 |
Det flg er noen korthistorier som er diktert fra andre siden - astralplanet – til C.W.LEADBEATER allerede i 1912!- gjennom boken "INVISIBLE HELPERS" (3.utg.1912 english edition link) eller som på dansk het: | lydoplæsning af denne og de andre delene samlet som lydfil i mp3 USYNLIGE HJÆLPERE (pdf) og utgitt på teosofisk forlag -84. isbn87-88501-04-3 |
|
|
HISTORIEN OM "ENGELEN" "For kort tid siden hændte det igen, at der blev grebet ind på det fysiske plan, og det er en meget smuk lille historie, selv om det ved den lejlighed kun var et enkelt menneskes liv, der blev reddet. Som indledning kræves der imidlertid nogle få ord til forklaring. (Merk at det altså er hjelpekorpset på astralplanet som sier/dikterer dette følgende): "Blandt vore hjælpere her i Europa er der to, der var brødre for længe siden i det gamle Ægypten, og som stadig er inderligt knyttet til hinanden. I den nuværende inkarnation er der stor aldersforskel imellem dem, idet den ene er midaldrende, mens den anden kun er et barn i fysisk henseende, selv om hans ego er meget fremskredent og lovende. Det er selvfølgelig blevet den ældres opgave at opøve og vejlede den yngre i det okkulte arbejde, som de går så højt op i, og da de begge er fuldt bevidste og aktive på astralplanet, tilbringer de det meste af den tid, i hvilken deres grovere legemer sover, med at arbejde sammen - under vejledning af deres fælles Mester og give både levende og døde al den hjælp, det står i deres magt at yde. (mer om nattlig undervisning av "sovende" på de høyere plan- dvs diktert tilbake kroppen/hjernen under søvn -i boken GENNEM FORHENGET - ref fra det på link her, men da et annet hovedtema) Jeg vil citere beretningen om det specielle tilfælde, jeg gerne vil omtale, fra et brev, som den ældste af de to hjælpere skrev umiddelbart efter hændelsen, da skildringen der er langt mere levende og malerisk, end en gengivelse i tredje person nogensinde kan blive. "Vi var ude i et helt andet ærinde, da Cyril pludselig udbrød: 'Hvad var det?' for vi havde hørt et frygteligt skrig af smerte eller angst. Et øjeblik efter var vi på stedet, og her fandt vi en dreng på elleve-tolv år, der var faldet ud over en skrænt og ned på nogle sten og var blevet meget alvorligt kvæstet. Den stakkels fyr havde brækket et ben og en arm og havde, hvad der var langt værre, fået en dyb flænge i låret, hvorfra blodet fossede ud. Cyril råbte: 'Lad os hjælpe ham i en fart, for ellers dør han.'' "I kritiske situationer af den art må man tænke hurtigt. Det var klart, at der var to ting, der skulle gøres; blødningen skulle standses, og der skulle skaffes fysisk hjælp. Jeg var nødt til at materialisere enten Cyril eller mig selv, for der var øjeblikkelig brug for fysiske hænder til at lægge en forbinding om låret, og det var desuden bedst, når den arme dreng kunne se en stå ved siden af sig i sin nød. Jeg havde på fornemmelsen, at han ville føle sig bedre tilpas med Cyril hos sig end med mig, og da det sandsynligvis ville være lettere for mig end for Cyril at skaffe hjælp, kunne der ikke være nogen tvivl om arbejdsfordelingen. "Planen virkede storartet. Jeg materialiserede straks Cyril - han kan endnu ikke gøre det selv - og gav ham besked på at tage drengens halstørklæde, binde det om låret og stramme det ved hjælp af en pind, som han skulle stikke igennem det. 'Vil det ikke komme til at gøre forfærdelig ondt?' spurgte Cyril; men han gjorde det, og blødningen standsede. Den kvæstede dreng så ud til at være halvt bevidstløs og kunne næsten ikke tale; men han så op på den skinnende lille skikkelse, der ængsteligt bøjede sig over ham, og sagde: 'Er du en engel?' Cyril smilede så smukt og svarede: 'Nej, jeg er bare en dreng; men jeg er kommet for at hjælpe dig.' Så overlod jeg til ham at trøste den lidende og skyndte mig af sted til drengens moder, der boede ca. en mile derfra. "Du kan ikke forestille dig det besvær, jeg havde med at bibringe denne kvinde en fornemmelse af, at der var noget galt, og at hun skulle gå ud og tage sig af det; men endelig satte hun da den pande fra sig, som hun var i færd med at gøre ren, og sagde højt: 'Jeg ved ikke, hvad der går af mig; men jeg må ud og se efter drengen.' Da hun først var kommet i gang, kunne jeg vejlede hende uden større vanskelighed, selv om jeg hele tiden måtte holde sammen på Cyril ved hjælp af viljekraft, for at det stakkels barns engel ikke pludselig skulle forsvinde lige for øjnene af ham. "Du må vide, at når man materialiserer en form; ændrer man stoffets naturlige tilstand til en anden - modarbejder midlertidigt den kosmiske vilje så at sige - og hvis man blot en brøkdel af et sekund tager sin tanke fra det, farer det med lynets hast tilbage til sin oprindelige tilstand. Jeg kunne derfor ikke rette mere end halvdelen af min opmærksomhed mod denne kvinde; men jeg fik hende da af sted, og da jeg havde fået hende omkring hjørnet af skrænten, lod jeg straks Cyril forsvinde; men hun havde set ham, og nu har den landsby en af de bedst dokumenterede historier om indgriben fra engles side.' "Ulykken skete tidligt om morgenen, og samme aften kiggede jeg (astralt) ind til familien for at se, hvordan det gik. Den stakkels drengs ben og arm var ble vet sat