Familen og tanten som ble "tatt" opp i -78 og hele historien er stadfestet via hypnosen som dannet grunnlaget for boken som Frank Johnsen skrev om hendelsen. |
fra det tidligere danske tidsskrift UFO-ASPEKT 5-81: | lydbok english mp3 of the case | 2 | 3 | 4| 5| 6| 7| 8 | 9
En sommeraften i 1978 var familien Mann på vej hjem i deres bil. Da de nær Stanford-in-the-Vale i Sydengland kørte op ad en lille bakke, fik John Mann og hans søster, Frances Farrow, der sad ved siden af ham, øje på et strålende, hvidt lys omkring halvanden kilometer forude. Bag i bilen sad Johns kone Gloria og deres to døtre, Natasha på 5 år og Tanya på 3 år. Solen var gået ned, og det var måneskin. Det skarpe lys forblev uændret de næste par kilometer, men så begyndte et rødt lys at blinke ved siden af det hvide, og begge lys kom nu tilsyneladende nærmere. Mann tænkte, at det måske var et fly, så han standsede bilen og steg ud for at lytte efter motorstøj. Men pludselig dækkedes Månen af noget mørkt, og han hørte en lyd der svarede til en blanding af en kraftig susen og støjen fra et kørende tog. John fortalte senere: ,,Gennem halvmørket skimtede jeg et stort, rundt omrids omkring 30 meter
oppe. Vi kunne se undersiden af en kæmpestor, tallerkenformet genstand, hvis underside oplystes af en kreds af strålende,
farvede lys. Da de kom hjem, ringede Mann til flyve-stationen i Brize Norton, der ligger 10 kilometer fra det sted, hvor de mødte UFOet, for at fortælle om hændelsen. Da han havde gjort det, så han på sit ur og opdagede til sin forbløffelse, at det var en time senere, end han havde regnet med. Også Gloria og Frances havde opdaget, at en time var forsvundet på mystisk vis.
Mysteriet voksede, da lille Natasha kyssede tanten godnat og søvnigt mumlede: ,,Du må hellere lade vinduet stå åbent, tante Frances, hvis du skulle blive suget op." Alle led af svimmelhed og kvalme i nogen tid efter hændelsen, og de fik underlige mærker på kroppen. John fik udslæt på brystet, og hans kone fik noget tilsvarende på det ene ben. Søsteren havde ondt i hovedet og i nakken, og der kom et ovalt mærke på hendes ene ben nedenfor knæet. Nogle dage senere opdagede Gloria, at hun og hendes mand havde fået tilsvarende ovale, blå mærker også lige nedenfor knæet. John havde samtidig en mærkelig drøm. Han fortæller: ,,Jeg oplevede, hvordan jeg standsede bilen foran en gul lyskegle, der kom oppe-fra. Vi steg alle ud af bilen, gik ind i lyskeglen og svævede op i et slags luftfartøj. Vi gik hen ad en gang indtil vi nåede tre ens (like) døre. Jeg gik ind gennem den ene, Gloria og børnene gennem den anden og Frances gennem den tredie. Jeg mærkede noget, der hæftede sig fast på mit højre ben nedenfor knæet. Efter 5 minutters forløb slap det igen sit tag. Jeg gik atter ud i gangen, og de andre kom også ud fra deres rum. Vi gik derefter roligt tilbage til indgangen, svævede ned ad lyskeglen, satte os ind i bilen og kørte videre." Frances havde en lignende drøm, og alle blev efterhånden klar over, at de havde været i kontakt med et UFO. Et yderligere bevis fik de nogle dage senere, da Natasha kom hjem fra børnehaven med en del tegninger. En af dem viste en tallerkenformet genstand med en ring af farvede lys, der svævede over en bil. En gul lyskegle strålede ned mod vejen - som i hendes fars drøm. John Mann satte sig herefter i forbindelse med UFO-foreningen British UFO Investigators Network, der