…….under Potala var der mystiske skjulte tunneler, tunneler som måske indeholdt nøglen til verdens historie. De interesserede mig, de fascinerede mig, og det kan måske være af interesse endnu en gang at mindes, hvad jeg så og lærte dér, for det er tilsyneladende en viden, som vestens folkeslag ikke besidder.

Jeg huskede nu, at jeg på den tid var en meget ung munk under optræning. "Den Lønligste Ene", Dalai Lama, havde gjort brug af mine evner som clairvoyant i Potala, han havde været meget tilfreds med mig og havde som belønning givet mig tilladelse til at færdes overalt. Min leder, lama Mingyar Dondup, sendte en dag bud efter mig. "Lobsang, jeg har tænkt meget over din udvikling, og jeg er kommet til den slutning, at du nu er så gammel og har nået så højt et udviklingstrin, at du sammen med mig kan studere skrifterne i de skjulte huler. Kom!"

Han rejste sig op, og med mig ved sin side gik han ud af værelset ned ad gangen ned ad mange, mange trin forbi grupper af munke, som udførte deres daglige hverv med at sørge for husførelsen i Potala. Tilsidst kom vi langt nede i bjergets dystre mørke til et lille værelse, der stødte til gangen i højre side. Der kom kun lidt lys ind fra vinduerne her. Udenfor blafrede bedeflagene i brisen. "Vi går ind her, Lobsang, vi vil tage lamper med, så vi kan udforske de regioner, som kun meget få lamaer har adgang til."

I det lille værelse tog vi lamper ned fra nogle hylder og fyldte dem. Så tog vi af forsigtighedshensyn begge en ekstra med. Vores første lamper blev tændt; vi gik ud og nedad gangen, min leder gik foran mig og viste mig vej. Vi gik nedad, nedad gangen, hele tiden nedad. Længe efter kom vi til slut til et rum. Det forekom mig næsten at være slutningen på en lang rejse. Det så ud, som om det var et lagerrum. Der var mærkelige figurer rundt omkring. Statuer, hellige genstande og fremmede guder, gaver fra hele verden. Det var her Dalai Lama opbevarede sine gaver, dem Han ikke havde brug for så tit.

Min nysgerrighed var meget stor. Der var, så vidt jeg kunne se, ikke noget formål med at være her. Jeg troede vi skulle på udforskuing, og det her var jo kun et oplagringsrum. "Ærede mester," sagde jeg, "vi må da helt sikkert være gået den forkerte vej, når vi ender her." Lamaen så på mig og smilede venligt. "Lobsang, Lobsang, tror du virkelig, at jeg ville gå fejl?" Han smilede, medens han vendte sig bort fra mig og gik hen til en mur et stykke væk. Så vidt jeg kunne se, famlede han henover et mønster på væggen, noget gibs der stak frem, tilsyneladende forarbejdet af en hånd der var død for længe siden. Til sidst lød en buldren som af faldende sten, jeg snurrede skræmt rundt og troede at loftet (taket) måske var ved at falde ned eller at gulvet sank sammen. Min Leder lo. "Nej, nej, Lobsang, vi er i fuldkommen sikkerhed. Vi fortsætter vor rejse her. Herfra træder vi ind i en anden verden, en verden, som kun få har set. Følg mig."

Jeg stirrede i ærefrygt. En del af muren var gledet til side og havde afsløret et mørkt hul. Jeg kunne se en støvet sti, der gik fra rummet ind i hullet og forsvandt ind i det buldrende mørke. Jeg stod som naglet til stedet af forbavselse over synet. "Jamen Herre," udbrød jeg, "der var ikke noget tegn på, at der var en dør der. Hvordan skete det?" Min Leder lo af mig og sagde: "Dette er en indgang, der blev lavet for mange århundreder siden. Hemmeligheden er godt bevaret Med mindre man kender den, kan man ikke åbne denne dør, og ligegyldigt, hvor grundigt man søger, så kan man ikke finde noget spor af en sammenføjning eller en revne. Men kom nu Lobsang, vi er her ikke for at diskutere byggeteknik. Vi spilder tiden. Du kommer til at se dette sted ofte."

