Martinus - artikel fra Kosmos nr.11-1971

FADER- OG SØNNE-BEVIDSTHEDEN

Verdensaltet som levende væsen

Igennem mit hovedværk Livets Bog har jeg påvist, at verdensaltet udgør et levende væsen. Da dette levende væsen omfatter alt, hvad der er til, alt hvad der overhovedet eksisterer, bliver det fra et vist syn at betragte som et ensomt væsen. Dette altudgørende eneste eksisterende væsen kan ikke have noget makrovæsen over sig, såvel som det heller ikke kan have noget medvæsen ved siden af sig eller under sig. Det bliver derved i sig selv det eneste eksisterende væsen i sin slags. Alt hvad der eksisterer af materielt eller immaterielt, af legemligt eller sjæleligt, organisk eller uorganisk materie, vil være dele af dette væsen, vil være noget indenfor dets eget område. Det vil være dele af dets sjæl eller legeme.

Spørgsmålet om Guds oplevelse af livet

At det åndeligt udviklede menneske har stillet sig selv spørgsmål vedrørende dette guddommelige væsens natur, er en selvfølge. Og spørgsmålet om, hvorledes dette i sin slags helt enestående væsen oplever livet, opstår. Har vi i det hele taget nogen som helst forudsætning for at kunne begribe dette væsens eget "private liv", om man kan kalde det sådan?

Igennem vor egen livsoplevelse eller væren ser vi, at den er baseret pa en vekselvirkning imellem os selv og vore omgivelser, der igen vil sige - det os omgivende liv både i form af stjerneverdenen over os, medvæsenerne ved siden af os, mikrovæsenerne i os - og mineral- og planteriget under os. Guddommen derimod er alt, hvad der eksisterer. Han kan derfor ikke som os have noget omgivende liv eller medvæsener at korrespondere med. Han har ingen naboer eller nogen "næste" at tale med og derfor heller ingen næste at skulle elske. Da hans liv er helt enestående i sin natur, er det ligeledes hævet over en hvilken som helst form for konkurrence eller kamp om de daglige livsfornødenheder eller livsgoder.

Han vil derved aldrig opleve noget som helst grundlag for intolerance, jalousi eller skinsyge. Han kender intet til at "albue sig frem", til at blive vred, hidsig eller opfarende, såvel som han heller ikke vil have noget væsen at elske. Ej heller vil han have nogen Guddom at tilbede. Han er ikke stillet over for et Forsyn, hvis love han kan overtræde. Ej heller findes der nogen medvæsener, dyr eller planter, han kan anvende til føde, næring eller vedligeholdelse af sin organisme. Han bliver således et væsen, der hverken taler, spiser, drikker, elsker eller hader. Men når han ingen interesse har af de her nævnte realiteter, kan han så overhovedet tænke eller opleve? Til hvad nytte skulle denne oplevelse være? Som tilfredsstillelse af et begær kan den ikke være, da han jo hverken føler sult eller mættelse.

 

"Den store fødsel" eller oplevelse af Guddommen

Mon ikke det allerede nu er synligt for de fleste, at vi ved vore ræsonnementer er kommet ind i en blindgade? Den Guddom, vi var så fast forankret i, synes helt at forsvinde som noget, der hverken kan tænke eller handle og derved bliver en blot og bar livløs masse. Og selv om vi har fulgt en ganske logisk tankerække og er gået fuldt videnskabeligt til værks, så kan det svar, vi har fundet frem til, umuligt tilfredsstille os i det lange løb. Enten bevidst eller ubevidst har vi i os en dyb fornemmelse af, at der bag alle eksisterende væsensformer findes en logisk verdensstyrelse, altså en guddommelig viljeføring. Alle oplevelser, alle erfaringer - fører uundgåeligt til den erkendelse, at verdensaltets grundtone er kærlighed, rent bortset fra, at alle levende væsener på et givet tidspunkt i deres udvikling oplever den proces, jeg i Livets Bog har kaldt "den store fødsel", og som i sin natur er en indvielse, i kraft af hvilken det levende væsen bliver bevidst i sin egen personlige udødelighed og dermed i Guddommens absolutte eksistens.