foreslog, at familien lod sig hypnotisere, for at man ad den vej eventuelt kunne få yderligere enkeltheder frem om deres mærkelige hændelse. Gloria var gravid på det pågældende tidspunkt, og da børnene blev anset for at være for små, deltog ingen af de tre i hypnoseforsøget. En hypnotisør arbejdede derfor alene med John og hans søster Frances i de følgende 3 måneder, og det lykkedes gradvist at føre dem tilbage i tiden og sammenstykke den fulde beretning om familiens oplevelse. Johns beretning: ,,Et rumskib svævede foran bilen i cirka 30 meters højde. En otte-ti utydelige skikkelser kom hen til bilen. Vi steg ud og gik alle hen mod en strålende klar lyssøjle. Idet vi gik ind i lysstrålen, var det som om vi svævede opad. Jeg husker, at vi befandt os i et stort, rundt rum. Der var tre mænd i rummet. De var iført metalskinnende, tætsluttende dragter med hætter. En af dem sagde på perfekt engelsk: ,,Velkommen i vores skib. Vi gør jer ikke noget. Vi vil blot undersøge jer." Han bad mig gå med ind i et værelse ved siden af. To kvinder kom ind i rummet og den ene bad mig tage plads i noget, der lignede en tandlægestol. Jeg satte mig ned, og de spændte mine håndled fast til armlænene. En kraftig lysstråle skinnede mig i ansigtet. En af kvinderne trak derefter noget sort ned fra loftet (taket), og jeg følte mig med et helt fortumlet. Jeg hørte en kvindestemme sige: ,,Vågn op, John, vågn op!"
Manden vendte tilbage og fortalte mig, at han hed "Anouxia", og tilføjede: ,,Bliv ikke forskrækket. Der kommer noget, så vi må flytte os lidt." Fartøjet hældede mod venstre, og Anouxia sagde: ,,Du er meget heldig at have været i maskinrummet, mens skibet bevægede sig." Da jeg spurgte, hvilken kraft der drev skibet, svarede han, at det drejede sig om en proces, som de var parat til at tilbyde jordboerne, hvis de kunne få lov til at bosætte sig og leve fredeligt på Jorden. Han fortalte videre, at han ville vise mig en film fra sin hjemplanet. Filmen var tilsyneladende optaget fra et fly, og det var som om jeg selv var med i flyet. Vi fløj over et øde klippelandskab, og jeg så et køretøj på størrelse med en bus nede mellem klipperne. Filmen sluttede, og jeg vendte tilbage til værelset, hvor de andre var. Anouxia fulgte os hen til lugen, og vi svævede ned til jorden. Lyskeglen trak sig tilbage, og en mand, der havde fulgt os ned, sagde: ,,I vil intet huske." Så gik han langsomt baglæns ind i lyskeglen." Frances' beretning: ,,En mand, der sagde, at han hed Uxiaulia, og som var udforskningspilot fra planeten Janos, førte mig ind i et rum, hvor der var 15-20 mennesker samlet. Han var iklædt en sølvskinnende dragt med en hvid skive på. Han fortalte, hvorledes den nærmeste måne Saton var kommet for tæt på deres planet. Månen gik i stykker, og en regn af klippestykker var faldet ned over Janos. Et kraftværk var blevet ramt og havde derved startet en kædereaktion, som ødelagde resten af planeten. De overlevende var draget bort i et stort rumskib, hvorfra de nu udsendte mindre fartøjer, som skulle finde et nyt hjemsted til dem. Det, de havde set af Jorden, syntes de godt om, så de ville gerne slå sig ned her." Både John og Frances kunne huske, at en kvinde havde budt dem på noget at drikke. John havde spurgt, om det var en alkoholisk drik, hvortil kvinden svarede: ,,Nej, det er for at hjælpe jer til at glemme, da I ellers vil blive udnyttet. I rette tid vil