Han vendte Sig Om og gik foran mig ind i den mystiske tunnel, der strakte sig så langt vi kunne se. Jeg fulgte ham med nogen frygt. Han lod mig passere forbi, så vendte han sig om igen og drejede igen på noget. Igen lød denne ildevarslende buldren, en knirken og en skurren, og en hel plade af den rigtige klippe gled forbi mine forskrækkede øjne og dækkede hullet. Vi stod nu i et mørke, der kun var oplyst af det flakkende skær, der kom fra vore smørlampers gyldne flammer. Min leder gik foran mig og fortsatte videre frem. Skønt hans fodtrin var dæmpede, kom der et underligt ekko fra klippesiderne, ekko på ekko. Han gik videre uden at sige noget. Det virkede, som om vi havde gået næsten to kilometer, så standsede han pludseligt uden varsel, så jeg stødte ind i ham med et overrasket udråb. "Her fylder vi vores lamper op, Lobsang, og sætter større væger i. Vi får brug for lys nu. Gør som jeg siger, og så vil vi fortsætte vor tur."

Nu havde vi mere lys fra de større flammer; vi gik videre i land tid, så lang tid, at jeg var ved at blive træt og rastløs. Så lagde jeg mærke til, at passagen blev bredere, og der blev højere til loftet. Det så ud som om vi gik inde i den snævre ende af en skorsten hen mod den brede ende. Vi gik rundt i en gang, og der kom et forbavset råb fra mig. Foran mig kunne jeg se en kæmpestor hule. På væggene og på loftet sås utallige gyldent lysende punkter, det var lyset fra vores lamper der blev kastet tilbage. Hulen så ud, som om den var uendelig stor. Det svage lys fra vores lamper understregede kun, hvor mørk og kæmpestor den var.

Min leder gik hen til en klippespalte i venstre side af stien, og med en hvinende lyd trak han noget ud, der lignede en stor metalcylinder. Den var cirka halvt så høj som et menneske og på det tykkeste sted så tyk som en menneske. Den var rund og på toppen af den sad en indretning, som jeg ikke kendte. Det lignede et lille hvidt net. Lama Mingyar Dondup tumlede med tingen og førte så sin lampe henover dens top. Øjeblikkelig lyste den med en klar gullighvid flamme, som satte mig i stand til at se alting klart. Der kom en svag hvæsende lyd fra lyset, som om det blev presset ud under tryk. Min leder slukkede så vores små lamper.

Denne vil give os tilstrækkelig med lys, Lobsang, vi tager den med os. Du skal lære noget historie om længst forsvundne tider." Han gik fremad med det store, klare lys, denne flammende ildtromle, på noget der lignede en slæde. Den kørte let. Vi gik endnu engang nedad stien, hele tiden nedad, indtil jeg troede, at vi måtte være helt inde i jordens aller inderste. Til sidst standsede han. Foran mig var der en sort mur beklædt med en stor guldplade, og i guldet var der graveringer, hundreder og tusinder af dem. Jeg så på dem, så så jeg over til den anden side, jeg kunne se noget mørkt vand blinke, som om der lå en stor sø foran mig. "Lobsang, hører du efter. Du får noget at vide om den senere. Jeg vil fortælle dig noget om Tibets oprindelse, en oprindelse, som du vil kunne efterprøve, når du bliver noget ældre, når du tager ud på en ekspedition, som jeg selv nu er ved at planlægge," sagde han. "Når du tager væk (reiser) fra dit land, vil du støde på mennesker, som ikke kender os, og de vil sige, at tibetanerne er uvidende vilde, som tilbeder djævle og hen-giver sig til unævnelige ceremonier. Men vi har, Lobsang, en kultur, der er langt ældre end nogen i vesten, vi har bevaret omhyggeligt skjulte optegnelser, som går langt tilbage... "

Han gik over til inskriptionerne og udpegede forskellige figurer, forskellige symboler. Jeg så tegninger af mennesker og dyr, dyr som vi ikke kender til, og så pegede han på et kort over himmelen, men det var et kort, som jeg selv vidste, ikke var som de eksisterende, for de stjerner, det viste, var anderledes og anbragt på forkerte (feil) steder. Lamaen gjorde en pause og vendte sig om mod mig. "Jeg forstår dette, Lobsang, jeg blev undervist i dette sprog. Nu vil jeg læse det for dig, læse denne ældgamle historie, og så vil jeg og andre en gang lære dig dette hemmelige sprog, så du kan kommme herned og gøre dine egne notater og drage dine egne konklusioner. Det betyder, at du skal studere og studere. Du skal udforske disse huler, for der er mange af dem og de strækker sig mange kilometer under os."

