"Lemurien er navnet på den sidste del af det store
stillehavskontinent, kaldet Mu.
Den egentlige tilintetgørelse af Mu og nedsænkningen af dette
kontinent begyndte 30.000 år f.Kr. Denne proces strakte sig over
mange tusind år, indtil den sidste del af det gamle Mu, kendt som
Lemurien, også forsvandt i havet efter en serie nye katastrofer,
som ophørte mellem år 12.000 og 10.000 f.Kr. Dette skete lige før
Poseidons ødelæggelse, (den sidste rest af det atlantiske
kontinent Atlantis).
kommentar; dette er helt på linje med den
historiske informasjonen fra romkontakten til "Thao"-
som hadde fysiske kontakter til australeren Michel D. i -87,
og på basis av det skrev han en bok med mye historisk info-
og denne info er omfattende referert i boka "JORDENS
KOLONISERING FRA KOSMOS" - fra 2008. Der
framgår det at kontinentet LEMURIA var et flatt kontinent
som ble hevet i stillehavet etter et voldsomt kometnedslag
som skjedde mer enn 500.000år i fortiden - og ødelagt av
voldsomme jordskjelv like før krigen mellom Atlantis og en
Mu-koloni i dagens kina(gobi-omr.), men mer om dette i boka
nevnt over (rø-anm.)
|
Lemuriens Mestre var vel vidende om, at en endelig katastrofe
ville forårsage kæmpemæssige flodbølger, der ville rive det
sidste af deres land med sig ned i det oprørte hav og lade det
synke i glemsel. De, som arbejdede på venstrehåndsvejen, fortsatte
med djævelske eksperimenter og ænsede ikke "det skrevne på
væggen" ligesom i dag, hvor millioner af jordens mennesker
fortsat "spiser, drikker og er glade", selv om tidens tegn
er klare at tyde for det åndeligt fremskredne menneske.
Mestrene og de hellige vismænd, der arbejdede på højrehånds
vejen, begyndte at indsamle værdifulde optegnelser og dokumenter
fra Lemuriens biblioteker.
Hver enkelt Mester blev udvalgt af rådet for Det Store Hvide
Broderskab. Disse udvalgte Mestre skulle drage ud til forskellige
steder i verden, hvor de i sikkerhed kunne grundlægge skoler for
den gamle, hemmelige visdom for at bevare videnskabelige og
åndelige værdier.
I begyndelsen - for de mange tusind år siden - måtte disse
skoler forblive hemmelige for det almindelige menneske, derfor
kaldes de stadig mysterieskoler eller jordens ShanGri-La'er.
Aramu-Muru (Gud Meru) - en af de store lemuriske vis-mænd - fik
af Hierarkiet de hellige skrifter i sin varetægt, tillige med den
store Gyldne Solskive. Han begav sig derefter til de bjergrige egne
ved en Sø, som nyligt var dannet på et sted i det nuværende
Sydamerika. Her skulle han våge over Oplysningens Flamme og holde
den levende.
Aramu-Muru benyttede et af tidens sølvskinnende luft-skibe til
sin rejse til det nye land. Det var ikke et rumfartøj, men et af
den tids luftskibe, som normalt blev brugt til handel mellem
moderlandet og kolonierne.
bilder under her er ikke fra boken- og er skapt
av kunstneren jim nichols - iallefall det øvre
I Lemurien blev den Gyldne Solskive opbevaret i det store
"Tempel for Guddommeligt Lys". Den Gyldne Solskive var
ikke blot et midtpunkt ved ceremonier og deslige, den havde også et
andet formål, og det samme var tilfældet, da den senere blev brugt
af "Solens Ypperstepræster" i Inka-riget -derom senere.
Samtidig med, at de sidste rester af det gamle kontinent
forsvandt i Stillehavet, indtraf andre frygtelige katastrofer over
hele jorden. På denne tid blev Andesbjergene til, og vestkysten i
Sydamerika blev helt omformet. Den gamle by Tiahuanaco (Bolivia) var
på den tid en stor havneby og en af Lemuriens kolonibyer, og den
var både meget smuk og meget betydningsfuld for moderlandet.
