevroser, psygoser og andre psygiske lidelser? Aldri før har det vært så mange psygiske lidelser, selvmord, ovei4yylte psygiatriske klinikker, hospitaler osv. – Nok har det materialistiske verdensbilde brakt menneskeheden en mengde tekniske goder som vi nødig vil være foruden, men fred og harmoni i sindet er ikke blitt resultatet - tvert imot: den materialistiske Gud, som skulle give menneskene erstatning for den barndommens Gud han har forlatt, har totalt sviktet ham hvor det er snakk om tilfredsstillelse af et åndelig behov. Denne udviklingen synes ikke at åpne særlig beroligende perspektiver, da man jo ikke kan forvente at intelligensen fremover får mindre innflytelse på menneskenes åndelige liv. Snarere tvert imot. Da det er den som er det forstyrrende element i menneskenes gudsforhold, må man vel forvente at dette forhold blir enda mer forstyrret fremover? Med en kosmologisk livsanskuelse som baggrund må svaret bli at nok er intelligensen et forstyrrende element i menneskenes gudsforhold på et visst trinn i udviklingen, men det vil sannsynligvis endre sig. Det betyr ikke at menneskenes intelligens vil avta i styrke - snarere det motsatte, men i kjølvannet af den ophopning af smertevoldende erfaringer så vel af fysisk som psygisk art som menneskene i vor tid høster, vil de humane evner som i vor tid halter hjelpeløst bag etter intelligensudviklingen, gradvis innhente de intellektuelle evner og mer avbalanserte mennesketyper vil se dagens lys. Vor kirkes dilemma ligger ikke, som almindelig antatt, først og fremst i dens formaliteter og kjedelige gudstjenester, men i menneskenes avtagende trosevne. Tro er nemlig ikke som mange også mener, et spørgsmål om at sette sin vilje ind på feks. at tro på et eller annet dogme. Tro - i betydningen: ta for sant - er en evne; forøvrig en evne som af naturlige årsaker går særdeles dårlig i spann med intelligens. Den forserte intelligensudviklingen har derfor en tilsvarende degenerasjon af trosevne til følge. Man kan nemlig ikke kreve at folk skal tro for at bli frelst, hvis de ikke kan tro fordi det de skal tro på lyder usannsynlig. Når Ludher således fremhevet at menneskene frelses ved tro og ikke ved gjerninger, så ville det ikke se særlig godt ud for menneskene hvis det var den endelige sandhed, for trosevnen er dalende - nettop som et resultat af den voksende intellektuelle udvikling og de dermed stigende krav til dokumentasjon og logikk. Dette er imidlertid, ifølge Martinus, bare en fase i udviklingen - en fase hvor menneskene forlater dogmetroen til fordel for selvstendig tænkning. Det er nok en fase som giver en mengde mentale knuffinger, men til gjengjeld også en fase som giver en mengde verdifulle erfaringer på intellektuelle og følelsesmessige områder, hvoretter mennesket gradvis vil tre ind i en ny fase hvor det vil opnå et dypere og mer intimt gudsforhold enn det noensinde har hatt; men det blir på en annen og langt mer personlig måde. Gudsforholdet vil gradvis ophøre at bygge på trosevnen, som etter hvert helt vil forsvinde. Det blir et gudsforhold som er frigjort for ritualer, tilbøyelighed til personforgudelse og den slags elementer som ennå en tid kan forventes at holde liv i trosevnen. På baggrund af de mange lidelser menneskene oplever - ikke minst i den åndelige udviklings materialistiske fase - skjer det en foredling af menneskenes følelsesliv. Derved opstår den harmoniske balansetilstand mellom intelligens og følelse som gradvis medfører at den menneskelige bevissthed blir mottakelig for innslag fra en ny og høyere erkjennelseskilde: intuisjonen. Derved opstår muligheder for et intimt gudsforhold på høyt plan; idet den intuitive sanseevne giver adgang til at opleve Guds grund-natur som identisk med en altomfattende og alttilgivende kærlighed, akkurat som det åpnes for direkte sansning af de kosmiske lover og prinsipper som er Guds vesen. Gudsbegrepet blir gjenstand for direkte erkjennelse og livsmysteriets løsning blir tilgjengelig for det enkelte menneske. Denne åndelige udvikling er på genial måde symbolisert i lignelsen om den fortapte sønn. Han forlater den trygge forbindelse med faren og søger ud i materialismen. Her giver han slipp på hele sin arv af tillærte dogmer, vaneforestillinger, moralske læresetninger osv. osv. Han vil selv gjøre erfaringer. Men det koster lærepenger. Da han kommer helt ud i materialismens ytterste mørke, hvor han må spise sammen med svinene, melder den ydmykhed sig som gør at han ikke lenger tror på den golde materialisme, men vender blikket mot Gud (kap. 6-7 i Martinus: "Bønnens mysterium"). Det har imidlertid skjedd meget med ham og han er derfor ikke den samme sønn som i sin tid forlot faren. I kraft af sine kamper med materien har han lært en hel masse om logikk, konsekvens, kausalitet osv. Han er blitt et logisk innstilt menneske, et menneske som ikke lenger kan bygge sin tilværelse på trosevnen, fordi den simpelthen er degenerert hos ham. Han krever nå dokumentasjon, logiske analyser, saklighed. Erfaringene i kampen med den gjenstridige materie har gjort at han ikke lenger er tilgjengelig for massesuggesjon, han vil ikke kunne delta i personforgudelse og er nå ude af stand til at godta postulater og dogmer som han tidligere kunne akseptere, bare de ble fremført af personer med høy audoritet. Samtidig har nederlagene i den materielle verden gjort ham ydmyk, og lidelseserfaringene har foredlet hans følelsesliv. Han er i stand til at lide med andre, han føler andres lidelse og forstår dem fordi han selv har vært igjennom det samme. På denne baggrund er det ikke blott og bar kunnskabsophopning som karakteriserer hans personlighed, men visdom. Martinus benevner dette menneske som det "høyintellektuelle menneske", og han viser hvordan dette menneske gradvis vil være i stand til at åpne sin bevissthed for innslag af en erkjennelsesevne som åpner for en helt ny dimensjon: en kosmisk dimensjon. Det menneske som gjennom lange og seige kamper med den materielle verden har ervervet en klar logisk evne, et kærlig og tolerant sinn og en ydmyk innstilling vil bevege sig mot den fase hvor det åpnes for den kosmiske bevissthed. Han er den fortapte sønn på det stadium når han - mett af materien, men også belært af den - besludter sig for at vende hjem til sitt faderlige ophav. Vi ser her at den fase i menneskenes udvikling som med hensyn til åndelig udvikling ofte nedvurderes, den materialistiske fase, har sin meget viktige misjon. Og det er ikke bare med hensyn til at skaffe oss arbeidsbesparende maskiner, behagelige boliger og andre goder, forkorte avstander, bringe nyhedene ind i stuen osv. osv. - altså