Et øjeblik stod han og så på inskriptionerne. Så læste han noget af fortidens historie for mig. Meget af det, han sagde dengang, og af det, som jeg studerede senere, kan simpelthen ikke fremstilles i en bog som denne. Den almindelige læser ville ikke tro det, og hvis han gjorde det og kendte nogle af hemmelighederne, så ville han måske, som andre har gjort det tidligere, bruge de indretninger, jeg har set, til sin egen fordel for at få herredømme over andre, til at ødelægge andre, lige som nogle nationer nu truer med at ødelægge hinanden med atombomben (husk at Rampa  skrev dette under den kalde krigen - R.Ø.anm.) Atombomben er ikke nogen ny opfindelse. Den blev opfundet for tusinder af år siden, og den bragte ulykke over jorden, som den vil gøre det nu, hvis mennesket ikke standses i sin tåbelighed.

Min leder satte sig i lotusstilling med ansigtet vendt mod indgraveringerne på klippen med det strålende lys bag sig, der med et gyldent skær skinnede på de ældgamle indgraveringer. Han gjorde tegn til, at jeg også skulle sætte mig. Jeg tog plads ved siden af ham, så jeg kunne se de ting, han pegede på. Da jeg havde sat mig til rette, begyndte han at tale, og dette er, hvad han fortalte mig.

Menneskene var dengang som en koloni, som en klasse, der undervises af en venlig lærer. Disse kæmpemæssige giganter' lærte dem meget. De satte sig tit ind i et mærkeligt fartøj af strålende metal og fløj så hen over himmelen. Mennesket, det stakkels uvidende menneske, som endnu stod på tærskelen til en vågnende fornuft, kunne slet ikke forstå det, for dets intelligens var næppe større end en abes.

 Der kom store tidevandsbølger og med dem stærke vindstød, dagene og nætterne hengik i et hylende uvejrs rasen. Det så ud, som om planeten fyldte hele himmelen og som om den tilsidst ville styrte direkte ind i jorden. Da planeten kom tættere og tættere på, rejste der sig store flodbølger, som oversvømmede store landområder. Jordskælv fik jordkuglens over-flade til at skælve og hele kontinenter blev opslugt i løbet af øjeblikke. Supermenneskeracen glemte deres stridigheder, de skyndte sig op i deres skinnende maskiner og steg op mod himmelen i hastig flugt fra den uro, der drog hen over jorden. Men på selve jorden fortsatte jordskælvene. Bjerge rejste sig og med dem havbunden, landområder sank og blev oversvømmet af vand. Den tids mennesker flygtede i rædsel, næsten vanvittige af frygt over det, de troede var verdens undergang, og alt imens blev blæsten hårdere og hårdere, og uroen og larmen sværere at udholdé, en uro og en larm som syntes at flænse nerverne og drive mennesker til vanvid.

Den fremmede planet kom stadig tættere på og blev større og større, indtil den tilsidst kom indenfor en vis afstand; der lød et frygteligt brag og en lysende elektrisk gnist skød ud fra den. Himmelen var et flammehav af stadige udladninger, sodfarvede skyer dannedes og gjorde dagene til en evig nat fyldt med rædsel og skræk. Det så ud som selve solen stod stille af forfærdelse over ulykken, for ifølge optegnelserne stod solens røde kugle stille i mange, mange dage, den var blodrød, og store flammetunger skød ud fra den. Så lukkede de sorte skyer sig til sidst over jorden og alt var mørke og nat. 

Mænd og kvinder flakkede om fra sted til sted for at finde ly, de søgte kun efter et sted, hvor de kunne hvile deres trætte kroppe, der blev pint og plaget af stormen og tumulten, de bad om ro på jorden og håbede på at blive frelst, men jorden rystede og skælvede, regnen strømmede ned, og fra det ydre rum for elektriske udladninger mod jorden. Efterhånden som tiden gik, og de tunge sorte skyer fjernede sig, så menneskene solen blive mindre og mindre. Det så ud, som om den trak sig tilbage, og jordens befolkning skreg af frygt. De troede, at solguden, Livgiveren, flygtede fra dem, men der var noget, der var endnu mærkeligere: solen bevægede sig nu fra øst mod vest i stedet for fra vest mod øst som før.

