Martinus - artikel fra Kosmos nr. 21- 1971

NERVESAMMENBRUD OG RELIGION

 

Vore sanseapparater og nerver, både de fysiske og de psykiske, kan kun tåle en vis belastning

Vore sanseredskaber og nerver er beregnet til at korrespondere med bestemte svingninger fra energierne i den verden, der omgiver os. Sanseredskaberne består af særlig følsomme celler, som reagerer på forskellig vis ved påvirkning fra omgivelserne. Resultatet deraf bliver det, vi kalder lys-, lyd-, smags-, lugte- og føleoplevelser. Når vi smager noget sødt, surt, salt eller bittert, sker det på den måde, at vibrationerne i det stof, der danner vor tunge, bliver forskellige i forhold til, om de kommer i berøring med stoffer, hvis vibrationer eller svingninger er af den grad, vi kalder "sødt", eller om de har den svingnings grad, vi kalder "surt" osv.

Gennem nerveledningerne føres disse svingninger til hjernen, der er indrettet, så den kan modtage sådanne "sansebilleder". Når vi kan se, er det fordi vi i vor organisme - som resultat af mange inkarnationers udvikling - har genialt konstruerede apparater med fine linser, alt sammen bygget af organisk stof, dvs levende celler med dagsbevidsthed på det fysiske plan. Disse celler reagerer over for de vibrationer i omverdenen, vi kalder lysbølger, og gennem nerverne, som også er levende celler, modtager hjernen "synsbilleder".

Sanseapparaterne og nerverne er indrettet til at kunne modtage vibrationer af en vis styrke eller grad, men hvis energierne, der rammer os, er for kraftige, kan sanseapparater og nerver svækkes eller ødelægges. Man kan ikke tåle at se på solen, sa ødelægges øjnene. Der er mennesker, som er blevet blinde af at have prøvet det. Hvis man kommer ud for alt for voldsomme eksplosioner, kan det ske, at man mister hørelsen, klor-luft kan ødelægge lugtesansen, og ved berøring med ild, eller blot noget der er for varmt eller for koldt, kan føleevnen ødelægges.

Men det er ikke blot sanserne, der er rettet mod den fysiske verden, der kan ødelægges, også de sanser, der er rettet mod det psykiske, kan kun tåle en vis belastning. På det psykiske område, som menneskene har langt mindre kendskab til end det fysiske, kan det også ske, at man er uforsigtig, og da vil den psykiske sanseevne blive overbebyrdet.

 

Det er det faste punkt, vort jeg, der oplever og skaber bevægelseskombinationer i bevidsthed, stof, tid og rum

Mennesker identificerer sig med deres fysiske organisme og tror, de er fysiske væsener. Men hvis vi udelukkende var fysiske væsener, ville vi intet opleve. Tænk på et fotografiapparat, i sig selv er det intet, men i hænderne på en dygtig fotograf, som ved, hvordan apparatet skal behandles, og som forstår at sætte det i den rette kontakt med omgivelserne, bliver det et fint registrerende og hensigtsmæssigt instrument. Men det er udelukkende på grund af fotografens ånd eller psyke, hans tænkeevne og sans for billedvirkning, at apparatet har nogen som helst betydning.

Den fysiske verden er kun bevægelser, svingninger eller vibrationer, og hvis der kun fandtes disse, ville der ikke eksistere noget virkeligt liv, for én bevægelse kan ikke opleve en anden bevægelse. Der ville ikke være nogen livsoplevelse. Men vi oplever dog en masse bevægelser i stof, rum og tid. Det sker udelukkende, fordi der bag alle de nævnte bevægelser eksisterer bevægelse i bevidsthed, dvs. en åndelig verden, og bag bevidstheden et fast punkt, et jeg, som oplever, og som ud fra de erfaringer, det har gjort gennem oplevelser, skaber nye bevægelseskombinationer i bevidsthed, stof, tid og rum. Selve den måde, hvorpå vi oplever "synsbilleder", viser at vi er åndelige og ikke kun fysiske væsener. Vi er åndelige væsener, der i øjeblikket har evne til dagsbevidst at opleve gennem den fysiske verdens vibrationer. Hvilken betydning ville et billede have, som ingen nogen sinde havde set eller ville komme til at se? Ingen. Kun gennem den tænkende iagttager får det betydning. Der findes f. eks. planter, som på deres blade har så lysfølsomme celler, at mennesker har kunnet eksperimentere med dem som en slags "fotopapir'. Men det betyder ikke, at planten kan se den fysiske verden, for planten har ingen dagsbevidsthed i forbindelse med det fysiske plan, hvormed den kan opleve sådanne billeder. Den har ingen erfaringer på dette felt, og uden erfaringer kan den ikke opleve. De lysfølsomme celler er i dette tilfælde begyndelsen til noget, der engang meget langt ud i fremtiden, når plantevæsenet glider ind i et dyrerige, og dets bevidsthed begynder at vækkes til live på dette plan, kan blive til organer, der kan sammenligned med vore øjne.