de mange tekniske goder. Den har i høy grad også sin misjon med hensyn til menneskenes mentale udvikling. Kampen med materien og de mange nederlag denne kamp nødvendigvis må medføre, så lenge vi tror på materien, vil gradvis skabe den ydmykhed som gør at mennesket med åpent sinn vender sig mot Gud. Gjennom naturvitenskaben og våre kamper med at "gjøre oss jorden underdanig" lærer vi dessuden at tænke logisk; ved mentalt og fysisk at anstrenge oss for at overvinde materiens bastante motstand, tvinges vi ind i eksakt, logisk tænkning - og denne ytterst verdifulle evne får vi også bruk for i vor søgen etter at forstå de åndelige lover og prinsipper - i vor søgen etter Gud. Fordi de åndelige lover og prinsipper er logiske. Har vi ikke i våre kamper med den materielle verden lært at tænke logisk, vil vi aldri kunne forstå logikken på de åndelige områder. Og vi vil aldri bli i stand til at fornemme den universelle grundtone, som er kærlighed. Fordi ekte kærlighed er identisk med sann logikk. Martinus skriver om dette: "Enhver skabelse, som er hundre prosent logisk, er tilsvarende hundre prosent fullkommen. Ved en fullkommen skabelse må man her forstå en forandring af materien eller en sammensetning af denne i en slik form at den i sitt sludtfasit blir til glede og velsignelse for levende vesener. Det er det som er den oprindelige mening med enhver skabelse. ---- Kærlighed og logikk blir derfor i virkeligheden identiske" (M.: "D.t.T.-L.B." VI, stk. 1954). Nok startet vi dette kapitlet med at skissere nogen særdeles dystre sider ved det moderne menneskes åndelige situasjon, men også denne situasjon har en annen side - en side som peker fremover. For krisesituasjoner behøver ikke bare at være af det onde. Ofte virker de som sunde udfordringer til en fruktbar fornyelse. Den åndelige krisesituasjon - erkjennelseskrisen, opløsningstendensene i folkekirken, den åndelige forvirring osv., er tegn på at tradisjonelle tankebaner tas op til revisjon. Man søger nye veier. Vi oplever da også en mengde alvorlig søgende mennesker - ikke minst blant ungdommen. Unge mennesker som tar avstand fra audoritetstro, og som søger annet og mer enn blott og bar materialisme, som søger en mening med tilværelsen, som ønsker at komme godt ud af det med hverandre, men som samtidig har et intellektuelt behov. Deres trosevne er avtatt, de ønsker selv at erfare og derfor prøver de sig frem i mange forskjellige retninger. Hvor det foregår med ansvarsfølelse og uden bisarre overdrivelser, er det snakk om et sundhedstega, for i det lange løp er det de personlige erfaringer som teller. Som det fremgår af de foregående kapitler, skal menneskehedens fremtid ud fra en kosmisk livsanskuelse også betraktes som det enkelte menneskes. Og hvorledes kan man da tænke sig at den vil forme sig? I en vurdering af våre fremtidsmuligheder må vi ta udgangspunkt i nåtiden. Betrakter vi verdenssituasjonen af i dag, får vi et bilde som mest treffende kan karakteriseres med ord som kaos, forvirring, egoisme, angst. Jordkloden er i dag skueplass for angst, nød og elendighed i illevarslende målestokk. Fra halvparten til to tredjedeler af jordens befolkning lever på eller under eksistensminimum, og når u-landshjelpen fra de mer velbergede land først og fremst glimrer ved sin udilstrekkelighed, må det ses under den synsvinkel at det stadig oprettholdes et økonomisk system som ikke alene forhindrer en lik fordeling af godene, men som endog bevirker at forskjellen mellom velstandskonsentrasjoner og fattigdom stadig økes. At den samme verden lever i permanent krigstrussel må på denne baggrund anses for en naturlig konsekvens. Gang på gang opstår nye, farlige brennpunkter som når som helst kan blusse op og bringe verden på randen af en total konfrontasjon. Nok foregår det udallige avrustningsforhandlinger og foretas storpolitiske sjakktrekk som med mellomrom medfører midlertidig avspenning, men egentlig fred er det ikke snakk om. Den ene halvpart af jordens befolkning lever i realiteten i en permanent dødelig angst for den annen - og vice versa. Uden sidestykke i historien er det bygget op en makt - eller terrorbalanse, hvori gigantiske økonomiske interesser er sterkt implisert. Det må derfor mane til ettertanke når en kendt amerikansk fredsforsker som Theo F. Lentz i sin bog: "Vi overlever hvis vi vil" skriver: "Krig er blitt den beste forretning i verden". Krig er blitt et ledd i forbrukersamfunnet - det er i sig selv et forbruk. Vi bør her ha i frisk erindring de økonomiske interesser som også - og ikke minst -ligger i den iskalde krig som oprettholder verden i en tilstand på terskelen til det helt store krigsudbrudd og samtidig virker som lokomotiv for materialistisk vitenskabelig forskning. Ud fra kosmologien kan menneskehedens nåværende situasjon karakteriseres som en paradoksenes fase i udviklingen. Martinus beskriver det rammende i "Menneskehedens skjebne" (s. 10): "Den (menneskeheden) eier umåtelige rigdommer, men lever i fattigdom. Den har umåtelige enæringskilder, men sulter. Den råder over overordentlige betingelser for udvikling af varme, men fryser. Den har de mest glimrende betingelser for sundhed, men representerer et udall af sygdommer. Den er i besittelse af umåtelige "hestekrefter" eller midler til åla elementene arbeide for sig, men spiser ennå i sitt ansikts sved sitt brød. Den har regjeringer, ministere, presidenter, konger og diktatorer, men lever i kaos og mørke. Den har kirker, templer, profeter og verdensgenløsere gjennom hvilke det store bud: "elsker hverandre" ---- i årtusener er blitt forkynt som veien til livet, men ikke desto mindre representerer den genialiteten i frembringelse af mordinstrumenter eller krigsmateriell." Og som et ekstra paradoks kunne man passende tilføye: Menneskeheden ønsker af hjertet fred, men iler til med at skabe krig. Hvad skal da redde menneskeheden ud af denne situasjonen? Spør man folkekirken, blir svaret: Guds nåde, som den formidles gjennom Jesu stedfortredende lidelse. Det er imidlertid en kjensgjerning at dette "frelsebudskab" ikke i vor tid i tilstrekkelig omfang bringer trøst til de tørstende sjeler, og som inspirasjonsfaktor for endring af menneskehedens nåværende kaotiske situasjon kan det kun bli snakk om en klar fallitterklæring. Det er det dog ikke noe unaturlig i. Hvorledes skulle man tænke sig at et enkelt menneskes død - den være sig nokså pinefull - skulle være konsekvensen af hele menneskehedens samlede sum af feilhandlinger (af folkekirken kalt synder)? Og hvorledes skulle man forestille sig at menneskene kunne udvikles i retning af større evne til at følge Jesu eksempel, hvis vi