Før sammenstødet havde der eksisteret byer og høje bygninger, der havde, rummet meget af Den Større Races viden. De var styrtet sammen under orkanerne og lå som dynger af murbrokker, der dækkede over al den skjulte viden. De vise mænd i stammen vidste, at der inde i disse dynger lå cylindre, der indeholdt skrifter og bøger af indgraveret metal. De vidste, at al verdens viden hvilede under disse dynger af murbrokker. De begyndte derfor at grave og grave, så de kunne se, hvad der kunne reddes af optegnelserne, så de kunne øge deres egen magt ved at bruge Den Større Races viden.

I løbet af årene, der kom, blev dagene længere og længere, indtil de var næsten dobbelt så lange, som de havde været før ulykken, og så stabiliserede jorden sig i sin nye bane ledsaget af sin drabant, månen, et produkt af sammenstødet. Men jorden rystede og rumlede stadig, bjerge rejste sig og spyede flammer, klippestykker og ødelæggelse ud. Store floder af lava strømmede ned ad bjergsiderne uden varsel og ødelagde alt, hvad der lå på deres vej, men ofte omsluttede de betydningsfulde kilder til viden, for det hårde metal, mange af optegnelserne var skrevet på, smeltede ikke ved lavaens varme. Lavaen beskyttede dem, bevarede dem i et stenhylster av porøs sten som i tidens løb blev slidt af, så optegnelserne indeni ville blive afsløret og falde i hænderne på nogle, der ville gøre brug af dem. Men det var der endnu lang tid til. Efterhånden som jorden stabiliserede sig i sin nye bane, krøb kulden gradvist ind over den, dyrene døde eller vandrede til varmere egne.

 Mammutten og brontosaurussen døde, fordi de ikke kunne til-passe sig de nye livsbetingelser. Is faldt ned fra himmelen og vindene blev isnende kolde. Nu var der mange skyer, hvor der før næsten ikke havde været nogen. Verden var næsten som et helt nyt sted; der var nu stærke strømninger i havene, der før havde været som fredelige søer, kun nu og da kruset af en brise. Nu rejste høje bølger sig mod himmelen, og i mange år var tidevandsbølgerne meget store og truede med at opsluge landområder og drukne menneskene. Himmelen så også anderledes ud. Om natten sås fremmede stjerner i stedet for de kendte, og månen var meget tæt på. Nye religioner skød frem alle steder, fordi den tids præster prøvede på at bevare deres magt og gøre rede for hvad der var sket. De glemte mange ting om Den Større Race, de tænkte kun på deres egen magt, på deres egen betydning, men de kunne ikke sige, hvordan dette og hint var hændt De sagde, at det var Guds vrede og belærte menneskene om, at de var født i synd.

Efterhånden som tiden gik, og jorden stabiliserede sig i sin nye bane, og vejrlaget blev roligere, blev menneskene mindre og kortere. Århundreder gik, og landområderne blev mere stabile. Mange racer opstod næsten som om de var eksperimenter; de kæmpede, fejlede og forsvandt for at blive erstattet af andre. Til sidst udviklede der sig en stærkere type, og civilisationen begyndte igen. En civilisation som fra sine tidligste dage medbragte et minde om en forfærdelig ulykke, og nogle af de mere intelligente prøvede på at finde ud af, hvad der egentlig var hændt. Nu havde vinden og regnen gjort sitt arbejde. De gamle optegnelser begyndte at dukke op i den smuldrende lavasten, og den højere intelligens, som menneskene på jorden nu havde, gjorde at de samlede disse sammen og bragte dem til deres vise mænd, som efter lang tid og store anstrengelser kunne tyde noget af det skrevne.

 Efterhånden som lidt af optegnelserne kunne tydes, og den tids videnskabsmænd begyndte at forstå, hvad der stod, iværksatte de hektiske eftersøgninger efter andre optegnelser, så de kunne sammenstykke de komplette instruktioner. Der blev foretaget store udgravninger og meget af interesse kom for dagen. Så spirede den nye civilisation i sandhed. Byer og bygninger blev opført, og videnskaben begyndte sit hastige tog mod ødelægelsen. Det vigtigste var altid ødelæggelsen, for at små gruppér skulle få størst magt. Man overså fuldkommen, at mennesket kunne leve i fred, og at det var mangelen på fred, der havde været årsag til ulykken før.