I huske. I vil møde os igen og da huske os." De to børn ville ikke drikke noget, og kvinden sagde: ,, Det gør ingenting, de er alligevel for små til at huske noget, og ingen vil tro dem." Natasha kunne dog udmærket huske oplevelsen. Hun fortalte. ,,Der var en dame i rumskibet. Hun fulgte mig, mor, Tanya, tante Frances og far ind i et værelse. Så fulgte en mand far og tante et andet sted hen, og mor fik by at ligge på en seng. Damen viste mig film, ligesom i fjernsynet. Der var vilmænd med langt hår, som bodde i huler, og så var der grønne drenge og piger, som levede på en anden planet. Damen sagde, at hun havde været på den planet, og at de havde geværer. Hun sagde også, at hendes planet var kommet for tæt på solen og brændte op, så de måtte flytte. Jeg så film fra planeten, der brændte. Damen havde sølvblankt tøj på ligesom de andre damer. Hun tilbød mig noget at drikke, men jeg ville ikke have noget. Så gik vi ned ad lyset og gik ind i bilen og kørte hjem." free:audiobook english mp3 of the case | 2 | 3 | 4| 5| 6| 7| 8 | 9
Oversættelse og bearbejdelse: Poul Gjerding/gbr - fra UFO-ASPEKT 5-81.
BILDET OVER er en illustrasjon av en opplevelse som LIV HOFOSS hevder å ha opplevd utenfor sitt hus - aktiviteten den gjeldende dag er også stadfestet av nabo til liv - se artikkelen på linken. Liv mener bestemt at det er JANOS skip hun har hatt særlig kontakt til, og hun hevder at hun ikke hadde lest noe om dem på forhånd - men hadde søkt etter info om "dem" - ut fra tilsynelatende telepatiske kontakter.
Under en av mine samtaler med Liv Hofoss (link til reportasje om noen av hennes mange ufo-oppleveler) nevnte hun at hun hele livet hadde vært på leting etter opplysninger om planeten JANOS. Og da jeg nevnte at jeg hadde overnevnte artikkel - ble hun helt rørt. Hun sa at hun alltid hadde vist dette med at denne sivilisasjonen måtte rømme ut i rommet - uten at hun noen gang hadde hørt om denne historien. Hun hadde spurt flere innen "ufo-kretser" om de hadde hørt om planeten JANOS - men aldri fått noe svar. Hun mener selv at hun har hatt tilknytning dit - eller kan det være at hun har oppfanget telepatiske beskjeder fra dem ubevisst? Det er mye som i alle fall tyder på at hun har sterke telepatiske eller clairvoyante evner. (r.ø). "Kjersti" har skrevet en bok om Liv's liv- ut fra intervjuer - men har enda ikke lykkes å få den utgitt så vidt jeg vet) LINK TIL HELE BOKEN OM "THE JANOS PEOPLE"
|
Gloria skreg: ,,Skynd dig ind i bilen, John. Den er ved at lande!" Det næste, de huskede, var, at
der var bælgmørkt, og at de kørte ad en vej, de ikke kendte. John havde en undeilig følelse af, at hvis han slap
rattet, ville bilen køre helt af sig selv. De passerede gennem en øde landsby, og pludselig fik Manns søster,
Frances, øje på en klar, hvid lyskugle til højre for bilen, som fulgte med i omkring 60 meters afstand. Den
forsvandt, når bilen passerede huse eller kørte gennem landsbyer, men så snart de var ude på den åbne landevej,
var kuglen der igen. John blev på dette tidspunkt klar over, hvor de var, og satte straks kursen hjemover. Tyve
minutter før de var hjemme, forsvandt den lysende kugle, og blev ikke set siden.
BILDET: John Mann med søsteren Frances (tv.) og hustruen Gloria, samt døtrene Tanya og Natasha ved vejen,
hvor de hævder de blev taget ombord i et fremmed rumskib. Natashas tegning av hendelsen finnes lenger ned i
artikkelen under.