I løbet af de efterfølgende syndfioder blev området, der før
havde et mildt tropisk klima, hævet fra havets overflade op til en
højtliggende ufrugtbar og vindblæst slette med et koldt arktisk
klima, og det var under denne proces, at Titicaca-søen blev dannet.
Titicaca-søen er nu den højest beliggende sejlbare Sø i verden,
mere end 3000 meter over havets overflade.
Det var til denne nyligt dannede Sø, Herren Muru ankom fra det
sunkne Lemurien. Her på dette sted, der nu kaldes Lago Titicaca,
grundlagde Aramu-Muru klosteret for De Syv Strålers Broderskab.
Dette kloster, som nu skulle være broderskabets hjem gennem alle
jordens tider, blev opført i en dal, som også opstod omkring den
tid, da Andesbjergene dannedes.
Dalen havde en besynderlig natur. Dens beliggenhed og dens højde
og udstrækning skænkede den et varmt, halv-tropisk klima, hvor
frugter og nødder kunne vokse til enorme størrelser. Her øverst
oppe på ruiner, som engang havde ligget ved havoverfladen som
Tiahuanaco, byggede Herren Muru klosteret af kolossale stenblokke skåret
til kun ved hjælp af energien fra primær lyskraft. Disse
kyklopiske bygningsværker er de samme i dag som dengang, og de vil
også i tiden fremover opbevare Lemuriens videnskab, kultur og
hemmelige lære.
De andre Mestre fra det sunkne kontinent Lemurien drog til andre
dele af jorden og dannede ligeledes mysterieskoler, for at
menneskeheden gennem alle jordens tidsaldre kunne holde den
hemmelige lære skjult og overvåge, at den ikke gik tabt, indtil
menneskene var nået så vidt i åndelig udvikling, at de kunne
studere den igen og bruge de guddommelige sandheder.
Den hemmelige videnskab fra Adoma (Atlantis) og andre vidt
fremskredne kulturers civilisationer findes i dag i de omtalte
skolers biblioteker, for disse andre civilisationer sendte også
vise mænd ud for at grundlægge skjulte klostre og templer over
hele jorden. Sådanne tilflugtssteder står under direkte ledelse og
formynderskab af Det Store Hvide Broderskab.
Dalen, hvor klosteret for De Syv Strålers Broderskab ligger, er
kendt som Den Blå Månes Dal og ligger højt oppe i Andesbjergene
på nordsiden af Titicaca-søen i Peru. Herren Muru byggede ikke
klosteret straks ved sin ankomst til Titicaca-søen, men han
vandrede i mange år, studerede og fastede i ødemarken, hvor han
sluttede sig til andre, som var undsluppet katastroferne. Han blev i
begyndelsen ledsaget af sit feminine aspekt Arama-Mara (Gudinden
Meru), da han rejste fra Lemurien i det cylindriske luftskib.
De Syv Strålers Broderskab havde eksisteret i umindelige tider
lige fra den tid, hvor den ældste race opstod på jorden for
omkring 1 billion år siden. Dog havde der aldrig tidligere været
et kloster, hvor højt indviede disciple mødtes i harmoni
og åndeligt fællesskab. Hver enkelt discipel skulle følge en
af livets syv udviklingsstråler, således som vi alle gør det, og
denne stråle skulle blandes med de andre stråler, idet hver enkelt
discipel vævede sin stråle, som var det en farvet tråd, ind i en
gobelin, som symboliserede klosterets åndelige liv. Derfor blev det
kaldt De Syv Strålers Broderskab, også kendt som Oplysningens
Broderskab.
DEN GYLDNE SOLSKIVE FRA MU
I Mu's moderland var den gigantiske Gyldne Solskive fast-gjort
med bånd af det pure guld i et skrin i det største Tempel for
Guddommeligt Lys. Foran den på et alter, som var en søjle skåret
ud af massiv sten, brændte det evige, hvide lys fra den
krystalklare Maxin-flamme, Skaberens guddommelige, ubegrænsede lys.
