Møde med UFO og teleportation i Rhodesia
Denne begivenhed fandt sted natten mellem den 30. og 31. maj 1974, da et ungt ægtepar, Peter og Frances, kørte i bil fra Salisbury over Fort Victoria og Beit Bridge ved grænsen til Durban, Natal, Sydafrika. Det unge par var forvirret over begivenheden, men da de ikke kendte ret meget til UFO-spørgsmålet, selv om Peter tidligere havde været ude for en oplevelse, vidste de ikke, hvem de kunne henvende sig til med en rapport. Da de havde boet i Den sydafrikanske Republik i nogle måneder, læste de tilfældigt en artikel om en UFO-rapport i en avis. De kontaktede avisen og blev henvist til Carl van Vlierden, der er korrespondent for Flying Saucer Review i Sydafrika.
Han fik dem til at udfylde en observationsformular og fik også tilladelse til at optage et interview med dem på bånd. Dette foregik i deres hjem i december 1974.
HENDELSEN
Natten mellem den 30. og 31. maj 1974 var skyfri med fuld sigtbarhed, selvom Månen ikke var fremme. Begivenhederne begyndte på et sted omkring 10 km syd for Umvuma, da begge vidner så en politibetjent, det troede de i det mindste, som sad ved vejen og holdt en walkie-talkie i hånden. Peter kørte sin Peugeot 404 med en fart, der overskred fartgrænsen på 100 km i timen ret meget. Han vidste, der ofte var fartkontrol på denne del af vejen, så han satte farten ned. De begyndte begge at tænke mere indgående over politibetjenten. Peter bemærkede, at det metalagtige tøj var underligt for en politibetjent, da de normalt havde khaki på. Frances beskrev tøjet som plastikagtigt. Hun kiggede sig tilbage, men kunne ikke se noget.
UFO'et dukkede op kl. 2.30. Frances er helt sikker på tiden, for hun havde lige set på sit ur. De opdagede først noget, der lignede et projektørlys, der blev tændt og slukket. Det dukkede op temmelig tæt på bilens venstre side og holdt samme fart som denne. Et stykke tid troede de, at det kunne være en helikopter. Lyset havde et blåligt farveskær, var klart og regelmæssigt, tændt i 5 sekunder, slukket i 2 sekunder.
De kørte nu 140 km i timen, bilens maksimale hastighed. Pludselig begyndte bilens lygter at blive svage, men radioen fortsatte med at fungere perfekt, mens de lyttede til et jazzprogram fra Louren~o Marques i Mozambique. Der var også et kraftigt lys rundt om bilen, som fra neonlys, nok til at kaste skygger.
Mens de kørte, blev det pludseligt meget koldt i bilen, og de måtte pakke sig ind i frakker, trøjer og tæpper og tænde for den elektriske varme, der, ligesom radioen, stadig virkede. Tændingen må også have været normal, for motoren fungerede godt. Så tog Peter sin fod fra speederen, men vognen fortsatte med at køre 150 km i timen!
Kulden i bilen var meget usædvanlig. Peter havde adskiffige gange kørt turen, og han sagde, at han aldrig havde været ude for sådan en kulde. Der var som i et køleskab, og han anslog temperaturfaldet til at have været fra 6~80C ned til under 100.
Peter fortalte, at han kørte fra et sted 18 km udenfor Fort Victoria og til byens tankstation uden forlys og uden at have bilen under kontrol. Han kunne ikke standse den, for bremserne virkede ikke. Den kørte med omkring 160 km i timen, og da han tog foden fra speederen for at bruge bremsen, blev bilen bare ved med at køre.
Peter: "Jeg tog kun foden af speederen én gang. Jeg var som forstenet, men sagde ingenting til Frances, for hun syntes alierede at være på randen af hysteri over alt det, der var sket."
Frances: "Det var som om bilen var under kontrol. Som passager lagde jeg ikke mærke til noget, der var forkert. Bilen svingede ikke frem og tilbage på vejen. Peter sad bare uden at gøre noget, det var som om, vi kørte på automatisk pilot."
Så fløj UFO'et over på den anden side af bilen og blev der et kort stykke tid. På det tidspunkt passerede de en afrikansk bus, der holdt parkeret udenfor em butik. Alle bussens lygter var tændte, men der var ingen mennesker at se, og det var mærkeligt, da disse busser plejer at være stopfyldte med passagerer, der meget nødigt forlader deres personlige bagage. Nogle få kilometer nede ad vejen holdt der en anden bus og endnu længere fremme endnu én. Begge var tomme. De var parkeret ved vejsiden, hvilket er forbudt i Rhodesia, og sker der et uheld, er det pålagt chaufføren at anbringe en rød advarselstrekant bag køretøjet, men det var der ikke gjort ved disse busser.
Der kom en lysstråle fra UFO'et og ned til horisonten, eller, spurgte Frances, kunne det være fra horisonten og op til UFO'et?
Omtrent 10 km uden for Fort Victoria forsvandt UFO'et ligesom et stjerneskud.