kunne fritas for konsekvensene af våre umodne handlinger ved at la et vrangbilde af en Guddom legge dem på et uskyldig menneskes skuldre? På den måten ville all udvikling i humanitet selvsagt gå uhjelpelig i stå. Såfremt man kunne sladre, bagtale, lyve om sin neste uden konsekvenser, ville den sosialt nedbrytende sladre-, bagtale- og lyvetendens aldri ophøre. Og likeledes med alle de andre mindre heldige sider i vor jungel af en bevissthed. Konsekvensen ville bli at all human udvikling for alltid måtte slettes af menneskets ønskeseddel og Guds skaberprogram, akkurat som all menneskelig optimisme måtte konverteres til deprimerende pessimisme. En guddommelig styrelse etter prinsippet om Jesu stedfortredende lidelse ville ikke være en kærlig Gud verdig - ja, kunne selvsagt ikke ha noe med kærlighed at gjøre, men måtte naturlig tilskrives krefter af direkte motsatt observans. - En ufortjent nåde er ikke kærlighed, da den fratar mennesket ansvaret for sine egne handlinger; og kærlighed uden ansvarsfølelse har intet med sann kærlighed at gjøre. På den baggrund må man stille spørgsmålstegn ved hvorledes et så unaturlig dogme i det hele tatt har fået innpass i vor gamle folkekirke - eller, hvad som er nokså besynderlig: hvordan kan det gå til at det stadig har muligheder for at overleve i en tid hvor menneskene daglig på skoler, på høyere læreanstalter, på arbeidsplassene og i hverdagen som helhed trenes i at gjøre sludninger fra årsak til virkning, og dermed at tænke logisk. Svaret må ligge i ettlivs-tanken. På et enkelt stakket liv ville intet nokså iherdig menneske ha nogen som helst sjanse for bare tilnærmelsesvis at leve op til Jesu høye eksempel, som han selv proklamerer som veien til frelse, jevnfør f.eks. "Jeg er veien, sandheden og livet". Som erstatning har kirkeaudoritetene derfor skabt dogmet om Jesu stedfortredende lidelse. Mulighedene for at menneskene kan leve op til Jesu eksempel blir imidlertid realistisk virkelighed med reinkarnasjonsprinsippet, hvorved det blir mening i Guds skaberprogram. Lidelsene er en hovedfaktor med hensyn til at skabe motivasjon for en personlig innsats til at følge Jesu eksempel. Øves det da en slik innsats? - La oss se på hvad som skjer på det globale plan: Som bekendt, opfatter vi i almindelighed vor klodes situasjon ud fra en storpolitisk skillelinje mellom øst og vest - mellom kommunisme og kapitalisme. Det er ud fra denne skillelinje vi oplever spenningene og rustningskabpløpet. Sett ud fra et kosmisk livssyn er det imidlertid en annen skillelinje som kanske giver oss en mer verdifull mulighed for vurdering af menneskehedens og individets fremtidsmuligheder. Under betegnelsen MAKT-for-RETT og RETT-for-MAKT kjemper to store antagonistiske prinsipper mot hverandre mer voldsomt enn noensinde tidligere i den jordmenneskelige krigshistorien. Vi kjenner dem fra oss selv - fra vor egen bevissthed: den primitive eller dyriske siden af bevisstheden og den humane eller menneskelige. At makt-for-rett-prinsippet er altdommerende i vor tid, kan ingen være i tvil om. Det er rikt representert i de veldige storpolitiske konsentrasjoner, de økonomiske, de handelspolitiske, i interesseorganisasjonene og mange andre steder; men det stikker også sitt Medusahode frem i mange humane organisasjoner, ja, selv i FNs sikkerhedsråd har det en maktfull representasjon (f.eks. vetoretten). Langsomt og seigt vokser rett-for-makt-prinsippet sig imidlertid sterkere og sterkere i takt med våre evner til at lære af våre erfaringer, på godt og ondt. I kjølvannet af krigene er således opstått Røde Kors, lasaretter, sygehus, hjelp til flyktninger og hjemløse, Én-verden- bevegelser, organisasjoner for fred og frihed, militærnekting, hjelp til u-land, og meget mer af tilsvarende humanistisk karakter. Etter første verdenskrig fikk de første tanker om på internasjonalt plan at unngå kriger sitt praktiske udtrykk i Folkeforbundet (1919), og året etter fulgte Den internasjonale domstol i Haag. Etter annen verdenskrig ble resultatet FN. Nok har ingen af de to institusjoner vært i stand til at leve op til sitt formål: at forhindre krig, men den første spede begynnelse til en internasjonal styring og rettssystem har funnet sted og det er blitt gjort erfaringer som vil komme fremtiden til gode - her ikke minst at for en internasjonal rettsinstans vil maktudøvelse alltid være den aller mest sårbare Akilleshæl. Rett-for-makt-prinsippet vil vokse og langsomt nå dimensjoner hvor det kommer til at overskygge dets motpol og verste fiende: Makt-for-rett-prinsippet. Det humane prinsipp har dypest sett tiden med sig. Det har en rekke trofaste forbundsfeller, først og fremst konsekvensene af våre snevre selviske og nasjonale interesser. Gradvis gør disse erfaringer sine virkninger. Mer verdige menneskelige samfunn vil skabes i takt med individenes indre mentale udvikling, idet samfunnets humanitetsnivå i denne forbindelse må forventes at kunne udtrykkes i det gjennomsnittsnivå som dets borgere befinder sig på med hensyn til humanitet, rettsinnstilling og demokratiske evner. Sten for sten bygges et kommende verdig menneskerike på ruinene af det maktprinsipp som uvegerlig må vike bl.a. for lidelses- og smerteerfaringenes humaniserende virkninger. Langsomt vokser humanismen i det enkelte menneskes sinn på baggrund af de smertelige erfaringer som er følgene af våre egne feilhandlinger. Gradvis vokser samvittighed, forståelse for andres lidelser, og dermed ønsket om fred og frihed i verden. I 1945 ble 200 000 mennesker ofre for atombomben udløst over den japanske byen, Hiroshima. Major Claude Eatherly var pilot i det flyet som udløste den skjebnesvangre atombomben. For Claudes vedkommende var resultatet et liv i endeløse samvittighedskvaler som han bl.a. prøvde at komme til livs ved at begå kriminelle handlinger for at opnå en slags soning ved fengselsstraff - forøvrig uden resultat. Samvittighedskvalene og omverdenens manglende forståelse førte ham til psygisk sammenbrudd. I bogen "Samvittighed forbudt", hvori Claudes brevveksling med den tyske humanist Gunther Anders er offentliggjort, kaller Gunther Anders ham "et fremtidssymbol" - og heri ligger det udvilsomt en dyp sandhed. Våre erfaringer vil gradvis gjøre symbolet til virkelighed for oss alle. De humane bestrebelser som på lengre sikt er frukten af lidelseserfaringene, vil få vor evne til at "kunne føle, merke"; selvstendighed og humane evner vil sludtelig vokse sig så sterke at de overskygger behovet for konformisme, trangen til at gå i flokk, og angsten for at være annerledes som har gjort tusener til redskaber for tortur, lemlestelse og destruksjon. Ud