 

En fejlvurdering af Guddommen

Da den her berørte kosmiske indvielse er en urokkelig kendsgerning, er det også en kendsgerning, at den foranstående analyse af Guddommen ikke kan være rigtig. Vi må på en eller anden måde have begået en fejl i vor tankeopstilling. Hvori består da denne fejl? Den består i, at vi har fulgt en logik, der fuldstændig passede på vort eget liv, på lovene for vor egen livsoplevelse. Denne logik førte os slet ikke til Guddommen, der tværtimod forsvandt og blev til en livløs masse, som ikke på nogen som helst måde tilfredsstillede vort intellektuelle eller logiske begær. Det højintellektuelle menneske kan ikke acceptere en livløs masse som udtryk for det viljeførende Noget, det rent dagsbevidsthedsmæssigt oplever bag alle former, bag naturen og dermed bag livet. Gennem sin intelligens kommer det hurtigt til den klarhed, det allerede gennem sine lidelser rent følelsesmæssigt har tilegnet sig og ser, at det har begået den fejl at danne Guddommen i sit eget billede.

Ved at følge de logiske foreteelser, på hvilke dets eget liv er baseret, måtte Guddommen blive et levende væsen analogt med det selv. Da det imidlertid selv er omgivet af medvæsener på alle sider, kan det umuligt nogen sinde selv være eller blive Guddommen. Da Guddommen altid vil stå som den af mange bestående ene, kan mennesket aldrig blive andet end "søn" af denne "ene". Derfor må "sønnen rette sin bevidsthed, sin sanse evne mod denne "ene". Denne indstilling er rent organisk nedlagt i alle levende væsener med undtagelse af selve Guddommen, der i sin natur rent organisk er indstillet på "de mange" . Det er denne indstilling, der rent organisk lader ham eksistere som Guddom, og som gør hans bevidsthed til "faderbevidsthed".

 

Guddommens og de levende væseners gensidige uundværlighed for hinanden

Vi ser således her, at universet eller verdensaltets samlede energiudløsning og eksistens udgør en vekselvirkning mellem to former for bevidsthedstilstande, en mental korrespondance mellem på den ene side en "faderbevidsthed" og på den anden en "sønnebevidsthed". Og vi kommer hermed til universets store grundanalyse: "Det treenige princip" eller "Faderen", "sønnen" og den mellem disse to former for liv fremtrædende vekselvirkning, den såkaldte "hellige ånd".

Man forstår således her, at ligesom sønnens liv er en umulighed uden medvæsener, uden universet og dermed uden "den ene", er Faderens liv en umulighed uden sønnen, uden de levende væsener, uden "de mange". Hvad naturen eller medvæsenerne er for sønnens liv, er de levende væsener, "de mange", for Faderens ^{liv. Ligesom naturen og medvæsenerne er "sønnens verden" eller tilværelselsplan, således er de levende væsener, "de mange" -Faderens eller Guddommens "private verden". Ligesom sønnen råber på Faderen, råber Faderen på sønnen. Og hele universet og dermed livets gang er altså intet mere eller mindre end "de manges" organiske indstilling på "den ene" og "den enes" organiske indstilling eller koncentration på "de mange".}

 

Kontakten mellem Guddommen og de levende væsener

Takket være denne evige anordning kan gudesønnen komme i direkte kontakt med Faderen, hvilket ikke kan lade sig gøre med alle medvæsener. Vi kan således ikke komme i direkte vågen, dagsbevidst kontakt med medvæsener, der enten er så langt foran os eller så langt bagefter os i udvikling, at vi intet "fællessprog" ejer med dem. Vi kan ikke tale personligt med et insekt, med vore mikrovæsener eller med et makrovæsen. De vil være enten alt for små eller alt for store i forhold til vore tankers "bølgelængder". Tid og rum er noget ganske andet for disse væsener, end de er for os. Men således er det ikke med vort forhold til Guddommen. Da Guddommens liv og væsen ikke udgør en lokalitet i universet, således som gudesønnens liv og væsen gør det, men derimod udgør selve helheden, er han dagsbevidst nærværende i og overfor et hvilket som helst levende væsen, uafhængig af samme væsens størrelse, af dets midlertidige tids- og rumdimensionelle opfattelse.

Et hvilket som helst nødskrig, det være sig nok så hæst, ja helt uden lyd, kan ikke undgå den guddommelige Faders sansning. Alt i verdensaltet bliver hørt og set af Guddommen. Hvis noget kunne undgå den guddommelige Faders bevidsthed, fordi det var for lille og svagt og derfor ikke kunne gøre sig i vrimlen og larmen fra de øvrige væsener i tilværelsen, måtte Guddommen være syg og universet af lave.