I mange århundreder havde videnskaben magten. Præsterne optrådte som videnskabsmænd og forviste de videnskabsmænd, som ikke også var præster. Dé forøgede deres magt, de tilbad videnskaben, de gjorde alt, hvad de kunne for at bevare magten og for at knuse den almindelige mand og holde ham fra at tænke. De fremstillede sig selv som guder. Intet arbejde kunne udføres uden præsternes velsignelse. Præsterne tog, hvad de ville have, uden at blive forhindret, uden modstand, og i al den tid øgede de deres magt indtil de var absolut almægtige på jorden, og de glemte at enevældig magt fordærver mennesket.

Store fartøjer sejlede gennem luften uden vinger, uden lyd, sejlede gennem luften eller svævede ubevægelige, som ikke engang fugle kan svæve. Videnskabsmændene havde opdaget hemmeligheden om, hvordan man behersker tyngdekraften, og havde forstået at bruge den. Kæmpemæssige stenblokke blev manøvreret på plads af en mand og et instrument, der var så lille, at det kunne ligge på en håndflade. Intet arbejde var for hårdt, fordi mennesket betjente sine maskiner uden nogen anstrengelser. Mægtig store maskiner raslede henover jord-overfladen, medens intet bevægede sig på havet, medmindre formålet var fornøjelse, for transport ad søvejen var for langsom undtagen for dem, der gerne ville nyde vinden og bølgerne. Alt blev transporteret ad luftvejen eller hvis det var for kortere afstande - over land. Nogle flyttede ud til andre landområder og grundlagde kolonier, men nu havde de mistet deres telepatiske evne ved kollisionskatastrofen, nu talte de ikke længere samme sprog, dialekterne blev mere og mere ud-talte, indtil de til sidst var helt forskellige og for hinanden uforståelige sprog.

Da folkeslagene ikke længere kunne kommunikere og ikke kunne forstå hinanden og hinandens synspunkter, begyndte de at strides og føre krig. Frygtelige våben blev opfundet. Krige rasede alle steder. Mænd og kvinder blev lemlæstede, og de forfærdelige stråler, som blev brugt, fremkaldte mange mutationer indenfor den menneskelige race. Årene gik og kampen blev mere intens, og blodbadet frygteligere. Der var alle steder opfindere, som ansporet af deres ledere, arbejdede hårdt for at frembringe endnu mere dødbringende våben. Videnskabsmænd arbejdede for at opfinde stadig mere uhyggelige angrebsvåben. Man dyrkede sygdomsbakterier, som blev kastet ud fra højtflyvende fartøjer. Bomber ødelagde kloaksystemerne, så sygdom og pest for hærgende henover jorden og udryddede mennesker, dyr og planter. Jorden styrede mod ødelæggelse.

I et område der lå fjernt fra al strid, tog en gruppe fremsynede præster, som ikke var blevet besudlet af magtsygdom, nogle tynde guldplader og indgraverede på dem deres tids historie, indgraverede kort over himmelen og landene. På dem afslørede de deres videnskabs inderste hemmeligheder og gav alvorlige advarsler om de farer der ville være for dem, der misbrugte denne viden. Der gik mange år med at forarbejde disse plader, så blev de sammen med eksemplarer af virkelige våben, redskaber, bøger og alt, hvad der kan være nyttigt, indkapslet i sten og skjult på forskellige steder, så de, der kom efter, ville kende til fortiden, og drage fordel af det - håbede de. For disse præster vidste, hvad der ville ske menneskeslægten, de vidste, hvad der ville ske, og som forudsagt skete det forventede. Et nyt våben blev opfundet og afprøvet. En fantastisk sky hvirvlede op i stratosfæren, jorden rystede og slingrede, det var som om den vippede på sin akse. Kæmpemæssige bølger strømmede ind over land og fejede mange menneskeracer med sig. Igen sank bjergene ned under havoverfladen og andre pressedes op for at indtage deres pladser. Nogle mænd, kvinder og dyr, som var blevet advaret af disse præster, blev reddet om bord på skibe, der var forseglet, så de giftige gasser og bakterier, der hærgede jorden, ikke kunne trænge ind. Andre blev - da deres landområder hævede sig - ført højt op, andre knapt så heldige - blev ført nedad, måske ned under vandoverfladen, måske lukkede bjergene sig sammen over deres hoveder.