Omkring 30.000 år f.Kr. slukkedes Maxin-lyset på grund af den
ondskab, som nogle af præstestandens videnskabsmænd udøvede på
det store Mu. Men Solskiven forblev i sit skrin indtil den endelige
ødelæggelse og nedsænkning af Lemurien 12.000 år f.Kr.
Den Gyldne Solskive var til en vis grad midtpunkt i ceremonier
ved tilbedelse af Skaberen, idét den ved rituelle tempeltjenester
virkede som focus for de mediterendes koncentration. Den virkede
ligeledes som et symbol på den store centrale eller kosmiske sol,
som igen symboliserer Skaberen. Den var tillige et videnskabeligt
instrument, og hemmeligheden ved dens magt gik oprindeligt tilbage
til den dunkle tid efter den ældre race. Som videnskabeligt
instrument blev den brugt i forbindelse med et indviklet system af
spejle af rent guld, hulspejle og linser, hvorved den øvede en
helbredende virkning på den, som var inde i Lysets Tempel. I
virkeligheden er det derfor, at det blev kaldt Templet for
Guddommeligt Lys. Ved siden af alle disse funktioner var Solskiven
et brændpunkt for koncentration af dimensional karakter. Når en
præst, som forstod at betjene solskiven, slog på den, blev der sat
bestemte vibrationer igang, som kunne fremkalde store jordrystelser.
Hvis disse vibrationer var tilstrækkeligt intensive, kunne de endog
bevirke, at jordens rotation ændredes.
Når Solskiven blev indstillet således, at den svarede til
et bestemt menneskes frekvens, kunne dette menneske
transporteres, hvorhen det ønskede det, blot det skabte et mentalt
billede af stedet. Den fungerede derfor også som en slags
transportformidling.
Den Gyldne Solskive fra Mu var ikke lavet af almindeligt guld,
men af omdannet guld, der havde usædvanlige egenskaber, idet det
var både gennemsigtigt og metallignende.
Herren Muru bragte denne Solskive med sig, da han rejste til
Titicaca-søen, og den blev anbragt i et underjordisk tempel i
klosteret for De Syv Strålers Broderskab. Her blev den benyttet
dagligt af disciplene. Også Mestrene og de hellige vis-mænd fra
mysterieskoler over hele jorden benyttede den, således at de kunne
teletransporteres frem og tilbage for at være med i
rådsforsamlingen eller deltage i en eller anden ceremoni.
Da inkaerne kom til Peru (og kom gjorde de, for de var ikke indfødte
Quechua-indianere, men stammede fra et land på den anden side af
Stillehavet), grundlagde de et højt åndeligt udviklet samfund på
ruinerne af den store kultur, som engang havde været Lemuriens
koloni. Ypperstepræsterne af Tawantinsuyo -solen - navnet på
Inka-riget - byggede deres Coricancha eller Solens Tempel lige oven
på en gammel bygning, som stammede fra meget fjerne tider. Fra
gamle optegnelser i deres hjemland, på den anden side af
Stillehavet, lærte de om den Gyldne Solskive fra Mu, og de vidste,
at den var blevet flyttet fra det skæbneramte kontinent og bragt
til et nyt land, hvor Herren Muru havde grundlagt et indre center
eller en fredet helligdom.
Engang for længe siden søgte inkaernes ypperstepræster længe
efter Solskiven, men de kunne ikke finde den. Først da de var nået
så vidt i åndelig udvikling, at de kunne bruge Solskiven til gavn
for deres folk - de indfødte stammer, som de havde sammensluttet
til eet rige - ligesom den havde været brugt i Mu, fik de den
overdraget, så de kunne bruge den dagligt i deres Soltempel i Cuzco.