fra et kosmisk livssyn ligger det en absoludt lys og lykkelig fremtid og venter på oss; men vi skal selv skabe den. Krigens vannvidd vil imidlertid gå op for oss med hittil uanet styrke, og vi vil gradvis bygge op et internasjonalt verdensrike hvor makt-for-rett-prinsippet er detronisert, og rettferdighed satt i høysetet sammen med toleranse og medmenneskelig forståelse. Det enkelte menneskes voksende interesse for rettferdighed og respekt for livet vil bryte ned maktprinsippets dominans og gjøre sig mer og mer gældende også på politiske områder og på den storpolitiske arena. - For havet består af dråper! For nogen er dette kanske svermerisk tale. Man vil henvise til krigenes forrående virkninger, den voksende terrorisme osv. osv. Man kan stort sette akseptere at menneskene har vokst i intelligens og evne til at trekke logiske sludninger, men ikke i humanitet. Tvert imot vil mange mene at nettop den omstendighed at menneskenes intellektuelle evner er tiltagende udgjør en stor fare, idet disse evner i stigende omfang vil bli anvendt i destruksjonens tjeneste, og derfor nødvendigvis må vokse i omfang. Svaret på dette er at denne konklusjon nok indebærer en viss porsjon sandhed, men bare på kort sikt. På lengre sikt vil alle smertefulle erfaringer ha humaniserende virkninger som både kommer det enkelte menneske og hele menneskeheden til gode. Men når det kan være vanskelig at få øye på menneskehedens humane vekst, er det udvilsomt fordi vi vil være tilbøyelige til at se vor udvikling i meget kort perspektiv. På lang sikt er menneskenes etiske vekst klart påviselig. Den kommer klarest til udtrykk i den endring af menneskelige idealer - fra inhumane til humane - som har funnet sted i løpet af det siste par årtusener, hvilket i den menneskelige udviklingshistorie må betraktes som en særdeles kort periode. Mens det tidligere i historien var et ideal at drepe eller lemleste - en adferd som ga anledning til hyllest og andre former for belønning såvel her på jorden som i de forskjellige former for paradis fortidens mennesker hadde forestilt sig, så er det tross alt en kjensgjerning at det overveiende ideal i dag er af human karakter. At menneskene ennå ikke makter at leve op til disse idealer er en annen sak, men alene den omstendighed at ønsket om større humanitet, toleranse og fred i verden er til stede er af avgjørende betydning når det dreier sig om at nå dette mål og - i forbindelse med en diskusjon om human vekst - et klart kriterium i humanitetens favør. Det er en rekke viktige realiteter som vi ofte er tilbøyelige til at overse når vi blir pessimister og nekter at se det humanes vekst - f.eks.: 1. - at fortiden forgylles. Vi kan derfor være tilbøyelige til at snakke om "de gode, gamle dager" som slett ikke var så gode kanske, men det er hos oss alle en tilbøyelighed til at se fortiden i et mer lyserødt skær enn det som svarer til de aktuelle oplevelser. Man synes folk omgikk hverandre mer i gamle dager, interesserte sig mer for hverandre, hjalp hverandre osv. Og det er det nok sikkert også noe ved - men nok bare indenfor mindre enheder: landsbyene, sognene, familiene, slektene. Udenfor var fiendeland. Slektene strides ofte på livet, slik vi bl.a. kjenner det fra de islandske ættesagaene, akkurat som vi kjenner voldsomme feider mellom sogn og byer. Barm som var uønskede ble satt ud i skogen og overlatt til sig selv, heksene brent osv. osv. Fattige og syge var helt uden det sosiale sikkerhedsnett vi har i dag. Selv om det i dag fortsatt eksisterer betydelige mangler, går bestrebelsene i kulturlandene likevel i human retning; idet det tross alt er langt større sosial forståelse enn i de såkalt "gode, gamle dager 2. - at befolkningstallets vekst i sig selv - uansett - medfører stigende mengder destruksjon, selv om det ikke behøver at være tilfelle prosentvis. 3. - at vi på grund af massemedienes omfattende nyhedsformidling hører og ser meget mer til nåtidens umenneskeligheder enn vi hører og leser om fortidens umenneskeligheder. Af den grund kan vi lett få den opfattelse at nåtidsmenneskene rent faktisk er mer umenneskelige enn fortidens, uden at dette i realiteten behøver at være tilfelle. 4. - at den vitenskabelige udvikling har medført en voldsom stigning i destruksjonskabasiteten som ikke nødvendigvis behøver at være udtrykk for en tilsvarende primitivisering af den menneskelige bevissthed. Tror man ikke det var større grad af mordlyst og drapsmentalitet i vikingens øyne da han stakk sitt sverd i fiendens bryst, enn tilfellet er hos den bombepiloten som med et trykk på en knapp udløser død over mangfoldige tusener af mennesker dypt under ham. Teknikkens (herunder naturligvis også TVs) sløvende og fremmedgjørende innflytelse skal absoludt ikke forkleines, men den er tross alt ikke udtrykk for samme primitive mentalitet som kastet uskyldige kristne for sultne løver, eller som skabte begeistring hos vikingen over mulighedene for at gjøre uskyldige munker til lydige treller. Ville situasjonen ikke vært langt mer alvorlig hvis atombomben lå i hendene på en mentalitet som i primitivitet svarte til villmannens - eller vikingens? En vurdering af menneskenes moralske udvikling må føre til det motsatte af hvad man ifølge Darwins seleksjonsteori måtte forvente, nemlig at det er snakk om vekst i humanitet. Selv om gudene skal vite at det ennå er langt igjen, er det klart påviselig at det har skjedd en udvikling af menneskenes humane evner - og retter vi blikket mot de mange erfaringer - ikke minst af smertelig karakter - menneskene innhøster i vor tid, tyder alt på at denne udvikling vil fortsette. Ifølge Martinus vil det endog bli snakk om en akselererende tendens etter nogen alvorlige konfrontasjoner i sludten af indeværende århundre. Nok er menneskene stadig hjemmehørende på dyrets tilværelsesplan - såvel biologisk som mentalt - men den påviste humane udvikling viser at teorien om "naturens udvelgelse af den best egnede" ikke er gyldig som eneste forklaringsprinsipp på menneskets nåværende nivå. fodnode. Det er biologisk påviselig at det er langt fler likhedspunkter enn forskjeller mellom menneskenes organismer og høyere dyrs. Mentalt er hoveddelen af menneskeheden også stadig preget af kampen for tilværelsen - som dyrene er. Forsetter hovedtekst. Det er imidlertid en mengde omstendigheder som tilslører den humane udvikling. Meget tyder derfor på at det eksisterer et skjult humant potensiale som af økonomiske, samfunnspolitiske (f.eks. audoritære samfunnsforhold) eller andre årsaker ikke kommer frem i dagens lys. Vi behøver ikke gå langt for at finde eksempler: Når man indenfor visse områder af