Oversvømmelser, flammer og dødbringende stråler dræbte mennesker i millionvis, og der var nu meget få mennesker tilbage på jorden, isoleret fra hinanden ved katastrofen. Disse var blevet halvt vanvittige af ulykker, skræmt fra vid og sans af den forfærdelige larm og uro. I mange år gemte de sig i huler og tætte skove. De glemte alt om deres kultur og gik tilbage til vildmandsstadiet som i menneskeslægtens tidligste dage, klædte sig i skind, malede sig med plantesafter, brugte køller besat med flintesten.

Til sidst dannedes nye stammer, og de vandrede hen over jordens nye ansigt. Nogle slog sig ned i det, der nu er Ægypten, andre i Kina, men de, der var blevet favoriseret af superracen og havde boet i et behageligt, lavtliggende område ved havet, befandt sig pludseligt mange kilometer over havets overflade, omringet af uendelige bjergkæder, og jorden afkøledes hurtigt. Tusinder døde i den iskolde, tynde luft. Andre, som overlevede, blev stamfædre til den moderne, hårdføre tibetaner fra det land, der eksisterer nu. Det var det sted, hvor de fremsynede præster havde taget deres tynde guldplader og indgraveret alle deres hemmeligheder på dem. Disse plader, og alle prøverne på deres kunst og' håndværk var blevet skjult langt nede i en bjerghule, så de kunne blive tilgængelige for en senere slægts præster. Andre skjultes i en stor by, som nu ligger i Chang Tang højlandene i Tibet.

Al kultur var imidlertid ikke helt udslettet, skønt mennesket var tilbage på vildmandsstadiet i de Sorte Tider. Der var isolerede pletter rundt omkring på jorden hvor små menneskegrupper kæmpede for at holde den viden, de havde, i live for at holde den menneskelige forstands flakkende flamme tændt, en lille gruppe, der kæmpede blindt videre i primitivitetens uigennemtrængelige mørke. I løbet af de århundreder, der fulgte, stod religionen på mange stader, der var mange forsøg på at finde ud af, hvad der i virkeligheden var hændt, og i al den tid lå den viden inde i Tibet i huler, dybt nede, indgraveret på uforgængelige, stedsevarende, unedbrydelige guldplader, der ventede på dem, der skulle finde dem og tyde dem.

Gradvist udviklede mennesket sig igen. Uvidenhedens mørke begyndte at sprede sig. Primitiviteten blev til en halvcivilisation. Der var virkelig en form for fremskridt. Byer blev igen bygget, og maskiner fløj i luften. Igen var bjergene ikke nogen hindring, mennesket rejste over hele verden, over have og landområder.. Som før blev de som følge af deres viden og magt arrogante og undertrykte de svage. Der var uro, had, forfølgelse og hemmelig forskning. De stærkere folk undertrykte de svage. De svage folk udviklede maskiner, og der blev ført krige, krig der varede i mange år. Der blev hele tiden frembragt nye og mere frygtelige våben. Begge parter prøvede på at finde det mest frygtelige våben, og i al den tid lå der viden i hulerne i Tibet. I al den tid lå der i Chang Tang høj-landet en stor Øde, ubevogtet by, der indeholdt den mest værdifulde viden i verden; den ventede på at der skulle komme nogen og finde den mens den lå der og ventede.... "

Et annet sted i boken fortelles om en skjult "by" i høyfjellet i Himalaya:

…jeg tænkte på eneboerne i Tibet i deres sikre eneboerhytter højt oppe på bjergtoppene på utilgængelige steder blandt skyerne. Eneboere, der var muret inde i deres celler og blev der i årevis, frigjorde sindet for kroppen, gjorde sjælen fri af sindet, 'så de kunne opnå en større åndelig frihed. Jeg tænkte ikke på nutiden, men på fortiden, og i mine drømmener kom jeg uundgåeligt tilbage til den mest vidunderlige oplevelse, mit besøg i Chang Tang højlandene.

