Tilfellet FRED WHITE

MARTS 1961

En aften i marts måned 1961 var Fred White og hans ven Henry 0'Lank på fisketur ved Patterson-høfden, Forth Beach, Durban. De var alene. Klokken tre om morgenen viste der sig et lys oppe på den østlige himmel. Det bevægede sig i sydlig retning, men ændrede pludselig kurs og tog retning mod det sted, hvor de stod. Da det var cirka 25 meter borte og kun omkring 30 meter over havet, standsede det bråt. Til deres forbavselse så de nu et rundt fartøj, mindst 30 meter i diameter, som var oplyst af et grønligt skær.

Denne ill. er fra en annen fisketur der ufoer ble observert på nært hold - men dette fra Hessdalen i Norge på 40-tallet.

Øverst sås tydeligt en kuppel med store koøjer anbragt med regelmæssige mellemrum. Det holdt sig svævende en smule på skrå i cirka fem minutter. Så steg det og bevægede sig bort mod nord, idet det fulgte stranden cirka 700 meter hen til havneområdet, hvor det kredsede rundt nogle få gange. Deretter steg det hurtigt lige op og forsvandt langs kysten. De havde hørt en dæmpet hvinen, mens fartøjet var i bevægelse, men da det steg, var det helt lydløst.

Fred havde aldrig før hørt om flyvende tallerkener, og da Henry antydede, at det kunne have været sådan en, blev de enige om, at det var bedst ikke at fortælle nogen om det besynderlige syn.

 

 

PÅSKEN 1962

I påske-weekenden det følgende år kørte Fred og en ven, Nichael, til Richards Bay, ligeledes for at fiske. De besluttede at slå lejr under nogle palmetræer nær ved stranden, cirka halvanden kilometer fra landsbyen.

Efter at have fisket hele dagen tændte Michael bilradioen om aftenen, men kunne ikke høre en eneste stasjon. Der hørte kun støj og atmosfæriske forstyrrelser. Han var ærgerlig over det og meget forbavset, da modtagelsen tidligere havde været udmærket. Efter et let måltid besluttede Michael sig så til at gå til ro, og Fred gik ud på en tur langs stranden.

Det var allerede mørkt, og ikke en sjæl var at se. Pludselig hørte han en høj hvinende lyd, der syntes at komme fra øst. Så fik han øje på et meget klart lysende objekt, der så ud til at have samme størrelse som månen. Det bevægede sig hen over havet fra øst mod syd i en højde af cirka 65 meter.

Ligesom sidst ændrede det pludselig kurs og nærmede sig stranden, hvor han sad. Det var da kun 30 meter over havet. Han blev bange og trak sig tilbage, da det begyndte at dale. Men den eneste måde, han kunne slippe bort på, var ved at klatre op ad den stejle skrænt. Jo mere han kæmpede for at komme væk, jo mere sank han ned i det løse strandsand. Han var bange, men blev dog på stedet og betragtede det kæmpemæssige fartøj, der var rundt og så ud til at være lavet af metal. Det var mindst 30 meter i diameter og cirka 20 meter højt.

Så snart det nåede jorden, standsede den hvinende lyd. Det glødede med et grønligt skær, der syntes at komme indefra, og atter så han store koøjer med regelmæssige mellemrum. Han stod så fordelagtigt på skrænten, at han kunne se lige ind i fartøjet. gulvet så ud til at være dækket med baner af skumgummitæpper. Et cirkulært kontrolpanel løb langs ydervæggene. Alt var klart oplyst, men han kunne ikke se lyskilderne.

Så opdagede han en mand, der iagttog ham fra det nærmeste koøje. Han havde lys ansigtsfarve og bar noget, der så ud som en skinnende styrthjelm af metal. Den gik ud i et med en højhalset tunika af blåt stof. Han kunne se ham fra livet og op, og han så ud til at være muskuløs. Hans overall viste ingen tegn på spænder, knapper eller lukkemekanismer. Han lagde armene over kors på brystet, og Fred bemærkede, at han bar handsker af skinnende netagtigt stof.

Fred spekulerede på, hvor dette storslåede fartøj kom fra, og hvorfor det i det hele taget var landet, da ingen gjorde forsøg på at komme ud af det, og det øjensynligt ikke var for at udføre reparationer. Manden blev ved med at kigge på ham, og der kunne ikke ses andre, skønt Fred havde en stærk følelse af, at der var adskillige personer ombord. Efter en fem-seks minutters forløb hørte Fred en let summen, der steg til en tydelig hvinen, idet fartøjet løftede sig fra sandet. Manden ved koøjet var der stadig. Der kom en kraftig nedadgående luftstrøm, der spredte sandet i alle retninger, mens det steg lodret, meget langsomt i begyndelsen. Da det nåede en højde af 60-70 meter, forblev det svævende et øjeblik, bevægede sig så ud over havet og forsvandt af syne med en fantastisk fart.

Åndeløs af ophidselse for Fred tilbage til lejren, hvor han fandt Nichael i tryg søvn og besluttede ikke at vække ham. Meget tidligt næste morgen begav han sig til stranden for at se, om der måske var efterladt afslørende mærker af fartøjet, men hvis der havde været nogle, var de blevet udslettet af tidevandet i nattens løb. Forgæves søgte han efter et eller andet bevis, han kunne vise til Nichael, men der var ikke noget, han kunne underbygge sin fortælling med. Da han kom tilbage til lejren, sad Nichael og lyttede til radioen, og han sagde, at han ville ønske, han vidste, hvad der havde forårsaget de elektriske forstyrrelser, der havde blokeret alle radiostationer den foregående aften…..