landbruket holder husdyr (f eks. burhøns) under fullkomment naturstridige plassforhold, skyldes det jo ikke de enkelte gårdbrukeres primitive følelser overfor vergeløse dyr. Forklaringen ligger i et tilsvarende naturstridig økonomisk system som tvinger landbruket ind i de - sannsynligvis på kort sikt -mest skadelige produksjonsformer. Noe tilsvarende gælder med hensyn til forurensning af naturen. Menneskene tvinges til op-prioritering af økonomiske faktorer med en tilsvarende nedprioritering af humanitære aspekter som følge. Atter Keynes' ord: "Det onde er nyttig, men det gode er det ikke." Fremtiden vil imidlertid gjøre Keynes' ord til skamme, idet de kun har gyldighed på kort sikt og indenfor et økonomisk system som er ude af kontakt med grumileggende naturlover og prinsipper, og derfor vil det gå sin undergang i møte. Ud fra en fremtidsorientert filosofi vil det derimot bli Albert Schweitzers ord som vinder gyldighed. Han sa: "Fremtidens overraskelse til menneskene vil være at det gode også indebærer den største hensiktsmessighed." Parallelt med den humane vekst har økonomiske og tekniske samt andre (f. eks. maktpolitiske) faktorer medført en øket polarisering af humane og inhumane udfoldelser jorden over. Så vel destruksjonskabasiteten som de humanitære foranstaltinger er øket i betydelig grad. På intet annet tidspunkt i historien er det onde og det gode satt i skarpere relieff enn nettop i vor tid. Intet annet tidspunkt i historien kan med større rett gjøre krav på betegnelsen dommedag enn nettop vor, hvor fårene (det gode) og bukkene (det onde) skilles. Og hvordan lære at skjelne godt og ondt hvis man ikke presenteres for disse begreper? Var det ikke nettop det som var hensikten med skabelsen af "mennesket i Guds bilde etter hans lignelse"? - Tilværelsens høyeste fasit, "alt er såre godt", begynner så svakt at kunne skimtes i en - det skal innrømmes -forholdsvis tåkete horisont. Men er det nok, vil man med rette kunne spørre, at menneskene lærer at skjelne mellom godt og ondt? - Vil man ikke stadig fortsette med det onde fordi man alltid vil være nødt til det, f.eks. af økonomiske årsaker, som antydet i tidligere omtalte skuespill af Bertolt Brecht, samt sitat af Keynes? Det er riktig at pengene regjerer verden og - det farligste: pengene hemmer en human udvikling og forhindrer det eventuelt allerede eksisterende humane potensiale i at komme til udfoldelse. Baggrunden for dette er at menneskene ennå ikke har lært at innrette sig - og i denne forbindelse vil det sige: det økonomiske system - etter naturens lover. Af samme grund er man med hensyn til pengene hildet i en af verdens største illusjoner, nemlig at penger har reell verdi i sig selv - en illusjon som kanske kun er avslørt af Robinson Crusoe på den øde øy, hvor han hånlig sparket til gullet. Det hadde ingen verdi, fordi det ikke var omsetningsmuligheder - altså var det totalt verdiløst i sig selv. Hvad er det da for en naturlov menneskene forsøger at bryte med det nåværende pengesystem? Det er intet mindre enn den grundleggende lov om energienes konstans - eller den første termodynamiske grundlov - en lov som de største hjernekapasiteter indenfor især fysikk, men også andre vitenskabsgrener, flittig fremhever så snart det dreier sig om fysisk teoridannelse og praktiske konsekvenser, f.eks. med hensyn til energiforsyning. All energi skabes ved omsetning af en energiform til en annen. Energi kan ikke opstå af intet, like så lite som det kan bli til intet. Dette er et af den fysiske vitenskabs mest grundfestede aksiomer og for øvrig et aksiom som ud fra en kosmologisk livsanskuelse kan gis hundre prosent støtte. Martinus udtrykker således klart flere ganger i sine verker at "intet kan ikke bli til noe, og noe kan ikke bli til intet". All skabelse består således i omskabelse af en energi- eller vibrasjonsform til en annen, som igjen omdannes til en tredje osv. osv. - det er livets oplevelse. Det er denne fundamentale naturlov menneskene iler med at forsøge at bryte med det nåværende pengesystem. Pengene er blitt til for at være omsetningsmiddel for arbeidsskabte verdier, men benyttes i minst like så høy grad til ombytning af arbeidsfrie (dvs. ikke-energi) med arbeidsskabte (energi). Og da de arbeidsfrie tillegges samme verdi som de arbeidsskabte, skjer det en opblanding af ikke-energi i en energi - eller en udtynning af energi. Pengeenhedene blir derved umulige som måleenheder for verdiskabelse eller arbeidsytelse. Pengene udhules. Resultatet er inflasjon (fra latin "inflatio", som betyr opustning) og alle de kendte økonomiske problemer som følger i inflasjonens kjølvann og som vi daglig fores med gjennom massemediene. Men hvad verre er: ved at tillegge pengene verdi i sig selv og gjøre dem til handelsvare, blir de et maktmiddel - ja, er i vor tid verdens sterkeste våpen idet de fungerer som et ekspresstoglokomotiv for rustningsspiralen. Hvor talen er om de egentlige naturlover - dvs. Guds lover - er de imidlertid ud fra en kosmisk livsanskuelse totalt ubrytelige, idet de udgjør integrerende sider af Guddommens eget vesen. Det skabes altså ikke ny energi ved arbeidsfrie inntekter - derfor har vi uaktet meget snedig innrettet systemet slik at de arbeidsfrie inntekter er blitt betingelse for de arbeidsskabte - altså ikke-energi for energi. De arbeidsfrie inntekter vil bare fortynne de arbeidsskabte og følgene blir en gradvis flytning af verdier fra det arbeidsskabende domene (energi) til det arbeidsfrie (ikke- energi) - en prosess som selvsagt vil motvirke en lik fordeling af godene, så lenge den er i kraft. Kan vi imidlertid stole på Martinus' fremtidsvisjoner, vil pengene bli avskaffet og erstattet med en form for arbeidskvitteringer i en noe fjernere fremtid. Begrepet - de arbeidsfrie inntekter - som i vor tid er hovedårsak til de mange økonomiske problemer og derav følgende reduksjon af menneskelige verdier, er dermed totalt eliminert, hvilket vil åpne for en frigjørelse af humane ressurser af hittil usett omfang. At det fra vårt nåværende pengedominerte udsiktspunkt er enorm avstand til en så gjennomgripende reform, er ikke vanskelig at få øye på. Med en smule realitetssans er det likevel lettere at forestille sig et totalt sammenbrudd af det nåværende pengesystem, og det må selvsagt være den første betingelse for gjennomføring af et nytt og bedre, ettersom nedbrytning af gamle og forslitte systemer må gå forud for opbygging af nye og mer tidssvarende. Og er det ikke et slikt sammenbrudd vi allerede begynner at skimte i den økonomiske horisont? Økonomiske kriser står øverst på dagsordenen ikke alene for økonomer og