Inka-kejseren på den tid, som havde stor guddommelig indsigt,
foretog en pilgrimsrejse til klosteret ved Titicacasøen. Aramu-Muru, som var den åndelige leder for broderskabet,
gav Solskiven til kejseren, og flere af brødrene fra klosteret blev
beordret til at rejse med kejseren tilbage til Cuzco. Her blev
Solskiven anbragt i et skrin, som var blevet fremstillet med dette
formål for øje, og den blev sikret med gyldne bånd på samme
måde som i det gamle Lemurien. I klosteret i Santo Domingo i Cuzco
kan man den dag i dag se hullerne, hvorigennem disse bånd engang
gik.
Dette kloster i Cuzco er bygget oven på det allerældste
Inka-soltempel. Inkaerne kaldte deres tempel for Coricancha, hvilket
betyder Guldstedet eller Guldhaven. Her var anbragt figurer af
mennesker og dyr, planter og blomster i naturlig størrelse udført
af prægtigt, massivt guld - en sand have af guld, der grænsede op
til templet. Præsteskabet kaldte det Amarucancha-templet. På nogle
af stenene i Santo Domingo kan man stadig se udskårne slanger (amarus),
og det siges, at dette er grunden til, at nogle kaldte templet
Amarucancha eller Slangernes Sted. Dog er dette ikke den virkelige
grund. Amaru er afledt af Aramu, som er et af navnene på Herren
Muru. Men Herren Murus navn er igen afledt af ordet slange (amarus),
og hans titel ligner en betegnelse for en anden af verdenslærerne,
Quetzalcoatl, "Den vingede slange fra Aztecriget i
Mexico".
Inden i det store tempel i Cuzco fandtes der mindre templer og
skrin indviet til månen, de tolv planeter og til de syv stråler.
De Syv Strålers Broderskab blev den ledende kraft i inkaernes
åndelige liv, og de lærte at bruge Solskiven ud fra ældgamle
skrifter, der var blevet efterladt af fortidens vise inkaer, som var
Lemuriens kolonister.
Solskiven blev i Coricancha i Cuzco, indtil der kom besked til
præsterne om, at Don Francisco Pizarro var landet i Peru. Vel
vidende, hvad der skulle til at ske, fjernede de sorgfuldt Solskiven
fra Cuzco-skrinet og genindsatte den på sin plads i det
underjordiske tempel i klosteret. De spanske erobrere opdagede den
aldrig.
Den 21. januar 1956 holdt ærkeenglen Mikael af Solen en tale fra
sit tilflugtssted i Banff i de kanariske bjerge. Følgende er et
uddrag:
"Mange af templerne, som blev brugt på Atlantis og i
Lemurien, blev løftet op til de æteriske riger. Engang vil de
komme til syne på jorden igen, når mennesket er åndeligt rede til
at modtage dem. Det er sket, at en eller flere af ædelstenene, som
blev brugt til opførelsen af disse templer, blev overdraget til en
ypperstepræst eller et overhoved for en åndelig orden for der at
danne en forbindelse med det himmelske Hierarki. Adskillige af
stenene fra mit eget tempel ejes i dag af mennesker forskellige
steder på jorden."
Den Gyldne Solskive fra Mu er en af de ædelstene, som Herren
Mikael her refererer til. Og den blev som sagt overdraget til
overhovedet for De Syv Strålers Broderskab, Aramu-Muru. Solskiven
vil blive opbevaret ved Titicacasøen indtil den dag, da
"mennesket er åndeligt rede" til at modtage den og bruge
den efter sin bestemmelse. Den dag vil den Gyldne Solskive blive
taget ud af sit underjordiske kammer og anbragt højt over
broderskabets kloster. Den ny dags pilgrimme vil igen kunne se den
mange mil borte reflektere de herlige stråler fra solen. Fra den
Gyldne Solskive vil der udgå en klang af den skønneste harmoni,
som vil bringe mange lysets tilbedere op ad stien til den ældgamle
port til De Syv Strålers Broderskab, og de skal træde ind i Den
Blå Månes Dal til fællesskab i Faderen.