 

Sansningens struktur

I brøkdele af sekunder sker der en masse i et menneskes bevidsthed, når det iagttager et eller andet. Synsorganerne og nerverne modtager en påvirkning, denne påvirkning omsættes til stråleform, som bliver til tankebilleder. Vor bevidsthed består af et helt "kartotek" af tankebilleder. Hvert nyt synsbillede, som bliver til tankebillede, konfronteres øjeblikkelig med "kartotekets" eller bevidsthedens materiale af tanke- eller erfaringsbilleder og glider ind som en berigelse af vort "kartotek", en udvidelse af vort "åndelige rum".

Omvendt kan vi fra vor bevidsthed sende tankebilleder til hjernens celler, som via nervebanerne kan omsætte tankebillederne til fysiske billeder.

 

Smerter er som en klokke der ringer for at advare

Hvis de fysiske sanseorganer og nerveceller overanstrenges eller udsættes for alt for kraftige vibrationer, nedbrydes de i større eller mindre grad, og organismen svækkes. Det føles som smerter, og smerter kan man blive fri for gennem bedøvelse. Bedøvelse er dog ikke ensbetydende med, at helbredelse finder sted.

Den kan være en velsignelse der, hvor presset er for stort at bære. Men man må tænke på at smerten er som en klokke, der ringer for at advare, og ikke blot er noget, der skal holdes nede ved bedøvende midler, samtidig med at man fortsætter med den form for livsudfoldelse, der måske er årsag til smerterne.

 

Det voldsomme tempo, den tekniske og videnskabelige udvikling foregår i idag, har ikke en tilsvarende udvikling af bevidstheden eller menneskets "åndelige rum" bag sig

Mennesket er jo et væsen, som befinder sig i en periode af forceret udvikling. Den kolossale tekniske og videnskabelige udvikling, som i løbet af forholdsvis kort tid har gjort det muligt at udvide menneskets fysiske rum, dvs. dets overvindelse af tiden og rummet, har ikke en tilsvarende udvikling af bevidstheden eller menneskets "åndelige rum" bag sig, derfor udsættes mennesket for voldsomme disharmonier.

Mennesket har ikke tilstrækkelig viden til at kunne "følge med" psykisk og moralsk i det voldsomme tempo, der er blevet vor tids ideal, det føler, at der er noget galt, og det går det på nerverne, nerverne beskadiges og tankebillederne kommer i uorden. Et sammensurium af forskellige billeder opstår, og en højst ulogisk billeddannelse finder sted. Når mennesket får en forkert billeddannelse i bevidstheden af det, det ser og oplever, bliver livsoplevelsen så mangelfuld at mennesket ikke blot bliver fysisk syg, men også i mange tilfælde kommer ud for sindslidelser.

Det voldsomme tempo, som er blevet vor tids løsen, påtvinger mennesket en sådan masse tankebilleder på så kort tid, at svingningerne ligger over det, nerverne normalt kan registrere. Samtidig prøver man gennem tobak, alkohol og andre kunstigt stimulerende midler at "holde tempoet", og man får ikke tilstrækkelig hvile og søvn, hvorunder de bristede nervetråde kan repareres, derfor må det ende med en forskrækkelse. Men forskrækkelsen er blot en advarsel om, at man er ved at komme for langt ud i åndeligt "hængedynd" og må se at komme tilbage til noget i tilværelsen, der kan bære og holde en oppe. Det eneste, der virkelig kan hjælpe, er at finde årsagen til de dårlige nerver, og så begynde at skabe helt nye årsager, der efterhånden kan give nye virkninger.

Lægevidenskaben kan i mange tilfælde hjælpe et sygt menneske i gang, men den kan kun lappe på de virkninger, mennesket selv er årsag til, den kan ikke fjerne årsagen til de dårlige nerver. Det må mennesket selv gøre. Men der findes en hjælp til selv-hjælp for mennesket, i alt fald for det menneske, som er åbent og modtageligt for nye impulser, og det er den åndelige videnskab, gennem hvilken det kan lære sin egen fysiske og psykiske struktur at kende.

 

Med intelligensens udvikling degenererer det religiøse instinkt sammen med andre instinkter

I tidligere tider kunne de fleste nervenedbrudte mennesker hente hjælp gennem religionens trøst, gennem tro og suggestion. Men religionen er for de fleste mennesker i vor tid en "tabt horisont". Blindt troende mennesker - lige fra naturmenneskene med deres fetichdyrkelse og andre former for primitiv religion til mennesker af i dag, der er tilhængere af de store verdensreligioner - fornemmer en levende guddom eller guddomme bag alt i universet. Det er ikke noget, de har fundet på, det er en virkning af deres religiøse instinkt. Men med intelligensens udvikling degenererer det religiøse instinkt sammen med andre instinkter. Fra naturmenneskets abstrakte verden er en stor del af menneskeheden gledet ind i en verden af konkrete, materialistisk betonede forestillinger, der svækker interessen for det abstrakte i en sådan grad, at man tror, at kun den fysiske materie er virkelighed.