politikere, men også for mannen og kvinden på gaten. Selv for ekspertene er de økonomiske kriser uoverskuelige, hvilket bl.a. ses af det paradoks at også de rikeste og mest velbergede land kjemper med de største økonomiske problemer i form af valudaunderskudd, gjelds- og arbeidsløshedskurver som stiger til himmels. Omfattende økonomiske sammenbrudd vil selvsagt være en enorm udfordring for menneskeheden. Nok er menneskehedens historie en historie om lidelser, som nevnt på de første sidene i denne bogen, men så sannelig er det også en historie om stadige udfordringer fremtvunget af nødvendighed. På denne baggrund vil man kanske med historien i ryggen kunne påpeke at det alene er nødvendighedens lov som medfører udfordringer som menneskene svarer på med nytænkning og dermed kulturell udvikling, og følgelig avviser lidelses- og smerteerfaringer som udviklingsfremmende faktorer. Naturligvis har materialisten rett i at nødvendighedens lov gang på gang fremtvinger nye udfordringer for menneskeheden. Men det er naturligvis menneskenes svar på udfordringene som avgjør udviklingens forløp. Og her må vi fra et kosmologisk synspunkt peke på den vekst i humanitet som først og fremst er resultat af våre erfaringer - på godt (naturligvis), men navnlig på ondt. I dette perspektiv skal udfordringene ses som igangsettere - eller mellomårsaker - til den kulturelle udvikling. Den dypeste og dermed bagenforliggende årsak ligger i de erfaringer menneskene høster og overfører fra det ene liv - eller den ene fysiske inkarnasjon - til den neste. Det er disse akkumulerte erfaringer på individ- og samfunnsplan som medfører at menneskehedens svar på udfordringene fører den i retning af stadig voksende human kultur. Hvad betyr det da for fremtiden? - Ifølge Martinus skulle det på lengre sikt bli tale om en absoludt positiv udvikling - en udvikling som vil komme til at løpe etter en akselererende kurve. Ganske visst er det mange mørke skyer som vil dukke op i den nærmeste fremtid - eventuelt - med voldsomme konfrontasjoner til følge, men på lengre sikt vil bildet vende. Krigens gru vil gå op for menneskene med hittil uanet styrke og resultatet blir at kriger som middel til løsning af uoverensstemmelser maktgrupper imellom vil umuliggjøre sig selv. Menneskene vil gradvis nekte at ta del i krigene. Dertil kommer at de storpolitiske maktgrupper vil miste en del af sin altoverskyggende makt, en storstilt avrustning vil bli iverksatt og større grad af demokrati vil vinde innpass - også på den storpolitiske arena. Menneskelige ressurser vil bli frigjort og rettferdighed vil gradvis innta en mer og mer fremtredende stilling, med en tilsvarende detronisering af maktbegrepet til følge. Kunst, litteratur og andre former for kultur vil gå en rik blomstring i møte, og alle former for sosiale aktiviteter vil nyte fremgang som en følge af den økte menneskelige forståelse som blir resultatet, ikke minst af mange livs blod, svette og tårer. Som en hovedhjørnesten i den fremtidige udvikling vil menneskene ifølge Martinus finde sammen i dannelsen af en internasjonal regjering som i kraft af at være den eneste våpenmakt vil udgjøre den sikreste garanti mot kriger landene imellom. Her bør man imidlertid konsultere Martinus' egen litteratur om dette emne, spesielt Martinus: livets bog, 1, kap. 4. Kapittel 13, Kosmologi og troverdighed. Intensjonene med dette arbeide er først og fremst at rette opmerksomheden mot den alternative forklaring på lidelsenes misjon som omfattes af Martinus' verdensbilde. Tilliten til dette verdensbilde vil naturligvis i høy grad avhenge af hvilken troverdighed man mener at kunne tillegge kilden til hans viten. Under en vurdering af dette må det være en plikt at peke på et par ganske alvorlige vanskeligheder som straks melder sig: - dels problemet med at vurdere en viten som ligger milevis over ens egen evner, og dels at vurdere en erkjennelsesesevne -intuisjon - som man er uvant med at bedømme og som mange udvilsomt vil finde ligger udenfor enhver form for kontroll. Martinus var særegen ved at han, bortsett fra en særdeles sparsom barneskolelærdom, var ubelest. Selv har han beskrevet feks. i "Omkring min missions fødsel" at etter oplevelsen af det han kalte sin kosmiske fødsel i 30-årsalderen, strømmet viten om livets og verdensaltets gåter til ham i ubegrensede mengder. Hans opgave besto deretter i at gjøre denne viten tilgjengelig for omverdenen, hvilket bl.a. har funnet sted i et omfattende hovedverk på syv voluminøse bind, samt en lang rekke mindre arbeider i bog- og artikkelform. Med hensyn til sannhedsverdien af hans kosmiske analyser, bør man bemerke at han selv nevner at hans verdensbilde ikke gør krav på at udgjøre det eneste saliggjørende. Ikke desto mindre var han ikke et øyeblikk i tvil om at hans kosmiske analyser er i overensstemmelse med sandheden. Hvorledes skal man nå forholde sig til disse tanker som tross alt er ganske usedvanlige i forhold til den tradisjonelle tænkning i vor kulturkrets? Indenfor naturvitenskaben er en vitenskabelig forklaring kun akseptabel hvis den kan redusere kompliserte fenomener som tanker, bevissthed og liv til kjemiske stoffer og prosesser. Reduksjonismen bygger på den antakelse at alle fenomener har sin uroprindelse i den fysisk e materie og kan gjøres til gjenstand for fysisk e eksperimenter. Denne antakelse bygger på to forudsetninger: 1. Materien kan representeres af tallmessige størrelser som korresponderer direkte eller indirekte med eksperimentelt målbare egenskaber. 2. Materiens adferd kan beskrives i matematiske udtrykk som kan kalles "naturlovene". I overensstemmelse med dette bygger langt størsteparten af den vitenskabelige forskning på de mekanistiske premisser at alle fenomener fungerer i overensstemmelse med et sett mekaniske naturlover. Indenfor biologien (læren om livet) medfører den mekanistiske vitenskabsfilosofi at levende organismer udgjøres af kombinasjoner af materielle elementer og at de er vokst frem af tidligere materielle stadier i kraft af rent fysisk e prosesser. For psygologien impliserer denne antakelse at tanke og bevissthed stort sett er udtrykk for visse mønstre af elektrokjemiske interaksjoner i storhjernen. Psygologiske begreper korresponderer til en rekke adferdsmønstre - i og udenfor hjernen - og derfor antar man at det er der de har sin oprindelse. Det vil med andre ord sige at naturvitenskaben - dens mange fortjenester ufortalt - bygger på et grundlag som står i diametral motsetning til kosmologien. Begrepet tilfeldighed er den igangsettende faktor og den videre udvikling befordres af rent mekaniske prosesser. En sammenfattende karakteristikk kan neppe udtrykkes klarere enn der hvor Martinus omtaler den materialistiske vitenskabs grundvoll som "den overtro" at "døden" eller det "livløse" kan være ophav til bevegelse, ja endog til hensiktsmessige eller logiske "udfoldelser" (M.:"D.t.T.