DEN ÆLDSTE RACE
Vi må gå 1 billion år tilbage i jordens historie, hvis vi
virkeligt skal forstå meningen med "De Syv Strålers
Broderskab" og "Den Gyldne Solskive fra Mu".
Da planeten jorden var blevet afkølet og rede til beboelse,
ankom en race fra rummet, som ikke var af menneskelig oprindelse,
men som tilhørte den sande menneskerace. De blev kaldt kykloper og
kendes i den arkane hemmelige lære som El'racen eller simpelt hen
El'erne.
("guderasen" som Lobsang
Rampa omskriver dem - muligvis en gren av "gammel-lyranerne"
- rø.anm. )Før de ankom til jorden, gennemrejste de rummet, idet de
fulgte alle de store tidsepoker. Det var titaner, som rejste ad
stjernebanerne (og det gør de stadig i en anden dimension af tid og
rum), og de søgte altid i rummet de bedste græsgange for deres
hjord.("beitemarker
for sitt "kveg"))
Det var det første liv på jorden, og det er de udødelige
skikkelser i vore legender, den guddommelige race eller den ældre
race, som gik forud for mennesket. Nogle af El'erne var ægte
kykloper, idet de kun havde eet stort øje midt i panden. Andre
havde to øjne ligesom menneskevæsener, og andre igen havde
udviklet det psykiske tredie øje. De var omkring 3 1/2 meter høje
og var af hankøn og hunkøn, men ikke som vi opfatter
kønsforskellen i dag.
Før de kom til jorden, havde de koloniseret meget af det, som i
dag kendes som mælkevejssystemet; tusinder af sole og verdener kom
under deres indflydelse. De kom sædvanligvis forud for andre
livsformer til en klode, når den var rede til beboelse. Når de
begyndte tilværelsen på en ny planet, forsøgte de straks at
efterlade sig, hvad vi ville kalde store arkiver i dybe
underjordiske områder med enorme byer. Disse arkiver indeholder
små krystaloptegnelser om universets historie. De er indesluttet i
et magnetisk felt, som til tider kan fornemmes af mennesker, der er
meget sensitive.
(masse detaljer om dette i Rampa's
bøker)
El'erne var just ikke tredimensionale væsener, som vi er det i
dag, men de var gjort af fysisk stoff og levde i en fysisk verden.
Som race havde de gennem utallige tidsaldre forsøgt at opnå den
tidløse tilstand, hvor de ikke alene kunne skab ved den blotte
tænkning, men hvor de også kunne undslippe den fysiske
tilværelses lænker og overskære de bånd, de bandt dem til
fysiske planeter og solsystemer. De søgte de store hemmeligheder,
som ville skænke dem udødelighed, således at de kunne vandre
tværs gennem tiden og stjernerne frigjorte for alle lænker.
Planeten jorden var muligvis den sidste verden, de koloniserede i
mælkevejssystemet, thi snart efter deres ankomst opnåede de den
skabende tankes magt. De gjorde sig til herre over det fysiske stof
og blev guder. De ophævede tid og rum. De havde ikke længere brug
for den jordiske verden eller det store mælkevejssystem, som den
tilhørte. De var frie. De var blevet sande medlemmer af
tankeuniverset, Theta-universet.
I virkeligheden kendtes El'erne først ved navn, da de oppnåede
Theta-tilstanden. Før denne tid var de kendt som den kyklopiske
race. Det var den metode, de benyttede til at forlade den fysiske
tilværelse, som gav dem navnet "El". Genem den hemmelige
brug af en 90 graders fasedrejning forlod de jorden og hele
mælkevejssystemet og overlod den menneskeheden. En 90 graders
vinkel danner bogstavet L.
Når vi kalder dem El'er, refererer vi derfor i virkeligheden til
et symbol for deres race og ikke til et navn. Mange ord i dag er
udledt af navnet på denne meget gamle race. Det er derfor, at den
kaldes den Ældre race. Ordene elevation/eliminere stammer tydeligt
fra denne kilde. Hævede El'erne sig ikke til en anden dimension?