Vi, min leder, lama Mingyar Dondup, nogle få ledsagere og jeg var draget afsted fra Potala med de gyldne tage i Lhasa for at søge efter sjældne urter. I ugevis havde vi rejst mod nord ind i Chang Tang højlandene eller Shamballah, som nogle kalder det. Den dag var vi ved at nå vores mål. Det var meget koldt den dag, den koldeste af frostdagene. Hagl hvirvlede imod os i en hvinende storm. De små isklumper slog mod vores blafrende kutter, og den hud, der ikke var dækket til, blev simpelt hen slidt af. Her næsten otte tusind meter over havets overflade var himmelen næsten violet. Nogle få små skyer, der for hen over himmelen, var underligt hvide i sammenligning.

Vi kravlede videre op, terrænet blev vanskeligere for hvert skridt. Vi fandt med stort besvær steder at sætte fødderne i den hårde jord, tvang fingrene ned i den mindste revne i den frostkolde klippeside. Til sidst nåede vi igen det mystiske tågebælte (se boken "Det tredie øje") fandt vej igennem det, medens jorden under vore fødder blev varmere og varmere, og luften blev livsalig og behagelig. Gradvist kom vi ud af tågen ind i det frodige paradis, der eksisterede på dette smukke sted. Foran os lå igen det land, der tilhørte en svunden tid. Den nat lagde vi os til ro i Det skjulte Lands varme. Det var vidunderligt at sove på en blød moseseng og at indånde den liflige duft af blomster. Her i dette område fandtes frugter, vi ikke havde smagt før, frugter som vi tog smagsprøver af og så prøvede igen. Det var også fantastisk at kunne bade i det varme vand og drive på en gylden strand.

Den følgende dag drog vi videre, højere og højere op, men nu var vi overhovedet ikke besværede. Vi gik gennem buskads af rhododendronbuske, forbi valnøddetræer og andre, som vi ikke kendte navnene på. Vi pressede ikke på for at komme hurtigt videre. Natten faldt på igen, men denne gang frøs vi ikke. Vi var veltilpasse. Snart sad vi under træerne, tændte bål og tilberedte vores aftensmåltid. Da vi var færdige med det, svøbte vi os ind i vores kutter og lå og snakkede sammen. En for en faldt vi i søvn.

dette bildet er ikke fra den beskrevne opplevelse - fotoapparat var ikke tilgjengelig  for snart hundre år siden i TIBET.

Næste dag fortsatte vi igen vores march, men vi var kun gået tre, fire kilometer, da vi uventet kom til en lysning et sted, hvor træerne hørte op og foran os - vi standsede næsten lammet af forbavselse, rystede næsten over at vide, at vi var stødt på noget, vores forstand slet ikke kunne fatte. Vi kiggede. Lysningen foran os var kæmpestor. Der lå en slette foran os, der var mere end otte kilometer bred. I den fjerneste ende strakte en uendelig rude af is sig opad ligesom en glasrude der rakte op mod himmelen, som om det virkelig var en rude i himmelen, eller en rude ind til fortiden. For på den anden side af isruden kunne vi, som om vi så gennem det klareste vand, se en by, intakt, en fremmed by, som vi aldrig havde set magen til i de bøger, vi havde i Potala.(Tibet)

Nogle bygninger stak ud af gletcheren. De fleste var meget velbevarede, fordi isen var smeltet langsomt i den skjulte dals varme luft, tørret så langsomt, så gradvist, at hverken sten eller struktur var blevet beskadiget Nogle af dem var virkelig helt intakte, bevaret gennem utallige århundrede af Tibets vidunderlige rene luft. Nogle af disse bygninger kunne have været opført ugen før, slik så de ud.

Bevæget som af en fælles tilskyndelse rejste vi os og gik så hen for at udforske de bygninger, der lå inden for vores rækkevidde. Jo tættere vi kom, jo mere forbløffede blev vi. Det var alt sammen helt fremmed for os. Et øjeblik kunne vi ikke forstå den følelse, vi havde. Vi troede, at vi pludselig var blevet til dværge. Så fandt vi forklaringen. Bygningerne var kæmpestore, som om de var bygget til en race, der var to gange så store som os. Ja, sådan var det. Disse mennesker, disse supermennesker var to gange så store som almindelige mennesker på jorden. Vi gik ind i nogen af bygningerne og så os omkring. Der var en af dem, der så ud, som om den havde været en slags laboratorium, og der var mange fremmede instrumenter, og mange af dem virkede stadig væk…..

Det samme berøres også i korthet på side 64:

noen linker&koblinger ellers på FORUM Polaris:

RAMPA- HOVEDSIDE eller lobsang-rampa.net