-L.B." II, stk. 415) - eller hvor den materialistiske tro på materien i sin verste karikatur sammenlignes med "den overtro hos våre forfedre som gikk ud på at alskens smådyr, udøy eller lignende opsto af skitt, smuss og urenheder". Det vil altså sige at hvis man søger et bevis for det kosmologiske verdensbilde indenfor den positivistiske vitenskabsteori, går man forgjeves. Kosmiske prinsipper lar sig ikke redusere til materielle elementer af den enkle årsak at materien ifølge kosmologien ikke betraktes som årsak, men tvert imot virkning af de åndelige lover og kosmiske prinsipper. AT søge de kosmiske analyser innordnet i den snevre, positivistiske begrepsramme, er halsløs gjerning. Menneskehedens erkjennelsesteoretiske grundlag er tvert imot med kosmologien blitt udvidet med en helt ny dimensjon - den åndelige, hvilket selvsagt vil sprenge alle rammer for den mekanistiske vitenskabsfilosofi med dens objektivitetspostulat.' Her kan man bl.a. henvise til Per Bruus-Jensen: "Mennesket og livsmysteriet" (Nordisk Impuls 1984), hvor emnet får en grundig og dyptgående behandling, samt "Eksistens og Udødelighed". Før den naturvitenskabelige tænkning for alvor setter ind omkring 1600- tallet, bl.a. med navn som Francis Bacon, Kepler, Galilei og ikke minst Isaac Newton, var natur- og menneskeopfattelsen i stor udstrekning preget af en mengde fordommer og religiøse dogmer som man ikke krevde sannsynliggjort. Evnen til - og også i stor udstrekning behovet for - logisk tænkning og dokumentasjon var sparsom. Kirkens audoritet dominerte den almindelige opfattelse og det ble ikke meget plass til personlig refleksjon. Den mekaniske naturopfattelse fikk i forbindelse med den voksende folkeoplysning en veldig innflytelse på hele tidens verdens- og livsanskuelse, og evnen til logisk tænkning øktes gradvis, hvilket især er merkbart i vor tid. Da den logiske evne og kravet om dokumentasjon ikke kan gå hånd i hånd med evnen til blindt at tro, er denne siste avtatt i takt med den logiske evnes fremvekst. Selv om trosevnen - og vi må her gå ud fra at det er en evne og ikke bare et spørgsmål om vilje - stadig kan finde sted selv indenfor naturvitenskaben, er det på den annen side uomtvistelig at vitenskaben har spilt en vesentlig rolle i den bevissthedsudviklingen som har funnet sted i løpet af de seneste århundrer. En udvikling som er gået i retning af stadig stigende krav om dokumentasjon, kausal tænkning og logikk. I forlengelsen af dette hevder Martinus at den logiske evne gradvis vil medføre en tilsvarende logisk tænkning på overlysiske områder, som vi i dag kjenner det på de fysiske og materielle felter. Det hører stort sett fremtiden til, men må forventes at bli den naturlige konsekvens af det mekanistiske verdensbildes udilstrekkelighed med hensyn til løsningen af menneskehedens helt primære problemer - herunder avdekkingen af lidelsenes misjon. Det er således naturvitenskabens fortjeneste at den i forbindelse med den almindelige skolering i stigende grad har skabt de bevissthedsmessige betingelser for at gjøre religiøse og åndelige emner til en vitenskab, hvor metoden er logisk analysering. I tråd med dette omtaler Martinus naturvitenskaben som "gryende kosmisk bevissthed", og "den friske sjøluften i nærheden af havet". Dermed er han på linje med den engelske historiker Arnold Toynbee, som etter mange års historieforskning på idealistisk plan har udtrykt at "naturvitenskaben vil danne inngangsport til en kosmisk religiøsitet som vil sammensmelte kjernen i de eksisterende religioner". Det er på dette plan at man må forvente at de kosmiske analyser vil vinde stigende troverdighed, akkurat som Martinus' påvisning af identitet mellom logikk og kærlighed må forventes at opfylle en vesentlig betingelse for tilveiebringelse af den katalysator som i fremtiden vil forene religion og vitenskab. Sandheden kan ifølge all sund fornuft kan være én, og derfor må en forening finde sted på eller annet tidspunkt. Nye signaler fra avantgarden i fysikk, kjemi og tilsvarende disipliner tyder da også på stigende interesse for at undersøge om religionen kan give tilfredsstillende svar der hvor materieforskningen måtte give op. Fritjof Capra, som er professor i teoretisk fysikk ved Berkeley- universitetet i California, USA, har i "Fysikkens Tao" (Borgen Forlag 1980) avdekket tydelige paralleller mellom den moderne fysikks seneste resultater og vesentlige grundprinsipper i Østens religiøse og filosofiske visdom. Han påviser således at fysikken nødvendigvis må komme til det resultat at det er fundamental enhed i universet. Denne enhed åpenbares i den mikrokosmiske verden og "blir mer og mer åpenbar etter hvert som man trenger dypere og dypere ind i stoffet og ned på de subatomare partiklers nivå" (Capra: "Fysikkens Tao" s.136). Han fremhever at kvanteteorien avslører innbyrdes sammenheng i universet og "tvinger oss til at anskue universet som et innviklet nettverk af forhold mellom de forskjellige deler af en forenet helhed". Forfatteren er ikke bare en berømt fysiker, men har dessuden satt sig grundig ind i hinduisme, taoisme, zen-buddhisme og indisk buddhisme - alt sammen fordi fysikken – på dens aller mest avanserte nivå, står uden en tilfredsstillende begrepsramme for de forskningsresultater som ikke kan finde sted indenfor en snever mekanistisk vitenskabsfilosofi. Disse tanker får oss vesterlendinger til at spørre hvorfor Capra, Sheldrake - og flere andre - søger til Østen for at forene religion og vitenskab. Kan det ikke finde sted indenfor Vestens religiøse tænkning? Svaret er givet af Einstein, hvor han i "Perspektiver og Udsyn" (1967) siger om vanskelighedene ved at integrere den vestlige verdens religion med vitenskaben: "Hovedårsaken til nåtidens konflikt mellom religionens sfærer og vitenskabens ligger i opfattelsen af en personlig gud" ("P. og U." s.49). Den vestlige verdens religiøse tanke at det et eller annet sted forekommer et allmektig levende vesen som har sin eksistens udenfor og som er uavhengig af universet, er den moderne fysikks største anstøtssten og en absoludt hindring for at forene religion og vitenskab. Som alternativ til dette antropomorfe (menneskelignende) guddomsbilde nevner Einstein den kosmiske religiøsitet som han fremhever som "det sterkeste og edleste motiv for vitenskabelig forskning". Disse tanker vinder gjenklang i Martinus' forfatterskab. Han