Eliminere de ikke tid og rum? Man kan i ethvert leksikon gøre
forbausende opdagelser om de ord, som begynder med El. Der bl.a. det
prægtige ord Elohim og de fireogtyve Ældste i det hellige skrift.
Den 24. april 1955 meddelte Koot Hoomi Lal Sin (Mesteren Kuthumi):
"Oven over planeten er den elskede Elohim, Kyklopea,tilstede.
Hans utståling dækker hele jorden."
Mesteren Kuthumi hentyder åbenbart til et medlem af den store
Ældre race. Skønt de fleste af El'erne i 1956 ikke længere var
på jorden, virkede de stadig som rådgivere og var sædvanligvis
lærere for jordens Mestre og Indviede. Vi siger her, at de fleste
af El'erne ikke opholdt sig længere på vor planet, der var nemlig
nogle, der ikke forlod den, da deres race opnåede Theta-tilstanden
og erobrede S-E-R-T (Stof-Energi-Rum-Tid).
Det var på grund af visse karmiske forhold, at der var nogle
enkelte medlemmer af den kyklopiske race, som ikke passerede gennem
den 90 graders fasedrejning og derfor blev tvunget til at forblive
på jorden for at fuldføre deres gerning, således at de
efterhånden kunne støde til deres race i en senere tidsalder. I
mellemtiden ville de virke som rådgivere for menneskene, når disse
ankom til jorden.
Aramu-Muru tilhører den kyklopiske race. Han har bevaret den
samme fysiske form gennem umindelige tider ved at forny sin
livsstrøm gennem polarisering med sit kvindelige aspekt Arama-Mara.
For, som allerede nævnt, disse væsener forplanter sig ikke ligesom
mennesker.
Herren Muru siger, at da han var på Lemurien, var han en ung
discipel eller et menneske. Imidlertid kan han mene mange ting med
dette. Måske mener han ung i universel forstand, og med menneske
kan han mene, at han tilhørte den oprindelige sande menneskerace.
Mange af vismændene i Lemurien, og før den tid i selve Mu, var
kykloper. (Her kalder vi dem ikke El'er, fordi de på det tidspunkt
endnu ikke havde opnået Theta-tilstanden). Alle disse kykloper
forlod Lemurien og rejste til andre dele af jorden. Derfor var mange
af de åndelige ledere i mysterieskolerne (de indre centre)
kykloper, som en dag ville slutte sig til deres race og blive sande
El'er.
De Syv Strålers Broderskab stammer oprindeligt fra kykloperne,
idet de var de første til at manifestere livets syv stråler på
planeten jorden. Disse væsener havde en speciel udstråling af
energi, som muliggjorde, at livets syv stråler kunne dannes på vor
planet, og var det ikke sket, ville der aldrig have været et
broderskab for De Syv Stråler. Kykloperti nåede også den syvende
tilstand og indgik i Theta - den 7ende tilstand - eller
Tankeuniverset.
Den Gyldne Solskive i Mu blev ikke skabt af kykloperne, men
principperne for dens virkemåde og hemmeligheden ve dens kraft
kunne findes i de forladte arkiver i kyklopernes underjordiske byer.
De, som var sensitive nok til at indstil sig på en sådan viden i
senere tidsaldre, opdagede disse sandheder og gjorde det muligt at
fremstille den Gyldr Solskive. Således fandt Solskiven vej ind i
tilværelsen på moderlandet i Mu.
Lad det være sagt, at mennesket på jorden aldrig vil blive en
"El", simpelt hen fordi det ikke tilhører den kyklopiske
race (nu El-racen), men mennesket vil alligevel nå en tidløs
tilstand, som El'erne gjorde. Mennesket vil også engang erobre
Stof-Energi-Rum-Tid og herske som en sand gud, en søn af Skaberen;
thi Hierarkiets øjeblikkelige plan er: frembringelsen af en
subjektiv syntese i menneskeheden og frembringelsen af et telepatisk
mellemled, som til sidst vil ophæve tiden.
Neste del
hovedsiden