 

 

JUNI 1963

Det var i juni 1963, jeg første gang mødte Fred og hørte om hans interesse for flyvende tallerkener. Fred havde besluttet ikke at fortælle om sin oplevelse til nogen, da han ikke havde lyst til at blive latterliggjort af venner og bekendte eller blive nedsablet af journalister. Jeg blev snart klar over, at Fred vidste mere, end han brød sig om at indrømme, og efter at jeg havde vundet hans tillid, betroede han sine oplevelser til mig.

Snart besøgte Fred os regelmæssigt i vort hjem, og intet gav ham større glæde end at fuske med min båndoptager eller min radiogrammofon. Fred tog mig med til sin "hule", hvor han stolt viste mig sin meget kraftige modtager, som han selv havde bygget. Han fortalte mig, at han om aftenen, når familien var gået til ro, ofte sad og drejede på skalaen og opfangede visse signaler, som han ønskede at udforske, da han mente, de kunne være meddelelser, der blev sendt fra en planet til en anden.

 

 

SEPTEMBER 1966

Torsdag den 8. september 1966 blev Fred syg, mens han var på arbejde. Han blev sendt til en specialist. Røntgenbillederne viste at hans venstre lunge var faldet helt sammen og havde et stort hul. Han blev straks indlagt og registreret som uarbejdsdygtig. Jeg hørte først om det den følgende mandag og tog hen for at besøge ham. Jeg fandt ham på en firesengs-stue, og til min store overraskelse strålede han af sundhed. Han fortalte mig da følgende:

Det skete om morgenen efter, at han var blevet indlagt.

I besøgstiden mellem kl. 9 og 10 kom en besøgende ind på

stuen, trak en stol hen til Freds seng og spurgte: '¹Er De

Fred White?" Fred svarede ja, og den fremmede bemærkede, at

Fred så godt ud.

Først tænkte Fred, at det måske var en læge, der havde set på ham i nattens løb, mens han sov, og som nu var kommet for at undersøge ham, men manden foretog sig ikke noget. I stedet for rakte han hånden frem og trykkede Freds hånd, og da han gjorde det, bemærkede Fred, at han bar et skinnende armbåndsur, der så helt usædvanligt ud. Manden talte med en let fremmed accent. Han var middel af højde og bygning, havde lyst hår, der var børstet lige tilbage uden skilning. Hans hud strålede af sundhed og ungdom, men hans alder var ubestemmelig. Hans blå øjne syntes at bore sig dybt ind i Freds sjæl.

"Fortæl mig, hvad der skete, Fred," sagde han pludselig, og så fortalte Fred om den kvælende følelse og den voldsomme smerte i brystet, han havde fået, da han var på arbejde den foregående dag. Manden svarede, at der var absolut ingen grund til ængstelse, og at han var glad for at se bedringen i Freds tilstand.

"Fortæl mig nu om dit arbejde," fortsatte gæsten. Fred forstod straks, at han hentydede til hans interesse for radio og de signaler, han modtog om aftenen, og som ingen andre i huset anede noget om. Men det så ud til, at den fremmede kendte til det, for han smilede og nikkede, efterhånden som Fred fortalte ham om det. Fred indrømmede så, at han var kommet til et dødt punkt og ikke anede, hvilken kurs han skulle følge fremover.

"Spekuler ikke på det," sagde den fremmede, "du vil få besøg af en person, der vil hjælpe dig. Vær klar til store forandringer, og der vil komme kontakt."

Den besøgende havde været der i mindst en halv time, og Fred lagde mærke til, at han syntes utilpas i sin habit, og at han virkede lidt urolig. Han sagde så, at det nu var på tide, han gik. Da han rejste sig, spurgte Fred, hvem der havde fortalt ham om hans sygdom. Han svarede" "Jeg vidste det bare!" Så spurgte Fred om hans navn, og han svarede, at navne slet ikke betød noget. Med et smil sagde han farvel og gik ud af stuen. Kort efter at gæsten var gået, blev Fred klar over, at smerterne var forsvundet, og at den rallende lyd i lungen var ophørt.

Lægen undersøgte Fred om eftermiddagen og var meget overrasket over den pludselige bedring, eftersom han endnu ingen medicin eller behandling håvde fået. Han foreslog, at der blev taget nye røntgenbilleder om mandagen (den 12. september). Disse afslørede, at lungen igen var foldet helt ud, og at hullet var helet, helt uden ardannelser. Lægen indrømmede, at han aldrig før havde været ude for noget lignende og gav tilladelse til, at Fred kunne udskrives den næste dag.

Mens jeg lyttede til denne fantastiske historie, blev jeg klar over, at Fred White utvivlsomt var blevet udvalgt af rumfolkene til et specielt formål, og jeg blev derfor ikke overrasket, da Fred tilsidst sagde, at han var helt sikker på at gesten og manden i den flyvende tallerken ved Richards Bay i virkeligheden var en og samme person. Hvordan han havde helbredet ham kunne han ikke forklare.

Philip J.Human

Fra det tidligere danske skrift FUFOS 1978 - UFOASPEKT