Man aner det abstraktes eksistens - som planten aner den fysiske verdens eksistens - men man kan ikke gøre rede for den. Nye tankebilleder er kommet ind i menneskets bevidsthed, men hovedsagelig billeder, der danner isolerede tankesfærer, der ofte specielt passer ind i menneskenes egne begær. Eller isolerede, fordi de kun er baseret på udsnit af materien, der ikke umiddelbart kan ses i forbindelse med andre tankesfærer, det gælder f. eks. mål- og vægtfacitter og tanker om hastighed, volumen og bølgelængder. Det er altsammen udmærket, når det er forbundet med de åndelige principper og love, men isoleret fra disse realiteter resulterer det i en forvirrende livsopfattelse, som man tror, er baseret på logik, fordi den er baseret på det, man kan tage og føle på. Men det er en lokaltpræget logik, som i mange tilfælde blot retfærdiggør en moral, som egentlig hører dyreriget og junglen til, og som forbundet med menneskelig intelligens bliver en slags "djævlebevidsthed".

Mennesket har love om ikke at slå ihjel, og samtidig har de atombomber og brintbomber. De straffer mordere i fredstid og hædrer dem i krigen. De har en lovgivning, der forbyder tyveri, bedrageri og berigelse på andres bekostning, og samtidig florerer i forretningsverdenen i camoufleret form en masse variationer af disse forbrydelser, som betragtes som en nødvendighed for samfundets opretholdelse. Militarisme, kapitalisme og diktatur opretholder hver på sin vis sådanne tilstande på forskellige dele af kloden. Ensidigt intelligensbetonede tankebilleder, som dominerer i så mange menneskers bevidsthed i dag, får dem til at handle ud fra den moral, der i et snævert materialistisk perspektiv lyder: "Man lever kun én gang, derfor gælder det om at nyde livet og albue sig frem til livets goder, selv om det må ske på andres bekostning, for enhver er jo sig selv nærmest". Resultatet bliver et civiliseret helvede, hvori "djævelen" udfolder en alles krig imod alle. Derfor lider det ene menneske efter det andet åndeligt skibbrud.

 

Vore nerver og vor organisme er allerede nu egnet til at korrespondere med den guddommelige åndelige solkraft, som vibrerer gennem universet

Nerverne kan i længden ikke tåle det forcerede konkurrencetempo eller den totale krig i alle dens variationer fra "kold" til "varm" krig, og når mennesker i udstrakt grad har søgt at bedøve sig med alkohol, tobak og narkotika, som blot sløver og ikke helbreder, slår nerverne klik, og nervesammanbruddet finder sted. "Alarmklokken ringer", men det betyder ikke, at alt nu er tabt. Det er for at vise mennesket, at det ikke kan komme videre ad den vej, det har valgt. Det må lægge kursen om.

De ensidigt intelligensbetonede tankebilleder er meget mangelfulde på områder, der ikke kan overses med intelligens alene, og så snart det gælder noget ud over den fysiske materie, slår intelligensen ikke til. Det er et utilstrækkeligt syn, ikke mindst når det gælder dårlige nerver. Hvad er det, den intelligen~ betonede del af menneskeheden har mistet? Den har mistet kontakten med omverdenen, både i betydningen: med næsten, og i betydningen: med Gud. Der skal et livsfundament til for ikke at lide åndeligt skibbrud. Da det instinkt, gennem hvilket mennesket engang stod i et naturligt og levende forhold til universet og Guddommen, er degenereret, må en anden energikombination føre mennesket videre.

Mennesket må have en videnskab om den psykiske verden og dens love og om sin egen psykiske struktur. Det må forbinde sin intelligens med en levende følelse eller næstekærlighed, og den kombination vil føre mennesket frem til den intuitive oplevelse af sammenhængen mellem alle de levende væsener, som "lever, røres og er" i Guddommens universelle organisme. Dette overblik kan give det søgende menneske et nyt livsfundament, det kan, hvis mennesket arbejder med sig selv og åbner sig i stedet for at lukke sig inde i angst eller bitterhed, give det en sådan åndelig kraft, at det ikke føler angst for nogen eller noget, hverken for livet eller døden. Vi kan ikke tåle at undvære lyset eller solen, der har skabt vore øjne. Hvis solen slukkedes i dette øjeblik, var alt fysisk liv på jorden forbi. Men vi kan heller ikke undvære den guddommelige åndelige solkraft, som vibrerer gennem universet og er den fundamentale kraft også bag alle fysiske foreteelser. Vore nerver og vor organisme er allerede nu egnet til at korrespondere med denne kraft, til at give den videre som næstekærlighed og udfoldelse af skabeevne til gavn for helheden. Meningen med menneskets liv er, at det lidt efter lidt skal blive en åndelig sol, der befordrer livskraften og sender sit lys til alle sider i form af intellektualiseret følelse til gavn og glæde for alt og alle.

M.