Kl. 4.30 kørte de ind på en servicestation i Fort Victoria uden lys på. Peter afbrød motoren, og da han en time senere tændte for den igen, var lygterne normale. Tankpasseren bemærkede, at der var noget galt med deres forlygter. Mens han fyldte tanken op til randen, sagde Frances, som var hyllet ind i en pels og uldtrøjer, at det var en meget kold nat. Den indfødte tankpasser, som havde ligget og sovet ved siden af tanken kun iklædt undertrøje og shorts, kiggede forbavset på hende og sagde, at det ikke var koldt. Bilen var først varm igen, da de efter en pause kørte videre kl. 5.30.
Omtrent 10 km udenfor Fort Victoria gjorde Frances endnu engang Peter opmærksorn på, at et UFO/UFO'et var dukket op på deres venstre side, men denne gang så de også et andet, som gik i stilling over bilen. Denne gang var lyset konstant, og de var små eller også meget højere oppe.
Et mærkeligt aspekt ved rejsen var, at bortset fra ,,politibetjenten" og en indfødt på tankstationen, mindedes de ikke at have set nogen under turen. Der var heller ikke andre køretøjer end de tre busser, som jo blev set under mærkelige omstændigheder. Man må også tage i betragtning, at folk foretrækker at køre om natten på grund af varmen om dagen, og desuden var det natten før en fridag i Sydafrika, nationaldagen, hvorfor man skulle forvente ekstra meget trafik.
De kom nu ind i et terræn, som de ikke havde forventet. Vegetationen i dette område er sparsom med nogle få ,,paraplytræer" og spredt lav buskads på meget tør jord. Men nu kørte de gennem et udstrakt område med sump; der var vand på overfladen, som reflekterede lyset fra UFO'erue. Vejen var helt tør, men ved siden af var der masser af vand og tropisk vegetation. Normalt var der en konstant støj fra fårekyllinger og cikader, men den var nu borte, og motoren kunne de heller ikke høre. Det var som en drømmerejse, hvor alle lydene var borte undtagen radioen, der kværnede løs på det samme program som før.
Peter mistede igen kontrollen over bilen, og den kørte nu 200 km i timen eller mere. Han indrømmede, at han var skræmt fra vid og sans. ,,Først prøvede jeg på at ignorere fænomenet som en optisk illusion, men så opdagede jeg, at jeg mistede kontrollen; det var, som om det var en anden, der styrede bilen det var ikke mig, der kørte, jeg kunne ligeså godt være kravlet om på bagsædet."
Skønt vejen fra Fort Victoria til Beit Bridge langt fra er lige, var den denne aften helt rett; rett som en snor indtil ca. 3 km før Beit Bridge. Det blev nu helt lyst, men overskyet og gråt; de havde ingen solopgang set, og Peter slukkede forlygterne. UFO'erne kunne stadig ses, men højere oppe. Der var stadig ingen tegn pa liv, hverken mennesker eller dyr. Frances faldt i søvn kl. 6.15, men kort tid før forsvandt lyden fra radioen.
Under hele turen havde det ikke været nødvendigt at skifte station, hvilket er mærkeligt på grund af den store afstand, de havde tilbagelagt. De masede med den et stykke tid, men kunne ikke få en lyd ud af den.
Peter mistede tidsfornemmelsen kl. 5.30, og da Frances var faldet i søvn, følte han sig som under hypnose. Frances vågnede, da de nærmede sig Beit Bridge ca. kl. 7. Der var ingen sol, og de to objekter var stadig synlige. De rhodesiske grænsevagter var det første levende, de så, siden de havde forladt Fort Victoria, og de havde safaritøj på. Da de så Frances og Peter, blev de forbløffede og spurgte, om de lige var kommet fra Nordpolen. Nu var UFO'erne borte, og Solen var fremme som normalt, men de kunne ikke huske, at de overhovedet havde set den stå op. Da Peter aflæste triptælleren, som han havde stillet på nul i Fort Victoria, var han forbavset over at se, at den kun havde talt 17 km, selv om afstanden fra Fort Victoria til Beit Bridge er 288 km. Han havde tanket op til randen i Fort Victoria og ville nå have en ekstra forsyning ved den sydafrikanske kontrolpost. Da han gjorde dette kunne tanken kun tage mindre end to liter svarende til det, som er brugt mellem Fort Victoria og det sted, hvor UFO'erne mødt dem for anden gang den nat.
De havde også tidligere haft nogle usædvanlige oplevelser; Peter fortalte, at fra han var 14 og indtil for 4-5 år siden, da han var 19, havde været vant til astralvandringer Men han holdt op med det, da han mødte Frances, for hun kunne ikke lide det.
Frances: "Der var en nat, hvor jeg fik et forfærdeligt chok; han lå og sov, og så var han pludselig væk... ja, jeg troede, han var død, for han åndede ikke, og hans hud jeg kunne næsten se igennem ham, hans hud var næsten transparent. Jeg forstod, at han måtte være på astralvandring, for jeg
fandt ud af, at han åndede meget svagt. Heldigvis vidste jeg, at jeg ikke skulle vække ham, så det gjorde jeg ikke, og omkring 10 minutter senere var han normal igen, og jeg vækkede ham. Han har aldrig gjort det siden, og jeg ved ikke, hvad der skete dengang... jeg har aldrig spurgt dig."