sammen og den dybe flænge forbundet, og han lå i sengen og så meget bleg og svag ud; men han skal nok komme sig med tiden. Moderen havde et par af naboerne inde hos sig; hun var ved at fortælle dem historien, og åen lød mærkeligt for en, der vidste, hvad der virkelig var sket. "Hun forklarede meget vidtløftigt, at hun ikke kunne sige, hvad det var; men ganske pludselig, altså, havde hun fået en fornemmelse af, at der var sket noget med drengen, og at hun absolut måtte ud for at lede efter ham. Til at begynde med havde hun tænkt, at det ikke kunne passe, og havde prøvet på at skyde tanken fra sig; 'men det var ingen nytte til - hun måtte simpelthen af sted.' Hun fortalte, at hun ikke vidste, hvorfor hun var gået hen til den skrænt i stedet for at gå i en anden retning. Hun havde bare gjort det, og netop som hun drejede om hjørnet, havde hun set sin dreng, der sad støttet til en sten, og ved siden af ham knælede der 'det smukkeste barn, hun nogensinde havde set, skinnende og helt klædt i hvidt, med rosenrøde kinder og dejlige brune øjne', og han havde smilet 'så himmelsk' til hende, og så var han der pludselig ikke mere. Hun var først blevet så forbløffet, at hun ikke vidste, hvad hun skulle tro; men så var det lige på en gang gået op for hende, hvad det var, og hun var faldet på knæ og havde takket Gud, fordi han havde sendt en af sine engle ned for at hjælpe hendes stakkels dreng. "Så fortalte hun, at da hun løftede ham op for at bære ham hjem, havde hun villet tage det tørklæde af, der skar sig ind i hans stakkels ben; men det havde han ikke villet give hende lov til, fordi engelen havde bundet det om benet og sagt, at han ikke måtte røre det, og da hun senere fortalte doktoren det, havde han forklaret hende, at hvis hun virkelig havde taget det af, ville drengen ganske afgjort være død. "Så gentog hun drengens del af historien og fortalte, hvordan denne yndige lille engel var kommet hen til ham, lige efter at han var faldet ned (han vidste, at det virkelig var en engel, for der havde ikke været et eneste menneske at se i en halv mile's omkreds, da han et øjeblik i forvejen havde stået på toppen af skrænten; men han kunne altså ikke forstå, hvorfor den ingen vinger havde, og hvorfor den havde sagt, at den bare var en dreng). Den havde løftet ham op, så han kunne læne sig til stenen, og forbundet hans ben, og så var den begyndt at tale til ham og havde sagt, at han ikke skulle være bange, for der var en, som var gået hen for at hente hans moder, og hun ville snart være der. Så havde den kysset ham og prøvet på at gøre det bekvemt for ham, og dens bløde varme lille hånd havde holdt hans hele tiden, mens den havde fortalt ham mærkelige og smukke historier, som han ikke rigtig kunne huske; men han vidste, at de havde været gode, for han havde næsten glemt, at han var kommet til skade, indtil han så sin moder komme. Så havde den sagt til ham, at han snart ville blive rask igen, og havde smilet til ham og trykket hans hånd, og så var den pludselig forsvundet. "Siden da har der ligefrem været en religiøs vækkelse i den landsby.' Deres præst har sagt til dem, at en så bemærkelsesværdig indgriben fra det guddommelige Forsyns side har skullet være et tegn for dem, og hensigten med den har været at irettesætte spottere og bevise den hellige skrifts og den kristne religions sandhed, og det lader ikke til, at der er nogen, der kan se det uhyrlige i en så forbløffende påstand. "Der er derimod ingen tvivl om, at hændelsen har haft en gavnlig indflydelse på drengen, både moralsk og fysisk, for efter alt at dømme havde han været en rigtig lille skarnsknægt; men nu har han en fornemmelse af, at 'hans engel' når som helst kan være i nærheden af ham, og han vil aldrig gøre eller sige noget råt eller vredt af frygt for, at den skulle se eller høre det. Det er hans højeste ønske, at han en dag må få den at se igen, og han ved, at når han dør, vil dens dejlige ansigt være det første, han ser på den anden side. Det er virkelig en smuk og rørende lille historie. Den moral, som landsbyfolkene og præsten uddrog af hændelsen, er måske nok ikke ganske følgerigtig; men dette vidnesbyrd om, at der i hvert fald findes noget, som rækker ud over dette vort materielle plan, kan så afgjort kun være til gavn for dem, og når alt kommer til alt, var den slutning, som moderen kom til ud fra det, hun så, fuldkommen rigtig, selv om en mere præcis viden jo nok ville have fået hende til at udtrykke sig lidt anderledes. Ved en undersøgelse af tilfældet, som brevskriveren foretog, opdagede han et forhold, som kaster et interessant strejflys over de årsager, der ligger til grund for sådanne hændelser. Det viste sig, at de to drenge havde truffet hinanden før, og at den, der faldt ned fra skrænten, for nogle årtusinder siden havde været den andens slave, og at han engang havde reddet sin unge herres liv med fare for sit eget, og som tak havde fået sin frihed. Nu, så længe efter, betaler hans herre sin gæld til ham med samme mønt og giver desuden sin tidligere slave et højt ideal og en tilskyndelse til en moralsk livsførelse, der sandsynligvis vil ændre hele hans fremtidige evolutionsforløb. Det er så sandt, som det er sagt, at karma altid belønner en!!
|