 

Hvordan kan Guddommen se og høre eller opleve alt?

Men hvordan kan Guddommen høre og se alt? Det kan Guddommen, fordi alle levende væsener tilsammen udgør hans organer for sansning. Han har derved sanser for oplevelse af alle slags væsener, alle slags tilstande, både normale og unormale. Han har sanser for alle eksisterende livsytringer, organer gennem hvilke han forstår enhver individuel psyke og derved er i stand til at vekselvirke med den. Han har sanser, der gør det muligt for ham lige let at "tale" med myren, fluen og myggen, såvel som med elefanter, flodheste og giraffer. Han ser alt, hører alt og forstår alt. På denne måde har han intet sidestykke i verden og bliver derved "den absolutte ene". Men det betyder ikke ensomhed i den forstand, som gudesønnen opfatter dette begreb.

Gudesønnens livsbetingelser er jo, at han har medvæsener. Derigennem får hans livsglæde mulighed for at kulminere. Men for Guddommen beror livsglædens kulmination på, at han er ensom, hvilket vil sige, at han ikke har ligestillede væsener. Det er jo netop i kraft heraf, at han eksisterer som Alfaderen, som Guddommen. For ham bliver den daglige oplevelse af livet i kraft af hans ensomhed lige så naturlig, selvfølgelig og glædelig, som gudesønnens bliver lykkelig og glædelig i kraft af hans indstilling på denne store Ene.

 

Guddommens livsoplevelse

Nu vil mange sikkert mene, at Guddommens oplevelse af livet ikke kan være sa rig på nuancering som gudesønnens. Guddommen kan jo ikke opleve noget "uden-for" sig selv, således som tilfældet er med gudesønnen. Gudesønnen kan have både en ydreverden og en indreverden, hvilket jo ikke kan være tilfældet med Guddommen. Ligeledes kan Guddommen ikke have en så rigt detaljeret og dekoreret natur foran sig som gudesønnen.

Da Guddommen er alt, hvad der eksisterer, kan han kun opleve sig selv, hvilket vil forekomme de fleste kedeligt. Hvis vi kun kunne opleve os selv, ville livet sikkert forekomme de fleste uudholdeligt. Men her er vi igen faldet for vor trang til at danne Guddommen i vort eget billede. Guddommens liv betinges jo ikke, således som vort, af at være en af de mange. Hans liv betinges jo af at være den af de mange bestående Ene. Der, hvor han oplever dette klarest, har han sin højeste livsglæde. Han er helt anderledes sansemæssigt udstyret til at korrespondere personligt med sin egen organismes myriader af levende væsener end gudesønnen. Hele hans verden ligger netop i hans egen organisme. Han eksisterer kun for at være centrum, være samlingspunkt og faderprincip for alle de i denne organisme eksisterende, levende væsener.

Da han er hævet over tids- og rumdimensionel sansning, betyder størrelse og afstande, tid og rum ingen hindring i hans samtale eller vekselvirkning med et hvilket som helst levende væsen. Derved bliver hans eget legeme en rigdomskilde for bevidsthed, livsoplevelse og korrespondance med alle mulige nuancer af bevidsthedssfærer og væsensarter, som gudesønnen først vil kunne opnå i sin tids-og rumdimensionelle verden, når han har passeret den tidligere berørte kosmiske indvielse, igennem hvilken han bliver "ét med Guddommen" og dermed ét med universets grundtone, den næstekærlighed, der er alle loves fylde.

 

Opnåelsen af "kosmisk bevidsthed"

At opnå kosmisk bevidsthed og dermed blive ét med Faderen, er netop det samme som at blive "i Guds billede efter hans lignelse". Det er oplevelsen af næstekærlighedens inderste mysterium, thi at elske sin næste som sig selv, er at elske Faderen som sig selv. Derved bliver gudesønnen i kontakt med Faderen, som netop elsker sønnen som sig selv. Igennem oplevelsen af kosmisk bevidsthed hæves gudesønnen op til Faderens eget udsigtspunkt. Når dette sker, viger alle grænser, mørkets illusion er brudt, og tilværelsen bliver en harmoni af uendelig skønhed, en altgennemtrængende og altoverstrålende vibration af intuition og salighed.

M.