CvV: "Når du har været på astralvandring, har du så set snoren, der forbinder dig med dit fysiske legeme?"
Peter: "Ja".
CvV: "Og denne sidste UFO-oplevelse?"
Peter: "Det var nøjagtig den samme følelse, som man får, når man forlader sin fysiske krop som de første stadier, hvor man slapper af og går ind i sig selv og forbereder sig på astralvandring. Sådan følte jeg det."
Siden UFO-oplevelsen var Peters telepatiske evner blevet mindre, men hans koncentrationsevne havde forbedret sig. Frances fortalte, at hun havde haft en fantastisk hukommelse, f. eks. kunne hun lige før en eksamen læse en bog igennem og huske den ordret, men denne evne var nu fuldstændig forsvundet.
Peter fortalte, at han i juli 1964 også havde set en flyvende tallerken. Han tegnede en fortræffelig skitse af objektet og skildrede oplevelsen i detaljer. Han kørte sammen med sin far i dennes varevogn på en grusvej uden for Shabani. Der var en jordvold ved et sving, og da de kom omkring hjørnet, så de UFO'et, godt en meter fra vejen, det var ca. 20-25 meter bredt. Da det lettede, gik der en sky af varmt, rødt støv ind over dem. Objektet var metalgråt med sorte dele, hvor kraftcentret var. Støvet hang fast på bilen i flere uger, det havde ligefrem smeltet sig ind i lakken på den hvide varevogn. I vognen havde de en ladning elektronisk udstyr, og efter oplevelsen fandt de ud af, at hver eneste valve og diode i udstyret var ,,sprunget", og de måtte tage hjem for at skifte dem ud.
Efter oplevelsen i 1974 viste det sig, at bilens dæk overhovedet ikke var blevet slidt. Peter havde købt nogle billige slidbaner(dekk) til turen, da det var hans hensigt at vente med at købe nye dæk, til han kom til Sydafrika, hvor disse er meget billigere. Syv måneder efter var slidbanerne stadig som nye, selvom de havde kørt 7-8.000 km med dem, og de normalt kun holder til 1.200 km. Peter fortalte, at de derimod havde haft en masse vrøvl med koblingen og generatoren, som var udbrændt, og det kunne kun ske ved at køre for stærkt, og han mente følgelig, at det måtte skyldes den høje fart på turen fra Rhodesia.
Her slutter Carl van Vlierdens interview med det unge par, men han fik sørget for, at de kunne blive udspurgt under hypnose. Dette blev foranstaltet af dr. Paul Obertik nogle dage senere i dennes konsultationsværelse. Der findes adskillige niveauer inden-for hypnose, men dr. Obertik sagde, at Peter kom i en meget dyb trancetilstand, hvor intet kunne skjules. Frances derimod kunne ikke huske mere under hypnose end ved fuld bevidsthed.
Under den dybe hypnose talte Peter med en sløv og monoton stemme, og der var også adskillige ord, der ikke kunne skelnes. Han sagde bl. a., at UFO'erne sendte en slags stråler ned, der overtog kontrollen over bilen og over dem. Rumskibet brugte radioen til meddelelser, (Peter og Frances havde troet, de hørte et program fra Mozambique), og der blev sendt en skikkelse ned på bagsædet, hvor den blev siddende under hele turen. Fra bilen kunne Peter se op i rumskibet, der havde tre platforme, den nederste var kraftcentret, den midterste op-holdsrum og den øverste flyvedæk og kontrolcenter. Gennem hele rumskibet var der to hule skakter, der fungerede som elevator. Der var et apparat i laboratorieafdelingen, som væsenerne brugte til suggestion af mennesker, så de accepterede deres omgivelser fuldstændigt. På et spørgsmål om, hvordan væsenerne så ud, svarede Peter, at de tog form, som han selv ønskede det, men når han ikke var under suggestion, havde de fysiske væsener samme form som mennesker, dog uden kønsorganer, men han vidste ikke, hvordan de formerede sig. De var venligtsindede og kom fra ydre galakser, og de var overordentligt avancerede, men ikke udødelige.
Peter fortalte endvidere, at de ikke rejste i rum, men i tid, og altså kunne komme milliarder af kilometer på få sekunder. De beherskede alle sprog perfekt og havde gennem tiden ændret mange begivenheder på Jorden ved indirekte indgriben. I dag er der tusinder af dem iblandt os, men de arbejder kun ved at påvirke andre, og ønsker ikke at træde offentligt frem, fordi de ikke ønsker at blive centrum for opmærksomhed, og langt de fleste mennesker ville alligevel ikke forstå dem.
Uddrag af artikel i Flying Saucer Revie, oversatt og gjengitt i danske UFO-ASPEKT nr.3/76..
Vil man lese mer om denne hendelsen og andre ufo-hendelser - så les UFO-CONTACT FROM KOLDAS - part 2 - på denne samme nettbase.