gør gældende at bevegelse er et begrep som forekommer overhodet alle steder: i luftens molekyler såvel som i den hårdeste granitt, i sangfuglens toner som i våre fysiske organismer, og da bevegelse er livets fornemste kjennetegn er hele verdensaltet et uendelig osean af liv. Men liv kan kun eksistere i tilknytning til levende vesener. Og det vil sige at verdensaltets byggestener ikke er af materiell natur, men udgjøres af intet mindre enn livsenheder - eller levende vesener, som får sine livsbetingelser opfylt i større livsenheder. - Alt er liv. Verdensaltet er i realiteten identisk med et gigantisk levende vesen, i hvis organisme vi alle får våre eksistensbetingelser opfylt. Men når verdensaltet er et levende vesen som omfatter summen af alt liv, hvad kan det da være annet enn den allmektige, allvise og allkærlige Guddom hvori "vi alle lever, røres og er"? Når psygologen William James for snart hundre år siden udtalte at "universet ser snarere ud til at være en stor tanke enn en stor maskin", så finder det sin bekreftelse i Martinus' logiske analyser; fordi tanke - eller bevissthed - må nødvendigvis være en egenskab ved et levende vesen. I året 1600 ble Giordano Bruno brent på Blomstertorvet i Rom, fordi han hevdet at Gud og universet er identiske. Fremragende forskere som Einstein, Capra og Bohm m.fl. viser at denne tanke absoludt ikke er fremmed for avantgarden i moderne fysikk, og det er nettop den samme kosmiske idé som på en overraskende logisk måde er avdekket i Martinus' kosmiske verdensbilde. Hermed havner vi midt i kosmologiens religiøse aspekter. Det vil på dette stedet være naturlig at spørre hvad som berettiger Martinus til at navngi sitt verk med den ambisiøse tittel: "Det tredje Testamente". Det skal straks poengteres at et fullt dekkende svar krever et grundig studium af hans verker. Her skal bare i korthed gjøres forsøg på at fremheve nogen vesentlige baggrunder: Det forekommer udtalelser fra Jesus som tyder på at han forudså den bevissthedsudvikling som er omtalt i det foregående og som danner baggrund for i stigende grad at forstå tilværelsens dype sannheder, hvilket det ikke har vært tilstrekkelig grundlag for på Jesu tid. Han sa som bekendt: "Jeg har ennå meget at sige dere, men dere kan ikke bære det nå. Men når han, Sannhedens Ånd, kommer skal han veilede dere til hele Sandheden: fordi han skal ikke tale af sig selv, men hvad som helst han hører, skal han tale, og de kommende ting skal han forkynne dere" (Johs. 16, 12-13). Han nevner dessuden "Talsmannen den Hellige Ånd, som Faderen vil sende i mitt navn; han skal lære dere alle ting, og minde dere om alt jeg har sagt dere" (Johs. 14, 26). Derav fremgår at Jesus udvilsomt kunne fortelle langt mer om de høye sannheder enn han rent faktisk gjorde, men datidens mennesker var ikke i stand til at forstå det ("bære det"). Med den veldige bevissthedsudvikling som har funnet sted siden Jesus udtalte disse ordene, stiller saken sig imidlertid noe annerledes i vor tid. Og her er det "Sannhedens Ånd" kommer ind i bildet. Men hvad er "Sannhedens Ånd" eller den "Hellige Ånd" som skal komme og lære de kommende slekter? Ifølge Martinus er det en bevissthedstilstand - kosmisk bevissthed - som vi alle (mennesker) vil nå med tiden. Det er et spørgsmål om udvikling af den humanitet og kærlighedsevne som er belønningen for de mange lidelser og smerter. På dette stadium vil lidelsenes misjon derfor tre klart frem for det enkelte menneske, og det er det som foreløpig er livets mening for nåtidens mennesker. Og dermed vil det ikke være problemer med at kontrollere sandheden, for vi vil selv opleve den. Det er denne åndelige sanseevne Martinus erhvervet i 30-årsalderen og det er på denne baggrund han har skrevet sitt livsverk. Dette arbeide udgjør altså Martinus' andel i virkeliggjørelsen af Jesu profeti. Og når det finder sted i vor tid er det en mengde faktorer som peker på at tiden nettop er ved at være moden for dette. Først og fremst de mange voldsomme begivenheder som har dommedagskarakter og som har en misjon i retning af den humane og åndelige vekst. Og dertil kommer at menneskene, som nevnt flere ganger, er ved at opnå evne til logisk tænkning på åndelige områder. Man kunne i den forbindelse bare tænke sig Martinus' verker udsendt i middelalderen, da man selvsagt ville stå fullkomment uforstående overfor innholdet. Selv var han aldri et øyeblikk i tvil om at hans misjon nettop var at avrunde det gamle og det nye testamente med et tredje, som i kraft af logiske analyser klart understreker sannhedsverdien i de sterke Jesusord om kærlighed, toleranse og medfølelse. Her viser Martinus den suverenitet som gør at man må komme til erkjennelse af at den intuitive erkjennelseskilde må tas langt mer alvorlig enn tilfellet er i vor intelligensdyrkende tid. Meget tyder på at det er her vi finder den erkjennelseskilde som kan åpne adgang til det holistiske verdensbilde som vil forene religion og vitenskab. I overensstemmelse med dette må kosmologiens sannhedsbevis søges på et helt annet og vesentlig høyere nivå enn det vi kjenner fra naturvitenskaben. For hvad forstår man egentlig ved et bevis? Ifølge naturvitenskaben må det foreligge i form af data som er kontrollerbart med det fysiske sansesett. Men er virkeligheden - som kosmologien klart påviser - at søge udenfor de fysisk e sansers rekkevidde - da finder man selvsagt ikke beviset her. For Martinus ligger beviset da også på et helt annet plan. Den omstendighed at alle de kosmiske analyser løper sammen i den overordnede fasit: ALT ER SÅRE GODT. var for Martinus det høyest opnåelige af alle sannhedsbevis. AT benytte etiske verdier som bevis for noe som helst ligger selvsagt milevidt fra den vitenskabsfilosofi som er anerkendt her på berget, idet synspunktet her må være at etikk ikke har meget med vitenskab at gjøre. Rent bortsett fra den nærliggende omstendighed at udviklingen meget lett kan medføre at vitenskaben blir tvunget til at skjelne til etikken, stiller saken sig også annerledes for det enkelte menneske. Med en massiv anskuelsesundervisning i tilfeldighedsevangeliets fallitt overfor menneskehedens mest sentrale problemer, må det være naturlig om det enkelte menneske benytter etiske kriterier ved valg af livsholdning. - Og her vil det være vanskelig at komme udenom det verk som danner grundlag for nærværende arbeide. - Dette er ikke minst begrundet i dets logiske og optimistiske holdning til lidelsene som uansett hvor smertefulle de kan være, indebærer den første spire til den verden i harmoni og fred som vel er menneskehedens største lengsel - for lykken spirer i smerte!